Madrid by accident // Samuel, Tristan & Castle//

Tid. Middag.
Sted. Madrid,Spanien.
O. Palacio Real ....et kæmpe palads med over 2000 rum.
Vejr. Sol.

Camille havde svært ved at beslutte sig.
Var dét omgivelserne , vejret eller hendes humør der var dét bedste ?
Længe siden var dét at hun havde følt sig så godt tilpas.
Hun rettede næsten reflektorisk på sin sorte stramme nederdel og sin sorte skjorte der var åben i halsen.
Dét var sjældent hun var så formelt klædt på , men en konference var netop overstået i madrid og hun havde deltaget med en del kollegaer fra hospitalet og blevet opereret om dét nyeste indenfor diabetes.
Camille havde set et tilbud på noget rundrejse, dét vil sige Inge fra arbejdet solgte dem til en favorabel pris og Camille havde slået til
Hun kunne nu godt forstå rejsen var billig, for der viste sig nu at være problemer med hendes værelse...der var simpelhend ikke noget, og dét havde hun lidt svært at forstå da hun havde læst der skylle være hele 2000 af slagsen.
Men nu var hun så bedt om at vente her i foyen , imens de forsøgte finde en løsning
Hun så sig omkring, og følte sig bare lidt hjælpeløs, trods hendes fine humør.

Samuel i Madrid! Ja, det var svært at tro, men på en eller anden måde var han havnet i Spaniens hoved og stod og så dum ud. Han sukkede og betragtede sine omgivelser - et enormt hotel med masser af værelser, eller sådan så det ud ude fra, men om det så også passede inden i vidste han ikke. Han havde taget en hvid løst siddende skjorte på, der bare hang over hans jeans, ikke noget stort, på fødderne bar han de klip klapper Camille havde købt sidst de var sammen. Han kiggede lidt på bygningen før han gik hen mod den bygningen der virkede alt for stor til lille ham. Han listede ind i bygningen, og fandt en stol han kunne sætte sig i mens tide løb forbi ham. Han kunne stadig ikke forstå at han var kommet så langt væk fra ... Hjem!

//Der kommer altså ikke nogle specielt pow emner fra mig, sol sorry//

Tristan kiggede op på det hotellet med store øjne. Det var stort og...fint... Det var ikke fordi at han aldrig havde ''boet' et fint sted før, til han var 16 boede han næsten i en mansion, det store hus hans forældre ejede.
Han stod lige nu foran det store hotel og overvejede om han måske skulle gå ind, men det virkede bare så...ikke ham at tage ind sådan et sted...Camille var sikkert allerede derinde. Han sukkede og tog sig til hovedet. *Intet vover, intet vinder* tænkte han og fortsatte hen imod den store 'port' ind til lobbyen. Han var iført en åben turkis skjorte med ærmerne smørret op, en hvid t-shirt indenunder og et par sorte halvlange shorts. Over skulderen havde han en guitar taske med sin elskede guitar og em sportstaske i den anden hånd.
Han håbede hurtigt at finde Camille derinde. Hun havde bestilt billetter til dem igennem en eller anden kollega... Inger eller noget...
Han trådte afslappet ind i lobbyen og kiggede sig omkring imens han rodede lidt i det orange hår.

Camille havde råbt...nej, bare hævet sin stemme en lille smule da de fastholdte der ingen ledige rum var .Så truede hun med bål og brænd og bad dem kontakte direktøren.
Nu gik hun så rundt her og ventede....på svar.
Men dét var svært at være sur et sted som her.Hendes far havde haft penge, men de boede på et stort landsted og slet ikke som her , hvor alt var guldbelagt eller historisk, bare hun ikke fik ødelagt eller væltet noget.
Hun ville gå og sætte sig .Tristan burde også snart være her.
Camille gik over til en sofa gruppe og der måtte hun blinke et par ekstra gange.Dér midt i dét hele sad Samuel , i hvidskjorte og klipklappere og så provokerende godt ud.
Hun fløj om halsen på ham og gav ham et knus...men slap lige så hurtigt igen ...
"Samuel....jeg kan ikke tro dét...besluttede du dig for at bruge billetten, hvorfor har du intet sagt?" Hendes smil voksede
Der havde været lotteri på hospitalet og Sam havde købt og vundet en rejse efter eget valg og Camille havde fortalt om denne her, men Sam havde intet fortalt hende...

Sir Ronald var blevet fortalt at nogen af hans gæster var kommet, da smilte høfligt og rejste sig op, han ville ikke vise hans tjenere glæden, over at have gæster her på palaset, han var blivet ret så træt af, at være alene her i palaset, eller han var jo ikke alene da han var gift, og havde 238 tjenere, 64 kokken, og 100 gartnere, men her var stadig så upersonligt efter hans mening, hans kone var rent på grund af hans status krævede det, og selvom at alle gjore hvad han sagde, var der ingen som respekteret ham som person, han sukkede da han var havlvejs ude af døren bare ved tanken, men bliv hurtigt tilfreds igen, da han kom i tanke om at der var kommet nogen normale mennesker, som ikke var så fornenem hele tiden, og selvom han skulle bruge deres ophold på at lege deres vært, så var han tilfreds med det, han havde faktisk set frem til at være den som tjener, og ikke den der bliver betjent, det var også derfor han havde sagt ja til at åbne hans hjem op, for folk med pengene til at bo i det. han gik gennem de store historiske gange, han kiggede kort på malerigerne, som havde remmer af guld, og var belagt med ædelstene hvis de var ældre en 1600 tallet. han så mod den store marmor trappe, han så ned mod Camille og Samuel, og smilte til sig selv, han havde et dyrt hvidt håndsyet jakkesæt på, med rødt slips, og sorte jakkesæts sko. han vendte sig om mod den tjener som havde fuldt efter ham siden han forlod hans arbjedes værelse "room number´s?" tjeneren kiggede på Sir Ronald, og sagde så "We told them, they could not get a room, since they do not keep up to the dresscode standard" Sir Ronald sp skuffet ud og sagde så "Get them a room, or find youself another job, they have something of value to me" tjeneren nikkede, og gik ned af trappen, mod bestyrelses rummet. Sir Ronald smiler høfligt ned mod jer og siger så
”My name is Ronald, and I am most honored to call myself your host tonight. I and my servants will be at your service at all times, so if you need anything at all, you just give me a hint, and I shall bring you whatever your heat desires. I am to inform you that there is dinner here at 9 Pm, and I hope you will give me the honor of eating dinner with you fine people. There is a few house rules, with I expect to be uphold, the first is that no one enters room 343, without an answer, and that is because my wife miss Follani, is pregnant, and she is in a very literally way, tried, upset and very easy to wake up from her sleep, so if you please would uphold that role, that would mean a great deal to me, and my wife. The second role is this, this palace has been around for generations, so if you would please keep the place intact so future generations to come, so they can enjoy this old, and spectacular building, and therefore, no violence, and no other physical activity, that might go out of control. The third role it this, we can’t allow smoking in the palace, or in the palace garden. But other than these rules you are allow doing whatever should come to your mind, so please enjoy life, and I will pay for whatever you should fell like having. And of you should have any quotations fell fee to ask.
Ronald smiler venligt ned mod jer, og langsomt går ned fra trappen, han kan mærke på ham selv han er lidt nervøs, han begynder at svede lidt, men han nægter at løsne hans slips op, så han vælger bare at udholde varmen.

Samuel havde stadig siddet i sine egne tanker, og undret sig over hvorfor han befandt sig i denne forbandet by så langt væk fra hans skove, dog blev han pludselig rævet ud af sine tanker, da der pludselig kom noget flyvende omkring halsen på ham. "H-hej!" Han slog let armene om Camille som han først fik set ordenligt på da hun slap ham. "Bi-billetten?!" Han kiggede spørgende på Camille, og grinede så. "Jeg har da ikke brugt nogle billet." Han smilede kort og sukkede. "for at være helt ærlig kan jeg ikke præcist huske hvordan jeg er kommet frem, men billet var en tur i fly, og jeg hader at flyve." Han smilede kort til hende og lod en hånd glide igennem sit pjusket platinhvide hår. "Jeg vil skyde at jeg har forvildet mig ud på lidt af en gå tur." Han grinede kort, men stoppede op da der kom en hvidklædt herre hen til dem, og begyndte at snakke engelsk. De første ord fulgte Samuel med i, men da det kom til rasten af den lille tale var han hoppet af. Ingen vold, rygning, og noget med et værelse, ja, det var vist det. Han satte sig op, og smilede overhøfligt til manden. "Thanks ... Nice to meet you ..?" Han kiggede spørgende efter den engelsktalende man. Han måtte jo have et navn.
Selvom Samuel havde blikket rettet mod manden foran ham kunne han ikke lade være med at bemærke en eller anden orange prik hoppe rundt ude i hans synsfelt. Han vendte lidt efter sine grå øjne mod den orange prik der viste sig at være en fyr med helt orange hår og en guitar på ryggen. Han kunne ikke lade være med at smile bare en lille bitte smugle over drengens tøj. Han så helt malplaceret ud i dette område, men så følte Samuel sig da heller ikke helt alene, for de havde jo begge ikke formelt tøj på. Camille og den hvidklædte herre havde begge fint tøj på, så Samuel burde være glad.

Tristan kiggede sig forvirret rundt og fik endelig øje på det velkendte smilende ansigt henne ved nogle sofaer. Hun havde lige sluppet en dreng med platin hvidt hår og Tristan kunne ikke lade vær' med at undre sig over hvem det var, han havde ikke fået at vide at andre hun kendte skulle med.
Uden selv at lægge mærke til det havde han fået et smil på og var begyndt at gå over imod dem. En fin herre i hvidt jakkesæt var også kommet til og han nåede lige at høre hvad manden sagde da han kom over. "The Pleasure is all mine Ronald. I'm sure to speak for all of us when i say that we are honored to be able to stay at such a gorgeous place" Svarede han flydene og høfligt med et lille nik til Ronald og vendte blikket imod Camille med sit kendetegns tandsmil.
"Hey, long time no see?" Hilste han med et glimt i øjet.
Han vendte blikket imod den sidste person til stede, den hvidhårede dreng, og gav ham et sly smil. "Jeg tror ikke vi har mødtes, jeg er Tristan" Sagde han kæphøjt og satte tasken ned på gulvet.

Camille tænkte på om Samuel havde været ulv på dét meste af hans rejse hertil , og et lille sjovt stil kom i hendes hjerte...hun savnede næsten den store smukke hvide ulv, hun kunne kramme, uden...komplikationer
"Dejligt at se dig Sam " smilede hun og netop da kom sir Robert og hilste dem velkommen.
Inden hun ikke nå at indlede en konversation med den venlige Sir Robert, var Tristan kommet og overtog scenen, som var han på hjemme bane.
Hun smilede skævt og så ned på sine fødder, hvor typisk for Tristan.
Da han var færdig og gav opmærksomheden til hende svarede hun ham straks "Too long Tristan " og prikkede ham i brystet.
Hun ville præsentere Samuel og håbede ved gud at 'visse emner' ikke ville komme op, dét ville hurtig blive en mystisk suppedas, for hende never the less, men planen var at ...undgå.
Inden hun kunne nå at præsenterer dem for hinanden, var Tristan selv startet på sin typiske måde.
Hun smilede opmuntrende til Samuel...

Sir Ronald kiggede forbløffet på den unge Tristan, den var da en veltalene dreng, han var helt klart en som fortjente respekt,
da han vidste at han var af mere civiliseret end Samuel, han kendte godt deres navne, da han jo ikke fik så mange gæste var det meget normalt for ham at læse om på de som fik en mulighed for at bo på palaset, han nikkede respekt fuldt til Tristan, og drejet bliket mod Camille, hun var en kvinde efter hans hoved,
hun afbrød ikke Tristan, så hun kendte kvindernes plads, det var en god kvalitet hos en kvinde, han syntes ikke hun var så pæn,
men det var nok mere et personligt syn på hende, han tog hendes hånd, og kiggede ned og kyssede den blidt, og sagde så høfligt
"may I have the honor of knowing that you call yourself Miss or misses" han holdt hendes hånd til hun gav ham et svar, det var jo den rigtige etikette,
han drejede ikke øjnene væk fra hendes øjen, da han ikke ville fornærme hende, gangske vist kendte han ikke hendes samfunds etikette, men hun var jo mere i Spanien og ikke i hendes eget land, han smilte venligt.

Nå, den orange håret gut ville over til dem, jamen det skulle skam nok ske noget sjovt ved. Han smilede glædeligt for sig selv, men stoppede dog da han begyndte at snakke med manden. Åh nej, så godt blev det da heller ikke. Han sukkede kort, og kiggede mod fyren der hed Tristan. "Davs, jeg tror skam du har ret ... Samuel." Han nikkede kort mod Tristan og kom hurtigt frem til at han var et menneske, ingen problemer der - endnu. Han vendte hoved kort om mod den fine herre, og var lige ved at kløjes i det da han begyndte at snakke om hvor fin han var. Hvis det skulle fortsætte i denne tone kunne Samuel godt gætte sig frem til at dette ville blive en lang kedelig tur - måske skulle han bare komme hjem igen i en fart? Han flyttede sig lidt fra Camille og kiggede væk fra dem alle tre mens han begravede sig i diverse tanker om verden og dens sundhed - eller et eller anden ligegyldigt.

//Dizz til Camille...! Hold da op Abbi, hun er da en pæn pige, bak mig lige lidt op her Samuel!//

Tristan lod denne Ronald hilse pænt på Camille og satte sig ned ved siden af Samuel. Det havde været en lang tur og han trængte til at side ned. Selvom det var svært at sidde med en guitar på ryggen.
"Så, i kender hinanden?" Sagde han lidt henkastet og nikkede imod Camille. Det havde da i hvert fald lignet at de kendte hinanden det var sikkert. "Og du skal med på turen?" Skyndte han sig at tilføje og formede et skævt smil.
Ronalds ord om ingen vold havde sunket dybt ind og han havde allerede nu besluttet sig for at medmindre det blev meget nødvendigt ville han nyde sin ferie væk fra dusørjæger ting og væsner. Det havde hun brug for. Her på det sidste havde dte været hårdt, men han kunne mærke at det hårde arbejde snart ville give bonus.
Tristan lagde hovedet lidt på skrå, drengen foran ham så ud til at have været langt væk, begravet i tanker da han spurgte..Måske skulle han ikke have spurgt...

// ;) //

Camille lagde sin hånd i hans og svarede høfligt " Sir...I'm miss.St.Clair , but you can be as free as to call me Camille if you please so" og så trak hun sin hånd tilbage og gav et lille knejs.
Havde Sir Robert kendt hende bedre havde hans slips formentlig slået knuder på sig selv, da han fejlagtigt tog hende for at være en mand underdanig.
Hun så fra deres vært og ned til Samuel og Tristan...nu holdt de vel samtalen til 'vind og vejr ' ?
Hun pillede lidt uroligt ved kanten af hendes skjorte.
Hun spekulerede på hvordan Samuel havde dét lige nu, i et palads...han var stadig ganske ny i menneske verdenen, eller skulle genopfriske den , men dét vidste de andre jo ikke noget om.

\\Jeg mener også Camille er særdeles pæn, men det syntes den mandssuvinistike Sir Ronald ikke\\

Sir Ronald ville ikke forstyre dem mere, de skulle jo lige finde deres værelser, og få snakket om hvad end de nu snakket om, han tog en nøgle frem fra hans lomme, og rakte den frem mod Tristan "Room number 51, it is just down the North hall, I must leave you good sir, there is some matters that require my immediate attention, although your presence is a spectacular experience" Sir Ronald bukkede for dem alle, og gik så op af trappen igen.

\\Regn mig lige ud af rækkefølgen, jeg har lige noget at lave, som jeg ikke ved hvornår er færdigt\\

Samuel vendte sig om mod Tristan der brød hans tanke gang. "Det var meningen." Han lænede sig tilbage i den godt polstret stol og smilede let. Han lukkede igen gutten ude, og valgte at begrave sig i sine tanker igen, dog kiggede han kort op da den fine herre spyttede de sidste ord ud, og forlod dem. Godt, så slap de da for ham. "Skal vi bo på samme værelse?! Helle for gulvet." Mumlede han og rejste sig op, mens han ventede på de andre. Han ville sikkert bare sove som ulv, om det så gjorde ondt eller ej, så hellere det, end at være klemt sammen i en dobbelt seng med to andre. Han havde intet problem med at sove sammen med Camille, men Tristan var så mere problemet, og når alt kom til alt havde han det jo udemærket som ulv. Han lod Tristan fører vejen, da han nu havde nøglerne.

//Tristan, bemærk venligst at jeg er hele to år ældre end dig ;)
-Godnat folkens! //

Tristan tog imod nøglerne uden at sige noget til den fine herre, som i øvrigt havde efterladt dem igen. Han rejste sig bare og synes et fornemme at denne Samuel ikke var særlig snaksagelig, måske skulle han lade ham være - for nu.
Det var dog svært at lade vær' med at smile over fyrens underlige claim a gulvet? specielt... "Okay, lad os finde værelset. Jeg tager så sofaen der må være, så kan prinsessen vel få sengen?" Drillede han og begyndte at gå i retning af noget han kunne forestille var nordgangen, men han var ikke sikker. De kom ud i en smukt pyntet gang med mange malerier og statuer. Han kigegde sig rundt og håbede på at finde noget der kunne tyde på at det var den rigtige gang. En dør ved siden af dem havde et skilt med tallet: 40. Hvis de gik længere op ville de nok komme til 52.

// I know :D Hvorfor er jeg nu et problem? XD//

Camille stod og gloede lidt stupidt efter Samuel og Tristan.
Dét måtte da bare være en fed joke.Dem alle tre på samme værelse?
Hvorfor gik de bare uden at lave indsigelser ? Hun havde da booket en enkelt værelse, for the love of god.
Camille sukkede temmeligt højt, ingen skulle være i tvivl om hvad hun mente om dette arrangement.Dét ville jo ende...galt.
De skulle ikke være alene, dét var sikkert.
"vidunderligt....Samuel du behøver ikke gulvet...vi finder på noget, der er sikkert et badekar " sagde hun ironisk og fulgte pænt efter drengene, Sir Robert ville have været ganske stolt.

// Gider i lige...* LOL* ingen har problemer udover dem i emner, der må i have lige så mange i lyster....but nowhere else , please //

Samuel undlod at svare på det Tristan fyrede af, men blev mere eller mindre tvunget til at svare på Camilles - mente han da selv. "Gulvet lyder stadig mere tiltrækkende, ellers kommer jeg bare op til dig og leger sove dyr." Han smilede kort mens han håbede Tristan havde nogenlunde styr på hvor de befandt sig henne, for Samuel fulgte ikke rigtig med i det, han fulgte mest af alt efter den orange top der dansede rundt foran ham, med en guitar taske. Hvad uvillig den knægt dog med den? Spille guitar til langt ud på natten? Samuel fnyste lavt. Det var sgu da ikke en lejertur! De befandt sig på et hotel hvor man opførte sig ordenligt og ikke irriterede folk med larmende strenge instrumenter til langt ud på natten.

Tristan fortsatte uden rigtigt at følge med i hvad de snakkede om, eller i hvert fald ikke svare.En enkelt gang vendte han sig og kiggede uforstået på Camilel ved en 'sovedyrs kommentar'. Den måtte være intern...håbede han---
"Ah, her er vi" Udbrød han da det gik op for ham at han stod lige ud for værelse 52. Hvorfor havde herren da ikke givet dem 3 værelser, der måtte være mindst 1000 på stedet? Uden yderligere tøven satte han nøglen i den ældre lås og med et 'klik' gik den op. Værelset de trådte ind i var fornemt måtte man sige. Det var ligeså smukt dekoreret som gangen havde været og med fine møbler og vægudsmykning. Til hans lettelse også en sofa, og en mindre en. En akavet situation kunne være kommet ud af det ellers. "Hvad Samuel, du behøver ikke engang sove på gulvet, der er mere end en sofa!" Smilede han til den hvidhårede fyr.

Camille måtte smile af Samuels kommentar, hun regnede stærkt med han mente som ulv, men med ham var dét svært at sige.
Da Tristan vendte sig om og så spørgende på hende , blinkede hun til ham og rystede 'nej' på hovedet, så han.vidste der ikke skulle ligges mere i dét.
Værelset var smukt , dét måtte man give Sir Robert .
"Well..boys, i kan jo også bare tage sengen og så er sofaen min " kom hun til at grine , da hun pludselig fandt situtionen meget komisk.
Af alle mennesker....at netop de tre skulle ende op i Madrid sammen, på et værelse.
Kunne dét virkelig være et tilfælde, hun fik med et en sær følelse.
En følelse af måske at være en brik i et spil.Men hun rystede den resolut af sig.
Med både Tristan og Samuel hér, kunne intet gå galt, de var sikkre.

Da de kom ind i rummet udpegede Samuel sig sofaen, den store vel og mærket. Det kunne godt være den ene eller den anden skulle sove i den, men nu var den hans! Han gik direkte over mod den, og smed sig så lang han var på den mens han rynkede let på bryne og kiggede op i loftet, mælkevidt. Han sukkede kort, før han vendte hoved om mod de to andre. Det var ganske komisk, en orange håret gut, ham selv med hvidt, eller platinhvidt om man ville og så Camille, blondine, eller brunette, det var igen om til en selv at bestemme, det var det meste jo. Han strakte sig, og nød endelig at have noget blødt under sig, efter så mange dage på poterne, og selvfølgelig var han træt, dog fik han bekæmpet søvnen, selvom der alligevel slap et gab ud. Hvad de to andre ville gøre var Samuel ligeglad med, de kunne gøre hvad de ville, han ville blive liggende og nøde endelig at ligge på noget blødt, så længe det nu varede.

tjeneren Sean var på vej ned mod værelset, hvor Sir Ronald befandt sig, han var lidt nervøs, han vidste ikke helt, hvordan han skulle fortælle Sir Ronald det han ville, og stadig have et job bagefter, han gik ned af de fine gange, som han altid gik på, han kendte snart vær eneste billede på væggene, og vær eneste guld belagte statue. han stoppede kort op, da en dame i en lang hvid kjole gik ind i ham, så han tabte den glass plade han havde i hånden, og den fine martini flød udpver gulvet, han drejede hoved mod hende, og så fandt hende ganske vidunderlig, hun havde pæne former, og noget skulder langt gyldent hår, han regnede ikke med det var hendes normale hår farve, men den så ægte nok ud, men det var vel også lige meget tænkte han, hun var sikkert en af Sir Ronald gæster, han ville normalt selv gøre rent, men han ville ikke gøre Sir Ronald mere utifreds, end han allerede ville blive når han fik nyheden at vide, så han gjore hånd tegn til en anden tjener, for at fortælle ham han skulle klare det, tjeneren Sean ventede ikke på at se om manden gjore det, han skulle snakke med Sir Ronald, så han forsatte ned mod værelset, og da han kom hen til den store gulv belagte dør, bankede han pænt på.
"you are free to enter" - Sir Ronald
døren bliv stille åbnet, og tjeneren gik stille indenfor, og lukkede den efter sig. han rettet blikket mod Sir Ronald, og bukkede dybt, og da Sir Ronald nikkede, forstod han at han måtte tale.
"(spansk) Sir Ronald, Jeg har været inde for at se om deres kone havde brug for noget(spansk)"
Sir Ronald forstod med det samme hvad der skulle ske nu, han sukkede lidt i sig selv, da Sean var en god tjener. Sir Ronald dreje sig om, og kiggede meget bevidst på ham, han vendte sig om mod hans skrive bord, og sagde så
"(spansk) Jeg bad dig om at holde dig ude af rummet, du har brudt en af mine tre meget simple regler, de er da meget simple ikkeP(spansk)" - Sir Ronald
"(spansk) deres regler er meget simple min herre, (spansk)" - Sean
"(spansk) men heldigvis for dig, har jeg brug for en tjener til at gøre noget(spansk)" - Sir Ronald
"(spansk) hvilket min herre?(spansk)" - Sean
"(spansk) Jeg skal bruge en til at give dette måltid, til værreslet en mand ved navn Tristan bor på(spansk)" - Sir Ronald
Sean var lidt utryg ved Sir Ronald tonefald, han var ikke sikker på om det var helt sundt at spise det, men så igen, det kom vel ikke ham ved, bare han ikke selv kom ud for en ulykke var han ligeglad.
Sean tog det sølv belagte fad, og gik langsomt ud af døren, han havde ikke det store besvær at åbne den med den anden hånd, selvom døren var stor. han var på vej ned mod bestyrelses rummet, for at finde ud af hvor Tristan boede, han ramte igen damen, som kom ud af ingen ting, han undrede sig over hvem hun var, men han tabte ikke hvad han havde i hånden denne gang, han drejede sig tilbage mod trappen, for at komme ned til stue etagen. han gik ned af den store trappe, men stoppede da han fik en sms, han tog hans mobil op af lommen, og så Tristans navn, og et værelses nummer. Sean undrede sig lidt, men gik så ned mod værelset, han kunne regne ud, det var et værelse på nord gangen. han var god til at finde rundt selvom palaset havde over 2000 værelser. han stoppede da han så værelset, han skulle til at banke pænt på døren, da han hørte en kvinde stemme bag sig. den virkede lidt underlig, og da han skulle til at vende sig om, fik han et kniv blad lavet af sølv på halsen, han drejede sig tilbage mod døren.
"who told you to bring them dinner?" - kvinde stemme
"No one, why do you ask?" - Sean
Sean kunne mærke det kolde blad, skar sig ind i hans hals, og blodet sprøjtet ud over døren, damen tog hurtigt sølv bowlen væk fra fadet, hun så en meget flot opdækket menu, men kunne godt lugte med hende vareulve lugtesans, at det ikke var sundt at spise, hun smed et billede med Tristans på, ned til maden, og løb hendes vej, der var ingen tjenere på gangen, da Sir Ronald havde bedt folk om at holde sig væk fra den gang i nat.

Tristan gabte tilfredst og strakte sig, inden han fulgte Samuels eksempel og gik hen til den anden sofa. Han lagde forsigtigt guitartasken op ad sofaen og satte sin sportstaske ved siden af. Så satte han sig med et bump ned på den bløde sofa. og folede hænderne afslappet i skødet. At han havde fået den lille sofa gjorde ikke så meget, den var stor nok til at han kunne være der hvis hans ben hang over kanten.
!Phew her er varmt her i madrid.." Mumlede han og lænede sig tilbage. Han satte sig meget hurtigt på igen da han syes at høre noget...også var det væk igen. "Hørte i også noget?" Spurgte han tøvende og rettede blikket imod døren.

Camille så sig benovet omkring, dét var ren luksus, hun håbede sådan der ville være et badekar for dét var yderst sjældent at hun havde en mulighed for at ploppe i sådan et, og dét var så beroligende udover at dét også var max selvforkælelse.
Hun så på Tristan og Samuel , dét var stadig lidt vildt at være her med dem begge.Naturligvis havde hun været klar over Tristan kom, dét var aftalt at de skulle rejse lidt rundt og opleve noget sammen, men at også Samuel var dukket op var en overraskese, en herlig en....selvom der sikkert ville blive trængt med pladsen , uanset hvor stort et rum de havde.
Hun satte sig på den store seng og hoppede lidt ,eller satte den i bevægelse var dét nærmere, da en lyd ved døren hørtes.
Camille nikkede til Tristan 'bib' hun havde også hørt dét.
Hun smuttede hurtigt hen og åbnede og kiggede lidt dumt på sølvfadene m.m der stod med mad på....og et foto .Hun samlede billedet op og gloede vantro på dét .
Først kiggede hun på Tristan og så videre på Samuel...og spurgte dem begge
" Hvad i himmelen skal dét her betyde ? " og så viftede hun et picture af Tristan i luften imens hun så alt andet end tilfreds ud.

Han lukkede øjne og nød stilheden til han hørte et let bump ved døren og slog øjne op. Hvad var nu det? De andre havde tydeligvis også bemærket det hvilke var heldigt. Han satte sig op, og kiggede mod Camille der var på vej hen mod døren. Da hun åbnede den var det første hans sølvgrå øjne så var den døde krop der lå på jorden. Han rejste sig op, og gik hen til Camille og betragtede lidt kroppen. Han kiggede lidt tænksomt på billed som var et kønt potratbilled af gutten med det orange hår Tristan. Det var hurtigt for Samuel at ligge to og to sammen, og få det til at give fire. Han kiggede på maden, og lugtede til maden der lugtede af alt andet end mad. "Jeg tror ikke vi er så velkommen som vores fine vært gav udtryk for." Mumlede han, og kiggede kort mod Tristan. "Eller han er ikke." Han stak hænderne i bukselommerne og lænede sig op af dørkarmen. Han stod kort tænksomt før han kiggede mod Camille og konstaterede hurtigt at det sikkert ville være en dum ide, den ide der lå og boblede lige under overfladen. "Godt." sukkede han så som om han havde været igang med en disksution. "Enten kan vi vente til at vores kære vært finder os, og dræber vores lille orangehåret med lidt mere effektive metoder, eller vi kan smutte, og tage det i ville kalde at flygte."

Tristan kom på benene og skyndte sig ud af døren og forbi bakken og hen til liget der lå på gangen. Han prøvede håbløst at bøje sig ned og mærke efter en puls, men fandt ingen. "Død, men ikke længe, han er stadig varm.." Sagde han så og kiggede sig omkring og tilbage på de 2 andre. Hans blik vilede på Samuel lidt. Burde han tage dte så roligt? De havde lige fundet et lig for god sake.
Han rejste sig helt op igen. Det var ikke svært at regne ud at maden nok ikke var helt 'ren', men hvorfor lige ham? Okay..Hellere ham end Camille, men stadig..
Tristan brød sig ikke meget om Samuels tænksomme udtryk efter hans kommentar. Han følte næsten at han planlagde at give ham op eller noget. "Jeg er enig, vi er ikke så velkommende som først antaget.." Mumlede han og rystede på hovedet.
"Men bare rolig Samuel, jeg kan forsikre dig om at jeg er i perfekt tilstand til at kunne forsvare mig selv, og jer andre for den sags skyld - skulle der ske noget... Vi kan heller ikke bare smutte, vi bliver nød til at finde ud af hvad dette er?" Afsluttede han og kiggede frem og tilbage imellem sine 'teammates'.