Against my nature (Samuel)

Klokken: 7:32 om morgen.
Omgivelser: Domkirken og skov omkring, men ingen mennesker.

Solens lys brød igennem de smukke mosaik vinduer, og dette føltes virkelig, som en af guds steder. Fuglesang kom udefra og fyldte luften med forårsstemning. Men en anden tydelig kvindelig stemme kunne høres igennem luften, og dem der kendte sproget ville høre at det var latin.
" Pater noster, qui es in caelis, sanctificetur nomen tuum, adveniat regnum tuum, fiat voluntas tua, sicut in caelo, et in terra. Panem nostrum supersubstantialem da nobis hodie. et dimitte nobis debita nostra, sicut et nos dimittimus debitoribus nostris, et ne inducas nos in tentationem, sed libera nos a Malo. "
Det var en fadervor på latin, de fleste sagde fadervor på deres eget modersmål, men Ancilla var kristen ind til knoglerne. Så hun kunne næsten alle bønner på latin. Hun lå på knæ foran alteret, hvor afbildning af jesus tårnede højt over hende. Ancilla begyndte, at bede om tilgivelse. For hun havde virkeligt syndet. For igår havde hun nemlig forvandlet sig om til hende vilde natur, altså til en varulv. Det var ellers lang tids siden hun sidst havde gjort, men igår havde hun fejlet og havde været tæt på at blive dræbt på stedet, så det havde været hendes eneste udvej. Hun havde så straks gået herind, for at bede om tilgivelse. For hun vil ikke være, som hendes såkaldte artsfæller. Hun foragtede dem, de var kun rene bæster skabt af menneskernes ondhed og ved satans hjælp. Hun knugede hendes kors halskæde hårdere ind i hendes hånd. Hun huskede tydeligt det første ofre hun havde dræbt. Varulven lå blødende foran hende, han var ikke død endnu, for Ancillas læremester ville lade den 5 årige Ancilla dræbe varulven selv. Den så tiggende op på hende, men den så også forundrende. Hvorfor kæmpede Ancillas imod sine egen artsfæller? Hvorfor kæmpede hun for dusørjægerne. Det var fordi hendes læremester, som havde opfostret hende, da hun var blevet efterladt. Han havde vist hende sandheden om disse bæster af hendes artsfæller. Der var intet bedre for hende end at dræbe disse mørke væsner. Hun gjorde kun verden til et bedre sted ved at udrydde dem. Hun kiggede op på statuen og en blond hårlok kom i vejen, den var plettet lidt tørt blod. Ancilla havde stadigvæk sit normale jægertøj. Hun havde sorte militærbukser på og en sort praktisktrøje. Normalt havde hun mange våben under hende trøje, men hun havde efterladt dem udenfor i et specielt sted. For hun vil nemlig ikke krænke dette hellige sted, af våben der har dræbt mange. Hun var i dyb koncentration af at bede tilgivelse, at hun nok ikke lagde mærke til sine omgivelser.

Samuel havde aldrig været rigtig troende, selv ikke som menneske havde han været meget for den kristne verden. Dog var han døbt, og som selvfølge den gang, også konfirmeret, dog var han siden sin forvandling ikke rigtig været i kontakt med den troende del af verden. Han fandt det ikke som en nødvendig del af sit liv, da han mest af alt levede i naturen.
Folk sagde at guds hus altid var åben for alle, og dét ville Samuel benytte sig af idag, selvom det ikke havde været planen fra starten af morgen. Da skoven ikke havde været underholdene nok, havde han været et smut forbi Camille, i håb om at hun var hjemme, men da hun ikke var der, og han ikke orkede at skifte form igen, længe leve dovenskaben, var han søgt hen i den nærmeste kirke. Det var også en fin lille tur ud og se verden, den verden som han havde efterladt i en relativ ung alder, af blot ... tretten, eller var det fjorten? Tallene stod ikke helt klare inde i hoved på ham, men det var også lige meget, de var underordnet.
Det første Samuel så, da han åbnede døren ind til våbenhuset var en lille bunke af våben der lå i våbenhuset. De fleste var udsmykket af kunstfærdige kors. Han smilede let, og kunne ikke helt lade være med at grine over det. Der var da en der tog våbenhuset meget bogstavligt. Han gik forbi, videre ind i selve kirken som ved første øjekast så søde og stille ud. Lyset der faldt ind af de smukke vinduer og stilheden der lå over rummet var næsten helt uhyggeligt, men også på sin vis afslappende. Det var først da hans blik blev liggende lidt oppe ved det store udsmykket alter, at han så en blond kvinde, iført militær klæder. Han tøvede kort, før han så lydløst som hans støvler gjorde det muligt, gik hen til kvinden, eller - ikke direkte hen til hende, men længere op af midterskibet. Jo længere op han kom, jo mere kunne han dufte ulvedelen af kvinden. Han kunne ikke helt skjule sin overraskelse. Kvinden der sad foran ham lignede på ingen måde en typisk varulv, og heller ikke en han havde set før. Ikke fordi han kendte alle varulve, men han var da godt på vej, og han burde også lære alle at kende når han nu var endt som leder for dem, ikke et valg han helt selv havde taget.
Han kunne ikke rigtig få stykket til at give det rigtige resultat. Hvorfor bar denne kvinde så mange våben, eller var det hendes våben? Var der andre? Han bed sig i læben, med en letter paranoid følelse, som han ellers ikke plejede at have mange af. Han kiggede hurtigt igennem kirken, og kunne ikke finde andre, så han måtte gå ud fra at det var denne kvinde med alle de våben, men hvorfor havde hun dem med? Kunne hun ikke forsvare sig som en forvokset ulv? Spørgsmålene kørte rundt i hoved på ham, mens han gled ind på en af de hårde træbænke, og betragtede i tavshed den blonde kvinde.

Hun havde været i dyb koncentration, så hun havde ikke hørt hans skridt, eller lugte lugten af varulv. Men så blev hun vækket, som om hun var blevet hevet op af en drøm. Hun rejste sig hurtigt op i flydende bevægelser og vendte imod ham. Det var tydeligt at hun var kamp erfaringen. Hun var også i virkelig god form, hun løb en time hver eneste dag. Så brugte hun også 1,5 time på både styrketræning, dans og yoga. Alt for at gøre hendes krop, bedre stærkere og smidigere. Hun så lige ind i denne han varulvs øjne, og hendes foragt var tydeligt. Hun greb uvilkårligt efter hendes to desert eagles, som hun plejede at have i sit bælte. Hun ærvede sig så meget over det, og det var heldigt for Samuel, ellers havde han været død på stedet. Hun så på ham med et koldt blik, hvis hun kunne ha haft dræbt ham med blikket, var han død på stedet. Hun vurderede også muligere til udenfor, for hun ville ikke dræbe ham her. Men så lagde hun mærke til noget andet, der var et eller anden ekstra alfa over ham. Som om han var en leder? Var han varulvenes leder? Hun kunne huske en beskrivelse af ham, da dusørjægerne havde givet besked at dette var en lederen. Men Ancialle ville ikke bukkede hovedet ned eller gøre andre ting, for at vise hun var under, som ellers alle andre ville ha gjort. Hun var ikke en af dem og ville aldrig være det. Så sagde hun med en kold stemme, der næsten dryppede af foragt.
"Hvad laver en af mørkets væsner, på et helligt sted som dette?"
Spurgte hun faktisk også lidt nysgerrigt, hun troede ikke at disse væsner lige frem var troende, men man lærte altid noget nyt, som hendes læremester altid havde sagt. Hun kunne klart huske det første bytte hun havde dræbt en varulv. Hun kunne ikke lade vær med at smile af tanken, da livet ebbede ud af dens øjne. Endnu et af mørkets væsner på jordens overflade, og det ville være godt at måske slå denne ledervarulv ihjel, tænkte hun for sig selv. Hun tænkte tilbage til flugtvejen ud, hun kunne løbe imod ham og lige hurtigt give ham nogle slag, så han var omtumlet og så løbe ud forbi ham. Hun kiggede hurtigt omkring, der var andre døre, men de var låste, så det hjalp ikke.

Samuel kunne tydelig mærke den fjendskab der kom fra kvinden, først ved hendes hurtige bevægelser, og hendes søgen efter hendes våben, og derefter hendes iskolde blik. han brugte et par sekunder på at tø op igen, mens han blev ved med at kigge tilbage på hende, både fordi han nu var ulv, og et tegn på underkastelse ville være at flytte blikket væk, og fordi han ikke fandt nogle grund til at frygte denne kvinde, som var af samme race som ham selv.
Samuel kiggede overrasket ved hendes ordbrug for hendes egen race, dog slog han det hen, og svarede på spørgsmålet i en høflig, næsten for høflig stemme. "søger ly, det er koldt udenfor." Svarede han kort uden at fjerne blikket fra hendes ansigt, hvor han ude i kanten af sit synsfelt kunne se hendes hænder, hvis hun havde våben gemt på kroppen.
Han forstod ikke hvorfor hun havde fjernet disse våben, hvis hun hade sin egen race så inderligt. Han følte sig heller ikke på nogle sider sikker på at hun hun ikke havde flere. Han tøvede i lidt tid, før rejste sig op og gik langsomt hen mod hende. "Hvorfor er det du ikke kan lide din egen race?" Han pressede let læberne sammen, og gik endnu tætter på hende, dog stoppede han op med en meters mellemrum. "Hvad er det lige vi har gjort dig?" Spurgte han i en nu lidt hårde tone mens han blik søgte hendes.

Hun kiggede vurderende på ham, da han sagde sin grund. Varulve plejede da ikke at behøve ly, de kan jo altid forvandle sig om? Men Ancilla havde ingen våben, selvom hun ønskede det meget.. Samuel kunne også lugte, at hun havde hverken sølv på sig, selvfølgelig kunne han blive skadet af andet, men han skulle helt klart passe mest på det. Hun holdte også hele tiden blikket stift på ham, hun ville ikke slippe ham ud af syne, for så kunne det være, at han ville få chancen til at få overgrebet over hende. Selvom hun var stærkere end de fleste varulve, fordi hun nemlig trænede meget. Så kunne kunne man aldrig vide om denne alfahan var langt stærkere. Som sagt han må ha kæmpet for sin post, som leder. Hun vidste ikke om, hun skulle fortælle det eller ej. Men det kunne måske distrahere ham. Hvis han havde nærmet sig 1 skridt nærmere end den ene meter, så var hun gået til angreb på ham. Højst sandsynlig ville hun have givet ham et hurtigt slag ind i nyren eller i ansigt, så hurtigt ha taget hans hoved og smadret imod hendes knæ. Men heldigvis for ham gik han ikke tættere på.
"Fordi i er nogle bæster, så simpelt er det. I er skabt af mørke og ondskab, i er ikke en af guds væsner. I er onde, i er vilde. Prøv måske at tænke over det, sker det ikke at hver gang du forvandler dig om, bliver du langt mere dyrisk og har svært ved at styre dig selv, og hvor du kun følger dine instinkter? Jeg har set hvem i er, så jeg har set det under jeres menneskelig skind, hvem I i virkeligheden er."
Hun kunne mærke, hvordan hun blev fuldt op med vrede, og automatisk tog hun et skridt nærmere imod ham. Men hun blev også vred over at blive mindet, at hun selv var en af dem. At når hun selv forvandlede sig, så har hun virkelig ingen kontrol over sig selv.
"Hvad i har gjort ved mig? Mange ting, men hvis jeg skulle vælge, så er det at jeg blev efterladt, som kun en meget lille unge. Heldigvis blev jeg reddet af min læremester, og han vidste mig, hvem i er. Hvis i var så kærlige, hvorfor blev jeg efterladt og de mange andre varulve, som jeg har fundet. Som lige er forvandlet og som intet forstår af deres forvandling, fordi deres forvandler er forsvundet.. Sig mig, er der ikke til tider, hvor du selv har lyst til andet end normalt dødt kød eller kød fra dyr i skoveb? Vil du ikke nogle gange smage blodet fra et frisk menneske eller sådan noget? Og ingen du siger noget. Ja det kan være, at der er nogle gode imellem jer, men som sagt, man kan tæmme tigeren, men tigeren vil altid være en tiggende bombe, der måske en dag går amok eller måske ikke. Men tør man tage chancen?"
Hun så på ham med halv sammenknebet øjne med en grå farve.

Uanset hvor meget Samuel ville indrømme det, lykkes det den meget vrede og sure kvinde at trække tæppet helt og aldeles væk under ham. Han stod lidt og gloede på hende, før han begyndte at skabe nogle ord, og svare. Han valgte at starte oppe fra, og så håbede han at han fik det hele med, ellers ... ja, hvad så?
"Der er ingen der har sagt vi er guds væsner, og der er heller ingen der har sagt vi er ondskabet, vi er dem vi er, og det kan vi ikke ændre på, ligesom vampyr altid vil være nattens børn, og engle være guds børn, ligesom mennesket, vi kan ikke ændre på det ..." Svarede han måske en smugle filosofisk. da hun trådte et skridt frem, tog han straks udfordringen op, og gik helt hen til hende, så de stod lige foran hinanden, så de sikkert ville kunne mærke hinandens ånde hvis de pustede hårdt nok. "Den bedst tilegnet vinder, måske var du svag, måske var du ikke stærk nok til at overleve, men du kunne selvfølgelig også et uheld." Svarede han med et let kølig stemme. At mundhugges var ikke ligefrem Samuels stærke side, men hvis han da endelig skulle, kunne han, han havde ikke haft søskende for ingen ting.
Det var med vilje han ikke havde sagt noget til hendes angreb med om han blev mere vild, for han kunne ikke svare på det, for blev han det, eller ikke? Han havde ikke gjort det alle de utallige gange han havde været sammen med Camille, men når han var alene? Han havde jo aldrig tøvet når det handlede om at dræbe, hverken et dyr, eller et menneske, så måske havde hun ret, men hvordan skulle man ellers overleve?
"Jeg spiser ikke mennesker, og har aldrig gjort det." Svarede han efter den kort pause og trak vejret dybt. "Vi lever efter naturens regler, du kan ikke ændre på de regler når der er så mange der lever efter dem, det er kun mennesket der har ændret og vil ændre på dem, de forstår ikke hvordan verden omkring dem fungere." Han kiggede intenst i hendes øjne, og trak til sidst vejret dybt. "Men hvorfor dette had til din egen race?" Han lage hoved let på sned, og kiggede spørgende på hende. "Hvorfor knytter du dig til nogle når du har prøvet at blive smidt væk af nogle du elskede, eller, elskede du dem aldrig?"
Denne kærlighed snak om at blive forladt og det kendte Samuel alt for godt til, dog ville han på ingen måde drage sig selv ind i samtalen, han ville holde sit eget menneskelige liv uden for, for det handlede jo om den arrige kvinde, og ikke ham. Sidst han havde snakket om dét var det gået galt, så han søgte ikke ligefrem efter det endnu en gang.

Da han trådte frem for at virke truende, så smilte Ancilla bare igen og følte sig ikke det mindste truet. Men hendes smil forsvandt straks, da han sagde dette om hende. Det var som et mentalt og særdeles hårdt slag. Hendes hænder knyttede og man kunne tydelig se musklerne spænde i halsen på hende. Men så tvang hun sig selv til at slappe af, det var hende der havde kontrollen over sig selv ikke ham. Men hans ord havde stadigvæk efterladt et mærke på et ar, hun altid har haft. Hun har flere gange prøvet at finde ud af, hvorfor hun var blevet efterladt. Hun undlod at svare på alt det andet han sagde ud over da han spurgte det der med at elske. Hun sagde bare koldt.
"Jeg har aldrig kendt dem, jeg blev efterladt da jeg var omkring et halvt år gammel, jeg kan ingengang huske deres duft."
Men så blev hun mindet om hendes måde med Abaddon. Den eneste dæmon hun nogensinde har ladet være i live med vilje. Han havde fået hende tvivle på om virkelig alle disse væsner var onde, og denne varulvs ords mening var den sammen. Måske var der noget om det, sagde en lille fin stemme i hendes hoved. Men hun skubbede det bare væk, og så sagde hun så som modsvar til hans ords mentale slag. Hun sagde med en rolig stemme, mens hun så på ham med et sagligt smil.
"Uden af set hvad i end kalder jer, så er i ondskabens væsner. Vil du vide hvor mange jeg har dræbt af varulve med stor fornøjelse."
Hun begyndte at stille og roligt gå rundt om ham, hun prøvede at tirre ham, gøre ham sur. For dem der var sure og gale, var altid meget lette at nedlægge.
"Jeg har dræbt over 170 af varulve fra hele verden. De fleste døde enten af et skud i nakken eller så dødede de bedende, men de bedte mig om at skåne deres ynkelige liv"

Samuel skulle til at protestere mod hendes fejlbedømmelse af hendes egen race, men droppede det, og lod hende snakke ud. Han pressede til sidst, da hendes sætning nåde til sin slutningen, læberne sammen. "Ellers tak ..." Brummede han, men alligevel fik han et svar der fik ham til at presse læberne hårde sammen, dog reagerede han ellers ikke videre på det. Han drejede hoved efter hende for at følge hende med blikket, men blev stående hvor han var, han ville ikke lade hende slippe så let. De var jo døde, der var ingen grund til at tænke over dem, selvom det stikkede ham lidt, men hvad forventede man, han havde altid set sin race som en slags familie, måske ikke lige så tæt, men det gjorde altid ondt at høre når nogle var døde. Det var vel ligesom en krig.
"Hvad er det du vil?" Da hun stod det perfekte sted greb han fat i hende og trak hende ind i en af bænkerækkerne og skubbede hende ned at sidde. "Hvorfor gør du det?" Det lykkes ikke helt Samuel at dække den svage frustration man kunne høre i hans stemme, men han håbede bare at hun ikke hørte efter det, at hun lyttede til hvad han sagde. Han forstod ikke hvad hun fik ud af det, der var så mange ordsprog om hævn kun skabte mere hævn, og der var sikkert en grund til det. Han sukkede og fugtede hurtigt læberne.

//Argh - beklager det korte indlæg, men gik tør for kreativitet >_<

Det kom lidt bag på hende, at han fik hende skubbet ned. Men så sparkede hun ham på knæskallen, så han vil hans ben ville bukke under og han ville automatisk falde ned. Så da han var faldet ned på jorden, var hun hurtigt over ham. Hun tog hans arme tilbage på ryggen i et politigreb, og bukkede bagud og brugte hendes vægt til at holde benene på plads. Det var tydeligt at hun var stærk, for mange lignede hun bare en spinkel kvinde, men det var hun en langt fra. Mange års træning hver eneste dag gjorde altså noget. Så sagde hun roligt.
"Hvad jeg vil? Det er at udrydde jer onde væsner, så vil du sikkert sige at der også findes onde mennesker osv, men de er ikke mit problem, dem må politiet tage sig af, jeg er kun efter sådan nogle som jer!"
Men selvom hun var rolig, kunne man nok anspore en smule usikkerhed. Hun var begyndt at blive meget usikkert på dette område, hvorfor havde hun dog mødt denne Abaddon? Han har fuldstændigt fucke op på hende tiltro til det hun gør.
"Hvorfor jeg gør det? Ja af sammen grund til at vil gøre det. Du er heldig varulv at jeg ikke har mine våben på mig, ellers havde du været død"
Hun var ikke helt så sikker på at hun kunne holde ham, for hun vejede ikke så forfærdelig meget, og fordi dette politigreb fungere bedst når man var flere.

//gør skam ikke noget//

En overraskende smerte skød op igennem hans ben, da hun hamrede sin fod ind i benet på ham. Han faldt sammen, ned på gulvet, hvor hun straks var over ham, og tvang hans hænder om på ryggen mens hun låste hans ben. Han brummede kort, men blev liggende mens hun svarede ham. "Hvem har sagt de er onde, de prøver vel bare at overleve ligesom mennesker gør." Svarede han på hendes spørgsmål. "Men hvorfor er det så du ikke har dræbt mig endnu, du kan jo dræbe mig uden dine våben hvis du vil." Med de ord drejede han om på ryggen, så hun væltede om, og ræv sine hænder til sig, før han skubbede kvinden ned og satte sig overskrævs på hende. "Hvorfor er det alle andre racer skal bøde for at varulvene har svigtet dig, eller - hvorfor er det at alle andre af samme race som du skal bøde for at dine skaber ikke ville holde hånden over dig, du burde da ikke knytte dig til andre, du søgte vel bare omsorg, den omsorg du ikke fik af din egen race." han fnøs kort og rejste sig derefter op. "Men du var åbenbart nem at fordreje hoved på." Brummede han irriteret og var på vej ud af kirken.
Han havde ikke tænkt videre over det at hendes våben lå ude i våbenhuset, eller måske havde han, men gjorde bare ikke noget ved det. Af en eller anden grund generede døden ham ikke, ikke endnu. Han kendte ingen der ville savne ham, jo måske én, men hun var skredet flere gange, med de ord at hun skulle tænke over det, men hvad skulle hun tænke over?
Han fortsatte med sin gang ud af kirken, før han stoppede op ved døren. "Hvis du gerne vil have dræbt din ulv nummer 171 så skal du skynde dig, ellers er jeg skredet." Han åbnede døren, og kiggede kort hen mod de udsmykket våben, før han hurtigt gik igennem rummet for at komme ud, inden hun ville nå at komme hen til sine våben. Han håbede han ville komme ud, inden hun begyndte at sende kugler efter ham, hvis hun da ville følge efter ham, eller ville fortsætte med sine bønner, hvad fortrak hun, sin tro, eller arbejde?