Madrid by accident // Samuel, Tristan & Castle//

Tristan kiggede først lidt på denne Sebastian også til Camille der så ud til at kende ham.
"i...Kender hinanden?" Spurgte han Camille og håbede at hun var okay efter at have drættet om.
Han fik øje på en stor hvid/platin ulv der åbenbart prøvede at snige sig derhen, det virkede lidt umuligt for den på en åben gang. Selvom Tristan tit kunne være lidt af en idiot så kunne han godt ligge to og to sammen.. Camilles ulve ven hun havde snakket om.. Det platin hvide hår... Og han havde næsten lovet ikke at gøre ham noget fordi han var Camilles ven.
"Du er afsløret Samuel, bare kom herhen" Sagde han hen imod ulven og nikkede for at vise at den gerne måtte kommer nærmere.
Han sænkede pistolen fra Sebastian og sukkede. "Jeg er Tristan. Camilles.... Ven" Svarede han manden. Han overvejede lidt om han havde fået et falsk navn, men det var ikke rigtig en mulighed. Hvis det var falsk ville Camille nok sige det - håbede han da.
"Hvad vil du så?" Fortsatte han og havde stadig pistolen sænket ned til jorden.

Camille kom op , men ikke længere end på hug.
Hun så lidt spkulativt på Castle og blev både fyldt med varme ,omsorg og tristhed inden i.
Hvad de havde haft sammen, var i fortiden nu og dét tog pusten fra hende at se ham nu.Små flashs af Castle, Oliver og hende på legepladsen eller i sofaen eller på gulvet med thomas tog for gennem hende, men hun tvang dem tilbage og sagde blot "Madrid, eh ? "
Hun forsøgte få lidt samling på dét hele, hvorfor kom Castle løbende imod dem , hvad lavede han her på etagen ?
Hun havde aldrig haft grund til ikke at stole på ham, men hans arbejde havde han altid drejet snakken uden om, og hun vidste dét måske havde været for at beskytte hende dengang og hun havde været ung og ikke spurgt.Hun var stadig ung, men en hel del mere stædig, dén var aldrig gået i dag.
Hun så på Tristan og smed kortene på bordet " Castle...Sebastian Castle er..min forrige kæteste " hun små mumlede dét og følte pludselig situationen lidt klodset.
Tilgengæl blev hun lykkelig da Samuel fangede hendes øjne, så var han ikke stukket af fra dem...fra hende.
Men var pelsen ikke lidt med spor efter blod ? Hvad havde han dog lavet ?
Hun kiggede på Tristan der havde regnet dét hele ud, så var alt ved at være ude i dét åbne, bortset fra Sam ikke vidste at Tristan var dusør jæger og dén halvkæreste de havde diskuteret om.
"Samuel...vil du ikke herover " spurgte hun blidt...for i ulveformen var dét let og ukompliseret for Camille at forholde sig til ham og hun følte et underligt stærkt bånd til dén store hvide ulv.

Da han fik lov til at komme videre, uden at blive gennemhullet af kugler, satte han sig helt op af Camille, næsten oven i hende. Han flyttede lidt på ben tøjet, og lå så til sidst med hoved placeret på poterne, koppen mere eller mindre klistret op af Camille, og øjne rettet mod ekskæresten. Hvis ikke han havde været ulv, og havde kunne tænke mere, end blod sex, overlevelse og få andre ting, kunne han sikkert godt ligge og lommefilosofere over hvorfor denne Sebastian smed med guld.
Mens de andre tog sig af samtalen, prøvede Samuel selv at hitte hoved og hale i tingene. De skulle videre i teksten. To døde mennesker, den ene var ukendt for de tre andre, en eller anden knægt var kommet, og havde vist dig at være en eks kæreste, og så var der den anden skydegale idiot - Tristan. Centrum var Camille, som måske ikke lignede en der havde styr på det hele, men hun styrede det hele, måske ikke bevist, men hvis hun ikke var der, var de to skydegale nok gået amok, og så var det hele endt i hat og briller.
Et lavt suk kunne høres fra Samuel mens han halvt lukkede øjne, dog stadig på vagt.

Sebastian syntes det var mange ting der skete på en gang, han skulle stadige lige forstå at Camille var her i Madrid, selvom han var flyttet til Madrid, for at ungå gamle bekendskaber, men udover det havde han også en det orange pong hår, som han ikke var sikker på var menneske eller ej, også kom der en hvid ulv midt i det hele, hvis han ikke hadde drukket sort kaffe hele natten igår, og derfor ikke sovet som sådan, ville han tror han stadig sov. Sebastian nikkede til Tristan, og sagde så med en forvirret stemme "Ikke noget som stadig er af betydning..men tror det er bedst..." han prøvet at huske navnet som lige var blevet fortalt til ham, og sagde så "at du bliver indenfor Tristan" manden med det orange hår var sådan set cool nok, og selvom oddsne for det orange hår, ikke var de bedste, måtte Sebastian vel anerkende at han syntes om hans personlighed, og at han gerne ville hjælpe ham, men var bange for at Tristan ville gøre noget dumt, hvis han kendte den oprindelige grund til at han kom indenfor.

\\sorry min kra er langt væk på ferie\\

//Okay folkens! I kender mit navn og alligevel er jeg 'den skydegale idiot' og 'den orange pong' - hvad sker der her ? xD//

Tristan gemte sin pistol væk og kiggede forvirret fra Camille og til Sebastian og tilbage. Kærester... De havde været kærester... Camille havde nævnt at hun havde haft et par stykker, men intet seriøst. Så han var en af dem?
Efter at have toget lidt over det snappede han ud af det og lyttede til hvad denne Castle sagde. blive inde? Okay, der var åbenlyst noget med ham... Først havde en eller anden prøvet at forgifte ham og nu var der måske nogen udenfor?
"Hvorfor råder du mig til det?" Svarede han uforstået og rejste sig op efter at have gjort sig sikker på at Camille var ordenligt vågen. Så kiggede han på Castle.
"Nogen er efter mig og jeg har en snigende fornemmelse af at du ved hvem og hvorfor, så spyt ud - kortene på bordet" Hans stemme var ikke truende overhovedet, mere lav og overbevisende lige nu.

Camille der forblev på hug lagde en arm om Sam og priste sig lykkelig over dén var her.
Ikke at hun forstod hvorfor eller hvordan, men dét var som følelsen af den altid gav hende en form for indre ro.
"Tak Sam " hviskede hun så lavt at dét sikkert kun var ham der kunne høre hende.
Hun rettede så hendes opmærksomhed mod samtalen.
Hvad var dét lige Tristan havde gang i nu ? Givet...dét var besynderligt at rende ind i Castle nu...men helt ærligt , selvfølgelig havde han da ikke noget med Tristans mordforsøg at gøre.
"Tristan altsår....selvfølgelig har han ikke dét " svarede hun i munden på Castel selv der også talte.
Hun kløede Ulven bag øret og gjore ikke mine til at rejse sig, også hun synes dét var glimrende at ' holde ' Tristan inden for.

Samuel slog et par gange tilfreds med halen mens han efter bedste evne fulgte med i samtalen, som han til sidst fandt ud af handlede om at holde den skydegale idiot inden døre. Han kiggede kort op på Camille, før han så vendte hoved tilbage mod de to skydegale idioter, for der var jo hele to af dem. Han vidste ikke helt selv hvad han ville, for der skulle da ikke en speciel høj IQ til at fortælle at der nok var flere udenfor der gerne ville have Tristans hoved på et sølvfad, men hvad så lige med de andre? Han brummede kort, og lukkede halvt øjne, mens han indsnusede duften af blod, mennesker og en halv fe. En spøjs cocktail, men det virkede ikke til at skabe nogle problemer lige nu, så han måtte gå ud fra at der indtil videre ikke ville ske noget, ellers var de da på spanden, disse tobenet kræ.
Samuel måtte indrømme at han aldrig havde haft meget tiltro, når det hele skulle overlades til skydegale idioter, der var jo en grund til de havde fået det fine navn. Fordi de desværre ofte handlede og trykkede før de tænkte og så.

Sebastian kiggede på Tristan da han fik spørgsmålet, han skulle lige til at finde en måde at starte, og sagde så "Jeg.." han bliv abrudt af Camille, han stoppet og kigget på hende, det var godt at hu så ud til at have det bedre, dag vide hvad der fik hende til at falde om?, Sebastian drejet blikket mod Tristan, og sagde så "Jeg kender dig ikke Tristan, men det ser ud til vi er på den samme side" han smilte venligt, og så på den hvide hunde tingting, nu var Sebastian ikke den største kender af dyr, men der var noget over den han ikke helt brød sig om, hvordan kom den her ind?, og hvad havde Camille gjort for at dyret vat så tamt?, han var ikke sikker, men valgte ikke at bide mærke i det, da Camille så ud som en der havde styr på den. Sebastian vidste ikke helt om dem udenfor ville komme indenfor, det var ikke hvad han havde fået at vide, men hvis det havde været ham, ville han ikke lade et mål leve på grund af at huset ikke skulle blive beskidt. Sebastian bid sig i læben, og sagde så roligt "Tristan du kunne vel ikke være så venlig at forklare mig hvad der sker?"

Han kiggede hen på Camille der havde afbrudt. Hun virkede til at stole blindt på ham. Men de så også ud til at kende hinanden..
Han vendte blikket imod Sebastian igen. Skulle han forklare? jamen han havde jo ingen ide om hvad der forgik? Andet end at folk ikke ville have ham udenfor.. Og det virkede til at Sebastian vidste mere om den sag end hans selv gjorde. Der var noget udenfor som han ikke skulle ud til, så langt var han kommet.
"Den fyr.." Et nik imod den døde tjener "blev myrdet ude foran vores dør med en bakke forgiftet mad der åbenbart var til mig. Andet skal jeg ikke kunne sige" Svarede han roligt og havde en stor lyst til at tage udenfor bare for at se hvad der skete, men det havde været dumt. Noget ville sikkert ramme ham det øjeblik han trådte udenfor.
"hvad for dig til at tro at vi skal blive herinde? Så du noget på vej herind?" Afsluttede han til Sebastian og kiggede meget hurtigt på den hvide ulv. Vent, var det blod? Han rystede på hovedet, nevermind..

Camille sad med armen om Samuel, og havde ingen intentioner om at ændre på dette.
Hun afbrød dem , Castle og Tristan , da Tristan ville vide hvorfor Castle ville holde ham indendøre.
"Han er ikke den eneste....Tristan en eller dulle har sms mig to gange at hvis jeg ikke kan holde dig inden døre, så mister du et ben så snart du går ud.....og du ved hvor besværligt dit job vil blive, hvis du kun har et ben " sagde hun ironisk.
Hun kunne ikke finde hoved og hale i dét her....ikke med mindre....
Hun kiggede kritisk op på Tristan "Sig mig engang....er du på job, på den her tur ?" Hvilket i givet fald ville irriterer hende, da hun havde haft en idé om en....anden type tur, siden de skulle mødes.
Hun trak ulven tættere på sig, søgte dens beroligende effekt, da hun kunne mærke en stigende irritation.

Samuel måtte indrømme han følte sig lidt som en forvokset tøj bamse, at ligge der med Camilles arm over sig, og så få de der blikke fra de der skydegale idioter som ikke helt virkede til at bemærke hvem han var. Det passede ham fint nok, men han følte sig alligevel som en bamse, men det var alt i alt da ikke så galt. Nå, men når han alligevel havde fået den rolle, kunne han vel også tillade sig at udfylde den helt ud. Han gabte, og daskede veltilfreds med halen, hvor efter han lukkede øjne helt efter et par smaskelyde.
Det virkede til at blive en længe snak om hvorvidt de skulle smutte ud og få skudt hoved og hale af, eller om de skulle blive inde og vente på at folk kom ind til dem. Måske var de så heldige at de bare kunne blive liggende at sove, for nu lå han lige så godt med en let summen af stemmer, to mande stemmer, samt en kvinde, og så noget dejligt blødt at ligge op af. Meget bedre kunne det da ikke blive.

Sebastian vidste ikke helt hvad man skulle sige, at der ligger individuelle, selvstændige og ikke mindst skrubeløse lejemordere udenfor og venter på at se hans pong hår?, nej det ville ikke lige frem være det bedste at sige, han ville ikke komme op at slåes med dette ornage bolsje, han var ikke bange for ham, men han ville helt ikke risikere liv og lemmer mod en som han faktisk prøver at hjælpe, okay han prøvet ikke at hjælpe ham, men ville hjælpe Camille for gamle dages skyld, men det ændre ikke på den orange muldvarp faktisk var en cool nok fyr, ikke nok til han gjore det for hans skyld, men stadig okay nok person, selvom hans hår var grimt.
Sebastian rystede på hoved af Tristans spørgsmål om han havde set noget på vejen ind, og da Camille snakket om nogen sms´er, så han en mulighed for endnu en løgn, så han kigget af det bedste han havde lært på Camille med et overrasket ansigts udtryk "Det samme her...eller næsten, hos mig er det en mand og ikke en dulle"
Sebastian kigget på hunden og sagde så "hvad hedder den?, og hvad for en slags hund er det?" Sebastian var ikke den største dyre kender.

Han kiggede først på Castle og tilbage på Camille. Hvorfor havde de så ikke skrevet til ham direkte?
"Jeg aner ikke hvad der sker, men fint, vi bliver her.. Men hvis der er nogen derude er det så ikke bare et spørgsmål om tid inden de finder indenfor?" Spurgte han og kiggede rundt på dem alle. Da Castle spurgte til Sam svarede han hurtigt.
"Han hedder Samuel og det er en Samojed" Det var ganske vidst løgn, men de kunne jo ikke bare sige at han var ren ulv. Så det var Tristans måde at holde en hånd over ham. Han havde bare sagt den første race der poppede op i hans hoved der lignede ulven bare lidt.
Så vente han blikket imod Camille. Hvad havde hun spurgt om? Han kiggede lidt på hende uden at sige noget og med et spørgene blik. Han kunne føle et lille stik indeni, hun troede da ikke for alvor at..?
"Om jeg arbejder nu?" Gentog han og skjulte et skuffet udtryk. Han havde håbet at hun bare kunne stole på ham her.
"Jeg troede du vidste at jeg aldrig ville gøre sådan noget" Begyndte han og fremtvang til smil. "Jeg fik tilbudt et job, men jeg afslog. Jeg vægter 'det her' højere end et simpelt arbejde" Afsluttede han og håbede hun vidste hvad han talte om når han sagde 'det her'.

Hun måtte smile.
Først over hans kvikke svar til Castle, der var en klog fyr bare ikke lige når det galdt dyrearter, og dernæst over han stolede nok på hende, til at holde hånden over Samuel.
Eller også havde han selv kommet til den konklusion at Sam var en fin nok fyr, og på deres side.
Det var jo også muligt.
Overraskelsen var dog alligevel størst over hans bemærkning om arbejdet.
Var dét så mærkeligt at hun skulle tro dét ? Han var en workoholic og gav hende ikke meget oplysning om dét han lavede, og så var der pludselig nogen der var ude efter ham, ja....ønskede ham død og så enda i Madrid ?
Nu måtte de se at finde ud af hvad der forgik.
Camille rejste sig op og så omkring på drengene og på Samuel.
"Hvis ingen har en viden der bør deles med os andre nu, så forslår jeg at vi finder en bagudgang og kommer afsted.Tristan har ret, er der nogen udenfor vil de alligevel trænge ind før eller siden , måske mere talstærke fordi de har haft tid til at planlægge da de fandt ud af vi ikke kom.
Så jeg siger vi smutter.....men vi følges ad, med Tristan i midten "sagde hun og sendte ham et drillende blik.
Hun havde intet forstand på angreb eller afvigelse....men hun ville ikke længere være i en passiv rolle, og tænkte at så måtte dét briste eller bære.

Samuel vågnede straks om da han kom på banen, og ville stå og brokke sig gevaldigt, hvis han havde kunne, men da Tristan hurtigt fandt ud af et eller andet, som han kaldte ham, så var det vel fint nok, selvom han aldrig havde mødt en hund, med sådan et underligt navn. Han lage sig til rette igen, og håbede han kunne blive liggende, men næ nej. Camille sprang pludselig op, og lod Samuel dumpe ned på gulvet. Han fnyste kort, og betragtede Camille der pludselig havde fået noget kampgejst. Så skulle de til at flygte.
Han fik stablet sig på bene og rystede lidt på pælsen, hvorefter han gabte, og kiggede lidt rundt, først op, og så ned af gangen. Han overvejede lidt om han skulle vise dem deres vært havde forladt jorden, men hvorfor skulle de egentligt vide det? Han endte med blot at sætte bagdelen i jorden, og kiggede hen mod Camille, og derefter på de to skydegale idioter, hvor den ene af dem tydeligvis ikke havde specielt meget forstand på dyr, eller vel og mærket sin omverden.
Efter hvad han selv mente, var han en større ulv, men måske kunne manden heller ikke se forskel på en te kop, og en kaffekop?

Sebastian vidste ikke om de kunne komme ud af en simple bagdør, men han ville ikke stå her og lege micky mause, et eller andet måtte det vel gøre, så han nikkede til Camille, da han gerne ville vise han var enig. Sebastian havde dog ingen ide til hvordan man skulle komme ud herfra, der ville nok være folk ved alle døre, så måske skulle man kravle ud af et tilfædigt vindue, og håbe det ikke var "booty traped" med sprængstof. eller måske skulle man finde en vej op på palaset tag, så man kunne finde den bedste route væk, så skal man bare passe på de kære snigskytter. eller måske skulle man bare klippe håret af Tristan, han vidste jo ikke selv andet end hans hår var dumt og orange. eller måske leje ninja og håbe på de ikke ser man åbner døren. Sebastian havde virkelig inden ideer, som han tænkte ville virke, men han kendte jo også til ting, som de andre ikke gjore, så han måtte anderkendene sukke, og besluttede sig at forklare sig selv, for ellers ville de bare gøre noget dumt, som at gå direkte ud af en dør, eller et vindue. Sebastian bid sig selv i læben, og sagde så "vendt...Jeg...Jeg har en lille tilståelse, jeg ved at der venter folk udenfor op Tristan, som i sikkert har regnet ud, men jeg ved lidt mere om dem, end jeg har sagt....Jeg...øhh..nu kan du godt forberede dig på at blive sur Camille...Men jeg gik herind, fordi en mand ringet til mig igår aftes, og tilbød mig penge for at slå en væsen ihjel....Dig Tristan, men jeg tror ikke længere du er et monster, men det gør de andre jægere der ude, og siden jeg har været det ude, ved jeg at dette er for planlagt til at vi bare kan gå ud af en dør, eller et vidue" Sebastian vidste ikke om han skulle gøre sig klar på at blive skudt af Tristan eller hvad der skulle ske nu.

Den første der sagde noget var Camille. Hun kom med en ide og Castle nikkede. Selv rystede han kraftigt på hovedet. "No way at i gemmer mig i midten, i risikere at blive skudt... Det tillader jeg ikke" Svarede han lidt for hurtigt og blev opmærksom på Sebastian da han sagde noget.
knew it. Han havde vidst mere end som så.. Hans blik blev erstattet af en forvirret grimasse da han nævnte noget om væsen. Ja okay, hans hår var underligt, men det betød da ikke at han var væsen? Da det følgene ord 'jæger' kom på banen sukkede han bare utålmodigt.
"Jeg er intet monster og jeg er intet væsen, hvem har fået den ide?" Spurgte han, men mente det mest retorisk. Castle vidste det nok ikke alligevel.
"Når du siger 'jægere' mener du så at der står en hel flok dusørjægere derude?" Han begyndte at få en dårlig fornemmelse...
Great ... Der var ingen måder at komme ud og der var et dusin misinformerede mænd derude som bare ventede på at slå ham ihjel.

Camille var for alvor ved at komme ud af sin dvale.
Hun hørte Castle sige ordet tilståelse og at hun nok ville blive sur.
Dét var sådan et flot eksempel på hvordan Castle kunne jonglerer med ord, og for nogle år siden ville hun nok have været mere rolig, men hendes iltre temperament var ikke blevet mindre med årene, desværre så han fil ret, naturligvis.
"Du har HVAD "udbrød hun og gik frem mod ham .
"For fanden....er du gået fra forstanden Castle....han er ....du kan da ik...for helvede da...giv mig den dér NU " krævede hun af ham og pegede på hans våben.
Hun ville ikke engang se på Tristan.
Her stod en X og var hyret til at skyde en næsten kæreste imens en...rival til hendes hjerte så på.
Dét var muligt at disse betegenlser ikke var korrekte og nogen ville opunerer imod dem, men lige nu og her var dét hvad hun tænkte.
Dét var jo for vildt.Og hun skulle have et våben nu.
Hun så på Sam ...og kunne ikke beslutte om dét var en øget risiko for ham at være ulv ? Men indtil nu var han den eneste der havde lavet noget fornuftigt, dét afslørede resten af blodet i hans pels, selv om der ikke var meget.

Samuel fulgte så godt med i samtalen som det var muligt, men da Camille bare blev sur, kom der et kort brum fra ham, og han lage sig atter ned, og slog let med halen, dog kom han pludselig på en ide, og rejste sig op, før han sprang ned af gangen, hvor han drejede ned af nogle trapper og løb ned af den næste gang. Han håbede hans ide om at de ville følge efter lykkes, ellers måtte han løbe tilbage efter dem.
Han var kommet frem til at de aldrig kom til højre eller venstre hvis de skulle stå der og diskutere, og rippe hinanden for våben, så var der ingen der kunne forsvare sig selv, så kunne de lige så godt løbe i armene på de jæger der ventede udenfor. Han stoppede op da han var kommet ned på etagen neden under, og snuste lidt rundt som en rigtig god gammeldags hund, hvor efter han fandt en elevator og prøvede at trykke på knappen. Efter fem forsøg lykkes det ham endelig at få den hidkaldt, og så ventede han bare på at tumpe et, o to, og ikke mindst tre, kom ned, frem for at diskutere om hvorvidt de skulle komme ud, frem for bare at handle.

Castle stod bare og sukket indern i sig selv, mens Camille rasede lidt af, han kigget på hende, og smilte venligt som han plejet, både for hans egen skyld, da det hjælp ham med at holde sig køldig i hoved, men også for hendes, da han havde et spinklet håb om det fik hende til at slappe lidt af, men han havde virkeig ingen ide om det hjælp eller gjore det hele værre, men man kunne jo håbe. Castle tænkte selt ikke på den hund som løb sin vej, det kunne være ham lige meget, men han ville ikke stå her og blive råbt af, miste sit våben, og bliver ståne og vendte på et angreb ude fra længere, så da han han så hunden løbe, sagde han "jeg tror vi skal løbe med lassie" han smilte og løb efter hunden det var klart bedre end det andet, så kunne han altid få en opsang af Camille når hun havde raset lidt af i hende selv, det var klart hans ynglings måde at løse det på.

Tristan stod lidt tilbage og kiggede efter Sam der var løbet og Castle der var fulgt efter. Komplet ignorerede hans spørgsmål og Camilles 'befalling'.
"Oh no he didn't..." Mumlede han tilbage og kiggede hen på Camille.
"Ignorede han os lige eller missede jeg noget?" Så sukkede han opgivende og begyndte at traske efter i den retning de var løbet. Han orkede intet om dødstrudsler og væsner. Han ville bare have ferie og slappe af. hvilket han også troede at ham og Camille rejste ned til, men neeeeej...
"Vi skulle nok komme efter dem før de forsvinder helt fra os" Smilede han og ragte hånden tilbage efter hende. "Let's go"
Lidt skræmmende tanke at der sad x antal mænd ude og var klar til at skyde så snart de spottede ham..

Camille havde nok forventet en reaktion fra Castle, mere...andet end et smil.
Og med hensyn til hans pistol , havde dét sådan set ikke været et spørgsmål men mere et krav.
Hun løftede eftertænksomt et øjenbryn da han besluttede at følge efter Sam.
Og Sam....hvor var han på vej hen, havde hans ulve snude fået færden af noget bestemt eller følte han bare som hun , at de måtte videre inden 'nogen kom til dem ' ?.
Dét var ikke til at sige, men hun havde dét bedst hvis han var nær .
Hun så på Tristan og svarede "Ja....han er rigtig god til ikke at svare på spørgsmål.....en mande ting I guess " svarede hun ironisk og modtog tilbudet om hans hånd , da de satte efter Castel og den smukke hvide ulv.
Efter kort tid befandt de alle sig ved elevatoren , Camille havde set liget på vejen dertil, og havde dét lidt dårligt ved tanken og hvad Samuel måtte have været nød til at gøre.
Hun fik øje på Castels pistol og den lille rebel rørte på sig inden i hende, hun HAVDE jo bedt om den før , ik ?Men han ignorerede.
Hun lukkede øjnene og så for sig hvordan Castle tabte sit våben direkte ud af hånden og så hvordan dét landede ved hendes fod.
Der lød et * klonk* og da hun igen lukkede øjnene op , lå den ved hendes fødder.
Hun samlede dét op, med et tilfredsstillende smil.

Da rasten af 'truppen' kom, åbnede elevatoren sig. Han orkede ikke at finde rundt i deres samtale, der stadig for ham virkede ligegyldig. Han smutted ind i elevatoren, og ventede på de andre kom ind, og trykked på den etage der lå nederest. Mens elevatoren førte dem ned, havde Samuel klemt sig op af væggen og kiggede lidt rundt på de tre andre, mens han tænkte lidt over Camilles lille fixe evne, som viste sig at kunne gøre mere og mere.
Da elevatoren stoppede, sprang Samuel ud og kiggede lidt rundt på de mørke gange, før han begyndte at gå mod højre.
Han kunne ikke lugte nogle stærk menneskeduft, så han gik ud fra at der ikke var nogle jæger der nede, men det betød ikke at de ikke kunne komme ned. Med sanserne oppe luskede han afsted af de mørke gange. Gangene gav ikke meget hjælp til synssanten, så Samuel var godt tilfreds med sine andre sanser der var meget veludviklet.