Midnats svingtur

Rose blev ved med at se ned i jorden "Er du sikker?" spurgte hun og strøg nogle fingre gennem sit hår og skævede halv vejs op på ham.

Morgan nikkede
"ja jeg er sikker" hviskede han
og gik et til skridt tætter på hende

Rose så helt op på ham og smilte sødt. Hun gik tæt ind til ham igen og lagde forsigtigt armene omkring ham og holdt sig ind til ham.

Morgan så lidt ned på hende og lag lidt efter sine arme omkring hende
*rolig nu* tænkte han
og bed sig lidt i læben

Rose så op på ham og smilte sødt og lagde hovedet let på skrå og rakte sin ene hånd op mod ham og strøg sine fingre let over hans ene kind igen.

Morgan lukkede sine øjne i da han mærkede hendes fingere på sin kind, han bed sig let i læben og smilte lidt over det

Rose så på hans ansigt og så så på hans læber og lagde en finger på hans underlæbe "Du burde ikke bide dig så meget på læben. På et tidspunkt bider du din læbe til blods" hviskede hun og smilte sødt.

"har bidt den flere gange så det begynde at bløde" hviskede han
og kyssede hendes finger en enkel gang

"Tjaah.. Det er ikke særlig godt for din læbe" hviskede hun og stillede sig langsomt op på tæer og kyssede ham på hagen og var nu nogenlunde på højde med ham.

Morgan lukkede hurtigt sine øjne i da han mærkede hendes læber på hans hage, han vende sit hoved ned mod hende. uden at åbne sine øjne
"det er da ligemeget" hviskede han

"Er det virkeligt?" spurgte hun lavmælt og lod sine læber møde hans og lagde langsomt armene omkring hans nakke.

"ja" hviskede han
og gik et lille chok, han var tæt på at hive sig selv tilbage. men viste ikke helt hvad han skulle gøre, han kyssede hende stille tilbage, selv om han ikke var helt sikker på det

Rose holdt kysset lidt, men trak så sine læber væk fra ham og tog sine arme til sig og stillede sig på flad fod igen. Hun gik et skridt baglæns og rystede på hovedet af sig selv "Undskyld" sagde hun og smilte svagt over sig selv og sine dumheder og så ned i jorden. Hun strøg nogle fingre gennem håret og bed sig hårdt i læben for ikk at begynde at skrige over sig selv.

Morgan åbnede stille sine øjne og bed sig lidt i læben, han tog hurtigt sine hænder ned i sine lommer
"je... jeg er nød til at gå" sagde han
selv om han ikke skulle nået, han begynde hurtigt at gå ned af gaden

Rose så efter ham "Hva? Hvorfor?" spurgte hun og tog et skridt over mod ham og ville ikke have at han gik.

han vende sig om med et suk og så hen på hende
"Rose, jeg er ikke ligefrem.. kæreste typen" sagde han
uden at tage sine hænder op af sine lommer, han bed sig lidt i læben

Rose gik helt hen til ham og ville have råbt af ham, men styrede sit temperament "Nejh! Det kan godt være! Men det kan man da blive! Desuden er jeg lidt ligeglad med om du er kæreste typen eller ej... Jeg.. Jeg kan li dig.. Jeg kan li dig som du er nu.. Det betyder at jeg ikke vil have at du ændrer dig. Jeg er ligeglad med om du syntes at du ikk er kæreste typen. Men du kan ikk gøre noget ved at jeg kan li dig.. Og jeg kan li dig som du er. Den som du er, er god nok for mig!" sagde hun lidt hårdt og så ham ind i øjnene og rystede så på hovedet og kunne ikke få sig selv til at gå væk fra ham. Hun kunne ikke få sig selv til at sige farvel og se ham gå væk. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og lod sit blik gå ned i jorden og så hårdt ned i den.

Morgan gav et lille suk fra sig
"Rose, jeg kan altså ikke.. ikke lige nu, også må du hade mig og alt andet" sagde han
og vende sig hurtigt om og begynde og gå igen, da han ikke var vild med det. selv om han holde meget af hende så kunne han ikke lige nu, selv om det var svært. at fortælle hende det

"Det er fordi jeg er en engel er det ikk?" spurgte hun over til ham og ville bare have det spørgsmål ud inden han skred "Du vil ikke ses sammen med en engel! Ligesom da du så nogen af dine venner da vi sad ovre på bænken! Du fik mig til at kysse dig så de ikke ville se hvem det egentlig var som sad der!" sagde hun og lød lettere irriteret "Du startede med at kysse mig! Du burde have tænkt på konsekvenserne" sagde hun og ville have løbet efter ham og givet ham et par slag. Hun kunne mærke vreden i sig hobe sig op og hun knyttede hænderne hårdt sammen. Hun følte sig både vred over Morgan, men oss over sig selv fordi hun havde været så dum at tro at en vampyr måske kunne li hende. Det var pladder! Det var sludder! Ingen vampyr ville nogensinde tage sig sammen og komme over denne vampyre mod engle strid..

Morgan vende sig hurtigt om
"det har intet med at du er engel at gøre" sagde han
og gik hurtigt hen til hende, han så ned på hende og uden at smile til hende. hans øjne så bare kolde ud, og havde mest bare lyst til at gå
"de var ikke mine venner, de er nogle som.. meget gerne vil slå mig ihjel og alle jeg kender.. fatter du det.. hvorfor tror du at jeg helst vil være alene, jeg kyssede dig fordi jeg ville passe på dig.. så de ikke kunne kende mig" råbte han
og slog ud med sin arm, han vende sig hurtigt om og begynde at gå. da han ikke ville høre på hende mere, han tog sine hænder ned i sine lommer igen. og så ned i jorden mens han gik videre

Rose så lidt ned i jorden, men så så vredt op efter Morgan og gik efter "Jeg fostår dig ikke Morgan! Du burde have sagt noget da jeg kyssede dig! Du kan jo ikk li mig! Du burde have sagt noget før jeg begyndte at få idéer om at du måske kunne ændre dig!.. Hvilket så kommer til at jeg overhovedet ikke kan forstår hvordan jeg kunne have troet at du kunne have ændret dig! Du forbliver vel bare en følelsesløs, kold, ond idiot som ingen kan li!" snerrede hun vredt og var virkelig tæt på at slynge ham en lussing.

Morgan stoppede op og vente sig om
"Rose, jeg har fortalt dig.. hvem jeg er, og har ikke tænkt mig at ændre mig for nogen... men jeg kan godt lide dig, virkelig meget.. og jeg har altså ikke lyst til at havde en kæreste, det kan jeg ikke klare.. men jeg kan virkelig godt lide dig" sagde han
og så ned i jorden, inden han vende sig om igen
"du har intet at blive sur over, jeg har vist dig hvem jeg er" sagde han
og begynd at gå, da han ikke kunne klare mere

Rose stod tilbage med et vredt blik som kunne brænde hul i ryggen på ham. Hun rystede på hovedet og lod sine vinger komme frem og baskede hårdt med vingerne og lettede fra jorden. Hun fløj lige over Morgans hoved og fløj så ud i natten og det eneste man kunne høre fra hende på afstand, var hendes hurtige vingeslag.

// Out//