Midnats svingtur

Rose havde fået et chok da han pludselig havde vendt sig om og havde taget fat i hende. Da hun blev skubbet op af gyngestativet havde hun slået hovedet på pælen og kunne nu mærke den mod sin ryg. Den var kold og det kom som en overraskelse at Morgan kyssede hende. Hun trak ikk sit hoved væk og stod bare og så på ham med et nogenlunde roligt blik.

Morgan lag en hånd på hendes hals, og holde hende fast mod stativet. han slap stille hendes læber
"slapper du af nu ?" spurgte han hurtigt om
mens han gik tætter på hende

Rose nikkede "Jah" hviskede hun og knyttede hænderne hårdt sammen og så Morgan ind i øjnene.

"godt" hviskede han
og slap hende stille, han vende sig om og begynde at gå igen

Rose åndede lettet op da Morgan gav slip på hende "Hvorfor gør du det her?!" kaldte hun højt over til ham "Du behøver ikke at være en ond idiot som ingen kan li" sagde hun og ville egentlig bare have ham til at blive da hun ikke ville være alene ude på legepladsen. Hun gik et forsigtigt skridt over mod ham og holdt øje med hans bevægelser.

Morgan stoppede stille op
"men jeg er en ond idiot, sådan er det bedst. at være kold, at ikke tænke på andre. mest når jeg bedst kan lide at være alene" sagde han
mens han så ned i jorden, han begynde stille at gå igen. mens han rystede på hovedet

"Hvorfor kan du bedst li at være alene? Du har et valg og du er ved at vælge det forkerte" sagde hun og blev ved med at gå over mod ham og blev ved med at prøve at få ham til at blive. Hun ville gerne finde ud af nogle ting omkring ham.

"alene betyder at man ikke behøver at tænke på andre" svarede han
og stoppede op igen, han vende sit stille om. og lo lidt bare for at få sin styrke tilbage, og ikke vise at også han kunne være svag
"mit valg er ikke forkert, jeg kan godt lide det.. som det er" sagde han
og lag sine hænder ned i sine lommer

"Bliver du aldrig ensom eller ked af at du ikke har nogen at snakke med?" spurgte hun og gik endnu et skridt over mod ham og var kun nogle få meter væk. Hun ville ikke tro ham hvis han sagde at han ikk blev ensom.

Morgan rystede på hovedet
"aldrig.. når jeg er alene så tænker jeg kun på mig.. og det er det bedste, men jeg har jo også min mad at snakke med" sagde han
og lo lidt af det, mens han så når hun kom tætter på ham. han blev bare stående, og var ikke så vild med idéen hun havde

"Din mad?" sagde hun og så spørgende på Morgan. Hun rystede på hovedet af ham og gik ikke tættere på ham. Hun lagde sine hænder i lommen og så på ham "Jeg tror ikk på dig. Jeg tror ikk på at du ikk føler dig ensom" sagde hun "Du prøver bare at spille sej" sagde hun og smilte af ham.

Morgan lag sit hoved på skrå og rystede på hovedet
"ensomheden er intet for mig" sagde han
og bed sig lidt i læben mens han så op og ned af hende

"Klaaart. Som om" sagde hun og man kunne godt høre at hun ikk troede på ham og lagde armene over kors. Hun kunne mærke vinden slå mod hendes ben og sine bare arme. Det var lidt koldt og det var en af de dage hvor at hun ville ønske at hun havde taget noget mer tøj på end en tynd t-shirt og en nederdel som ikk var særlig lang.

Morgan så på hende og rystede på hovedet, da han ikke havde lyst til at diskuter med hende. han tog stille sin lange jakke af og gik hen til hende og lag den omkring hende
"du fryser nok" hviskede han blidt
og bed sig lidt i læben, inden han gik et par skridt tilbage

Rose så på jakken og rystede på hovedet "Ikk rigtig" løj hun og tog den af og gik forsigtigt over til ham og rakte den tilbage "Jeg fryser sjældent" løj hun og strøg nogle fingre gennem sit sorte hår og så op på Morgan.

Morgan rystede på hovedet
"hold nu op," sagde han
og tog den fra hende og tog den omkring hende igen

//jeg skal spise//

"Jeg vil holde op når du giver mig ret i at du faktisk er ensom" sagde hun og smilte til ham og lagde armene over kors og hævede et øjenbryn af ham og ventede på at høre ham sige 'du har ret Rose'. Hun smilte endnu større bare ved tanken om at han sagde det til hedne.

// Oka//

Morgan rystede på hovedet
"aldrig" sagde han
og lag selv sine arme over kors

"Fint.. Så holder jeg ikk op" sagde hun stædigt og hev jakken af sig og gav Morgan den tilbage og smilte stædigt til ham.

Morgan rystede på hovedet og gav hende den på igen, han tog hurtigt fat i hendes håndled. så hun ikke kunne få den af igen
"du skal være sød" sagde han
og smilte charmerende til hende

Rose så på hans smil og smilte sødt igen, men ville ikke gøre hvad han sagde "Ikk før du giver mig ret i at du er ensom" sagde hun og blev ved med at være stædig, men prøvede ikk på at få sine hænder til sig.

Morgan rystede hurtigt på hovedet
"jeg er ikke ensom, jeg har altid være for mig selv" sagde han
og bed sig hårdt i læben da han ikke havde lyst til at snakke mere om det, da så ville de komme til at snakke om den gang han var menneske

"Du kommer til at vær ensom en dag og så vil du tænke 'Hmm.. Rose havde vist ret.. Nu er jeg en ensom, ond idiot som ingen kan li'" sagde hun og imiterede hans stemme "Altså du klare dig fint nok med at være en ond idiot som ingen kan li.. Nu er det kun at være ensom" sagde hun og smilte lidt hånligt og begyndte langsomt at prøve at hive sine hænder til sig.

Morgan rystede på hovedet
"jeg bliver først ensom når der kun er mig på jorden" hviskede han
og slap stille hendes håndled

Rose så på Morgan og smilte og tog hans jakke af "Tjaah.. Jeg begynder først at fryse når jorden fryser til is" sagde hun og kastede hans jakke i hovedet på ham.