Let's lend a hand ~ Joshua

Tid: Tidlig eftermiddag.
Vejr: Let overskyet.
Omgivelser: Et par andre mennesker og væsner, her og der.
Sted: Café Noisette, på kanten af 12th og 17th. Yndlingscaféen.
______________________________________________________

Jezabel sad med panden klistret til det fedtede cafébord. Duften af kaffe var så kraftig at hun følte sig utilpas, men hun havde ikke lyst til at sætte sig op. Hun følte sig så skide fortabt. Ynkelig. Forfærdelig. Men hvad kunne man ellers forvente? Hun havde intet af sin fordumstids magt og indflydelse længere. Begge hendes magtfulde, franske forældre var døde, og hendes søster kidnappet. Hendes forfædre måtte vride sig af ydmygelse i deres grave, og der var hendes skyld.
Hun rettede lidt på den mørkeblå, stramme skjorte der prydede hendes overkrop, men det virkede ikke helt, når hun sad foroverbøjet. Den mørke hestehale daskede hende på kinden, og solbrillerne hang skævt i panden på hende. Hendes fortrukne og personlige halskæde, Rubintåren, hang og dinglede på brystet af hende.
Da hun endelig rejste sig, gik det lidt for hurtigt, og hun blev svimmel da blodet hurtigt steg hende til hovedet. Hun hvilede sin hånd på panden, og følte sig meget utilpas.

Joshua gik ind på kaffenbaren, selvom at hade kaffe. Han gjorde det nok mest for at falde lidt mere ind, han var der en mere en to gang om uge.. Hvis han ikke var ude og rejse, han smilte lidt over alle de rejser han havde været på. Han var vel først gang slået sig ned, og fundet sin kærlighed? Han havde dog ingen planer om at droppe alt med at rejse, han måttet bare tage Ez med sig, lige meget om hun ville eller ikke. Han skulle bare ikke hen med alt for meget sol, han kunne dog godt tåle solen.. Men var ikke så meget for det når der var meget af den. Så han nød at være hvor han var, han kunne nu også godt tage til andre lande. Måske England? Eller Frankrig, der var jo så smukt begge steder. Han kunne let huske sit først besøg i Frankrig, han smilte ved tanken. Det havde været noget for sig selv, han blev malet og alt muligt.

Jezabel lagde svagt mærket til ringeklokken på døren gav lyd fra sig. Men det var absolut ikke første gang hun havde hørt den i dag, så det var ikke derfor hun så sig omkring. Måske følte hun sig bare en smule desorienteret, og blev nød til at finde ud af hvor hun var, helt præcist. Men hun fik i hvert fald øje på ham, og selvom det lød underligt, genkendte hun den mørkhårede vampyr med det samme. Det var svært at tro at hun ville kunne genkende et så gammelt bekendtskab, endda en ung mand hun ikke engang havde... vent... var det...
Hun spærrede sine ravfarvede øjne op, og fangede hans øjne. "Willson." Hun kaldte ikke højt, men hun var sikker på at han havde hørt hende.

Joshua skulle lige til at bestille noget at drikke, da han hørte sit efternavn. Han vendte rundt, og mødt ens blik. Han lagde hovedet let på skrå, i det han genkendte en hende. Dæmonen han havde mødt i Frankrig, han smilte blidt til hende. Han gik over til hende, og satte sig overfor hende. ”Jamen her har vi jo Miss. Crane? Hvis det stadig er miss,” sagde han smilende med en venlig undertone. Han vidste ikke helt hvad der var sket med hende sine Frankrig, han lagde let hovedet på skrå og kiggede på hende. ”Men dejligt at møde dig igen,” sagde han smilende med en venlig og blid undertone.

// Der er lige én ting jeg skal have på det rene ~ er du Ezekiels forlovede fra Paris? ^^ //

Det var svært ikke at smile, når han talte så høfligt. Men for en gangs skyld havde der ikke været kold luft imellem deres forhold. Det var der heller ikke nu, selvom det var så lang tid siden hun sidst havde set det kønne ansigt. Hun kendte hvert eneste træk ud og ind, og intet havde ændret sig. Måske en smule med et glimt i øjet, men ellers lignede han sig selv på en prik. Som de fleste andre vampyrer ville gøre, selv efter hundrede af år.
"Stadig miss, for Guds skyld." sagde hun muntert, og gjorde tegn til at han skulle sætte sig over for hende. Hun havde brug for nogen at snakke med, og det virkede næsten ikke som et tilfælde at han lige var kommet forbi. Det ville være for underligt.

Han satte sig overfor hende, og betragtede hende smilende. Det virkede helt underligt at skulle møde hende igen, han kunne dog let genkende hende fra Frankrig. Han lagde let det ene ben over det andet, og smilte høflig til hende som altid. "Nånå, ikke gift endnu," sagde han smilende med en rolig og høflig undertone. Han lænede sig let tilbage, han havde nu heller ikke regnet med at hun var blevet gift. Det var han nu heller ikke selv, han var kun kommet i et fast forhold. Lige med at han havde droppe alle de vilde natter på hoteller her og der rundt i verden. "Hvordan går det? Det er lang tid siden, nogle få år ti'er hvis jeg ikke tager fejl," sagde han smilende og blinkede let til hende.

//Forlovede i Paris? O.o De er kærester med ikke forlovede, og har været i Paris.. Gik ikke lige så godt xD

// Okay, det var bare lige det jeg ville vide XD

Hun smilede svagt. "Havde du regnet med andet? Jeg er altså bare ikke lige kone-typen, er jeg?" Så vidt hun kunne huske, havde vampyren været lige så vild som hende. En ny seng hver nat, i hvert fald i et par nætter af gangen. Nu fortrød hun det bitterligt. Hun skulle have brugt længere tid på at være sammen med sin familie. Men det var for sent nu. Hendes indflydelsesrige forældre var døde og borte, og hendes lillesøster kidnappet. Hun var tæt på at falde ned i selvmedlidenheden igen, men holdte fast i vampyrens rødlige øjne. Kun en smule mere røde end hendes egne. "Ja, det er et par årtier siden jeg havde æren at se dit kønne ansigt sidst."

Han smilte over hende svar, og huske let tilbage på sin tid den gang igen. Han smilte lidt over sine tanker om dengang, dengang nægtede han at slå sig ned og finde sammen med en eller anden pige. Han havde vist højst været sammen med den samme pige en uge eller noget like that. Han havde dog brugt mere tid med Jez, da hun jo malede ham. ”Nej, det havde jo ikke. Som du selv sagde er du ikke kone-typen,” sagde han smilende med en rolig og høflig undertone. Han kørte en hånd igennem sit hånd. Han hostede svagt for sjov, da hun sagde ’dit kønne ansigt’. ”Så husker jeg stadig okay.”

Jezabel holdte det kønne smil, der for en gangs skyld var langt fra hendes karakteristiske, forførende smil. Hun tillod sig at slappe af, og virke som noget der kunne nærme sig venskab, sammen med den her gamle bekendte. "En vampyrs hukommelse svækkes aldrig, kære. Det gør en dæmons heller ikke. Du har et kønt ansigt, og det har ikke ændret sig. Din eneste rynke er der stadig. " sagde hun med et grin. Hun lød ikke bekymret over at folk kunne høre hvad hun kaldte ham, men hun var ret sikker på at menneskerne overhørte hende igen i dag.
Hun hvilede albuen på det glatte cafébord og smilede med glitrende øjne.

Joshua smilte rolig til hende, han var på en måde glad for at møde hende igen. Men på samme tid det virkede så mærkeligt. Han lyttede til det hun sagde, og smilte let. ”Narj, det gør den ikke. Men der er nogle ting man kan glemme lidt, det er de ting man ikke vil huske. Rynke?” sagde han smilende med en høflig undertone. Dog lød han undrende til sidst da hun sagde noget med hans eneste rynke, så vidt han vidste havde han kun rynker når han rynkede panden. Han lænede sig lidt ind over bordet, og lagde sine hænder mod bordet.

Hun sendte ham et skævt smil. Det virkede underligt at se ham på en café fra det 21. århundrede, når hun sidst havde set ham i en luksuriøs villa i Paris, midt på balkonen uden for hendes vindue. Men selv efter alle de år, havde han ikke ændret sig den mindste smule. Det gjorde hende næsten... sentimental. Hvor utroligt. Han mindede hende om de gode tider, hvor hun kunne tillade sig næsten alt, så længe hun var på hjemmebane og havde sine forældres magt i ryggen.
Hendes lange, slanke fingre løb i en linje hen over hans hage. "Dér." sagde hun, og kærtegnede en lille rynke imellem hans underlæbe og hage. Måske ville det være lidt overdrevet at kalde det en rynke, men en rynke er vel en rynke.