En aften som enhver anden - Altair

Tid: Aften, solen er ved at gå ned
Sted: Havnen i Werclare
Omgivelser: Stort set mennesketomt; en havnearbejde her og en der, men meget øde
Vejr: Skyfrit, solen skinner endnu, vinden er kold og frisk

Cherie var i sin ulveform. Det var hun tit på dette tidspunkt af dagen; det var på denne tid, hun endelig kunne gå fri fra arbejdet, og oftest havde hun brug for en løbetur for at få strukket musklerne ud. Havnen i Werclare var et af de steder, hun foretrak at slutte; det passede nemlig altid med, at hun kunne sidde på kajen og se på solnedgangen, mens hun fik pusten igen.
Cherie var lille nok til at kunne gå for en hund. En stor hund, javist, men dog en hund. Så det rørte hende ikke at sidde fuldt synlig for menneskene. De ville højest forsøge at kyse hende væk fordi de troede, hun ville stjæle deres fangst. Men Cherie spiste aldrig, når hun var i sin ulveform. Hun vidste af erfaring, at hvis hun først begyndte på det, så ville hun ikke kunne stoppe lige med det samme. Og så ville hun måske komme til at gøre skade på nogen. Det ville hun heller ikke.
Så hun rejste sig efter lidt betænkningstid og luntede roligt hen langs kajen, for at komme hjem.

Ude på molen ved et gammelt fyrtårn som ikke virkede mer' stod en ung høj mand med hænderne halvt nede i sine lommer. Han havde halvlangt brunt men gladt hår, en sort shirt som skjulte halvt hans muskuløse krop da han ikke var pumpet eller noget, bare veltrænet, et sort læderarmbånd om det venstre håndled og et par jeans som var en smule slidte da der var en hul så man kunne se lidt af hans knæ og så var han iført i nogle sorte Converse støvler.
Solen stod ham i ansigtet og havde lukket sine øjne for at nyde de sidste solstråler som han modtog med glæde, vinden kørte i hans hår så det lavede bølge bevægelser i luften, havets saltet lugt ramte hans lugtesans så det fik ham næsten til at svejer lidt fra side til side.
Desuden var det os dejligt at der næsten ingen var på havnen, hvilket bare gjorder det bedre, han åbnede øjne og så ud mod horizonten hvor solen næsten var ved at være væk, så det var lige ved at gå fra skumring til aften.