En farvet himmel - Christey

Christey smilede"Når på den måde. men det da fedt"smilede hun"Men hvis du kender nogen arbejde der ledig vil du ikke fortælle mig det så fordi jeg har virkelig brug for penge i øjeblikket ."tilføjede hun. Christey havde virkelig brug for penge både til hendes hus lejer også de andre ting. Hun sukkede kort og kiggede på ham hvor han vendte blikket mod mændene. Hun smilede kort for sig selv, og små grinte lidt"Der forskel mellem dig og dem De lækre og du fin"Jokede hun, og lo lidt. Mathias så nu mere godt ud ind dem og han kunne ikke blive Samlignet med dem, men for drille ham lidt var hun nød til sammenligne ham med dem.Hun smilede kort hvor han så trist ud"Lad være med se så trist ud, jeg gider ikke se dig sådan."sagde hun med et skævt smil og forsatte"Okay jeg skal nok give dig rabat det må vi endelig ikke og hvis der nogen der ser det, og hvis jeg bliver fyret. Er du færdig"sagde hun og små grinte lidt.

"Jeg kan sagtens prøve," svarede han, men han var ikke sikker, det var svært at komme ind på jobmarkedet lige i øjeblikket, i hvert fald der hvor han arbejdede. "Giver dit andet job ikke nok? For meget shopping?" spurgte han i sjov. "Jeg er fin," han efterlignede hende stemme og rakte så tunge af hende. "Jamen mange tak da," sagde han i latter.
Han grinte til hende. Droppede sit skuespil med at se ked ud af det. "Det plejer man ellers godt at måtte, hvorfor er det anderledes der?" Mathias så lidt skeptisk på hende. Sådan var det de fleste steder, måske var hun ny, det sted hun var? Eller også havde de rigtig mange problemer, det kunne selvfølgelig også være det, eller noget tredje. "Wauw, så behøver du altså ikke, du skal ikke risikere dit job, for mig da!" udbrød han, han var trods alt kun en fremmed for hende.

"Tak.."sagde hun smilende, og kiggede mod horisonten."Nej ikke så meget, men når jeg færdig med praktik og det hele så er jeg jo sygplejske og får gode løn. Så får jeg ikke problemer."smilede hun."Ej..jeg har rigelig tøj, så det ikke derfor. Jeg skal penge til hus leje og de andre ting"svarede hun med et skævt smil"Jeg bliver ikke fyret af at give rabat. Det bare noget jeg sagde"smilede hun og forsatte"Det kunne også godt være du fik et gratis drinks fordi der tit der betaler deres drinks også glemmer de det så kunne du jo få det uden at betale"sagde hun smilende. Hun tog ikke Mathias som en fremmed længere. Hun tager ham som en ven. Det kunne godt være hun ikke kendte så meget til ham, men det skulle nok kom ud fra ham en dag. Hu kiggede på mændene"Ja du fin, men se dem de over lækre"sagde hun smilende, og hun så de mænd kom imod dem nu.*Shitt..shitt!!..De skal ikke komme her gå med jer*tænkte hun kort. De nærmede dem, og sagde hej endnu engang. Christey sagde intet og kiggede bare ud mod havet.

Mathias nikkede let, det var sandt. Sådan et job gav vel rigeligt, det var ikke rigtigt noget han kendte særlig godt til. Han kendte som sådan ikke nogen der arbejdede netop i det fag, før nu selvfølgelig.
"Aah," sagde han forstående, "Det er selvfølgelig fair nok." Mathias rodede let op i sit hår, imens han studerede hende. Mathias kneb øjnene sammen, men nikkede så accepterende. "Det kunne være." Mathias hørte sandet knitre under 2 par fødder, og de to mænd var pludselig meget tæt på. Han så det blik de sendte pigen han sad ved siden af. Let puffede han hende i siden og hviskede så lavt at de ikke kunne høre det: "Jamen her er de sørme, de lækre fyre, du havde udset dig." En lav latter lød fra ham, inden han hilste på mændene. "Og hvem er i så?" spurgte han dem så muntert.

Christey holde øje med mændene. De gloede nærmest på hende, og nu sad de hurtig ved siden af hende. Hun ryggede lidt hen mod Mathias. Hun lyttede det han fik hvisket hende i ørene. Hun havde bare lyst til sige han skulle hold sin kæft, men så ville det være helle afsløret. Hun smilede bare kort"Det fedt de sidder her"hviskede hun tilbage, så de ikke kunne høre det. Hun smilede bare kort til dem.*Hvorfor sker det her kun for mig, pliss..de skal bare gå uden at komme med problemer*tænkte hun kort. De to mænd fortalte dem at de hed søren og Jonny, og hvor de fik åbnede munden kunne man bare lugte blanding af alkohol, cigaret og cafee *Føj, jeg skal bare lære det her. Jeg sagde jo de var lækre ind Mathias.. Gud behøvs du straf mig sådan her red mig*tænkte hun, og holde deres lugt ud.

Mathias kunne se ubehagen hos hende, og kunne ikke lade være med at le. Alligevel kiggede han lidt da de satte sig ved siden af. "Jamen," startede han så med at hviske, "Hvorfor snakker du så ikke med dem?" spurgte han meget lavt. Selv rynkede han også på næsen. Det var et underligt tidspunkt at være oppe på, når man tænkte på hvad klokken var, og at de havde drukket. Han ville nok selv have været ved at falde om, især hvis han stank så meget af alkohol, så ville han have været nødt til at drikke meget. "Hvad er jeres navne, drenge," spurgte han dem med et smil.

Christey lyttede til Mathias"jeg er bare en smule generet" hviskede hun tilbage. Hun var overhovedt ikke generet hun havde ikke lyst til tale med dem, og hvis hun spurgte dem noget skulle de åbne der klamme mund, og det vil hun bare ikke lugte til. De sad der og gloede på hende. Hvor Mathias spurgte hvad de hed tog hun langsomt hånden op til næsen som hun skulle glø men endelig for at undvær den grimme lugt." jeg Søren og det Jonny" svarede de med lidt af en dyb stemme. Hun fjernede hånden fra næsen. Den ene tog hende på skuldren. Hun bed sig kort i læben. Hun var ikke sikker på om hun kunne holde det ud længere" hvad laver i to her" spurgte de, og den grimme lugt kom endnu engang ud. Hun kiggede ikke på dem"vi snakker bare og nyder den smukke udseende" svarede hun og ryngede kort panden, men hun lad være for ikke skulle afslør sig selv, men nu håbede hun bare de skulle fjerne hånden fra hende skuldre.

Mathias var lige ved at le højt, men holdte det tilbage, med en hurtig grimasse. "Hyggeligt at møde jer," sagde han og sendte dem et overdrævet stort smil. Det nåede ikke hans øjne en millimeter. Han brød sig heller ikke specielt meget om dem. Mathias lænede sig hen imod Christey igen, "Er du sikker på at du ikke vil være alene med dem lidt, så kan du i hvert fald score den ene af dem?" hviskede han, det var svært, men han var nødt til at kvæle et grin undervejs. Inden hun kunne nå at svare, rejste han sig, "Der kan man bare se," sagde han og kiggede på sin arm, hvor der ikke sad et ur, "Klokken er ved at være mange, jeg skal vidst videre, i må hygge jer!" sagde han og sendte Christey et stort ondt smil.

Christey kiggede kort på de mænd. De kiggede stadig på hende. Hvorfor kunne de dog bare ikke kigge på Mathias. Det irriterede hende. Hun rystede kort på hovedet hvor Mathias nævnte at det var hyggeligt at møde. Det synes hun overhovedet ikke. Hun rystede endnu engang på hovedet hvor han spurgte hende om hun ville være alene med dem.Det kunne hun ikke drømme om, men hun vidste han bare drillede hende, og hun var sikker på han ikke vil gå, men hvor han fik rejst sig op og beslutter at han ville gå, bankede hendes hurtig. Det kan bare ikke være sandt han beslutter at forlad en pige ved to mænd som er mega klamme*Mathias bliv*tænkte hun. Han skulle bare ikke gå. Hun rejste sig også op får at gå, men hun blev trukket ned igen af de to mænd"Hvor skal du hen du kan blive her sammen med os"sagde de. Christey slugte en klump i halsen"Jeg skal virkelig også hjem"sagde hun, men de lod hende ikke gå. Hun kunne ikke klare de mænd længere."Mathias det var bare sjovt. De er ikke en skid lækre de klamme. Du må ikke forlad mig her ved dem"Råbte hun, og kiggede på ham, og på de to mænd som holde først i hende.

Mathias gik nogle få skridt, inden han så over på hende, så hende bliver trukket ned igen. Han rynkede på panden, og hørte hende så råbe. Et kort suk lød fra ham. Han så kort på dem, brugte sin evne til at få dem til at slippe hende. "Jamen, så kom dog her," sagde han og rakte hånden frem til hende. De stirrede tomt og forvirret frem foran dem, som var de forstenet. Mathias rynkede næsen af dem og af hende. "Du burde passe på hvad det er du siger, så," sagde han klogt og sendte hende et stort grin. "Farvel de herre," sagde han kort og løftede en ikke-eksisterende-hat. Hurtigt fik han trukket hende op at stå. "Skal vi gå eller hvad?" spurgte han hende utålmodigt.

"Slip"sagde hun og prøvede at komme fri, men de holde godt først. Hun vendte blikket mod Mathias hvor han stoppede og kiggede på dem. De gav slip og så meget forvirret og lidt bange ud. Hun mærkede den ene mands hånd løsnede omkring hende håndled. Mathias kiggede bare på dem og de var bange. Det var ret underligt. men hun lod det være, og tog fat i hans hånd, og rejste sig op. Hun kiggede kort på dem og de sad bare stille og så bare forvirret ud. Hun vendte blikket mod Mathias"Ja..men hvor skulle jeg vide fra de ville komme og sidde ved siden af mig"svarede hun og sukkede"Men tak fordi du hjalp mig"sagde hun og sendte ham et varmt smil. Hun gad slip på hans hånd"Ja vi kan godt gå"svarede hun.

Mathias fulgte hende væk fra dem. Det var umuligt for ham at holde tilbage en latter. "Så, de var virkelig lækre, hva?" drillede han hende. Forsigtigt slap han sin evne over fyrene, som forvirret og bange ikke engang kiggede efter dem som Mathias og Christey gik væk. Han sendte hende et venligt smil ved hendes takken, "Selvfølgelig, man skal da hjælpe en dame ud af hendes nødt," han blinkede til hende. Han fandt det stadig utrolig morsomt.

Christey så sig kort tilbage for se hvad mændene lavede. De så stadig forvirret og bange ud. Hun forstod stadig ikke de gav slip på hende. De var da store og så meget stærke ud, også bliv bange for Mathias. Han stod bare og kiggede på dem også var de bange og forvirret. Det var ret underligt. Men hun lod være med at tænke på det. Hun er nu mere glad for hun er fri fra dem. Hun kiggede mod Mathias og lo lidt"Ja de er da meget lækre, men de var da bare lidt perverse"sagde hun og smilede kort. Hun rørte kort hans muskler"Se du har nu ikke så mange muskler. Du nok slap, men se dem de havde enorme store muskler. Det utrolig godt for en dreng/mand"drillende hun ham og smågrinte lidt.

Mathias sukkede dybt, hvornår ville hun give slip på det? "Jamen, hvis de er så meget dine typer, skulle jeg måske ikke have taget dig væk. Du så ikke ligefrem ud til at nyde det," sagde han en smule irriteret. Han brød sig ikke særlig meget om folk der løj så åbenlyst til ham, selv efter at han havde hjulpet dem.
"Jeg behøver ikke at have tydelige muskler," sagde han og rullede med øjnene, "det er pralende, desuden behøver jeg dem ikke til noget... Pigerne står i kø alligevel," forsvarede han sig selv.

Christey så sig kort omkring, og vendte sig om for se mændene kom efter dem, men det gjorde de heldig vis ikke. Hun smilede kort, og vendte blikket mod Mathias"Nej..det godt du hjalp mig fra dem de er ikke min typer. Hm.. Jeg hader mænd som dem."sagde hun og forsatte"Du sad ved den anden side af mig. Det var kun mig der kunne lugte blanding af alkhold, kaffe og cigaret smag. Det var så klamt være gang de åbnede deres mund kom den grime lugt ud, og de sad så tæt på mig. Se deres grimme lugt er ikke gået væk endnu jeg kan stadig væk godt lugte det"sagde hun og sukkede kort. Den lugt mindede om hendes far. Når han altid kom hjem om aften stank han stådan altid. Hun prøvede at fjerne sin tanke om ham og kiggede på Mathias"Jeg skal nok lade være med irriter dig. Ved du hvad man kan ikke Samligne dig med de mænd"sagde hun med et kort smil.

Mathias så over på hende, "Endelig!" udbrød han og så hurtigt på hende, stadig en smule irriteret. "Det var på tide at du indrømmede det," sagde han hurtigt og lavt. En kort nikken kom fra ham da hun nævnte det med lugten. Måske ville han ikke have kunnet lugte det hvis han var et menneske, men hans sanser var en smule forstærkede, især fordi at hans sidste måltid ikke var alt for lang tid siden. "Var den slem?" spurgte han, selvom han godt havde lugtet hvordan den var.
Han så på hende med let sammenknebne øjne. "Tak. Men det er stadig mænd, og jeg kan sagtens sammenlignes med dem," sagde han roligt.

Christey smilede kort"Ja..det var på tide"sagde hun smilende, og så sig omkring"Hvor er det endelig vi går hen nu?"Spurgte hun, mens hun gik med ham ved siden af.
Hun kiggede imod ham"Det meget voldsomt, være gang du stillede dem spørgsmål var jeg bange for de skulle åbne deres mund for at svare"svarede hun.

Han rystede kort på hovedet, men smilede let. "Altså, jeg mente det faktisk, det der med at jeg nok skulle til tage hjem ad," sagde han og stak hænderne i lommerne, hans blik var rettet over på hende.
Mathias grinte let, "Årh din stakkel, det er ærgerligt at de så godt kunne lide dig så," sagde han og blinkede let til hende. Ærlig talt var han rimelig sikker på at de mest bare havde gjort det af fuldskab. For hun var uvillig, hvilket de kunne komme i fængsel for, hvis de for eksempel havde voldtaget hende. Det ville de færreste mennesker gerne opleve.