En farvet himmel - Christey

Hun kiggede på ham"Det gør ikke noget, men jeg glad for jeg er tilbage jeg føler virkelig jeg er hjemme her på øen."sagde hun smilende. Christey kunne virkelig godt lide øen. Det havde hun kunne altid, også hvor hun var lille. Hun havde aldrig løst til gå fra det sted hvis hendes far ikke kom hentede hende, og ødelagde det næsten det hele. Hun kunne havde været sammen med sin bedsteforældre ind de døde. De betød en del meget for hende. Hun nåede ikke være sammen med dem i det korte øje blik. Hun kom hurtig til sig igen og kiggede på ham"Nåå...jeg kan høre der en der interesserede i hvem sin kommende kone eller kæreste er"sagde hun drillende og små grinte lidt. Hun bukkede lidt ned til hans ansigt" Jeg har set bogstavet, men jeg fortæller det ikke til dig"smilede hun og blinkkede til ham med den ene øje, og satte sig tilbage.

Mathias tog hånden op og skyggede for solen så det var nemmere at se hende. "Det er i det mindste godt, men ærgerligt at det er de grunde at du er kommet tilbage, det lyder rimelig sørgeligt nemlig," sagde han og sendte hende et bedrøvet smil. Dog blev det hurtigt erstattet da hun nægtede at fortælle hvad hun havde set. "Ja! Når du nu har set det, skal du altså også fortælle det!" sagde han og så for sjov en smule mut ud. Han fik sat sig op i skrædderstilling. "Hvorfor er det at jeg ikke må vide det?" spurgte han og så rigtig trist ud i noget tid, inden han begyndte at grine. Det var svært at holde masken. Efter at han var færdig så han dog på hende. "Helt ærligt, hvad så du?" spurgte han igen.

Hun smilede"Ja..men sådan er det"sagde hun smilende. Christey ville havde kommet her til øen for længst for se hendes bedsteforældre, men hun var sikker på at hendes far ville komme efter hende. Det derfor hun ikke kom til øen.Hun kiggede på ham"Undskyld... min bedste mor sagde tit at man aldrig skulle fortælle det til de personer der ikke troede på sådan noget, og du tror jo ikke på det"smilede hun og små grinede lidt. Hun grinede hvor han blev ved med at spørger hende om det."Wauuw...du da virkelig nysgerrig over din kommende kone eller kæreste, men du får ikke at vide"sagde hun drillende.

"Hmf," kom det fra ham, "Det siger du kun fordi at du ikke vil have at jeg skal vide det..." Han så mut på hende, "Så er jeg da også bare ligeglad," sagde han og rakte tunge af hende, inden han sendte hende et skævt smil. "Hvorfor er det at du ikke vil fortælle det?" spurgte han og lænede sig hen imod hende, så der var knap så langt imellem dem. Det virkede alt for underligt at hun ikke bare kunne fortælle ham det. Hvad var det hun skjulte?

Hun smilede"Jeg har fortalt dig hvorfor jeg ikke vil fortælle det"sagde hun med et skævt smil"Men har ikke noget imod at sige det igen, min bedstemor har fortalt at man skal sige det til personer der tror på sådan noget, og det gør du ikke, og derfor må jeg ikke fortælle dig det"afsluttede hun sin sætning, med et kort smil. Når hun så på ham så det så syndt ud. Hun smilede kort for sig selv. Hun lænede sig lidt tilbage hvor han lænede sig frem"Livet er meget spændende man ved ikke hvad der vil ske imorgen eller i over morgen. Man er meget nysgerrig, men jeg fortæller det ikke. Skæbnen viser dig hvem din kommende kone eller kæreste er, og det må du vente til det kommer"sagde hun smilende, og nussede ham kort på kinden.

"Ja, ja, ja, det ville jeg også have sagt," sagde han i en falsk fornærmet tone. "Ja, men det er jo heller sjovt ingenting at vide..." Han så på hende med sit hundeblik. Han så ud over horisonten et øjeblik, iden han så snedigt på hende. Han tog hendes hånd. "Lad mig lige se din hånd! Det tror jeg også godt jeg kan, det der du gør," sagde han og smilede snuet. Han lod sin fingre følge linjerne i hendes hånd, "Ahh, jeg kan se at du kommer til at bo laaaangt fra her, faktisk ender du op med at blive en eventyrprinsesse, udover at du får næsten 30 børn, som næsen tager livet af dig, men du elsker dem alligevel. Og din mand han kommer til at starte med P, for Prins-et-eller-andet..." Sagde han elegant, som om han virkelig mente det, "det er sandt, det er hvad jeg ser i din hånd." Han sendte hende et skævt smil.

Hun små grinte lidt over hans hunde øjne"De der hunde øjne du laver det virker ikke på mig, og jeg siger det ikke"sagde hun smilende, og kiggede kort ud mod havet, men vendte blikket mod ham hvor han vil se linjerne i hende hånd"Du kan ikke finde ud af det"sagde hun med et kort smil, og vendte til hvad han ville sige til hendes linjer. Hun lo lidt"Hyggeligt da med 30 børn , hm..og min mand vil starte med p spændende"sagde hun med et skævt smil. Christey vidste godt hvad hendes linje betød. Hun havde set sin hånd før og det var langt fra det han sagde. Hun grinede"Jeg havde ret, du kan ikke finde ud af det her"

"Aw," han var skuffet, de plejede at virke. Hun var rimelig stædig med hensyn til det.. "Jeg kan sagtens finde ud af det," konstaterede han og spillede meget professionel. "Ja, tredive børn, det er godt nok ærgerligt at jeg kun skal have to, ville elske at have så mange at jeg kunne svømme i dem... Det ville være skønt jo.." Mathias så en smule skræmt ud ved tanken, inden at han lo. "Ja du skal jo være en prinsesse, skal du ikke?" Han spærrede øjnene op i spillet overraskelse. "Måske er du endda prinsesse i forvejen!" Udbrød han og smilede. Han så igen fornærmet ud da hun fortalte at han ikke duede til det. "Jeg er faktisk yderst professionel, alt andet du har hørt tideligere er løgn. Alt hvad der kommer fra mig er sandt!" udbrød han grinende.

Hun grinede"Du kan drømme, du kan aldrig find ud af det"sagde hun og grinede."Du er ikke professional det alt du sagde var et stort løgn"afsluttede hun sin sætning med et kort smil. Hun kiggede på ham"Hm..okay vil du virkelig vide hvem din kommende kone eller kæreste er?"Spurgte hun ham med et skævt smil.

Det begyndte at blive lidt irriterende. "Du vil jo ikke fortælle mig det," sagde han og hævede sit ene øjenbryn. Hvorfor var det at hun blev ved med det. Han troede alligevel ikke på sådan noget. For han havde overhovedet ingen planer om at blive forelsket igen. Det var alt for overvurderet. Et halvt akavet smil var på hans læber, "Selvfølgelig var det en løgn, det var en joke..." sagde han og vendte blikket væk.

Hun grinede"Nej det vil jeg nu ikke alligevel"sagde hun smilende og kiggede på ham"Bare glem det, og vent til du møder din prinsesse"tilføjede hun med et kort smil, og vendte blikket mod himlen, og kiggede langsomt mod havet"Hvor længe har du boet her på øen?"spurgte hun

Hans irritation fløj væk og han sendte hende et smil, "Ja, og jeg er nødt til at have tålmodighed med det desværre." Et suk forlod hans læber. Han havde været på det punkt i hans liv hvor han gik rundt og ledte efter kærligheden, men det kapitel var overstået. Som så mange andre ting, var det noget der var nødt til at komme til en. "Rimelig længe, men jeg stammer rigtigt fra Skotland," sagde han smilende.

Christey smilede"kærlighed er ikke noget man skal forvente det kommer selv når det skal" sagde hun smilende, og kiggede ned mid sandet og tog en lille pind frem og tegnede en blomst i sandet. Hun smilede kort for sig selv, og vendte blikket mod ham"Du er fra Skotland fedt, men du har boet mere her på øen ikke?spurgte hun med et skævt smil på læben.

"Det er jo det," sagde han med blikket ventet ud imod horisonten, "Det hjælper heller ikke at flygte fra det, for så kan det bare ende med at slå endnu hårdere end forventet." Mathias sukkede højt, det kendte han alt for godt til. Det havde været ved at drive ham til vanvid flere tusinde gange. "Jeg har faktisk boet her mindst, men jeg har været meget rundt ude i verdenen. Det er sådan et fantastisk sted," han smilede lidt for sig selv. Mathias var meget påvirket af verdenen, og alle de steder han havde været. Det var grunden til at han var sådan som han var idag. Alle hans erfaringer.

Christey tegnede videre i sandet, mens hun lyttede til ham"Jeg har endelig heller ikke boet her længe, jeg har boet her til jeg var syv år også flyttede jeg næsten rundt tit."sagde hun med et kort smil. Hun havde flygtet meget og det var alt fordi hendes far, og hun ville ikke have han nu skulle finde hende her på øen. Hun kiggede ned i sandet og tegnede cirkler.

Han så ned på de kruseduller der blev tegnet i sandet og smilede let, hun mindede ham om et lille barn, ikke at det var en dårlig ting. Mathias smilede let for sig selv, det gjorde ham glad. "Hvorfor flyttede du rundt så meget?" spurgte han interesseret. Der kunne være så mange grunde. Men det havde stort set altid noget at gøre med at flygte. Eller komme videre.

Christey blev ved med at tegne i sandet, men stoppede kort for se hvad det forstilt, men det var bare nogle kruseduller. Hun vendte blikket mod ham"Hm..hvorfor jeg flyttede så meget rundt"hun sukkede kort"Jeg flyttede meget rundt for at flygte fra min far. Han er ikke en normal far som alle andre har. Han er en der elsker penge og får penge vil han gør alt."svarede hun

Mathias så bekymret på hende, "Så som hvad?" spurgte han. Penge betød intet for ham, de var så nemme at få fingrene i, hvis man bare kendte de rette metoder, og dem havde han alt for mange erfaringer i. Selv kendte han intet til sin egen far, intet til sin egen familie i det hele taget. Han havde boet i plejefamilie i en kort periode af sit liv, inden han stak af.

"Min far han er rig forvejen, men han ville være mere rig end det så. Han mødte en rig dreng som var omkring 26, og han er en, svin, klam, psykopat og en der elsker sex."sagde hun og holde en kort pause

"Han har tit piger besøg, og hvis han gik på vejen var tit nogle piger bange for ham. hvis han så en pige der så godt ud eller hvis han bare blev tændt tager han bare en pige, og bruge tiden med hende selvom pigen prøver så meget at flygte fra ham nærmest voldtægt, og der var engang han havde mødt mig og derefter var jeg hans næste offer, og min far vidste at han ville have mig, men han blev ikke sur. Min far sagde til ham at han skulle give en masse penge til ham hvis han skulle have mig, og han ville give så mange penge han vil til min far, og der flygtede jeg"sagde hun, og kiggede bare ned mod sandet"Min far slog min mor ihjel hvor min mor prøvede standse ham får de ting han lavede mod sin egen datter. Min far er besat af pengene, og han går stadig efter mig med ham drengen"Afsluttede hun sin sætning. Hun begyndte få tåre i øjnene, men holde dem inde.

Mathias sank hurtigt, det måtte var grusomt at se det fra den synsvinkel af. Selv havde han haft en periode af sit liv, hvor han gjorde stort set det samme. Dog ikke for penge, men mest af alt fordi han var det væsen han var. Og han havde haft rimelig svære perioder af sit liv, hvor han havde ladet det gå ud over hvem som helst. "Ah, men ham der drengen nåede aldrig at røre dig, gjorde han vel?" spurgte han bekymret og tørrede tåren væk der løb ned af hendes kind. "Det er okay," sagde han blidt. Han havde ikke rigtigt noget imod at folk græd, når det skulle ud, så skulle det ud.

Christey prøvede at holde sin tåre inde, men det var svært så tårene løb langsomt ned af hendes kind. ´Hun fjernede sine tåre væk, og vendte blikket imod ham"Nej han fik ikke rørt mig men han og min far kommer stadig efter mig. Jeg bange for de finder ud af at jeg er her"sagde hun, og kiggede ned"Han og min far giver aldrig op"afsluttede hun sin sætning. Christey vidste ikke hvor mange gange hun skulle flygte fra dem.

"Hey, kom her," sagde han og rykkede sig hen til hende, slog armene om hende, holdte hende så hun kunne føle sig tryg. "Det er i det mindste altid noget, så skal det også bare fortsætte sådan," sagde han alvorligt imens han aede hende blidt over håret. "Hvordan skulle de finde ud af at du var her?" spurgte han i en beroligende tone. Det var alt for nemt at finde en person, det krævede bare de rigtige kontakter. Det samme galt når man skulle skjule en person.

Hun fjernede sine tåre hvor det langsomt glid ned af hendes kind. Hun følte trygt hvor hun mærkede hans arm om hende. Hun lod sin hoved på hans skulder"Min far kender få personer her på øen, og hvis de får øje på mig og siger det til min far, ved jeg ikke hvad jeg skal gør"sagde hun og sukkede kort"Nogen gang har man bare lyst til heller dø end få fat på dem. Jeg har ikke min mor, min bedste forældre, og heller ingen venner. Selvom der en masse mennesker her på øen føler man at man er helt alene"sagde hun.

Kort sukkede han og nikkede enigt, "Jeg kender det alt for godt," sagde han langsomt. Det kunne være massere af mennesker omkring en, det kunne stadig gøre en frygteligt ensom, måske endnu mere ensom, end hvis der slet ikke var nogen. "Men der er ingen grund til at du dør," sagde han og rystede på hovedet, "Uanset hvad, burde du ikke opgive det hele sådan," forsikrede han hende. Utroligt at han var så hjælpsom idag, hvis det havde hvilken som helst anden dag, kunne det være at taget hendes liv, bare for at slippe for at høre på hende. Sådan, havde man vel sine dage. "Jeg er sikker på at de ikke finder dig, hvad er chancen for det?" spurgte han og nussede beroligende hendes arm.

Hun sukkede kort og kiggede mod havet"Selvom man føler på den ene side at det ville være beder hvis man var døde, men på den anden side har man ikke lyst til give op"sagde hun, og kiggede ned"Men jeg tror aldrig jeg for helt lov til at være i fred. Være gang der en der ringer på døren er jeg nød til frygte om det dem der ringer, eller når jeg går rundt i byen"afsluttede hun sin sætning og kiggede på ham. Christey plejede ikke fortælle sin fortid til folk, for så ville der være alt for mange bekymringer, den eneste der kendte til hendes historie var kun hendes veninde, og det havde hun først fortalt efter nogle måneder siden, men nu vidste Mathias det også. Det var ikke meningen hun ville fortælle det, men det kom ud af hendes mund, men hun havde det beder efter hun havde snakket om det. Hun kiggede på ham"Hvis jeg har spilet din tid på min irriterende dumme fortid må du undskylde"sagde hun