En farvet himmel - Christey

Tid: Lige før solopgang.
Vejr:Skyfrit, en smule nattefrost har lagt sig på sandet. Lidt koldt.
Sted: Nede ved vandkanten.
Omgivelser: Ikke rigtig nogen mennesker, solen der er ved at gå op.

Kulden bed en smule i kinderne... eller det ville den gøre hvis han var menneske. Det var behageligt. Varmen fra syden havde været nervepirrende tilsidst, kulden herhjemme var rar. Det var vidunderligt at være tilbage, så mange minder væltede frem. Både gode og dårlige minder. Lommelugten der havde været i hans hånd faldt til jorden. Han ænsede det ikke, stirrede frem for sig. Det gjorde ondt at tænke på, men det var ting han var nødt til at se i øjnene. Hvordan mon tingende var nu? Det blev nok aldrig det samme igen. But change is good, right? Et suk lød fra ham, hans blik lå på himlen der begyndte at skifte farve. Han satte hånden i siden. Måske var det ikke det rette at søge tilbage hertil som noget af det første.

Solen var på allerede på vej ned over vandet. Man kunne skimte den i horisonten. Den farvede himlen svagt lyserød, orange, lilla. Ja, himlen havde et utal af farver, når solen var ved at forlade den. En lille bølge gled ind over vandkanten og efterlod sandet vådt og mudret. Et par muslingeskaller var skyllet med op på bredden, og lå nu i det våde sand.
Ensomme og forladte.En skikkelse kom frem. Pigen hvis navn Christey. Hun stoppede op da hun var kommet frem til vandet og betragtede solen, som var på vej væk. Det var et pragtfuldt sted, og på denne tid af eftermiddagen var her lidt mennesketomt, men der var få hun kunne se. Perfekt Til aften, var Christey iført nogle bukser og en tyk hvid trøje. Det var koldt så hun havde også en sort jakke på. Hun havde nogle hvide all stars sko på fødderne. Hendes lange mørke brune hår var løst, og havde en hvidt spænde i den højere side. Den tynde sommerbrise som susede igennem hendes mørke brune hår så det stod let om hovedet på hende Det dansede i den svage vind, og indrammede hendes store, grønne/blå øjne med de lange smukke sorte øjnevipper de fyldige læber og den velformede næse. Hun gik hen til breden og satte sig ned og nød det smukke omgivelse. Et tilfreds suk kom ud af hendes mund."Skønt"sagde hun smilende og betragtede omgivelserne. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik, hvorefter hendes blik igen fangede vandet.

//SolOPgang, heh:)//

Mathias bøjede sig ned samlede lommelygten op, holdte den et øjeblik i sin, inden han kastede den langt ud i vandet. En underlig vrede fyldte ham. Han slog hårdt hånden imod panden, de overvældede ham. Han burde have forudset dette. Det tog pusten fra ham, i noget tid. Hans tanker var begyndt at blive forstyrret, det var meningen at han skulle falde ned igen, men det var bare blevet værre. Skjorten blafrede en smule i den blide vind. Et suk forlod hans læber, og han rodede rundt i sit hår. Det var på tide at han kom videre, at han blev stærkere. Det var på tide at han opførte sig som den mand han var. Han opfangede at der var andre end ham, han så til venstre, et par 20 meter væk stod en kvinde. Et smil kom kort frem, da han hørte hendes stemme. Den var tydelige for hans skarpe hørelse. Det virkede ikke som om hun havde set ham. Det kunne ikke skade at gøre op med de tanker han havde kørende rundt i hovedet, ved at gøre noget andet, så han begyndte at gå imod hende lige så stille. Måske forstyrrede han hende, men det ville ikke komme til at gøre hans humør værre.

Christy betragtede kort omgivelserne. Hun elskede at være på havnen om natten, for der var meget mere smukt og stille. Havet gjorde en glad når man var i det dårlige humør, men nu var hun lige frem ikke det dårlige humør.
Hun var nu i det gode humør. Hun lod sin finger lave sin cirkel på breden. Hun smilende kort for sig selv, og kiggede ud mod havet. Hun rejste sig op og gik lidt imod havet. Hun gik i mod vandet ind til vandet nærmede hendes sko. Hun trad sig tilbage hvor vandet kom nærmer får ikke at få våde fødder, men hun gik tilbage og satte sig ned og kiggede ned og fandt nogle sten op i hånden. Hun kastede dem ene af gangen ud i vandet. Hun smilede og så sig kort omkring hvor hun hørte en lyd, og hun fik øje på en mand kom gående imod hende. Hun sendte ham et venligt smil"Hej" sagde hun smilende og betragtede ham lidt.

Han stod og overvejede situationen lidt, inden han satte sig ned på jorden ved siden af hende. "Hej med dig," svarede han og smilede til hende. Der var omkring en halv meter imellem dem, men alligevel kunne han mærke varmen der strømmede fra hende. "Det er en underlig tid at være ude på, syntes du ikke?" spurgte han, hans blik var rettet imod vandet som hendes havde været. Det var smukt. Virkelig smukt. Stjernerne var begyndt at flakke væk, som solen stod op. Et lille glad "hmp" lød fra ham. Sandet var koldt, men det kunne næsten ikke mærkes med hans kropstemperatur. Han så over på hende igen. Det var alligevel et rimeligt heldigt møde, det var virkelig en smuk kvinde han sad ved siden af lige nu. Det fik hans smil til at brede sig mere.

Christey ryggede sig får at give ham plads selvom der var en masse plads. Hun smilede og kiggede ud mod havet. Det var vildt det var så smukt om natten. Der var små flotte lyse omkring, og de lyse kunne man kun se om natten. Hun vendte blikket imod manden" ja det er et mærkeligt tidspunkt at være på, men det smukt tidspunkt at være på. Det fredligt og smukt, jeg elsker at være her ude om natten" sagde hun smilende og kiggede på ham" når men hvad laver du så herude. Det Sanne grund eller på grund af noget andet?"spurgte hun nysgerrigt, og vendte kort blikket imod havet, men vendte blikket imod ham igen" jeg kunne vel præsenter mig først, mit navn er christey" præsenterede hun sig selv og rakte sin dejlige varme hånd i mod ham. Hun betragtede ham endnu engang han var dog en flot fyr.

Mathias nikkede stille for sig selv, "Ja du har ret, et af de smukkeste tidspunkter at tilbringe på stranden er nu," han lod hånden glide imod det kolde sand. Inden han nåede at svare på hendes spørgsmål, fik han stukket hendes hånd imod sig. "Åh, ja, hyggeligt at møde dig Christey, mit navn er Mathias," sagde han og rakte hende hånden, han smilede skævt. "Lidt af det hele," sagde han for at vende tilbage til hendes spørgsmål, "jeg kom bare tilbage for at se det her sted igen, der er massere af minder her." Han så op imod himlen et øjeblik, fløj lidt væk med sine tanker. "Det er nu meget rart at være tilbage," sagde han og så hen på hende, han sendte hende et stort smil.

Christey smilede og kiggede på ham. Hun tog fat i hans hånd ìg gav den et blidt glem" hyggeligt også at møde dig Mathias"sagde hun smilende og gav slip på hans hånd, og vendte blikket mod vandet. Hun kiggede kort ned mod det bløde kolde sand. Hun kørte en hånd gennem sandet og gav langsomt slip så sandet gled mellem hendes finger. Hun vendte Kort blikket mid ham" Fedt.. Det ret sjovt at se de ting man har har vadede før så får man både de gode minder og de dårlige" sagde hun og smilede kort"men hvor længe har du været væk før du kommer til det sted igen?"spurgte hun og afsluttede hun sin sætning med et skævt smil.

Han smilte lidt for sig selv. Med en hurtig bevægelse fik han pjusket noget mere op i sit hår. En kort latter lød fra ham. "Flere måneder," svarede han og lænede sig tilbage i sandet, han fik et bedre udsyn til himle, og hvordan den skiftede farve. "Sjovt ville jeg nu ikke kalde det, spændende, måske," sagde han med et sørgmodigt smil. "Måske har du ret, det er rart at være tilbage, at opleve tingene igen... Jeg missede en hel sommer fra det her vidunderlige sted," sagde han og smilede til hende.

Christey kiggede ned på ham"Wauuw..flere måneder, men det da godt du tilbage, jeg tror dine venner vil blive utrolige glade for se dig"sagde hun med et kort smil, og kiggede ned mod havet"Jeg er endelig lidt ny her til byen, men allerede den første gang jeg kom, har jeg hørt en masse rygter om væsner"sagde hun og smågrinte lidt. Tænk folk troede på nogen mærkelig historie om væsner. Det giver bare ingen mening."Det er rart både for dig og får dine venner"sagde hun og sendte har et sødt smil.

Et fnys kom fra ham, hans ansigt var lagt i forargede folder. "Venner," han smagte lidt på ordet inden han begyndte sin sætning helt. "Nej, mine... venner, var utrolig glade for at slippe af med mig, så det bliver ikke ligefrem en glædelig velkomst jeg får, når de finder ud af at jeg er her..." Han så hen på hende, det krævede alligevel en del af ham at sende et smil til hende. Mathias så grundende på hende et øjeblik, det tog ham ikke lang tid at se at hun var et menneske. Hun havde alt for lidt erfaring, og ville ikke være så tæt på ham, hvis hun vidste hvad han var. Mathias' ene øjenbryn hævede sig en smule og han begyndte så at le stille. "Hvilke væsner og historier har du så hørt noget om?" spurgte han og smilede venligt.

Christey smilede kort. Hvor han gentog venner. Hun kiggede overrasket imod ham. Hvor han fik fortalt at de var mere glad for slippe af med ham. Tænk at folk var så onde. Han virkede dog sød og venlig i det korte tid hun har været sammen med ham"De må så være mærkelige og dumme, men du virker som et rar god person"sagde hun, og kiggede ned på ham med et smil på læben, og vendte blikket mod havet igen."Der bare ikke en eller to væsner der virkelig mange de kommer med..Nu skal jeg lige tænke mig om jeg kan huske det, men det rat grineren"sagde hun og smågrinte lidt, men hun begyndte at tænke de væsner hun havde hørt om.Hun kunne fik nu husket alle de væsenerne de fik sagt. Hun vendte sig om mod ham"Jeg kan huske dem, men det kun lidt af dem. Der var vampyr, djævle, elver, engle, varulve, dæmoner og spøgelser, også kan jeg virkelig ikke huske flere, men det sjovt at de kan kom på sådan nogle mærkelig væsner"sagde hun og grinte lidt"Tror du på dem?"Spurgte hun nysgerrig, og kiggede ned på ham.

Han små lo lidt, dog var det en overfladisk latter, dog var det kun folk der kendte ham godt der kunne høre det. "Det kan man vel godt sige, men det var nok mest min egen skyld," forklarede han sig. Meget havde han ikke lyst til at sige til denne fremmede omkring hans fortid. Man vidste aldrig om det kunne blive brugt imod en. Så det kunne tydeligt høres på hans stemme at hun ikke skulle spørge mere ind til det. Tålmodigt ventede han på at høre hvad hun havde at sige. Hvilke væsner hun kunne nævne. Det var heldigt for ham at han var god til at lyve. Det blev man på den anden side også nødt til, efter at have levet i mere end en generation igennem. En latter lød fra ham. "Ehh," kom det fra ham og han grinte med hende, "Om jeg tror på fantasivæsner?" Han sendte hende et varmt smil. "Ikke rigtigt nej," han kløede sig let i håret, og lo videre. "De hører vidst til historier, skrækhistorier, lyder det som om, og biblen, og må de blive der!" tilføjede han og så hen på hende. "Hvad med dig? Tror du på dem?"

Christey kiggede på ham. Hun havde lyst til spørge om hvad han havde gjordt, men nu når hun var fremmed var det nu ikke sikkert han havde lyst til fortælle det til hende, og derfor gad hun ikke spørg til det selvom hun nu var meget nysgerrig over det. Hun kiggede på ham"Ja.. du har ret de læser nok en masse skrækhistorier også videre, men det er mærkeligt at jeg har set et stort bid mærke på min kusine's hals, og hvor jeg spurgte lidt til det sagde de at det var et vampyr bid"sagde hun med et kort smil, og kiggede kort ud mod havet, men vendte blikket mod ham igen"Nej.. overhovedet ikke, det noget mærkeligt at tro på"sagde hun og grinte. Christey samlede sit hår på den ene skulder, og vendte blikket mod havet igen.

De sidste stjerner var forsvundet fra himlen, solens varme stråler bredte sig ud over stranden. Skyerne var stadig svagt lyserøde. Mathias så over på kvinden, hun var stadig nysgerrig, det var tydeligt at se. Bare hun havde forstået hans tydelige kropssporg. Små bølger skvulpede langsomt ind på sandet, og så tilbage igen. "Hvordan kan det være at hun tror at det er et vampyrbid?" Spurgte han og lo, under hans facade var han dog en smule foruroliget. Vampyrerne var alt for uforsigtige, kunne de ikke bare dræbe deres ofre og så komme videre, det med at lade ofre ligge var ikke på nogen måde smart. Mathias kløede sig let i håret. "Det ville være en let for nem løsning at tro på at der findes de her fantasi væsner, som er skyld i al ondskab på denne jord.." sagde han og smilede mat til hende.

Christey kørte langsomt sin hånd gennem det bløde sand og gav slip så det glid mellem hendes finger. Hun vendte blikket mod ham"Det var heller ikke hende der sagde det, jeg hørte det fra en gammel dame"svarede hun, og kiggede kort ned mod sandet og tog et sten op i hånden, og kastede det langt mod havet. Hun smilede kort. Hun så over på ham"Jeg havde hørt der nogle forskelige navne på dæmoner. Jeg kunne huske en der hed blod dæmon"tilføjede hun"Ved du noget om det??"Afsluttede hun sin sætning.

Mathias lagde sig let tilbage, plantede albuerne i sandet og betragtede kvinden der sad et stykke fra ham. "Ah.." sagde han kort og smilede for sig selv, imens hans blik var på horisonten. "Gamle kvinder og deres overtro," sagde han let, "Dem skal man nok ikke tro for meget på." Endnu engang lo han stille. Mathias var god til dette, han havde gjort det her alt for mange gange. Han så på hende som om hun var skør et øjeblik. "Blod dæmon?" Han rystede på hovedet, "Nej, det ved jeg ikke noget om, interessere mig skam ikke for sådan noget." Hm, dette menneske vidste alligevel et og andet. Legede hun med ham? Måske vidste hun hvad han var? Det ville ikke være godt. Det kunne være at han var den eneste der endte med at komme derfra, han havde alligevel ikke spist i noget tid. "Hvad med vampyrer? Er der også mere end en slags af dem?" spurgte han og så oprigtigt nysgerrig ud. Selvom det hele bare var en del af hans lille teater virkede det som om han virkelig mente det.

Christey grinte" ja du har ret de gamle kvinder kan godt kom med en masse mærkelige rygter" sagde hun og lo lidt stadig væk. Det var mærkeligt de kom med sådan nogle rygter prøvede de på gøre folk bange?.. Christey synes virkelig denne her by er meget mystisk og ret mærkelig. Hun kiggede mod ham"nej vampyr var der kun et der var ikke mange ligesom dæmoner"svarede hun med et smil og betragtede ham kort" ret mærkeligt at allerede den første gang jeg kom her over har jeg hørt en masse rygter. Du har nok boet længere ind mig her i byen har du ikke du virkelig ikke hørt noget?" spurgte hun nysgerrigt.

"Det er jo det," sagde han og nikkede. "De er ikke altid til at stole på, sådan nogle halvtossede gamle damer," han lo, "Det er gode historier, men ikke altid særlig sande." Vinden fik hans skjorte til at blæse en smule op, en smule af hans maveskin kunne ses, Mathias gjorde intet ved det, han havde ikke engang selv opdaget det. Hans hæle var begravet ned i sandet, sandet var rimelig godt at sidde op, selvom det var koldt, føltes det behageligt at ligge i fordi det formede sig efter vægten. "Hmf," kom det fra ham, "Det kunne godt være at der var... forskellige vampyrer," sagde han og lo. "Jeg lytter ikke efter sladder, det interessere mig ikke så meget. Jeg ved bare at der er en masse kriminalitet her... Man er bare nødt til at passe på. Personligt har jeg aldrig været ude for noget," sagde han og sendte hende et blændende smil. "Men, har du hørt andre historier om øen?" spurgte han interesseret.

"JA det nu rigtigt, de gamle damer elsker at snakke om andre også kan de også godt lide at finde på historier det nok derfor de har fundet på om de mystiske væsner"sagde hun med et skævt smil. Christey begyndte have det lidt varmt, så hun tog sin jakke af og satte sig på den. Hende hvide trøje glid ned af den ene skulder.Det interesser mig endelig heller ikke, og nej jeg har ikke hørt flere historie om øen"sagde hun smilende, og kiggede kort ud mod havet, men kiggede ned på sin venstre hånd. Hunvendte kort blikket mod ham"Må jeg lige se din højere hånd?"Spurgte hun ham med et skævt smil.

Mathias nikkede. Tænk at hun virkelig troede på den historie.. måske var der ikke særlig meget op i hovedet på den unge pige? Det virkede i hvert fald ikke sådan. Men hun var køn... Det var en alt for typisk sammensætning. Han betragtede hendes bare hud, fin og ren, med en lækker kulør. Han havde næsten lyst til at røre hende, men de kendte ikke hinanden, jo. Så det ville være underligt. Også selvom de sad og nød en noget så romantisk solopgang. "Hm, det er da lidt ærgerligt.. Hvor længe er det egentlig at du selv har boet her?" spurgte han og smilede til hende. Han var nødt til at flytte vægten over på sin venstre arm, da hun bad om den højre. Han strakte sin hånd ud. "Hvad er det du vil?" spurgte han og smilede skævt.

Christey smilede"Jeg har ikke boet her længe, jeg har boet har i en uge"svarede hun med et skævt smil og kiggede kort ud mod havet. Hun samlede sit hår på den ene skulder. Christey smilede hvor han rakte hans hånd. Hun vendte sig om så hun beder kunne se ham. Hun tog blidt fat i hans hånd"Hm.. på din hånd kan jeg se hvor længe du vil leve og hvor mange børn du vil få, og hvilket bogstave din kommende kone eller kæreste vil starte med"sagde hun med et smil på læben, og blikkede til ham med den ene øje.

"Hm?" hans øjne blev store, "det var godt nok ikke længe, velkommen til så," sagde han og smilede varmt til hende. "Hvordan kan det være at du valgte at flytte her til?" han så grundende på hende, der var så meget kriminalitet at de fleste folk bare tog halen mellem benene og flygtede langt væk. Hendes hånd føltes varm omkring hans, og han lod hende tage den, imens betragtede han hvad hun gjorde. "Jeg troede lige at jeg havde fortalt dig at jeg ikke er overtroisk," sagde han og lo hæst. "Kan du se noget spændende?" spurgte han med et glimt i øjet. Måske skal jeg begynde at gå telefonbøger igennem for at finde min eneste ene.

Christey smilede"Jamen tak"sagde hun smilende" Jeg er født her på øen. Jeg har boet sammen med min bedste forældre, men kommer først tilbage efter 9år, og kom tilbage for deres begravelse, og derefter har jeg besluttet at være her på øen igen"svarede hun med et kort smil. Hun kiggede på ham"Det gør jeg da heller ikke, min bedstemor hun havde fortalt hvilket streger i hånden betyder hvad, og derfor vil jeg gerne prøve se din hånd"sagde hun smilende, og kiggede ned på hans hånd, og kiggede kort ned på sit egen"Wauuw...du vil virkelig leve længere ind mig"sagde hun og kiggede i siderne. Hun fugtede kort sine flotte fyldige pink læber"Du vil få 2 børn"smilede hun, og hun kiggede på hans finger for se hvilket finger hans kommende kone/kærestes bogstave vil starte med. Hun kiggede ned et par gange og hvor hun kunne se bogstavet kiggede hun på"Vi lader det ligge med det der bogstaver"sagde hun og sendte ham et varmt smil.

Han så overrasket på hende, "Oh, så de er døde for nylig, det er jeg ked af.." sagde han oprigtigt. "Men her er også meget dejligt," sagde han efter noget tid. Han elskede det. Det var jo hans hjem. Hans smukke vidunderlige hjem. Også selvom han ikke var opvokset her, var det alligevel hans hjem nu. Det mest fantastiske sted i verden, også fordi at det kunne rumme alt det der ikke var så godt. Der var altid plads til det hele på denne lille ønskeø. Solens stråler varmede hans ansigt, dog gjorde det, det lidt svært at se. Interesseret fulgte han med i hvad hun så i hans hånd. Han smålo lidt, da hun nævnte hvor længe han ville overleve. Selvfølgelig, han var jo forbandet, han ville leve for altid, ikke at det gjorde ham noget på nogen måde. Han lavede en lyd ved det med to børn, det lød ikke særlig godt, for så meget brød han sig ikke om børn. Og alle vidste at dæmon børn var nogle værre sataner at have med at gøre. Måske ville den fremtid blive ændret.. det ville han i hvert fald prøve på! Men hun ville ikke nævne bogstavet. Han så ned på sin hånd da hun havde slippet den, og så, så op på hende med sammenknebne øjne. "Hvilket bogstav så du?" spurgte han med en drilsk stemme.