Hvem er denne Camille? -Privat-

Dato: 22 okt.
Tid: 23:00 ca.
Vejr: Køligt, men tørt, oktoberligt.
Omgivelser: Fulde, mindre fulde væsner og mennesker, Fest, byliv.

Stefan stod ude foran The reggie club, Han stod sammen med to venner og røg. Det var ikke lang tid siden han sidst havde snakket med Alias og det havde ikke været en sjov stund. Han pustede røgen ud mellem sine halv tørre læber og grinte lidt over noget en af hans venner sagde, hvorefter han fugtede sine læber. Han var langt mere selvsikker, når han ikke befandt sig sammen med Alias. Han blev dog med et uopmærksom på det hans venner fortalte da et velkendt navn dukkede op i en samtale et sted omkring ham. Han fumlede lidt efter noget og trak et brev på ad lommen. Han kiggede det hurtigt igennem Camille St.Clair., han sank og lagde brevet ned i lommen igen. Han tog et sidste sug af sin smøg før han smed den på jorden og trådte på den. Han kiggede sig omkring, hvem af dem kendte til hende eller hvem af dem var hende? Han måtte snakke med hende, det havde ikke været planlagt at det skulle være i aften, men jo før, jo bedre. Han måtte vide mere omkring hvad Alias var, når Alias selv ikke kom med nogle ordentlige svar omkring det. Han måtte dog sikre sig at Alias ikke fandt ud af noget.

Den let buttede middelaldrende kvinde himlede op ved synet af Camille.
Kvinden og hendes gruppe af veninder havde nærmest slået ring om Camille , da de havde spottet hende i mængden af fest klædte mennesker.
"Jamen Camille St.Clair....tænk at finde dem her doktor, stadig ingen ring på deres finger kan jeg se...." Sagde kvinden der netop havde grebet Camilles hånd og udsat den for en grundig inspektion.
Hun slap den igen med et lille smil og en af de andre kvinder forsatte "Ved du hvad Camille...dét er altsår ikke sundt for en ung kvinde som dem, at være så meget alene, uden en mand ved deres side " og så smilede hun med hendes al for røde læber, ihvertfald efter Camilles smag.
Camille der stod midt i cirklen af mere eller mindre velmenene madammer , hun rettede stille på sin sorte løse kjole hvis største access var den ikke havde meget stof i ryggen, blot nogle få strings der holdte den på plads, men forfra var den meget tænkelig og i knælængde, imens hun lyttede og tog i mod de halvhjertede gode råd.
"Jamen kære damer....i burde da vide man ikke kan skynde på kærligheden....den kommer når den selv vil , eller hvis man køber den " sagde Camille og blinkede til de lidt borgerlige kvinder der fik helt røde kinder. Og herefter forlod hun gruppen af måbende damer.
Naturligvis mente hun ikke at man kunne købe sig til kærlighed, med mindre måske en hund talte med , men dét var mest for at forage dem lidt hun havde slynget dét ud.
De havde næsten alle været patienter hos hende på et eller andet tidspunkt, men dét gav dem altsår ikke ret til at snage i hendes privat liv.
Hun stillede sig op a en mur og indåndede den kølige luft...* Damn...en drink ville gøre godt *

Stefan fangede navnet endnu en gang og så hen på en flok damer også en ellers så nydlig kvinde i midten. Han håbede lidt den var den kønne kvinde i midten og heldigt for ham havde han håbet rigtig og så efter den så kaldte Camille da hun var alene "To sekunder drenge .." sagde han så og fandt hen til Camille. Han smilede og rakte hende hånden "Camille, hvis jeg gætter rigtig?" spurgte han så og betragtede hende nu da han var tættere på. Han havde nu altså regnet med en eller anden tosse, en tyk dame med sjovt tøj, sådan lidt spådoms kone agtig. Hende her, så jo både godt ud og ikke ligefrem mærkelig ud. Han begyndte at blive lidt i tvivl, måske havde det været en af de damer der var der lige før og ikke kvinden foran ham? Men hvis han var forkert på den, så gjorde det ham ikke noget, han havde ikke noget imod at snakke med Camille alligevel. Det kunne jo være han kunne charme hende og byde hende på en drink?

Camille blev trukket ud af hendes tanker , som en stemme ud af dét blå tiltalte hende.
Hun så op og ind i øjnene på en fyr med mørkt hår, sammen alder som hun selv hvis hun skulle gætte og rimelig frisk at se på.
Hun så på ham med nyserrighed og undren i hendes udtryk men dette forhindrede hende ikke i at give et lille smil til fyren da hun svarede " Ja...jeg hedder Camille ....kender vi hinanden ? "
Hun rystede svagt på hovedet og kneb øjnene bare en anelse sammen, burde hun huske ham et sted fra ?
Nej...hun var rimelig sikker på de aldrig havde mødt hinanden, hun ville have kunne huske ham.
Hun strøg lidt af dét længe løse hår væk fra ansigtet, imens hun så undersøgende på ham.
Dét var ikke bare en typisk lovesick fyr der hittede på hende, for han kendte hendes navn og så meget umage plejede fyrene ikke gøre, trods alt.

Stefan smilede en smule bredere, men det forsvandt så "Ehm .. " sagde han så og fumlede lidt efter brevet. Han trak det op af lommen " .. Eh .. Jeg ville snakke med dig ..Omkring det der brev" sagde han så og virkede en smule mere usikker. Han følte sig ret dum omkring det, det virkede ret dumt synes han. Han opsøgte hende, for at snakke om vampyrer, det var jo sindsygt. Han sank og ikke mindst udsatte han sit liv for fare, hvad Alias ikke kunne finde på, hvis han opdagede at han havde sagt det "Ehm, Lad mig købe en drink til dig .. så kan vi snakke, hvis du vil?" forslog han så og vidste jo ikke at det nok var bedst de sad lidt væk fra de andre gæster, da væsner havde en smule bedre hørelse end mennesker. Han prøvede ikke at virke for nervøs omkring emnet, da det var pinligt at være svag foran hende.

Hun smilede men fik så et pudsigt udtryk i ansigtet da han viftede brevet foran hende.
Så dét var dét sagen handlede om.
"du gode gud..put dét brev i lommen igen " hviskede hun til ham og viftede afværgende med begge hænder foran sig.
Hun målte ham igen undersøgende, man kunne jo aldrig være sikker på om han var hvad han udgav sig for...hun rystede på hovedet over hendes egen paranoia , den havde hun været så heldig at udviklet efter leder rollen var blevet påduttet hende , nå ja...og efter at hele to forskellige tjenere havde forsøgt henholdsvis at bedøve hende med stoffer i hendes drink og skyde hende.
Camille sagde lidt anspændt "Jeg vil rigtig gerne tale med dig, måske vi skulle hente noget at drikke og så sætte os et sted i fred og ro...hvor vi kan tale ?" forslog hun.
Hun var meget forlegen, rollen var ny for hende og fyren var den første der havde kontaktet hende...måske forventede han hun skulle sige noget klogt ?Men hun var jo også bare en pige, når alt kom til alt....sådan en næsten almindelig en da.
" Hvad hedder du ? " spurgte hun og kiggede en anelse betuttet op på ham , da de satte kurs indenfor...mod baren.

Stefan lagde brevet tilbage i sin lomme igen og nikkede. Han fulgte med indenfor og hen imod baren "Stefan .. " sagde så og stoppede ved baren. Han fik bartenderens opmærksomhed og bestilte en øl til sig selv "Hvad kunne du tænke dig?" spurgte han så og havde da heldighvis lige fået løn og derfor råd til give hende andet end øl hvis det var det hun ønskede, det er jo ikke sådan lige til når man ikke har noget ordentligt job og fester så snart der er muligheden for det. Han fandt sin pung frem imens han ventede på at få svar fra hende omkring hvad hun kunne tænke sig. Heldigt for dem var der et område med sofaer her på Reggie, hvor man kunne side lidt alene, altså det vil sige sådan nogenlunde da. Han skulle dog lige huske at han ikke skulle score hende, men tale med hende om noget vigtigt, så måtte han lige ignorerre hendes udseende, det var jo seriøst det her, selvom han havde ret svært ved at tage sig selv seriøst nogen gange.

"Stefan..." gentog hun og smagte lidt på navnet.
"En øl er helt fint...tak " svarede hun og så sig lidt omkring.
Hun ville sikkert have smilet stort såfrem hun havde kunne læse hans tanker om at huske han ikke skulle score, for uanset hvor meget charme han besad, var hun ikke typen der bare uden videre lod sig score....og dét var der efterhånden et par stykker der kunne skrive under på.
Men nu ejede hun jo ikke evnen til at læse hans tanker, så Istedet var hun distraherret af den gode musik og høje stemning der synes at herske her denne aften.
Der var en ledig plads , længest ovre o et hjørne..mon ikke de havde tilstrækkeligt med ro der , til at snakke ?Hun trak ham.i ærmet, ikke hårdt og spurgte " derovre ?" Imens hun nikkede i retning af den ledige sofa.

Stefan bestilte endnu en øl og så hen imod der hvor Camille pegede. Han nikkede "Jeps" svarede han og tog deres drikkelse og masede sig igennem et par mennesker og fandt frem til hjørnet og regnede med at Camille var med ham. Hansatte sig i hjørne sofae og stillede de to øl på bordet. Han tog en tår af sin øl, heldigt for hende og ham selv, havde han ikke drukket særligt meget i dag. For så havde han ikke kunne lade være med at skrue charmen på og ikke tage det særligt seriøst. Han måtte også lige tage sig sammen, for det var ikke ligefrem let for ham at skulle snakke om det, han så det ret pinligt, men han måtte gøre det og Camille var den rette, for hun var nok den eneste der ikke ville se ham som komplet sindsyg. Han kørte hånden igennem sit brune hår og fugtede læberne.

Igennem lidt dansende og syngende folk fik de kæmpet sig vej over i hjørnet og fik taget plads.
Camille var ingen ekspert på nogen måde, men hun havde selv erfaring med flere af de forskellie racer...nogle af dem hun elskede og havde tillid til var af anden race, og så var der dem hun havde kæmpet mod ...nogen gange tabt og få gange vundet.
Alt efter hvad Stefan kunne rumme, ville hun dele små.bidder af dét med ham, men uden af afsløre hendes venners navne.
Hun gav ham sin fulde opmærksomhed, løftede flasken til en skål og sagde med blid stemme " Nice to meet ya, Stefan....nu fortæl mig din historie...hvad har du oplevet ?" Hun tog en lille tår af flasken og krydsede sine ben imens hun lænede sig tilbage i den bløde sofa.

Stefan smilede skævt "Altså .." begyndte han og skulle til at fortælle, Da han kom i tanke om hvad han var ved at fortælle, det var jo ikke noget han havde lyst til at fortælle. Det var jo skide pinligt, ydmygende. Han tog en tår af sin øl "Altså .. " sagde han igen og tog en dyb indånding "Der var den her .. eh .. " sagde han så og så lidt væk "Nej.. Det sindsygt" lo han så og rystede svagt på sit hoved "Det er faktisk ret pinligt" indrømmede han så, for ikke at gøre det hele mere pinligt for ham selv. Han kunne vel ligeså godt være ærlig over for hende, han mødte hende måske nok alligvel ikke igen eller gjorde han? Han kørte nervøst hånden igennem sit hår igen og så på hende.

Hun lagde en hånd på hans , bare et kort sekundt.
Hun kendte kun al for godt følelsen af at skulle fortælle...noget...man ikke var sikker på hvordan ville blive modtaget.
Hun lagde hovedet lidt på sned og sagde stille imens hun søgte hans øjne "Du skal kun fortælle...hvad du vil...men jeg lover dig at dét kommer ikke videre fra mig....og jeg lover at tro på dét du fortæller mig...du behøver ikke være...genert " forsøgte hun at gøre situationen mindre akavet.
Hun var jo fremmed for han , komplet....hvordan skulle han kunne vide at Camille aldrig ville forråde en der lagde deres tillid i hænderne på hende.
"Fortæl du bare..." opmuntrede hun .

Stefan sank og valgte så at fortælle, noget, af historien "Okay .. " startede han så igen og så lidt væk "Jeg mødte den her fyr .. som .. ville .. dræbe mig, men så snød jeg ham og flygtede .. uden held .. han var så sindsygt hurtig og .. han bed mig og .. sådan og " han stoppede og måtte finde på noget han kunne proppe ind istedet for det der skete. Han tænkte lidt og blev så en smule i tvivl, burde han fortælle det? Alias var jo ikke så slem i sidste ende " .. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med det hele .. " sukkede han så og tog sig til hovedet. På en måde ville han gerne slippe for alt det med Alias, men så alligevel, så ville han ikke. Han gemte ansigtet i sine hænder og havde det meget mærkeligt ved at fortælle Camille det, hun var jo fremmed og hvad hvis hun synes han var komplet sindsyg?!

Dét var tydeligt at se hvor beklemt han var ved hele situationen.
Camille var sådan set også lidt ude og famler sig vej i mørket, hun følte på en måde hun næsten snagede i hans liv og hun måtte minde sig selv om, at Stefan havde valgt selv at handle, på dét brev hun havde sendt ham.
Hun lyttede opmærksomt efter og nikkede bekræftende da han nævnede at fyren havde bidt ham.
Hendes gæt var han havde haft et møde med en vampyr....dæmoner og ulve kunne naturligvis også bide, men vampyren var hendes første indskydelse.
Hun blev næsten helt befippet da Stefan gemte sit hoved i hænderne, nu var han vel okay ?hvad havde denne fyr, denne vampyr egenlig gjort ved ham ....og endnu vigtigere, havde Stefan givet ham sin tilladelse eller var dét overgreb ?
Camille lagde tøvende en hånd på hans skulder og lod den løbe trøstende ned af hans arm, hvorefter hun hurtig trak den tilbage.
Hun ville på ingen måde fremstå for anmasende eller ligefrem, men han virkede bare så...næsten forvildet ....som han sad der.
"Du mødte en vampyr....og blev bidt...?" Hun lod dét stå som et åbent spørgsmål , en invitation om at forsætte sin fortælling, hvis han ville.
Oplysningen om han var blevet bidt , havde tricket hendes eget minde om Demetri der sank hans skarpe tænder i hendes hals, og der havde ikke været andet end afmagt og smerte og en undren forbundet med det.
Men rygterne gik om disse bid, at ligeså smertelige de var når man gjore modstand....lige så sensuelle og stimulerende kunne de føles hvis man var...involveret.
Hun så på Stefan....

Stefan sank og fjernede hænderne fra sit ansigt. Han nikkede svagt og så forsigtigt på hende "Mh ja .. Ja han drak mit blod .. " mumlede han så stille og var faktisk lettet over at havde fortalt det til nogen, selvom han ikke havde fortalt alt, selvom han måske burde "Hvor lang tid har du? .. " spurgte han så, da historien godt kunne være en smule lang. Han tog en tår af sin øl og fugtede sine læber. Han ville ikke bruge alt hendes tid, hvis hun skulle nå noget eller ligende. Han havde jo taget fat i hende helt spontant, så han vidste jo ikke noget om om hun havde tid hele aftenen. Hun havde endnu ikke kaldt ham sindsyg og virkede faktisk interesseret, ingen andre ville lytte til ham, så hvorfor ikke fortælle hende det hele, sådan at han i det mindste havde en person som vidste det hele "Men .. lov mig, at du ikke fortæller det til nogen" sagde han så og så hende i øjnene, det var meget vigtigt for ham at det ikke røg videre til nogen.

Camille lod ham få lidt space da han igen dukkede frem fra bag hænderne.
Hun mærkede sin egen nervøsitet flimre, men holdte den i ave og lød sikkert mere sikker da hun talte, end hun realt følte sig.
"Jeg har god tid, hele aftenen og natten med...skulle blot afregne fra en indsamling vi holdte her på vegne af skadestuen hvor jeg også arbejder " sagde hun mildt.
"og du kan være ganske tryg, jeg fortæller ikke noget til nogen Stefan "
Hun.håbede han ville opfange at hun var ærlig, for hun vidste hvad ellers hun kunne gøre for at fortjene hans tillid.
Jo...en ting poppede op.
"en vampyr har drukket af mig éen gang...og dét var ikke rart, det var ufrivilligt " sagde hun stille og håbede at dét hun selv var villig til at blotte sig , ville hjælpe ham til at stole på hende.

Stefan sad kort, tænksom "Nej .. Nej det går ikke at jeg fortæller det .. " sagde han så stille og fugtede sine læber. Han ville ikke udsætte Alias for fare, han ville ikke være skyld i at nogen gjorde Alias noget, bare fordi Alias havde skadet ham. Han vidste godt at det var bedst at sige det, men havde han nogen sinde gjort det rigtige? Nej, så hvorfor skulle han gøre det den her gang? Han bundede sin øl og rejste sig op "Vampyrer? Jeg ved ikke hvad du snakker om?" sagde han så og stilede den tomme øl fra sig. Selvfølgeligt, vidste han godt hvad hun snakkede om, men han sagde det for at huske sig selv på at han havde lovet ikke at fortælle noget og glemme det. Han gik så, ned igennem mængden af mennesker, uden at se sig tilbage. Han regnede ikke med at Camille var dum og vidste nok godt at Stefan godt vidste hvad hun snakkede om.

Hun stirrede efter ham, måbende.
Hun kendte ikke fyren men havde med dét samme syntes godt om ham, havde hun taget fejl....spildte han.hendes tid ?
Hun blev med et ret usikker, nu var der vel ikke noget hun.helt havde overset her , var der ?Var han blevet sendt af nogen , i forsøg på at udfritte hende for oplysninger, eller dét der var værre ?
Camille måtte kæmpe for at holde frygten nede, hun ville ikke leve sit liv på frygt og hun vidste godt der var en del prestige i at få skovlen under hende, hun var både menneskernes leder, havde dét skide fe blod i sine åre og da de var uddøde var dét et hit på dét sorte marked....og som om dét ikke var tilstrækkeligt var hun tæt med dusørjægernes leder, så at ramme hende ville også være et slag mod jægerne, indirekte.
Hun blev gal da han.bare efterlod hende , og hun kom på benene og forcerede mængden af mennesker smidigt.
Da hun var lige bag Stefans ryg greb hun ud efter hans overarm og sagde med lidt hævet desperat røst "Du er altsår ikke den eneste der har noget at risikerer her !"....

Stefan stoppede, overrasket over at hun havde fulgt efter ham "Mhh.. Ja-Jamen .. "sagde han og vidste ikke hvad han skulle sige til hende "jeg vil ikke have at nogen skal i fare for noget .. " mumlede han så og så væk, han rev sin arm til sig og bed tænderne sammen.
Hvad mente hun med at hun ville risikere noget? Når ja, hvis Alias fandt ud af det, ville hun nok være i fare ja, derfor var det ret vigtigt at han ikke sagde noget. Det gik jo ikke, for de begge kom i fare ved at han sagde noget. Der ville ikke komme noget godt ud af det. Han vendte sig med front imod hende " .. Det er ikke godt at jeg fortæller dig noget" sagde han så og så sig kort omkring, folk omkring dem så ikke ud til at lytte med. Det ville han helst ikke have de gjorde nemlig.

Camille så på fyren og hun havde et skær af udfordring i hendes øjne.
"Du er bange ." Konstaterede hun og lod hendes øjne løbe over hele drengen og videre over menneske hoben i clubben. Hun spottede et par kollegaer i mellem og dét udløste en lille grimasse * great...just fucking wunderful * tænkte hun da hun indså de ville gøre hvad de kunne for at finde ud af hvem hendes nye mørkhåret ven var, næste gang de mødtes i kantinen.
"Hvad med du maner dig op og fortæller mig hvad der sker med dig, siden du er så skræmt , eller vil du lade dig styre af den angst resten af livet ? For jeg lover dig svedske...den bliver ikke mindre. "
Camilles irritation fordampede og tilbage stod hun med et bedende blik.
Hun kunne ...jo dét kunne hun faktisk udmærket med sin evne....men hun ville ikke tvinge dét ud af ham, dét var slet ikke hendes stil, men hans oplevelser....og hans tanker om dem, var vigtige , ikke for at dømme, straffe eller opildne splid, men fordi de ting hun skulle forsøge opnå fra de øvrige ledere, skulle gerne bygge på manges holdninger, og ikke blot dem fra 'just a girl ' .
Hun så op på ham...