hejsa hvem er du - Camille

Sted: en cafe på havnen...
Tid: kl 14:00
Vejr: solskind.
Omkring: nogle få mennesker der er omkring dem.

Samanta sad stille for sig selv og tænkte på hvad der skete... i hele menneske verden, hun så sig om og kiggede på alle de mennesker der gik her og der... hun kiggede rundt omkring for at finde ud af om der var nogle hun kendte... hun sukkede hun savnede sine venner fra sin gamle by... men hun var glad for at være her der var mange søde mennesker her omkring... hun var glad.

Camille var netop ankommet til den lille hyggelige café.
Dét var nogle travle dage hun havde lige for tiden , så en lille pause var tiltrængt...lidt selvforkælelse skulle der til , indimellem.
Hun så sig lidt omkring , der var mange mennesker og rimeligt optaget.
Hun fik øje på en pige der sad alene og tænkte at hun måske kunne tigge en stol ved hendes bord.
Hun modtog sit krus med hasselnøds kaffe og bevægede sig langsomt igennem de mange mennesker ned til pige..
"Undskyld...men alt ser optaget ud, ville dét være ok med dig hvis jeg sad her ? " spurgte hun høfligt og var parat til at smutte hvis pigen udviste tegn på irritation eller h is hun ventede på en anden, dét var jo ikke til at se.

Samanta smilede og så på hende og nikkede... ''naturligvis må du side her'' sagde hun med et smil. kvinden som skule sidde ved hendes bord var utrolig køn. ''mit navn er samanta'' sagde hun stille og så på hende og så på en masse der gik forbi der var ikke rigtig nogle der kendte hende... eller hun kendte, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre... hun så hen på pigen igen og smilede.... ''må jeg spørger om dit navn'' spurte hun med et lille smil.

Camille lyste op, hvor var dét sødt af den unge kvinde at hun måtte få en plads.
"Camille...Camille St.Clair ...hedder jeg " hun satte sig ned og stillede dét store kaffe krus på bordet.
"Her er godt nok mange i dag.." sagde hun med et lille undskyldende smil, stadig lidt flov over at mase sig .ned.
"Hvad hedder du ?" Spurgte hun så tilbage,dét måtte være dét høfligeste at gøre og desuden virkede hun rigtig sød, og efter Crasie var rejst savnede hun en veninde, hun havde efterladt et kæmpe tom rum inden i Camille.

Smanta smilede og så på hende. ''sødt navn'' sagde hun med et glad smil endelig en pige at snakke med... ''mit navn er samanta men bliver kaldt sam da jeg havde mine forældre'' hvsikede hun lidt trist. hun savnede sin familie men hun kunne jo ikke få den igen da hendes forældre var døde. hun fælded en lille tåre men tørete den hurtigt væk og kiggede på hende og fik et lille svagt smil frem. ''det må du nok sige'' sagde hun med et smil på sine læber...

" Da du havde mistet dine forældre ? Dét lyder da forfærdeligt trist " sagde Camille blidt imens hendes øjne var hæftet på den lille tåre der trillede og hun så hurtigt fik manet af vejen.
Hun lod dét med forældrene stå som et åbent spørgsmål, så kunne Sam selv bestemme om hun havde lyst til at snakke lidt om dét eller om hun ville være fri ?
Men tåren indikerede tydeligt at hun var i krise over dét stadig.
"Er dét længe siden ...du mistede dem ?" kunne hun alligevel ikke dy sig for at spørge.
Nogen gange fulgte en sorg med hele livet , og var invaliderende for ens hjerte.

Sam så på hende og begyndte at græde lidt... ''ja de døde for omkring.... 7 år siden'' hviskede hun og så på hende og holdte for sit hjerte... ''jeg har ikke noget ordenligt sted at bo jeg har ikke lyst til at bo hos mine bedsteforældre...'' sade hun og sukkede...hun tog en tår af sin sodavand og vidste ikke hvad hun skulle...

Camille spærrede øjnene op og begyndte en lang remse af trøstende ord " ej...dét er jeg da ked af Sam...sikke noget møj...er de ikke søde ved dig....dét skal nok blive bedre " og ting i den stil.
Hun skubbede en serviet over bordet , hen til Sam så hun kunne tørre sine øjne.
Camille tænkte sig lidt om hun ville jo gerne kunne hjælpe pigen, men med Samuel boende i hendes hjem og Gregers installert på hotellet var hun ved at løbe tør for ideer, hvis dét galdt et sted at sove.
"Har du nogen søskende eller noget...nogen gode venner ?" forsøgte hun at finde ud af, da pigen virkede så ulykkelig.

hun sad og græd hun tog servietten og tørte sine tåre væk... hun så på hende. ''det nok okay men jeg... ja de er søde ved mig men jeg er bare ikke lykkelig der jeg har ingen venner endnu'' sagd ehuns tille...

//sorry kreasvigt//

// dét skal du da ikke undskylde....dét går op og ned for os alle ;) //

Camille så lidt på hende og følte sig helt hjælpeløs.
De var søde ved hende, dét var jo en god start, måske hvis hun bare fik en at snakke med at dét ville gå lidt bedre så ?
"Jeg ved ikke Sam....har du lyst til at gå en tur eller noget...høre noget musik eller...? "
Camille var selv lidt ensom, Tristan var på job, til en forandring , Zean sikkert hos sin familie og Samuel var ude at kigge på et cover til hans mobil....dét ville sikkert tage hele dagen, gættede hun på.

hun smilede stille og så på hende... ''jeg vil gerne begge dele jeg savner bare nogle at snakke med engang i mellem'' sagde hun med et smil på sine læber... hun så på hende og smilede... hun vidste ikke hvad hun skulle gøre....

Camille rejste sig op og viftede med en hånd mod udgangen.
"Okay then....lets get out of here "
Der var et sted længere nede af gaden, en slags irsk pub, med vildt hyggelig stemning.
Halvmørkt, tingeltangel der hang alle vejne, bløde stole og sofaer og hyggelig musik.
Ikke playchart musik, men mere de gamle rock numre fra 60 og 70 , men dét var på sin vis mere passede til et sted som 'Irish man ' som pubben hed.

Samanta satte sig end sammen med sin nye veninde og milede... ''tak fordi du gider tage dg tid til en som mig jeg er dig yderst taknemmelig'' sagde hun og smilede mod hende. hun så på den club de var i den var lidt gammeldags men ja hun var jo sammen med gamle mennesker hele dagen...

Camille så forundret på Samanta.
"Éen som dig ? Hold dog op...sig ikke sådan...vi hjælper hinanden her , jeg har også brug for selvskab...og hvis du tror mit liv er en dans på smukke roser, Well guess again " sukkede Camille.
Okay, ..på klubben var de blandt de yngste, men nu kunne de se hvordan dét gik.....ellers kunne de altid smutte på Reggie og nedlægge klubben og alle dens mandelige gæster ?Måske var dét en idé ?
Hun så på Sam..."for kedeligt her ?" Spurgte hun .