Playing a game - Azriel

Tid: Omkring klokken 23:00
Sted:Ved legepladsen.
Omgivelser: Ingen mennesker, væsner eller noget at se rigtigt.
Vejr:Let overskyet, muligvis kommende regn, en smule blæst.

Træerne raslede i vinden, gyngerne knirkede. Det hele ville virke en smule uhyggeligt, hvis ikke fordi at monsteret var ham selv. Ikke at han lignede et monster, nej tværtimod, Mathias var en ganske nydelig ung mand, men han havde ikke sine indre dæmoner at kæmpe med, som mennesker, han var en dæmon. Han slændrede hen til en gynge, satte sig over på den og rokkede en smule frem og tilbage. Det var ikke hans sædvane at tilbringe nætter på legepladser tilegnet børn, men nogle dage var det bedst at være alene. Ensomhed var ikke noget der plagede ham. Nogen gange var det næsten en følelse han ønskede at han kunne opleve, men han var næsten altid omringet af en eller anden form for mængde, negativ eller positiv. Gyngen gav sig en smule under hans vægt, gruset under hans fødder knasede. Hans fingre klemte rundt om de kolde metal Månen var sky gemt væk bag en grå sky. Kun få lygtepæle var med til at lyse det hele lidt op.

Azriel trak sin cykel hen ved et stort egetræ ved siden af legepladsen og låste den. Hun sukkede lavmælt over at skulle opfører sig så menneskeligt, da det var så kedeligt. Mennesker og deres livstil var så dødsens kedelig. Men det var prisen hvis hun skulle leve i blandt dem. Hun strøg en hånd gennem sit blonde hår og sprang hurtigt over hegnet til legepladsen og så først den fremmede da hun var kommet helt ind på legepladsen. Hun stoppede brat op og så borende på den fremmede. En ung mand kunne hun se. Hun tog en dyb vejrtrækning gennem næsen og kunne lugte stanken af dæmon. Selvom at hun ikke brød sig om dæmoner, holdt hun dog roen og nærmede sig langsomt den fremmede "Er du ikke for gammel til at være her?" spurgte hun lettere snerrende og fangede sig selv, i at overhovedet ikke kunne snakke venligt til ham. Hun blev irriteret bare af at være i nærheden af ham.
Azriel var sådan en person som ikke var særlig gammel, men man kunne godt mærke på hende at hun var en gammel person og at man ikke burde lege med hendes følelser og gøre hende vred. Hun var dog en rigtig pige, med kjole og langt blond hår. Det var lidt svært at tage hende alvorligt...

En ny lyd lød i mørket, en anden slags knirken. En cykel? Men den virkede mindre end normale størrelse, det gav en anden lyd. Et klik lød så. Mathiases øjne var vidt spirret op i det dunkle mørke, rettet imod den nye lyd. Han indsnusede lugten der strømmede i mod ham, selvom det dårligt var nødvendigt. Der stank af vampyr. Gruset knasede under små fødder og en lille pige stod ikke langt fra ham. Der gled en rynke imellem hans øjenbryn. Hvem ville være sådan et uhyre at forvandle en så ung pige? Så i det mindste lade hende dø, så hun ikke vågner op som et uhyre. Med langsomme skridt kom hun tættere på ham, som var han noget farligt. Hvilket han jo sådan set også var. Et smil gled over hans læber ved hendes frække kommentar. "Er du ikke for ung til at være ude så sent?" spurgte han, selvom han havde på fornemmelsen at hun var langt ældre, end hendes skikkelse umiddelbart røbede. Hendes irritation var tydelig, og det fik grinet på hans læber til at blive større. Hun var en sød type, det lange blonde hår og så i en kjole. Det var de færreste børn der nu om dage gik i kjoler. Med et lille suk rejste han sig op fra gyngen så han stod i sin fulde højde. Han så på hende med et muntert glimt i øjet. Selvom hun stank af den forfærdelige vampyriske race, kunne han vel godt have en smule sjov med hende. Bare indtil videre.

Azriel betragtede den fremmede med et vredt blik. Hun havde et værre temperament og nægtede at lade ham slippe godt afsted med den kommentar. Hvis der var noget som hun hadede, var det folk som absolut skulle kommentere hendes unge udseende og alder. "Du har vidst mange tænder i kæften, siden du tør at komme med sådan en bemærkning!" snerrede hun vredt og holdt en truende knytnæve op. Selvom at hun var en ung pige, turde hun godt bande og bare snakke grimt. Der var ingen som skulle stoppe hende ihvertfald. Hun så op på den fremmedes ansigt og skulle tvinge sig selv til at blive stående, da hun syntes at han var en høj mand. Hun rynkede næsen ved at være i nærheden af den fremmede, da hun ikke brød sig om den dårlige stank af dæmon, men fortalte ham det ikke. Nogle manere havde hun jo, og hun ville først begynde at fornærme ham når han viiirkelig havde fortjent det..

Han lo hæst af hvor let hun kunne blive fornærmet. Øjnene kunne sende lyn, men det påvirkede ham ikke. Han var på vagt overfor denne ukendte, men hans facade fortalte at han var afslappet. Som en gestus af dette lagde han hænderne i lommen. "Jamen undskyld frøken," beklagede han med øjne der glimtede af selvtilfredshed, "Må jeg så spørge, hvad du laver herude?" tilføjede han med et venligt smil. Denne unge skulle nok blive underholdende. Pigen var nødt til at strække sin nakke helt for at se op på ham, så han satte sig ned på hug, så var de nogenlunde i øjenhøjde. Hendes stank blev værre, som han kom længere ned, men det måtte man jo bare tage med. Han fastholdt hendes blik, med sine grålige øjne. "Hvad er dit navn lille ven?" spurgte han så, det var en køn pige han stod overfor, hun ville sikkert have været blevet en smuk kvinde når hun engang ville have vokset op. Nu var hun fanget i sin krop. Hun var ikke ligesom de snothvalpe man så rundt omkring nu om dage, han mente at de blev grimmere og grimmere igennem generationerne.

Azriel så vredt på den fremmede, men fik et lidt mere afslappet blik da han undskyldte, selvom at hun stadig var irriteret over ham. "Jeg leger..." mumlede hun og trak på skuldrene "Det er jo det eneste en person som mig kan lave" sagde hun og satte hænderne i siderne. Hun blev stående selvom at han satte sig på hug, og rynkede endnu mer på næsen da hans stank blev forværret. Hendes ansigt var ret tæt på den fremmedes, men det måtte hun vel bare leve med. Hun skød sin underlæbe frem, misfornøjet, og prikkede ham hårdt i siden "Jeg er ikke lille" sagde hun fast og beslutsomt og nikkede af det som hun lige sagde. Hun så skeptisk på ham og vidste ikke helt om hun skulle stole på den fremmede og smilte så flabet "Desværre... jeg må ikke tale med fremmede" sagde hun, da dette var en typisk ting at sige i hendes situation som barn. Hun var egentlig fristet til at vende sig om og gå, men hun blev dog stående, da denne mand var yderst underholdene på nogle punkter...

Mathias kunne ikke lade være med at smile, hun var en bedårende lille pige. Han kløede sig let i håret. "Du leger, ja så," sagde han stilfærdigt og tilføjede mumlende for sig selv: "En underlig ting at gøre på en legeplads..." Den kropsholdning hun havde fik ham til at tænke på den gamle dame der engang havde passet ham, da han var ung og moderløs, det fik ham til at smile endnu mere. "Du kan vel også lave en masse andre ting ikke?" spurgte han nysgerrigt, der fandtes andre ting for børn at lave udover at lege, selvom det var noget af det vigtigste i barndommen. Men når man var barn for evigt, så kunne man vel finde på andet. Det var alt for lang tid siden at han havde været sammen med et barn, han kendte ingen der selv havde dem, og han havde heller ikke nogen selv. Det var for tungt et arbejde. Desuden brød han sig ikke synderlig meget om tumlinger og spædbørn, de skreg for meget. Men denne størrelse var meget morsom. Da hun prikkede til ham, blev han overrasket, hendes styrke kom bag på ham, men hun var selvfølgelig også vampyrbarn. Det fik ham dog ikke ud af balance. Hendes 'Jeg må ikke tale med fremmede' fik ham til at grine stille, det var svært at lade være, med det ansigt hun havde på. "Hvis jeg fortæller dig mit navn er jeg vel ikke fremmed længere vel?" spurgte han med humor blinkende i hans øjne.

Azriel trak på skuldrene "Der er vel mange andre ting at lave her, men der er intet sjovt at lave på denne tid af døgnet" sagde hun og lagde armene over kors. "Og her er ingen på legepladsen, så jeg ville jo være helt alene. Og det kan jeg godt lide at være" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår. Hun syntes at børn var så irriterende at høre på og være sammen med. Og desuden kunne hun jo ikke rigtig gå udenfor om dagen. Så hun var jo tvunget til at være på legepladsen om aftenen. Og det var kedeligt alle andre steder end dér. Hun bed sig blidt i underlæben og trak på skuldrene "Det er du vel ikke.." mumlede hun og vidste bare ikke helt om det er en særlig god idé at fortælle hendes navn, da hun havde i baghovedet, at det sikkert ville give bagslag til sidst. Men hun var oss så pokkers paranoid hele tiden, da hun havde dårlig erfaring om at stole på folk. Det var dén ting som havde ført hende til hendes forvandling...

Mathias kneb sine øjne en smule sammen, som om han havde en hemmelighed, som han var lige ved at komme ud med. En hemmelighed som han måske kun ville dele med hende. "Du skal bare være kreativ," sagde han og nikkede for sig selv. "Tænk hvis der slet ikke var en legeplads, hvad ville du så gøre?" spurgte han smilende. Hans fingre hamrede over hans knæ, som en trommetakt til et spændende svar. Selv havde han ikke rigtigt haft en barndom, han var blevet lukket inde på et værelse. Beskyldt for at være djævlens yngel. Måske var det derfor at han følte sig så godt tilpas med denne hyperintelligente unge pige. Han smilede over hendes svar. "Godt så!" svarede han entusiastisk, "Jeg hedder Mathias Lake, men du kalder mig bare Mathias," et smil prydede hans læber. Hans mål lige nu, var at få et smil frem på hendes læber. Han ville ikke stoppe før det var gjort. "Jeg er pokkers gammel, men det gør ikke noget, gør det?" spurgte han smilende. Han så godt hvordan hun kiggede på ham, sådan en smule i tvivl og vurderende. Var hun måske bange for at han havde nogle forkerte interesser i hende?

Azriel rystede svagt på hovedet "Kreativitet er ikke min stærke side" sagde hun lavmælt, hvilket det overhovedet ikke var. Hun var ret dårlig til at være kreativ. Hun kunne egentlig godt lide legepladsen alligevel. De små legeredskaber kunne underholde hende i flere timer i træk, og ingen var omkring til at se hende, eller forstyrre hende. Ingen var der til at være den næste i køen til at prøve, så hun kunne jo blive ved indtil at solen stod op. Hun lagde hovedet let på skrå "Hmmm..." mumlede hun tænkende "Mathias..." blev hun ved med at mumle, som om at hun smagte på navnet. Så hun kunne huske det. Et meget svagt smil kunne ses i hendes mundvige, og hun var egentlig ikke rigtig vant til at smile. Der havde ingen grund til at gøre det, og det havde der ikke være i flere år. Hun havde været helt alene i verdenen, så hun havde ikke haft nogen til at opmuntre hende, så hun var nu fanget i en monoton og ligegyldig verden. Hun havde vidst brug for én til at få hende til at smile. Det var jo ikke sundt, altid at gå rundt og syntes at det hele kunne være ligegyldigt. ".... Azriel" sagde hun lavmælt og tøvende, men hun følte at når han nu havde hende hans navn, skulle hun jo oss give sit. Hun rystede på hovedet af hans spørgsmål "Selvfølgelig gør det intet. Det er rart at have en lidt mere moden person omkring sig. Jeg er jo vant til små rollinger" sagde hun og rystede svagt på hovedet, med det samme svage smil på læberne "Så.... det er... rart.." sagde hun og havde egentlig ikke sagt ordet rart i sådan en rækkefølge før. Det var nu rart. Hun havde længe gået rundt og ventet på en person som måske ville tage hende lidt alvorligt, og som ikke var en lille rolling. En som kunne relatere sig til hende, og som hun kunne snakke med..

Ikke kreativ, det var næsten alle de unge mennesker han nogensinde havde været i kontakt med. Det var så let at få dem til at tro på næsten hvad som helst, på grund af de fantasifulde tanker der fløj rundt i hovederne på dem. "Er du sikker? Hvad leger du når du er på en legeplads så? En legeplads der er helt alene?" spurgte han og så alvorligt på hende, "Du er måske ikke helten af din egen historie - heltinden, undskyld," hans øjne udtrykte omsorg, men stadig humor. Hun havde smilet til ham, det skulle han nok få hende til at blive ved med. Det så ud som om det krævede kræfter af hende, som om det var noget hun ikke havde gjort i lang tid. Han nikkede bekræftende da hun sagde hans navn, han lod hende tygge på det lidt, så hun kunne acceptere det. Han vidste godt at man var nødt til at vente på acception hos børn, som hende, lige som dyr. Men på den anden side, han brød sig ikke meget om dyr, og det var nedsættende at sammenligne noget som helst yngel af en humanisk race med disse væsner. Han så tænksomt på hende da hun nævnte sit navn. "Azriel," gentog han fornøjet, "Wauw... Det er et meget smukt navn du er blevet givet," sagde han med et varmt smil, "Det skal du være glad for," tilføjede han. Han lyttede efter hendes næste svar med samme varme smil. "Det er jeg glad for at høre," sagde han ærligt, det ville være ærgerligt hvis hun ikke havde brudt sig om at snakke med ham. Hun var nemlig en sjov lille type. "Lille vampyr, hvordan kan du oftere være sammen med små rollinger? ... og med det, regner jeg med at du mener menneskeyngel. Jeg mener, du kan jo ikke være ude i sollys vel?" Der var noget oprigtigt i hans blik, som om han bekymrede sig over dette. Også selvom hun var en fremmed, oven i købet en truende race for hans egen. Men hun var kun et barn, måske var hendes sjæl ældere, men sindet var et barns samt kroppen.

Azriel betragtede Mathias tænkende, og trak på skuldrene efter nogle sekunder "Jeg leger ikke rigtigt.." sagde hun lavmælt og så ham seriøst ind i øjnene "Jeg sidder på gyngerne, og tænker" sagde hun og så lidt hen på gyngerne som svajede frem og tilbage og lavede knirkende lyde ved hver bevægelse de tog. "Der er ikke rigtig noget som jeg hellere vil, end at sidde for mig selv og tænke over tingene" fortalte hun. Der var en kant af sandhed i det som hun sagde, men man kunne godt hører at de ting som hun fortalte var 100% rigtige og sande.
Azriel så op på Mathias med et roligt, men dog fraværende blik "Tak..." sagde hun lavmælt da han kommenterede hendes navn "Det var et navn som var givet til mig. For mange mange år siden. Ikke af mine forældre" forklarede hun og så langsomt mere og mere fraværende ud "Jeg kan ikke huske mit rigtige navn, så jeg begyndte bare at bruge det som var givet til mig. Men ja... det er pænt, og jeg kan godt lide det" sagde hun med et meget svagt smil. Det sidste som han sagde, fik Azriel til at grine en lille og svag barnelatter. Hun rystede på hovedet "Nej, jeg kan ikke være ude i sollys. Men jeg går udenfor ved hver chance jeg får. Når det regner, for eksempel, og er overskyet. Hver gang at solen ikke er fremme, er jeg udenfor" forklarede hun og syntes at det var sjovt at hun skulle forklare dette til en fuldvoksen dæmon. Hun rystede svagt på hovedet af ham og så ned på sine små fødder og begyndte at pille ved sit lange blonde hår og blev lidt fraværende igen. Det var vidst en barneting, at blive så fraværende, hele tiden...

Det gjorde man vel ikke når man havde levet i et par år, især ikke når man havde udviklet så intellektuelt et hoved. Selv var han stadig et legebarn når det galt hans instrumenter, han kunne bruge mange timer på dem, men det var nok også det eneste. Måske var han for gammel til det, men man var nødt til at leve livet, bare en smule. Og det var vigtigst at gøre sådan, når man var barn. Han så en smule bedrøvet på hende, "Hvad er det så du tænker på, når du sidder på gyngerne?" Man vidste intet før man spurgte. Det kunne være at det var ligegyldige ting, men når man tænkte på at det var denne lille tøs, så var det nok mere sandsynligt at det var mere alvorlige ting. Ting som påvirkede hende emotionelt.
Han smilede af hendes forklaring omkring navnet. "Jeg kan fortælle dig en hemmelighed," sagde han og så meget hemmelighedsfuld ud, "Faktisk hedder jeg oprindeligt ikke Mathias, mit navn var Mateus, det var hvad min plejemor, dengang hun levede, havde kaldt mig. Men jeg besluttede mig at det ikke var hvad jeg skulle hedde, så jeg skiftede det til Mathias. Det navn er jeg også glad for." Han lo inden han tilføjede muntert: "Det betyder Guds søn. Det passer selvfølgelig ikke rigtigt, når man tænker på at jeg er en skabning af Djævlen ifølge biblen."
Han lysnede helt op da hun begyndte at le, og hans smil blev større. "Det lyder som om at du er træt af at gemme dig for solen," konstaterede han, "Regn kan også være meget behageligt til tider, og nætter er altid behagelige, især når man kan ligge og kigge på stjernerne og månen lyser det hele op." Det var lang tid siden at han havde moret sig, og så var det ovenikøbet med en vampyr. Men hun var yderst bedårende.