It's music, if you listen. ~ Vicente

Dato: 29/10
Dag: Lørdag
Tid: 23:15
Sted: Silent river
Vejr: Koldt over overskyet. Støvregn og en let briser præger aftenen.
Omgivelser: Natur

Der var stille omkring søen. Eller næsten stille i hvert fald. En svag støvregn dalede blidt mod jorden, og en let brise dansede yndefuldt med de lange grasstrå. Himlen var mørk og overskyet, og tydede på at det ville blive en urolig nat. En ung kvinde opholdt sig tæt ved den lumske, spejlblanke sø. Hendes hår var kortklippet, og farven var skrigende orange. Hun var klædt i en sort sportsbh og et par grålige træningsbukser i et blødt stof. Bukserne stumpede og nåede ikke længere ned end til midt på hendes skinneben. Til gengæld var de løse. Hendes fødder var bare. - Skoene havde hun ladet stå hjemme. Den smule tøj hun havde på var gennemblødt af en blanding af regn og sved, hvilket antydede at hun havde været ude og igang længe.
Et par meter fra hende stod en lille rygsæk, der indeholdt en ren t-shirt, en sportsjakke, en drikkeflaske og en række mindre glasflasker. Tilsyneladende indeholdt de ikke andet end ganske almindeligt vand, lige som den store flaske, men dette var nu ikke rigtigt. Ganske vist var der vand i de små flasker, men det var ikke postevand man kunne tappe fra hanen i sit køkken; det var vievand. Den eneste grund til at hun ikke havde det på sig nu, var at hun var bange for at komme til at ødelægge en af flaskerne mens hun trænede. Dog var hun ikke ubevæbnet, langt fra. Knive var spændt fast til den slanke, smidige krop; En på hver underarm, og to på hver side af de kurvede hofter. På samme måde var to pistoler fastgjort længere oppe, oppe i nærheden af ribbenene. Og et par flade træpinder, der var spidede i den ene ende var spændt fast nede omkring skinnebenene. To på hvert ben. Hun var praktisk taget bevæbnet til tænderne.

Gaby dansede. Hun dansede og dansede og dansede. Følte sig fri. Pludselig var der ikke længere ret meget der betød noget. Skidt med den irriterende snothvalp hun havde fået til makker. Og alle de forpulede væsner kunne sgu nok godt vente en aften. I aften havde hun fri. Hun havde løbet hele vejen fra sin lejlighed i Deepshell, og ud til søen. - I byen havde hun ganske vidst været mere tildækket, for at undgå at tiltrække unødig opmærksomhed. Først da hun nåede ud til søen havde hun smidt det meste af sit tøj, og sin rygsæk før hun gav sig til at danse. Hun elskede at danse. Kun når hun dansede kunne hun opnå den fantastiske følelse af frihed hun så ofte higede efter. Man var nødt til at være på mærkene når man var blandt andre. Aldrig var det tilladt at slappe af. Ingen var til at stole på. Alle kunne være mere end de gav sig ud for. Men når hun dansede kunne hun slippe alle facader, sænke alle parader. Hun kunne flyve hvis hun ville. Lade sig stige til vejrs, og blive opslugt af den uendelige himmel over hende. Det var det balletten gjorde ved hende. Den satte hende fri. Fri af hende selv.
Hun nød den blide regn, der langsomt faldt på hendes hud, og fik håret til at klistre sig til ansigtet. Nød lyden af vinden der legede med græsset, mens vandet svagt trommede på søen. Det var lyden af frihed, af musik. Et ganske svagt smil krusede Gabys læber i et kort sekund, før det atter forsvandt.

Vicente bevægede sig langs søbredden, han var ude at gå en tur, som endnu ikke havde noget formål, han regnede med at det ville dukke op i løbet af turen. Det plejede at være sådan, derfor fortsatte han også på den måde. Vicente var, som altid, iklædt sit sorte sæt tøj, der bestod af et par sorte, tætsiddende bukser, en sort bluse og en læderjakke, sko havde han selvfølgelig også på, farven på dem var også sort. Vicente havde ikke ændret sig i mange, mange år. Det var det samme tøj, samme udseende, samme væremåde, samme hobby. Kun hans hår blev længere, men det var også det eneste, som ændrede sig ved det, det var altid løst, glat og tykt. Vicente stoppede op, tog sig tid til kort at studere området. Han kendte området, men han studerede altid de steder han var, også selvom han havde studeret dem tusinde gange før - Han studerede dem for forandringer. Forandring var sjældent, men bragte altid noget med sig, som fangede hans opmærksomhed og interesse, i modsætning til alt det gamle, som var så uinteressant og ligegyldigt. Vicente indsnusede luften, luften var den samme.. - Nej - Der var noget nyt, en svag, men sød duft, som normalt ikke var at finde her i området.. Vicente lukkede kort sine øjne for at koncentrere sig om duften, han blev hurtigt enig med sig selv i, at det var en menneske, han kunne dufte. Spillet var gået i gang, første fase var at lokalisere offeret. Vicente tog form som en tyk, sort røg og bevægede sig hurtigt frem, han fandt dette nemmere end at bruge sin vampyriske hurtighed, da han i denne form var sværere at se, da det var så mørkt, som det nu var. Vicente landede i et ensomt træ og tog sin faste skikkelse igen. Han fyldte lungerne med luft, noget som han kun gjorde, når han indsnusede luften - Han så ingen grund til ellers at trække vejret, da han alligevel ikke havde brug for det. Han kom tættere, ja, men han var stadig ikke tæt nok. Jagten fortsatte.

Han landede i det næste træ og tog igen fast form, indsnusede luften. Han slikkede sig om sine blege læber, mennesket var i nærheden. Vicente sad på hug i træet som et sultent rovdyr, der tålmodigt ventede på det rette tidspunkt at slå til. Han gik nærmest i et med mørket, kun hans blodrøde øjne ødelagde den absolutte camouflage. Han havde fundet mennesket, som han havde kunne dufte, det var en kvinde, det afslørede hendes duft hurtigt. Hans blodrøde øjne brændte hul i mørket, som to små hadefulde flammer. Hans blik var gennemborende og bestialsk. Endnu engang gled hans tunge over hans læber, han kunne mærke hvordan hans sult og hans tålmodighed begyndte at diskutere, snart ville de indgå i en kamp og den triumferende part ville bestemme, hvad han handlede ud fra - Hans instinkt eller hans tanker og det var aldrig til at vide, hvilken af de to, der vandt. Indtil videre havde tålmodigheden det stærke greb. Han studerede området, det var klogt at gøre inden kamp. Hvilke fordele kunne han få ved at udnytte omgivelserne? Hvilke svagheder kunne det give ham? Hans blik røg atter tilbage på kvinden. Så stærk en duft.. Hendes hud så så fin ud, lige til at tage en bid af.. Vicente hoppede ned fra træet, han landede sikkert og lydløst. Tungen gled nu over tænderne, nærmest for at forberede dem på den snack, som de om lidt skulle bores ned i. Med rolige skridt bevægede han sig tættere på.

Gaby følte det som hun svævede på en sky. Alt andet blev fjernt og ligegyldigt. Det eneste der var vigtigt var den sarte musik der lød i hendes indre. Toner der smøg sig om hende, omfavnede hende og beskyttede hende. En stigende følelse af at blive iagtaget brød gennem denne fantastiske, flydende fornemmelse. Som dystre toner, i alt dette lyse og smukke. Gabys øjne havde været lukket indtil nu, men nu åbnede hun dem en anelse på klem. Lukkede dem så igen. Hun var ude af den trancelignende følelse af velbehag hun fik når hun dansede. Dog dansede hun endnu.Hvis hun virkeligt blev iagtaget var det bedste at lade som ingenting indtil der skete noget. Hun forsøgte at analysere stedet ved hjælp af sin hørelse. Forsøgte at lytte sig frem til fremmede. Hun var næsten sikker på at det ikke var et menneske. - Mennesker plejede at være ganske larmende. Og lige nu ikke hun ikke høre ret meget andet end blodet der brusede i hendes ører, lyden af hendes eget åndedrag, og den svage lyde af skridt mod den bløde jord. Vent, der var den jo! - Skridt mod den bløde jord! Så hvem det end var der holdt øje med hende nærmede sig altså. Hun åbnede nu øjnene. Kunne ikke holde sig fra det, følte sig alt for sårbar når de var lukkede. Hun dansede dog stadig. Mente at det gav hende en fordel at forblive i bevægelse. På den måde kunne hun lettere skjule det når hun trak et våben, hvis hun blev angrebet.

Hun gennemsøgte området mens hun dansede omkring. Hun havde indskrænket området hun dansede på til et arial af få meter. Hendes nattesyn var overraskende godt, med tanke for hendes race. Selvfølgelig kunne det ikke måle sig med væsnernes, men hun kunne se nogenlunde klart, og kunne let skilne former fra hinanden.
Nu fik hun øje på ham! En høj, mørk skikkelse der langsomt nærmede sig. To små, røde prikker omtrænt der var hans øjne burde være. Gabys tanker faldt straks måd en vampyr, eller måske en bloddæmon. I hvert fald var dette ingen engel hun havde med at gøre. Det var et af de jagende bæster. Det var dem der var sværest at slå ihjel, men det var også dem der gav mest i pengepungen. Det opvejede ligesom hinanden. Gaby drejede let omkring, og fiskede let en kniv op af hylsteret på underarmen. Holdt den så det stadig kunne ligne at den sad fast, med bladet vendt ned mod hendes håndled.