Sommeraften. - Vicente

Dato : Irl
Årstid : Sommer
Dag : Mandag
Vejr : Ganske lunt, efter en dag med trykkende varme
Sted : Skoven
Tid : 23.08
Omgivelser : Træer...

Felicia indsnusede den blide lugt af træerne, og blomsterne i skoven. Et let smil krusede hendes smalle læber. Det var forfærdeligt længe siden hun havde været der sidst. Hun trak det fyldige røde hår hen over den ene skulder, og begyndte så roligt at gå langs stien. Vingerne var som altid gemt af vejen inde i hendes ryg. Felicia var klædt i en simpel hvid tanktop med et blåligt mønster, og et par lårkorte shorts. - Det var alt hvad der havde været til at holde ud at gå rundt i, i sommervarmen.

Vicente kom gående imellem træerne. Han var som altid klædt i sine sorte bukser og bluse og havde sin sorte jakke udover, som dog var åben. Varmen rørte ham ikke specielt, da han alligevel var lige så koldt som et lig og samtidig lige så blegt. Hans røde øjne og gled rundt på hans omgivelser og takket være hans vampyrsanser, så fik han selv den mindste detalje med, noget som han ikke ville kunne få, som et simpelt menneske. Denne skov var ikke just hans favorit skov, denne skov var for levende til ham. Den triste skov var hans absolutte favorit sted og var også der, hvor han boede. Han lod en bleg hånd med de lange tynde fingre, stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre imens han indsnusede de mange dufte omkring ham. Han syntes han kunne den søde duft af en engel. Den forekom ham bekendt, syntes han og satte så farten en smule ned imens han tænkte over, hvorfor den mon forekom ham bekendt. Så slog det ham. Hende! I samme split sekund skiftede han retning imod, hvor han regnede med duften kom fra. Hans ene blege hånd hvilede allerede nede ved hans bælte, hvor adskillige knive hang. Han gik hurtigt fremad. Det havde taget ham overraskende lang tid at genkende den duft, det var næsten for dårligt syntes han, når man tænkte på, hvor mange gange han egentligt havde stødt ind i Hende.

Felicia bemærkede godt lugten af vampyr. Og hvordan den hastigt nærmede sig. Hun sukkede irriteredet, og drejede af. - Væk fra stien. HUn var knapt ankommet, og allerede skulle hun trækkes med vampyrer?! Det var dog utroligt! Hun fortsatte sin rolige gang, indtil det gik på for hende, at hun kendte den lugt. - Og det var ikke hendes veninde! Dette fik hende til at sætte i løb. Det var de færreste vampyrer hun kendte, der var venligtsindede. Og lige nu havde hun ærligtalt ikke lyst til at blive bidt. "Hvilken velkomst" fnøs hun ironisk, og lod vingerne komme frem. Godt nok sortnede det for hendes øjne et øjeblik, men hun var nødt til at være parat til at flygte. Hun ville nemlig helt undgå at skulle kæmpe for at være i fred lige nu. Det var simpelthen for meget.

Vicente satte i løb. Hans lange ben kombineret med hans vampyriske hurtighed bragte ham hurtigt frem imod englen. Han tænkte på, om han skulle angribe hende først, få sat tænderne i hende og nyde hendes blod ligesom i gamle dage eller om han skulle starte roligt og stille hende et par spørgsmål. Han måtte indrømme, at han tit havde undret sig over, hvad der egentligt blev af hende, da hun jo mere eller mindre forsvandt efter dengang, hvor hun flygtede fra ham i den triste skov. Hans lange sorte hår flagrede efter ham og vinden stod imod hans ansigt, men han så dog stadig alting krystalklart, selvom han havde sådan en utrolig fart på. Han var parat til at trække en kniv og sende den efter englen med et hårdt kast, for hvis han kendte denne engel ret, så havde hun allerede vingerne fremme og var parat til at lette fra jorden for at undgå ham. Vicente havde dog udviklet sig på mange punkter i den tid, hvor han ikke havde set hende. Han kunne mærke at duften bevægede sig, men han kom alligevel hurtigt tættere på den søde duft af engel. Allerede kunne han nærmest smage englens blod på sin tunge, men han havde dog besluttet sig for at stille nogle spørgsmål først. Han vidste dog ikke, hvordan han skulle kunne få englen til at forholde sig rolig, når han sådan kom styrtende imod hende og hans øjne samtidig var røde. Han var rigtigt nok tørstig ja, men han var endnu ikke tørstig nok til ikke at kunne kontrollere sig selv. Der ville først gå et par dage før han kom til det punkt. Han måtte nok berolige englen ved hjælp af noget vold. Det var nok ikke den bedste taktik, men den skulle nok virke. De havde jo et.. Ikke så godt forhold til hinanden, så det var jo kun normalt at hun ville undgå ham.

Felicia mærkede tydeligt hvordan lugten af vampyr kom tættere og tættere på. Forbandede monster... Gid han måtte brænde op i helvede!... Felicia begyndte at baske med vingerne, mens hun samtidigt løb. Hun ville ikke fanges af den lumpne vampyr endnu engang. Jo hun havde da godt nok mødt ham et par gange hvor han havde været ganske fredsommelig, men der var han ikke kommet styrtende mod hende med høj fart. Hun sukkede kort, og satte så hårdt af fra jorden. Det var hurtigere at flyve, så det gav større chance for at slippe væk, uden nye ar nogen steder på kroppen. Det var jo ikke fordi at hun slap med to fine stiksår i halsen, når hun mødte ham. Jo, måske hvis hun ikke kæmpede imod, og bare lod sig bide. Men så igen, Felicia mente at kun svage væsner ikke kæmpede for deres liv. Og hun anså bestemt ikke sig selv for at være svag. Hun var heller ikke svag. Hun kunne sagtens kæmpe, hvis hun blev nød til det, selv om hun helst undgik det. Specielt mod vampyrer. Vampyrer havde det med at gennembanke alt hvad der viste blot det mindste tegn på genstridighed, når de satte næsen op efter blod. Fandens til væsner var de. Afskyelige... De fleste af dem i hvert fald. Der var jo også dem, der var ganske fredelige, og faktisk ganske fornuftige at snakke med...

Vicente kunne nu se englen og rigtigt nok, så var hun lettet fra jorden. Det var meget længe siden han sidst havde set den engel. Den engel, som havde været hans kilde til det rene, smagfulde engleblod. Han lod hurtigt blikket glide rundt på træerne, for at se om han kunne kravle op og så hoppe ud og få fat på hende. Han ville nok kunne få hende, hvis han hoppede fra træet af, han skulle dog højt op i træet. Det ville dog ikke være noget problem for ham. Han sendte kniven afsted mod hende med et hårdt kast, så den fløj hurtigt imod hende. Han sigtede efter hendes ene vinge, så hun ikke kunne stikke af ved at flyve væk. Han hadede englenes vinger, det var deres bedste redskab til flugt og som vampyr kunne han jo ikke selv flyve, så han måtte bruge sine omgivelser. Han sprang op i det nærmeste træ og fortsatte op i det, sprang engang imellem videre til det næste træ, så han kom tættere på hende hele tiden. Han var blevet nødt til at styrte sådan imod hende, hvis han skulle have chancen for at møde hende igen. Det ville ikke undre ham, hvis hun var begyndt flygte idet hun kunne fornemme hans duft og at den kom imod hende. De havde trods alt ikke just de bedste minder om deres møder.

Felicia gispede, da kniven borede sig ind i hendes vinge, og hun styrtede mod jorden. Hun tumlede et stykke hen af jorden, men kom så på benene igen, og vendte sig om. "Dit. Forpulede. Monster!" råbte hun rasende, og lagde forsigtigt hånden om skæftet på kniven. Hun fik øje på den hurtige skikkelse oppe i træerne, og stirrede rasende på ham. Vreden ligefrem stod ud fra hende. "Jeg når knapt at lande, før du angriber mig! - Har du virkelig savnet mig så meget?!" råbte hun igen med en stemme, der dirrede af vrede. Hun bed tænderne hårdt sammen, og hev så kniven ud af vingen. Kunne dog ikke holde et smertens støn tilbage. Forpulede ting. Hvorfor skulle vingerne også være sådan et ømt mål?! Hun stod med den blodige kniv i hånden, og så ham nærme sig. Det irriterede hende virkeligt, at han angreb hende allerede. Hun var jo taget væk for at slippe for både ham, og alle de andre forpulede monstre der var her omkring. Måske skulle hun bare være blevet væk... Nej, det kunne hun nu alligevel ikke. Hendes far var endelig afgået ved døden. - En dusørjæger havde vist nok haft held til at nakke ham. Så hun havde lidt oprydning, som hun skulle have styr på. Fandens også altså! Nu havde hun ellers lige glædet sig til at kunne slappe en smule af, uden at skulle bekymre sig halv ihjel, men næh nej. Selvfølgelig skulle hun overfaldes i samme øjeblik hun ankom.

Vicente så at kniven ramte hende og et lille, skummelt smil viste sig på hans smalle, blege læber. Han var kun kravlet op i træet for, hvis hans kniv nu missede hende og han måtte få hende ned på andre måder. Han hoppede ned fra træet og landede kort fra hende. Han lod en bleg hånd med de lange tynde fingre, stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Jeg har skam savnet at høre de ord fra din mund, men det er nu ikke just det, som jeg vil føre denne samtale over i." Sagde han og trådte så et enkelt skridt imod hende og hans røde øjne hvilede på hende. Han aktiverede sin skyggeevne og skyggearmene dukkede op ved hans egen skygge. De gled langsomt hen imod hende og var klar til at glide til hendes fødder og tage fat i hende, hvis nu det blev nødvendigt. Han rakte let sin blege hånd frem. "Må jeg bede om min kniv, tak?" Spurgte han så. Han ville helst ikke gå herfra uden alle sine knive med sig. "Hvad jeg gerne vil føre samtalen over i er, hvor du mon har været. Jeg var jo næsten begyndt at lede efter dig, min dyrebare kilde til det reneste blod af alt." Sagde han med et enkelt grin. Man kunne høre sarkasmen i hans stemme, da han sagde den sidste del omkring, at han næsten var begyndt at lede efter hende. Han havde dog godt nok undret sig over, hvor hun havde været henne i al den tid. Han kunne ikke benægte, at hans tanker af og til var faldet hen på hende.

Felicias øjne skød lyn. Hun bed tænderne hårdt sammen, og strammede uvilkårligt grebet om kniven, da han rakte hånden ud efter den. "Egentlig ikke nej. Du kunne have ladet være med at kaste den efter mig, hvis du ville have den tilbage." svarede hun køligt, og kneb øjnene en smule sammen. Dog veg hun ikke tilbage fra ham. - Det var hun alt for stædig til. "Hvor jeg har været kommer sådan set ikke dig ved. Jeg har ret til at tage væk når det lyster mig." svarede hun ligegyldigt, og vendte så siden til ham. "Du ville have din kniv?" sagde hun, og skævede til ham, med et svagt smil om de smalle læber. "Så må du hente den." tilføjede hun, og kastede den så af alle kræfter så langt ind i skoven hun formåede. Derefter vendte hun ryggen til ham, og begyndte at gå. Ikke noget med at løbe, nej, hun gik i et ganske roligt tempo. De hvide fjer på hendes sårede vinge var knapt så hvide mere. Blodet fra knivsåret gjorde dem røde. Dog lod Felicia sig ikke mærke med det. Ikke lige nu i hvert fald. Så snart hun kom hjem - eller i det mindste væk fra Vicente - var hun nødt til at tage sig af det, hvis hun da ikke ville overfaldes af den ene vampyr efter den anden den aften. De var lige som myg... Vampyrene altså. Så snart de lugtede blod var der en hel sværm af dem, parat til at suge den livsnødvendige væske til sig. Forvoksede myg. Åndssvage igler...

Vicente grinede let af det hun sagde. Stædig som altid og det overraskede ham ikke spor. Hans grin falmede fuldstændigt, da hun kastede den ind i skoven. Der var blod på den, så han kunne sikkert nemt finde den igen, han ville i hvert fald nok finde den. "Hm.." Mumlede han bare lavt og så i retning af, hvor hun kastede den. Et lettere utilfredst blik var at se i hans øjne. Han rettede så blikket imod hende igen og lod så sin blege hånd med de lange tynde fingre, løbe igennem sit lange sorte hår. "Det var en af mine yndlingsknive.." Sagde han så og satte så kursen efter hende. Han rakte en bleg hånd ud for at gribe fat i hendes skulder og stoppe hende. "Mine tanker har søgt hen imod dig de nætter, hvor jeg intet blod har kunnet finde. Du medvirker endda i noget af mit kunst." Sagde han og havde i sinde snart at få sine tænder boret i hende igen. Han savnede smagen af hendes blod på sin tunge og det var efterhånden mange måneder siden han sidst havde smagt på hendes blod. Hendes rene og velsmagende blod. Alene tanken om det fik ham næsten til at hungre efter hendes blod. Han var jo tørstig i forvejen, hvilket også kunne ses på hans røde øjne, så at han mødte hende igen, kunne ikke have været bedre timet. Det var jo næsten ligesom i gamle dage.

Idet Felicia mærkede hans hånd på sin skulder, vendte hun sig mod ham, og greb fat om hans kæbe. På den måde kunne hun i nogen grad forhindre ham i at bide hende. "Men dog, hvor er jeg beæret. Jeg havde ingen ide om at jeg betød så meget for dig." sagde hun sarkastisk, og så lidt på ham. På hans øjne. Hun kunne ikke lade være med at gyse kort ved den røde farve. Præcis som de plejede at være, når han tidligere havde stillet sin sult i hendes blod.
Så vred hun sin skulder fri af hans greb, og slap hans kæbe, hvorefter hun bakkede en smule. Nej hvor ville hun gerne kunne flyve sin vej nu.. Nå, lige meget. Hun var udemærket godt klar over at hun ikke ville kunne løbe fra ham, så der var ikke rigtigt så meget andet at gøre, end at vente på hans angreb. Nå, rart at vide at intet havde ændret sig i den tid hun havde været væk. - Et røvhul var stadig kun et røvhul, og intet mindre.

Da hun greb fat om hans kæbe kunne Vicente ikke lade være med at komme et kort grin, som dog blev til en underlig grimasse, da hun havde fat i hans kæbe. "Jeg har jo sådan savnet smagen af dit blod på min tunge, duften fra dig som jeg sad med mine tænder i halsen på dig." Sagde han og tog så et skridt imod hende, da hun slap ham. Han var meget tæt på hende, så det skulle ikke være noget problem for ham, at få sin skyggeevne, de mange skyggearme som var kommet fra hans egen skygge, til at glide hen ad jorden og tage fat i hendes fødder, så de kunne holde hende fast. Han lod dem glide hurtigt imod hende, hvis hun ikke havde opdaget dem endnu, så ville han sikkert få fat på hende, men havde hun opdaget dem, så kunne hun også nemt undgå de mange skyggearme, som gled slangeagtigt hen ad jorden. Han overvejede lidt om han også selv skulle tage fat i hende, hendes hals måske og så kvæle hende kort, for at se hende gispe efter vejret.. Det kunne være sjovt, men han ville dog vente til lidt senere med det. Han ville lige se, om han kunne få fat på hende med sin skyggeevne, det havde altid været ret interessant at studere den i aktion, syntes Vicente. På den måde kunne han jo også selv spotte nye svagheder eller styrker ved den og se, om han kunne forbedre den på nogen måde.

"Væn dig til savnet!" hvislede hun rasende, og så på ham med et blik, der så ud som om det kunne slå en mand til jorden. Hun hadede ham. Hun hadede ham noget så inderligt, som hun ikke havde hadet nogen anden i hele sit liv... Med en undtagelse. Men han var død nu, så det var ikke noget at snakke om. Det had kunne gemmes væk, kunne glemmes nu. Det kunne dette ikke. Ikke så længe den forvoksede myg blev ved med at jagte hende, i et ønske om hendes blod.
Felicia bakkede let væk fra ham, da han gik tættere på hende, og baskede kort med vingerne. Skar så en grimasse, da smerten fra den sårede vinge løb gennem hende som et stød. Fandes til vinger... Når man så endelig havde brug for dem, så var de fandme kun i vejen!
Hun bed tænderne sammen, og forsatte med at bakke, mens hun lod blikket hvile på vampyren foran hende. Søgte efter hans blik. Hvis nu hun kunne fange hans blik, så kunne hun forhindre ham i at angribe. Kunne paralysere ham, som hun havde gjordt første gang han var blevet ramt af hendes evne... For han havde åbenbart en hel del at skamme sig over, udfra hans reaktion tidligere.