Tilbagevenden - Vicente

Dato: Irl
Dag: Irl
Tid: 22.23
Sted: Skoven, ikke langt fra Vicentes hytte
Vejr: Mørkt og koldt, skyfrit
Omgivelser: Øde natur

Langsomme skridt bar Artemis gennem skoven. Det var egentlig længe siden hun havde været der. Men efter hvad der var hænt hende følte hun det lidt som om hun burde tage tilbage. Ganske vidst var der ikke trygt der hvor hun var på vej hen, men det var det tryggeste sted hun kunne komme i tanke om lige nu. Og hun havde brug for blot at føle en smule tryghed, for ikke at føle sig som et jagtet dyr, som en andens offer... Hun ville ikke være offer... Ikke længere. Det havde hun som end ellers været længe nok nu. Godt nok havde hun også gjordt andre til sine ofre, ofre for hendes sult. Men hun havde aldrig haft det godt med det. Nu betød det ikke så meget længere.... De var jo bare mennesker.... De vidste ingenting... De var mad...

Vicente kom gående imod den gamle skovhytte, den skovhytte som han ejede. Dens kendetegn var stanken af død og råddenskab, som hang over hytten, en stank som ikke ville gå væk, da adskillige lig havde og stadig tit befandt sig i hytten eller et sted i nærheden. Vicente havde gjort mange ting i den hytte, ting som folk ville se som dybt forfærdelige, inhumane handlinger, men for Vicente var inhumant normalt. Vicente stoppede kort fra hytten, da en bekendt duft mødte ham. Artemis. Han havde ikke set hende i et stykke tid. Vicente tråde helt hen til døren og vendte sig om for at spejde området. Hun var ikke videre langt væk fra hytten, kunne han se. Han vendte sig om og trådte derefter ind i hytten, men han lukkede dog ikke døren efter sig, da han regnede med at Artemis havde kurs imod hytten. Han vidste ikke, hvorfor hun var kommet. Hun ville vel have et sted at sove i løbet af dagen eller noget i den stil.

Artemis fik øje på den bekendte, dystre skikkelse. Det var lige før hun blev glad for at se ham, fordi han var så velkendt. Hun fortsatte modd hytten, og gik ind af døren, som han havde ladet stå åben. Lukkede den efter sig. Efter at have kastet et enkelt blik rundt, styrede hun mod sin sædvanlige plads, på den møg belortede sofa. Først da hun havde sat sig ned, åbnede hun munden for at sige noget. "Hej, Vicente.." Tidligere ville der have været tøven, eller nervøsitet at spore i hendes lyse stemme. Ikke denne gang. Denne gang lød hun fuldstændig rolig. Ikke den mindste smule skræmt af de ellers så dystre, og makabre omgivelser.

Vicente havde sat sig på sin sædvanlige plads, stolen ved bordet. Han rettede sine røde øjne imod hende og hans tomme blik hvilede på hende. Vicente så rolig ud, men alligevel var hans ansigtsudtryk anderledes end det plejede at være, før var det kun roligt og kontrolleret.. Nu var det mere tomt på en måde, som man ikke helt kunne sætte finger på. Hans rolighed var dog stadig at se. Vicente nikkede en enkelt gang og løftede derefter sin blege hånd med de lange knoklede fingre, som hilsen. Artemis virkede nu også forandret, hun virkede mere rolig og bestemt end sidst han så hende, sidst kunne han mærke hendes usikkerhed. "Du virker forandret." Lød hans mørke stemme så og også den virkede mere monoton end kontrolleret. Vicente havde også forandret sig, men det var bestemt ikke for det bedste.

Artemis nikkede svagt til hans kommentar. Det var der ikke så meget at sige til. Hun havde forandret sig meget. Rigtig meget endda. "Jeg har flere evner nu.. Tre i alt.." fortalte hun, og betragtede ham lidt for at se hans reaktion. Hun ville egentlig gerne fortælle ham om Jaster, og om hvad der var sket... Han havde jo sagt at han ville passe på hende... Han havde lovet hende det... Dog syntes hun ikke, at hun ligefrem kunne lægge ud med at fortælle om det. Faktisk var hun meget i tvivl om hvordan hun skulle få det sagt til ham...

Vicente rejste sig og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre, hvorefter han trådte hen til sofaen og satte sig ved siden af Artemis. Hans blik hvilede stadig på hende og han havde hverken blinket eller trukket vejret endnu. Vicente sad lidt og så bare på hende i et kort stykke tid inden han så åbnede munden for at tale. "Der er flere grunde til, at du har forandret dig. Det kan du ikke skjule for mig, Artemis." Sagde han og lænede sig derefter tilbage i sofaen. Vicente havde godt nok også forandret sig, men han kendte stadig de vampyrer, som han havde forvandlet. De kunne ikke bare sådan lige skjule ting for ham, da de jo havde den specielle forbindelse.

Artemis fulgte ham med blikket, og nikkede. Hun kunne jo ikke så godt sige ham i mod. Hun trak benene op under hagen, og slog armene om dem, mens hun lod blikket hvile på ham. "Der er sket... Ting.." svarede hun ham, uden at definere hvilke 'ting' der var sket. Hun flyttede blikket til en gammel indtørret blodplet på gulvet, og tænkte lidt. "Du sagdet, at du ville passe på mig..." mumlede hun lavt, og vendte igen øjnene mod ham, med et lettere bebrejdende blik. Hun vidste godt at hun ikke kunne skyde skylden over på Vicente, men alligevel... Han havde jo lovet det....

Vicente lyttede til, hvad hun sagde. Ting.. Hvilke ting var der mon sket? De fik i hvert fald hendes gamle jeg frem igen, så det ud til. Det stille og usikre barn. Vicente havde lovet at passe på hende og det havde han også i sinde at gøre så godt, som han kunne. Det lød ikke til at være småting, siden hun bragte det op. Nogen havde gjort hende ondt. "Hvad er der sket, Artemis?" Spurgte han og hans stemme lød ikke helt så monoton, som før. Han løftede hånden og placerede så sin knoklede hånd på hendes skulder. Hvad end der var sket, så havde han ikke været der til at beskytte hende, men alt efter, hvad det var så havde han nok tænkt sig at gøre noget ved personen, som havde gjort noget ved hende.

Da Vicente lagde en hånd på hendes skulder kunne hun ikke lade være med at sætte sig ind til ham. Hun havde brug for det, brug for at føle sig i sikkerhed. Og på trods af hvad Vicente havde udsat hende for, så var han alligevel det tætteste på sikkerhed hun kunne komme. "Jeg mødte en mand.. En varulv... Jaster hedder han..." begyndte hun langsomt, og stirrede forkuseret på en ple på gulvet. Det var ligesom om at det var lettere at tale til Vicente, hvis hun ikke behøvede at se på ham, men bare kunne få lov til at sidde op ad ham på den måde...

Vicente fjernede blikket fra Artemis, da hun nævnte denne varulv, Jaster.. Hans blik faldt på en af de mange størknede blodpletter på gulvet og allerede før hun havde sagt noget om, hvad han havde gjort, så voksede lysten til at opsøge denne varulv og slå varulven ihjel. Vicente savnede egentligt også at jagte nogen og få deres blod til at flyde. Det varme blod.. En af de få glæder, som Vicente havde her i livet.. Døden var det vel nærmere. "Hvad gjorde han, Artemis?" Spurgte Vicente så og rettede atter sine røde øjne imod hende.

Artemis sad et stykke tid uden at svare ham, og stirrede fortsat intenst på pletten på gulvet. "Han... Han voldtog mig...." Hendes stemme var næppe mere end en hæs hvisken, grundet den gråd der satte sig som en klump i halsen på hende, ved tanken om hvad der var sket. Faktisk skammede hun sig over det... Selvfølgelig var det på ingen måde hendes skyld, men hun skammede sig. Skammede sig over ikke at have været i stand til at forsvare sig selv, over at hun ikke havde kunnet give ham mere modstand...

En muskel fortrak sig nær Vicentes ene øje, da hun fortalte at han havde voldtaget hende. Han gav hendes skulder et enkelt klem, men fjernede så hånden for ikke at klemme alt for hårdt, da han kunne mærke hvordan vreden blussede op i ham, som et bål der var blevet overhældt med benzin. Han fjernede blikket fra Artemis og hans blik blev fraværende, som om han lyttede til nogen, som talte men kun han kunne høre. *Du ved, hvad der skal gøres..* Var blandt andet noget af det, som lød inde i hans hoved. Stemmerne fyldte lige nu alt i hans hoved. "Det gør jeg.." Lød Vicentes stemme så lavt, som om han svarede stemmerne tilbage.

Artemis sad stille, og lyttede til hans reaktion. Hun anede ikke hvad der skete oppe i hovedet på ham, men hun vidste at der skete noget. Vreden der stod ud af ham var næsten til at tage og føle på. Hun sagde ikke noget, men løftede blikket, og så op på ham igen. Ville han mon gøre noget? Sikkert, han virkede som om han ville gøre noget... Men hvad det var, var hun ikke sikker på. Ville ikke engang begynde at forsøge på at regne ham ud...

Vicente rejste sig op og løftede sin knoklede hånd for at tage sig til hovedet. Stemmerne overdøvede alt andet lige nu, de voksede sammen med hans vrede, gik næsten hånd i hånd og blussede hinanden op. Han lukkede øjnene og prøvede at få styr på sit eget hoved igen. Stemmerne råbte diverse ting, hvad han skulle gøre og hvad han ikke skulle gøre og så videre. Han fik efter et kort stykke tid, hvor han bare stod der helt stille og tog sig til hovedet, styr på stemmerne, dæmpet dem så han kunne holde det ud og han rettede så derefter blikket imod Artemis igen. Hans blik var ulæseligt. Et vildt blik, men alligevel så roligt. "Fortæl mig, hvad du ved om varulven." Lød hans stemme så. Han lød målrettet, hvilket han bestemt også var. Han havde diverse planer over, hvordan han kunne få den varulv til at fortryde det. Normalt betød andre ikke noget som helst for Vicente, men han ikke ignorere den slags, når det skete for en af hans vampyrer.

Artemis betragtede ham uden et ord, da han rejste sig op. Hun betragtede et øjeblik hans blik... Var ikke sikker på hvad hun syntes om det. Hvad vidste hun om varulven?... Hun var ikke sikker på hvad hun skulle svare... "Han er høj.. Men ikke lige så høj som dig. Og så er han stærk. Meget stærkere end mig... Han har brune øjne, og brunt hår..." Hendes stemme lød præcis lige så lille og skrøbelig, som hun så ud, sådan som hun sad med benene trykket op under hagen. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle fortælle ham... Hvis han ville vide mere, ville han vel spørge mere direkte ind til det han ville vide....

Vicente nikkede let og prøvede stadig at få styr på de råbende stemmer i hans hoved. Endnu engang fortrak der sig en muskel nær hans øje. Stemmerne gjorde det svært for ham at koncentrere sig, tit gav dig ham lyst til at råbe af hans lungers kraft, at de skulle holde kæft, men han gjorde det dog ikke. Det var det de ville have ham til, at miste forstanden men de skulle ikke nyde den sejr over ham. Sådan tænkte Vicente om stemmerne. "Hvor bor han?" Spurgte han så og lod blikket vandre hen på nogle af de billeder, som han havde skåret.

Artemis tænkte sig om et øjeblik. "Sheria, tror jeg nok..." svarede hun lettere tøvende. "Men jeg er ikke sikker... Jeg kan ikke huske det." tilføjede hun efter en kort pause. Hun betragtede stadig Vicente, og synes ikke at det var let at blive klog på hans reaktion. hvad havde han tænkt sig at gøre?..

//Det blev lidt kort o.o//

Vicente rettede sine blodrøde øjne imod Artemis igen og kæmpede stadig en indre kamp imod stemmerne, prøvede at få dem gearet ned, så han kunne holde det ud. Han lagde atter sin knoklede hånd på hendes spinkle skulder. "Hvad kan du huske, Artemis?" Spurgte han så og hans blik, stadig ulæseligt, hvilede fortsat på hende. Han havde tænkt sig at tage livet af den varulv, men da han ikke selv havde nok af de rette midler til at slå en varulv ihjel, så måtte han søge hjælp udefra. Det var noget, som han meget sjældent gjorde, men han vidste dog godt hvem han skulle opsøge og det ville være let at få overbevist den person..

Artemis så let mod sine fødder. Tænkte sig om, før hun trak på skulderne. "Jeg deet det ikke." svarede hun lavmælt, og løftede så blikket igen. "Han bandt noget stof for mine øjne, så jeg ikke kunne se noget.." tilføjede hun mumlende, og fokuserede på hans hage. Havde egentlig ikke lyst til at se ham i øjnene. Hun vidste ikke rigtigt hvad det var han ville have hun skulle huske.. For jo, hun kunne skam godt huske hvad Jaster havde gjort, men der var meget af det, som hun helst ikke ville tænke på..

Vicente nikkede let, hvorefter han rejste sig fra sofaen. "De har fortalt mig, hvad jeg skal gøre." Sagde han og trådte hen til det nærmeste vindue og så ud i mørket. Det mørke, som han havde levet i, i så mange år. Han trak en af de knive, som hang i hans bælte og rettede så blikket ned på bladet, lod let de knoklede fingre løbe over det og han lagde den så over på det bord, som han havde siddet ved, da Artemis først var kommet ind. Hans knive kunne højst skade varulven lidt, men det måtte være sølv før han kunne dræbe den. Han tog endnu en kniv fra bæltet og lagde også den på bordet ved siden af den anden. Han måtte have plads til to nye knive, som skulle være af sølv og han havde en idé om, hvor han kunne skaffe dem.

Artemis betragtede ham lidt, mens han lagde knivene på bordet. "Hvem har fortalt dig hvad du skal gøre?.." spurgte hun, og betragtede knivene. Mon han ville slå Jaster ihjel?... Sandsynligvis... Af en eller anden grund gjorde tanken Artemis utilpas. Måske fordi hun var kommet til at synes helt om ham, under deres tidligere møder, når han ikke var kommet ind på de ubehagelige emner, altså... Dumt, var det... Meget dumt, nå...

Vicente så på knivene i et kort stykke tid efter, at hun havde spurgt om, hvem der havde fortalt ham hvad han skulle gøre. Han rettede de blodrøde øjne imod hende igen og trådte så over til sofaen og satte sig ved siden af hende igen. "Dem." Sagde han og lænede sig tilbage. "Du vil ikke kunne forstå det." Tilføjede han så og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og hans blik faldt på en af de mange størknede blodpletter, som pyntede både gulvet og væggene. Han havde tænkt sig at dræbe den varulv, eller i hvert fald gøre et forsøg.

Artemis rynkede let panden. Du vil ikke kunne forstå det... Hvor mange gange var hun ikke blevet fortalt at hendes barnehjerne ikke ville være tilskrækkeligt til at forstå diverse ting. Det irriterede hende. Specielt fordi hun som oftes faktisk var udemærket i stand til at forstå hvad der blev sagt og ment.. Dog var hun faktisk ikke i tvivl om at det passede, når Vicente sagde det... Der var så meget andet omkring ham, og fra hans verden, som hun ikke forstod, så det ville ikke være første gang.

"Af og til forstår jeg det end ikke selv.." Lød hans stemme så og hans blik gled nu imod døren, den gamle slidte dør og gled så videre hen til det bord, hvor knivene lå på. Det var det bord, hvor han normalt sad og arbejdede på sine kunstværker, de syge og morbide kunstværker som hang på hyttens vægge. Mange så det ikke som kunst, han var den eneste som roste de kunstværker, i hvert fald den eneste som han havde hørt rose dem. Han løftede sin knoklede hånd og gav Artemis et roligt klap på skulderen, hvorefter han så trak hånden til sig igen. Et klap på skulderen var vist den bedste trøst, som Vicente kunne udvise.