Afterlife(Madelaine)

Der var ingen som kunne tro at en person så hurtigt kunne ende på hospitalet med det samme. En gammel dame havde set denne blege unge mand, efter at han havde faldet på sit skateboard, damen havde været så venlig at følge ham..
Et ligegyldigt smil dukkede op fra overfladen mens at Chase Anthony stadigvæk lå på den kedelige hospital seng der var dækket med hvide lagener. Der var hvidt over det hele, så det var til at blive sindssyg af. Sygeplejerskerne kunne ikke forstå hvorfor at han havde en så bleg hud og var så kold at røre ved.. alle, stort set på hospitalet fandt det mystisk. "Lad mig nu gå..!" råbte han så højt, at det kunne høres udover det hele. Han var i et rum for sig selv mens at han var blevet iført noget hvidt tøj.. Hans eget lå henne på en stol der ikke stod så langt væk fra sengen og hans skateboard lå på gulvet.
Hans almindelige sorte hullede bukser.. bælte.. hvide skjorte og lange sorte frakke hang over på stolen.
Døren åbnede sig ind til det rum hvor Chase befandt sig og en kvindelig sygeplejerske trådte ind,
"Så.. Chase.. vil du godt lade være med at larme sådan du distrahere de andre sygeplejesker?", spurgte hun
mens at hun gik hen til ham på den ene side af sengen, Chase smilede bare.
"Selvfølgelig.. jeg skal nok være stille nu.." sagde han og tog hurtigt fat i hendes ene håndled. "Når jeg fået mig noget at drikke..!" grinte han koldt og satte sine skarpe hugtænder ned i hendes kød, hvor han begyndte at suge, mens at hans anden hånd fandt op til hendes hals, som han kvalte inderligt.. så meget som han kunne, så kvinden ikke længere kunne trække vejret... Stakkels pigebarn...
Chase kunne ikke lade være med at grine ind i mellem, mens at han fortsatte med at smage på hendes blod, inden at han pludselig gav slip, så han lod hende falde ned på jorden. "Gad vide hvornår den anden sygeplejerske vil komme?" spurgte han grinende, selvom der ikke var nogen til stede. Chase slikkede sig om munden enkelt gang, mens at han lod sine øjne glide rundt.. som også havde et mysterium.. han havde ikke en normal farve som en hver anden.. det ene øje var mørkt og det andet var lyst.. næsten hvidt.. Han var en speciel vampyr.. en unik skabning..
Han lagde sig godt ned til rette med hovedet placeret på den hvide, hovedpude, "Kom.. nu lille sygeplejeske.." mumlede han lavmeldt, der ville altid være nogen som ville få sig en stor overraskelse.. når de begav sig ind til Chase. På ruden i værelset, kunne man høre at det regnende udenfor, der var mørkt, alt for mørkt, til at det blot kunne være aften. Det var helt klart midnat.. og Chase skulle nok få en masse underholdning, selvom han var blevet mindre indespærret på hospitalet.
Den gamle dame havde troet at Chase var kommet til skade.. men der var ikke sket noget .. overhovedet. Det eneste som var sket, var at han blev undersøgt for at finde ud af hvordan det kunne være at hans krop var som den var i dag..

Madelaine havde en aftale med sin veninde som arbejdede
som sygeplejeske. Hun var ny uddannet, men dog ikke helt
lydig og god som man skulle tro. De havde en aftale om at
Madelaine skulle komme og hente nogle kanyler, så hun kunne
lave privat piercinger for veninder og på sig selv. Selvom hun
var imod at folk gjorde det på sig selv. Men hun var oplært piercer,
så det var ikke helt det samme, som hvis en ung teenager, skulle
pierce sig selv uden erfaring.

Det var mørkt og den kolde vind bed hende hårdt omkring kinderne
og ørene. Hun havde lagt sine arme stramt omkring sig selv, for at
holde varmen inde og kulden ude. Hun bed sig i læben og havde sine
øjne knebet hårdt sammen af normal reaktion.
Hun strøg hurtigt indenfor, men gemte sig lidt for ingen skulle få
mistanke, da folk normalt ikke skulle gå rundt på hospitalet uden nogen
rigtig grund. Men hun havde en ide om hvad hun skulle bruge som
undskyldning for ikke at blive smidt ud. Aftalen havde været aftalt
længe, og tit aflyst da begge skulle et eller andet.
Hendes hæle klingede i gangen, og hun lod et par venlige smil blive
sendt til de forskellige læger og sygeplejersker hun kom forbi. Dog
da hun var nået op på anden sal, hørte hun et råb fra en ung mand.
Hun stoppede lidt op, og blev en smule nervøs. Med det samme fik
hun undren om de havde sindssyge på hospitalet. Hun rystede lidt
på hovedet, da det mindede hende om en udsendelse i fjernsynet.

Hendes veninde skulle ha mødt hende inde på en af værelserne,
men pågrund af Madelaines gamle telefon, havde hun ikke set to
cifre på displayet men kun 1, så hun gik ind i nr. 9 værelse, og lukkede
døren stille bag sig, for at ingen skulle lige mærke til noget. Dog idet
hun vendte sig om så hun en ung fyr i en hospitals seng, og en bevidstløs
sygeplejeske på gulvet. Hendes øjne blussede op, og en stift stirren gik
på drengen i sengen.
Hun var mundlam, men fik alligevel klemt ud imellem hendes fyldige læber lavt og nervøst.
" Hva' fanden...".

Et legesygt smil formede sig på hans læber da døren åbnede sig endnu engang,
"Mere.. underholdning.." kom det mumlende fra ham som en hvisken, mens at han rejste sig lige så stille fra sengen, uden at træde på den døde sygeplejerske som førhen ville berolige ham. Der uheldigvis endte tragisk. Måske opførte han sig som et barn lige nu, men han var blot blevet sulten.. det var flere dagen siden sidste at han havde fået noget ordentlig blod.. og hospitalet var jo det perfekte sted.
Desuden var han sådan set ligeglad med hvordan folk så på ham.

Han løb hurtigt hen til hende den fremmed der lige var trådt ind i rummet,
"Er du den som kommer for at sige, at jeg må gå?.." spurgte han og bed sig letter sensuelt i underlæben, mens at han lod sine øjne hvile på hende. "For ellers må jeg desværre sige.. at det også er ude med dem.." grinte han koldt.
Chase vidste godt at han egentlig bare kunne forsvinde ud fra stedet.. men han gjorde lidt mere ud af det.

Chase kunne ikke lade være med at studere hende.. mere eller mindre, give hende det klassiske blik.
Elevator blikket, som folk kaldte det.
Hvor han først kiggede ned mod hendes fødder, videre op mod hendes ben.. og længere op til hendes mave..
Videre derfra.. til at hans øjne stoppede et hvil på hendes kavaler gang.
"Sig mig hvem du er.." denne kvinde, skulle være glad for at han ikke havde angrebet med det samme..
Og dog var der noget andet ved hende her, hun virkede ikke som et usselt menneske, tværtimod..
Der var mere.. men hun var heller ikke ligefrem en vampyr, som ham selv.

Han gik tættere på hende, og snusede en anelse til hende.
Ikke fordi han var en gadekryds, men på den måde ville han komme et skridt længere på et svar..
Vampyrer havde også en god lugtesans..
Chase ventede blot på et svar, mens at han lagde sit hoved en smule på skrå.. uden at gå et skridt tilbage..
Han blev direkte stående foran hende.

Madelaine fik et chok i det hun opdagede værelset var optaget.
Hun blev blev i ansigtet, men dog ikke fordi hun blev bange,
og man skulle ikke tro hun kunne det pågrund af hendes blege
hudfarve. En ung dreng stod foran hende, men så ung troede
hun heller ikke han var. Men hun synes de fleste unge drenge,
lignede nogle små og umodne drenge.

Hendes ryg var lænet imod den egentlig tykke og hvide dør.
Den unge fyr var bleg og hans ene øje hvidt. Madelaine hævede
et øjenbryn imens hun betragtede hende. Hun kunne godt se på
ham at der var noget bag hans facade, som ikke var helt godt.
Men hun var også en væsen kender og var hurtigt til at analysere
folk. Hun sagde intet, da hun fandt han opførsel og tilgang til hende
utrolig nærgående og decideret underlig.

" Jeg bestemmer intet her. jeg er her af andre årsager" svarede hun
og trak sig lidt mere ret imod døren da han kom nærmere og nærmere
på hende. Dog i det han kom tættere på, fik hun en anelse af hvad han
var. Dog ikke helt sikkert da alt blev renset på hospitalet og selv tøjet
havde den steriliserede lugt, så racen duften fra ham var svag. Men
hans blege hud kunne kun betyde dæmon eller vampyr, men dog også
elver. De var også tit blege. Men de var finere folk, i selve deres natur,
og så fin og stolt var han ikke.

I det han sluttede sin sætning med et skarp og små truende bemærkning
blev Madelaine en anelse irriteret over hans facon, men var dog ikke
bange eller nervøs. Hun stilte sig mere ret, og trådte en smule væk fra
væggen. Hun vidste ikke om det væsen foran hende var sindsyg, eller
fejlede noget, så i det at han nærmede sig hende, endnu mere, fjernede
hun sig fra ham, og gik ud i rummet. Dog i det hun drejede om på hælen
kom et stærkere strøg af hans lugt, og med det samme var hun ikke i
tvivl om hvad han var, vampyr.
Beordringen af ham, slog hende ikke, men kun en stærkere Madelaine
kom op i hende, men dog var hendes ansigt og krop fuldkommen rolig.
"Du har ingen grund til du skal vide noget om mig" svarede hun og gik
med det samme hen mod døren. Hun var halvt over ved ham, i det hun
kiggede tættere på hans øjne, og fik næsten en kuldegysning da hun
ikke var forberedt på noget som helst.

Chase så ikke så meget efter hende,
da han prøvede at undgå øjenkontakt,
det undrede ham egentlig hvad hun lavede her,
selvom hun havde sagt hvorfor at hun var på stedet.

"Af hvilke årsager, om jeg må spørge?" spurgte han ligegyldigt,
han undslap et lille grin,
da hun nævnte at han ikke havde nogen grund til at vide noget om hende,

"Så siger jeg det samme.." kom det fra ham, mens at han overvejede om han bare skulle smutte.
Han rømmede sig lidt, og kiggede mere forsigtigt på hende ikke direkte,
"Jeg tænkte.. på om du ville dække for mig?", hvordan skulle han ellers spørge om det?
Han hentydet til den unge kvinde, der lå død på gulvet henne ved sengen.

Chase gik hen til stolen hvor hans tøj og skateboard befandt sig,
hvor han derefter tog det kridhvide tøj af der var mere eller mindre klistret ind i blod,
så han stod i bar overkrop, sådan set kun i boxershorts.

Det var meningen at han ville til at tage sit eget tøj på.
"Sygeplejersker.. er så.. utrolige.. nysgerrige.. når de ikke ved hvad der foregår ude i verden.." sagde han roligt og kunne ikke lade være med at grine lidt ved tanken.
"Derfor måtte jeg vise hende.. der hvad der lidt var sket af forandringer,
de fleste tror jo stadig at det kun er mennesker som der eksistere.."
han vidste ikke om hun lyttede efter, men i det mindste opdagede hun ikke hans mystiske øjne,
af hvad han troede.

Madelaine var mundlam, og var både forvirret og små
irriteret over fyren. På en eller anden måde, fandt hun
ham selvoptaget og prøvende på at være mystisk og
smart. Hun var træt af den slags fyre, samt vampyrer,
da de altid fandt dem selv højere rettede samt vigtigere
end alle andre. I i hvert fald de fleste af dem hun havde mødt.

Dog brød hendes tankegang i det den unge vampyr smed sine
klæder og stod bar overfor hende, dog heldigvis iført nogle bokseshorts.
Hun lod sit blik falde hen af den anden side af værelset, da hun ikke
ville kigge på hans krop. Dog ikke fordi hun blev genert eller væmmede
sig, men en automatisk manøvre trak på hendes scene i halsen, og
drejede hendes ansigt den anden vej. Hendes krop var afslappet, og
chokket over den pludselig ankommende vampyr var hurtigt forsvundet.

Hendes åbne åbnede sig helt i det at fyren spurgte omkring at dække
hans mord. Hun kiggede på ham med et dømmende og irriteret blik,
i en hurtigt omvending, og rettede ryggen. hun var blevet fjendtlig, og
gad ikke bruge mere af sin tid på vampyren, som hun fandt komisk og
ucharmerende.

" Gu vil jeg ej! Den der.." svarede hun og pegede med sin lange pegefinger
ned på liget. - " den klare du selv".
Hun vendte rundt på hælen og tog fat i dørhåndtaget for at komme væk
fra vampyren og det klaustrofobiske rum.

Chase havde ikke nået at få tøj på, da han opdagede at hun allerede var på vej væk..
sikke en skam. Han gjorde det samme træk som før, med at forsvinde det sted hvor han stod,
og så dukke op foran hende, så han stod i vejen.

"Jeg beklager.. men besøgs tiden er ikke ovre.." sagde han roligt,
mens at han kiggede på hende, med sit hoved lagt en smule på skrå,
han overvejede lidt hvad han ellers skulle sige, han kendte hende knap nok.
"Der er ikke noget jeg kan gøre for at få dig til at blive.." spurgte han
og tøvede enkelt gang.

"Jeg magter ikke at være her alene..
selvom det nok undrer dig hvorfor at jeg ikke bare går min vej.."
lød det fra ham som om at han holdt en liv langs tale,
han havde nemlig en grund til at blive.

"Jeg.. vil gøre alt for at du bliver.. har brug for noget selskab,
med en som ikke.. er en af de sygeplejersker"
sagde han så til sidst. Chase håbede virkelig på at hun ville blive,
efter at han havde sagt alt det.
Han vidste ikke ellers hvad han skulle gøre..
udover at han måske kunne pakke sin storheds vanvid væk.

Madelaine holdte vejret i det at hun så den sære fyr foran
sig, hun skubbede døren ind ad, og igen stod hun derinde.
Hun tog sig til hovedet, og vidste ikke helt hvordan hun
skulle reagere. Hendes øjne var store igen, og et skævt
blik ud af øjenkrogen.
Hendes mund var åbnet en smule, og inden hun nåede og
spørge om hvad han forventede fra hende, svarede han hende.

I det hans mund åbnede sig og de sørgmodige og følelsesladede
ord trådte ud fra hans læber, kunne hun ikke lade vær med at
grine en smule. Dog holdte hun det inde, for ikke at provokere
ham. Men nu fik hun set at han havde en følsom side, dog fandt
hun det hverken rørende eller kært, men bare, igen, komisk og
undrende.

Hun sukkede og kiggede på ham imens hendes hånd lå på hendes
pande. Egentlig ville hun bare væk, hun følte ikke han havde noget
at byde på, som ville interessere hende og hun havde i øvrigt også
en aftale. Hun kastede et blik op på uret, og sukkede endnu engang.

" Jeg har en aftale.. som jeg fortalte før" svarede hun, og kiggede
på ham med et venligere ansigt, men ikke helt imødekommende.
Hendes skuldre var hævet og hendes rastløse krop stod inde i midten
af værelset.

"Fint.. så bare gå" kom det mere eller mindre mumlende fra ham,
da han blev letter irriteret over hendes grund til at smutte,
han havde allermest lyst til at tvinge hende med at blive,
men så igen, så vidste han bare at det ville blive værre
end det var i forvejen.

Han trådte væk fra døren, så hun kunne til, han stod lidt ved den ene side,
inden at han gik hen til stolen hvor alt hans tøj lå samt hans skateboard.
Han begyndte at tage tøjet på med det samme,
efter at han havde fået lysten til at forlade sygehuset/hospitalet.

Der gik ikke ret længe før at han både havde fået trøjen, bukser, strømper
og sko på, inden da havde han taget sit skateboard ind under den ene arm.
"Vi ses du.." sagde han, uden at det helt skulle være troende nok.
Han så ikke engang på hende, mens at han begyndte at gå ud fra rummet,
desuden kunne han så også komme væk fra sit lille mord, som han for lidt siden
havde begået.

følelserne var gemt væk, men de blev dog heller ikke
holdt tilbage. Hændelsen med vampyren fik ikke frembragt
dem, men alligevel strøg tanken hende, at hun havde på
en måde såret eller svigtet ham. Han virkede ustabil, og
hun var usikker på hvorfor han var på hospitalet. Den første
ide var at han var sindssyg, men hvis han havde været det,
var han nok blevet mere kontrolleret og overvåget af hospitalet.

Hans stemme var svag, og på en måde berørte den hende. Hun
følte sig jo provokeret af hende, men pludselig vendte situationen
sig lidt. Hun havde en smule ondt af ham, men det gjorde på et
punkt lidt ondt på hende, da hun ikke ville være sårbar eller svag
over for ham, da han havde været så kæk. Han havde, efter hendes
mening, godt af at møde noget modstand, men på en måde tog han
imod den, på en helt anden måde end hun havde troet.
Madelaine havde selv for tiden været stædig og usikker, og det gjorde
hende kun gnaven og irritabel.

Hun gik hen imod døren da de mange ord kørte rundt i hendes hovede
og da hendes hånd rørte håndtaget, kiggede hun tilbage på ham. Hun
sukkede stille, dog dybt, for sig selv, og gav sig så lidt.
Hun iagttog ham imens han samlede sine ting, og begav sig halvvejs
ud af rummet. Hun standsede og udstødte så med en rolig stemme.
"Har du brug for jeg bliver.. lidt?" hendes tilbød lød sukkersødt, og
hun vred sig lidt inden i over det.

Chase hævede det ene bryn over hendes pludselige drejning,
efter at hun jo havde sagt at hun havde en anden aftale,
og derfor ikke kunne være sammen med ham.
Han bed sig lidt i underlæben, mens at han stoppede op med at gå,
uden at sige noget til at starte med kiggede han bare på hende,
"Sagde du ikke at du havde en aftale, min lille ven?" spurgte han så stille,
med et lille hvæs. Han kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var hun ville,
det gjorde ham på en eller anden måde forvirret, hvilket han ikke kunne lide,
"Og jeg troede ikke ligefrem at du ville være i nærheden af mig" tilføjede han,
Han svarede ikke rigtigt på hendes spørgsmål, men sandheden var at han gerne ville have,
at hun blev. Men han kunne ikke tvinge hende hvis hun bare ikke gad...
Eller jo det kunne han jo godt, men så skulle han bruge vold og grusomme metoder,
og det vidste han ikke om hvordan hun ville reagere på det.
Han så lidt afventende på hende, inden at han sukkede lidt.
"Selvfølgelig..." indrømmede han så og fortrak sin ene mundvige i et skævt smil,
mens at han betragtede hende.
"Jeg kan ikke sige nej... for så ville jeg ikke sige sandheden" kom det mumlende fra ham,
hvad ellers skulle han sige? Han kunne desværre ikke lyve direkte op i hendes ansigt,
fordi der var noget over hende.. Og det ville jo være en skam at lyve overfor en kvinde,
hvis man allerede havde vundet.

Madelaines vred sig lidt med læben imod hendes tænder,
og hendes ene hånd flettede sine fingre små anspændt omkring
hinanden. Hun vendte stille rundt på hælen og fortsatte væk fra
døren. Hun kiggede små undrende på ham, og med nogle små
dømmende øjne, men dog lod hun dem ikke angribe ham.

Dog i det han kom med den kække udtalelse, lod hun sig stoppe
op, og hurtigt strøg hendes tempremant op i det røde felt.
Hun gik direkte hen til ham, og hendes øjne lå tungt og vredt på
hans. Hendes hånd greb om hans kæbe, men ikke i et hårdt greb.
Men dog i et bestemt.
" Rolig nu dreng. Jeg er vist ældre end dig.." svarede hun og lod
hendes hånd glide væk fra hans kæbe og ned på hagen, hvorefter
den lavede et små kækt strøg på den nedefra og op. Et selvsikkert
smil spredte sig over hendes mund og i samme øjeblik hun vendte
rundt imod døren faldt hendes blik på den bevidstløse sygeplejeske.
Hun stoppede langsomt op, og hurtigt blev hun chokeret. Hun gik
hurtigt hen til hende, og satte sig ned på hug ved siden af hende.
Hendes tynde hånd vendte hendes livløse hals samt hovede imod
Madelaines front, og uden tvivl så Madelaine sin veninde ligge død
overfor hende.

Hvorfor skulle kvinder være så dramatiske? Han fik et lille irriteret blik i øjnene
da hun kaldte ham for en dreng. "Nu er det lige sådan.. at jeg ikke er en teenager"
sagde han bestemt, dog ikke i en grov undertone.
Han kiggede lidt på hende efter at hun tog fat om hans kæbe, han undrede sig over det,
som hun lige gjorde og mærkede så hendes hånd glide væk fra hans kæbe og videre ned,
på hagen. Han hævede så begge øjenbryn da hun farede direkte hen til den døde sygeplejeske. Et lydløst suk undslap fra hans strube.. "Kendte du hende?" spurgte han stille,
og rømmede sig, da han ikke helt vidste hvad han ellers skulle sige.
Han flyttede sig rimelig hurtig fra sit sted, inden at han havde lagt sit skateboard fra sig,
og dukkede op på den anden side af sygeplejersken,
mens at han samlede hende op i sine arme.
"Undskyld.. men hun undersøgte mig.. og du ved hvordan det er.." sagde han,
Chase prøvede at få hende op på benene, mens at han selv rejste sig,
og han kiggede lidt på kvinden som stadigvæk var mere levende end den døde kvinde,
som han havde i sine arme.

Madelaines ansigt var blegt og trist. Hun stirrede og blev
overrasket da fyren igen nærmede sig. Hun rejste sig hurtigt
og gik nogle få skridt tilbage. Hun kiggede ned i gulvet, og
bemærkede godt fyren tage sygeplejeske op i sine armene.
Hendes øjne sank ind og blev dybe. Hendes fingre og negle
ændrede sig til, folk ville nok kalde dem klør, små lignende klør.
Hendes negle blev længere og skarpere, hendes øjne dybe og
tænder skarpe og spidse. Det betød kun raseri hos Madelaine.

Det var utrolig sjælendt at hun kom op i det felt, men den unge
vampyr havde provokeret hende til grænsen, og det værste af alt
slået en af hendes næreste veninder ihjel. Hun prustede og med en
hurtigt bevægelse satte hendes dybe og faretruende øjne sig på hans
rolige øjne. Hun viste let sine tænder, og udyret i hende skjulte sig ikke
mere, i hendes forførende ydre.

Hun sprang over mod fyren og rev hendes veninde ud af armene på
ham, hun lagde hende stille i sengen og aede hende på panden og tværede
det værste blod fra hendes ansigt væk. Hun kiggede sørgeligt på hende,
men i det at stilheden havde fyldt rummet tungt, lod hun sit stærke blik
falde igen på den kække vampyr.

Han gjorde ikke så meget, da hun sprang over mod ham og rev den døde kvinde ud af hans arme, han havde det som om at han var blevet mundlam, at han ikke kunne beskrive denne situation, han kiggede stille over på den anden uden at sige et eneste ord til at starte med, han rømmede sig og kiggede væk, for at undgå øjenkontakt.

"Jeg vil ikke ende med at blive fjender.." sagde han så, og tøvede inden at han sukkede lydløst,
hvad fanden skulle han gøre for at han ikke trak den helt ud, så det blev endnu værre? "Hvad ville du gøre, hvis du var en som mig, og blev undersøgt, hm?" spurgte han så stille, med en blid, men også noget usikker tone i stemmen. Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre. Han sagde bare lige nogle få ord, som han først kom i tanke om, som han syntes gav mest mening og som kvinden nok ville tage en smule imod, uden at det blev til en kamp mellem liv eller død.

Han kiggede kort op mod loftet inden at han rettede sit blik mod kvinden igen og fortrak sin ene mundvige,
"Jeg ved ikke om en undskylding er nok.. men du forstår vel godt min handling?" Han tiede stille derefter, da han ikke kunne finde på mere at sige overhovedet, der var heller ikke så meget mere at sige, når det kom til stykket.

Han vidste ikke hvordan kvinden ville reagere, han ville godt acceptere det hvis hun gik sin vej,
selvom der var meget der sagde i ham at han så ville standse hende.
Nu var de jo lige kommet i en snak, hvis man så bort fra tragedien.
Han vidste ikke nogen frygt, stod bare stille, selvom han måske var en del nervøs, han ville ikke gøre noget yderligere,
mens at han blot stod stille på stedet uden at flytte sig.
Efter at han havde rejst sig op.

//Out.//