Dyrene "Esther"

Sted: Midt byen.
Tid: Sen aften
Omgivelser: Butikker og nogle enkelte mennesker
Vejret: lidt blæsende og koldt.

Segovax går rundt i byen for at finde en dyre handel, han har længe villet købe et dyr og nu havde han besluttet sig for hvad det skulle være. Han gik op og ned af Deepshels gader, der var en stille vind der blæste gennem gaderne han kiggede sig omkring, han var ret glad for at det var her sen aften han var ude for at lede efter en dyre handel, så var der nemlig ikke så mange mennesker. Han havde godt nok mødt nogle enkelte her på det sidste som han faktisk godt kunne lide, men han var stadig ikke sådan virkelig glad for andre mennesker. Han fortsatte sin gang op og ned af gaden, mens han forsøgte at få færten af dyr, der var den han kendte den tydeligt. Han havde brugt de sidste 8 år af sit liv på selv at fange sit bytte, så han vidste udemærket hvordan dyr lugtede. Han gik hen mod der hvor lugten kom fra han så en lille dyre handel og gik ind. Han trådte ind af døren og blev så ramt af lugten af dyr først blev han ramt af lysten til at spise men så huskede han hvad han var der for og begyndte stille og roligt og gå rundt og kigge på dyrene.

Esther sad bag kasseapparatet og lavede lektier da døren gik op.
En ung mand trådte ind og Esther løftede hovedet.
"Hej, hvad kan jeg hjælpe dig med?", spurgte hun og smilte et rigtig servicesmil.
Manden så sig lidt omkring og Esther lod ham kigge sig omkring.
Han ville sikkert lige finde ud af hvad det var for et dyr han ville have. Og der var nok at vælge mellem.
Der var katte, slanger, fugle, hunde, skildpadder, padder, hamstre, marsvin, kaniner, mus, fisk og mange flere.
Esthers kat Majra kom springende ned i skødet på hende, Esther begyndte at stryge hende over ryggen og klø hende bag øret mens manden så sig omkring.

Han stod og sugede den dejlige lugt til sig, og alle dyrene var fantastiske, men der var noget det skar igennem. Han gik over til kassen, hvor der sad en ung kvinde og spurgte om der var noget hun kunne hjælpe ham med, han stillede sig ved skrænken.
"Har i Jærv, her i handelen?"
Han vidste at det skulle være det dyr han gerne ville have, det var så fantastisk bidsk og voldsomt, det passede lige til ham, men samtidigt var det heller ikke et særligt stort dyr. En jærv er godt nok tung og kan veje op til 25 kg men stadig lille i forhold til ham selv der jo vejede lige omkring de 100 kg.

Esther nikkede stille og gik ud i baglokalet.
Før tæppet foran den tomme dørkam, viftede hun somtegn til at han skulle følge med.
Hun gik igennem et stort rum, med foder og ind i et kæmpestort rum. Her var der farlige dyr og eksotiske rovdyr.
Hun gik hen til den bagerste væk og tog et tæppe væk fra etstort bur.
Inden i det sad der tre jærvunger og en jærvmor og en jærvfar.
"Hvilken slags jærv vil du have?", spurgte hun og så ind i buret."Vi har en far og en mor og to mellemstore unger og en unge der lige er blevet gammel nok til at købe. Den har endnu ikke noget navn.", tilføjede hun og så op på manden der lige var kommet ind ad døren.

"ja det er der vel kun en måde at finde ud af på"
Han smilede til hende og gik hen til buret åbnede det lidt og stak hånde ind, han vidste det var lidt halv farligt at gøre, han ville gerne prøve at se hvordan de reagerede på at han bare sådan uden videre stak hånden ind til dem. Han tog fat i den mindste af dem for at tage dem ud.
"Plejer de ikke at være ret så agressive?"
Han havde hørt at de ofte bed, uden den store tankegang bag det, bare sådan uden videre og bare for at få folk væk specielt når de gik efter deres unger.

"Jo, men dyrene får dagligt noget beroligende, og lgen bedøver dem så de ikke er aggresive før han stikker dem.", svarede hun og smilte"Men de hvis du køber en, skal jeg nok love dig for at den er livlig og aggresiv imorgen", tilføjede hun grinende.
Hun lukkede buret og så på manden igen.
"Vil du gerne have den der?", spurgte hun og gik hen og tog et mellemstort transportbur.
Hun tog også noget mad og en snor.
Hun lagde det på gulvet og smilte til ham.

//Ikke så meget krea :( //

//det er bare i orden\\
Han kiggede på hende stå der med buret, han tænkte over hvad pokker han skulle med det og snoren, og mad nej det skulle den sgu selv lære at skaffe. Han kiggede på hende som om hun var dum.
"Ja jeg tror jeg tager den her, men det der skal jeg ikke bruge"
Han smilede til hende og stod så og kiggede dyret i øjnene det var et dejligt dyr, han glædede sig til at det blev lidt større men han ville stadig gerne have den fra den var helt lille. Men der var stadig noget der fangede hans sanser, noget over denne pige der mindede ham om noget han faktisk helst ville glemme. Han kunne bare ikke glemme det han havde gjort den aften han havde dræbt den stakkels uskyldige pige bare fordi hun var tilstede. Hun mindede ham om det så hun måtte være dæmon.
"Kender du nogen der hedder Rafael?"
Han måtte have svar på det for at vide hvem han snakkede med.

Esther nikkede og satte tingene på plads.
"Rafael, jeg har hørt om ham.", havde hun først tænkt sig at sige, men nej, hun ville ikke lyve.
"Ja, jeg kender ham, men ikke så godt. Kun som en slags kollega", svarede hun højt og vendte sig. "Hvorfor?"
Esther var ikke helt vildt lykkelig for at hun ikke havde løjet, ham her, han virkede som om at. Ja, at han ikke rigtig kunne lide Rafael, og dét faktum at hun kendte ham, ville måske bringe hende i fare, måske endda livsfare.

Han smilede til hende da hun fortalt at hun kendte ham, det var rart at hun ikke løj over for ham, eller det troede han i hvert fald ikke hun gjorde. Han så på hende med meget hårde øjne, så det virkede som om han var klar til at overfalde hende, hvornår det skulle være.
"Bare fordi jeg har noget jeg gerne vil tale med ham om"
Han smilede venligt til hende han havde jo ikke noget imod ham, det var ikke ligefrem det var hans det han havde valgt at gøre den aften.
"Jeg vil bare høre hvordan han har det, han er jo sådan en hyggelig mand"
Han syntes det var ret morsomt hvordan pigen virkede til at have det, hun virkede ikke så tryk ved det at han var tilstede.
"og så tænkte jeg at du kendte ham da jeg kunne fornæmme at du var dæmon"

Esther var ved at tabe transportburet.* Hvordan kunne han fornemme det?*, tænte hun lidt chokeret.
"Jo, han har det fint. tror jeg...Det er lang tid siden, jeg har snakket med ham.", sagde hun og følte sig lidt bedre tilpas."Er du ikke..er du ikke varulv?", tilføjede hun og så direkte på ham.
Hun havde altid haft sådan en evne, der fortalte hende hvilken race andre var. Og nu havde hun en følelse at manden var varulv, måske havde han den samme evne. Hun så sig omkring og så så igen på manden. Han kendte jo til at hun var dæmon.
Hun mærkede at hendes vinger foldede sig ud. De foldede sig helt ud, i de 3,5 meter de var.
"Og ja, du har ret. Jeg er sørme en dæmon", sagde hun med en lys, klingende latter.

"jo jeg er er varulv, og jeg er stolt af det"
Han smilede til hende et smile der var forholdsvist varmt, istedet for det skæve smil han normalt sendte folk, han ville utroligt gerne vide lidt mere om denne dæmon da hun virkede meget interesant. Han stod og aede den lille kærv han holdt i armen den var faktisk meget lille og virkede ret så skrøbelig, indtil den bed ham i fingeren så kunne man da forstå at den ikke var så skrøbelig længere.
"nå så den gider godt at bide"
Han smilede mens den fortsatte med at bide i hans fingre og hånd, den var ikke så stor at det gjorde meget ondt når den bed ham, det var mere som små kanyler der gik ned i hånden.
"hvor kender du ham fra?"

"Han er vores leder.", svarede Esther og måtte holde et grin tilbage da jærven bed varulven i fingeren."Og jeg er High Inquisitor for ham", tilføjede.
Esther lagde hovedet på skrå så alle hendes rødbrune lokker faldt ned til den ene side.
"Hvor kender du ham fra?", spurgte hun nysgerrigt.
Denne varulv var anderledes, hun vidste ikke hvordan, men han var bare... anderledes.
Og hun ville gerne lære ham bedre at kende. Og noget af det første hun ville have på plads var: Hvor kendte han Rafael fra?
Ikke fordi det var så interressant, men det pirrede hendes nysgerrighed og når der var noget der pirrede Esthers nysgerrighed, så skulle hun nok finde ud af alle detaljerne omkring det.

"interesant at han er jeres leder det vidste jeg ikke"
Han kiggede lidt undrende på hende ovar det næste hun sagde med hvad hun selv var, det lød jo som en rimelig fornem titel, se der var nogle ting han gerne ville vide om hende.
"hvad er du?"
han spurgte for at se om han kunne få et godt svar der kunne give et meget god ide om hvordan hun så var som person.
"jeg mødte ham en aften ved havnen ved et tilfælde og hjalp ham med nogle uafklarede problemer han havde med nogle vampyrer og en eller anden dæmon.

"Jeg er en slags sekretær for ham", forklarede hun og lyttede til hans historie om hvordan han havde mødt Rafael.
Den pirrede hendes nysgerrighed igen, hvem var vampyrerne og hvem var dæmonen?
"Nå, okay", svarede hun roligt, selvom det var tydeligt at se at hun gerne ville vide mere, men at hun ikke ville grave dybere end manden tillod. Da slog det hende, at hun rent faktisk ikke vidste navnet på ham hun talte med og havde delt så mange fortrolige oplysninger med.
"Hvad hedder du egentlig?", spurgte hun med et forlegent smil på læberne.

Han kiggede på hende med et smørret grin og tydelige tænder, mens han nu stod og holdt jærvens mund lukket for ikke at blive bidt mere af den. Han stod samtidig med, med den anden hånd og aede det lille dyr det var jo utroligt dejligt og det skulle nok blive godt.
"Jeg hedder Segovax"
Han smilede til hende. Han nød virkelig den lugt der var i butikken, den var fantastisk, den var som når man var på jagt og skulle følge et spor længe det var virkelig fantastisk.

"Esther, dejligt at møde dig!", sagde hun smilende.
Hun vendte sig rundt iog tog en halvsovende vaskebjørn ud fra sit bur. Hun begyndte at ae dens bløde pels.
Esther havde altid ønsket sig at anskaffe sig en varskebjørn og hendes kat var alligevel ved at blive gammel.
Hun skævede over til Segovax, som hun nu havde fundet ud af at han hed.
Der var opstået en pinlig tavshed og Esther hadede når den slags skete, ved personer hun ikke sådan rigtig kendte

Han kiggede på hende da hun hentede vaskebjørnen, han var faktisk ret træt af at der pludseligt var blevet så stille, og det var jo ikke fordi han var den bedste person til at starte en samtale.
"Det er også dejligt at møde dem"
Han stod bare og aede jærvens hoved og lod den bide ham i hånden, han kunne godt lide den smerte der kom når han blev bidt, hvilket nok virkede en lille smule retarderet.
"Hader du ikke også bare når der kommer sådan en tavshed når man snakker med folk man lige har mødt?"

"Jo, det gør jeg", svarede hun lettet over at han kunne bryde tavsheden.
Men én ting var at afbryde en stilhed, en anden ting var at starte en samtale.
Esther elskede at snakke, hun kunne snakke løs i flere timer, men lige nu var hun helt stum
Hvilket syn for hendes venner, de som altid brokkede sig over at hun altid skulle snakke.
Hun så ned på vaskebjørnen, den så ud til at have det godt.
Hun så over på Segovax, og så på hans hånd og på jærven der bed ham i hånden..i hånden?
"Hov, jærven bider dig!", sagde hun højt.
Hov, sagde hun virkelig det højt? Ja, det gjorde hun og nu var tavsheden blevet til en meget pinlig tavshed. Hun rødmede let, over den dumme bemærkning. men forhåbentlig kunne den få gang i samtalen, som langsomt var ved at dø ud.

"Ja det ved jeg da godt den gør"
Han smilede til hende og fortsatte med at ae jærven og slikkede en gang i mellem sin hånd for den smule blod der kom på grund af bidene. Han stod bare og kiggede på hende og overvejede om han skulle stoppe dyret eller han skulle lade den fortsætte og så fortælle hende hvordan han havde det med dyr der bed ham og hvordan han havde det med smerte.
"Men jeg kan godt lide følelsen"
Han smilede og grinede til hende så man tydeligt kunne se hans tænder, han stod og tænkte lidt på om hun havde tænkt sig at skælde ham ud eller bare være ligeglad som alle andre faktisk altid var.

Esther trak på skuldrene, men rynkede hurtigt på da han sagde at han godt kunne lide følelsen.
Det lød underligt, men han var jo varulv, og desuden var esther selv gode venner med en engel. Det var vel endnu underligt, engle og dæmoner havde jo altid været fjender ligesom vampyrer og varulve heller ikke kunne udstå hinanden, sådan var naturen anordnet.
"Hvad har du tænkt dig at kalde den?", spurgte hun og så på jærven, dens glødende øjne var halvdækket af dens øjenlåg, den nød uden tvivl Segovax´s selskab.
"Den kan godt lide dig", sagde hun med et skævt smil

Han stod med jærven og havde egentligt ikke rigtigt overvejet hvad han skulle kalde den, det var ikke noget der endnu var faldet ham ind, men et eller andet ville han da kalde den, men hvad måtte han lige finde ud af.
"Det ved jeg ikke"
Han gav sig til at til at tænke meget over hvad han skulle kalde den. Han nåede ikke helt frem til noget så han blev ved med at tænke men blev så afbrudt af hendes kommentar.
"Ja rovdyr har stortset altid godt kunnet lide mig"
Han smilede skævt til hende, fordi det var sgu lidt morsomt, men måske var det i mange tilfælde fordi de havde fået respekt for den store ulv han kunne blive til.

Esther nikkede, selv var der mange gnavere der havde respekt for hende. ikke fordi hun vidste hvorfor, men de kom altid når det var nødvendigt for hende, hvis hun var ked af det eller bare følte sig ensom.
Hun havde selv problemer med at give navne til hendes dyr, denne vaskebjørn havde hun købt for to uger siden, men den trivedes bedste blandt sine artsfæller, så hun lod den blive i buret.
"Går du til en sport?", spurgte hun og måtte anstrenge sig for ikke at slå sig selv i panden og sige"idiot, idiot, idiot!", foran ham.

Han blev lidt overrasket over hendes mange spørgsmål pludseligt, men det var jo ikke fordi de var særligt personlige så han følte godt han kunne svare på dem. Han stod længe og over vejede at sige at han gik da til jagt, men på den anden side vidste han heller ikke hvordan hun ville tage det når man kunne se hvordan hun havde det med dyr.
"Nej, men jeg bruger meget tid i skoven på at klare mig selv."
Han smilede til hende men inden i sig selv tænkte han at var en stor idiot der begyndte at plabre løs om alt muligt han ikke burde fortælle til folk, og som de sikkert også var fuldstændigt ligeglade med.
"Men jeg tror jeg vil kalde den Waljan"
Han kiggede ned på den og tænkte at det ville sgu passe meget godt til den.

"Waljan... det er et flot navn", sagde Esther anerkendene.
Esther så ned på sin vaskebjørn, hun havde egentlig ikke givet den et navn, men.. Elikan, det var et flot navn.
"I skoven siger du, hvilken skov? Den triste eller frdfyldte?", spurgte hun.
Hvorfor skulle hun altid stille så mange spørgsmål? Hun skulle altid spørge, og om nogle virkelig tumpede spørgsmål.

"det er vel hvordan man ser på det..."
Han havde også selv ofte spekuleret over det spørgsmål, fordi nu var han jo ved at have slået sig ned der sammen med Ziga i den fredfyldte skov, så det var måske der han skulle sige han boede.
"Jeg er ved at slå mig ned i den fredfyldte men tidligere har jeg holdt til i den triste"
Han syntes det var ret morsomt med alle de spørgsmål hun stillede fordi der skete så meget ved bare at spørge folk, og du ville heller aldrigt få et svar hvis du ikke spurgte.
"hvor bor du selv?"