Mørkets liv

clara sukkede, og bakkede lidt. hun var ret bange

Milana betragtede ham hoppe ned fra stenen. Hendes øjne fulgte ham roligt, holdt øje med alle hans bevægelser - Egentlig kun for at se efter noget med sit øje (Hun er blind på det ene øje...).
"Jo, det er mit navn..." Sagde Milana med en let rolig stemme, der kun lige blev i luften mod ham - Mod Marcus.
"Der er bare en ting - Forvent ikke jeg er bange for det. Døden er bare et nyt eventyr, der bringer os videre..." Milana betragtede Marcus med rolige øjne, der var mindst ligeså rolig, som hendes stemmeføring. Hendes lyse hår kunne ses i mørket, hvor resten af hende stortset var useeligt.

Marcus smilte svagt igen og betragtede Milana lidt.
"Der var jeg heldig, med at gætte sit navn, du er lidt sværrere at læse end mange andre" sagde han roligt og smilte svagt igen før han snakkede videre og tænkte også sine svar igennem inden.
" Jeg er heller ikke bange for døden, men jeg hved ikke om jeg skal tro på at det er et nyt eventyr at dø" sagde han roligt og tænkte det lidt igennem og betragtede hende kort igen og vendte tænkende blikket ud i luften.

Milana betragtede Marcus med rolige og kølige øjne. Mørket hang tungt omkring hende fra skyggen af et højt stort træ, som hun stod lænet op ad.
"Det er ikke første gang jeg hører det..." Svarede Milana med et skuldertræk, og for første gang kunne et næsten fuldstændig usynligt smil anes over hendes læber. Hendes blik blev mod ham, som var hendes blik sømmet fast mod ham, og betragtede alle hans bevægelser... Selv når vinden blæste ved ham.
"Man tror på forskellige ting - Og alt efter hvad man har været igennem i sit liv, så tror man på ting af erfaring. Jeg tror det vil være et... Eventyr" Milana havde kun tænkt kort over ordene, inden hun lod dem komme over sine læber. Hendes stemme var rolig, og hun lød oprigtig, da hun sagde det. Sådan havde hun det ihvertfald selv... Hun troede døden var et nyt eventyr - En ny start. Mange forstod hende ikke for at hun troede på det sådan.

Marcus smilte svagt igen og lænede sig på sit ene ben og betragtede Milana lidt igen.
"Hmm.. jeg har aldrig selv fået at vide jeg er svær at læse, jeg for bare at vide istedet for at jeg er anderledes end andre dæmoner" sagde han og trak lidt på den ene skulder og tænkte lidt igen.
"Det kan jo godt være at du har ret, jeg har ikke prøvet at dø selv, men jeg har skam været i helved, og dernede er døden ikke et eventyr, men for elvere er døden måske noget andet, måske venter der sig noget andet for elvere og engle fordi i er lyse og smukke væsner" sagde han tænkende og smilte svagt igen.

Endnu et køligt vindpust fra den kølige efterårs aftenvind blæste bagfra Milana, og mod Marcus. Hendes hår dansede vildt omkring hendes hoved, dog så det smukt ud.
"Det er du også - Anderledes altså" Sagde Milana med sin rolige og kølige stemme. Hun kastede et kort blik over sin ene skulder. Hun så kun mørket, der havde lagt sig tykt i Den Triste Skov. Det var egentlig normalt, da de jo var i midten af skoven ca.
Han lavede vel ikke sjov med den sidste bemærkning, gjorde han? Hun mente ikke at der var forskel på døden, uanset hvilket væsen man var. Døden var vel døden, og det ville vel være et nyt eventyr - En ny start. Måske ikke det mest fantastiske eventyr, men der var da et.
"Det tror jeg ikke rigtig... Måske er jeg en del af et lyst væsen, men nogengange forbander jeg det så højt... Jeg har mine grunde til det" Milana lod sine rolige og tomme ord blive bårret af vinden. Hun så mod jorden kort, og så tilbage mod Marcus. Hun fremtvang et lille smil til ham - Dog var det så lille, at det stortset kun lignede en lige streg over hendes læber.

Marcus smilte svagt igen og tænkte lidt inden han svarede.
Vinden tog lidt i hans halv lange bronze farvede hår og svang det bagud.
"Det er da altid rart at vide at man er anderledes, hvis det self er på den gode måde" sagde han med et lille smil.
Han tænkte lidt over det sidste hun sagde og smilte så svagt igen.
"Self har du dine grunde, alle har deres grunde her i livet" sagde han og tænkte lidt over det og betragtede Milana kort igen, men så derefter ud i luften med et tænkende blik.

clara så på dem. *jeg har ingen grunde til at leve* tænkte hun

Milana lod sine arme lægge sig over kors. Hun trak vejret lydløst, og betragtede med det rolige og lidt kølige blik Marcus. Hun følte han forstod hende. Det var en følelse der var ny for hende.
"Ja, at være anderldes er rart, så længe det er på den gode måde ja" Sagde Milana med hovedet let på skrå med en rolig stemme. Hun lod deb usynlige smil forblive over sine læber, koldt. Koldt som aftenvinden.
"Det har alle vel - Deres grunde for at hade eller elske noget" Milana betragtede Marcus let. Hende stemme forblev i samme tone, som normalt. Hun var ikke så meget for at smile. På den anden side, så smilte hun sjældent.

Marcus nikkede og smilte svagt igen.
" nogen gange er det også bedst at være anderledes end andre, ellers går vi jo bare og ligner hinanden for meget, og så må folk acceptere at man er anderledes" sagde han roligt og tænkte lidt.
"Hmm.. jeg hader faktisk ikke så meget, jeg prøver mest på at være fredelig, og det har jeg også mine grunde til" sagde han og smilte svagt igen og så tænkende på hende.

Milana nikkede. Marcus havde fuldstændig ret, og hun viste tydeligt, at hun rent faktisk også gav ham ret i begge dele.
"Desværre er det ikke alle, der er lige gode til, at lade andre være anderledes, hvis de nu er det..." Ordene kom et efter et... Roligt og køligt, og lød så naturligt, så normalt.
"Godt nogen vil være fredelig... Og har deres egne grunde til at være, og ikke andres" Sagde Milana med blikket fast og roligt mod Marcus.

en liv uden kærlighed er intet værd" sukkede clara for sig selv

Marcus nikkede og smilte svagt igen,
"Ja men det er jo deres problem, hvis man ikke kan lade folk være anderledes og som de gerne selv vil være, så har man ikke noget liv, og kan heller ikke se hvorfor folk ikke må være som de har lyst til" sagde han og tænkte.
"Ja det er da også ret godt at være fredelig, så kan man få flere bekendte og flere venner, så man heller ikke kommer til at føle sig alene" sagde Marcus og smilte svagt igen.

Milana betragtede Marcus, og gav ham fuldstændig ret. Hendes blik så gennemtrængende igennem mørket på Marcus - Roligt og svagt køligt.
"Det er dem der har problemet... Det er dem, der bare kommer til at misse noget" Sagde Milana med en rolig stemme, og trak let på skuldrene. Hun gav ham helt ret i det han sagde. Han sagde på en fornuftig måde.
"Rigtigt nok... Det er nemmere på den måde, men jeg kan ikke rigtig... Jeg er" Sagde Milana roligt, og tav. Hendes stemme forblev roligt og svagt køligt, selv hendes blik ændrede sig ikke. Kun inde i hendes følelser, der var som låst inde i en boks dybt i hende. Gemt fra omverdenen.

//Skal spise... Kommer igen xD//

"Du kan bedre lide at skjule dine følelser ikke?? du er ikke så meget for at folk ser at du kan være sårbar, jeg ved ikke om det er rigtigt, men du skal ikke være bange for at vise dem" sagde Marcus roligt og smilte opmuntrende til hende og tænkte lidt over det, sådan en situation havde han også selv stået i for mange år siden, men han lærte at vise sine følelser med tiden.

//Okay heh ^^//

Milane så mod mørket bag ham, så det ligende hun så på ham, hvilket hun ikke gjorde. Hendes blik var blevet koldere end før, og roligheden lå fortsat over hende. Hendes læber trak sig sammen til en lige streg - kold og utilnærmelig uden smil. Sidst hun havde vist rigtige følelser var dengang hun var 4 - Inden hendes moder døde. Dog var det ikke derfor hun ikke viste følelser. Hun havde sine grunde. Hun havde gjort det at låse sine følelser inde i en lille boks dybt i hende, og smidt nøglen væk.
"Jeg viser aldrig mine følelser... De er kun for mig. De er kun min ting, en ting jeg hader! Det er som med smil..." Milana så på mørket bag Marcus. Hendes blik var iskoldt som isen på en meget kold og trist vinternat. Hendes stemme var en blanding af rolighed og kulde, der ville have frosset enhver sø og ethvert hav til, hvis det havde været muligt.

Marcus lukkede kort øjnene og tænkte lidt.
"Der er ikke noget galt i at skjule sine følelser eller at lade være med at vise dem til folk... men alligevel, så kan folk jo misforstå dig hvis de ikke kender dig ordenligt, de vil tro du er følelsesløs og ikke har nogen følelser, men det kan jeg jo se du har, jeg ved bare ikke hvorfor det er at det er svært for dig at vise dem, men du skal ikke sige det, har ikke brug for at vide det, hvis du ikke har lyst til at dele det med mig, men.. jeg har været i samme situation hvor jeg i en periode heller ikke viste mine følelser" sagde han roligt og så på Milana igen.
Det var det længste han havde sagt i helle deres samtale og han plejdede heller ikke at sige så meget, men det var undtagelsen idag.

Milana så kun på mørket bag Marcus. Det var utroligt, at hun elskede mørket højere end lyset. Mørket følte hun sig tryg i... Man kunne ikke se hinanden i mørket, medmindre man stod så tæt på hinanden, som Marcus og Milana gjorde, selvom der jo godtnok var mange metre imellem dem.
"Jeg har ikke vist minen følelser i snart 10 år. Det er en ting jeg har lært af mig selv. Jeg har aldrig brudt mig om, at vise mine følelser... Jeg føler mig som en åben bog, som venter på at blive læst af alle og enhver, hvis du forstår" Sagde Milana med samme tonefald som før - isnende koldt og roligt. Der var noget over Marcus, der fik hende til at tale - Til at sige for meget, mente Milana, men hun kunne ikke lade vær, og fortælle ham alt det. Dog havde hun intet fortalt om hvorfor hun var som hun var, hvorfor hun gjorde som hun gjorde og så videre.

Marcus smilte svagt og så tænkende på hende.
"Hmm.. at fortælle ting er også at vise en slags følelse, man fortæller ting til andre, hvis man føler at man kan stole på folk eller at man føler sig tryg eller bedre tilpas af det, så faktisk har du jo ikke låst alle dine følelser inde, du skal bare lære at styre sine følelser måske, men jeg ved godt at det kan være svært at vise dem, du er ikke rvunget til det, men alligevel ville det måske også være godt for dig at vise følelser, så for du det måske bedre" sagde han roligt og så stadig på Milana, igen havde Marcus sagt meget.
Men det var han ligeglad med, bare han hjalp hende så var det det vigtigste.

Milana holdt blikket på det tunge uigennemtrængelige mørke, der holdt til bag Marcus. Hun holdt en lang pause, hvor kun tavhed var imellem dem. Hun havde lyttet til hvad han sagde, men var ikke enig denne gang. Hun havde sine følelser gemt dybt indeni sig, og ønskede ikke at vise dem. Hun følte de var private for hende. Hun følte sig som en åben bog alle ville kunne få ram på, hvis hun viste hendes følelser... Hun havde jo trods alt ikke vist følelser i over 10 år nu. Hun ønskede ikke vise dem frem.
"Det vil ikke hjælpe... Jeg har aldrig været en følelses-visende pige... Jeg har det bedst, som jeg har det nu" Sagde Milana blot roligt. Hun havde sine grunde til, at reagere som hun gjorde - At vise det, som hun ville.

Marcus sukkede og rystede på hovedet.
"Det er svært for mig at hjælpe dig når du ikke vil vise dine følelser, men jeg hved jo heller ikke om du ønsker min hjælp, men jeg kan se at du ikke nyder mit selvskab, så jeg vil lade dig være alene og tænke over tingene" sagde han roligt og vendte sig om for at gå.
Vinden kom imod ham da han vendte sig og blæste hans bronze farvede hår imod Milana, han begyndte roligt at gå og var lidt væk i sine egne tanker.

Milana lod jorden under Marcus fødder føles mærkeligt, og trak ham tilbage, ved at bruge sin evne til at styre jord.
"Du behøver ikke at gå, fordi jeg ikke ønsker hjælp" Mumlede Milana køligt og roligt og betragtede. Hun mærkede et køligt vindpust få hendes hår til at danse smukt. Hun overvejede at bruge sin evne noget mere, men lod være, men så blot afventende på ham, for at se, hvordan han reagerede efter dette...

Selv efter at Marcus var blevet trukket tilbage af magt, så han stadig helt rolig ud.
Han vendte sig mod Milana og betragtede hende kort, " vil du ikke prøve at komme ud af skyggerne, og prøve at være væk fra dem?" spurgte han roligt og tænkende.

"Hvis det er vigtigt, så kan jeg vel godt" Sagde Milana roligt og svagt køligt, og trådte ud af træets tunge skygge der før havde lagt sig om hende. Hun betragtede ham, og mørket omkring ham. Hun lod sit hoved ligge meget svagt på skrå, mens hun betragtede ham med rolige og kølige øjne. Hendes ene øje var meget lysere end det andet, da hun var blind på det ene øje.

Marcus betragtede tænkende hendes øjne.
"Du er blind på det ene øje ikk?" spurgte han roligt og også lidt forsigtigt.
Og så tænkende på hende med sine is blå øjne, men selvom de så kolde ud på grund af farven, så så de også meget varme ud da han så på Milana og han betragtede hende stadig lidt.