Mørkets liv

Milana lagde armene over kort, og satte sig på den nærmeste store sten. Hun kunne ikke holde alle de vibrationer ud, hun kunne føle igennem jorden. Hun følte dem konstant.
"Jo, jo det er jeg" Svarede Milana, som om hun talte tit om det med andre, hvilket hun ikke gjorde. Hendes stemme var helt rolig, som den altid havde været.

Marcus så tænkende på hende og betragtede hende kort.
"Blev du født sådan, eller skete der noget med dig?" spurgte han nysgerrigt, selvom han ikke regnede med at hun ville sige det, men han kunne ikke liade være med at spørge, han så med varme øjne på hende igen, selvom de var is blå.

Milana tøvede lidt, med et roligt og svagt køligt blik mod Marcus. Det var jo noget der var sket, og hvis han kunne læse hende, behøvede hun så rent faktisk at sige det højt også?
"Det er noget, der er sket" Svarede Milana tomt og melodiløst. Hun var helt rolig. hun lukkede sit blinde øje, da det jo ikke rigtig hjalp om det var åbent eller lukket.

//Beklager mine kortere indlæg, men er distraheret af noget IRL xD Heh//

Marcus så tænkende på Milana og bed sig lidt i læben.
" Skete det den dag din mor døde?" spurgte han forsigtigt, han havde lidt dårlig samvitighed over at havde læst så meget af hende, men han ville ikke læse det helle, han ville også selv havde at hun sagde noget, hvis hun blev vred over at han havde rodet så meget i hendes sind, så kunne han bare teleportere sig væk fra hende og lade hende falde til ro, han ventede på hendes reaktion over hans spørgsmål.

//Gør ikke noget heh xD//

Milana trak let på skuldrene med et elegant træk. Hendes kølige og rolige blik hvilede tungt på Marcus.
"Mere eller mindre" Svarede Milana med en roligt og kølug stemme. Hun havde på fornemmelsen, at han havde læst hende, men hun gad intet gøre ved det. Hvis han snagede i hendes sind, måtte han gøre det. Hun tog det ikke ilde op, at nogle gjorde dette mod hende. Hun var ved at være van til det.

Marcus tænkte lidt over det.
"Hvordan døde hun?" spurgte han roligt og betragtede hende lidt igen.
Vinden var næsten væk, der kom kun få vindstød imod dem, men de var meget svage.
Han stod og så kort rundt og skimmede skoven med øjnene og bed sig lidt i læben.
Så vendte han blikket tilbage på Milana og ventede på om hun ville svare ham, eller om det var for personligt.

Milana hævede let øjenbrynene. Som han dog kunne spørge... Igen og igen.
"Svært at forklare" Svarede hun blot, som om det intet bedtød for hende. Som om hun aldrig havde taget sig af dette emne, hvilket kun var halvt sandt. Hendes rolighed og kulde overskyggede enhver følelse, der lå gemt dybt indeni hende, og som hun ikke lod komme ud. Hun ønskede det slet ikke ud, og var blevet god til det.

Marcus havde allerede læst at hun følte sig irreteret over at han spurgte helle tiden.
"Hmm.. okay" sagde han bare og og betragtede hende kort, han satte sig ned på græsset og begyndte at trække små totter op.
Han så tænkende ned i jorden og skænkede ikke tanken om at læse hende igen.
Han ville lade hende være og var nu helt stille.

"Hvor længe har du været dæmon?" Spurgte Milana roligt, og med den samme svagt kølige undertone. Hun betragtede ham med rolige og klare øjne. Hun ville bryde tavsheden - Og ikke lade dem være stille. Hun ville være den der spurgte nu. Nu ville hun vide noget om ham.

Marcus så på Milana med et roligt blik.
"91 år" sagde han kort og tænkte lidt, " og ialt har jeg levet i 109 år" sagde han noget tid bagefter og gav sig til at tænke igen, han vendte kort blikket rundt i skoven og skimmede træerne igen med blikket, og tog det så ned i græsset igen, hvor han rev små totter græs op.

"Det var længe... Jeg har kun levet i 16" Sagde Milana med et roligt og uigennemtrængeligt blik mod Marcus. Et køligt vindpust blæste forbi dem. Hun lod den kølige vind komme. Hun kunne faktisk lide den kølige vind, der indimellem kom i mørket.

Marcus nikkede og så på hende igen.
" Ja det er et godt stykke tid, men man vender sig til det med tiden" sagde han stille og smilte svagt til hende.
Og vendte igen blikket ned på græsset, men han var holdt op med at hive græs op.

"Men man vænner sig vel til det, som du sagde" Milana lod sin stemme forblive helt rolig og svagt kølig. Hun kørte hurtigt hånden igennem sit hår. Hun betragtede ham fortsat, lod sit blik hvile tungt på ham, og mørket der omgav ham.

Marcus nikkede og så kort på Milana.
Han vendte igen blikket rundt i skoven og holdte øje med alle de lyde der var rundt omkring dem.
Der var dog ikke særlig mange lyde der hvor de var, jo man kunne lige høre vinden og lyde fra nogen dyr der også var inde i skoven, men ellers var der stille omkring dem.

Milana så kort på et dyr der kom og forsvandt på kun få sekunder, som var den blevet bange for at se dem, selvom den næsten så mere skræmmende ud, end Marcus og Milana.
"Hvad er der så sket med din familie, siden du jo er blevet dæmon?" Spurgte Milana med den rolige og kølige stemme, og hendes blik passede til hendes tonefald.

Marcus så på Milana igen og tænkte lidt.
"Hmm.. min mor lever stadig hun er også dæmon, hun blev det bare i en senere alder, min far blev dræbt af en engel kort efter jeg blev til en dæmon" sagde han og tænkte lidt på det, men slog det så ud af hovedet.
Han så tænkende på Milana, men vendte så blikket ned i græsset og tænkte stadig.

Milana nikkede forstående, men holdt stadig den kølige facade oppe. Hun vendte kort ryggen til, og så mod de næsten nøgne træer, som vinden prøvede at få bugt med, og få bladene til at falde af - resten af dem.

//Skal logge -.-" Skriv et laaangt og dejligt indlæg til mig, til når jeg kommer på igen xD//

Marcus så på Milana igen og betragtede hende.
Han fulgte hendes bevægelser selvom hun ikke rørte sig så meget, han besluttede sig for at han ikke ville læse hendes minder og hendes hoved. Han ville bare studere hendes bevægelser.
Han teleporterede sig derefter op i træet om var over hende og så ned på hende igen, og studerede videre på hendes bevægelser, hendes hår, hendes ansigt, endna hendes duft.
Han stoppede så derefter op på himlen og skimmede den, selvom der ikke var særlig meget på den. Han sukkede tungt og tænkte lidt på sin fortid, de fejl han havde lavet, de ting han havde været ude for og så tænkte han på fremtiden, havde han en? var der noget der måske ventede på ham et sted? han følte sig lidt forvirret over sine tanker.
Hvorfor tænkte han overhovedet på det? det kunne han ikke forstå og det gjorde ham endnu mere forvirret.
Han rystede på hovedet og så ned på Milana igen, men denne gang kiggede han bare på hende, han betragtede hende ikke eller studerede hendes bevægelser, han kiggede bare tænkende på hende.

//Okay vi skrives, jeg håber det er godt nok heh xD//

Milana så lidt på Marcus, til han teleporterede sig op i det træ, der var over hende. Hun lagde let armene over kors, dog uden en grund, og kørte så hurtigt en hånd igennem sit hår, da det irriterede hendes ikke-blinde øje. Mørket hang tungt i skoven, så tungt, at kun natten mestrede mørket - Ja, styrede det.
Milana's stille sind havde kun få tanker, der var i hendes hoved. Det var simple tanker, hun altid plejede at have, men da Marcus var der, føltes de anderledes, hvilket hun ikke helt forstod. Måske var det fordi, at han havde fået hende til at indse noget? Noget hun ikke ønskede at få indset, eller for den sags skyld at gøre. Hun rystede let på hovedet af sig selv, så hendes lyse hår dansede vildere omkring hendes hoved.
Milana's blik gled op mod Marcus, og fastholdt sig på ham, som var det frosset fast til ham. Hendes øjne var rolige og blanke, men kølige. Det var rart at være sammen med en, som også var anderledes end sine artsfæller.

Marcus tænkte lidt, men smilte svagt.
Han lagde godt mærke til hendes blik og smilte svagt over det.
Han tænkte lidt over hvorfor mon hun havde så lidt tanker i hovedet, men trak bare på den ene skulder.
Han ville ikke længere rode i hendes hoved, han følte sig ikke velkommen, men kunne alligevel ikke lade være med at tænke over hendes tanker.
Hun var den første elver han havde mødt som elskede mørket så meget, de andre foretrak lyset.
Han grublede lidt over det, men trak så på den ene skulder igen og så derefter med et tænkende blik op på himlen.
Marcus skimmede også mørket i skoven med sine lyse øjne og havde stadig et tænkende blik.
Han brød sig ikke om tavsheden, men kunne heller ikke finde på noget at sige.

Milana holdt øjnene på Marcus. Hun holdt sine tanker simple - Helt som altid. Hun havde dengang hun var mindre været helt vild med lyset, og havde været lidt af en dagdrømmer, men alt det endte så brat. - Helt uventet fra den ene dag til den anden, som folk skiftede sit tøj ud.
Stilheden havde lagt sig over dem, det var tydeligt, men alligevel kunne Milana intet finde, som hun kunne sige til ham. Ikke det at hun ikke ønskede at tale med ham, for det gjorde hun, men hun ville lade ham gennemrode hendes sind, hvis det var det han ville. Hun vidste godt han sad med spørgsmål i hovedet, som han ikke kunne besvare, men hun sagde stadig intet.
Hun smilte svagt op til Marcus i træet. Det var ikke et fremtvunget smil, som mange af hendes smil altid var, nej dette var rigtigt nok. Hun holdt øjnene på Marcus, fulgte enhver af hans bevægelser. Et vindpust fik nogle blade til at falde ned fra træerne, og snart var alle træerne helt nøgne - snart!

Marcus smilte svagt til Milana og tænkte lidt.
Han vendte sit tænkende blik ud i skoven og skimmede de ødelagte og slidte træer.
Marcus så sig om og fandt ikke andet end død på træerne, han sukkede lidt over det og ledte videre.
Måske håbede han at finde et træ, der i det mindte så levende ud, men det var der ikke.
Marcus satte sig ned på grenen og lænede ryggen ind mod stammen og så derefter op på himlen.
Mørket havde sunket sig om dem og der var helt stille imellem dem, ingen af dem sagde noget, måske var det gernethed eller fordi de ikke kunne finde på noget at snakke om.
Han så stadig op på himlen og begyndte meget svagt at synge, han havde halv lukkede øjne og sang stadig svagt videre imens han tænkte.

Milana så på de døde træers kroner. De stod blot der, nøgne med grenene strittende til alle sider. Mørket gjorde dog at dette var meget utydeligt, i forhold til til hvis lyset havde været der. Et gys gik igennem Milana. Synet af de nøgne nærmest døde ræer var slemt nok i forvejen, og hvis lyset havde været der, havde det set endnu værre ud.
En vind fik Milana's lyse hår til at danse let i vinden. Hun lod hendes hår danse. En ting hun holdt af var vinden, dog ærgrede det hende ikke, at hendes evne ikke var luft. Jorden var det, hun var tættest knyttet til. Og hvis hun en dag skulle gå hen og blive helt blind, ville hun stadig vide, hvor folk stod, og hvis hun gik ind i noget. Vibrationerne i jorden hjalp hende. Også selvom hun kunne se nu.
Milana havde for længst bemærket stilheden, der tungt hang over dem. Hun sagde dog intet, for hvad var der at sige? Stilheden var nærmest beroligende for hende. Hun lod sine få tanker forblive få. Hun vidste at nogle kunne læse tanker, så hun havde aldrig haft mange tanker med vilje.