Shoppingtur i centeret - Autumn- Sasuke

Sasuke fulgte hende og satte sig på en træstol lige overfor, på den anden side af bordet. Få mennesker fulgte Sasuke, lidt varsomt med blikkende. Sasuke kunne sagtens mærke at han blev overvåget. Men nu var han jo også E-rang vampyr, en meget stærk og mægtig vampyr, selvom det ikke var noget han viste. Han havde stadig hjerte. Selvom han var et monster.
"Ja jeg kommer her tit. Det er mit hangout" Svarede han og så på hende, han undgik at se til siderne. Han fumlede lidt frem med en brocuere som lå på det træbelagte bord som stod imellem Autumn og ham. Han fandt et menukort frem, og gav hende det høfligt i hænderne. "Hvad kunne du tænke dig?" Spurgte han nysgerrigt.

Autumn tog roligt imod menukortet. Det var ikke tungt i hendes hænder. Og nok heller ikke i andres. Hun var jo faktisk ikke ligefrem den stærkeste. Hun havde sine styrker men hun havde aldrig været god til det fysiske. Sådan var det med hende. Mere menneske en dræber. Eller hvad? ”Ehm..” Hun lod sine blå øjne glide ned over kortet. Over hvad der kunne tilbydes. Hun stoppede dog idet at hun så noget lige O redius negativ eller noget. Blod? Hun så videre og der var andre slags. Sjovt. Et smil blev nu dannet på hendes læber. Og hende lagde hun kortet fra sig og så muntert mod Sasuke. ”Tror bare jeg tager en fersken iste.” savrede hun mens hun blidt lagde kortet fra sig på bordet foran sig. Drejede så hovedet. Kunne ikke lade være med at kigge ud af vinduet. At kunne se ud over hele centret. Hvordan folk vrimlede rundt som små insekter. Det var lidt morsomt. Hun kunne nemt skælne dem fra hinanden. Se hvem der havde travlt og hvem der ikke havde. Så blev opmærksomheden så rettet mod Sasuke. ”Hvad med dig? Hvad skal du have?” spurgte hun bydende.

Sasuke nikkede og rakte hånden i vejret og knipsede. Tjeneren rettede opmærksomheden mod de to unge som sad ved de træbelagte bord ved et af vinduerne og travede derhen. Tjenere havde en lille blok i højre hånd og en pen i den venstre. Tydeligvis venstrehåndet. Eller forvirret?
Sasuke så op på den lidt ældre dame som så fra Autumn til Sasuke ventende på et svar. " En fersken iste, og et glas blog type AB Positiv" Svarede Sasuke lidt spændt. AB er jo en sjælden blodtype, men dejlig forfriskende og mere sød i det, end O som er lidt mere bitter. Der er ikke så mange mennesker som har AB og derfor heller ikke så mange cafeer som sælger det. Men det stod jo på menukortet, så de burde da have det her? eller hvad?
Tjeneren skrev ned og nikkede venligt og smilende. Hun travede ud bag disken og ind i køkknet.
sasuke så venligt over på Autumn. Hun var nu også køn. Faktisk virkelig køn, med det lange brune hår. og de pæne øjne

Underligt nok var hun ikke decideret overrasket over hans ønske. Hun havde vel set over det. Men alle de tegn for blod fik hende til at tænke over sit eget. Hun havde ikke selv fået testet sit blod. Hun vidste kun at hendes mor havde været A positiv. Eller hun var ikke sikker. Hendes forældre tog ikke sig det bedste af hende. Det var også kun rygter. Måske havde de bare ikke haft det største overskyd af tid og penge til at beholde hende. Der var vel alle mulige spørgsmål som hun havde lært ville have været svært at få svar på. Men hun vidste at hun var født dæmon. Det der var stort sandsynlighed af de begge også var det. Som hun stod der i sine egne tanker og stadig bare så ud af vinduet voksede hendes smil en smule ved tingene. Hun havde et godt liv.
Autumn rev sig dog hurtigt ud af sin indre verden det et glas blev sat foran hende. Hun fik nærmest et chok. Hun så så hurtigt undskyldende over mod Sasuke. ”Undskyld. Jeg var vist lidt fraværende.” Igen strøg hun noget hår væk fra sit ansigt. Seriøst klipning var trængende. Hun så igen lidt på hans blod. Eller den røde væske foran ham. ”Og igen undskyld men hvorfor købe blod når du jo egentligt kan få det mere eller mindre gratis.” spurgte hun forsigtigt mens hun tog en slurk af den kølige drik. Hun vidste ikke så meget om vampyres adfærd og spise vaner. Så derfor spurgte hun.

Sasuke kunne ikke holde masken af hendes mindre forskrækkelse og et lille slip undslap hans læber. Han tog en lille slurk af blodet og så op på hende . Dejlig følelse af at smage blodet igen. Det var som at få et mindre rush. "Jeg er ikke en dræber, jeg dræber ikke uskyldige mennesker" Sagde han. "Desværre sker det at jeg ikke kan styre mine instinkter" Tilføj han.

Dræbe! Hun kunne egentligt ikke lide det ord. Eller tankerne der bagefter ville komme med. Og duften af blod var heller ikke altid den hun ville bruge som parfume. Men hun ville helst ikke kommentere på det. Han var jo nød til at få indtaget den væske. Og det havde vel være en frivillig der havde givet sit blod til caféen. ”Jamen er det virkelig nødvendigt at dræbe når man drikker direkte? Altså, jeg mener, man burde da kunne styrer sig.” Hun havde ikke så meget imod deres snak. For hende var den spændende. Men han måtte vel bare sige til hvis han ikke ønskede at snakke om det. ”Men nu kender jeg jo ikke særlig meget om den slags. Så jeg vil helst ikke gøre mig alt for klog på det punkt.” Et svagt usikkert fnis løb hen over de røde læber mens hun blidt kløede sig i nakken. Autumn førte igen sit glas op til sin mund. Hældte igen nogen af den søde drik ned igennem sin hals. Den gav lidt kuldegysninger men det var egentligt dejligt.

sasuke så lyttende på hende mens ordende fra hendes mund blev opfanget i hans tanker.
" Når vi hungre, bliver vi agressive. Så når vi smager blodet igen er det ikke altid let at kontrollere hvornår man egentlig burde stoppe" Sagde Sasuke så lidt rundt. Han talte lidt lavmeldt da han ikke ville sidde og prale til alle om hvad han egentlig var.

Nu forstod hun bedre. Så det var sådan det hele foregik. Hun kunne bare ikke helt forstå hvordan han kunne sidde og drikke af det glas og så ikke hungre efter mere bagefter. Var det nok til at måtte en mandelig vampyr? ”Nu kan jeg se det.” sagde hun roligt mens at hun drejede en kvart omgang og lænede så sin ryg mod vinduet inden at hun træk det andet ben op at ligge på bænken. Dejligt med plads til at strække sine ben. Hun lukkede sine øjne i og gav sit ansigt dette fredsfyldte udtryk. Og det lille smil satte prikken over i’et. Hun tog sit glas i hænderne og holdt om det med begge mens hun hvilede det mod sit ene knæ. ”Så var det da heldigt at jeg bød på lidt godt til ganen i stedet for at ende som et offer for en ’uud blodtørstig vampyr’..” Ved de sidste ord spillede hun lidt på lydende men som ham holdt hun også sin stemme lav nok til at andre ikke kunne høre med.

Sasuke kunne ikke undgå at få et lille smil på læberne og nikkede, han tog endnu en tår og nød følelsen af det tyktflydende blod glide ned igennem halsen og ned i maven. Dejligt mættende. " Ja det var jo egentlig godt nok" Sagde han. "Ellers ville du have endt som en lækkerbisken" Drillede han lidt.

”Ej helt ærligt. Jeg ville jo ikke bare have endt som en lækkerbisken. Jeg er en sand lille lækkerbisken.” sagde hun først meget overlegen men så som den hjertevarme latter og afslørede hendes skuespil. Hun ville aldrig kunne blive en skuespiller så dårlig hun var til at holde masken. Og hun var heller ikke sikker på det ville være en ting for hende. Efter at have ladet endnu en slurk glide ned blev de smukke blå øjne atter rettet mod Sasuke. ”Sig mig, hvor længe har du været vampyr?” Tydeligt at hun var nysgerrig. Men hun prøvede at holde lidt lav profil med det. Ville helst ikke presse sig på hos folk. Selvom at det tit skete alligevel. Ikke noget hun helt kunne gøre for. Pludselig som der kunne blive stille mellem dem blev angreb et mindste hoste anfald hende. Hun krøllede sig af ren refleks sammen mens at hun holdt sig for munden med sin frie hånd. Prøvede at stille sit glas fra sig på bordet for at det ikke skulle ende med at hun fik hele indholdet ud over sig selv eller noget. Dog stoppede hendes hoste igen kort efter og hun så ikke helt ud til at have taget særlig meget skade af det.

Sasuke så lidt mere opmærksomt på Autumn, af bekymring for om hun nu var okay. Han tænkte så videre over hendes spørgsmål efter. "204 år. Jeg var 17 da jeg blev bidt. Og stoppede kroppens udvilking som 18 årig" sagde Sasuke lidt stadig lidt tænkende, det var jo længe siden det var sket nu. år 1807. Det er snart længe siden. Men han får da lov til at opleve generationernes udvikling. Og kender da svarene på mange myter fra dengang som forskere har fundet en del ud af.

Autumn lyttede som sædvandligt interesseret med mens at hun nærmest var lettet over at hun hurtigt var stoppet med at hoste. Det havde vel bare været lidt iste der havde sat sig galt i halsen. Hun slap glasset og så fra det til Sasuke inden hun skilte de røde læber for at snakke. ”Jamen dog. Så må du jo være en rigtig oldinge.” sagde hun drillende og hendes latter kunne høres i hendes stemme. Men hun ville endelig ikke sig noget. Hun var jo sådan set også ældre end det hun så ud til at være. Men hun udviklede sig stadig. Kunne stadig dø af alderdom. Men nok først om meeeeget lang tid. Det vidste hun. Hun strakte sine arme op over hovedet og da hun tog dem ned så hun ud til at være mere afslappet. At sidde i samme stilling for langtid kunne snildt få ryggen til at genere en lidt. Hmm.. Hvordan mon det havde været for ham at blive bidt? Hun gøs let ved tanken. Hun huskede dengang hun blev udsat for den slags. Ikke noget hun ønskede at prøve igen. Men måske havde det været noget andet for ham.

Sasuke løftede et øjenbryn og så halvfornærmet på hende, men med et smil på læben. Hun var jo ret flink. "Og du er et menneske?" spurgte han nysgerrigt. Han kunne ikke rigtigt finde ud af hvad hun var, hun lignte jo et normalt menneske, men alle de forskellige dufte omkring forvirret ham mere end højest nødvendigt. Så han besluttede sig for at spørge. Det kunne der vel ikke være noget galt i alligevel, eller kunne der? Måske blev hun jo fornærmet? Men det var vel også hendes problem. Han var jo bare nysgerrig som altid.

”Menneske?” Autumn så ud til at hun blev lidt overrasket over hans spørgsmål. Men ikke det mindste fornærmet. Hun havde intet imod at svare på spørgsmål som den slags. ”Hvad kan få dig til at tro jeg er et menneske?” Hun lagde undrende sit hoved på skrå og kunne sagtens minde om en uskyldig nuttet hundehvalp. På mere end en måde. Men så brød hun dette med et smil der igen fik hendes ansigt til at lyse op som før. ”Jeg er dæmon. Ganske enkelt.” svarede hun som mere konkret og virkede stolt over at være det i hendes stemme. Hun kom nu i tanke om hvor mange der ikke kunne kende forskellen på hendes race. Skulle altid lige spørge og så blive overraskede bagefter. Det var nok en ting hun havde ventet sig til. Hun satte sig atter orndetligt og førte igen isteen mod sin mund. Men lod det hvile på hendes læber i en kort kunstpause inden hun tog endnu en slurk. Hun var snart færdig. Men det betød ikke hun bare ville skride.

Sasuke så overrasket på hende da hun nævnte hvad hun egentlig var. " Dæmon?" Sagde han overrasket."Hvilken slags?" Tilføj han få sekunder efter og tog en dyb indånding. Han var jo nysgerrig. Og ville da gerne vide hvad hun var.

Det var her Autumn stod lidt blank. Det var ikke ligefrem noget hun gik og huskede sig selv på. Men fornemmelserne hjalp hende altid på vej. Men stadig fik var hun lige nød til en kort tænkepause inde hun svarede. ”Ehm.. Jeg vil mene jeg er ..øh..skyggedæmon.” forklarede hun ham så. Men lød samtidig ikke helt sikker i sin sag. Men der var også alle de tegn der kunne fortælle det. Hun så sig kort rundt. For at tjekke om hun havde en skygge. Men lyset var for dårligt til at den kunne dannes. Hun kunne ikke engang se Sasuke’s. Et svagt suk kom over hendes læber og derefter et smil. ”Jeg har i hvert fald et eller andet med skygger.” tilføjede hun med et kort grin.

Sasuke fniste af hendes glemsomhed og nikkede forstående. "Så vil jeg gætte på du er skyggedæmon" Svarede han stadig med et smil over læberne. Han tog endnu en tår og glasset var halv tomt.. Eller halv fyldt, alt efter hvordan man nu tolker det. Han så ned på glasset. Ikke negativt, alt hans negativitet var fløjet bort fra ham. Hun havde fået ham til at tænke positivit. Hvilket nu var meget dejligt.

Autumn lod igen sin latter flyde sammen med hans kommentar. ”Det vil nok også være det bedste gæt.” sagde hun muntert og lænede sig helt tilbage mod ryglænet for så at se mod loftet. Hun lukkede så sine øjne i et langvarigt blink, for så igen at, i en doven svingende bevægelse igen lænede sig forover og ind over bordet med et tilfreds suk. Sørgede skam for ikke at ramme hverken hans eller hendes egen glas. Hun havde ikke kunne lade være med det. Havde pludselig en masse energi der bare skulle ud. Hun rettede sig så igen ordentligt for at så smilende mod Sasuke. ”Sååå.. hvilken vampyr er du så?” Det var mest for sjov. Hun vidste der ikke var forskellige slags vampyr. Med mindre man var en blanding. Sådan en havde hun faktisk aldrig mødt nu hvor hun tænkte mere over det. Hun knejsede diskret med nakken for at få sat den bedre på plads. Den havde det med at irritere hele tiden her for tiden.

Sasuke så på hende, han nød hendes energi. Det var dejligt at alt ikke var så seriøst og kedligt. Han var selv en meget stille og kedelig person.
"Jeg er en ener" Smilede han ironisk. Han lød selvisk, men det var mest i sarkasme. Han var jo ingen speciel vampyr. Så han ville bare lave lidt mere sjov ud af det.

Autumn kunne egentligt godt lide hans svar. Det passede. Også selv om at alle gik rundt og sagde det. Alle var specielle på hver sin måde. Havde hun opdaget. Selv ved de mere irriterede og sure personer. Hun rejste sig så pludseligt og lænede sig så igen hen over bordet. Men denne gang lidt mere end før. Hun var nød til at støtte med sin ene hånd mod bordpladen for ikke at falde sammen. ”Jaaa det er du daaa..” sagde hun til ham med et stort smil som var han en eller anden god hund. Og dette alt imens hun havde fået lagt sin frie hånd på hans hoved og aede ham blidt men stadig muntert. Som en lille pige der ikke viste bedre.
Hun holdt ikke masken i længere tid. Brød ud i den hjertevarme latter mens hun så træk sin hånd til sig igen og begyndte at sætte sig tilbage på sin plads. Men det var jo det der skulle til nu hvor der var et bord imellem dem. Og lidt sjov skulle der til. Hell yeahr!

sasuke så mere overrasket over hendes bevægelser og den måde hun rørte ham på. Det havde han nu aldrig oplevet før, måtte han ærligt indrømme. Han følte sig tryg men stadig lidt til grin gjort, selvom han inderst inde vidste alt det her, bare var en hyggesnak og at hun på ingen måde ville gøre nogen ondt fortræd, så han prøvede at tage det positivt med et smil.

Autumn lagde mærke til hvordan han var helt stille. Men hun følte ikke helt hun havde gjort noget forkert. Og så igen. Det kunne jo ske. Hun gjorde jo bare tingene uden at rigtig tænke over det. Så hun kunne jo nemt træde ved siden af. Men så måtte hun bare tage konsekvenserne. Men han smilede til hende. Så der var sikkert ikke noget galt. Og som altid smilede hun selv ved synet af et glad ansigt. ”One of a kind.” sagde hun med en rolig stemme inden at hun tog endnu en slurk af sin iste. En stor. Det var som et never ending glas. Hun lagde først mærke til de stikkende blikke der blev sendt fra alle retninger. Hun forstod dem ikke men stadig kunne hun ikke gøre for at hun kiggede rundt. For at vide hvad det var. Hvorfor skulle folk se på dem på den måde? Var de virkelig så anderledes fra dem?

" De er alle mennesker, dem som sidder herinde. " Sagde Sasuke da han kunne se hendes undrende blik da hun kiggede rundt på de fremmede mennesker. "De synes ikke vi høre til her" Tilføj han lidt lavmeldt for ikke at skabe andres opmærksomhed. Han drak det sidste af blodet. Glasset var tomt, men var blevet helt rødligt af blodet .

Autumn forstod ikke helt. Jo hun forstod hvad han sagde men at nogle kunne syntes andre ikke hørte til. De levede vel eller under den samme himmel. Nogle på andre måder end andre. Men det skulle der jo ikke gøre forskelsbehandling omkring. Hun havde faktisk ikke prøvet at blive udstød af nogle. Folk havde jo aldrig vist hvad hun var. Mennesker var for dumme. Og det var andre så åbenbart også. Lige ud over andre dæmoner havde hun ikke blevet genkendt som andet end et sølle menneske. Nok fordi hun selv var lige så sølle et eller andet sted. Og livsglad som havde hun kun 90 at leve i, i alt. ”Hvorfor dog tænke sådan.” mumlede hun. Nok en smule mut og hendes blik blev sænket. Dog kun lige indtil at hun så mod hans tomme glas og så nysgerrigt op på Sasuke. ”Ved godt det er et dumt spørgsmål. Men smager blod egentligt godt??” Hun var vel lidt usikker på om det havde været fint at spørge om. Hvorfor ville vampyrer ellers drikke det. ”Og lige kort. Fortrækker du blod fra donorpose eller helt frisk?”

sasuke så lidt på hende. Han kunne ikke lide at hun så, så mut ud indtil hun igen blev nysgerrig. Han smilede. Det var nu ret sødt. Hun var nu ret sød. "Nok frisk. Frisk blod smager bedst. lidt ligesom varm iste smager ikke særlig godt i forhold til kold iste. Det er lidt alla det samme" Svarede han og så på hende. Måske var det et lidt dårligt eksembel han kom med, da iste og blod er langt fra de samme ting. Men hun forstod vel nok hvad han prøvede at sige. Ellers var det vel hende problem, ikke hans.
Hun kunne jo også altid prøve at smage det, det ville der ikke være nogen skade i. " jeg kunne jo bestille et glas mere, og du kunne få lov at smage lidt? "Spurgte han venligt og smilede igen. man kunne svagt skimte hans smilehuller. Han havde et utrolig charmerende blik og et meget charmerende smil i det hele taget.
Han var jo trods alt vampyr. De har jo en go' tiltræknings kræft. Og han var jo generelt også en meget smuk dreng.