Varm kaffe.. dæææjligt :3~ Sebastian Castle

Sted. Gå gaden i Deepshell
Omkring. Et par få mennesker
Tid. 21.32
Vejr. Iskoldt og stjerneklar nattehimmel
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://milanooweddingdressdk.blog.com/files/2010/03/short-sleeves-ruffle-bow-lolita-dress-7761-1.jpg

Vinden blæste hårdt imod ens ansigt, stjernerne lyste op på himlen og ingen skyer var synlige på den smukke nattehimlen. Azriels øjne befandt sig op på de smukke stjerner, med et lille sødt smil på læberne. Hun var helt alene, hvilket var en sjælden ting for hende, men havde brug for det. Hun havde bedt Balthazar og Damien om at blive derhjemme, og de havde ikke særlig meget lyst til at gå imod hendes ønsker. Hun frøs ikke, men havde dog stadig en skoldhed kop kaffe i hænderne. Man kunne mærke varmen igennem papkoppen, og de varme dampe sivede ud gennem hullet i toppen. Der var få mennesker som befandt sig på gå gaden, og ingen syntes at ligge mærke til Azriel, selvom at hun sad på bænken ved et synligt sted.

Sebastian var på vej gennem Gå gaden i Deepshell, han var på jagt efter et sted at overnatte, man skulle tror det var let, at finde et hus eller en lejlighed, som der ikke var folk der boede i eller som bare var på ferie, men efter han bliv opdaget på hans sidste forsøg, ville han ikke komme ud for det sammen igen, ikke at der skete så meget ved det, men det var forfærdeligt pinligt, og ikke noget som han ville have til at ske igen. Sebastian tog en dybindånding af den kolde forfriskene natte luft, han fandt glæde i tankerne om at hvor end monstret som tidligere havde være hans søn, ikke ville kunne holde sig sikker særlig meget længere, for vær eneste dag, kom Sebastian tættere på, han vidste godt nok ikke hvor han var, men han var sikker på at han nok skulle finde ham, og når han fandt den vanskabning, ville han brænde den, og nyde synet af det flammene kød, som bobler, og forsvinder til ingenting. Sebastian kunne heller ikke vente til at se om der var andre monstre han kunne tage sig af, inden han kom til hans store gevinst. Sebastian tog hans cigarret pakke frem, og sin zippo lighter, og i en hurtig hånd bevæglese, fik han åbnet zippoen, og fået en flamme frem, han tog en smøg frem, og tændte ild til den, han lagde pakken ned, og kiggede sig omkring, han smilte da han så Azriel, han var ikke sikker på hun var menneske, tøjet var ikke helt normalt i forhold til vejret, og hendes kropsholdning var heller ikke helt normal.
Han gik hen imod Azriel.

Azriel sparkede blidt sine fødder frem og tilbage og så ned i sin kaffe. Der var ikke så meget som ville kunne ødelægge denne aften, da der ikke var havde været nogen henne og irritere hende, og det så heller ikke ud til at være nogen som kunne irritere hende på sådan en aften. Hun så langsomt op fra sin kaffe og lagde mærke til en mand som kom over imod hende. Hun kunne mærke at denne mand ikke var et helt almindeligt menneske, men holdt sig dog rolig, men var alligevel klar til at forsvare sig selv hvis han ville noget...

Sebastian gik hen imod hende, men et lumsk smil på læben, han havde ikke den største forståelse, pp hvordan man kunne kende monstrene, da han var ret ny til denne verden af at slå monstre ihjel, men det var vel ikke så anderledes end mennesker, han havde jo været leje morder, gennem hele hans liv, så hvis der var noget han kunne, så var det at slå ting ihjel. han var lidt skuffet over de jægere han havde mødt, de var alle så god hjertet, Sebastian havde intet imod at slå 100 forkerte ihjel, hvis han fik en rigtig, for ham var det kun vigtigt at slå dem ihjel, ikke at gøre det for at redde nogen, hans blik var fyldt af vrede, og blodlyst, han havde mistet alt, og hvis man skulle pine og klage monstrene i timer før man kan dræbe dem, så gør han det. Sebastian gik hen til 2 meter fra Azriel, og sagde, men hans ligeglade og indvendte personligehed "Godaften"

Azriel blev mere og mere urolig for denne mand. Hun havde ikke mødt nogen som hun direkte blev urolig for, i meget lang tid. Han så ikke ud til at hun kendte ham, og omvendt, så det kunne da ikke være noget personligt eller noget som hun har gjort imod ham på et tidspunkt. Der var et eller andet ved hans øjne. Noget vredt og blodtørstende, og det var dét som fik hende til at blive urolig. Hun tvang sig selv til at blive siddende hvor hun var og tog en lille tår af sin kaffe. Hun så ned og på låget af kaffekoppen, men så så hurtigt tilbage på manden igen og gav ham et venligt nik "Godaften..." mumlede hun usikkert og vidste ikke hvad hun skulle gøre ved denne mand, da hun ikke kunne gøre så meget, uden at folk begyndte at undre sig. Hun var jo en lille pige, og det var ikke normalt for en lille menneske pige, at kunne give en fuldvoksen mand bank. Så hun måtte bare sidde dér og hører og se hvad manden ville...

Sebastian kunne se den ligegyldige livs glæde, som han også så Marry, det forfærdelige monstre, som havde dræbt hans søn, og havde skabt noget andet. Sebastian kunne lide den følelse han fik af at se på den lille pige, han følte sig tættere på, han vidste ikke på hvad, men han smilte ved tanken. han smilte som sagt, men drejet det til at være lidt venligt, selvom han ikke mente det, han ville bare ikke gøre hende noget blandt alle disse mennesker, de ville bare komme monstre til hjælp, han var godt nok ikke sikke på hun var det, men det kunne vel være lige meget, han ville stadig gerne piske hendes krop til hun tigget om at dø, eller hvad han kunne finde på. Sebastian satte sig ned ved siden af hende, og kastet cigareten ned på jorden, og slukket cigareten ved at træde på den, han lænede sig mod muren bag dem, og sagde så "hvad hedder du min lille pige?"

Azriel betragtede manden som stod foran hende, og kunne se smilet som langsomt krøb op på hans læber. Det så ud til at være et venligt smil, men hun måtte indrømme, at hun ikke helt vidste om hun følte sig roligere ved det. Hun rykkede sig lidt længere væk fra manden da han satte sig, da det var lidt for tæt. Der var et eller andet med ham, som hun ikke brød sig særlig meget om, og hun ville ikke tage nogle chancer. Hun så på cigaretten som han slukkede, og derefter op på hans ansigt "Hvad rager det dig?!..." spurgte hun så hårdt, da hun var nervøs og ikke vidste hvordan hun skulle tackle situationen, men sukkede så og så ned på sin kop, tog en tår og så tilbage op på manden "Azriel" sagde hun lavmælt, og ville ikke kommentere at han lige havde kaldt hende for lille. Hvis hun sagde at hun ikke var lille, ville der bare blive stillet spørgsmål, hvilket hun ikke ville have. Hun ville bare gerne denne samtale til at gå roligt, og uden at få manden til at vække mistanke om at hun ikke var et menneske..

Sebastians ellers kolde og blodtørstige hjerte bliv lidt varmt, da han hørte hende sige hendes navn, han var ligeglad med hun talte hårdt til ham, han havde fået sin idee om at hun var et ondskabs fuldt monster, og når først han havde det, var det lige meget hvad man sagde af negative ting. Sebastian ville så gerne trække hans kniv op den højre lomme i hans cowboy bukser, og måske skær hende hud af, måske vise monstre hvad at være ond virkelig betød. men kunne ned, og smed tankerne, da han kom i tanke om hvad hans eks kæreste Camille ville sige, hvis hun kunne se ham nu, hun ville blive skuffet. han sukkede kort til sig selv, hun var nok det eneste menneske som betød noget, han elskede hende ikke længere, men hun var stadig den bedste ven han havde, selvom han ikke havde set hende siden de slog op, som sådan. han rettet bliket mod Azriel, og sagde "Azriel...godt navn, lidt gammelt ik?" han slikket sig på underlæben kort, han vidste ikke selv hvorfor, det var nok bare hadet til hendes slags.

Azriel betragtede manden, da han så ud til at tænke lidt, men spurgte dog ikke ind til det. Det var hans egne tanker, og hun havde ikke rigtig lyst til at finde ud af hvad han tænkte på imens han snakkede med hende. "Tak.." mumlede hun og nikkede svagt "jo, det er ret gammelt" sagde hun og så hurtigt ned på sin arm i en utrolig hurtig bevægelse "Jeg må nok hellere komme hjem.." sagde hun lavmælt "Min øhm... mor.. vil nok have mig til at komme hjem og sove" sagde hun og løj som natten var lang. Hun brød sig ikke om manden overhovedet og ville bare langt væk fra ham, selvom at hvis hun havde ret i sine teorier om hvad manden var, ville hun nok ikke komme hjem lige foreløbig...

Sebastian lagde sin arm på hendes knæ, ikke med sin styrke, bare lige så stille og roligt, og sagde "Din mor...Næ...Hun har intet mod du bliver lidt længere oppe i nat" han tog endnu en dybindånding, og kunne ikke vælge, om han skulle udspørger hende, eller om snakken bare skulle vente til næste monstre der kom forbi, han bid sig selv i læben, med et lumsk smil, og sagde så "hvad med at fortælle mig en historie, hvem ved, måske er den god nok til du kan nå hjem, mens jeg tænker på den" han vidste ikke om hun forstod hvad han mente, men han var fuldstændig ligeglad, hvis hun ikke forstod det, ville dette bare blive en lang aften.

Azriel bed sig i underlæben da hun kunne mærke mandens arm imod sit knæ og bandede indvendigt, da han tvang hende til at blive. Hun så på lidt på ham og nikkede så "Kan vel godt blive ude lidt længere..." mumlede hun og fik bare hendes teori godkendt. Denne mand var en dusørjæger. Hvorfor ville han ellers have at hun blev. Hun vidste at han ihvertfald ikke var voldtægtsmand eller pædofil, så han måtte jo være dusørjæger. Hun kunne også mærke det på ham, så det var egentlig ikke så svært.
Hun så undrende og spørgende på ham og lagde hovedet let på skrå "H-h-hvad mener du? En historie?" spurgte hun lavmælt og vidste ikke rigtig hvilken historie det lige skulle være. Hun kunne ikke rigtig nogle gode historier, som hun lige kunne fortælle denne mand, lige pt...

Sebastian grinte en lav og hæs latter, men stoppede så, han syntes det var sjovt, at monstre var så dumme, ubrugbare, og så meget under et menneskes standard, måske var de stærke, men de var så ufotårene overfor mennesker som ham selvs brutalitet, og had, hvis dette lille monstre kunne se hans tanker, var han sikker på det ville angre den overhoved var blivet til i denne verden. Sebastian drejet ikke hoved mod hende, men sagde lavt "Din slags giver mig en dårlig smag i halsen, du har intet at byde med til denne verden, du er et tomt kar, som tror den har føelser, som tror den har en fri vilje, at den er noget andet en et monster, men jeg vil ikke sy dine lemmer samme og rive dem fra hinanden, næ...iaften vil jeg have en hyggelig snak, så kan vi slå hinnaden ihjel en anden dag, så fortæl mig en histoie om din slags"

Azriel betragtede manden og blev mere og mere sur ved hvert ord manden sagde, og knyttede sin ene hånd langsomt sammen, og gav ham en knytnæve lige over hans ene kind. Hun var ligeglad med hvad andre tænkte, når han sagde sådan noget om hende, og hun vidste at han ville lære af det, da hun kunne slå sindsygt hårdt. "Jeg fortæller intet til dig, menneske! Og du har klogt i at lade mig være!" snerrede hun vredt og så arrig ud. Hun lignede ikke et lille barn længere, men lignede det som hun var, en flere århundrede gammel vampyr som ikke lod mennesker tale sådan til sig...

Sebastian tog sig til ansigtet, og i starten mærket han smerten, og det gav ham en kvalmene følelse gennem kroppen, men han slap en kort hæs latter, han tog sig til kæben, og smilte skævt, han var ikke bange for hende, hans vrede til hendes slags, og hendes verden, var større end smerte i på hans ene side af ansigtet, han kunne mærke hun slog en tand løs, så han tog en hånd i munden, og rev den ud. og gav slip på den, han var ligeglad med den, der kom ikke så meget blod, men der kom lidt, "Se...Det var ikke ligefremt gennem tænkt var det?.." han mente ikke der var noget menneskelighed i hende, han var ikke en Micky Mouse jæger som mange andre, og det eneste der holdt ham fra at rejse sig, og skyde hoved af hende, var branden i hans lejlighed, som havde taget han våben fra ham.

Azriel så vredt på manden og knyttede sin ene hånd igen for at lade endnu et slag ramme ham, men lod vær, da hun så på blodet. Hun bed hårdt sine tænder sammen og så hurtigt væk. Åh gud... hvor lang tid siden var det at hun havde fået noget at drikke. Hun vidste det faktisk ikke. "Det behøvede ikke at være gennemtænkt. Jeg ville bare have dig til at se at du ikke bare kommandere rundt med mig og fornærmer mig på den måde som du gjorde...." sagde hun irriteret og tvang sig selv til at se væk fra manden. Hun var tæt på at give ham nogle bank, men holdt sig dog væk fra tanken, og holdt sig rolig selvom at det var pænt svært...

Sebastian lagde hoved op mod væggen bag ham, han undrede sig, over at hun ville have ham til at stoppe, han sagde det som var sandt, om hun ville have det eller ej, det var jo ikke en hemmlighed de ikke kunne lide hinanden, så hvorfor tale pænt, men hun slog hårdt så han ville prøve at holde det civilt for nu, men han ville ikke glemme hende, det var han sikke på. Sebastian sukkede og sagde roligt "Vi kan jo ikke lide hinanden, hvis jeg havde været i dit sted havde jeg slået mig selv ihjel, ligesom du heller ikke vil være mig. vi har begge en forståelse af hinanden, du kan måske finde fred i mennnskers selskab, jeg kan bare ikke sove ordenligt så længe ting, min søn går rundt som dig selv, så jeg har ikke noget tilovers for din slags"

Azriel så langsomt tilbage på manden og havde mest af alt lyst til at dræbe ham. Han var ved at gå hende på nerverne. Hun lod dog være, da han jo ikke havde gjort hende fortræd, og hun havde en regel om ikke at slå uskyldige ihjel hvis ikke det var en absolut nødstilfælde. Hun så på ham og rystede på hovedet "Du ved intet om mig, så du ska ikke engang prøve at forstå mig" sagde hun da han begyndte at fremsige ting som hun måske ikke ville og gerne ville.

Sebastian syntes det var sødt, at det lille monstre virkelig prøvet at lege dens liv var noget vær, at hun virkelig have et formål, andet end at være et hjerneløst monstre. Sebastian spytterdet blodet ud fra den ødelagte tand, han drejet hoved mod hende, og sagde "hvorfor så ikke forklare mig om din slags, eller er det under din værdihed" Sebastian grinte kort, men stoppede så. han rettet blikket mod gaden, og kunne mærke hans krop snart var ved at være træt.

Azriel så tilbage på manden "Hørte du ikke hvad jeg sagde lige før? Jeg vil ikke fortælle dig noget som helst!" sagde hun hårdt og så vredt på ham. "Jeg vil ikke begynde at fortælle historier om vampyre til en dusørjæger. Så hellere dø, end at gøre sådan noget" sagde hun og så igen væk fra ham. Det menneske var fandme ikke den skarpeste kniv i skuffen. Hun vidste at hun sagtens kunne klare ham, og hun vidste at hun snart var ved at blive irriteret over ham. Kunne han ikke bare holde sin kæft. Hvad ville han overhovedet med hende?