Første møde - Sasuke- Pierce

Tid: 20.56
Dato: 23 Juni
årstid: sommer
Sted: Van Martes Park.
Omgivelser: Mange mennesker, dog ikke helt fyldt da det er lidt sent på aftenen.
Vejr: Solrigt og varmt. dejligt til en dag i forlystelsespark
Person: Se billed.
Påklædning: sort langærmet shirt, et par skinny sorte jeans med et nittebælte over røven .

Sasuke var draget ind til Van Martes Park alene, han fandt dagen perfekt til en afslapnings dag med hygge. Men ingen af hans ellers tætte venner havde tid og overskud til at tage med ham. Så han tog alene afsted. Han havde bundet sine snørebånd på de sorte converse sko dobbelt så de ikke ville gå op, det ville jo være surt hvis de gik op midt i en forlystelse. Sasuke var en meget kold person på det ydre, men også meget omsorgsfuld og forstående. Han talte ikke så meget og lesbede også en del som skyldes han stammede meget som lille knægt. Men den tid var ovre, han stammede kun lidt men har fået men som er lesberiet.
Han er meget høj, 182 og vejer kun de 49 kg da han er vampyr og derfor ikke spiser specielt meget menneskemad.
Han er en rolig fyr som er nede på jorden og er meget sarkastisk.
Han havde lige betalt for en billet og trådte ind af portene til forlystelses parken. Han vandrede fra Cowboy byen til Indianer byen med hænderne i lommerne mens han nysgerrigt kiggede omkring.

Pierce bevgede sig roligt mod forystelses parken, han hve et let smil på læben mans han øjne vandrede rundt over landskabet.
Der var ikke så langt igen, efter en lille 10 min. tids stod han nu i køen til at købe sin billet,.
Snart gik han rundt blandt menneskerne i parken med et let smil på læberne. Pierce var typen som var lettere genert men ikke meget, han holdte sig dog meget for sig selv eftersom han var idt bange for at støde ind i folk som ville skade ham som han var vant til.
Den race han frygtede mest var vampyre og alligevel ikke.
Det var jo ikke alle som var onde, men mange af dem var. Han gik rundt i sine egne tanker.
Et suk forlod hans mund og han så rundt, han havde ikke rigtig nogle at tage med i forlystelses park.
Så han gik bare rundt for sig selv og lavede ikke rigtigt noget.

Sasuke fandt menneskerne interessante. Han havde helt glemt følelsen af selv at være en af dem. Et savn, og dog så føler han sig lettet over at være blevet vampyr. Han kan møde flere folk og følge deres liv. Mens han ikke rykker sig udseendsmæssigt. Han var bare træt af at være alene. Han var ikke som hans venner. Han var ikke et agressivt monster som flænsede. Faktisk ville han helst undgå at såre uskyldige mennesker. Hjerte , ja det havde Sasuke i det mindste.
Han så rundt og skimtede kort den fremmed dreng som gik ikke så langt fra ham. Han fandt ham interessant. Anderledes end de andre mennesker. Men et mennesker det var han. Det kunne lugtes? Eller var det bare alle de andre menneskers lugte? Det var jo forvirrende at gå rundt blandt så meget mad.. Sasuke betragtede den fremmede skikkelse som mindede lidt om ham selv. Hvorfor gik han alene? Havde han heller ingen at følges med?

Pierce havde en lettere duft af vampyr over sig eftersom han havde været meet tæt på at blive forvandlet og så det punkt at han boede sammen med en vampyr var et ret kraftigt tegn på at han bar en lettere duft af dem. Men han kunne dog ikke skjule at han var menneske, det var umuligt for ham. Han lod sine øjne gide rundt og opdagede den fremmede dreng som stirrede på ham.
En lettere rødmen lagde sig over hans kinder og han kiggede ned. Han blev altid genert når andre folk kiggede på ham.
Kort efter så han dog op igen og betragtede den fremmede dreng, han virkede også til at være alene, men han var ikke helt sikker.
Desuden var han også lidt bange for at nærme sig ham fordi han var lettere sky efterhånden på grund af alle de gange han var blevet overfaldet. Det var noget helt andet at blive bidt af en man holdte af, følesen var helt anderledes.
Pierce rystede kort på hovedet og gik videre. Han gik over mod drengen men ikke fordi han ville tage kontakt til ham men fordi han skulle den vej. Dog kunne han ikke lade være med at betragte ham mens han gik derover af.

Sasuke lagde hænderne i baglommerne så man kunne skimte hans rose tatovering på venstre arm. Han betragtede den fremmede på tættere hold eftersom han kom nærmere. Hvem mon han var? Ville han snakke siden han kom denne vej?

//Noget galt med mit indlæg siden dit var så kort? :o//

Pierce bed sig kort i læben da han om tættere på.
Det var nu duften af vampyr over ham kunne duftes, han kiggede stille på den fremmede ud af øjenkrogen men vidste ikke helt om han skulle stoppe eller ej for at snakke med ham eller om han bare skulle forsætte.
Den sidste del af hans tanker vandt dog hurtigt. Hvorfor skulle en så flot fyr som ham ville tale men en så grim fyr som Pierce.
Et stille suk forlod hans krop og han så ned og forsatte forbi ham.
Man kunne godt mærke på Pierce at han ville havde taget kontakt til ham men der var noget i ham som stoppede det.
Han sukkede igen og forbandede sin lave selvtillid langt væk, han var så træt af det men han havde svært ved at ændre den måde han så sig selv på.

//overhovedet ikke, sidder bare i 3-4 emner lige nu er det er ikke altid jeg er lige kreavtiv i tankerne :-) //

Sasuke vendte sig og så den fremmede vandrer forbi ham, han ville vist ikke snakke alligevel? Sasuke var vist ikke så interessant som han havde forestillet sig. Han havde lidt håbet på en at konversere mig. Nu var Sasuke selv genert for at tale med fremmede mennesker, men noget i ham skuppede ham over stregen. Så Sasuke tog sig sammen og gik om bag Pierce stille og roligt. * hva skal jeg sige? Burde jeg prikke ham på skulderen? skal jeg finde på en dum undskyldning? Nej jeg burde måske bare sige det som det er?* Sasuke var tydligvis i konflikt med sit indre og forvirrede sig selv endnu mere en højest nødvendigt.
" Undskyld?" Udbrød han lavmeldt og havde lyst til at slå sig selv i hovedet. Han rødmede svagt, og kigger op mod himlen i håb om at den fremmede kønne dreng ikke skulle bemærke det.

Det var ikke fordi at han ikke var spændende men Pierce var bare for genert til at snakke med ham.
Derfor gik han bare forbi ham, dog kunne han ikke lade være med at se på ham da han gik forbi.
En lettere rødmen lå over hans kinder, Pierce var en virkelig smuk dreng men det mente han ikke selv. Han bed sig i læben så den var lige ved at sprækkes så blodet nu piblede rundt under de fløjlsbløde læber som han havde. En stemme skar gennem luften, en smuk og fortryllende stemme. Pierce vendte sig om og stod nu med ansigt mod hans og rødmen på hans kinder blev stærkere. Han havde en fantastisk stemme og Pierce følte sig helt fortryllet af den. Dog efter noget tid svarede han stille, "Ja?". Hans stemme var dejlig og blød at høre på.

Stemmen fra den fremmede unge dreng var behagelig. Dejlig og beroligende lille stemme. Sasuke kunne sagtens se hvor forlegen han var. Burde han tale med ham? Hvad skulle han nu sige? Han havde jo ingen grund til bare at kontakte den her fremmede dreng. Som vist også virkede lidt ligeglad med ham.
"Du ved vel ikke hvad klokken er vel?" Fremstammede Sasuke lidt. Igen stammede han så det lød som nervøsitet selvom det egentlig bare var en vane. * Hvorfor spurgte jeg om det? Jeg er så dum til at finde på undskyldninger* Tænkte han og sukkede. Han havde allermest lyst til bare at kralve ned i et hul for altid.

Pierce stod med et let smil på læberne og betragtede den unge mand som stod foran ham.
Han kunne simpelthen ikke lade være med at smile og det var et godt tegn. Dog kunne han ikke forstår hvorfor han ville stå og tale med en så grim en om Pierce men det måtte han vel selv om.
"Jo klokken er, 21:00.", det var tydeligt at han ikke fandt den anden kedeligt på noget punkt fordi ellers ville han nok ikke stå og snakke med ham stadig. Han løftede sit blik og så ham i øjnene, "Jeg hedder foresten Pierce", han strakte sin arm frem og så på den anden.
Pierce havde adskillige ar på halsen, det var tydeligt at de kom fra vampyre da de ikke var andet end prikker men Sasuke ville sikkert kunne se dem alligevel.
Pierce gad ikke skjule dem længere, det var der ingen nytte i.

Sasuke nikkede og så facineret på den unge mand. Han trykkede Pierce's hånd " Sasuke... Sasuke Damian Gore" Svarede han, med en mere interesseret tone i stemmen. Han betragtede Pierce's reaktioner. Han smil. Han kunne tydligt se han var forlegen. Men hvad gjorde det? Hvis Sasuke nu kunne starte en samtale behøvede han jo heller ikke være alene i forlystelsesparken. Sasuke så ned af Pierce, og fik hurtigt øje på de små ar ved hans hals. * Han er vampyr?* Tænkte Sasuke men kom hurtigt fra det, da han svagt kunne lugte den lidt sure/bitre menneske lugt. "Hyggeligt at møde dig" Tilføj han, lidt desperat for samtalen ikke skulle knække. Det ville jo være synd.

Pierce smilede stille til ham, han var ikke så glad for fremmede, men man kunne jo altid give dem en chance.
Han lod sine øjne hvile mod Sasukes, han havde nu flotte øjne, det kunne Pierce ikke komme udenom. Egentlig var det sådan at selv Pierce ledte efter selskab til at nyde en dag i forlystelses parken og det her virkede vist som et ret godt bud.
Pierce trak trøjen lidt tættere omkring sig og dækkede sin hals, han havde godt lagt mærke til at Sasuke havde set det, det var ikke noget han var stolt af og han hadede dem som pesten.
"Også hyggeligt at møde dig, men er du så kommet her alene eller venter du på nogen?"
Han havde fået lidt mere selvtillid og det kunne godt høres. Han gav drengen foran sig et dejligt og venligt smil.

Sasuke lod sit blik glide ned af Pierce som stod foran ham. Et normalt, men flinkt menneske. "Jeg er her alene" Sagde han lavmeldt, ikke så stolt af at være alene derinde. Det virkede nærmest desperat. Eller i så fald bare meget ensomt. Sasuke lod sine hænder glide ned i bukselommerne og rømmede sig. "Hvad med dig?" Tilføj han og så nysgerrigt på denne dreng.

Pierce var skam bare et normalt menneske, dog kendte han til de fleste racer, nogle bedre end andre. Han havde i en periode haft en vampyr efter sig som blev ved med at tæske ham og suge hans blod. Men han var ikke bange for dem, passede bare bedre på omkring dem hvis han vidste de var vampyr. "Jeg er her også alene."
Pierce smilede stille og virkede meget interesseret i den fremmede dreng. Han håbede nok også lidt at han forslog at de kunne gå sammen, men det var vel bare ren ønske tænkning.

Sasuke så fornøjet rundt på de kørende forlystelser. Et hyggeligt sted at gå rundt. Man følte en hvis tryghed når der var glade mennesker alle vegne omkring sig. Sasuke tog sine hænder op af bukselommerne, og fiskede en pakke cigeretter frem fra sin baglomme. Så tændte han en og lod cigeretten støtte sig, af Sasukes læber. Han rakte pakken mod Pierce i ren høflighed og smilede skævt for ikke at tabe cigeretten.