hvis bare jeg kunne stoppe tiden - Segovax

Tid: sidst på natten
Vejr: Klart, med ganske få skyer
Omgivelser: Der er rimeligt stille
Sted: Den fredfyldte skov

Lyden af skridt i de nedfaldne blade trængte igennem det sidste mørke og en let vind trængte igennem de sidste blade på træerne. Et par grønne øjne holdt vagtsomt øje med kvinden der gik nede på stien, stille, uden hast og det kunne man ikke bebrejde hende når man tænkte på de beroligende omgivelser.
Vinden var blid som et kærtegn og varm selvom det var sidst på efteråret og kvinden nåede ikke at høre noget da en skikkelse lod sig dumpe ned fra en gren og ned på stien bag ved hende. skikkelsens fødder rørte let jorden da vinden bremsede hendes fald, og hun var komplet lydløs. Hun slog kvinden bevidstløs med et enkelt veltilrettet slag og lempede hende blødt over på sin skulder hvorefter at hun begravede sin mund i kvindens halspulsåre. Der var ikke tid til for meget slæben rundt på kvinden, det skulle bare overstås og så kunne hun løbe hen til det gamle hus i nærheden, for selvom det halvvejs styrtet sammen så virkede det glimrende som skjulested.
Set bag fra kunne det bare ligne en form for kram, men hvis man så nærmere efter kunne man godt se at der var et eller andet underligt ved det. Wilith, fuldt optaget af blodets sødme hørte ikke lyden bag sig...

Segovax havde, takket være sine forbedrede sanser fra ulven, hørt kvinden dumpe ned fra grene. Han havde tænkt sig at snige sig ind på hende da det ikke var særligt normalt at gøre sådan overfor andre folk. Han kravlede op i et træ og sneg sig frem ad i trætoppene det var han blevet ret vant til efterhånden, det var den bedste måde at snige sig ind på folk på.
*Det er en ret underlig ting hun foretager sig*
Han kravlede så langt ud på grenen han kunne for at se bedre på kvinden, og det var der han blev slået af duften af blodet, den var vidunderlig den duft, men så kom den anden lugt lugten af vampyr det var ikke lige det han havde gidet at lave i aften men det kunne jo gå hen at blive nød vendigt.
*nå nu overrasker vi hende gamle dreng*
Han lod sig dumpe ned fra grene lige foran hende, det var langt fra lydløst men det var heller ikke det han gik efter længere. Han gik stille og roligt frem mod hende, han ville bare snakke med hende, eller det skulle hun ihvertfald tro. Hun måtte heller ikke vide at han vidste hvad der foregik.
"dejlig aften hva?"
Han stod der bare i sin tanktop, og militær bukser han havde ikke voldsomt meget tøj på men fryse det gjorde han ikke.

i udkanten af den voldsomme rus som blodet førte med sig hørte hun nogen tale til hende, og hun spærrede irriteret øjnene op og trak uden besvær tænderne til sig og så op. i udkanten af hendes læber var der en lille smule rødt at se men ellers var der intet. hun var 300 år gammel.. hun havde efterhånden lært hvordan at man tager føde til sig uden at svine.
Hun holdt stadigt kvinden med den ene arm så det stadigt så ud som om at kvinden holdt om den lille vampyr. Pigen der nu stod over for den talende var omkring de 16, højest 17 år og hun kunne have set helt normalt ud hvis det ikke var fordi at hendes øjne der normalt var grønne var blevet kulsorte som hun havde sat tænderne i kvinden. Hun var klædt i et par slidte cowboybukser med malerpletter på og en hættetrøje med et par vinger på ryggen, kort sagt som en almindelig teenager.
"ja, aftenen var dejlig.."
Hendes stemme var lettere hæs efter rusen og hun bevægede næsten ikke læberne når hun talte, mens hun så på ham med sammenknebne øjne.

En lugt som hun var hurtig til at genkende nåede hende, en lugt af hund og hun rynkede brynene for dette her kunne umuligt betyde noget godt. Men.. hvis manden her var varulv, så vidste han også hvad hun lige havde gjort, det måtte han.. så hun lempede forsigtigt kvinden ned på jorden uden at tage blikket fra varulven.
"Hvad vil du, ulv?"
Hun var vagtsom, men ikke direkte fjendtlig, i hvert fald ikke med vilje. Rusen gjorde hende mere modtagelig over for alle hendes følelser og hun var en hel del mere impulsiv nu en hun ellers ville være..

"rolig lille frøken nu ingen grund til alle mulige spørgsmål."
Han gad ikke til at stå og diskutere om hvad han lavede i den skov han nu engang holdt til i , eller hvorfor han ligepludseligt var kommet dumpene, det gjorde han jo så ofte. Han kiggede på kvinden og kunne godt se at hun var meget anspændt og at han skulle passe på med hvad han gjorde hvis ikke han ville slås med hende. Selvom hun virkede ikke som den store trussel.
"Jeg er bare ude og trække lidt frisk luft, jeg bor ikke så langt herfra"
Han kiggede på hendes tøjstil og lagde mærke til at hun bare gik klædt som hvilken som helst anden teenager, så hun var nok omkring de 17 år. Han havde ingen intentioner om at komme op at slås igen i aften og slet ikke med hende, det ville være for synd for hende.
*det var dog sjovt at hun gik på jagt her i området*
Det var ikke ligefrem her det var lettest at finde bytte.

"hvorfor må jeg ikke stille spørgsmål?"
Wilith kunne bare ikke lade være.. hvilken ret havde han til at bede hende om at stoppe med at stille spørgsmål.. det var trods alt ikke hende der var dumpet ned midt i hans midnats.. bøf?
Hendes sorte øjne blev mere og mere brune for til sidst at blive forårs grønne. Hun overvejede om han sagde det med luften for sjov men droppede det så.. og lo i stedet med en klar stemme, selvom det højest sandsynligt ville virke lidt ulogisk for en uforstående.. Hun kunne uden problemer sørge for at han ikke ville få ret meget luft på denne her tur, efter mødet med hende..

da hun kom sig over den ulogiske morskab kastede hun et blik op på himlen og begyndte så at gå hen imod ham for hun vidste at det snart ville være tid til at finde sig et sted at sove for dagen.
"jeg vil hjertens gerne fortsætte denne hyggelige, uddeling af undskyldninger for at forstyrre midt i måltidet, men jeg skal i skjul før at solen når op på himlen.."
Himlen over dem var begyndt at blive lysere og med en optrukket hætte fortsatte hun hen imod ham. Godt nok så hun ikke længere så overvågen ud, men hun var mere anspændt end hun havde været i lang tid..

//smutter lige for en halv times tid.. skynder mig tilbage ^^//

"Jamen lille frøken dog hvorfor så travl"
Han stak en arm ude foran hende, han mente ikke at der var nogen grund til at hun gik allerede. Han syntes det var meget bedre at stå og sludre her og der var jo et par timet til at det overhovedet begyndte at lysne.
"Jeg synes det er en dårlig ide at rende rundt her og jage"
Han sagde det ikke som en trussel men mere fordi det bare var dumt det var så meget nemmere mange andre stede her i nærheden bare tag Werclare by der var det meget nemmere at finde et bytte men det var endda også nemmere at gemme det igen når man så var færdigt med det, hvis du altså vidste hvordan du skillede dig af med det ordentligt.

"Jeg er travl fordi at der stadigt er et stykke til mit nærmeste sovested.."
Alligevel gjorde hun ikke noget for at gå forbi ham, for når hun tænkte nærmere over det så var der stadigt noget tid.. så blev hun vel bare nød til at løbe når daggry nærmede sig.. Så kunne hun jo stille nogle flere spørgsmål, indtil da.. og forhåbentligt få svar på bare nogle af dem..
"Ja der er jo ikke så mange mennesker her.. men i Werclare er byen så gennemsyret af vampyrer og dæmoner at den mørke stemning påvirker blodet.. og desuden ved man jo ikke hvem der har suttet på den før en selv.. det ville være uhygiejnisk.."
Et muntert glimt spredtes i hendes øjne og de så muntert op på ham. Hun var ikke så høj kun omkring 1.65 og hendes korte, røde hår stod som en sky om hendes hovede.
"hvorfor fortæller du mig ikke bare hvorfor du virkeligt er her?"
Det var faktisk det der interesserede hende mest, specielt fordi at hvis hun kendte den rigtige grund så var det nemmere at bedømme hvilken slags person han var.. ikke at hun regnede med at få det sande svar, men man kunne vel altid prøve..

"du har faktisk fået den sande grund jeg var ude og løbe, da jeg bor i nærheden, og så så jeg dig gøre hvad i nu gør og tænkte jeg ville være helt sikker på hvad der foregik"
Det var virkelig det der var årsagen til at han pludselig kom dumpende på den måde, selvfølgelig kunne han godt forstå hvis det virkede som en virkelig dårlig forklaring. Han vidste ikke hvorfor han faktisk var nysgerrig han plejede bare at være ligeglad med vampyre og andre der slog ihjel.
"Hvad laver du her selv, altså ud over at spise?"
Han var faktisk ret nysgerrig omkring det punkt fordi der sjældent skete noget i denne del af skoven, hvis man der imod besøgte den triste skov fik man straks massere at se til.

"såh.. du var bare nysgerrig.. det kan jeg godt sætte mig ind i.."
igen så hun vurderende på ham, uden at være sikker på om hun troede ham, og målte ham nærmest med de livlige grønne øjne. der var noget barnligt over hendes ansigt, men det blev til fulde opvejet af udtrykket i hendes øjne. Hun var tydeligvis ikke en af de nyudklækkede vampyrer.
"som jeg sagde før.. stemningen påvirker blodet.. her er folk glade, de beundrer skønheden i naturen og hvad kunne være bedre for en maler end blod med en bismag af skønhed. Og forresten.. på et eller andet tidspunkt bør vi nok flytte os.. damen vågner snart.. hun er kun bevidstløs.. jeg tror ikke at hun nåede at se eller høre noget, men..."
Hun blinkede muntert og kastede et kort blik over den ene skulder for at se på kvinden der lå på siden nede på stien.

"jeg kan langt bedre lide at være her i skoven, på grund af skønheden, men at bo her i området.. nej, for mange ulve og elvere.. folk som ikke kan lide min slags.. det ville være risikabelt.."
Hun trak på skuldrene, usikker på hvorfor at hun fortalte en fremmed og så en ulv alt dette her, men prøvede at aflede sin opmærksomhed fra det.
"Forresten, jeg er Wilith.."

Han kiggede virkeligt undrende på hende, over det hun sagde med at folk der var her var glade, sltså de fleste folk han kendte til og som brugte tid i den her skov var ikke ligefrem glade, eller ihvertfald ikke sådan virkeligt glade.
"siger du vi er glade?"
Han kunne ikke lade være med at kigge på hende som om hun var et dumt barn der bare ikke forstod noget som helst, men det var nu også lidt sådan han så hende, måske bare på grund af udseendet, men også pågrund af at hun virkede en lille msule blank i opførelsen.
"Ha ja jeg er ihvertfald ikke særligt glad, og mange andre her er ikke glade!"
Han fnyste af hende og begyndte så at gå i retning af der hvor hytten lå så han kunne komme hjem af, men da han var kommet lidt væk stoppede han op fordi han ikke ville føre hende tættere på hytten, men heldigvis havde han stadig sit telt med sig som han bare kunne slå op.
"Interesant at møde dig Willith, men mit navn behøver du ikke at vide."

"i forhold til dem i werclare er folk her glade.."
Hun så hans blik og havde en god ide om hvad han tænkte og hun kunne ikke forhindre en sort vrede i at vælde på i hende og hun knyttede næverne. Et hårdt vindstød flåede i de sidste blade men det lagde sig hurtigt igen, da hun knyttede næverne endnu hårdere..
"Du synes at jeg er barnlig, fordi at jeg søger glæde og skønhed i stedet for at nøjes med hvad jeg har.. men det vil jeg ikke.. det er for deprimerende, forstil dig at have været 16 år i 300 år, og aldrig blive voksen! Det er deprimerende i sig selv, så jeg bliver nød til at glædes over noget andet."

Hun vendte ryggen til ham og gik væk fra ham, den vej hun egentligt ville være gået før.. og prøvede at ignorere hans farvel, men vendte alligevel hovedet og så ham træt i øjnene..
*jaja, døm du mig også bare som et barn som de fleste andre..*
Hun trak på skuldrene over ham, og vendte sig halvt..

"nå nå lille frøken så gik vi nok hen og blev lidt hidsig?"
Han smilede til hende han havde virkelig intet imod at hun blev en smule sur, det skulle han nok kunne klare. Han kiggede på hende med knap så meget bedømmelse i blikket som før. Han syntes dog stadig hun virkede barnlig specielt når hun hidsede sig op på den måde.
"Nå har du bare tænkt dig at gå sådan uden videre?"
Han syntes godt at de kunne sludre lidt mere, det var jo ikke ligefrem fordi han havde særligt meget mod hendes selskab, selvom hun var en vampyr og indtil videre havde de ikke været andet end besværlige og arrogante over for ham, de kunne bare ikke lide ham.

"ja jeg bliver hidsig! du er jo ikke den første der mener at jeg er lille og barnlig og naiv, og man bliver træt af at høre på det efter så mange år.."
Hun tog en dyb indånding for at køle ned og så noget mere roligt på varulven foran hende. hendes grønne øjne var lige så grønne som før og hun så ud til at slappe lidt mere af, selvom hun vist stadigt var lidt irriteret. hun stak hænderne i lommen og trådte ellers kun et skridt længere tilbage imod ham..
"det var dig der tog din afsked.. jeg har ikke noget imod at snakke med dig.. selvom du er en ulv og det vist var noget om at i ikke kunne lide os..og hvorfor er dit navn ikke noget som jeg behøver vide?"
mens hun talte var endnu en del af hendes vrede forsvundet og hun var nu mere interesseret end egentlig vred. Sådan var hendes temperament, det kunne flamme op uden videre men så kølede hun ned lige så hurtigt, for det meste..

"jeg har aldrig sagt du var barnlig"
Han smilede til hende, et ret køligt og kort smile men et smil der rent faktisk var ægte. Han kiggede lidt undrende på hende.
"jeg har da ikke taget nogen afsked, du sagde vi skulle flytte os så det gjorde jeg"
Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op med det her det var jo ikke ligefrem fordi hun var så forfærdlig nem at føre en samtale med, hun mindede ret meget om ham selv, nogenlunde det ene øjeblik og det næste er du ved at blive dræbt.
"mit navn vedrører bare ikke folk jeg ikke kender særligt godt"
Han brød sig simpelthen bare ikke om at der var for mange der kendte til hans navn der skulle jo helst ikke være ret mange der kunne spore sig frem til ham.

Hun så kort undrende på ham men opgav så at prøve at sige noget, for hvad var der at sige til det, og gik i stedet helt over til varulven med et skuldertræk. Wilith var langt fra sikker på ham eller på hvad i alverden hun lavede men indtil videre kunne dette her godt vise sig at blive interessant.. Han var ikke til at blive klog på, men hvad.. det var hun nok heller ikke altid..
"Javel, det vil jeg så affinde mig med, men så må du finde dig i at blive kaldt ulv indtil videre.."
hun var begyndt at tø op igen, og det kunne man godt mærke på hende, hendes bevægelser blev mere glidende og de var komplet lydløse. hendes mentale forbindelse med vinden gjorde at hun gik som om at hun svævede over jorden, ligesom den smittede af på hendes personlighed.
"Nå skulle vi gå? Der er et hus den vej som vi kan bruge i mangel på bedre.."
Hun pegede den vej som hun havde gået imod før og overvejede hvad i alverden hun lavede med denne her varulv.. det her var ikke helt smart, men hvad var livet uden lidt spænding..

"Jamen så lad os gå"
Han fulgte med hende, mens han hele tiden tænkte på om det her var nogen særlig god ide, han skulle jo huske på Ziga som var der hjemme i hytten, han skulle huske ikke at være væk for længe fordi så blev hun jo bare bange for at han var kommet til skade igen.
"Men det varer nok ikke så længe før jeg smutter"
Han smilede mildt til hende, men samtidigt havde han en hvis lyst til at hun skulle ned og lægge og at hun gerne måtte komme lidt til skade han var stort set altid ret glad for at komme op og slås med folk da det var en af hans ting.

Wilith kunne ikke påstå at hun ikke var glad for at komme lidt på afstand af den bevidstløse kvinde, for hun ville helst ikke være i nærheden når hun vågnede.. forhåbenligt ville hun ikke bemærke så meget det første stykke tid.. hun ville nok være for svimmel og det var nok meget godt..
Hun ledte ham hurtigt igennem skoven ind på mere og mere usynlige stier som tydeligvis ikke blev brugt mere.
"i orden.."
Hun var i det hele taget rimeligt tavs på vej til hytten, for tankerne for stadigt vildt rundt inde i hendes hovede.. han var jo en ulv, hun burde ikke tale med ham! det var altså underligt.. Det var hvad andre vampyrer altid havde sagt til hende..

De nåede efter ca 15 minutters gang ud i en lille lysning hvor der stod en lille hytte næsten usynlig for det utrænede øje, med græs på taget og diverse planter voksende op ad det..
"Det er hytten..Jeg bruger den fra tid til anden.."
rundt omkring i lysningen voksede der en del planter, men på grund af vinterens hastige komme så var der ikke så mange tilbage at se..

Han fulgte med hende over til hytten, hvor han åbnede døren og gik ind i den lille hytte, og lille var den ihvertfald han havde lidt problemer med at stå oprejst der inde, så han satte sig ned på gulvet og lænede sig op af den ene væg.
"er du her helt alene?"
Han blev lidt nysgerrig omkring hvem hun var sådan ud over hendes navn han ville gerne vide lidt mere om hende, men selvfølgelig skulle hun også passe på med hvad hun fortalte, så hun ikke endte som hans gamle kæreste i en gyde uden ansigt sammen med to store fyre der også manglede ansigtet.
"Det er da enligt en meget hyggelig hytte!"
Han begyndte at gå lidt rundt og se sig omkring i hytten, den var ikke stor men der var da stadig noget at se på.

Hytten var ikke så stor, kun lige stor nok til at hun kunne være der og sove. i et af eneste rum der var stod der en feltseng i det ene hjørne og i et af de andre hjørner tæt på et vindue stod et stort staffeli som hun brugte hvis hun pludselig fik lyst til at male. langs væggen stod der noget aflangt dækket af et stort stykke stof. I et hjørne stod et bord med en stabel papirer i det ene hjørne--
"Jeg bor lidt rundt omkring.. men ja alene.. jeg forsøger at holde mig væk fra mine artsfællers intrigante samfund.. så det er mit eget sted.."
Det eneste andet rum i den lille hytte var et køkken, som der ikke var gjort ret meget ud af..
Hun spiste jo ikke rigtigt menneskemad mere..
"jeg burde nok gøre lidt mere ud af det, men det tjener dets formål.. Jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg viser dig det her?"

"sikkert fordi du lige som mig er blevet træt af at isolere dig fra andre mennesker?
Han blev meget forvirret ovar at han også pludselig begyndte at fortælle den slags ting til en fremmede person, og så endda en vampyr, han vidste ikke hvad der skete for ham her på det sidste men et eller andet var der ihvertfald galt med ham.
"Det er vel også det vigtigste?"
Han følte sig virkelig dum, sådan lidt ligesom den aften i USA, det var virkeligt dumt det der skete der, nu kan han heller ikke vise sig der mere. Nå skidt pyt det var der jo ingen grund til at græde over. Han satte sig igen ned på gulvet og lænede sig op af muren.
*Arrgh for pokker da så må vi lige gøre det igen*
Han begyndte at ryste lidt fordi han manglede en smule smerte så han tog en kniv op af lommen en ganske normal kniv og ikke den der sad i bæltet. Han sakr nogle små rifter på oversiden af hans arm sådan en god snes stykker og slappede så af i kroppen igen, og slikkede lige blodet af igen.

//bliver nød til at smutte nu men skal nok skrive i morgen. :)//

Hun så overrasket på ham, han havde rent faktisk fortalt noget om sig selv! det havde hun næsten opgivet håbet om, men han var tilsyneladende glad for at blive ved med at overraske folk.
"ja det kan man vel godt sige.. Nogle af dem er bare mere dyr end mennesker.. det er sørgeligt at tænke på.. beklager hvis det støder dig forresten.."
Hun gik kort ud i køkkenet og hoppede ned i forrådskammeret under køkkenet efter en pose blod.. hun var jo ikke blevet færdig med damen, så hun ville gerne lige have noget ved hånden hvis hun blev sulten i løbet af dagen..
Hun så derfor ikke da varulven sank op imod vægge og tog kniven frem men lugten af blod kunne umuligt skjules fra hende så tæt på som han var. Varulve blod var dog hvad hun nok ville betegne som uhygiejnisk så ingen fare der, men hun listede sig årvågent ind i det store rum igen og så åbenlyst overrasket og utryg på varulven, der sad med kniven og de åbne sår i armen..
"øhm.. hvad laver du?"

//ja vi ses ^^ //

"ikke så meget, bare lige for at undgå abstinenser"
Han smilede til hende som han altid gjorde over for folk, når de så ham gøre det, det var jo ikke fordi der var noget sådan seriøst galt, altså udover at han er afhængig af det. Han kiggede bare på hende med meget tomme øjne, det blev de næsten altid lige efter han havde skåret sig, øjne der bare viste hans mest normale side den der ikke havde nogle følelser.
*du har gjort det igen idiot*
Nu kom han til at tænke på dengang han gjorde det i den triste skov og også da han gjorde det ude foran hytten, det var nok to af de værste gange nogensinde, ikke fordi han havde haft det mega skidt, men han følte ikke han kunne være det bekendt.

Posen med blod lå på gulvet og hun havde knælet ned foran ham og kigget meget grundigt på ham.. Hans øjne var tomme og det lignede at han havde taget et eller andet euforiserende.. kunne det være de der sår? kunne nogen virkeligt få det sådan efter det?
"lige nu overvejer jeg om det kan betale sig at lukke dig inde et sted og spænde dig fast så du ikke skader sig selv.. og hvor langt væk jeg skal tage efter det.."
Det gjorde hun rent faktisk.. den sidste del handlede mest om at han nok ville være rimeligt sur når han kom ud derfra. Og der havde hun ikke lyst til at være i nærheden.

Måske kunne hun bruge kælderrummet til det? hun ville vel kunne bolte en stol fast og spænde ham fast i den.. åhr det var så besværligt, men hun følte heller ikke at hun bare kunne lade være med at hjælpe en der så åbenlyst havde brug for det.

Hans øjne blev langsomt lidt mere normale men de var stadig ret tomme som om han bare var helt væk. Han sad og nød smerten og følelsen af det varme blod der langsomt rendte ned af hans arm og ned i hånden, hvor han samlede de i sin håndflade.
"fantastisk følelse du skulle virkelig prøve det"
Sagde han meget tomt og uden nogen følelser bag ved det var bare en kold konstatering, og langsomt stak han kniven i skedjen igen, så han ikke blev fristet til at tvinge hende til at prøve, men selvfølgelig var det også ret voldsomt at tvinge nogen til det.