hvis bare jeg kunne stoppe tiden - Segovax

"godt så er det afgjort.."
hun så lettere rystet på ham mens hun stadigt sad foran ham. hvordan kunne nogen blive afhængig af noget så.. afskyeligt.. Det var virkeligt en gåde for hende og hun anede ikke hvad hun skulle gøre med ham. hun havde endnu ikke det nødvendige udstyr til at spænde ham fast.. det skulle hun først ud at skaffe.
Han så godt nok ud til at blive lidt mere klar i hovedet men han virkede stadigt ikke til at være til at tale med sådan rigtigt..
hun rykkede sig lidt bagud som han virkede til at være overbevist om at hun skulle prøve..
"det er en dårlig ide.. jo mere blod jeg spilder jo mere skal jeg drikke og det er snart daggry.."
hendes øjne var store og nervøse og det var hendes bevægelser også.. som om at hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle gøre..

Han rejste sig op fra gulvet hvor han sad, der var jo ingen grund til bare at sidde der og se dum ud. Han kiggede på Willith, som stod og så på ham, for ham virkede hun lidt som om hun tænkte, han var syg i hovedet men det ville han nok ikke mene han var.
*Skal jeg mon snart til at hjemad*
Han stod og overvejede det ret så længe fordi selvfølgelig kunne det være fint bare at blive, men han skulle jo også huske at han skulle hjem på et tidspunkt. Han begyndte at vandre hvileløst rundt i rummet uden særligt formål, der var ingen grund til det, han gik bare rundt. Han havde brug for at lave noget.

"så hvad nu, ulv.. du er afhængig af hvad? smerte? er der andre der ved det?"
Hun så stadigt vagtsomt på ham, men hun virkede ikke længere så nervøs. han virkede til at være ved at blive sig selv igen, men hans opførsel foruroligede hende stadigt en hel del. det var som om at han var et vildt dyr i bur.. hvilket han vel også var på sin vis.
Wilith gik roligt ud i køkkenet og fandt sig et rent glas, mens hun bed hul i blodposen. Det føltes som om at hun godt kunne bruge en opstrammer. hvordan i alverden var en smerteafhængig varulv endt i hendes skjulested. Hun sukkede og hældte blodet ned i glasset som hun tog med ind i rummet igen.
Hun sippede bekymret til det og var allerede begyndt at planlægge hvor hun skulle få fat i en spændetrøje fra. Den ville nok bare ikke kunne holde ham i længden.. Hvis man så godt efter kunne man se planerne flimre forbi bag hendes øjne som hun betragtede varulven.

//beklager de langsomme svar.. mine lærere er desværre opmærksomme :P//

"ja det kan vel godt sige"
Han smilede bare til hende og forsøgte på ingen måde at skjule for hende at han nok var lidt afhængig af det, og at det gjorde ham i godt humør for det meste selvom, det var smerte. Han smilede venligt til hende mens han stod og prikkede lidt til sårene, bare for at få lige den sidste smerte.
"Ja der er nogle andre der ved det"
Han tænkte på de to der ellers også havde set ham gøre det, sådan igennem tiden, og så var der jo også Ham der havde set hvordan han forberedte sig til kamp, den dag han myrdede den stakkels dæmon. Han var ikke sådan helt vild glad for tanken om hvad han havde gjort den aften, men det var der ikke så meget at gøre ved, sket var sket.
"Hvad tænker du på?"
Han lagde mærke til hvordan hendes øjne så ud og det var tydeligt at se at hun tænkte på et eller andet, som om hun han nogle planer eller sådan noget.

Wilith forstod simpelthen ikke hans glæde. hvordan kunne det bringe ham glæde for han var tydeligvis i endnu bedre humør end han var før.
"hvem ved det?"
Det ville han nok ikke fortælle, hvis hun kendte ham ret, men det var et forsøg værd. måske ville de kunne hjælpe hende med at få ham afvænnet.. eller måske ikke.. hvis de mindede om ham, ville de sikkert ikke, men måske var hun heldig.
hun lagde mærke til at han så på hende og stadigt så hun vurderende på ham.
"du ville nok ikke bryde dig om det, hvis jeg fortalte dig det"
Hun så næsten hemmelighedsfuldt op på ham, mest fordi at han nok ikke ville blive glad for det, slet ikke så glad som han virkede for at være det.

Han kiggede bare smilende på hende, han var blevet i et nogenlund godt humør men også rolig men fortog sig meget hurtigt. Han kiggede på hende og da hun så begyndte at spørge ind til hvem er vidste det blev det for meget for ham da der ikke var nogen der skulle komme så tæt på ham.
"DET RAGER IKKE DIG"
Han tog fat i hendes hals og smækkede hende op mod muren, han stod og holdt hende mens han snerrede af hende, det var ikke normalt at han blev så sur men nogen gange kom ulven op i ham.
"Nå men jeg vil gerne vide det"
Han sagde det tørt og køligt mens han klemte hendes hals endnu hårdere, han vidste jo at det ikke var noget problem da der ikke var nogen grund til at hun skulle trække vejret.

Hun blev overrasket af hans pludselige bevægelse, så overrasket at hun faktisk ikke nåede at bevæge sig. glasset med blodet i smadrede imod gulvet og glasskår og blod røg ud over gulvet. hendes øjne var blevet helt sorte og hendes negle kradsede hans hånd der holdt hende oppe.
Et voldsomt vindstød fik døren til at smække op og en kraftig vind for rundt om varulven før at den samlede sig om ham som en løkke om hans hals og begyndte at klemme luften ud af ham samtidig med at endnu en vind skubbede ham voldeligt væk fra den unge vampyr..
Hun vidste ikke hvad hun ville gøre hvis hun fik ham væk, men i hvert fald vidste hun at hvis dette her ikke virkede så havde hun noget andet der med sikkerhed ville virke.. Det var en farlig metode men hvis han ikke ville give slip så måtte hun jo gøre noget andet...

"nå så vi kan ikke klare os uden hjælp"
Han grinede af hende et meget hånligt grin der viste, at der ikke var den store forskel på hvordan han reaktion var, han blev slået tilbage men det afholdt ham ikke fra at angribe hende igen.
"Du er dum at tro det der kan stoppe mig!"
Han havde jo boet lang tid i skoven og andre naturlige områder, som dengang han rundt rundt i en sandstorm i en ørken uden at der skete så meget andet end at hans hastighed blev sænket lidt.

Han rejste sig op igen og løb mod hende, og kastede sig over hende for at banke hende til jorden.

"Jeg havde bare håber at jeg ikke behøvede at skade dig.."
Hun løftede hænderne som for at stoppe ham og denne gang hvirvlede en langt voldsommere vind i rummet og løftede ham om mens at det skabte en slags luft boble, der også fungerede som et bur, omkring ham og langsomt begyndte hun at hive ilten ud af luften ind i boblen.. Han var trods alt stadigt et levende væsen og manglen på ilt ville hurtigt svække ham.
Hendes øjne var sorte som den mørkeste nat og al barnlighed og glæde var ikke eksisterende.

"Og nu varulv, vil du forsvinde herfra, og hvis du sætter din fod i nærheden af min hytte uden min personlige tilladelse så lover jeg at jeg suger al ilt ud af din krop."
Hun kunne mærke at dette tog en del på hendes kræfter men hun vidste hvad hun ville gøre. hun manøvrede boblen ud af døren uden problemer og fulgte selv med ud. Et eller andet sted var hun ked af det der var sket, men alligevel, det var ham der angreb og nu måtte han tage følgerne.

"du tror ikke jeg ved hvor svækket du bliver af at bruge din evner, det her er faktisk første gang jeg har fået bevis på din barnlighed?"
Han grinede bare af hendes trusler han vidste hun havde en evne der var stærk men hun kunne umuligt bliv ved med at bruge den og hun var velkommen til at forsøge at tappe ham for alt ilt da, det nok ville få hende til at besvime i forsøget. Et normalt menneske ville hun uden tvivl kunne dræbe men en person som ham der var trænet i at presse sig selv til det punkt hvor musklerne ikke havde ilt nok. Det blev sgu nok lidt sværere.
Da hun ført ham udenfro holdt han sig bare rolig han vidste han ikke kunne slippe fri men han vidste også at hun skulle bruge usædvanligt meget energi på at hold ham der, hvilket nok ville svække hende mere end ham, han havde levet i bjergene en stor del af sit liv, og opholdt sig på toppen af dem, uden ilt forsyning der gjorde at han måtte klare sig med den smule der var det oppe.

Han grinede bare af hende, der var ingen grund til at gøre andet, det hun forsøgte på var jo direkte tåbeligt, hun var sikkert for vant til at kæmpe mod elvere eller normale mennesker, eller måske endda de svage varulve, men hun måtte finde bedre metoder hvis hun ville tage sig af den ulv.

Som sagt ønskede hun egentligt ikke at skade ham, bare han forsvandt. Vreden over at han havde angrebet hende i hendes hjem, hendes rigtige hjem holdt hende i gang. som nyfødt ville hun være kollapset på nuværende tidspunkt men nu var hun 300 år og hun var blevet meget stærkere.
"hvis du kalder det barnligt at forsvare sig og forbyde dig adgang hertil.. så.. må det være sådan, så er jeg barnlig.."
Vreden flammede op igen og hun drænede de sidste dele af ilt, så der kun var så lidt at det kun var en brøkdel af den normale mængde.
"Farvel ulv. Jeg skulle aldrig have stolet på dig.. Og jeg skulle aldrig så meget som have tænkt på at hjælpe dig.."
Hendes øjne var sammenknebne og kolde som hun så på ham, før at hun vendte sig væk fra ham.

"hjælpe mig, se det er der du er barnlig, barnlig og naiv"
Han grinede endnu engang af hende det var første gang han havde mødt en vampyr der var så naiv, og godtroende.
"jeg kaldte dig barnlig fordi du forsvarede dig, men barnlig fordi du troede at dine små triks ville svække mig"
Han smilede til mod hende mens han begyndte at gå bort, og det ville ikke være det sidste hun så til ham.
"næste gang vi møde vil du mangle hovedet før du ser mig"
Han grinede skummelt, og tørt hun skulle forstå at den person hun var oppe imod nu havde ikke tænkt sig bare at lade tingene ligge og han var ikke bange for hende.

Hun vinkede bare til ham og fortsatte ind i huset uden at se på ham.. Det var sørgeligt at det skulle ende sådan, men hvis han insisterede på at hun var barnlig og naiv fordi at hun ville hjælpe så var det sådan det måtte være..
Han kunne tilsyneladende ikke forstå at hun gerne ville hjælpe andre, og at hun gerne ville hjælpe ham.. det var egenligt sørgeligt men hun trak på skuldrene opsatte et vakuum felt omkring hytten, drak lidt blod og gled ind i søvnen som solen stod op.
Han var forhåbentligt langt væk på det tidspunkt..

//out//

//sego.. han var/er lukket inde i en kugle af roterende luft som ville være meget svær at kæmpe sig ud af og derudover er luften der inde i, næsten komplet uden nogen form for ilt, beklager hvis jeg ikke har gjort det tydeligt nok.. hvorfor er det at han kan gå væk og stadig tale? bare et nysgerrigheds spørgsmål :P//

//fordi han er som jeg skrev trænet i hårde miljøer af alle arter og har stået på toppen af bjerge og levet der, så han er vant til ikke at have ret meget ilt til kropen, så den har vænnet sig til at lave anaerob afbrænding, hvilket vil sige forbrænding og energi producering uden ilt.//

//fair, selvom det ikke er svar på det hele.. nå men sket er sket :)//

//jeg vil meget gerne give svar, hvad mangler du svar på?//

//mest hvordan han kan tale uden ilt, det forvirrer mig altså lidt xD og så hvornår han kom ud af min boble? jeg har tjekket mine indlæg igennem for eventuelle fejl xD//

//Ok jeg havde forstået at du havde sluppet ham fri da i var kommet udenfor.//

//Det er i orden.. misforståelser sker:)//