Akuma- En vinter nat med dig.

Akuma stod og betragtede solen.
Han vente sig om og så hende i øjnene igen "Jeg vil ikke lade et lig ligge og flyde foran solnedgangen..." sagde han stille og betragtede solen igen.
Solen var nu næsten helt nede og der var kun den røde belysning tilbage.
Han vendte sig om mod hende og gik tættere på.
Han så hende i øjnene.
"Desuden så var dens tid ikke kommet..." sagde han.

Hun kiggede ned i jorden uden at sige noget til ham, dyr var
noget Ribanalon holdte af selvom at hun ikke lignte en der over-
hoved kunne. Det sorte hår skjulte noget af hendes ansigt imens
hun stod der som et barn der havde fået sig en lærerstreg.
Hun slikkede sig hurtigt over sine røde læber og fik smagen af
dæmonen i munden.

Akuma gik tættere på hende og stod nu lidt under en meter fra hende.
Han satte sin finger under hendes hage og løftede den stille.
Nu kunne han se hende i øjnene igen.
*selvom du ingen sjæl har så kan du stadig græde...* tænkte han for sig selv men ville ikke til at sige det til Ribanalon.
Nu igen for der en besked fra helved igennem hans hovede *DRÆÆB HENDE!!!...*
Men den besked valgte han at overhøre.
"Den havde ikke fortjent at dø..." sagde han roligt mens han igen så i de dybe metalgrå øjne.

"Men havde den fortjent at lide?" sagde hun og så sørgmodigt op på
hans ansigt. hun så spørgernde på ham, hun var ikke svag hun kunne
have klaret den selv, men hvorfor ville han også beskýtte hende??
var det fordi at hun havde passet på han og set om der var sket
ham noget da han var faldet ned? HUn kiggede rundt i hans ansigt
der var intet had i hans ansigt det var som om han ikke havde noget
ondt i sig.

Akuma sukkede.
"Nej men den angreb dig..." sagde han stille
"Desuden så overlever den... Om et par minutter er såret helet" sagde han for at beroglige hende.
"Jeg har altid en grund til at dræbe eller skade andre" sagde han roligt og smilede lidt.
Han lod hans hånd (den samme der var under hendes hage) køre lige så stille igennem hendes hår, ned på skulderen og ned af armen.
Den sluttede ved hendes hånd. Han kærtegnede hendes hånd og så hende i øjnene.
(han stod med ret ryk)

Hun nikkede og fyldte hans hånd hele vejen ned til hendes hånd.
Hun smilede til ham et roligt og samtidig fredfyldt smil, alt det sorg-
modige var ude af hende. Hun lukkede sin lille hånd og hans store
hånd. I det samme slog det hende, "Ved du havd klokken" det passede
måske ikke så godt til hele denne situation, men hun havde noget hun
måtte nå denne nat.

Akuma hørte spørgsmålet og kikkede over sin skulder mod solen som nu var ned så der kun var den lille linje af rødt lys.
"Eftersom solen nu næsten er nede så vil jeg skyde på at den er halv måske kvart i elleve." sagde han og kikkede på hende igen.
"Hvorfor er der noget du skal nå?" spurgte han og så spørgene på hende.

HUn slap hans hånd og valkede lidt bagud med et bekymret ansigt.
"Jeg bliver nød til at gå" sagde hun og så på solen, det kunne ikke
være rigtig at klokken var så meget. Hun kiggede op på Akuma.
"Jeg bliver altså nød til at gå, jeg har noget vigtigt jeg bliver nød til"

Akuma så hurtigt op på hende "vent hvad skal du?" sagde han lidt højt.
Han blev helt forvirret og kikkede rundt omkring for at se om der var noget i gære?
*DU SKAL BARE GLEMME DINE FØLSER FOR HENDE!!" fløj der nu igen igennem hans hovede som en besked fra helved.
Han tog sig til hovedet med begge hænder for ikke at miste fokus.
Han var så forvirret lige nu.
"Du må ikke gå hvad er der galt!?" sagde han højlydt uden det var hans mening.

"Der er en fest op i det nordlige Deploratus som jeg er vært til"
hun holdte en kort pause, "Den starter om en time og jeg er der
ikke til at hjælpe og gøre klar" sagde hun og stod og kiggede på
himlen der bare blev mørkere og mørkere. Hendes øjne gav små
skær fra sig. "Jeg bliver nød til at gå, Akuma" sagde hun og gik endnu
engang nogen skridt baglæns.

Akuma så nu lidt mere forvirret ud men også lettet.
Han rettede ryggen igen.
Han tænkte nu over hvad der skulle ske. Ville Ribanalon nu forsvinde ud af hans liv? Ville han blive nød til at flyve efter hende bare for at se at hun ikke løj? Han anede ikke hvad der ville ske.
"Kan jeg komme med?" spurgte han til sidst og smilede lidt.

Hun kiggede kort på ham uden at sige noget, hun kig med blide
skridt over til ham. og tog fat i begge hans hænder
Kom til festen" et smil lyste op på hendes ansigt.
"Det er den historiske borg der ligger nord for Deploratus
du vil ikke kunne tage fejl" hun smilte så stort at hendes
hugtænder blottede sig for ham. huN lukkde hurtigt munden
da hun mærkede det. "Vi mødes der okay?"

Akuma forstod hurtigtig medelsen og nikkede.
"Vi ses der" sagde han og smilede.
Han foldede vingerne ud og fløj op i den natfyldte himmel.

Hun mærkede vinden der kom fra de store vinger, ogg da hun
ikke kunne se Akuma mere begyndte hun at løbe...Ind mod byen
for at gører sig klar og så komme afsted.

/out//

//out//