engle bjerget? //joy//

D: Fredag.
T: kl20 den 4 juli.
V: dejlig aftensol.
S: Dreins Mountain.
O: ingen mennesker kun klippekanter.

påklædning: se profilbillede (jakken er dog lynet sammen)

Det var en dejlig aften på Deploratus øen.
Kin var klatret op på bjerget af to grunde... Nej vent tre.
For at bevise for sig selv at han kunne, se solnedgangen og håbe på at møde en engel.
Da Kin havde hørt om disse væsener kaldet engle så måtte han bare møde én!
Og så da folk havde fortalt ham at de holdte til oppe på bjerget her så var der jo ikke andet for end at tage her op.
Kin satte sig på klippekanten og nød udsigten.
*Gad vide hvor de gemmer sig* tænkte han og blev ved med at holde udkik efter en engel.

Også Joy befandt sig på bjerget denne aften. Faktisk, så var hun lige landet. Hun var stukket af fra sin storebror, da han fandt ud af, hun havde hældt blå frugtfarve i hans juice - en af Joys nylige påfund, som hun havde moret sig kosteligt med. Latteren sad stadig i hendes øjne, da hun fandt fodfæste og satte i løb rundt om de store klipper og sten, der beklædte størstedelen af bjerget.
Så opstemt var hun, at hun ikke skænkede det en tanke, at der kunne være andre på bjerget på dette tidspunkt. Derfor standsede hun brat op, da hun fik øje på en mand, der sad på klippekanten; faktisk standsede hun så hurtigt, at småstenene stod op omkring hendes fødder. Hun slog en hånd op foran munden for at dæmpe et gisp, inden hun for sent kom i tanke om, at det vigtigste nok var, at trække sine vinger til sig. Joy havde næsten kun lige lært det, og derfor tog det et par sekunder, inden de lysegrå vinger forsvandt. Hun håbede ikke, personen på bjerget havde set dem. Ikke at hun vidste, hvad straffen var for at vise sig for et menneske. Men hun var sikker på, den var slem.

Kin hørte en mærkelig lyd bag ham så han kikkede sig over skulderen.
*Var det en enge?* tænkte han hurtig... Men nej det var bare en pige.
Kin så lidt skuffet på pigen.
"Nårh var det bare dig?..." sagde han stille.

Joy lod hånden falde og tillod sig et lettet suk, da det ikke så ud til, personen havde set noget. Hun tvang latteren fra øjnene og gik hen til ham.
"Forventede du da en anden?" spurgte hun med hovedet på skrå, da hun lagde mærke til hans tone. Han lød nærmest... skuffet. Joy satte sig på hug ved siden af ham, mens hun afventede hans svar. Det gav hende også mulighed for at se ham lidt an.

Kin så på pigen.
"Jo ser du jeg havde håbet det var en engel" sagde han og studerede pigen fra top ti tå.
"Det var derfor jeg kom her op... Jeg vil gerne møde sådan en skabning" sagde han og så ud over øen igen.

"Åh, men det kan jeg godt..." udbrød Joy glad, inden hun lukkede munden på sig selv igen. Hun vidste ikke noget om, hvad han var for et væsen. "Nej. Hvorfor tror du på engle?" spurgte hun i stedet. Nysgerrigheden glimtede i hendes øjne - hun kunne ikke regne ud, hvad han var for en. Han duftede ikke af noget særligt. Derfor havde hendes første konklusion været, at han måtte være menneske, men nu vidste hun ikke alligevel. Nu, da han havde nævnt englene.

Kin så mærkeligt på hende da hun ændrede på sin sætning.
"Jeg tror på dem fordi jeg ved at de findes" sagde han.
"Da jeg er dusørjæger ved jeg det men jeg har kun set dem døde eller udstoppet" sagde han og holdte en pause.
"Jeg vil gerne møde en som er i live. altså ikke for at dræbe den men for at betragte den og være i selvskab med den" sagde han med et smil på læben.

Joy fór op, i det øjeblik han nævnte ordet 'dusørjæger' og bakkede hastigt et par skridt væk fra ham. Hendes øjne blev store, da han fortalte, han kun havde set dem døde eller udstoppet. Udstoppet. Joy gøs ved tanken - det var jo modbydeligt. Fra at have store og frygtsomme øjne, kneb hun dem mistænksomt sammen; en dusørjæger, der ikke var ude på at dræbe? Næppe.

Kin så mærkeligt på pigen.
"Hvad sker der?" spurgte han og kikkede til siderne for at se om der var fare på færre.
Men der var ikke andre end dem så hvorfor så hun så så forskrækket ud?
"Er der noget galt?" spurgte han så til sidst

Joy fortsatte med at se mistænksomt på ham. Han virkede oprigtigt overrasket over hendes reaktion. Måske var han langsomtopfattende, overvejede hun i tankerne.
"Du er dusørjæger." svarede hun ham langsomt. "Det bør være svar nok."

Nu var Kin mere forvirret.
"Okaaay..." sagde han
"... så fordi jeg dræber væsner der truer menneskeheden og beskytter de uskyldige så er det noget slemt?" spurgte han og kikkede mærkeligt på hende.
"Som sagt så dræber jeg ikke engle som er gode imod mennesker. Jeg er kun ude efter dem der udgør en trussel for uskyldige folk såsom dæmoner" forklarede han.