Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Fortsættelse af:
http://deploratus.heavenforum.org/t6744-nye-fodtirin#200185

Dato : 6 januar 2012
Årstid : Vinter.
Dag : Fredag
Vejr : Koldt, næsten frost, let blæsende
Sted : Bjerget.
Tid : 16:30
Omgivelser : Bjerget rå klipper uden mennesker.

Han kiggede lidt på hendes ar, på hånden og kom til at tænke på de utal af ar han selv havde, nogle af dem havde han ikke noget imod, mens andre som dem på hans håndled ville han gerne have at de aldrig havde eksisteret. Han havde ikke så meget mod dem han havde fordi han havde været oppe at toppes med andre varulve, og så var der jo jægerne.

"Ja så kan jeg godt se det, jeg har også lidt for mange af den slags ar på min krop, som aldrig er blevet helet ordentligt fordi jeg hader at tage til lægen."

Han smilede lidt over det sidste han sagde mens de kørte ind til bjerget og han kunne se at der ikke var ret langt til at vejen stoppede og de blev nød til at stå ud og gå det sidste stykke.

"Ja det er det vel, men jeg har aldrig tænkt så meget over det."

Han kiggede lidt væk fra hende, da han lidt hadede at snakke om sig selv og lod derfor være med at svare på hendes spørgsmål, og nikkede bare som svar på dem. Han valgte dog at svare på det sidste da det drejede sig om hende istedet for om ham, som han ikke brød sig om at tale om.

"Nej det er nok rigtigt nok, men nu er det jo ikke navnet der er det vigtigste men istedet, hvordan man er."

Han smilede til hende for at se om hun forstod hvad det var han mente med det og glædede sig til at komme ude og gå igen.

Hun smilede stille mens han betragtede hendes hånd, og sm han, gik hendes tanker til de af hans ar, hun havde set.
"Jeg indrømmer gerne, jeg har mere imod lægeskræk end arene," sagde hun med et skævt smil og så på ham. Hun havde selv set vejen stoppe ikke ret langt fremme og satte farten betydentligt ned. "Lægen er der for at hjælpe en, hvor ubehageligt det end kan være, og det kan nogen gange være farligt ikke at gå derned og få snakket ... Selvom jeg måske tror, det i dit tilfælde også kunne blive lidt farligt at tage dertil, hvis du forstår?" hun betragtede ham kort og så lidt på hans ar på armene, før hun igen ser på vejen. "Du ved, man kan få fjernet ar med strålebehandling nu til dags? HVis du vil af med dem altså. Det koster godt nok lidt, men det var da værd at spare sammen til. JEg er selv i gang med det for at få fjernet arret på hånden. Det er så grimt. Hvis det så bare havde en historie, man kunne prale lidt af overfor vennerne, men nej, ikke en gang det!" Hun skar en grimasse og lo så lidt for at lade ham vide, det var ment i spøg. "Ar viser et hårdt liv, som jeg ikke rigtig har haft. Du derimod - kan jeg forestille mig - har ikke haft det så let ... Du behøver ikke svare, hvis du ikke vil - det gør du aldrig med mine spørgsmål, der kommer så mange af dem." Hun ler mildt igen.
"Det er rigtigt nok," stemte hun i ved det sidste og rullede så hen for enden af vejen, hvor hun yndefuldt parkerer og trækker nøglen ud af tændingen.
"Nå, er du klar på en gåtur igen?" spurgte hun muntert.

Han kiggede på hende en gang imellem og havde faktisk lyst til at lade være med at svare hende men han kunne ikke få sig selv til at lade være da det ville virke så forkert, det ville virke som om han bare ignorerede hende, og ikke rigtigt gad hende, hvilket jo ville være en løgn da han nød at være sammen med hende, aldrig havde han mødt nogen han havde det så godt med efter så kort tid.

"Jeg har ikke selv noget mod mine ar, de minder mig om hvad jeg er gået igennem, og om hvad det er jeg har i bagagen. De er en del af mig, og jeg vil aldrig fjerne en del af mig selv. Jeg er som jeg er og det skal der ikke laves om på, bare sådan. Jeg har nogle enkelte jeg dog ikke er så glad for men de er stadig en del af mig, og skal derfor ikke fjernes."

Han trak lidt op i skjorten og viste hende det ar han havde fået da han havde kaste sig ud på klipperne på stranden, og faktisk var det et ar han var glad for det viste ham selv hvor stærk han faktisk var, og at han kunne holde til meget. Han sagde ikke noget om det men gjorde bare klar til at stige ud af bilen da hun stoppede den.

"Om jeg er, jeg hader lidt at forholde mig roligt, hvilket også er derfor jeg hader læger, de tvinger en til at ligge stille i en seng, bare fordi man lige har fået syet en lunge sammen, eller fordi man har brækket halvdelen af knoglerne i ens krop."

Hans smilede til hende, et lidt sygt smil men ikke fordi han var sur eller mentalt syg, altså udover det med selvskaden, men bare fordi han var lidt syg når han talte om det på den måde."

Han åbnede døren og gik ud.

Hun var ikke klar over tumulten indeni ham med svaret og sad blot og så stille på ham, mens han talte.
"Fair nok," sagde hun roligt med et lille smil. Da han viste hende sit ar, rakte hun stille hånden frem og strøg forsigtigt en finger over aret, nærmest som et blidt kærtegn. Hun skulle til at sige noget, men han kom hende i forkøbet, og hun så blot på ham, mens han talte og lo så.
"Du er lidt småtosset, ved du godt det?" griner hun og står så selv ud, hvorpå hun låser bilen. Hun havde ikke noget imod hans let syge smil, det var blot underholdende, og hun regnede med, det var for sjov, så det foruroligede hende ikke.
"Ikke at jeg har noget imod småtosset," tilføjede hun udenfor bilen med et varmt blik mod ham, før hun så sig let om. Det var uvante omgivelser, men ikke uvenlige i hendes øjne, og hun indtog synet med nydelse og tilfredshed, mens små hvide skyer dannedes på hendes udånding.
"Her er dejligt," sagde hun roligt, "Og jeg har på fornemmelsen det kun bliver bedre!" Hun gik rundt om bilen og stod snart ved hans sie med endnu et af sine smil, klar til hvilken gåtur det end måtte være. Hun havde sine fladhælede vinterstøvler på, der var gode at gå i, selvom det ikke ligefrem var bjergbestigningsstøvler eller vandrestøvler. Men hun håbede, det var godt nok, for hun havde ikke andet.

Han smilede til hende, da hun sagde at han var lidt små tosset. Hun havde vel enligt ret selv andre varulve mente jo at han var sær, og ikke til at stole på. Han blev set selv af dem som en der var lidt tumpet og langt ude. Han havde altid følt sig efterladt til sig selv, og nu var han blevet efterladt af Ziga kvinden han skulle have været gift med men som valgte at forlade ham, mens han stod ved alteret og ventede. Minderne om det var faktisk for slemme for ham så et par tåre gled ned af hans kinder, og dryppede ned på jorden. Han tårede hurtigt øjne og kinder og svarede hende så.

"Ja det er jeg vel, men det er der jo mange der er, og det ville da også være for kedeligt hvis der ikke var nogen er var lidt ud over det sædvanlige?"

Han smilede ikke men svarede hende bare tørt. Han havde lagt mærke til hendes støvler, og håbede bare på at de kunne holde til turen, men han planlagde hurtigt sin rute om så de slap for de værste af alle klipperne så hun ikke skulle falde og slå sig til blods på dem det ville være trist.

"Bare vent og se..."

Hans stemme var stadig tør og han begyndte at gå frem af, uden helt at vente på hende, minderne om det der var sket, var stadig for friskt og for hårdt for ham til at han helt kunne klare det.

Hun så tårerne, overrasket over, hendes kommentar kunne gøre det ved ham, og hendes blik blev blidt, lidt forvirret, og undskyldende, mens hun rakte en hånd op mod hans kind, kunf or at have ham vende sig rundt og begynde at gå. I vildrede fulgte hun efter ham og småløb op på siden af ham.
"Undskyld," sagde hun stille, "Det var ikke min mening at såre dig. Det var bare min spøg." hun troede, han var blevet afvist så mange gange som sær og tosset, og at hun lige havde lydt som dem, og at det var det, der havde gjort ham ked af det. Hun vidste ikke helt hvad ellers hun skulle sige og strejfede derfor hans arm med sine fingre. Hun håbede, den lille berøring ville få ham til at stoppe, til at råbe sine frustrationer ud over hende, til at tale med hende, slå hende, bare gøre noget, så han fik det bedre. Selv ganske frustreret, hvad man kunne se i hendes øjne, følger hun bare med ham og ser op på ham. Hvis bare hun vidste hvad, hun kunne gøre for at få ham til at have det bedre.
"Det var ikke en afvisning," mumlede hun nærmest for sig selv og fortrød så kraftigt den lette kommentar. Ord hun så tit brugte uden at have overvejet konsekvensen af. Ikke før nu i alt fald. Det var som om så mange ting om hendes tilværelse lige pludselig faldt på plads, og hun sukkede tungt og så et øjeblik ned i jorden, mens hun følte hele det fremskridt, de havde gjort i deresf orhold den eftermiddag lige var blevet knust for hendes fødder, og hun stod igen med en fremmed, denne gang måske ikke en, der brød sig bare en smule om hende, og det bedrøvede hende - en hel del faktisk.

Han mærkede hends fingre der berørte hans arm og vendte sig mod hende, han vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde både lyst til at fortælle det og lade, men derfor kiggede han bare på hende med sorg fyldte øjne. Han var ikke blevet såret af hende, eller følt sig afvist af hende, så han besluttede sig for at han nok bare lige så godt kunne fortælle hende hvorfor han græd.

"Jeg føler mig ikke afvist af dig, og det er heller ikke på nogen måde din skyld."

Han kiggede bare på hende, da han åbnede munden for at svare, men intet kom over læberne. Han åbnede så igen og ordene nærmest strømmede ud af hans mund, mens tårene langsomt trillede ned af hans kinder.

"Det er fordi jeg for 4 måneder soden mødte en kvinde i skoven, som jeg forelskede mig i. Vi boede sammen i 3 måneder og ville så giftes, da vi begge var klar til det. MEN da det så var dagen vi skulle giftes stod jeg alen ved alteret i skoven, hvor jeg ventede på hende, men hun kom aldrig..."

Han kiggede bare på hende, og tårende kom hurtigere og ofte fra hans øjne, men vendte sig så om og begyndte at gå igen. Han kunne ikke lide at virke svag på nogen måde, men det var han på det psykiske plan der var han virkelig svag.

Hans blik gjorde ondt helt inde i hende, og hun holdt hånden på hans arm fortsat, mens hun lyttede til alt, han havde at sige. Da han begyndte at gå igen, fangede hun hurtigt hans skjorteærme for at vende ham rundt og tage ham i sin favn. Hun var stærkere end man lige skulle tro, og hun flår nærmest i ham for at få ham til at gå ind i hendes omfavnelse. Hun ville så gerne, hun kunne trøste ham, men alt hun kan tilbyde er en skulder at græde ved arme beskyttende omkring ham. Tårerne rørte hende ikke, hun syntes stadig, han var en meget stærk mand, der bare havde været igennem en del. Eller jo, de rørte hende, men ikke med tanken om, han var svag. De rørte hende helt ind i sjælen, for aldrig havde hun mødt nogen så stærk, at han var i stand til at fælde en tåre over tabt kærlighed. Hans mod overrasker hende, hans væren i stand til så dyb en sorg og værende bosted for så mange smerter overgår hendes forstand, og hun vil bare holde om ham, indtil han får det lidt bedre igen; det var alt, hun følte, hun kunne gøre for ham.
"Hvor har du været meget igennem," sagde hun blidt. Ikke noget med at udtrykke sin dybe medfølelse eller tale ned til ham, bare en halvt forundret, halvt trist konstatering af et fakta. "Jeg ville ønske, jeg kunne skærme dig fra hvad der end må komme fremover," fortsatte hun så ganske mildt og stille, mens hun lagde en hånd mod hans kind og fjernede en tåre forsigtigt med den ene, bløde tommelfinger.

Han mærkede hvordan hun greb fast i hans ærme og lod sig bare riv tilbage. Han mærkede hvordan hun lagde armen om ham, og han nøs det. Han øjne der stadig var fyldt med tåre, lyste op. Han havde endelig fundet en han kunne støtte sig til en der ikke bare havde tænkt sig at udnytte ham, eller det var ihvertfald ikke noget han regnede med at hun havde tænkt sig.

"Tak..."

Han var glad og løsnede sig fra hendes arme, og smilede til hende, han var nem at såre men han var næsten nemmere at gøre glad igen. Han ville gerne bare igang med at gå ud i den kølige aften og ud og røre sig det var altid så dejligt, og måske ville det bare være endnu dejligere nu når han havde en at gå sammen med, en at tale med så man ikke følte sig efterladt og alene længere.

Han kunne ikke lide at hun talte om at skærme ham fra hvad der ellers kunne komme mod ham i fremtiden, ikke fordi han ikke ville have hjælp men det han havde oplevet og det han nok kom til at opleve ville hun nok ikke kunne holde til i længden, ikke fordi han mente han selv var super mand, eller noget i den stil, men han var hvad han var og hans krop var bygget til de slag han tog, og hans hjerne var vant til de psykiske slag så det skulle nok gå.

"Det er pænt af dig men nej tak, jeg vil ikke se dig komme til skade hverken psykisk eller fysisk på grund af mig. Jeg vil dog være glad hvis jeg kan regne med din støtte."

Det glædede hende, han gav hende lov til at omfavne sig, og hun gjorde hvad hun kunne for at lade ham vide, hun var der for ham gennem sin berøring og de arme, hun lagde om ham.
"Det var så lidt," svarede hun roligt og med et svagt smil, selvom hun vidste, det måske ikke var helt så lidt for ham. Hun ville gerne, hun kunne gøre mere, men lige nu er det svært.
hun kunne se, han ikke var så begejstret ved tanken om hendes skærmning, og det fik et skævt smil frem på hendes læber. Hun tog hans arm, ligesom hun havde gjort det i parken, og begyndte at gå sammen med ham igen.
"Det var nu ikke så meget at tage dine kampe, jeg tænkte på, for jeg ved, jeg ikke ville kunne klare halvdelen af hvad du går gennem, men jeg tænkte mere på at jeg ville ønske, jeg kunne vifte med en magisk tryllestav, så det ikke skete mere. JEg ved det er fjollet, så jeg må nok nøjes med at støtte dig ... OG det kan du stole på, jeg nok skal gøre!" Hun gav hans arm et lille klem og sendte ham et opmuntrende smil. "Og med henblik på at komme til skade for dig - i hvilken som helst sammenhæng - så kunne jeg godt unde dig, der var en, der var stærkere end mig, der kunne gøre det for mig, så du kunne få en pause. En lille minion jeg kunne sende ind og passe på dig." Hun lo let ad sin egen fjollede ide og så igen op på ham, mens hendes fødder bevægede sig per automatik.

Han smilede bare til hende, og gik stille afsted mod bjerget og op af det. Han havde planlagt ruten men han behøvede ikk engang tænke over hvor han gik da han havde været der en del. Han havde kun boet på øen en kort periode, men han havde en hel del gang været i bjergen bare for at komme et sted hen hvor der ikke var dyr han blev fristet til at dræb, han kom så til at tænke på hvordan hun havde kommenteret det tidligere med at ofre dyr. Han ville lige svare hende på det, for også at starte en samtale.

"Du kan vel godt huske du syntes det var synd at vi ofrede dyr? Men du skal jo huske at vi også spiste dem bagefter, så det ville faktisk være det samme som når man gik ned i butikken og købte kød, vi levede bare efter at man fangede det selv."

han smilede til hende og håbede på at hun kunne forstå det, og ikke længere syntes det var så synd eller at hun i det mindste ikke fandt dem som dårlige mennesker for at gøre den slags.

Han fandt det meget morsomt med hendes forslag med at have en minion der kunne tage hans tæsk, måske var det hende der egentligt var lidt små tosset. Han smilede til hende igen og grinede lidt af hendes sjove ide.

"Du er da vidst selv lidt småtosset?"

Hun fortsatte med ham i tavshed, mens himlen over dem var blevet mørk, og her i mørket var de så alene som de kunne blive. Men hun følte sig helt tryg i hans selskab, selvom hun dårligt kendte ham. Hun kunne ikke lade være med at smile til ham.
Da han forklarede med dyrene, blev smilet bare bredere.
"Nååh," sagde hun let leende, "JEg troede I bare havde slået dem ihjel for at slå dem ihjel. Det er spild af liv ... Men når I har spist dem bagefter er det en anden sag. Så er det ikke spild længere." Hun håbede, hun havde gjort det klart hvorfor, hun havde syntes, det var synd, når nu han følte trang til at forklare yderligere, og hun smilede varmt op til ham.
Hun kunne godt lide hans latter. Det var første gang hun hørte den, og hun ville ikke have noget imod at høre den igen.
"Jeg har aldrig påstået andet," griner hun selv og giver hans arm et klem, "Men det kommer sig når man skriver en del historier; så bliver ens oved lidt mærkeligt." Hendes smil var bredt, og i det samme var hun ved at glide på nogle småsten. Hun nåede dog at genvinde balancen, men hendes kinder var røde af forlegenhed, da hun så mod ham igen sikker på benene.
"Du har for resten en dejlig latter," tilføjede hun hurtigt for distrahere ham fra at kommentere hendes lille stunt.

Han gik også bare med hende og var glad for at hun forstod ham, omkring det med dyrene og han var jo også fuldstændig enig i at det ville være spild af liv, hvis de ikke havde spist dyret efter de havde slagtet det. Han hadede folk der lod liv gå til spilde og det var også derfor han ikke havde begået selvmord endnu, fordi det ville også være spild af liv. Han kiggede ned på hende og nød at hun gik på den måde hun gjorde og holdt om hans arm, det fik ham til at føle sig som en støtte og noget der beskyttede nogen.

Han fandt det ret morsomt at hun også skrev, hvorfor var hun sår speciel, hun virkede først til at være en kvinde der bare var kvinde, og så var hun åbnbart også mekaniker. Han havde så lige oven i hatten fået at vide hun også var forfatter for pokker da var der ikke noget den kvinde ikke kunne overraske ham med. Han skulle lige til at kommentere på det men så gled hun.

"Pas på dig selv, det er glat her. Tak jeg ligger aldrig selv mærke til den da jeg sjældent griner."

Han kunne ikke lade være med at ville vide lidt mere om hende, og få flyttet samtalen over på at vide noget mere om hende, istedet for hele tiden at tale om hans elendige liv.

"Kan du ikke fortælle mig lidt om dig selv?"

Havde hun vidst, hvordan hendes uskyldige handling med at tage hans arm blev modtaget, ville hun have smilet varmt til ham og været meget glad, men da hun var lykkeligt uvidende, gik hun blot ved hans side med et mindre smil.
"Ja, det er det da vist," lo hun så og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun betragtede ham. "En skam. Det tror jeg skal være min misson så; at få lokket dig til at grine lidt mere. Det er godt for dig!" drillede hun med et skævt smil og lo så lidt igen.
"Fortælle om mig selv?" fnes hun, som om hun kæmpede for ikke at le. "Tjo, der er vist ikke så meget at fortælle om mig, jeg er meget almindelig. JEg har tre søskende og to forældre, der smed mig ud hjemmefra, så nu bor jeg alene med min hund i en lille etværelses indtil jeg får råd til noget andet. JEg arbejder i en bank for tiden, kan godt lide at skrive, læse og ordne biler, og jeg tegner også en del og syr lidt indimellem - ligesom dig - og så synger jeg i kor hver torsdag eftermiddag. Jeg forsøger at holde mig sund og kan godt lide at shoppe tøj og ved altid hvad, jeg går efter ... Så sådan helt normal - på de punkter. Ah okay, bilen passer måske ikke så godt ind i det, men altså ... Ehm, hvad er der ellers at sige om mig? Jeg kan lave mad og gøre rent og nyder en bytur med vennerne en gang i mellem ... Men jeg kan bestemt ikke danse!" hun lo let, farven i hendes kinder kun stærkere nu. Hun var ikke vant til at snakke om sig selv, men selv det kunne hun gøre som et vandfald, og hun skærer en grimasse ad sig selv.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over det hun sagde. Han fandt det utroligt morsomt at hun ville gøre det til hendes mission at få ham til at grine mere, mest fordi han ikke rigtigt vidste hvordan de ville komme til at være i forhold til hinande, og om de overhovedet ville se hinanden igen. Han havde ingen anelse om det.

"For pokker da kvinde, du kan da også bare tale som en synflod, hvad skal man gøre for at få din mund til at stå stille?"

Han smilede stort da han sagde det til hende, for at hun skulle forstå det som en spøg, og ikke som en dårlig ting at hun talte så meget fordi det var det ikke, han fandt det da slet ikke som en dårlig ting, at hun talte så meget, men var bare ikke helt forberedt på at hun faktisk ville tale så meget.

"Ja du har da også alligevel en del at fortælle om dig selv, men du overrasker mig godt nok med hvor meget du faktisk kan..."

At hun igen havde fået ham til at grine, var en lille triumf, og hun hæver hagen en smule med et bredt smil. Hun vidste heller ikke hvor meget, de ville se til hinanden fremover, men hun ville gøre sit til, dette ikke blev deres eneste møde!
"Man kan enten holde mig for munden eller blokere den med et eller andet," foreslår hun, "Det er også blevet prøvet af min eks at kysse mig, vhilket han fandt lige så effektivt!" Hun grinede ad sin egen lille spøg, for det havde ikke været andet; bare et svar på hans drillerier.
"Og hvad jeg sagde er bare dagligdags kedelige ting. Det er mest om hvad jeg laver ... hvem jeg er må du selv tage dig tid til at finde ud af - det håber jeg du har lyst til?" Hun smilede og blev faktisk en smule genert et øjeblik. "Tja, jeg kan nogle ting, men det er kun en smule af en masse, ikke en masse af alt muligt. Jeg praler med at kunne en masse, men når det kommer til stykket har jeg spredt mig for vidt og er ikke rigtigt god til så meget af det." Hendes smil var blevet lidt undskyldende nu, og hun vidste, hun var meget ærlig om sine evner. De var begrænsede, selvom det var godt nok til hende. Hun klagede ikke over det normalt og det var ikke meningen, hun ville gøre det nu heller, men det kom vist alligevel til at lyde lidt selvnedsættende. "JEg er dog glad for det, jeg kan," tilføjede hun hurtigt og smilede igen.

Han fandt hende sød, og en interessant personlighed. Han smilede til hende, og lod det så ellers bare ligge der. Han havde næsten ikke lyst til at grine da han ikke helt kendte sig selv godt nok til at forstå det at grine. Han havde aldrig helt forstået det at grine og han forstod jo ikke engang sig selv, det var faktisk den person der nok havde flest hemmeligheder for ham.

"Okay... Ja sådan er folk jo så forskellige nogle folk kan godt lide at specialisere sig mens andre laver ting på en meget bred skala."

Han smilede til hende, da han selv var typen der havde specialiseret sig selv. Han havde jo selv specialiseret sig i at overleve i naturen, og klare sig selv. Han havde ikke selv noget imod det, men han var jo også vant til det.

"Ja jeg har jo selv specialiseret mig i at overleve alene i naturen."

Han smilede til hende igen, og et lille og kort grin steg op af hans hals. Han kunne godt forstå hun var glad for det hun kunne fordi det var da alligevel en del hun kunne, hvilket han fandt interessant og spændene.

Grunden under dem steg pludselig, og Colts skridt blev lidt længere, så hun kunne følge med. Det gjorde hendes gang en smule mere usikker, men hun klarede turen alligevel, mens hun så sig om og nød det af naturen, hun kunne se.
"Det er jo det. Jeg har specialiseret mig indenfor biler, og lidt skrivning, og det er vist det." endnu et grin; hun grinede meget, især når hun havde det rigtigt godt, som hun havde det nu, og hendes smil var nærmest permanent. Når hun var i godt humør var hun altid smilende, men blev hun sur eller irriteret, var hun giftig at være i nærheden af.
"Javel ja," sagde hun så med et smil, "Alene i naturen, det er noget af en bedrift, især her i vinterperioden. Så er du meget ude, kan jeg regne ud; et rigtigt naturmenneske ... Jeg havde nu også taget dig for at være et sådant, det ligger nærmest til dit udseende og væremåde ... Bor du i naturen også så?" Hendes blik er varmt og nysgerrigt, mens det hviler på ham
Hun nød virkelig lyden af hans latter, hvor kort den end var, og hun følte store fremskridt ved at have fået tre grin fra ham allerede. HVis han normalt ikke lo meget, var det noget af en bedrift for ham, og hun håbede bare, det gjorde ham godt at le lidt. Det var hendes mål med hele foretagendet.
Endnu et par løse sten under hendes støvle, der ikke stod så godt fast, og hun rutsjede en halv meter baglæns med et forskrækket udbrud, og havde det ikke været for hans arm, var hun væltet. I stedet lo hun igen og kom hurtigt op ved siden af ham igen og greb bedre fast i hans arm.
"Du må undskylde min klodsethed, jeg tror ikke mine sko er helt beregnet til det her terræn." Hun skærer en grimasse.

Han lagde ikke selv mærke til at det blev stejlere og hårdere at gå, for ham var det jo det han var vant til. Han plejede godt nok selv at gå en af de mest besværlige veje han kunne finde. Han lagde heller ikke rigtigt mærke til at solen var på vej ned og de faktisk havde gået en del timer nu, tiden var bare fløjet afsted grundet det gode selvskab.

Han vidste ikke helt om han ville fortælle hende at han faktisk boede ude i naturen i et telt, ikke engang en hytte nej han boede bare i et telt et eller andet sted i skoven, hvor han nu engang fik lyst til at slå det op henne, han flyttede ret ofte rundt i skoven for at kunne få set mest muligt af den stille og rolige skov, som han nu engang boede i.

"Ja det gør jeg, jeg bor faktisk i et telt i skoven, og det har jeg gjort i en del år nu"

Hans smil stivnede og blev til en et ansigt der virkede mere flov eller ked af at være det han var. Han var også lidt trist over det fordi han fik folk til at tro han var en eller andet idiot der bare boede i skoven fordi han ikke vidste bedre, og det var det vel enligt også, han fandt det nemlig bedre at bo i skoven end at bo i byen.

Han hjalp hende, med en arm om livet, med at komme op igen.

"Det er helt iorden, ja det er nok ikke det bedste fodtøj."

Han kunne nu se at det faktisk var ved at blive mørkt og hun måtte vel også være ved at have lidt ømme fødder når hendes fodtøj ikke var lavet til denne slags terræn.

"Det kan være vi skal find en hytte så vi kan slappe af, nu når det også er ved at blive lidt mørkt?"

Hun kunne godt mærke i fødderne hvor længe, de havde gået, og hendes lægmuskler begyndte at brænde lidt ved stigningen.
Hun var glad for, han fortalte hende hvor, han boede. Det var faktisk lidt hardcoree af ham at bo i naturen i al slags vejr, og det var hun ikke sen tila t lade ham vide:
"Det er faktisk ret fedt, du bor i naturen på den måde. Nå ja ikke helt normalt, men hvad gør det, når du bare er glad for det? Det er vel byens mange mennesker og bilosen der har jaget dig derud? Eller er det bare den dejlige, friske natur?" Spurgte hun så med et kækt smil, som om det var det mest normale i verden at bo i et telt i skoven. Hun kunne godt se, han var lidt flov og gjorde sit bedste for at afværge det. Det var en ærlig sag om præfferencer, og hun synes bare, det var modigt, han fulgte sine lyster frem for et samlebånd.
Da han lagde armen om livet på hend,e lægger hun selv en arm om ryggne på ham for at føle sig mere sikker, og de går tæt sammen.
"Tak, jeg føler mig meget mere sikker nu," siger hun og blinker et par gange med øjenvipperne som en jonfru i nød, før hun ler let nok en gang.
"Jo, en hytte ville ikke være helt skidt, men bor der ikke nogen i dem?" spurgte hun nysgerrigt, stadig smilende, mens hun så op på ham. Han var så tæt på hende nu, hun kunne mærke hans ånde mod sit ansigt. Ikke nogen helt ubehagelig følelse, og det var lang tid siden hun havde været så tæt på en mand.

Han syntes det var sjovt at hun kunne være så ukuelig i at acceptere alting. Han var ikke vant til at blive accepteret eller i det hele taget at folk var venlige over for ham, han var vant til jægere der forsøgte at myrde ham, eller bare gerne ville se ham falde død om uden selv at have gjort noget, fordi det lige netop var det, de ville jo sjældent selv gøre sig til mordere.

"Tak, og ja jeg kan ikke klare alt det moderne, og så holder jeg så meget af naturen og livet derude. Jeg gør det også fordi jeg ikke normalt bryder mig om at være sammen med mennesker og slet ikke mange på en gang."

Han smilede til hende da hun kommenterede på at hun følte sig mere sikker. Han haved faktisk bare gjort det som en ren refleks, og havde faktisk slet ikke tænkt over det, ikke fordi han havde noget imod det, men det gik bare først rigtigt op få ham at han havde gjort det da hun også lagde en arm om ham.

"Nej mange af hytterne ligger tomme på den her tid, da det er jagt hytter og bruges kun af jægere og vi har ikke ret mange af dem der jæger ulve som er dem der er mest fremme på den her tid af året."

Han tænkte slet ikke over at han talte om ulve, når han jo faktisk selv var en, hvilket var meget morsomt fordi dyr var der jagtsæsoner på men ham, ham kunne de åbenbart bare jage når de havde lyst til.

Han kunne se en hytte ikke så langt fremme som han vidste næsten altid stod tom fordi, folk ikke kunne lide der hvor den lå, den lå afsides og ikke langt nok oppe.

Det falder hende ikke ind, han måske ikke er vant til en såan accept af alt han er, og hun forsøgte blot at være ærlig overfor ham. Jægere og mord og ondskab var langt fra hendes hverdag, og hun havde slet ikke fantasien til virkelig at forestille sig hvordan, det var, selvom hun havde skrevet utallige tekster om emnerne.
"Så jeg er en undtagelse?" lo hun let, men der var noget andet under hendes latter denne gang, en nysgerrighed og intensitet, et ønske om virkelig at være en undtagelse; at have den virkning på ham, hun sådan håbede, hun havde. "Men det er godt, du har modet til at gøre noget ved det, når du har det på den måde," fortsætter hun efter et øjebliks tavshed og ser ligeud stadig smilende. "Mange ville bare blive boende i byen og leve med det. JEg synes det er meget modigt af dig at turde gøre det."
Det var meget fristende for hende at læne hovedet mod hans skulder, men hun afholdt sig fra det, da hun ikke vidste hvordan, han ville reagere. Hun måtte huske, det ikke var mere end fire måneder siden han blev brændt af ved alteret, og han sørgede stadig. Det ville være dumt af hende at blive for nærgående og ville højst sandynligt bare vække dårlige minder hos ham. Derfor lod hun være.
"Spændende. Jeg har aldrig selv været på jagt, men min far gjorde det en gang imellem. Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om den slags; at slå ihjel bare for at slå ihjel. Hvad end man så jager eller om det er farligt eller ej." Hun skævede op til ham med et sigende blik, der fortalte, hun mente så meget mere end bare dyr som ulve og bjørne. Hunv ar klar over, han kunne være en farlig mand, det var hun faktisk ikke i tvivl om. Både arene og hans livsstil tydede på det og viste hende en sej, benet mand, der var vant til at klare sig selv.
Hun fik øje på hytten selv og smilet voksede sig lidt bredere igen.
"Er det den der, du har i tankerne?" spurgte hun interesseret og bemærkede godt hvor afsides, den lå. Men hun ville ikke begynde at blive nervøs for at være alene med ham nu. De havde været alene det meste af dagen, så lidt tid fra eller til gjorde vel ingen forskel? Hun vendte blikket op mod ham med et sødt smil.
"En kær lille hytte," drillede hun leende.

Han nød at gå sammen med hende, men han havde heller ikke noget mod at sidde i en hytte med hende, og slappe af. Han var ikke ligefrem en type der blev forpustet over en gåtur som denne, men han kunne dog godt nok stadig mærke at han brugte sin krop mere end han plejede han var på ingen måde vant til det, men sådan var livet jo bare nogle gange. Han grinede lidt over det hun sagde, inden det faktisk gik op for ham at hun var jo enligt en undtagelse lige som med Ziga. Han blev dog ikke ked af det denne gang, han tænkte bare positivt over at han nu var sammen med denne kvinde som var lige så venlig over for ham som hun havde været.

"Ja du er noget særligt og den sidste jeg sådan har snakket med på den her måde var min forlovede..."

Han smilede til hende og gik videre hen mod hytten. Han var glad og på et eller andet punkt lidt stolt over at hun syntes han var modig over at bo i skoven, men det var jo det han var vant til, han havde jo levet med naturen altid, men ikke uden at leve en periode i byen, men det var bare ikke ham at bo der.

"Tak for de pæne ord."

Han smilede over det hun sagde omkring jagt, og det hun også sagde med hytten. Han begyndte at gå lidt hurtigere da de kom tættere på hytten, som ikke var særlig stor, der var nok plads til at man kunne sidde fire personer der inde, men de var kun lavet til to personer og nu håbede han bare at der var brænde derinde men det plejede der næsten altid at være. Han håbede også at det ikke ville begynde at storme, da hn helst ikke ville være fanget, men igen man kunne fanges med værre personer.

"Ja det er den jeg snakkede om de er ikke store nej men det gør dem bare det varmere."

Han åbnede døren til hytten og kunne med det samme mærke varmen der slog dem imøde der indefra fordi de var så små og godt isolerede.

I lige så grad som han nød hendes, nød hun hans selskab, og det var om de gik, sad i bilen eller i en hytte. Det var et fedt for hende, men sådan var det tit; de mennesker hun var sammen med betød mere for hende end omgivelserne.
Hun blev en smule usikker, da han nævnede sin forlovede, men da han så ud til at kapere det, slappede hun af igen og smilede.
"Det er helt rart at være noget særligt for en gangs skyld," smiler hun skævt, "Det er jeg ikke så vant til at være."
Hun kunne ikke se hans stolthed på ham, men fornemmede, han var glad for hendes kommentar, og hans ord bekræftede hendes teori.
"Det er ingenting," lo hun. "Når nu jeg mener dem ... Det er så nemt at sige pæne ting til folk, når man føler pæne ting for dem."
Hun fulgte ham, da han satte farten op, og hendes korte ben bevægede sig noget hurtigere og tog halvandet skridt for hver et af hans for at kunne følge hans tempo, men det generede hende ikke med hastigheden. Hun glædede sig til at komme ind i varmen, for den side, der ikke var ind mod ham, var kold som jordbæris, hendes arm især.
"Og hyggeligere," tilføjer hun smilende, "Der har altid været noget lidt charmerende over en lille hytte, synes jeg. det er ikke helt et hjem, men ikke helt udendørs alligevel. Sådan llidt en kombi, selvom det selvfølgelig er mere end et telt." Hun så drillende op på ham.
Da han åbnede døren og varmen strømmede dem i møde, udstødte hun et lille suk og smilede så bredere.
"Nej hvor fint," lo hun stille og så sig om, før hun gik ud af hans arm og ind, hvor hun sørgede for, han kunne gå ind bag hende. Hun vendte sig rundt mod ham og smilede imødekommende, mens hun ventede.

Han smilede bare som svar til de ting hun sagde, da han ikke rigtig orkede at svare hende på dem. Han ville godt tale med hende, men de nuværende emner var bare blevet lidt for kedelige, ofr ham og igen de drejede sig alt for meget om ham. HAn hadede at tale om sig selv og ville hellere bare tale om andre.

"Ja det er dejligt hyggeligt i de små hytter her oppe."

Han smilede varmt til hende mens han gik ind i varmen ikke lige det bedste for ham, men hun kunne nok godt lide det. Han satte sig ned foran den lille brændeovn og begyndte at tænde op til der var gode flammer der inde, så skulle der ellers ikke gøre mere end at holde varmen igang ved en gang imellem at smide noget mere brænde på.

Han begyndte hurtigt at svede da han var vant til det mere kølige vejr og så var man også bare usædvanlig varm som varulv. Han hadede det lidt, og havde lyst til at tage sin skjorte af men lod være da han ikke helt vidste hvordan hun ville have det med det, måske hun ville tage det ilde op eller på anden måde ikke være så glad for det. Han knappede de øverste knapper op, og stillede sig så elleres godt væk fra ovnen.