Under en lygtepæl.

Tid: 17:30
Dato: 30. december
Vejr: sne lidt
Årstid: vinter
Omgivelser: mennesker, sne, butikker.... Lidt af hvert



Alec sad på en bænk under en lygtepæl. Hun var lænet tilbage med lukket øjne, og hænderne i lommen. Mange mennesker stirrede på hende, troede hun sov, men hun var lysvågen. Hun trak ikke vejret. *Jeg er dø...* de samme tanker igen og igen. Som næsten altid var hun alene. Hun sukkede. Nogle af menneskerne gik lidt væk og holdt op med at stirrede. Hun smilede svagt. *Jeg er Alec og jeg er vampyr!*.

taron gik igennem byen gader med han sædvanlige fjollede smil, han havde stukket sine hænder ned i lommerne og gik med bare fødder, folk kiggede meget undrende på ham over han ikke havde sko på og at han skjorte faktisk også stod halt åbent, det lignede for et normalt menneske at han troede det var sommer, men det troede han absolut ikke han vidste godt det var vindre og koldt, men han elskede at gå med bare tær så det var selvfølgelig det han gjorde.

Thrándil kom gående gennem byen, han elskede alle årets årstider, vinteren begrund af sneen som var så flot.
Han tænkte på hende han havde mødt igår.

Alec lukkede igen øjnene og luttede til lydene i byen. Hun kastede hovedt tilbage. Hun sukkede *Har livet -jeg mener døden- menning?* hun rystede på hovedt og åbnede øjnene og stirrede lige op i lygtepælen. Hun sukked eigen.

Thrándil så en sidde under en lygtepæl på en bænk, han så også andre mennesker...eller ikk mennesker?.. gå rundt.
Han sukkede, nok var han født og opvokset i skoven, men i en by var der den samme liv, godt nok på en anden måde, men alligevel...facinerende.
Hans venner kunne slet ikeke forstå ham, de plejede at undgå byen.

aledc rejste sig uventet op og begyndte at gå ned af gaden. Hun havde et koldt blik.

Han så op i himlen på stjerner og månen...vis ellers ikke der var nogle dumme skyer der truede med mere sne.
Han så frem for sig igen.
I skoven var sneen altid hvid og fin, men i byen blev den altid beskidt...

Alec sendte stadig så mange som mulig et dræberblik. Det morede hende og smilede for sig selv.
Hun havde ikke opdaget noget usædvanligt. Endnu.

Han stoppede op.
Så vente han om, han ville gå tilbage, tilbage, ud af byen, ind i skoven.
Det var jo nat og mange blev mistænkelige vis man bare gik rundt for...ja bare at gå rundt.
Han ville helst undgå ballade.

En lille pige fangede Alec's blik og gengældte hendes bræberblik. Hun grinede dæmpet og hun kunne se pigen smile lidt. Den lille pige havde reddet alec's dag.

Han så hende fra før, hende der havde siddet på bænken unden lygtepælen, han så hvordan en lilel pige smilte og hvordan hun selv næsten gengældte smilet.
Han smilte selv ved synet og fortsatte med at gå, selv om han snart ville gå fordi dem.

Alec gik videre og mærkede pludsligt en Elver. Men på grund af pigen, havde hun ikke nået imod Elveren. hun smilede bare uforstyrt.



//Skal vi ikke vente på Taron?//

Han nærmede sig hende og kunne snart mærke at hun ike var et menneske.
Han trak kort på sine skuldre og gik vidre

//det bestemmer du, jeg er ligeglad//

Alec vidste ikke præcis hvem der var Elveren, men hun vidste at den kom nærmere. Hun smilede bare stadig.


//Vi venter//

Han fik sit drømmende udtryk igen, mens han gik vidre.

//okay//

Alec smilede bare og besluttede at bare tage tingene som de kommer. Hun bevægede sig nærmere Elveren.

Han lagge mærke til at hun bevægede sig hen mod ham.
Nok var han ikke ude på ballade, men han kunen ikke vide hvad hun ville.
Han stoppede op og så på hende med sine klare, kloge øjne.

Alec kiggede på Elveren "hej" sagde hun usikkert. Hun var ikke ligefrem sulten og ville bare snakke, hun smilede svagt.

Han så på hende og forberedte sig på vis hun skulle finde på noget.
Hans erfaringer og af hvad han havde lært samt intution sagde han at det var en vampyr.
"Kom ikke nærmere" sagde han med dyb, blød og alligevel skarp stemme.

Alec's smil blev lidt for... koldt. "jeg gør dig ikke noget" hun mente det og blev lidt sur over at gan ikke bare føle lidt tillid.

"Det kunne være nemt vis alle sagde den sætning og mente den" sagde han
"Jeg siger ikke at du ikke mener den, men der er mange eksempler på jeg gør dig ikke noget" han så længe på hende og blev enig med sig selv om at hun ikke lignede en der ville angribe.
Men han ville holde øje med hende...

Alec så på ham "fakta; Hvis jeg ville suge dit blod ville jeg ikke kunne gøre det, fordi der er så mange menesker" hun smilede lidt.

"Man kan aldrig vide hvad i udyr finder på" svarede han hårdt

Alec gengældte hans blik "Men I små elvere er ikke stærke nok til at gøre modstand" gav hun koldt igen. Lige nu vár hun ligeglad om nogen hørte dem.

HAn besluttede sig for at det var åndssvagt at diskutere med hende.
Han gik forbi hende og gik vidre