Under en lygtepæl.

Alec fortryd sine ord og gik efter ham "Undskyld... jeg mente det ikke. Jeg bliver nemt sur... undskyld" sagde ydmygt og kiggede ned i jorden.

Han vente sig om mod hende og havde den følse af at have taget føringen.
SÅ smilte han
"Vis du ikek gør mig noget...så lad os for en gangs skyld se bort for det med at vi hader hinanden"

Alec smilede "Ja, lad os det" hun kiggede foran sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.

"Lad os gå sammen, folk kigger" sagde han, efter han kort havde set sig om

Akec nikkede smilende og begyndte at gå med små skridt ligeud.

Han begyndte igen, dog lidt mere opmærksomt, at tænke sine egne tanker som han havde gjort før

Alec gik tavs ved siden af ham og udtænkte et spørgsmål "hvad laver du endtligt her?" spurgte hun efter noget tid med et lille smil.

Der gik et lille øjeblik, så man var lige ved at tro han ikk eville svare.
"Nyder livet" svarede han

Alec nikkede og svarede ikke mere. Hun kiggede ud foran sig.

"Du er vel ude og..." han blev stille lidt
"...skade uskyldige ofre?" færdiggjorde han sin sætning

Alec smilede "Næ, jeg trængte bare til at komme væk fra Werclare...." hun tøvede lidt "... og et sted med mange mennesker gør, at jeg ikke lader mig friste" hun smilede kort.

"Nogen føler sig ellers overfristet og undgår mange mennesker" sagde han

Alec smilede "Jeg tror kun det er meget unge vampyre" hun trak påskuldrene og så kort på ham. Hun lagde hænderne i lommen og kiggede rundt. Hun bed sig i læben.

"Er du født eller bidt vampyr?" spurgte han pludselig nysgerrig, det eneste han vidste om vampyre var hvad de fortalte derhjemme

Alec smilede "Blev bidt... overfaldet..." hun brød sig ikke om emnet, men vidste det ikke. Hun kiggede ned i jorden. "Hvorfor?" hendes stemme var en smule hård i kanten, men hun anstrengte et smil. Hun nysgerrig efter at høre hvorfor hendes race kunne være intresant.

Han tænkte lidt.
"Det eneste man høre derhjemme er jo hvad de ved, men børn får altid afvide at de skal holde sig væk fra jer, for ikke at komme til skade...Men ihvertfald, jeg prøver at blive klogere på det hele, vis det er svar nok?" spurgte han

Alec smilede lidt "vampyre er nogle spændende skabninger" hun lo dæmpet"For mig er det svar nok" færdig gjorde hgun sætningen. Hun bed i læben gen og kiggede ud foran sig. Hun lød tankerne flyve. "Men sig Thrándil... Er du bange lige nu?" hun smilede skævt og kiggede på ham.

Han tænkte lidt over det.
"nej" svarede han så
"hvorfor skulle jeg dog være det?" han smilte

Alec trak på skuldrene. "Tjah.... De andre elvere jeg har mødt, har altid været skrækslagende. Fjendtlige." hun gjorde en kort pause og rystede svagt på hovedt "jeg tænkte på om du virkelig ikke var bange eller om du skjulte dine følelser godt" hun smilede igen og kiggede kort på ham.

"De fleste anser jer som fjender uden chance for...tja, idet mindste at acceptere hinanden" sagde han og så frem for sig
"Jeg har det sådan: 1 ikke alle er ens 2 hvordan kan man vide de virkelig vil os ondt, vis vi aldrig lære dem at kende?" han så på hende
"I starten jeg mødte dig...Okay, jeg en smule bange men vi lovede jo hinanden ikke at gøre hinanden ondt og stoler på dit ord uden at have grund til det"

Alec kiggede igen på ham og smilede stort "Jeg kan godt lide din indstilling til tingene".
Hun kiggede ned i jorden "Og jeg holder så sandelig mit ord. Det gør jeg altid" hun flytte blikket til at lige ud.

"Det gør jeg osse" svarede han og opdagede de snart nærmede sig udkanten af byen...

Alec var tavs; hun have ingen behov for at snakke uafbrudt hele tiden. HUn kiggede lige ud, uden at se hvad hun gik forbi. Hun var dybt inde i sine egne tanket, men hun kunne nemt komme ud igen...

han så op på himlen og begyndte igen at nyde stjernerne og, ja, bare himlen, han følte sig helt fredsfyldt

Alec kiggede fortsat ned i jorden, men hun have et spørgsmål der brændte inden i hende. "Hør, Thrándil... Hvordan er det, at være Elver??" hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle formulerede det.
Hun så ventende på ham.