Dear Child, pray for your life. - Dorian

Vejr: Koldt efterårsvejr, kun få grader på plus siden, det blæser, de nøgne træere danser, det er mørkt, men natten er klar, og månen er fuld. Stjerne blinker, men det er tåget i natten.
Omgivelser: Uden for kirken ligger der en gravplads, en ret så stor en, en lille parkerings plads i grus, alle veje her er grus. Der står træer hist og pist, ellers er der blot en lande vej.. og ellers intet at se.
Årstid: Vinter
Tid: Over middnat, måske omkring de to stykker om natten.
_________________________________________________________________________________________________________________

Kirken lå ødehen, den eneste lyd i miles omkreds var de dansende træer når vinden tog fat om dem og lod dem svage ganske led i natten, måske var der et par øjne her og der, men det var fra de små pælsede væsner der luskede rundt på jagt i natten, for det meste katte, måske så man en enkel hund fra tid til andet. Men lige nu var der stille, og øde, for hvem ville også gå i kirken på dette tidspunkt, og hvem var modig nok til at bevæge sig her ud.. og så lige på en fuldmåne.. alene? Ingen. Kirken var ikke låst om natten, da det var et sted hvor en fortabt sjæl til hver en tid kunne finde ly, i guds arme, og der ville altid være et sted de kunne få sovet ud, og om morgen når præsten dukkede op, ville de enda blive fodret.. hvis.. altså, de ikke var døde inden da. Det var et perfekt sted at jagte, det var et perfekt sted at udøve tortur, prøve nye metoder af, og ikke destro mindre nye evner. Hvilket meget vel kunne have været hans ærne denne nat.. men der var stille, og månen stod fuld, der var ikke en lyd og han havde ventet siden den første stjerne blev synlig på himlen. Han var hverken sullten eller træt, glad eller sur, han var blot.. ingen ting. Det hvade han opdaget her på det seneste, grunden til man ikke blev forelsket, grunden til at folk skreg, grunden til at hver og en race, der ikek var de ærefulde vampyre, burde tortureres og dø. Grunden til han aldrig igen skulle elske. Men alt det, det ville være forkert i hans hovede, men.. vandt.. det havde fået ham til at indse.. der var intet. Han var intet. Og nu.. ja nu ventede han, ventede på solens flammer.. ventede på menneske drengen.

Lyden af gruset som knasede under hans sko, var det eneste der afslørede Dorian i sin færd mod kirken. den store bygning syntes at tårne sig op over han i en sådan grad, at den næste kunne røre den kulsorte himmel. Han trak vejret dybt og lagde mærke til den hvide sky der dannede sig for hans ansigt. måske var det en fejl at gå her hen, men lige nu var det, det eneste sted han havde lyst til at befinde sig. Kirken lå godt 20 min gang fra hans hjem, en smule langt i denne kulde, men det gjorde ham ikke det store, det vigtigste var jo at han nu var nået frem. Månens skær kastede lange skygger imens han begav sig hen over kirkegården på en af de små stier som bugtede sig omkring gravende. Han rystede kort på hovedet, prøvede at ryste kulden af sig uden held, det var som om at den havde lagt sig over ham som et tæppe, et tæppe der hurtigt havde gennemboret hans grå uld jakke i det øjeblik han var trådt ud af sin dør. Følelsen af nattens mareridt sad stædigt fast i ham, som en knude i maven, han huskede ikke længere hvad det handlede om, selvfølgelig ikke, det gjorde han jo aldrig, men i nat havde det været slemt og i sammen øjeblik han var vågnet, var kirken det eneste han kunne tænke på. det var skam ikke første gang det her, men det var være længe siden han sidst havde haft det sådan...på den måde.. de mørke krøller sad lidt vildt om hans ansigt, udseendet var ikke noget han tænkt over, han regnede jo ikke ligefrem med af møde nogle på denne tid af natten..og så på sådan et sted! hmm det var også derfor han stadig bar den hvide tank top han havde sovet i, orkede ikke lige andet end at smutte i nogle bukser og en jakke og så afsted. et svagt smil tegnede sig hen over hans ansigt idet de hvide kalkmure endeligt var inden for rækkevide og lod den ene hånd køre langs muren hen til døren, som han blot åbnede og trådte ind i det det lille rum som førte videre til selve kirkerummet. forsigtigt prøvede han at lukke døren efter sig så lydløst som muligt, alle lyde var så høje i denne øredøvende stilhed.. selv hans skridt larmede alt for upassende da han havde bevæget sig videre og nu var på vej op af altergangen med hænderne dybt begravet i lommerne. en rolig puls fyldte hans bryst, her var fredsfyldt og smukt med månelyset der kastede sig ind af kirkevinduerne og fik alting til at se sølv-grå ud, lidt som en drøm..bare bedre.

Hans gylde orange farvede øjne havde fået færden af menneske, han ventede.. ventede på menneske drengen, han vidste.. nej han vidste ikke hvem det var, han håbede blot på det var hans menneske.. eller så kunne det vel blive det. Han så op da skikkelsen passerede ham, hans øjne fuldte drengens krop, op og ned, betragtede den, undersøgte den, men blev hurtig klar over det ikke var hans menneske.. om det var nogen andens menneske.. nej, der hang ikke nogen lugt ved ham ud over hans egne, det gjorde det klart manden var ensom, eller.. måske ikke, han snuste ind igen.. men nej, der var ingen, manden.. drengen, var, nok.. alene, ensom af en grad. Det gjorde det blot nemmer for Alias, langt nemmer, han skulle bruge drengen, jov man kunne vel godt kalde det at udnytte ham, men han ville nok ikke have noget imod det alligvel, de havde de jo aldrig i sidste ende. Han rejste sig op, da han før havde sidet på hug i mørket, ved gravstenen, omgivet af sine døde brødere og søster.. de spurgte hvorfor.. men han havde ingen svar.. hvorfor fik han evigt liv, når de blot fik en tidelig død? Han havde intet svar, og fik det aldrig, hvis han kunne havde han ligget hos dem nu, men livet var ikke retfærdig.
Han så igen hen på kirken da drengen åbnede døren og trådte inden for, han ventede på døren lukkede sig efter ham indne han selv langsomt, i et menneskes tempo begyndte at snige sig rundt om kirken, til han havde gået en omgang, endte han igen foran porten, åbnede dørne, så lydløst han nu end kunne, og lod den glide i bag sig. Han så op mod alteret og fik nemt øje på skikkelsen, selv om det var mørkt, så kunne man tydelig se ham. "Aften.. " sagde han og nikkede til ham på en høflig måde. "Jeg har ventet dig" sagde han stille og så op på drengen, ventede blot på han ville vende sig om.. ligge mæke til Alias tilstedeværelse.. og mækre ensomheden forsvinde.

Dorian satte omhyggeligt den ene fod foran den anden, hvilket fik hans gang til at se en anelse feminin ud. han trak vejret dybt, luften herinde var sødlig og en smule sløvet imod hans lunger og det var en smule varmere herinde end udenfor i natten. hans øjne hvilede på døbefonden foran ham, den var lavet i sten med et smukt udsmykket sølvfad i midten..sikkert flere hundrede år gammelt. han fugtede sine læber, mens tvivlen greb sig lidt om ham..hvad nu? nu var han her jo, en bøn var vel på sin plads, men lige nu havde han vel mest af alt bare lyst til at..være her, bare være til stede og mærke auraen i guds hus. en mørke øjne gled rundt på de velkendte omgivelser og genstande, lidt bare for at tjekke det hele, at alt var der og stod på sine sædvanelige plads hvor det hørte hjemme. intet virkede til at være forandret og det gjorde ham en smule glad i det..måske nærmere tryg. Et stille suk listede sig over hans læber og døde hurtigt ud i stilheden igen. det var som om at alting sov, kirken, luften, gravene udenfor, så stille og fredsfyldte og dog med en smule uhygge over sig.
en stemme ramte ham... han var ikke alene. han blev i bund og gund ret overrasket for at sige det midt. en stemme var langt fra noget der virkede muligt nu, den flåede luften op med sine ord. *Hva..?* tænkte han hurtigt og uforstående og drejede omkring og blev mødt af en ung fyr. han var ikke helt sikker på hvad der skulle gøres i øjeblikket og stod derfor blot nogle sekunder og kom til sig selv. Han betragtede ham grundigt, der var noget over ham.. havde han ventet ham? Selv var han sikker på at han aldrig i sit liv havde set den fyr før, han ville være en man kunne huske.. såååh det gav ikke rigtigt nogen fornuftig mening. "Godaften." svarede han med en rolig stemme med et spørgende undertone. hvordan greb man det her an?? han var langt fra sikker, men det gik jo nok ik'. desuden befandt de sig jo begge to i en kirke, måske var fyren bare her for at be en bøn..for der var sgu mange timer til den næste gudstjeneste.

Alias kolde ånde stod ud af mundne som så røg skyere, men forsvandt blot da døren gled i bag ham og en indsvøbende varme krøb omkring ham, inviterede ham inden for.. hmm nej.. jagtede ham ud.. heller ikke. Han stod lidt, prøvede at fornemme hvad.. ja han havde vel haft en forventning om der ville ske noget, nu han stod i guds hus, og selv var kommet dirakte fra helved, men der skete intet, han følte stida blot tomhed, hverken ubehag eller glæde, dog følte han sig heller ikke tilpas med at være her.. så kunne han altså beder lide at være uden for, i mørket, i natten, blandt de gule øjne og den fulde måne. Han så op på drengen da han endelig hilste, og lagde hovedet let på skrå, få sekunder efter stod han foran drengen lagde en hånd over hans læber, stirrede intenst et par sekunder på hans ansigt, betragtede han udsene, han var pæn, smuk måske, betagende, men tiltrækkende, det anede han ikke, det var ikke et ord mna brugte på sådan nogen. "Faktisk har jeg vented epå dig længe.. jeg er glad for du endelig kom, jeg havde nok forstillet mig du ville brænde mig af.. men.. så kom du alligvel.." sagde han stille imens han så drengen ind i øjnene, holdte ham for læberne, så intet skrig løb derover. Han skubbede ham tilbage mod den kolde marmor stolpe, ved at træde frem mod ham så han blev nød til at gå tilbage og presse sig ind mod den, da Alias gik meget tæt på, han havde intet imod nærhed, brugte det gerne så tit det passede ham. "Hvad.. er dit navn?" spurgte han stille og fjernede først der hånden for drengens mund, afventede svar på hans spørgsmål.

Dorian lagde hovedet lidt uforstående på skrå og fugtede sine læber. var det en eller anden form for spøg? i så fald var det langt fra sjovt. det.. han nåede ikke så meget længere i sine overvejelser før han pludseligt mærkede den kolde hånd imod sin mund, med en sådan styrke at det helt kom bag på ham. Sammen med hans hjerteslag gik hans tanker amok, hvad fanden skete der lige!?.. Han udspilede øjne flakkede omkring, søgte efter en udvej af hvilken som helst art. Han hev en smule efter vejret gennem næsen idet hans hænder hurtigt greb fat om armen på fyren i et forsøg på at få den væk.. der var noget galt, det var ligesom bare til at fornemme på det hele... *hvad fanden bilder han sig ind?* tænkte han køligt og tvang sig selv til at falde lidt mere til ro, ville ikke ligne et eller andet forskræmt barn. Han mærkede presset og kunne ikke andet end at træde tilbage imod stolpen. Han lagde hovedet tilbage imod den hårde overflade bag sig, tætheden blev ligesom lidt for meget, lidt for intimt og ubehagelig.. han trak vejret tungt et par gange for at samle sig og mande sig lidt op igen, hvad andet kunne man gøre? han havde ikke tænkt sig at gøre den store modstand i øjeblikket, det ville være dumt at starte et slagsmål uden grund..også i en kirke. Idet hånden blev fjernet og spørgsmålet gled gennem luften lukkede han sine øjne i for en stund. "Mit navn er Dorian" svarede han hviskende og åbnede dem igen, lige nu var det nemmest bare at svare, han orkede egentligt ikke andet. Han var ikke helt sikker på om han skulle frygte ham..drengen, fyren, den fremmede..kald det hvad du vil, hvis han havde kendt til det faktum at han ikke var menneskelig ville reaktionerne nok have været noget andet.. men lige nu levede han i uvidenhed, en uvidenhed der nok på mange punkter var god nok.. Han så opmærksom på ham og holdte hans blik i et forsøg på at finde ud af hans hensigter.. hvorfor gjorde han alt det her?

"Dorian?" sagde hans tille og så drengen kort i øjnene inden han fukuserede på hans hals i stedet for. Det lød mere som en engel eller som et menneske, med det navn altså, men han kunne jo tydeligt lugte han blot var et menneske, et simpelt uduligt menneske. Han så op på ham, han reagerede ikke som forventede, men faktisk til den beder side, ingen råd eller skrig, ingen slåen eller vriden, han stod bare.. høfligt stille og ventede på hvad Alias nu ville fortag sig. Han smilte lidt og gik et skridt nærmer så de stod, ja pressede op af hinanden, men Alias elskede nærheden, underligt, men med et sygt blik i øjnene lod hans sit bli glide drillende over Dorian, så kunne han få lov at tro.. det.. var hvad Alias ville, hvilket det jo så langt fra var. Han så op på ham igen og lagde hovedet lidt på skrå, "Jeg hedder Alias.. " sagde han stille og smilte sødt til ham, sukker sødt.. ja altså så sødt en helveds dæmon nu kunne. "Har du lyst til at.. hjælpe mig med noget Dorian?" spurgte han og bøjede sig længere ned over ham så deres ansigtet var lige ud forhinanden, og der skulle ikke meget til før deres læber kom i berøring. Mon han følte sig presset nu? Det håbede Alias, han gjorde.

En anstrengt smil var af se på Dorians læber, han følte sig langt fra tilpas ved dette her og hev efterhånden en del efter vejret imens han bedst mulig prøvede at fortrække sig, hvilket jo var svært når der ikke ligefrem var nogle steder at gør det hen. Han fjernede ikke blikket fra Alias en eneste gang, det var nok bedst.. at vide hvor man havde ham. for der var et eller andet ved ham.. noget dorian langt fra kunne sætte en finger på, det var der bare, måske var det den måde han lugtede?..duftede? eller bare.. ham? sikke noget pis. "nej." svarede han sammenbidt, han skulle sgu ikke nyde noget af at hjælpe nogen som helst..ikke tale om.. Alias måtte være sindssyg, det måtte være forklaringen på alt dette uden tvivl.. Han så på ham med store øjne..hvad lavede han? et øjeblik troede han, at Alias forhelvede havde tænkt sig at kysse ham! "hvad fanden laver du?.." pep han stille og en anelse nervøs og rettede blikket imod gulvet da tætheden blev så meget, at han nærmest kunne fornemme hele hans krop mod sin.. alt for meget.. alt for underligt. Hans hænder havde for længst sluppet sig greb, han kæmpede ikke yderligere imod, ikke fordi at han ikke havde lyst.. vreden lå stadig gemt i hans øjne, men tjaa. han vuderede bare at det var bedst at forholde sig rolig, lidt endnu.

"Dorian" lød hans blide hvisken, som en slange der loggede sit offer tætter på, lige så langsomt. Han så ham ind i øjnene med et dybt blik.. Dorian havde meget vilje styrke, der var ikke mange der bare sådan kunne sige nej til Alias.. faktisk havde han aldrig mødt nogen med så stærk en vilje styke før.. det var intresnat alligvel. Han blev ved med at kigge på ham med et fangende intenst blik, han ville blot havde øjnkontakt med Dorian, be ham om at gøre en lille ting for ham.. ja.. nu havde han sgu sagt nej.. men han behøvede mennesket alligvel.. han skulle nok komme til at sige ja.. og hvis ikke.. så blev han nok nød til at gøre det alligvel. "Dorian.. se på mig.." hviskede han stille og lagde fingerne på hvert side af Dorians ansigt og rettede det op så han kunne se ham i øjnene, så virkede evnene beder.. han skulle nok adlyde nu. "Dorian.. vil du ikke.. være sød at hjælpe mig med noget?" hviskede han stille og lænte sig helt ind mod ham så deres kroppe mødtes og lod sine fingre glide ned over hans kinder og ned over hans hals og op i nakken på ham, hvor han blidt tog fat om hans nakke hår. Han så forventningsfuldt på Dorian men holdte stadige det intense blik fast, han behøvede ikke at kigge folk i øjnene for at bruge sin forførende evne, den virkede bare beder.. når han så ind i øjnene på nogen og rørte ved dem på samme tid.. så kunne han få dem til hvad som helst.

Dorian lyttede opmærksomt til hans bløde stemme, kunne ikke rigtigt andet jo, prøvede mere eller mindre at rive sig løs, men kun halvhjertet. Han havde ikke tænkt sig at opgive det her, slet ikke, men situationen var ikke til kamp på nogen måde...han måtte bare vente lidt endnu til at der kom en fordel. Han sank og mærkede sit hjerte gå amok, med ét var det som om at Alias's stemme var forandret.. der var noget ved den som blot slettede alt modstand i hans hovede og bare fyldte ham med ..tja. opgivenhed vel. Langsomt åbnede han sine øjne og blev mødt af et langt mere intenst blik end det han havde forladt, tavst gengældte han det, så bare på ham med noget der mest af alt mindede om vrede.. han var ikke et sekund i tvivl om at der skete noget, det hang tydeligt i luften og borede nådesløst sig ind i hans hovede. alt der var at se var et svagt nik fra ham, han sagde intet, havde ikke så meget at sige til noget som det. selvfølgeligt ville han hjælpe ham...nej..hvad? han sansede det måde hvorpå at de kolde fingre vandrede over hans hud, holde stadig øjnkontakten ligegyldigt hvor meget han end havde lyst til bare at bryde den og skubbe alias fra sig..langt væk og bare gå. En lille lyd gled over hans læber idet hånden gled om i hans nakke. hvad skulle alt det her til for? hvorfor?.... hvorfor? han kunne ikke finde noget som helst svar på alle sine spørgsmål der nu flød rundt i hans tanker. Vreden lå og kogte under hans selvbeherskelse i en sådan grad at den snart ville tvinge ham til at handle, men først ville han have svar.

Det var ikke så meget fordi han tog deres vilje styrke fra dem med sin evne, eller gjorde dem undt, eller for den sags skyld kunne få dem til at gøre hvad der passede ham, ikke dirakte, men hans ene evne arbjede sammen med den anden.. kunne man vel sige.. og de påvirkede andre væsner.. ja og mennesker, så de blev.. hmm.. meget.. opslugte af Alias, selv om de burde være det i forvejen.. måske var der bare noget galt med Dorians hovde.. han kunne vel sprætte det op og tag et kig.. når han var færdig med ham som forsøgskanin. Hele hans evne.. det handlede blot om forførelse.. hvor uimodstålige han var.. og hvor let det var at tilbede ham.. ikke at han brugte den særlig tit, altså evnen, for det var nok i sig selv.. han kunne få de fleste til at gøre hvad som helst for blot i kys. Hans anden evne.. ja den var anderledes.. men alligvel.. den tog fuldstændig viljestyrken fra andre.. eller.. nu havd ehan kun prøvet den på en før Dorian, som ike havde oplevet den endnu.. men den.. ja han var ikke sikker på hvad den kunne.. det var selvfølelige derfor han opsøgte Dorian.. men på Stefan havde den påvirket ham.. hmm.. man kunne forstille sig, at man havde taget stoffer og drukket.. en hel del.. sådan var det måske i første omgang.. men så blev han.. jo.. sindsyg, ja Stefan.. han belv sekusuel tændt.. og.. han var meget.. ja svær og styre, det var faktisk ret sjovt.. at lade ham lide.. med sin lyst.. uden at gøre noget ved den.. lænke ham fast, og blot betragte det..
Et smil gled over hans læber.. det eneste han ville var at se om hans evne påvirkede Dorian også, som den påvirkede Stefan, teste den en gang mere.
"Dygtig dreng" hviskede han stille og lænte sig frem mod ham og tykkede sine kolde læber mod hans, "du skal synke" hviskede han stille mod Dorians læber. Han beds sig i tungen så blodet fossede ud i hans egen mund, men han skilte hurtigt Dorians læber fra hinanden og lod sin tunge glide ind imellem dem, så blodet ville fylde Dorians mund i stedet.. og hvad kunne han gøre? Intet andet end at synke.. dygtig dreng.

Dorian lukkede øjnene i , nogle hurtige sekunder gik med at han bedst muligt prøvede at få kontrol over sig selv..prøve at få noget af det her til at hænge sammen, for det hang ikke sammen..og han følte sig splittet på i en særlig retning han endnu ikke helt kunne registrere. Nogle ord forsøgte sig hen over hans læber, men længere kom de ikke..de blev aldrig til andet en en lille opgivende lyd fra hans mundvig. Det føltes stadig som om at alias's fingre vandrede på de varme kinder, som om at de på en eller anden måde havde efterladt sig spor der nu både var iskolde og brændte på samme tid...og hånden..han åbnede øjnene igen og lod sig flyde lidt væk i alias's dybe blik, han var allerede for langt ude til at kunne bunde, eller overhovedet at kunne se land. igen og igen ledte han efter sin vrede, den var der skam stadig..men ikke i samme omfang som for blot nogle få minutter siden..slet ikke, hvilket egentligt undrede ham grænseløst. Da de kolde læber mødte hans gav han op, det var svært..simpelthen umuligt at grave noget frem..som ikke var der. Stemmen var gået klart ind, charmende og uimodståeligt som den var. Han gengældte kysset med en ukendt lyst til det.. han kunne ikke længere finde rundt i noget som helst, men lige nu havde han bare lyst til at kysse alias..en dreng. og da den metalliske smag af blod kunne smages sank han det uden videre. Han lukkede øjnene halvt i og kunne mærke hånden i sin nakke som sendte kuldegysninger ned langs rygraden. dreng eller ej, det betød vel ikke så meget mere.......og lyst var vel lyst? så hvorfor ikke? for første gang følte han ingen trang til at forsvinde..forvirrende ja..men ikke destro mindre sandt.

Alias ventede et par sekunder, lod Dorian leve sig ind i kysset, lod ham smage på det han om få sekunder ikke ville kunne få, men ville hungre efter.. altså hvis Alias teori var rigtig, Dorian var selvfølelige bare en forsøgskanin, og han vidste jo ikke hvordan knægten ville reagere på blodet.. der var nok ingen der alligvel kunne reagere på sammen måde som.. det andet menneske gjorde.. men alligvel, så vidste han godt hvad der var begær og hvad der ikke var. Han slap langsomt Dorans læber igen, såret var selvfølelige vokest sammen igen, og han tog sine hænder til sig, og stoppede dem i lommen. Han smilte lidt kækt til Dorian og trådte et skridt tilbage, og et til.. så de ikek bare kunne røre ved hinanden, uden at skulle flytte på sig. "Dorian.." lød hans blide kladen, han var selvfølelige også chamernede uden brug af evne, og det virkede tit han kunne lokke diverse hunkønsvæsner med sig uden overovedet at bruge den evne han blev nød til at burge på andre.. mænd for det meste.. eller.. kun mænd ja.. de var ikke så lette at lokke.. nogen fordi de blot var hetro.. men det var Alias ligeglad med.. da han jo selv hævede at være lige så stright som alle andre mænd.. han fandt det.. ja.. han gad slet ikke at snakke om det. Han så kort på Dorian med væmmelse.. Men hans blik ændrede sig.. og han smilte til Dorian, imens magten strømmede ud af øjnene på ham. "Fortæl mig, kære menneske.. hvorfor du har det.. hvordan du føler dig.. inden i?" sagde han stille.. ud fra blikket i Dorians øjne var det ikke svært at gætte at.. blodet havde gjordt sin gerning, og det ville påvirke Dorian i de næste.. eh.. ja det påvirkede ikke det andet menneske særlig lang tid af gangen.. han var vel bare altid liderlig.. det var de fleste mennesker jo hele tiden, så han burde ikke undre sig som sådan.. men han var sikker på det ville påvirke Dorian anderledes, og stadig.. betyde det samme. Hans lokkende blik blev rettet dirakte mod Dorian, ingen havde nok virjle styrke til at benægte Alias blik.. det var blot umuligt.. men han behøvede end ikke at kigge på Dorian, blodet flød stadig rundt i ham.. go påvirkede ham.. på seksuelle måde.. han havde blot burg for en bekrafteligse i sin teori, så var han den der var skreden.

Dorian åbnede øjnene igen, en smule forvirret over det hele.. det snurrede..alt snurrede. Hans ben, arme, fingre og hovede, det summede alle efter det samme som en samlet enhed. Han så på Alias og mærkede igen luften og pladsen opslutte sig i det store kirkerum. Han havde helt glemt hvor han egentligt befandt sig, i alias's nærhed. Blodet befandt sig allerede godt og grundigt i hans systemer, det fordærvede hans tanker og legede kispus med sanserne i en sådan grad, at han ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv. Hans blik rettede sig imod alias da han kaldte..det var sket noget, han var anderledes nu. Roligt rettede han sig op mens han betragtede alias grundigt, Han kunne ikke bare lade ham gå nu..nej.. ikke tale om. det eneste han kunne høre var sit eget åndedrag og lyden af sig hjerte der slog hårdt og hastigt imod brystkassen. han sendte ham et glimt af en charmende smil og trådte et skridt væk fra stolpen, blot for at opdage hvor usikker han følte sig på sine ben. En ting var sikkert, han ville ikke bare nøjes med et kys...det..nej det var bare ikke en mulighed, han blev nød til at have mere..han tog sig til hovedet og kørte en hånd igennem sit hår, hvad fanden skulle man gøre i sådan en situration?. "jeg ved det ikke. " svarede han frustreret og nærmede sig yderligere.. han vidste det jo godt, alt for godt.. men frygten for at gøre noget dumt steg sekund og sekund.

Alias betragtede hans ansigt tavst, og overvjede lidt hvad han skulle gøre ved mennesket, kunne han bare gå fra ham nu? Eller ville han blive nød til at slå ham ihjel? Det var helt klart den sikrest måde, der var ikke nogen der behøvede at vide at menneske drengen hvade stødt på Alias.. hm. Han stoppede tanken før den nåede at udvilke sig, han gad ikke tænke på sine egne egoistiske problemer lige nu. Han sukkede lidt da Dorian sagde han ikke vidste hvad han følte, men alligvel gik drengen frem mod Alias som ville han havde mere? Ih! Han havde lyst til bare at vende ryggen til drengen og machere ud af kirken uden at kigge tilbage en eneste gang.. han sukkede stille, men det var ligesom bare ikke en mulighed vel. Han tog et skridt frem mod Dorian da han også til et og stødte blidt på hans krop og smilte venligt til ham. Han løftede sine hænder op og lagde dem mod Dorians talje og trak den lidt tætter ind til sig. "Dorian.." sagde han stille og kiggede ham ind i øjnene, med et meget dybt forførende blik, "Fortæl mig så.. Dorian.. hvad har du lyst til.. lige nu?" spurgte han stille og belv ved med at holde hans blik fast.. når han ikke vidste hvad han følte måtte han da vide hvad han havde lyst til.. bare et lilel fingerpeg ville være nok.

Dorian betragtede ham med et blik der udstrålede en underlig selvsikkerhed. der var ikke så meget at sige til det her, var der? han vidste godt hvad han ville.. det var vel ikke så svært at gætte sig til. han blev nød til at have mere.. men Alias virkede så travl. hvad skulle han? og hvorfor, han kunne vel godt lige vente lidt. nu havde han trods alt givet ham..sit blod. roligt lod han sin finger køre hen over sin underlæbe, før han så ned i sine hånd.. *blod* tænkte han, undrede sig egentligt ikke, selvom han sgu nok burde. han var ligeglad, det var ikke det der betød noget nu. et lille smil sneg sig over hans læber da han igen mærkede alias's krop mod sin og da han kunne fornemme den duft der fulgte med, som om at luften ligefrem afgav en sødlig smag i hans nærvær. hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt og dybt, så ham i øjnene og mærkede hvordan verden forsvandt omkring dem. han blinkede lidt, blodet løb hastigt og arrigt i hans åre, snoede sig om hans lyster og vred hans hjerne. hans hænder gled stille op på alias's brystkasse..intet hjerteslag var at føle under hans håndflader. "hmm.. dig" hviskede han stille og knugede et kort sekund alias's tøj mellem sine fingre.

"mmhm" mumlede han og grinte stille. Han slap Dorian og vendte sig væk fra ham og gik et par skridt tilbage væk fra drengen, og vendte sig så mod ham igen og stod stille lidt, betragtede hans ansigt udtryk, og hans længsel. Succesfyldt experiment. Han stod nu lidt og overvejede hvad han skulle gøre af drengen, han vidste ikke om han bare skulle.. slå ham ud og lade ham ligge.. så ville han nok tro det var en drøm når han vågnede, han kunne selvøflelige også bare slå ham ihjel, det var meget lettere på den måde, så kunne han gå med god samvittighed, han fik det fucking skidt når han ikke slog de dumme børn ihjel, hvorfor lade dem leve? Hvad fanden havde de gjordt for at få den mulighed, skide lorte mennesker, satte ikke en skid pris på livet.
Han vendte sig væk og begyndte at gå ned gennem midter gangen, han gad ikke være der mere, han var ved at blive sindsyg af at tilbringe så meget tid sammen med de hamløse væsner, han belv nød til at.. gå.
"Farvel Dorian, hyggeligt at møde dig" sagde han stille og gik roligt hen mod døren, hans udgang.