Dear friend, I'll kill you tonight. - Vic Privat.

Tid: Lige efter mørkets frembrud, altså, omkring irl.
Sted: Ved Vicentes hytte i Den Triste Skov.
Vejr: Skyfrit, halvmåne. Koldt. Sneen ligger i et tykt lag.
Omgivelser: Skoven.
Dag+dato: Irl.
Påklædning: Et par stramme, sorte jeans. Et par blå støvler, der går op til lige over knæet. En blå, tyk jakke og en hvid t-shirt indenunder.

Tiden sneglede sig af sted. Sophia havde siddet i skoven det meste af dagen, imens hun havde nyt solen. Hele dagen havde der været skyfrit. Hun havde nyt udsigten, udover grenene, hvor himlen var gået fra en dyb flammeorange, til en mørk, sort farve. Langsomt lod Sophia sig glide ned fra den store gren. Hun landede selvsikkert på jorden. Hendes sorte øjne flakkede langsomt rundt, da hun endelig havde tid til at undersøge skoven. Foran hende, cirka 50 meter væk, lå der en gammel hytte. *Det var derfor der stank sådan..* tænkte hun, og begyndte at bevæge sig hen imod den. Men hun stoppede op, da hun nærmest kunne fornemme faren.
"Hallo?" hviskede hun ud i mørket. Som om hun var bange for at skoven kunne styrte sammen. Hvilket den sikkert også kunne hvert sekund. Det var en gammel skov. Men den var intakt. Og træerne var utroligt høje. Sophia stod overvejende et par sekunder, men begyndte så at gå den anden vej. Hun skulle ikke risikere noget.

Vicente sad inde i sin hytte, liget som han havde brugt som model til sin kunst her den anden dag, sad stadig op ad hans væg. Det var begyndte at forrådne, men Vic var vant til den slags klamme ting, det var en naturlig del af hans omgivelser, hans blodrøde øjne var rettet imod liget, han betragtede det. Døden. For de dødelige noget, som skete hver eneste dag og var uundgåeligt, for ham hans hverdag, noget han var fanget i pga. hans vampyrisme, noget som han udøvede. Han havde siddet der længe, hverken blinket eller trukket vejret, det var unødvendigt for en vampyr og spild af tid, hvis du spurgte Vicente. Noget fangede hans opmærksomhed og det fik ham til at vende blikket imod den gamle dør. En engel havde bevæget sig hen i nærheden af hans hytte. Føde, var det første som Vicente tænkte på. Han rejste sig og trådte hen til vinduet, hvorefter han kiggede ud. Hans blodrøde øjne var nærmest, som to små røde gløder i mørket. Han fik øje på englen derude i mørket. Det var så længe siden han sidst havde fået engleblod.

En duft fangede den sårbare skabnings opmærksomhed. Hurtigt vendte hun sig om. To små fakler blinkede inde fra hytten. De var kolde og ondskabsfulde, men de fangede hendes opmærksomhed. Langsomt trådte hun et skridt nærmere, men det var meget forsigtigt. Den kolde sne knasede under hendes fødder. Tydeligt kunne hun smage forrådnelsen der lå over hytten. Så stærk var lugten. Hvem end der boede der.. Eller havde boet der, var åbenbart ligeglad med al den opmærksomhed det gav.
Men en anden duft havde fanget hendes opmærksomhed. Den tydelige scent af vampyr. Hun lukkede øjnene i et par sekunder. Sidste gang hun havde mødt en vampyr, var hendes hals blevet flået op. Hun havde stadig et meget svagt ar i nakken. Hun fornemmede nærmest kulden. Straks åbnede hun øjnene igen. Det var som om en kold vind var kravlet ind under hendes jakke. "Well, der bor sikkert ikke nogen.." sagde hun selvsikkert til sig selv. *Men jeg fryser..* Hun overvejede muligheden om at gå derhen et par sekunder til. *Duften af vampyr.. Det ville være for risikabelt.* tænkte hun. Det var hendes endelige konklussion. Men hun blev alligevel stående.

Vicente smilede kort et skummelt smil for sig selv. Det så ud til at blive meget nemt det her. Han trådte væk fra vinduet og hen til døren. Langsomt åbnede han den på klem og døren gav en knirkende lyd fra sig. Nogle gange var det bare for nemt at lokke de engle til sig, men det havde Vicente dog heller ikke noget imod, da han var utroligt glad for engleblod. Stemmerne i hans hoved var begyndt at hviske til ham eller egentligt var det til englen, men hun kunne selvfølgelig ikke høre de stemmer, som havde taget plads i Vicentes syge hoved. *Kom lille engel.. Kom til os.. Vi vil dig kun godt.. " Lød stemmerne i hans hoved. Stemmerne havde længe været i hans hoved, der i løbet af de mange år han havde været vampyr, var blevet mere og mere sindssygt med tiden og de ting, som han havde oplevet og gjort.

Faklerne forsvandt. Og nysgerrigheden tog form, og steg i styrke. Og så åbnede døren. "What the..?" sagde hun. *Måske skulle jeg alligevel undersøge det..* Hun trådte et skridt nærmere. Og så et til. Og så gik hun hele vejen hen til hytten, i håb om at der ikke ville ske noget. Hun skubbede langsomt døren op, og trådte ind. Men hun bankede støvlerne af inden. Hvad nu hvis her boede nogen? De ville nok nødigt have et vådt trægulv. Hun gik et par skridt ind i hytten, men sørgede for at lukke døren efter sig. Men så snart hun stod et par meter inde i hytten, fortrød hun.
Hun trådte et skridt tilbage. "Død ligger over denne hytte.." sagde hun til sig selv. Og straks så hun det sammensunkne lig der sad op af væggen. Hun gispede. Men tog sig så til munden. Hun kunne mærke hvordan kvalmen voksede i halsen på mig. Og et surt opstød banede sig vej op i hendes mund. Brækket var på vej. Det kunne hun mærke. "Jeg.." hviskede hun. Men for sent. Straks lå en stor, slimet klat bræk på gulvet foran hende.
Hun tørrede sig om munden, og vendte sig så om. Og der så hun ham. Vampyren, med de røde øjne. Straks begyndte hendes blik at flakke. "D-det må du undskylde.." stammede hun.

Vicente kunne mærke, at englen kom nærmere.. Lige ind i hans hytte, hvor hun ikke ville kunne stikke af. Vicente betragtede hende lydløst. At hun brækkede sig på hans gulv gjorde ham intet, han havde haft værre og klammere ting på sit gulv, hvilket alt det størknede blod, som både var på gulvet og væggene, viste. Først da hun havde fået øje på ham, bevægede han sig imod hende og greb hurtigt ud efter hendes hals. Han var tørstig og ville bare direkte til hendes blod. Måske ville han skræmme hende lidt først.. Det var altid så sjovt at gøre, syntes han.

Sophia gav et højlydt hvin fra sig, da vampyren greb ud efter hendes hals. "Stop!" skreg hun. Og trådte et skridt tilbage. Men hun kom til at træde i sin egen 'mavesæk'. Hun løftede støvlen, og så hvordan det brunlige stads dryppede fra støvlen. "Ew.." mumlede hun. Denne gang, kiggede hun lige op på vampyren, og da hun mødte hans blik, frøs hun nærmest fast. Det var som om det røde var noget hun skulle kigge ind i. Men så rev hun sig løs, og hoppede henover brækpølen, imens hun håbefuldt styrtede mod døren.

Vicente bevægede sig hurtigt ind foran døren og greb atter ud efter ud efter englen. Der var ingen vej ud herfra udover den dør, som Vicente stod foran. Han ville ikke lukke hende ud før han havde fået, hvad han ville have. Hendes blod. "Giv op, lille engel.. Alt jeg vil have er dit blod." Lød hans stemme så. Den rolige, næsten monotone stemme. Hans skarpe, gennemborende blik hvilede stadig på hende og der var en tydelig sult at spore i Vicentes røde øjne. "Der er ingen vej ud.." Sagde han så. Han skulle nok få fat på hende. Hvilken chance havde hun dog også her i hans hytte?

Sophia var bestemt ikke glad for den situation hun befandt sig i. Én gang havde hun mødt en vampyr... Og hun var ikke glad for hvordan det var endt. Siden da havde hun bare holdt sig fra vampyrer. Straks overdøvede modet hendes frygt, og hendes almindelige, næsvise personlighed skyllede op i hende. Hendes store øjne, der var fyldt med frygt, blev små og stikkende. Og så blottede hun sin hals, mens hun lod en finger glide ned over hendes blodåre. "Er det det her du vil have?" grinede hun. Så rettede hun igen ansigtet imod ham. "Glem det!" hvæsede hun så. "Jeg skal nok finde en vej ud!" Hun rettede blikket mod vinduet over bordet. Mon det kunne åbnes?
Sophia var ved to hurtige skridt ovre ved bordet, hvor hun hurtigt hoppede elegant op på det. Og så greb hun udefter vinduet. Hun prøvede desperat at åbne det... Men enten var det frosset fast, eller også kunne hun bare ikke komme ud andre steder! Panikken skyllede igen ind over hendes krop, men hun ville ikke lade sig svække af det.

"Små engle.. Altid så fulde af liv.." Sagde Vicente skummelt, men gad nu ikke at lege mere med den engel. Han styrtede imod englen med sin vampyriske hurtighed og forsøgte så at gribe fat i hende for at banke hende ind i væggen, så han havde hende holdt fast. Han måtte holde hende stille, hvis han skulle bore tænderne i hendes lille fine hals. At hun havde hoveret i det korte stykke tid, gjorde kun, at Vicentes sejr ville smage endnu bedre end hendes blod alene. Han elskede at demoralisere sine ofre, at gøre dem små og bange, så de tiggede og bad ham om at blive sluppet fri og når de så endelig blev sluppet fri, så var det ikke uden en skræk for livet. At ødelægge de dødelige var noget af det bedste han vidste.

Sophia knaldede baghovedet mod væggen. "Hvad laver du?!" sagde hun højlydt og spyttede ham i ansigtet. Hun prøvede at vride sig fri, men kulden fra hans hænder og så det faktum at han var stærkere end hende, gjorde at hun ikke kunne. "Slip mig så!" sagde hun, igen med en hævet stemme. Hendes øjne blev igen store, runde. Og fulde af frygt. Men hun ville ikke lade ham se det, så hurtigt lukkede hun øjnene et par sekunder. Og så nikkede hun ellers sin pande ud efter vampyrens næse.
Det hele gik så hurtigt, at hun ikke engang opfattede om hun ramte, for igen knaldede hun hovedet imod væggen. Denne gang var det hendes egen skyld, fordi hun frygtede at han ville hugge ud efter hende. "Slip mig! Lige nu!" råbte hun.

Vicente bevægede hurtigt sin ene hånd op til hendes hoved, midt i hendes ansigt og ville presse hendes hoved tilbage imod væggen, så hun ikke kunne gøre videre meget modstand, når han ville hugge tænderne i hendes hals. Han havde allerede åbnet munden let og var parat til at hugge, ligesom en vred slange, der blot ventede på muligheden. Hendes skalle ramte ham ikke, han var voldelig og hurtig, så hele situationen ville ikke være så svær for ham. Han havde gjort dette millioner af gange, dette var blevet hverdag for ham og det havde det været længe. Han var ligesom en slange, hurtig og snu, voldelig så snart de fik fat - De fødte dræbere.

Sophia kiggede op på vampyren. "Fint!" hvæsede hun. "Så gør det!" Hun mente det ikke, derfor rettede hun blikket nedad, da hendes hals ikke var blottet så. Lille og sårbar. Sådan så hun ud. Hele hendes krop var spændt. Hun bed sig i underlæben. Forventede nærmest at han bare tvang hendes kind op mod væggen og så ellers bare flå hendes hals op. I begge sider af halsen, lige ved pulsårerne, havde hun to ar. De var lange, nærmest som havde nogen taget en bid. Det havde den vampyr nærmest også, og nu var hun permanent mærket. Og arrene var ret så tydelige.
Hun blev et kort sekund slap i kroppen. Men straks spændte hun alle muskler igen. Som en tiger på spring. Eller en gazelle på jagt. Duften af frygt var tydelig. Hun havde koldsved ned af ryggen. Man skulle ikke tro det, men hendes frygt for vampyrbid var stor. Så bange at hun kunne skælve ved tanken. Men hun ville ikke vise vampyren sin frygt. Det nægtede hun.

Vicente huggede tænderne i hende og begyndte straks at drikke englens blod. Han nød den varme, tykke væske, som flød ud i hans kolde mund og smagen af det gjorde kun det hele endnu bedre. Han drak længe, indtil han kunne høre, at englens hjerterytme begyndte at sætte farten ned, først der stoppede han. Han kunne ikke tømme englen helt for blod, for så ville han give sig eget liv også og det var han ikke interesseret i. Han slikkede sig let om munden, han var tilfreds nu. Hans blodrøde øjne havde mistet den kraftige, nærmest glødende farve, som de før havde haft. Han lod sin blege hånd lukke sig om hendes hals, dog uden at presse, så hun ikke kunne få luft, men blot for at holde hende fast. "Hvad skal jeg så gøre med dig, lille engel?" Spurgte han så og hans gennemborende blik ledte efter hendes.

Sophia spærrede øjnene op i frygt. Straks vældede den uendelige smerte ind over hende. En tåre trillede let ned over hendes blege kind. Hun kunne mærke den ubehagelige fornemmelse af at blodet blev suget ud af hendes spinkle krop, hvordan hendes hjerteslag begyndte at stilne... Et par sekunder var alt sort, men så genvandt hun sine sanser. Og straks kiggede hun op i vampyrens røde øjne. De var ikke fakler mere. Da han hørte hans stemme, gik hun nærmest i panik. Han havde hendes blod! Hendes blod!
Sophia pressede baghovedet mod væggen. Hun turde ikke sige noget.. Burde hun overhovedet det? Langsomt lod hun sine arme, der stadig hang i luften, falde ned langs siderne. Og så sagde hun med en hæs stemme: "Giv mig mit blod.." Det gjorde ondt at snakke. Både på grund af hendes blodmangel, men så også det at hun frygtede vampyrbiddet. Det gjorde det hele meget værre. Hendes krop var stadig spændt. Enhver muskel i den flotte engels krop var spændt.

Vicente bevægede sit ansigt tættere på hende, helt hen så han kunne hviske i hendes øre. "Du frygter mig.. Du står ansigt til ansigt med døden, din skæbne er i mine hænder.. Hvad skal jeg dog gøre med sådan en.. fin lille engel som dig, hm?" Lød det roligt, men skummelt fra ham. Vicente tiltalte tit sig selv som døden, det var vel fordi, at han netop have taget så mange liv, som han nu havde.. og så også fordi han var skingrende sindssyg. En kort latter kom fra ham. "Hvis jeg gav dig dit blod tilbage, så ville du blive som jeg.. Du er for svag, en lille engel som dig, det eneste grund du har til at leve, er at være føde for min slags.." Forklarede han så og han så stadig ind i hendes øjne.

Sophia pressede sig yderligere op af væggen. Da han hviskede ordet døden, gik hun nærmest i panik. "Så det du siger er.." hviskede hun lavt. "At du har tænkt dig at dræbe mig?" Hendes stemme var også hæs. Langsomt hævede hun stemmen, da han begyndte at forklare hende hvad hun var. "Føde? Er jeg bare føde?" spurgte hun. "Det tror jeg ikke, det er kun anden gang jeg bliver bidt." hvæsede hun. Som om hun mente det. Det gjorde hun også. Hun lagde hånden mod de to blødende huller, som stadig pumpede det saftige engle blod ud. "Stop det." hviskede hun så.
"Få det til at stoppe.." Hendes øjne blev store, da det gik op for hende, sådan rigtigt, hvem eller hvad, det var hun snakkede til. "Monster.." sagde hun. Hurtigt langede hun ud efter vampyrens ansigt med sine lange negle. Efter det greb hun fat i hans skuldre, og prøvede at skubbe ham bag ud, men der skete ikke noget. Hvorfor var han så stærk? Og hun så svag?