Må beskytte Bredani(Bredani-privat)

T: Lidt over middag
S: Lufthavnen
O: En masse væsner, der er alle racer ca.
V: Solskin, med let briser
P: Hvid bluse, sort kortørmet hættetrøje udover samt blå cowboybukser

Esther så på med et varsmt blik da flyet landede.
På det fly, var hendes herres søster, Bredani.
Hun så sig omkring efter Thomas´s vagter, spioner eller lign. Det eneste mistænklige var en gruppe mennesker der lignede advokater.
Hun besluttede at holde øje med dem, man kunne aldrig vide...
Hun fæstede sin opmærksomhed mod flyet. Trappen var stillet hen til den og passagerne strømmede ud.
Esther kneb øjnene sammen og lod sine øjne følge hver eneste passager, men det var først ved den allersidste passager at hendes opmærksomhed blev fuldstændig.
Denne pige hun så på, var helt sikkert Bredani. Det var hun helt sikker på, ihverfald 93% sikker.
I et elegant hop tog hun fat om jernstangen foran sig, der var et gelænder, og svang sig ned på adfalten ca. to meter under hende.
Hun løb over til Bredani.
"Kom med.", sagde hun og smilte et svagt smil.

"Tommy!" - Felix ¨
"Meningen med vores dæk navne, at vi siger dem istedet for vores rigtige navne, så brug mit dæk navn. din retard." - Tommy
"Ja ja, men ..." - Felix
"Fuck nej, du ska sku ikke sige ´ja ja´ til mig" - Tommy
"Undskyld, men det er" - Felix
"spar mig.. gem dine beklagelse til kvinder der har sex med dig, og forventer noget andet end den reje du har mellem benene" - Tommy
"stop nu, jeg vil bare sige" - Felix
"kan du ikke fuckig forstå en hentydning?.. ren mig din narrehat, jeg vil ikke høre noget fra dig før du ser flyet" - Tommy
"Men.." - Felix
"hold nu kæft din spadehat" - Tommy
"flyet!!" - Felix
"Og du vælger først at sige det nu?... idiot" - Tommy
"jeg ringer til ham der manden" - Felix
"Nope, det gør jeg" - Tommy

(tager en telefon op, og ringer)

"Hallo Herre Asmodeus.. flyet er ankommet" - Tommy
"....Deres arbejde er fuldført, Jeg selv tager over herfra..." - stemme i telefonen
(bliver lagt på)


\\forsæt bare i jeres normale rækkefølge\\

Bredani kiggede en smule overrasket på pigen der gik hen mod hende. Pigen måtte være Esther. Rafael havde jo sagt at han havde sendt en for at hente hende selvom hun havde stået imod så havde hendes lillebror alligevel fået knækket hende. Hun smilede roligt til Esther. ” Okay ” Sagde Hun muntert og betragtede pigen der åbenbart var helt rolig. Hun smilede lidt for sig selv og gik så hen til Esther. ” Hey Esther ” Sagde Hun muntert og rakte hånden ud. Hun holdt en lille taske i den anden hånd. Hun havde jo ikke brug for så forfærdeligt meget. Esther så da meget godt ud. Hun trak lidt i folderne i sin sorte kjole og trak læderjakken hen over brystet....

// Undskyld at det tog så lang tid! //

Esther smilte lidt forundret på Bredani, hvordan kendte hun hendes navn?
Men på den anden side, hvordan måtte det ikke føles at stå ud af et fly og der kommer en fuldstændig fremmede hen og siger at man skal tage med hende? Det ville sikkert være ret underligt og det var jo faktisk det der lige var sket.
"Hej Bredani.", sagde hun og så sig lidt omkring i øjenkrogene efter de sortklædte mænd hun så tidligere."Har du dine ting eller ligger de på transportbåmdet et eller andet sted under os?"
Esther ville gerne hurtigst muligt hjem, Sir Thomas havde sikkert anstrengt sig meget for at Bredani ikke måtte komme levende hjem til Esther eller hvem som helst anden.
Hun gav tegn til Bredani om at skulle følge med, Esther gik over mod terminalen med hastige skridt. Hun havde fået strenge instrukser på at Bredani skulle være i sikkerhed, HELE TIDEN
Hun bad til at Bredanis ting måtte komme som en af de første ud på transportbåndet, ellers måtte de efterlade dem. De havde overhovedet ikke tid til at lade sådan noglæe småting standse dem.
Selvfølgelig skulle hun nok erstatte det hele, hvis de ikke kom først ud.

// Er Rafael med eller? //

\\Jeg svare når npc´erne gør noget.. i 2 søde piger forsætter bare jeres emne.. så kaster jeg stille og roligt niceness efter jer :D\\

Bredani var udtryksløs. Hun var ligeglad men da duften af Thomases mænd ramte hende snerrede hun lavmældt for sig selv. Hun mærkede en sølvpil gennembore hendes arm og hun skreg vildt før hun så rev pilen ud og kastede den mod den mand der havde skudt den. Manden blev øjeblikkeligt til støv. Thomas havde selv trænet hende en smule så hans mænd kunne dårligt røre hende. Hun så menneskerne der hastigt forlod salen. Da alle var forsvundet snerrede hun. ” Kom dog frem Thomas, Din kujon ” Snerrede Hun vildt. Hun kunne dufte ham men gad ikke lege gemmeleg med ham. Hun kastede et nervøst blik på Esther og gik hen til hende. ” Du skal bare kæmpe med mig, ikke beskytte mig ” Sagde Hun lavt før hun så rakte Esther et sværd. Det var et normalt udseende sværd men det var lavet af Logan så det kunne skære igennem hvad som helst. Hendes eget sværd var lavet af Gabriel og Thomas i samarbejde. Hun havde fået det til sin 18års fødselsdag og det var hendes kæreste eje. ” Kender du det her sværd Thomas ” Råbte Hun og holdt sværdet over hovedet imens en snerren fulgte rummet.... // Okay så //

Esther rystede på hovedet og tog sin egen bue og pile frem. Der skulle rigtig meget for at hun ikke ramte sit mål med dem.
Hun spændte buen og lukkede det ene øje i, hun slap strengen og pilen hvislede afsted.
Et skrig henne ved terminalen fortalte hende at hun havde ramt rigtigt.
Esther kastede et blik på Bredani og trak hende så med gennem mængden.
Bredani var i fare og ligemeget hvor meget Bredani ønskede at blive og tage kampen op, var det hverken stedet eller tidspunktet.
Hun så sig omkring og håbede ikke at hverken de almindelige mennesker eller de farlige racer der fandtes i denne verden havde lagt mærke til noget. Det var et ønske der ikke ville være muligt at opfylde, men Esther håbede og ønskede det alligevel af hele sit hjerte. Det var nok at de havde Thomas´s folk efter sig.

*Jeg havde bedt de idioter om at træde tilbage, men isedet skyder de med ambryst bolte, hvilken del af ´jeres arbjede er slut´ forstod de idioter ikke..*
lejemorden som kaldte sig Asmodeus, lagde sin hånd ned i lommen, og sad sig godt til rette i hans stol på caféen på den anden side af vejen end luftehavnen, han havde sat sprængstof på stolperne som holdt lufthavns bygningen sammen, og ventede på at han kunne se dem komme ind i forhallen for at komme ud af lufthavnen, og da han så dem komme gennem menneskene mod udgangen, smilte han, og drak kort af sin kaffe, og åbnet så kufferten ved siden af ham, og tog en mobil frem, og ringet til et nummer der var sat til sprængstoffet, han vidste at lufthavnen ville falde sammen om ørene på dem, men han havde nogen flere trickts klar hvis de skulle komme levende ud derfra.

// Ok//

Bredani var ikke dum og kunne lugte sprængstoffet. Hun tog fat i Esther og løb ud. De nåede ud i sidste øjeblik. Hun lod sit blik strejfe. Det endte ved en der sad i restauranten med et snedigt smil. Hun var ikke bange bare sur. Hun gik hen mod resturanten men stoppede. Hun holdt fast i sit sværd der lige nu sad i hendes støvler der gik op til knæene. Hun smilede bare klogt og i det samme hørte hun noget henne ved Esther. Hun var igen henne ved Esther. ” Der er stadig nogen efter os ” Hvislede Hun med vreden der smøg sig om hendes kolde stemme. Hun var ikke i humør til andet end død. Hun snerrede stadig. Hun blottede sine tænder og så de mænd der kom hen mod dem. Hun snerrede vildt og sendte en dolk efter den ene af dem der døde. Hun trak sit sværd...

&// Krea forsvinden //

Esther nikkede, hun tog sin bue frem igen og satte hurtigt en pil på strengen da hun fornemmede endnu en af Thomas´s mænd.
Hunvendte sig mod Bredani:"Hvis vi går hen mod caféen kan vi gå lige i en fælde, gør ikke noget overilet." sagde hun og tilføjede:"Lad mi i det mindste undersøge bygningen med mit sind først."
Hun sukkede og lod sit sind strejfe over mod caféen. Sindene derovre var alle menneskelige og rummede al den ondskab og godhed man kunne forvente af simple mennesker.
Men ét sind skilte sig ud fra de andre, ét sind tørstede fter blod og skrig, ét sind havde dræbt, et sind der tøstede efter bredanis blod og skrig.
Hun vendte øjeblikkeligt tilbage til sin egen krop. Hun holdt sig til hovedet af udmattelse og gik hen til en bænk og satte sig.
Hun pegede direkte over på caféen mens hun så alvorligt på Bredani og sagde:"Derovre sidder din morder, derover sidder ham der vil sætte sit liv ind på din død."
Hun ville ha´ tilføjet mere, men greb hurtigt fat i Bredanis arm, hun sparkede hul i hegnet og lød afsted med Bredani efter sig.
"Vi skal skynde os til Deepshell.", sagde hun kort og satte farten op.

//Gør ikke noget, vi må bare håbe at den snart kommer igen :) //

Hun gik et par skridt tilbage da en pil susede mod hende og Esther. Hun undveg med stor respekt. Hun havde indtil nu ikke vidst hvem der var hendes morder kun haft en anelse om det. Hun blev derfor meget overrakset over at Esther kunne udpege morderen. Men før Hun kunne nå at gøre noget ved manden hev Esther fat i hende og sagde at de skulle til deepshell. Hun forstod det ikke. Hvorfor måtte hun ikke dræbe.. Bredani fattede ikke hvad der skete og strittede ikke imod selvom lysten til at dræbe ham der ville dræbe hende var meget stor. ” Hvad skal vi? " Spurgte Hun stædigt Esther. Hun ville ikke lade sig styre. Hun skyndte sig efter Esther men holdt udekig efter mændende der var efter dem. Hun snerrede da en dolk susede mod Esthers baghoved. Hun greb kniven før den ramte og satte den i det bånd der var under hendes tøj. Hun smilede snedigt men på en måde også ondt..

// Ja lad os håbe det // ;D

Asmodeus sukket da han så bygningen falde sammen uden at kunne mærke en vampyr sjæl forlade verden, han syntes det var et utroligt spild af spærngstof, hvorfor kunne hun ikke bare lade sig død, tænkte han. Asmodeus rejste sig op, og brugte hans evne til at sende en besked til Bredanis sind der lyd på "Din lille tøs, løber du allerede?.. troet at din far havde givet dig en bedre opdragelse"
Asmodeus ventet på at Bredani skulle være dum nok til at komme indenfor i caféen, for han vidste hun var vampyr, derfor havde han skiftet vandet i springtler systemet mod brand ud med vie vand, så hun ville være meget nem at skaffe sig af med, og han lagde en hånd ned i jakken til en tændings anordning til at tænde for sprintler systemet.

\\du er ikke den eneste med kra problemer søde :D\

"Kan du ikke se det?", sagde Esther forpustet og hæst."Han vil netop have at vi går ind på den café! Ved du hvad der kan skade dig? VIEVAND!"
Hun trak vejret dybt og fortsatte med en sag vrede i undertonen:"Og kan du gætte hvad din morder har gjort med vandet i caféen? Han skiftet det ud med vievand!"
Hun så lidt på Bredani og tilføjede så for at besvare hendes spørgsmål:"Vi skal til Deepshell. Medmindre altså du hellere vil tage kampen op mod en du ikke kan overvinde?"
Hun ventede ikke på svaret, men fortsatte ufortrødent:"Selvfølgelig vil du ikke det. Men du er nødt til at respektere at jeg hellere vil have dig i live hjem til mit hus, uden du har kæmpet, end halvdød og beskidt og du så nu har kæmpet din livsvigtige kamp."
Hun måtte virkelig anstrenge sig for ikke at blive for sur, det var trodsalt Rafaels søster hun talte til.
Kort sagde hun:"Kom."

Bredani fattede det i samme øjeblik pigen sagde det. Vievand. Originalt. Hun smilede roligt til Esther. ” Vi bliver nødt til at finde en, Jeg ved at han er i byen ” Sagde Hun roligt og bestemt. Hun ville finde sin lillebror, der var noget hun skulle spørge om. Hun ville vide hvad der var sket efter deres hus brændte i rom. Hun ville vide det, Hun havde brug for at vide det NU. Hun kiggede på Esther med hengivenhed i blikket. ” Vi skal finde Rafael eller nærmere måske Gabriel ” Sagde Hun og begyndte at gå i den ene retning. Hun hoppede op i et træ og snusede dyrisk til luften. Hun opfangede ikke Rafaels duft. Hun håbede bare at Gabriel var i nærheden. Hendes familie. Hun fik kvalme. Hun hoppede de 5 meter ned og kiggede lidt rundt. Hun ville bare finde en af dem. * Gabriel, Rafael * Skreg hun i sine tanker og vidste at det kunne høres i deres tanker uanset hvor langt de var fra hende...

På et af hus tagene, sidder der en vampyr ved navn Gluvia, han var en optrænet snigskytte, og havde til ordre at hvis Bredani var hurtigt ude af lufthavnen, og at hun ikke gik ind i caféen, skulle han tage hende ned på den mindre civile måde, nemlig ved at skyde hende med en 62 kaliper kugle, den slags sniper riffel var kendt i militæret fordi de kunne skyde gennem en jæger-kamvogns skrog, og bare trykbølgen kunne rive en arm af et menneske bare ved at flyve 1 meter forbi ham, og kuglen var dækket af nordafrikanske hoodoo symboler så man ikke ville kunne høre den komme flyvende, og selve indesiden af kuglen, hvade et tyndt lag vievand, som ville blive spøjtet ud, når den ramte en overflade eller sit mål.
Gluvia havde håbet på at de andre planer ville fejle, så han kunne få æren af at dræbe hende. Gluvia lagde sig ned ved sig stor kraftfulde våben, og lagde an til sigte, han hørte nogen fodtrin bag sig, så han rejste sig op igen, og skulle til at vende sig om, men i det samme var der en stor militær støvle som sparket ham ned fra hus taget, og den ukendte person, lagde sig ned, og tog sigte mod manden som sad i caféen der tidligere vade prøvet at dræbe Bredani, og skød gennem en mur, og så den dæmon i caféen blive skilt fra hinanden af kuglen. den ukendte person, ventede ikke på at blive set af Bredani eller Esther, og løb væk fra deres syns vinkel fra taget, da personen ikke ville blive set af Esther.

Esther fulgte efter Bredani, hendes vrede var fordampet. Det var hun på en måde glad for.
"Bredani vent.", sagde hun højt nok til at hun vidste Bredani kunne høre hende."Selvom vi finder Rafael eller Gabriel, er der stadig nogen der vil dræbe dig"
Hun kom i tanke om at de sikkert var endnu bedre til at kæmpe end hende og tilføjede:"Jeg fik ordre på at få dig bragt sikkert hjem. Og den ordre kan jeg ikke svigte selvom vi fandt Rafael, der er den der har udstedt ordren. Kan vi ikke bare tage hjem til mig og lede efter ham imorgen?"
Esther længtes efter at komme hjem, hun som ellers elskede at kæmpe. Men hvis det var sådan at Bredani ikke ville tage hjem til Esther, håbede hun at kunne få brug for sin bue. Hendes kæreste eje.