velkommen til //Bredani//

D: irl.
T: irl.
S: havnen
V: lidt overskyet
O: ingen mennesker kun både.

Påklædning: http://www.w-i.dk/Chalanta/cutenews.1.4.6/cutenews/data/upimages/ondskabensengel.jpg

(har ikke horn)

Akuma var taget ud til havnen for at samle tankerne ved at se ud over vandet.
Han havde trukket vingerne ind under kappen og hætten ned over hovedet.
Men han sad og så ud over vandet.
Der var ikke en lyd at høre og ikke et øje på hele havnen men det var afslappende med stilhed for en gangs skyld så Akuma nød det.
Han sad og tænkte over livet og alt hvad det indebære (hvilket er meget).
Solen var lige gået ned så der var ikke så meget sol at se.
Akuma skulle nok til at lette røven inden der kom en dusørjæger forbi men han ville ikke. Ikke lige nu...

Bredani kom gående ned af gaden til havnen. Hun ville hen til sin båd men var ikke sikker på overhovedet at nå så langt. Hun var så svag. Hun vidste ikke hvor lang tid siden det var hun havde fået blod. Hun sukkede højt men stivnede ved duften af en dæmon. Hun savnede Victor. Nu stoppede Hun. Hun skubbede tankerne væk og besluttede sig at sige hej. Hun gik hen til dæmonen. Hun smilede da hun fik øje på ham. Det var let at se vingerne under hans kappe. Hendes egen sorte kappe hang om hendes skuldre og en skygge af klør lagde sig over hendes hænder. Hun smilede roligt. " Må jeg få den ære at give dig selskab? " Spurgte Hun roligt og lavt. Hun smilede over den måde han så ud på. Han så ud som en rigtigt dæmon. En rigtig dæmon fandtes mange steder. Bare tænk på hendes bror Rafael. Hun smilede til ham..

// Jeg har mistet Krea//

Akuma så op og fik øje på pigen.
Og nu så han hvem det var. Det var søsteren af Rafael.
Rafael havde fortalt at hun var kommet til øen tidligere på ugen.
"Øh jo selvfølgelige" sagde han og smilede til hende.
"Hvad bringer dig ud til havnen?" spurgte han så da han havde tænkt det igennem

//Det gør ikke noget vi tager det bare hen ad vejen//

Bredani var glad for at møde en dæmon især fordi dæmoner var en stor del af hendes opvækst og derfor havde gjort indtryk på hende. Hun satte sig ned ved siden af ham og smilede roligt. " Jeg ville have fundet noget at spise men ved ikke helt om jeg kan finde nogen " Sagde Hun roligt og trak knæene op under sig. Hun kiggede ud over havet. " Hvad med dig?, Hvad bringer dig herud en aften som denne? " Spurgte Hun roligt og slappede af for en gangs skyld. Hun savnede sin lillebror. Hun kiggede på dæmonen. " Rafael har sagt noget til dig ikke også? " Spurgte Hun en anelse skarpt. Hun havde læst det i hans øjne. Helt ærligt. Hun havde ikke brug for at hendes bror beskyttede hende!. Hun forholdt dig rolig og ventede bare på svaret. Hun kiggede igen ud over vandet..

Akuma så på hende.
"Jo ser du jeg er taget her ud for at samle tankerne" sagde han og kikkede igen ud over havet.
Han holdte en lille pause.
"Og Rafael? Jo han har bare sagt at du var kommet til øen, at i var søskende og hvordan du så ud" sagde han og smilede til hende.
"Jeg hedder forresten Akuma" sagde han og rakte hende hånden.

Hun lyttede til ham og smilede. " Bredani " Sagde Hun og tog hans hånd før hun så slap den med en tavs bevægelse. Hun kiggede ud på vandet der roligt bølgede på vej ud mod havet. Hun stod og stirrede da et par sorte vinger gled ud fra hendes ryg med en smidig bevægelse. Vingerne var kraftigt bygget og ca 3 meter lange som altid. Hun baskede en smule med den ene af dem der havde været brækket og den fungerede en smule klodset men godt nok til at flyve. Hun vidste at der ikke var andre og rejste sig op med vingerne der fornøjeligt baskede. " Jeg har spottet dine vinger, Vil du med op og flyve? " Spurgte Hun med et grin og kiggede afventende på ham. Bredani havde intet imod denne dæmon, Hun syntes faktisk at han var en smule sødere end normale dæmoner. De kunne sikkert blive gode venner. * En Ven for en gangs skyld* Tænkte Bredani stille. Hun smilede roligt til Akuma..

Akuma så op på hendes vinger.
"Ja for heldved!" sagde han begejstret og rejste sig op mens han smed kappen fra sig.
Han foldede sine store blå vinger ud til siderne så man virkelig kunne se dem.
Han fløj op i en meter eller to afstand fra jorden.
"Hvilken retning vil du?" spurgte han.

"seriously they must be kidding me..Wings...Why?...why wings?..." - The silver dragon
"Just do your job.." - voice in the telefon
"Let´s make a deal, you shut up, eat burger, and when you done, you call me, so I can inform you, that you need not worry any more about the problem you hired me to take care of"- The silver dragon
"fine" - voice in the telefon

\\I forsætter bare i jeres rækkefølge\\

Bredani grinede fornøjeligt da han var begejstret og fløj i sin egen begejstring et par meter op i luften . " Nord? " Spurgte Hun roligt og smilede, Hendes øjne glødede af begejstring da det var længe siden hun havde fløjet med nogen med vinger. " Er du klar på et lille væddemål? " Spurgte Hun mystisk og smilede med de skarpe hjørnetænder blottet. Hun var legesyg som et dyr og det vidste hun godt. Hun elskede spil og væddemål da det gav hende en chance for at vinde. Hun betragtede hans blå vinger og hendes øjne gled ned af hans krop og endte ved øjnene. " Vi ser hvem der først kommer til stranden? " Sagde Hun drilsk..

Akuma så selvsikkert på hende.
"Er du nu sikker på at du kan følge med?" spurgte han drilsk.
Denne pige var da en smule mere usædvanlig end han havde forventet da han så hende første gang. Og det kunne han lide.
"Skal vi sige?... Tre, to.......... En nu!" sagde han hurtigt og satte i spurgt over himlen med fuld vingeslag.

Bredani grinede højt og lagde hovedet tilbage. " Jeg tror det er dig der skal bekymre sig om farten " Grinede Hun og kiggede på ham. Hun mærkede sine vinger slå hurtigere og hurtigere. Da han fløj hen over himlen var hun lige bagved. Hun halede ind på ham med en voldsom fart og grinede. Hun kunne godt lide at han faktisk ikke blev fornærmet og at han vidste at det kun var for sjovs skyld. Der var dog konkurrence imellem dem da hun brugte sin styrke og han var bygget til at flyve...

Akuma var nu i konkurrence humør og ville gerne vinde.
"Bare kom an!" råbte han og satte farten op.
De var nu næsten ved stranden og han var forrest

Han var foran men nu satte hun farten højt op og drejede skarpt til højre da de strøg forbi en mur. Hun satte farten en smule længere op og en legesyg/venlig knurren startede i hendes bryst for så at forsvinde. ” DU har meget selvtillid hva? ” Grinede Hun før hun så drejede skrapt igen. Hun fik sine vinger til at presse sig imod hendes slanke krop så hun kom længere op i luften...

Da Akuma så at hun var ved at overhale ham satte han bare farten op igen.
"Vi er der næsten!" råbte han til hende.
Akuma strøg gennem vinden.
Nu var stranden næsten under dem så Akuma foldede sine vinger sammen så han styrtede mod jorden.
Han landte i sandet med et ordenligt bump.
"Av..." sagde han roligt mens han rejste sig op og børstede sandet væk.

Bredani ramte sandet et par sekunder efter ham og vendte sig om så hun lå på maven. ” Du vandt” Sagde Hun og forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol. Hun lå fladt ned på sandet og kiggede hen på ham med et forførende smil. ” Du er mega hurtig at du ved det ” Sagde Hun og grinede med sin diamantklare stemme. Hun kiggede på ham med et forførende blik og det var nærmest som om hun ikke kunne lade være med at prøve at forføre ham. hun lå jo fladt ned på jorden hvilket normalt gjorde hende svagest mellem de to. Han sad lige ved siden af hende og det gjorde noget ved hende...

Akuma gik over til hende.
"Du er da heller ikke så slem selv" sagde han og rakte hende hånden for at hjælpe hende op.
Han så på hende med et vindersmil på læben.
"Kom lad mig hjælpe dig op" sagde han og ventede på at hun tog hans hånd som et symbol på at de stoler på hinanden.

Bredani ventede et par sekunder og tog så hans hånd og lad ham trække hende op. Hun børstede noget af sandet af sit tøj. ” Det var dejligt ” Sagde Hun og smilede til ham. Hun elskede den vind de lige havde været under hendes vinger der nu slog et par slag på hendes ryg. Hendes vinger strejfede Akuma. Hun smilede roligt og så op på Akuma. ” Hvor har du lært at flyve så hurtigt? ” Spurgte Hun. ” Der er ingen der har kunne flyve fra mig før ”. Hun smilede forførende til ham. Han var hurtig, det var nærmest sindssygt at han var så hurtig...

Akuma smilede stolt over sig selv.
"Jo ser du jeg blev født med vinge" sagde han og slap hendes hånd.
Han stod og tænkte over hvad skulle sige.
"Og det hjælper jo også at vingerne er 'hudvinger' og ikke 'fjervinger'" sagde han og smilede.

” Ja det gør det vel ” Sagde Hun roligt .
Hun mærkede sine vinger baske et par gange så vinden fór op omkring dem.
Hun satte sig ned og tegnede hjerter i sandet.
Hun tegnede lidt forskelligt indtil hun til sidst kiggede ud på havet der skinnede som om stjernerne var begravet i det..

på den anden side af sand klitterne, kunne man høre motoren af en motorcykle stoppe, og ikke mange sekunder sener kom en skygge frem på toppen af sand klitten, hvorefter at skyggen gik et kort skridt frem, så månens lys ramte den mand der stod på klitten, så man nu kunne se ham. Manden havde sin motorcykle dragt på, som var lavet af sort læder, in graveret med gamle nordafrikanske symboler mod dæmoner, og fra hans albue til hans fingerspiser, var der et tyndt lag med hel-arms knojern af sølv, med nogen pentagrammer på de små pikke som var over hele hans hel-arms knojern. han havde en pistol i den ene hånd, og en katana lavet af sølv, dækket med vievand, og nogen gamle nortiske runer på, i den anden hånd. han havde en motorcykle hjelm på så det var umuligt at se hans ansigt.

Akuma kikkede ned på de hjerte som hun tegnede.
*Hmm... sødt* tænkte han.
Han kikkede ud over landskabet og fik øje på en mand over på bakketoppen.
Denne mand så ikke just fredelig ud da han var indhyldet i pikke og havde en special pistol i hånden.
"Bliv her..." sagde Akuma hurtigt til Bredani.
Han foldede vingerne ud og fløj højt op i luften.
Nu var han så højt nu at ingen ville kunne se ham.
Han styrtede ned mod denne faretruende mand som sandsynligt nok ville dræbe dem.
Akuma styrtede direkte ned imod manden og tog fat om hans hals så han kunne lave et pelikandyk (det er et dyk hvor man retter op i sidste sekund inden man rammer jorden og derved flyver med samme fart som man havde i styrtet)
Han havde nu fat om mandens hals og fløj med stor fart videre.
Nu stoppede han et godt stykke oppe i himlen igen.
"HVAD FANDEN LAVER DU HER!!?" råbte han ind i mandens hovede mens han holdte hans hals ud i strækt arm.

Bredani fik et chok men hun både hørte og duftede manden der var lidt væk. Hun havde ikke tænkt sig at blive hvor hun var. Hun fløj efter ham. Hendes vinger var kraftige så hun halede hurtigt ind på ham. Hun landede på jorden men da han fløj op fløj hun med. Hun holdt sig et par meter bagved offeret så Akuma kunne se at hun var der. Hun fik et lille chok af Akuma der råbte eftersom hun ikke havde hørt ham råbe, Ved lyden af hans stemme fløj hun et par meter bagud. Hun holdt skarpt øje med både Akuma og den fremmede mand. Hun ville ikke lade manden gøre Akuma noget. Hun baskede en smule med vingerne og kom en smule højere op i luften....

Manden stramt grebet på hans japanske katana, men som i det samme med han gik et skridt frem, kunne han mærke jorden forsvinde under fødderne på ham, han fik et chok, da det kom som en overraskelse for ham, han havde ikke forventet modstand på den måde. han kiggedet forskræmt ned mod jorden, han havde ikke ligefrem en faldskærm med i hans grej, så han opgav tanken om at hugge hoved af den forbandet dæmon der holdt ham. manden bliv ikke bange af at blive råbt af, han havde set en del ting i hans liv, og den dæmon var tydeligvis en stærk en af slagsen, og måske noget af det vildeste han havde set, men frygt var ikke ligefrem noget at Thomas havde lært ham, så istedet lagde han langsomt en hånd på hans hjelm, så han kunne tage den af, og svare den frygtindgydende dæmon. han fik hjelmen af, og lod den falde ned mod jorden, manden havde en lang lys heste hale, som mange af thomas folk altid havde, og havde et aar på hans pande, som så ud til at være fra en kniv, udover det havde han nogen grønne øjne, og var en ret ung mand, ikke mere end 25, og så ret godt ud. Manden lagde armene ned af siden, og sagde så koldt "Jeg er et vildt dyr uden selvstændig vilje og føleser, så du spilder din tid, jeg er ikke den du skal være bange for"

//undskyld ventetiden men nu har Akuma 'udviklet' sig (se profil tekst for mere information)//

Akuma fik øje på Bredani og kikkede på hende med et 'hørte du overhovedet efter' blik i øjnene.
Han stirede manden i øjnene med et lettere sindsygt blik.
"Undskyld Bredani det var ikke meningen at du skulle se mig sådan her..." sagde han kort og vendte sig om i luften med hovedet nedad og styrtede ned mod jorden med manden i hænderne.
De styrtede mod jorden og lige inden de ramte jorden så lavede Akuma et pelikandyk igen men slap manden lige inden han rettede op så han fortsatte ned i jorden.
Akuma standsede op og landte foran manden der nu lå ned i sandet.
Han tog fat og halsen på manden igen og løftede ham op i strækt arm så han var løftet fra jorden.
"Fint hvem er det så jeg skal være bange for!?" råbte han med en dæmonisk stemme.

Bredani fløj med og da Akuma råbte af manden slog hun blikket ned på manden. ” Akuma lad ham være, jeg vil snakke med ham ” Sagde Hun og man kunne sagtens høre det vrede tonefald. Hun gik hen til manden uden at kigge på Akuma eller vente på et svar og kiggede manden i øjnene. Hun burde have genkendt ham. ” Du er fra Thomases Hær, Hvorfor er du her? ” Spurgte Hun køligt og snerrede mindre overbevisende. Hun kiggede på ham. Thomas var en del af hendes liv så nu ville hun vide hvorfor fanden han havde sendt en legemorder ud efter hende eller Akuma. Hun snerrede vildt og hendes hænder lagde sig om mandens hals og løftede ham i vejret. Hun var stærk og manden burde kunne se det. Hun snerrede men man kunne stadig se det glimt i øjnene. Det eneste der lod folk vide at hende og Thomas var i familie....