Motion kan være skadeligt! (Bredani)

Tidspunkt: Aften
Sted: Skoven
Omgivelser træer væk fra stierne.
Påklædning: Skovmands skjorte med korte ærmer, militær bukser med læder lapper, læder støvler med stål sål.

Segovax var ude at løbe som han havde fået for vane, han brød sig ikke særligt meget om at løbe i andre skove end her i den triste, måske var det fordi den havde været hans hjem i næsten et halvt år, og han kendte det hele så godt. Han brød sig ikke om at løbe på stierne eller når det var lyst, det skulle være sådan at man risikerede at støde ind i et eller andet, enten en anden person eller et træ det var som sådan ham ligemeget så længe der bare var en risiko. Han løb gennem skoven mange blade det var en ret så blæsende aften, så når han stod stille, hvilket han gjorde sjældent, blafrede selv hans hår i vinden, hvilket var lidt voldsomt da han havde tykke dreadlocks. Han nød den stille aften og specielt, denne aften var fantastisk fordi det var nymåne det vil sige at månen var helt ny så der var slet ikke nogen, måne så lys niveauet var virkeligt minimalt. Han havde ikke noget problem med at der var mangel på lys, han var blevet rimeligt vant til at bevæge sig rundt i mørket, så hans øjne vænnede sig altid hurtigt til at det blev mørkt, den anden vej var til gengæld nogle gange et problem fordi han hadede lys når der lige havde været mørkt. Han stoppede op da han fangede lugten af en hare der hoppede rundt i skoven. Det var meget længe siden han sidst havde fået noget og spise og virkeligt længe siden han havde fået hare så han kunne ikke stå for fristelsen. Han smed sit tøj i en bunke og forvandlede sig så til ulv, det gjorde ondt, men har var ved at have vænnet sig til det og han havde jo også en høj smerte tærskel, han havde desværre lidt problemer med at liste rundt når han var en ulv på 1,75 m høj cirka 2,5 meter lang og vejede 160 kg, men han forsøgte. Han gik lige så forsigtet han kunne hen mod haren, som havde sat sig, den opdagede ham desværre. Han satte i løb efter haren og var da også sikker på at indhente den. Han fangede den og spiste den hurtigt og gik så tilbage til der hvor han havde smidt tøjet.
*Nu håber jeg fandme ikke der er nogle dyr der har taget det igen, så jeg skal til at finde det igen*
Han hadede når det skete fordi så skulle han til at lugte sig frem til det og det kunne godt tage lidt tid, specielt hvis det var en ræv eller en anden ulv der havde taget, det for så kunne de godt nå at få det ret så langt væk.

Luna stod rank op af et træ. Hun sang en gammel elversang og fra hendes indre var Bredani hidsig af den blide melodi. Luna sukkede og lod Bredani overtage. Da Bredani overtog blev håret sort som natten og hendes øjne blev lysende grønne. Hun forvandlede sig til en sort ulv inden for ikke så langt tid. Det gjorde skam ikke så ondt da hun havde levet med det i så mange år. Hun rystede pelsen og virrede en smule med de store ører. Hun elskede denne form. Det var noget af det bedste hun vidste. At løbe rundt i skoven på alle fire. Hun hylede op mod himlen og satte i løb. Hun kunne duften et rådyr ikke så langt væk men lod være med at løbe efter det da en duft af varulv ramte hendes fine næse. Hun luntede igennem skoven indtil hun så ulven. Hun standsede midt i et skridt og kiggede med et nysgerrigt blik på ulven. Hun rynkede dog næsen en smule af den kraftige duft af varulv som hun ikke var så van til. Hun virrede en smule med ørerne og satte hovedet en smule på skrå. Hun var altid i ulvens natur i denne form og det eneste der kunne få hende til at blive ondskabsfuld var vis man prøvede at vise at hun var af lavere rang. Hun blottede halvt tænderne men kun af ren forsvar da hun ikke vidste om denne ulv var venlig. * Ny ulv og mig, det giver næsten aldrig noget godt* Tænkte Hun med et strejf af fjendtlighed..

Han lagde mærke til den fremmede ulv der stod der og undrede sig over at han ikke kunne kende dens lugt, der var simpelthen ikke en eneste ulv der levede i denne skov som han ikke kendte lugten på, så det måtte være en der kom anden steds fra, men det var ikke særligt normalt at ulve bare sådan kom forbi. Han kunne også tydeligt lugte at det ikke var en varulv så han vidste ikke helt hvad det var hvilket pirrede hans nysgerrighed, pirrede den nok til at han ikke blev sur over at en fremmede ulv havde begivet sig ind på hans område, men måske var det fordi han ikke så det så meget som hans nu når han var flyttet.
*gad vide hvad det er vi har med at gøre her gamle dreng*
Han gik over mod den og kiggede undersøgene på den. Han begyndte langsomt at gå rundt om den og betragtede den nøje det var interessant med nye folk eller ulve.

Bredani blottede sine tænder da han gik hen mod hende men afventede hans næste træk. Hun var virkelig nysgerrig da et var lang tid siden hun havde mødt en anden ulv. Hun fulgte ham med blikket da han betragtede hende. Hendes ører stod lige op som tegn på at hun ikke var agressiv. Hun ville have forvandlet sig men så ville hendes tøj blive flået i småstykker og på en eller anden måde var det da spændende i ulveform. Hun fnyste og kiggede på ham med et blik der kun spurgte om han ville angribe. Hun gabte og hendes skarpe tænder kom til syne. Hun var træt. En af de dumme ting ved at være i en anden form. Det tog alle hendes krafter. Hun mærkede sine øjne blive en smule røde i kanten og hendes tænder blev en smule længere i ren refleks. Hun gik langsomt hen mod den anden ulv og standsede 10 centimeter væk. Hun viste at det var denne ulvs territorie og at hun havde krænket det men det måtte jo være okay i forhold til hvor tit ulve gik rundt. Hun viste ham at hun ikke ville gøre noget ved at lade være med at blotte tænderne...

Han reagerede ikke på at hun blottede sine tænder da han gik hen mod, hende han var fuldstændig ligeglad med om hun havde tænkt sig at stå og puste sig op han ville bare lige se hvad det var han havde med at gøre her. Det eneste han hadede ved at møde fremmede folk i ulveform var at man havde lidt sværere ved at kommunikere fordi man ikke kunne snakke, så han overvejede at forvandle sig tilbage men lod værre.
*Gad vide hvad hun vil*
Han gik lidt tættere på hende og stirrede direkte ned på hende, lige ind i hendes øjne og snerrede så af hende. Han ville gerne se hvordan hun så reagerede.

Bredani mødte nysgerrigt hans blik men sprang forskrækket tilbage da han snerrede. Hun pev en smule da hun ikke ville angribe men hun blottede sine tænder og knurrede som hun havde lært. Hun stoppede dog og kiggede undrende på ham med de grønne øjne. * Hvorfor gjorde han det når han ikke så ud som om han ville angribe* Tænkte Hun og kom frem til at det var hendes reaktion han fiskede efter. Hun ville ikke fremstå svag og bed ud efter ham. Hun gik dog tilbage og lagde hovedet ned på jorden som tegn på at hun ville overgive sig vis han angreb. Hun var til dels nysgerrig men ville ikke forstyrre ham vis han gjorde hende noget. Hun kunne godt lide hans øjne. De var dybe nærmest som et dybt hul man kunne falde ned i. Hun rystede tanken af sig og løftede hovedet. Øjnene blev røde i samme øjeblik men det tog hun sig ikke af...

Da hun lagde hovedet ned på jorden gik tanken om at bide nakken over på hende hurtigt gennem hans hoved og hans øjne lyste nærmest af mordlyst men han stoppede dog hurtigt tanken. Han begyndte langsomt at forstå at hun ikke var der for at gøre nogen skade, så hvorfor skulle han dræbe hende bare fordi hun var på hans område.
*det ville være dumt*
Han gik over og tog sit tøj og gik om bag et træ, forvandlede sig tilbage og gik tilbage til hende. Han syntes at det var bare lidt nemmere at tale med folk når man var menneske istedet for at være ulv.
"Hvad laver du her?"
Han vidste godt at han nok ikke fik noget svar medmindre det var en formskifter og hun forvandlede sig tilbage til menneske.

Bredani så nysgerrigt på ham da han gik og da han kom tilbage som menneske blev hun forbavset. Hun forvandlede sig i en bevægelse og tøjet var på før man kunne se noget som helst. Hun elskede at være vampyr men somme tider kunne det være en smule bidsk. Hun gik roligt hen til ham med armene krydset over brystet. " Løber " Sagde Hun kort og hendes kolde stemme var ikke så ond som normalt. Hun gik lidt tættere på ham og hendes røde øjne betragtede ham. " Hvad laver du så her? " Spurgte Hun og gik rundt om ham. " Hvad er dit navn? " Spurgte Hun en smule bidsk da hun ikke var vant til at være sød. Hendes sorte glinsende hår blev sat op i en hestehale og hun rystede på hovedet af en grund som hun ikke selv forstod. Hun kunne dufte nogen bagved hende og den nogen var hendes snigmorder. Hun vidste at han var der men undlod at sige noget om ham eller vise at han var der...

Han stirrede tilbage på hendes nysgerrige blik, han var ikke helt sikker på hvad hans mening om hende skulle være, hun virkede på fjendtlig men samtidig med virkede hun også venlig. Han fornemmede ligesom at hun forsøgte at være ond samtidig med at hun forsøgte at være venlig det var meget morsom at være vidne til måtte han erklære for sig selv.
"Nå jamen det er jo det samme jeg laver"
Han kiggede på hende og begyndte langsomt at dreje rundt mens hun gik rundt om ham, han fulgte hende med øjnene, fordi han ville være sikker på hvor han havde hende.
"Mit navn er endnu ikke for dig at vide"

Bredani smilede roligt. Hun kunne godt lide at han var på den måde men det tirrede hende. Hun kiggede skarpt på ham og hendes grønne øjne lynede. " Denne her skov byder jo også på en masse dyr " Sagde Hun roligt og smilet forsvandt. Hun var ikke specielt glad og ville ikke have at venligeheden viste sig. Hun var et ondt dyrisk væsen og ikke en venlig engel. Hun gav dog op og blev venlig. " Har du spist? " Spurgte Hun af en smule nysgerrighed. Hun ville ikke spørge ham direkte men det kunne der jo ikke være noget galt i. Hun smilede venligt men roligt. Hun standsede med at gå rundt om ham og standsede i stedet for at betragte ham. Hun fulgte nøje hans bevægelser og sørgede selv for at stå så stille som kun vampyrer kunne fordi de jo ikke var i live...

Han blev ved med at betragte hende og lægge mærke til at at hun hele tiden ændrede være måde, fra venlig tiæ fjendtlig og tilbage igen hele tiden. Han lagde mærke til at hun havde fastsat sig på den venlige del nu.
"ja her er mange dyr"
Han syntes det var noget der var ret så mærkeligt at se og han forstod ikke helt grunden til det, indtil hun så stillede det næste spørgsmål. han kunne så sagtens forstå hendes første udbrud.
"ja jeg har spist"
han svarede hende bare kort og tørt fordi han ellers ikke lige vidste hvad han skulle svare end det korte svar, han nu lige havde givet hende.

Hun var venlig men vidste at det kunne ændre sig meget hurtigt. Hun smilede roligt men stivnede svagt. Hun var ikke glad for at der var en eller anden der iagttog dem. " Jeg er desværre ikke så god til at kommunikere når jeg ikke er i ulveform" Sagde Hun undskyldene. Hun trak på skuldrene af hans korte svar. Hun kiggede bag ham og stivnede et øjeblik før hun igen genvandt fatningen. Der lød en høj lyd og et skud fra en pistol fløj igennem luften. Hun stod i et dilemma. Skulle hun skubbe ham væk så han ikke var i skudlinjen eller bare undgå at komme i problemer. Hun valgte den klogeste og i en bevægelse havde hun skubbet ham væk. Skuddet ramte lige igennem hendes hånd. Hun skreg ikke men lavede en underlig grimasse. Hun tog dog fat i hånden og så da den helede. Hun bøjede og strakte den så leddene virkede og så så vredt ind mod skoven. Manden der havde skudt var ikke væk men man kunne ikke se ham. Hun holdt vagtsomt øje med skovkanten og lyttede efter flere skud. Hun koncentrede sig ikke om varulven hun lige havde skubbet ned i jorden men bare om manden der skød hendes hånd..

Han nåede at høre skuddet der blev affyret og lige i det hun skubbede til ham sprang han også selv bagud, han var ved at være lidt for vant til at folk forsøgte at dræbe ham, eller andre i nærheden af ham, men han var i hvertfald van til at reagere hurtigt på skud der blev affyret.
"Efter dig?"
Han spurgte hende fordi han ville vide om det var ham eller hende der var i farezonen ligenu, han havde på fornemmelsen at det var hende de var efter men han ville helste være sikker, og håbede specielt at det ikke var hende han mødte i USA, det ville være et helvede hvis hun fandt frem til ham igen.

Hun vendte hurtigt sit blik mod ham. " Det ved jeg ikke " Sagde Hun hurtigt med en alt for hurtig vejrtrækning. Hun så ind i mørket og så lidt efter en mand og en kvinde gå ud fra skovens beskyttende skygge. Hun gik et par skridt tilbage da hun kun kendte manden. Kvinden var ung med langt lyst hår. Manden var ingen andre end hendes Vogter på Jordan universitetet. Hun hadede ham. " Logan " Nærmest Snerrede Hun vredt. " Bredani " Sagde Logan roligt og smilede hånligt. Kvinden stirrede vredt på varulven og Bredani blev bange for at hun kendte ham. Hun holdt dog sit blik på Logan og kastede sig imod ham. Logan blev stående men vaklede et par skridt bagud da hun ramte ham. Der lød et brag da de ramte hindanden da de begge var vampyrer og derved havde de en stenhård hud. Hun forsøgte at få sine hænder omking hans hals men han afveg ethvert slag. Kvinden gik roligt hen mod varulven med et vredt udtryk. " Segowax, så mødes vi igen " Sagde Hun og grinede hånligt. Logan lagde en hånd på Bredanis mund men hun bed et stykke af hans håndflade ud....

Han kiggede på hende og var meget overrasket over at se hende igen det, var sgu utroligt at hun kunne have fundet ham efter alle de år og han havde jo ellers gjort alt han kunne for at fjerne alle spor, men han skulle måske have valgt at skifte navn også, men det orkede han ikke det var problemet med at slå sig ned fast, så blev det pludseligt muligt at finde folk ved hjælp af computere og systemer fordi så kom de jo til at stå deri. Han gik hen mod hende, han havde den største lyst til at smadre hende igen, men den her gang skulle politiet ikke komme og ødelægge det for dem.
"Nå er du kommet for at få et lag tæsk igen?"
Han smilede skævt til hende mens han begyndte langsomt at gå rundt og hende men han blev ved med at holde øje med hendes bevægelser.

Hun havde fået overmandet Logan der nu lå fladt på jorden med armene over hovedet i forsvar. Kvinden snerrede og grinede på samme tid og sagde " Så kom da ". Hun drejede rundt da han gik rundt om hende og snerrede gennem de blottede tænder. Hun gik hidsigt et skridt hen mod ham og kastede så en dolk lige efter hjertet. Logan lå med vrede stirrende øjne og snerrede stadig en smule. Hun snerrede igen og vred hans hals om før hun så kastede ham ind i skoven. Han ville ikke dø men bare være lidt øm indtil om et år ca. Hun kiggede hen mod Sagowax som han åbenbart hed. " Skal du bruge hjælp? " Spurgte Hun roligt og en smule sarkastisk.

"Er du dum eller hvad ligner jeg en der skal bruge hjælp?"
Han rystede på hovedet mens han sagde det, og flyttede sig væk fra knivens bane. Han sprang fremad for at hamre hende til jorden.
"Det skal mere til end det der"
Han sagde det mens han hang i luften med kroppen rettet direkte mod hende.

Bredani var ikke i godt humør nu og tog fat i et træ for så at kaste det ind i nogle andre træer der knækkede midtover i hendes rasende styrke. Hun satte sig dog roligt ned på et træstamme og betragtede de to kæmpende. Kvinden snerrede nu rasende og forsøgte at give ham et slap i maven. Kvinden vendte dog blikket mod Bredani da hun betragtede dem. Det at kvinden kiggede væk et øjeblik måtte give en svaghed til gode for Sagowax. Kvinden var virkelig sur på sagovax og kastede sig imod hans strube..

Han tog en hurtigt skridt frem til hende og to fast i hendes strube og løftede hende op fra jorden, han elskede den måde folk altid så på ham nå de hang der og ikke rigtigt kunne gøre noget det var fantastisk, den følelse gjorde ham altid glad.
"Nå nå nå husk at holde øje"
Han smilede til hende og klemte hårdere om hals så luftrøret muligvist blev ødelagt, men det kunne jo også være ligemeget, efter som hun ikke havde brug for luft. Men det ville stadig gøre ondt på hende.

Kvinden hev efter vejret da han tog om hendes hals og da han knuste luftrøret kunne hun ikke dufte/lugte eller trække vejret. Hun havde nu en anelse om at hun skulle dø og det gjorde hende mere vred at hun blev holdt op i luften af en varulv. Hun sparkede ham i maven så han slap hende og snerrede " Din idiot af en varulv, Jeg skulle have dræbt dig for mange år siden ". Hun gik langsomt hen mod ham og skubbede ham for så at tage fat i hans trøje og trække ham tæt på hende. " Du burde vide bedre end at være i hendes selskab " Sagde Hun drilsk men med en alvorlig undetone. Hun snerrede ikke men grinede en hånlig lyd da hun ikke kunne trække vejret. Hun kiggede ind i hans øjne og skubbede ham fra sig... Bredani holdt blot øje med dem. Hun kedede sig mega meget da hun ikke kæmpede men hun klatrede op i et egetræ for så at forvandle sig til en thornfalk. Hun fløj ned imod dem og satte sig på en gren ikke så langt fra varulven sagovax....

Han kiggede på kvinden og pegede ud i skoven som en gestus til at hun skulle tage at løbe bort, hvis ikke hun gerne ville dø. Han kiggede på tårnfalken der sad på grenen, han syntes det var meget morsomt at hun sådan forvadnlede sig til dyr heletiden.
"nå jamen det var dog nogle interesante venner du har"
Han vidste ikke hvad han ellers lige skulle sige ligenu, men det var måske nok til at starte en samtale.

Kvinden virrede med hovedet og gik sin vej med hurtige skridt. Bredani fløj ned og satte sig på hans skulder. Hun fløj op og drejede rund. Da hun drejede rundt forvandlede hun sig tilbage til sig selv. " Hun var vist ikke din ven hva? " Sagde Hun venligt og grinede. Hun elskede at skrifte form da det føltes som at være fri fra dagens byrder. Byrderne ved at være sig selv. Hun smilede til ham. " Nå men jeg fandt da ud af hvad du hed " Sagde Hun og smilede en smule bredere. * Sagovax * Navnet Genlød i hendes tanker...

"Min ven nej det har du så sandeligt ret i det ikke var."
Han smilede til hende, med et koldt og tørt smil. Han stod bare oh holdt øje med hende da han på ingen måde kunne finde rundt i hvilket type af person hun var så han måtte stole på sine instinkter. Han kiggede på hende og stod bare og undersøgte hende, mens hun plabrede løs om det hun nu engang stod og sagde. Han overvejede kort at gå fordi der ikke rigtigt skete noget, men på samme tid virkede hun meget spændende så hvorfor ikke blive lidt.
"jamen så var du da heldig med at få mit navn hva?"
Han sagde det meget tørt og koldt som om han var fuldstændig ligeglad med det, og det var han også det ragede ham et høstblomst om hun kendte det eller ej.

Bredani sukkede over hans fjendtlighed. " Jeg kan jo også bare være ligeglad, Ikke? " Sagde Hun koldt og den isnende klarhed i hendes hjerne fik hende næsten til at skrige. Hun vinkede til ham og forvandlede sig så til ulv. Hun faldt knurrende på alle fire og gik hen mod ham. Hun kunne stadig tale i denne form men det var svært at forstå. " Du er ikke så god til at bestemme folks personligheder hva?, Så lad mig fortælle dig min, Jeg er en koldblodig morder med et koldt sind " Snerrede Hun og ordene gled en smule sammen som altid når hun snakkede i ulveform...

"Ja det siger du jo, men jeg kan fornemme at det ikke er sådan du altid er."
Han smilede til hende, det samme smile som han havde smilet tidligere. Han var sådan set ret så god til at bedømme folk fordi han havde brugt så meget ti sammen med sig selv som jo ikke ligefrem var nem at bedømme. Han stirrede på hende da hun stod der i hendes ulveform, mange ville måske være bange for den men han var ikke da han var vant til dem, og deres ret simple væremåde.