Jobbet kalder igen (Akuma)

tid: kl 23:30
sted: dybt inde i den triste skov.
vejr: meget overskyet og truer med regn
årstid: Efterår
omgivelser: Der er faktisk kun Kelly der hvor hun er.
Påklædning: Se ava.


Efteråret havde stået på længe og det gik Kelly en smule på, hun havde bevæget sig rundt længe uden rigtigt vide hvorhen. Hendes hjerne havde slået fuldstændigt fra. Hun havde haft en hård dag. Kelly mærkede ikke at det regnede, men hendes hud havde små gåsehuds knopper. Drog havde hun stadigt sit normale tøj på. Hendes hår var synligt under den røde hat, men det var ikke normalt at hun havde håret til hænge ud under hatten. Det fik hende til føle sig sårbar. Kelly skubbede masken en smule op næsen. Det var også en af de ting som fik folk til at kigge langt efter hende. Hun sukkede svagt idet hun kom til sig. Kelly anede ikke rigtigt hvor hun havde bevæget sig hen, men noget dæmrede alligevel. Den triste skov. Det var der hun var. Skoven passede godt til hendes humør.
Kelly kiggede sig forsigtigt over skulderen inden hun trak sin kniv op af lommen, det var kniven hun brugte til at slå dæmoner ihjel med. Pentagrammet pyntede virkelig på kniven. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun havde taget den med, men noget sagde hende at det blev dæmonjagt som skulle på i dag. Hun følte altid glæden ved at se væsner død.

Påklædning: bar overkrop og joggingbukser.

Akuma var i sit S.
Det vil sige at lige nu var han sindsyg og han ville gøre som Satan befalede.
Han fløj over den triste skov som han var vokset op i.
*Den triste skov...* han undrede sig over navnet.
Han havde taget sit brændejern, sin monokoktail og sin lighter med i sit bælte.
*Nu er det på tide at skoven lever op til sit navn!* tænkte han højt og fik øje på en kvinde som stod alene midt i skoven.
*Hun ryger med...* tænkte han hurtigt og landte Ca.100 meter fra hende bag nogle træer.
Han tog sin monokoktail og sin lighter.
Akuma tændte monokoktailen og kastede den ned i jorden så der gik ild i græsset og træerne.
Han baskede med vingerne så ilden blev kraftigere.
"WAHAHAHAHAHAAAA!!!" grinte han ondt.

Kelly stod stadig med ryggen til, men vendte sig med det samme idet hun så den orange gule farve skinne på træerne. Hun sank svagt en klump foran hende stod en dæmon baskede med sine vinger for at få flammerne til brede sig hurtigere. Det var som virkeligheden lige havde smækket hende i ansigtet. Selvfølgelig kunne ikke blive alene. Hun himlede svagt med øjnene brugte dæmoner ikke andet end tricks. Ham her gjorde ikke andet. Hun skulle lige til at åben munden, men tav idet hans grin skar igemmen luften. Hun pressede masken længere op i ansigtet og grine så selv en smule hånligt “ hvorfor er det lige at du gemmer dig bag flammerne?” spurgte hun, men Kelly var ikke færdig med sin hånlige snakken “ jeg er bare et uskyldigt menneske med ingen kræfter og alligevel vil du heller gemme dig” sagde hun og måtte vende sig om for at løbe fra flammerne, men hun var ikke færdig med denne dæmon. Kelly løb alt det hun kunne.
Hun måtte finde et sted hvor flammerne ikke kunne nå hende, men det var næsten umuligt da hun ikke kendte stedet. Kelly hadede sine ben for at havde ført hende til dette forbandet sted. Kelly stoppede op. Det var heldigt at hun var i så god form, hun svagt en hånd glide over sine lommer og sukkede dybt. Hun havde tabt kniven nu havde ikke jordisk chance. Kelly måtte tilbage for finde den. Det gjaldt om liv eller dø, det ville sig Kellys liv eller død.

Akuma valgte at tage kvindens snak som en trussel.
Han vendte sig om og så at hun lød væk fra flammerne.
*Når så du vil leje?* tænkte han svagt og fløj efter hende.
Da hun var flygtet ud på en lille plet hvor der ikke rigtig var nogen træer så valgte han at lande et par meter fra hende.
"Hvad flygter du sådan for er du bange for varmen?" spurgte han med en sindsyg stemme og hovedet på skrå.
Flammerne havde nu omringet dem så hun ville ikke kunne flygte.
Han vendte sig om og puttede sit brændejern ind i ilden.
Da flammerne havde en helt perfekt temperatur så blev jernet klar på et par sekunder.
Han vendte sig om igen med jernet i hånden og gik et par skridt imod hende.
"Når sig mig lille ven.... Hvordan føles det at være på det forkerte sted det forkerte tidspunkt?" spurgte han og lagde hovedet på skrå...

Kelly skulle lige til løbe igen, men måtte stoppe idet flammerne havde omringet monstert og hende, hun havde ikke lige taget højde for at flammerne ville være så hurtige om at nå frem. Hun sank svagt en klump vendte sig om imod dæmonen idet han satte jernet i flammerne. Hun måtte ud af denne knibe, men hvordan. Hun kunne jo ikke lige på magisk vis få vinger og flyve sin vej. Atter fandt hendes hænder ned til sine lomme hvor kniven med pentagrammet skulle havde været, men noget ved dette monster gav hende lyst til at slå den satan ihjel. Hans stemme var som kniv skarpe nåle som borede sig igemmen hendes øregang brændte sig fast. Han var mega syg i hovdet hvis han troede at dette brandjern skulle i nærheden af hende. Et hånligt smil bredte sig over hendes læber “ hvem siger at dette her tidspunkt er forkert?” spurgte med en let hånlig klang. Hvad nu hvis hun havde bestemt sig for at være her. Hun mærkede hvor varmt det begyndte at blive og hun fandt ud hvor våd og kold hun egentlig hvor hun var. Hun fumlede svagt efter sine kaste knive, men ville ønske at hun havde taget nogle andre våben med. Hun sukkede svagt og idet han tog nogle skridt imod hende bakkede hun, men hun måtte stoppe idet flammerne kom for tæt på. Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde en måde hun kunne forsvare sig imod det brændejern. Der måtte være en måde at afskrække ham på eller et andet. Hun åbende igen munden “ det gør du ikke jeg, Har du måske tænkt på at jeg godt kan forsvare mig?” spurgte hun og stemmen havde den samme klang som før.

Akuma gik tættere på og stirede på hende med et sindsygt blik.
"Jeg kan se den frygt...." sagde han kort.
Flammerne kunne nu ikke komme tættere på dem nu da der ikke var flere træer de kunnne bevæge sig med.
Han var nu kun ro meter fra hende.
"Du skal ikke være bange for varmen! Det er den der holder dig i live!" sagde han med en sindsyg stemme og stirrede hende i øjnene.
Hans pupiller var lige nu helt små.

Kelly holdte hans blik hun nægtede at kigge væk, hun var ikke bange for ham, Kelly var ikke bange for noget. Det bildte hun sig i hvert fald selv ind. Hun tænkende stadig så det knagede hun måtte finde en udvej. Kelly var rasende og hun ville ikke finde sig idet. Der måtte være en måde at komme væk, men på samme tid dræbe ham. Hun knyttede sine hænder. Kelly følte sig som et fanget dyr, han var et monster som bare skulle udryddet en flue som skulle klaskes. Hun sprang frem imod ham hun måtte stoppe ham, det var drog vreden som løb af med hende. Hun stoppede drog og fangede igen hans blik. Afstand på to meter var nu kun en. Hun havde fået sig selv stoppet før hun havde gjort noget hun ville fortryde. Hun knyttede igen sine hænder “ HVORFOR GØR DU DET HER?!” det råbte hun og kunne føle sit had og vrede vokse heldigvis var der ingen mennesker her. Inde i hendes hoved bad hun lille bøn om at hun ville komme til at overleve dette her. Hendes vredesudbrud kunne måske gøre det hele værre og tirre dæmonen til at gå til angreb på hende. Hun fandt kastekniven og gjorde sig klar til hans modangreb.

//nu har Akuma udviklet sig (se profiltekst) så han er forandret//
ny påklædning grundet forvandlingen: Se profilbillede med bar overkrop, grå jeans og sorte militærstøvler.

Akuma hørte hendes vrede men tog det ikke som en trussel.
"Jo ser du... Jeg gør det fordi jeg syndes det er sjovt!" sagde han og rakte en hånd imod hende.
Han var hurtig og fik flået masken af hende og tog fat om hendes hals.
Han hævede hende fra jorden.
Akuma stirrede hende i øjnene og hævede brændejernet i hendes hovedhøjde.
"Du skal ikke være bange...!" sagde han med sin sindsyge stemme.
Han skulle til at presse jernet mod hendes hovede...

“NEJ” skreg hun idet masken røg det da den ramte jorden at hun løftede sine hænder og prøvede at få hånden fra væk fra hendes hals, hun ville ikke hun måtte komme fri. Hun bed sig svagt i læben og flyttede hovedet væk. Hendes hjerne arbejde endnu hurtigere end før. Hun vred sig alt det hun kunne. Hun var en smule panisk ingen havde set hende uden sin maske før. Et lyserødt ar gik fra under hendes venstre øjenbryn ned over hendes kind. “ slip mig dit uhyrer” sagde hun koldt hun måtte komme fri. Hun bed tænderne sammen. Hun havde i den frie stadigt kniven. Hun vendte så den vendte rigtigt i hendes hånd, selvom den ikke ville skade ham synderligt måtte det vel gøre ondt. Han ville måske endda slippe hende i vrede. Hun løftede en smule anstrengt kniven og med et hårdt hug jagede hun den ned imod hans hånd. Hun håbede at det ville virke. Hun måtte finde masken og få den på igen.

// hvis du vil se hvordan hun ser ud uden masken kan du kigge i min profil//

"ARRRGH!! skreg han da han fik en kniv ind i sin hånd.
Han slap grebet om hendes hals og tog kniven ud med munden da han havde jernet i den anden hånd.
"Årh din lille!" råbte han og kikkede over på hende.
"DET SKAL DU FÅ BETALT!!!" råbte han og knurrede af hende.
Han svingede jernet imod pigen som om det var et sværd.

Kelly landte på benene hun kiggede sig om efter masken, men den for tæt på til at hun kunne få fat i den. Hun fik øje på brændejernet som med en enorm fart blev svunget imod hende. Hun Måtte unvige, men masken. Hun følte sig helt nøgen uden. Hun kastede sig hen efter masken som praktisk talt lå for hans fødder hun fik fat i den, men stod nu på alle fire med masken i hendes hånd. Hun kravlede på alle fire væk fra ham da hun var kommet på afstand af en 40 cm. Rejste hun sig op og betragtede ham med øjene så kolde som is. Ingen rørte hendes maske uden en kamp " Ingen røre min maske" sagde hun vredt imens hun tog den på. Det var rart at den var tilbage hvor den skulle være, når man havde haft den på så længe som hende var det næsten som del af hendes hud. Det var ikke noget man sådan lige kunne få af. Hun knyttede sin hænder endtil hendes knoer blev helt hvide. Hvis det var en kamp han ville have så var det en kamp han ville have skulle han få det. Selvom tingene ikke var det hendes fordel ville hun ikke give op. Det var bare noget hun aldrig gjorde.

Akuma så underligt på kvinden.
*En maske...* tænkte han og vendte det vide ud af øjnene.
"Når så ingen må røre din maske" sagde han flabet.
*Og hun knytter næverne! Hvor sødt!* tænkte han.
"Okay en nævekamp? Det ville være mig en ære!" sagde han mens han smed jernet fra sig og slog pigen lige på siden af ansigtet med knyttet næve.
Efter slaget sendte han et knæ i hendes mave.

Hun blev stående og nået overasket idet hans smed jernet på jorden, det så en smule ud som om at han ikke havde kunne unværre det. I et stykke tid troede hun at han ville give op, men det var lige end til at slagene begyndte al hagle ned over hende først i hovedet og så i maven. Hun knækkede sammen faldt til jorden. Hun måtte op igen, hun rejste sig smule besværet op og gjorde klar til at gå til angreb. Hun overvejede hun skulle prøve få fat i jernet som han smidt på jorden. Hun kunne vel bruge som form kåre. Kelly gik nemlig til fægtning og var ret god til det. udover det løbede trænede hun næsten hverdag. Hendes krop var veltrænet. Hun begyndte drillende at gå rundt om " Du er syg i hovedet hvis du synes det er sjovt" sagde hun hendes stemme var kold og spottende. Han virkede anderledes end andre dæmoner hun havde mødt. Hun følte sig på måde tiltrukket af ham. Ikke ham som sådan, men hans styrke var enorm og hun havde aldrig set noget lignede. Det var det skræmte hende hvorfor følte sig tiltrukket af noget så afskyligt. Han dræbte uskyldige og intet anede mennesker for sjov. Han var et monster. Hun gik stadig i cirkel omkring ham " og alligevel er der noget over dig" afsluttede hun og bed sig selv læben hun måtte aflede hans opmærksomhed fra Brændjernet. Det var alt afgørende hvis hun skulle have en chance imod ham. Hendes blik var rettet imod ham imens hun stadig forsatte i sin cirkel.
Han var så utrolig ligeglad det halve kunne være nok. Hun trak vejret tungt imens hun gjorde klar til at der skulle komme et angreb. Hun rettede sig op tog hatten af smed den, nu hvor han set hende uden masken tog hun også den af. Hun ville ikke have den gik i stykker og især ikke nu hvor hun ingen andre havde. Han den første som havde set hende uden masken som holdte hende ar skjult. Hendes hår hang blødt ned over hendes skulder.

Akuma blev ved med at holde øjenkontakten med hende da hun gik rundt om ham.
*Prøver hun på at gøre mig runtosset?* tænkte han og fulgte hende med øjnene.
Han tog hendes ord som en kompliment.
"Det er godt regnet ud at jeg er sindsyg..." sagde han og holdte øjenkontakten.
Men hende sidste ord forvirrede ham.
Istede for at snakke med hende så sparkede han benene væk under hende så hun lå for hans fødder.
Han bukkede sig ned og så hende i øjnene.
"Men hvad er det der er over mig?" spurgte han.

Hun grinede koldt, men kom til bide sig læben idet han spændte ben for hende, som om hun ville fortælle ham at det var hans styrke og udholdenhed og at han var totalt Badass som endda var syg i hovdet, som fasinerede hende. Hun kiggede stædigt op i hans øjne " jeg vil heller død end fortælle dig det" sagde hun koldt hun var ikke så langt fra hans brandjern hun starkte sin arm så langt hun kunne imen hun holdte stadig hans. Hun måtte få fat i den. hun smilede koldt idet hun kunne mærke det kolde jern imod sine finger.

Akuma så kort over på hendes bevægende arm.
Og det var nok til at regne det ud.
*Hun vil altså gøre mig ondt?* tænkte han og smilede.
Da hun havde fat i jernet trampede han på hendes hånd og lod foden blive.
Han så sindsygt i hendes øjne.
*Du vil hellere dø siger du?* tænkte han kort.
"Det kan vi også arrangere..." sagde han og satte klørene for hendes hals.