How did it come to this - Procella

Tid: Lidt efter midnat
Sted: Wicklow, Irland
Omgivelser: Folk er hjemme under deres dyner i den lille by og der er tomt i gaderne overalt, bortset fra pubben.
Vejr: Kold vind, med himlen delvist dækket af skyer.En skarp vind, vinteren er tydeligvis på vej.

Wilith trådte ud af lufthavnen med et melankolsk blik i de store grønne øjne. Hun prajede en taxa, med et fraværende blik. Den satte hende af ved hendes tilholdssted i Irland, hendes safehaeven, en stor villa i lyse farver. Hun boede der sjældent og selvom den var stor og smukt indrettet var det ikke noget der interesserede hende. Den var bare et sted hun hvilede når solen var på himlen, et sovested hvor hun havde noget tøj, lidt blod og en bil. Det var dog kun bilen hun skulle bruge nu og med et træt blik satte hun sig ind i den med kursen imod hendes fødeby.
Wicklow, hendes familie, de var så tæt forbundne igennem af århundrede vis af minder og mange generationer af mennesker.
Hendes behov for at se hendes familie var nærmest en fysisk smerte som ikke bare gik væk ligesom smerte plejede. Den forsvandt først når hun havde set dem igen, børnene der levede uden at vide hvor heldige de var. De kunne leve helt normalt, med deres forældre, med smerte og kærlighed og blive gamle og til sidst fredeligt sove ind.
Det ville være svært for et menneske at forstå hvorfor hun misundte dem, og hun kunne næsten ikke selv forklare det, men hun misundte dem deres liv, det liv der var menneskets fødselsgave.

da hun senere på natten rullede ind i den nattemørke landsby standsede hun ved parken og gik langsomt over imod det hus som hun vidste at de boede i.. dem, hendes familie, nogle af hendes hendes tip-tip-tipoldebørn og deres børn. Hun klatrede op af muren som en edderkop, op til første sal hvor hun med sit stærke nattesyn hurtigt fik øje på dem lille pige, hun måtte være omkring 10 år og hendes øjne blev endnu mere triste da hun så hvor meget pigen lignede hende.
Den samme lille næse, det samme uregerlige hår og ud fra billederne at dømme også hendes forfader Victorias øjne, og hun tillod sig selv et øjebliks følelser der rullede over hendes ansigt som bølger imod klipperne. Med en snert af magi åbnede hun vinduet og lod en lille plyskanin svæve hen til pigen, hun følte sig enormt blød og svag, så hun lukkede hurtigt vinduet. Hun var 300 år, hun burde være mere vant til at håndtere blødhed.
Lyden af en motor vækkede hendes opmærksomhed, der var ingen biler på dette tidspunkt af natten, fulderikkerne gik hjem og resten af byen sov... det var unaturligt. Hun gav staks slip på vinduesrammen og dumpede elegant ned i forhaven med sammenknebne øjne. Lige siden mødet med jægeren havde hun været meget mere på mærkerne end ellers, og når det så endda gjaldt hendes familie s hellere bekymre sig en gang for meget end en gang for lidt.. senderen i hendes gav hende en grim forudanelse om hvem det kunne være der tøffede rundt i den stille irske landsby om natten...

Procella var rasende. Det var faktisk nok en underdrivelse. Året underdrivelse. Turen på vej i flyet havde været meget nervepirrende, og samtlige stive timer havde hun været ved at slagte samtlige folk i økonomiklassen. De var døde et par gange eller hundre...mindst. I hendes tanker.

Bilen hun sad i var en udlejningstingest. og halvdelen af hendes arsenal havde hun efterladt. Pokkers til besvær det var at skulle bestikke og lyve sig vej frem. Med hele verden i konstant alarmberedskab over for terror var hendes våbensamling skrumpet ind til det næsten grædefærdigt latterlige. Det forhindrede hende dog ikke at slippe alt hvad hun havde i hænderne da mobilen gik af. Victoria havde forladt øen.

Det havde ikke taget længe at finde hende. Hu var i hendes sanser efter deres sidste møde. Victoria duftede stadig...grønt. Vådt græs, krydset med den underliggende mørke duft af drab og blod. Hvor længe siden var det at Victoria havde taget et liv?

Procella havde set vampyren på afstand. Betragtet hvordan Victoria søgte, men uden selv at vide hvad hun søgte efter. Hun havde ikke hørt børnene. Hun havde lugtet dem. Mennesker. Duften af uskyld. En havde vidst ikke børstet tænder. Hendes sanser fangede den svage fært af kakao. Det satte hende i omdrejninger.

Samtidig med at Victorias fødder ramte græsset, blev hun nærmest smadret op af muren. Procella naglede den unge pigekrop fast med sin egen. Hendes ansigt blev ført en håndsbredte fra vampyrens øre.

"Do you have ANY idea how much of a pain you are in my fucking ass these days? Falling into old patterns Victoria? I will rip your cold dead heart from your chest with my bare hands before i let you taste those kids. Do you understand? Sccchhh....dont speak. Just nod"


Stemmen var kold. Så kold at man kunne brænde sig på den. Hvilket i sig selv egentlig var et underligt sprogbillede at bruge, men tøris var nok egentlig en meget korrekt definition. Den lave hvisken var kold. Uhyggeligt kold. Procellas øjne glimtede svagt i nattemørket og de var komplet frarøvet nåde. Dette var ikke en jæger der var parat til at lytte til dårlige undskyldninger eller længere forklaringer.

wiliths grønne øjne var til at starte med spærret op i overraskelse over angrebet, men da hun indså hvad kvinden troede hun havde været ved blev hende øjne i stedet spærret op i rædsel. Hun ville aldrig drikke fra børn, og da slet ikke hendes egne tip-tip-tipoldebørn! Bare tanken var afskyelig. Hun prøvede at sige noget men kunne ikke presse noget luft ud igennem hendes luftrør og hun blev nød til bare at nikke. Det var vel forståeligt at kvinden blev så oprevet over en vampyr så tæt ved menneskebørn, hun kunne jo ikke vide at Wilith var i familie med dem. Hun pegede bestemt over imod postkassen der sad ude ved vejen hvor der stod familiens navne. fem navne var der på postkassen, alle med efternavnet McRian, men hun regnede bare med at kvinden ville tro at det var en afledning. Det ville det også oftest..

Derefter rev hun sig fri af kvindens hårde greb for nok var kvinden stærk, men efter 300 år var vampyren stærkere end hvad end jægeren var.
Hun holdt hånden imod halsen som hun kunne mærke at hendes hals fik det bedre, for kvinden havde holdt så hårdt at det var gået ud over hendes luftrør.
"Jeg har ikke rørt hende og det vil jeg aldrig, jeg sværger på mine forældres grav."
Hun vidste præcis hvor sande de ord var. Hun længtes efter at stryge barnet der lignede hende over håret og at se dets øjne lyse op ved synet af hende, men det ville aldrig ske. Hun kunne aldrig røre barnet... Og barnet ville aldrig vide at der engang havde eksisteret en ved navn Victoria McRian.
Hendes øjne var store og kede af det da hun så op igen, der var flere hundrede års savn i dem, men samtidig også en voldsom frygt som pludseligt havde skyllet ind over hende. Nogen kendte placeringen for hendes familie. Hun frygtede ikke for sit eget liv, hun ville overleve, men hendes familie.. de ville aldrig vide hvad der var efter dem..
"Jeg sværger.."
Ordene rev hende midt over indeni.. Hun havde efterladt sit eget spædbarn så snart det var født, for der gik ikke langtid inden at hun blev forvandlet.. Og ind i den skumle verden som hun selv trådte ind i det, der kunne hun ikke tage et barn med ind i.. Så barnet voksede op uden en mor, som hendes søstres barn..

Jægeren stod et langt sekund. Til sidst smuttede hendes øjne kort ud til siden. Der kom en rynke mellem hendes bryn, og hun drejede hovedet en brøkdel og lod sit blik hvile på postkassen til dert sank ind hvad der stod på kassen. Procella vaklede et enkelt skridt bagud da Victoria spændte tilbage og pressede sig bort. Det var nok mest lykkedes hende fordi Procella var blevet så distraheret.

Her...what? Great...great...greatgreatgreat something?

Procella så lidt ærgeligt på Victoria imens gassen begyndte at give langsomt ud af hende

"...i thought you told me they where all dead?"

Procella var lige ved at pruste hånligt af sig selv da hun hørte den sure og sårede undertone i sin egen stemme. Hvornår fanden var hun begyndt at bilde sig ind at monstre - uanset indpakning - var til at stole på?

"What the hell are you doing here McRian?"

Hendes stemme var dæmpet. Hun ville ikke vække de sovende folk i huset, og det havde larmet rigeligt da hun havde leget rambuk på vampyren.

"Mine forældre er døde og det er mine søstre og bror også.. Men vi har alle efterfølgere.."
Hun så ned i jorden og stod som en skamfuld skoleelven der var blevet snuppet i at snyde, havde ikke rigtigt lyst til at fortælle om hendes barn, et uægte barn, født uden for ægteskab. De var hendes hemmelighed, en som hun næsten skammede sig over. På hendes tid var sådan noget slet ikke noget som man talte om, og den mentalitet var ætset ind i hendes sind. Alligevel løftede hun hovedet og så kort på jægeren, før hun løftede hovedet op til vinduet på første sal. Hun følte at hun blev nød til at vise kvinden pigen der lignede hende, hendes tip-tip-tipoldebarn.
"Der er noget jeg vil vise dig... Stol på at jeg ikke vil skade dig..."
Hun ville ikke bede om mere, at bede jægeren om at stole på hende var nok lidt for meget i denne situation. Hun rakte hånden ud imod kvinden for at sige at hun skulle tage den, hvis hun gjorde det, ville det gøre det hele meget nemmere for vampyren.. så kunne hun nemmere hæve dem begge op i luften, uden at anstrenge sig alt for meget.
"Jeg vil ikke bede dig om at stole på mig, for det ved jeg at du ikke vil.."
Wilith sendte kvinden et trist smil og skiftede vægten på fødderne..

"Jeg blev nød til at se hende, se dem... Jeg misunder dem deres liv, deres lys... Deres dødelighed.."
Hun var lige nu hudløst ærlig, for nu hvor jægeren vidste om hendes familie så var det vigtigt at hun også forstod omfanget af vampyrens kærlighed til de levende. Forhåbentligt ville det overbevise hende om at familien ikke var noget man skulle bruge imod vampyren. Hun ville uden tøven ofre sit liv for et af børnenes og hendes grønne øjne virkede så skrøbelige som glas i nærheden af familien. Hun var rigtigt sårbar, for første gang. På øen var der kun en der betød noget for hende og han kunne passe på sig selv, men her.. de levede det liv, der blev frataget hende.. De var hendes liv.

'Vi har alle efterfølgere'. Oh the irony. Procella gned sig hen over ansigtet med et suk

"vise mig? Stole...på dig?"

Procella følte en pludselig trang til at grine hysterisk. Hvad fanden var der med folk og tillid i de her dage? Ordet blev kastet til højre og venstre som var det korn til selvfede gråsspurve. Hun rakte tøvende ud efter Victorias hånd og lagde til sidst sin hånd i vampyrens.

"If you breathe funny..."

Hun lod truslen hænger i natteluften mellem dem. Der var ingen grund til at gøre den færdig. Victoria burde være klog nok til at vide kvinden ikke var hjælpeløs, og bestemt en faktor at regne med, selv uden stage parat i hånden.

Procella trådte modvilligt helt ind til den unge pige. Det føltes...meget...forkert. Hun rømmede sig for at skjule sin utilpashed.

"So...are we gonna be jumping, running, flying or whatever it is you do...or you just wanner stand here and hug all night?"

Hviskede hun en smule spydigt. Hun fangede de grønne øjne ind med blikket. Trak Victoria ind og holdt hende fast.

"My offer still stands Victoria...just say the word. Ill end it if you want me to"

En underlig blidhed havde sneget sig ind i hendes stemme. Det rystede faktisk Procella i hendes grundvold.

What the hell?! Dont go mushy on me!

"Jeg ved det.. så spidder du mit hjerte på en stage.."
hendes smil blev pludseligt bistert og hun rakte den venstre hånd ud som ikke holdt fast i kvinden og så fraværende ud i nattemørket. Hun hævede langsomt dem begge op i luften, uden at ligge mærke til at hun holdt vejret. Da hun fandt ud af det fordi at hun skulle til at sige noget trak hun vejret dybt ind så dæmpet som muligt. Jægeren havde vist sagt et eller andet om at hun skulle lade være med at trække vejret underligt..
"Hug you? Oh no.. i think that is a bad idea with you temper.."
En klar latter flød ud i den kolde nat og hun dæmpede sig hurtigt for de nærmede sig den lille piges værelse.Vinduet var som et spejl ind i en anden verden for Wilith. Pigen lignede hende så meget. Det ville Procella nok også kunne se. De havde samme hår, samme næse, lidt samme ansigt.. Og de få gange Wilith havde set pigens øjne havde de mindet om hendes.
menneskepigen havde vendt sig imod vinduet, stadigt sovende nu krammende det plysdyr som vampyren havde placeret ved hende og ømheden var tydelig at se i hendes øjne. Den pige.. der var ikke noget som hun ikke ville gøre..
"Hils på min tip-tip-tip-tipoldedatter.."

Det var underligt at sige sådan noget, hun havde tænkt det så mange gange, men rent faktisk at sige det.. til nogen, til et halvmenneske.. havde nogen sagt at hun ville gøre sådan noget for bare en måned siden ville hun have flået deres hoved af for bare at vide noget om hendes familie..
"Jeg vil ikke dø endnu.. Jeg har stadigt ting at gøre.. Men om et par hundrede år ser jeg min sidste solopgang.."
hendes stemme var stille og hendes store øjne var som klistret fast til den lille pige. Inderst inde var hun bange for hvad hun lige havde sagt, at hun ville begå selvmord, at hun ville gå ud i solen og brænde op. Men hun vidste at til den tid var hun træt af det her cirkus og der ville hun bare have fred.

Procella knurrede lavmælt af vampyren, men kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet selv. Hun klaskende en hånd over Victorias mund for at kvæle latteren

"Shut up...youll wake her..."

Skændede hun hviskende og fjernede hånden igen. Hun betragtede den lille pige i sengen og sukkede. Hendes øjne klistrede sig til de fine små træk.

..what is my child gonna look like? Mummy, or daddy?

Tanken fik hende til at skære en grimasse. Det var en for syg tanke at have i sit hoved. Pervers. Der var forskel på at en nat og et forhold. Han havde end aldrig røbet om han faktisk elskede hende, eller om det hele var en del af hans twistede leg.

"By then its too late. Im not gonna live forever Victoria. Im not immortal like you. Just know that im here...okay?"

And in a moment we will eat candyfloss and braid eachothers hair! WHAT THE FUCK IS WRONG WITH ME?!

Det var anden gang i løbet af meget kort tid at jægeren havde overrasket hende og overraskelsen spejlede sig i hendes øjne da hun så med et løftet øjenbryn på kvinden.
Hvem skulle have troet at hun var så glad for børn... Det var ikke et normalt træk for dusørjægere, men okay, kvinden her var jo tydeligvis heller ikke hvilken som helst dusørjæger. Hun rystede hovedet og fik på den måde fjernet hånden.
"Jeg havde lige født da jeg blev forvandlet, mine søstre måtte opdrage mit barn... Vil du love mig aldrig at nævne min familie for nogen? Der må ikke ske dem noget. Jeg vil gøre hvad som helst."
Hendes grønne øjne hang stadigt ved pigen og et lille smil listede sig over hendes ansigt over plysdyret som hun krammede i søvnen. Hun ønskede så højt at det var hende der lå der med hendes barn... Men hun var død for så længe siden... Det gjorde stadigt ondt inde i hende når hun tænkte på den datter hun aldrig kom til at kende. Hun lå begravet med sine bedsteforældre og Wilith havde ikke tal på de gange hun havde stået foran gravene og ønsket at hun kunne græde for at få udløst knuden i brystet.

"Det ved jeg... Og jeg sætter pris på det, det gør jeg virkelig, men jeg er ikke klar til at dø."
Hun så kort på kvinden og tristheden i dem havde vokset sig mere markant. Det var underligt og lidt skræmmende at stå og snakke om sin anden død som om at det var noget så normalt, som hvem der skulle køre hjem. Hjem, det mindede hende om tiden, der var heldigvis stadigt et par timer til solopgang, men kun omkring 3-4... Hun blev snart nød til at forlade barnet, hvis hun ikke ville møde solen i utide.

Procella så på Victoria med påtaget rædsel i blikket

"Oh no you dont. Please tell me you didnt fuck the little rich kid, just so you could escape the flames?"

Hun vred sig en smule

"Its getting kinda creepy starring at the kid. Im feeling like a pe...erhm...come on...lets leave..."

Det føltes en smule antiklimatisk. Hele vejen til Irland hvor hun havde psyket sig op til en kæmpe konfrontation, og så stod de og gloede på børn. Hun sukkede. Det her var en dårlig ide. Hun havde haft hovedet under armen.

I gotta learn how to think...

"Han gav mig ikke ret meget et valg.. Men han kom til at bøde for det senere.. Som nyfødt er ens følelser mange gange kraftigere end normalt, så mit had blev mange gange stærkere, og jeg har altid været en impulsiv vampyr.. Men hvordan kender du noget til ham?"
Hendes øjne flammede kort op med en kold ild der med alt ønsket tydelighed viste at han ikke var kommet levende ud, da hun fik fat på ham. Hun havde lade ham se hvad der var ved at ske, havde nydt hans frygt for hun havde dræbt ham. da lyset forlod hans øjne havde hun med et stort smil set ned på ham og var derefter forsvundet fra Wicklow. Et lille bistert smil brød over hendes ansigt ved mindet. Han kunne bare lade være med at være så interesseret i andre piger, end hans forlovede.. På det tidspunkt var Victoria stadigt bare en bondepige og hun havde slet ikke tænkt over ægteskab.. Han ville jo heller aldrig gifte sig med hende, det vidste hun jo.. han skulle jo giftes efter sin stand, eller med en eller anden rig købmandsdatter... Victoria var bare underholdning som desværre gik hen og blev gravid..

"Jeg har aldrig fortrudt at jeg dræbte ham, det eneste jeg har fortrudt var at det ikke var mere smertefuldt for ham..."
I Det øjeblik var det tydeligt at hun på igen måde var menneske, selvom hun for det meste prøvede at skjule det bedst muligt for det mindede hende om en mindre heldig del af hendes eksistens.. Dengang hvor hun var gået amok og havde rendt rundt i 100 år uden styr på sig selv og monsteret. Der var Victoria låst langt væk og monsteret regerede i hendes sind. Nu havde de heldigvis byttet plads.

Hun strakte den ene arm ud til siden og med et sidste blik imod den lille pige svævede de hurtigt ned imod jorden. Wilith vidste at hun snart skulle tilbage imod hendes safehaeven for dagen, for hvis hun ikke nåede det så ville hun være på skideren.
"Har du et sted at være her? eller var det bare en hurtig, impulsiv tur efter din mærkede vampyr? "
Der hentydede hun tydeligvis til her i byen eller i omegnen og ved den sidste sætning glimtede hendes øjne surt men det forsvandt da hun bukkede hovedet og slap kvindens hånd som de satte fødderne på græsset igen. Wilith begyndte stadigt med dukket hoved at gå over imod havelågen for at fortsætte over imod hendes bil, en sort Chevrolet Camaro med havde tonede ruder, med gardiner ved de bagerste sæder hvis det gik helt galt engang.
"Jeg bliver nød til at komme tilbage til mit hus.. daggry er om et par timer.."

Procella så opgivende på Victoria og langede hende en blød dumflad i baghovedet

"Seriously. You cant say stuff like that. Then i need to kill you. You cant talk like a killer come on. Work with me here"

Hun sukkede tungt

"Guess you felt pretty stupid huh? Giving up your virginity, and then the church storms ind? Cant blame you for hating the bloke..."

Procella fandt vægten på fødderne da hun blev stilt på egne ben igen. Hun sendte Victoria et svidende og samtidig ærgeligt blik.

"Shut up...ill sleep in my car..."

Det blev sagt uden den store begejstring. Vejret i Irland var generelt ret mildt, men mildt var stadig et spørgsmål om gradbøjning. Det ville stadig blive omkring frysepunktet, og med blæsten ville det føles endnu koldere.

i did not think this through...at all!

"Han var et svin, lige som så mange andre andelsmænd på den tid.. regnede med at de kunne misbruge piger som de ville uden at hævnen kom.. Ham her fik sig noget af en overraskelse.."
Et stort bredt smil lyste hendes ansigt op og hun så muntert på jægeren. Hun vidste godt at hun nok burde droppe emnet men det føltes godt at fortælle en om hendes hævn over adelsmanden..
"Jeg følte mig dum, ja.. men frem for alt var jeg vred... Og skammen resulterede bare i mere vrede..."
Hu vendte sig ved havelågen da hun nede derover og lænede sig op ad dem med ryggen imod metallet og så med et drillende smil på Procella uden at tage sig af hendes tone. Hun havde altså haft ret.. Det havde været en hurtig, impulsiv tur fordi at vampyren pludselig ikke længere var der hvor hun burde være.

"Så jeg havde ret.. Du løb afsted imod flyet fordi at den lille vampyr gjorde noget uforventet.. Hvis du ikke vil sove i din bil... så har jeg et hus?"
Det var måske ikke en god ide at lukke kvinden ind i huset men fordi at kvinden havde fulgt efter hende hele vejen til Irland så følte hun heller ikke helt at hun bare kunne efterlade hende her.. Hun måtte bare tage nogle ekstra forholdsregler.. så som våben nær sengen, alarmer og lignende. Kvinden skulle ikke have lov til at overraske hende mens hun sov! Det ville være for irriterende.

Dont! She is so gonna eat you!
- well...its warmer than the car?
How warm am i gonna be if im dead?
- she could have killed me a million times now
Aw come on! You are so stupid!
- I call it...carefully entertained
STUPID
- WARM!

Procella strøg frustreret en hånd gennem håret

Your gonna do it...aw man...just forget it!
- Bah...

"Well...du er lidt blevet mit ansvar ik...så jeg blev jo ligsom nødt til at finde ud af hvad fanden du lavede. At lade dig leve komme med et ansvar. Og helt ærligt så er der nogen derude der ville tro jeg har mistet forstanden hvis de fandt ud af jeg havde ladet dig leve...eller hvad man nu skal kalde det du gør..."

Brummede hun. Hun ville ikke få lukket et øje. Men i det mindste ville hun - hvis heldet var med hende - være...varm...

"Så nu er jeg dit ansvar.. Heh jeg vidste ikke at jeg havde behov for en beskytter.."
Hun grinede skævt og så på kvinden inden hun svingede havelågen op og trådte ud på fortovet. Hun bevægede sig med en vampyrs ynde, som intet menneske ville kunne gøre sig nogen forhåbninger om at efterligne, men eftersom kvinden bag hende ikke var helt menneske og derfor bevægede sig med noget af de overnaturliges ynde, så var Wilith ikke i tvivl om at hun kunne blive en god danser. For sjov forstillede hun sig jægeren som danser og et bredt grin lyste ansigtet op, men hun blev nød til at bide sig i læben for ikke at grine højt. procella som danser, nogen af et show.. Hendes øjne glimtede af latter da hun så tilbage på kvinden uden at ville afsløre hendes fjollede billede.

Hun kunne stadigt ikke alde være med at grine fjollet da kvinden snakkede om at lade hende "leve".
"Jeg ville kalde det at leve, for jeg går stadigt rundt, laver stadigt valg, sørger stadigt og elsker stadigt."
Ved de sidste ord vente hun øjnene væk og et endnu bredere smil for over hendes ansigt og for enhver der havde set forelskede teenagere ville kunne genkende det. Det var så tydeligt men efter hun havde virret med hovedte en gang så var det generte, forelskede smil væk igen og hun var nået hen til hendes bil.
Men en hånd trak hun døren op til førersædet og så over på kvinden med et smil.
"Så du kommer med hjem.. Glimrende.. Jeg har vist et gæsteværelse som du kan bruge. Du kan bare bestille den mad du skal have.."

Procella skulede efter Victoria og overvejede at gøre et eller andet tåbeligt. Hun bøjede sig hurtigt og samlede en sten op. Hun vægtede den i hånden et par gange før hun sendte den med stor kraft mod vampyren. Hun kunne ikke lade være med at grine dumt da det høje *smock* lød gennem natten. Hun vidste godt hun var enormt barnlig lige nu.

Procella halvløb op på siden af Victoria og sendte hende et flabet grin

"Whaaa?"

Hun slog uskyldigt ud med armene i en *it wasnt me* gestus. Hvilket var lidt komisk i sig selv da det jo for pokker ikke kunne være så mange andre!

"Mad lyder...ganske fantastisk"

Hun skar kort en grimasse

"Så længe du ikke forventer jeg joiner din særlige kostplan...so grose..."

Hun gøs med væmmelse

"Av altså! hvad skete der med respekt for de ældre igennem tiderne!?"
Wilith kunne ikke lade være med at spille lidt med på den og hendes grin var stort og ægte. Det havde ikke gjort voldsomt ondt på hende og noget sår ville der ikke være at se. Stenen havde dog ramt hårdt nok til at rive hul på hendes hud, ikke noget at bekymre sig om, men den havde stadigt trukket blod. Det i sig selv var nok til at mange andre vampyrer nok ville blive lidt anspændte i deres udtryk. Hendes grønne øjne var glade men hun svang sig uden nærmere ord ind i bilen og smækkede døren efter sig. Bilen havde været dyr, så meget var tydeligt, men hun havde jo også en del penge nu.. Eller teknisk set var det vel hendes skabers... Hun rullede vinduet ned og stak hovedte ud til Procella.
"Bare rolig, jeg har ingen planer om at gøre dig til en sanguiner.. Du ved de der menneske freaks der har tvangstanker og bilder dem selv ind at de har et fysisk behov for blod.."
Det var tydeligt hvor meget afsky vampyren nærede for dem. Ingen vampyr ville finde det godt eller bare interessant, de fleste ville enten se det som dumt eller som en hån imod vampyrer eller menneskerne selv..
"Følg efter mig.. vi burde være der om ca en time hvis vi kører til."

Hun bakkede med øvede bevægelser ud på den stille vej og blinkede til kvinden ud af ruden, før hun trådte på speederen. Den sorte bil strøg imod enden af landsbyen som et sort lyn i natten og Wilith nød farten som fik det til at bruse i hendes blod. Fart havde altid været en af hendes svagheder.
Det tog dem ikke meget mere end tre kvarter at nå udkanten af den lidt større by som Wilith ejede et hus i. Selve huset var i viktoriansk stil, hvid malet og så meget normalt ud.. Bortset fra tykke gardiner dækkede alle vinduerne for at forhindre noget sollys i at trænge ind i huset. Hun parkerede sin Chevrolet i garagen og trådte med elegante bevægelser du af bilen mens hun ventede på at Procella parkerede. Nede fra garagen gik der en gang op til huset så hun ikke blev nød til at forlade huset hvis hun skulle nå ned til sin bil i et nødstilfælde. Den var at tykt metal og med fingeraftryksscanner for vampyren vidste godt at det ville være for nemt for folk at snige sig op i huset af den vej, med mindre at der var lidt ekstra sikkerhed..
"Velkommen til mit hus.. well, et af dem..."

Da Procella stod ud af sin udlejningsbil skævede hun til Victoria

"Du er en fucking blærerøv at du ved det. Prøver du at måle pikstørrelser her? Du har vundet! Jeg giver fortabt"

Ih her er vel godt...gæstfrit...

Procellas blik havde ubevidst indsamlet et væld af informationer omkring kameraer på grunden og ledninger trukket til alarmsystemer. Hun smuttede ind af døren og stod og trådte sig selv lidt over fødderne i den store hall imens hun stirrede rundt

..this is hell...just like with Wick...i cant touch anything...ill break the shit...and its more than my car...

Hun skævede bagud på Victoria med et sigende blik

"Man har kun den sjov man selv laver.."
Hun så godt Procellas blik men sagde ikke noget til det til at starte med. i stedet gik hun op for at åbne døren med hendes fingeraftryk. Hun vidste godt at det nok ikke var så behageligt med de mange kameraer men i løbet af 300 år skaffede man sig fjender overalt.. Også var der jo også bare dusørjægerene som var fjender ganske automatisk. Dem behøvede man ikke engang pisse af, det gjorde man allerede første gang de fandt ud af at man eksisterede.. Hvor ofte havde hun ikke måtte ligge øre til at hendes eksistens var "en hån mod naturen" og alt muligt andet pis. Hvis hun var det hvordan i alverden var vampyrerne så opstået og hvorfor eksisterede de så stadigt. Naturen plejede selv at skaffe sig af med de uønskede.
"Jeg ved at der er meget sikkerhed, men du burde også vide at vampyrer altid har en del fjender efter et par hundrede år. Og når vi sover om dagen er det ikke sjovt at blive overrasket af en eller anden tilfældig asshole der vil spille helt eller se hvor godt vi brænder."

Da de nåede ind i husets stue mindede det ikke ret meget om den kraftigt beskyttede garage og den overvågede grund. Herinde var huset møbleret i en tilsvarende victoriansk stil og der var noget hjemligt og hyggeligt over det.
"Lige en advarsel.. Hvis du træder ind på mit værelse så vil jeg vide det lige så snart din fød rører gulvet. Og jeg bryder mig ikke om at blive vækket.."
Hun smilede et lille smil der var køligt, men ikke koldt for hun mente ikke rigtigt noget ondt med det.. Det var bare en advarsel så hun havde en ide om hvad hun gik ind til hvis hun besluttede sig for at smutte ind på vampyrens værelse i dagtimerne. Så meget stolede hun heller ikke på jægeren.
"Som sagt, bestil den mad du vil have eller tag ned i byen for at hente den hvis du vil. Eftersom du er min gæst betaler jeg."
Vampyren smed sin hættetrøje i en af de antikke sofaer, før at hun selv smed sig i den og så op på kvinden. Hendes krop var spinkel og man kunne tydeligt se musklerne under huden i den slanke pigekrop. Hun var bare klædt i en tanktop og et par mørke jeans og lignede bare en normal teenager.

Procella hævede et øjenbryn med et skævt lille smil om munden

"McRian...jeg kan helt ærligt med hånden på hjertet, informere dig om at du ville være det kønneste stykke brændsel jeg havde haft æren af at varme mig på"

Truslen omkring værelset tog hun ikke rigtigt til sig. Hun ville nok egentlig prøve bare fordi det nu var blevet en udfordring. Ikke for at slå hende ihjel, men bare for at se om det var muligt for hende at liste sig ind på hende imens hun sov. Det burde hun kunne

"Flot - hvordan pokker vil du have jeg skal komme ind igen hvis du ligger og bobler og jeg skal bruge dine fingre for at komme ind? Det bliver noget forbandet svineri hvis jeg skal tage dem med mig. Har i ikke noget menneskeføde i det her hus? Der må da være folk der kommer og gør rent og passer haver og sådan noget?"

Hun så sig lidt rundt i rummet. Hun passede ikke ind. Overhoved. Det gjorde pigens hættetrøje så heller ikke. De forskellige stilarter skreg mod hinanden i protest

"Det tager jeg som en kompliment."
Hun grinede tilbage, kunne ikke rigtig blive fornærmet eller nervøs over at være det kønneste stykke brændsel. det var jo en kompliment på en eller anden måd eog hun kunne ikke lade være med at smile over det.
"Du kan komme ud og ind af porten ved hjælp af en nøgle bare lad være med at træde på græsset.. der gemmer sig mange mindre behagelige ting..hm.. der må vel være et eller andet menneskeføde her i huset.. ellers kan jeg skaffe noget.. jeg har jo rengøringsfolk, de kan vel komme med et eller andet hvis jeg spørger pænt og betaler.."

Vampyren rejste sig langsomt op igen og gik ud i det næsten ubrugte køkken. Hun havde vist prøvet at lave mad, men måtte hurtigt indrømme at det ikke var en af hendes kompetencer.. Ting brændte bare automatisk på når hun legede med mad. Lidt sørgeligt egentligt, men okay.. det var heller ikke lige fordi at hun havde brug for at lave mad.
I køleskabet var der nogle pandekager og lidt marmelade, og det fik vampyrens øjenbryn til at løfte sig undrende. Hun kunne virkeligt ikke finde ud af havde i alverden det lavede her, men hvem end der havde stillet det der måtte hun huske at give en bonus.

Hun tog pandekagerne og marmeladen ud og stillede dem på køkkenbordet med øjenbrynene hævet i en undrende grimasse.
"mind mig om at give hvem end der har stillet det her en bonus for at være forberedte på det uforudsigelige.."
Selv placerede hun sig på en barstol og så ud til at havde det glimrende i det moderne køkken, ligesom i den victorianske stue. hun kunne jo ikke selv spise noget, og hun var ikke sikker på om kvinden overhovedet ville spise det men hun ville alligevel vente herude for høflighedens skyld.

Pancakes? Damn...it have been...forever?

Procella kastede sig over maden med en grådighed der kom bag på hende selv. Hun flåede stykker af kold stegt dej fra hinanden og proppede dem i munden, som havde hun sultet i flere dage.

What the fuck is wrong with me? This is embarrassing!

Hun sendte Victoria et halvt undskyldende blik imens hun stoppede i munden

"do you ever...you know...eat? Like...uhm...real food?"

Mumlede hun, nærmest komplet uforståeligt. Hun blev nødt til at stoppe med at proppe i hovedet da maden klumpede sig sammen i halsen på hende. Hun havde brug for noget at drikke. Hun slog let på brystet i lidt naivt forsøg på at "slå" klumpen ned. Hun gik i et par lange skridt over til køkkenvasken og drak direkte fra hanen

"Uhm...sorry...im just soooo....hungry? I dont know...im usually much better behaved...i just..."

Hun vendte rundt og tørrede munden med bagsiden af hånden. Duften af pandekager fik hendes mave til at knurre

Gotta...eat...

Hun hastede tilbage til tallerkenen og begyndte at spise igen. Der var et nærmest desperat udtryk i ansigtet på hende.

"No, i don't.."
Udtrykket på hendes unge ansigt var lettere melankolsk for hun savnede virkeligt rigtigt mad i stedet for den flydende føde dom hun var vant til. bare det at kunen spise noget fast ville være virkeligt dejligt, at kunne spise pandekager om formiddagen og se ud over haven.. En drøm, men også kun en drøm.
"Feel free.. jeg har set langt værre madvaner.. tro mig.."
hendes lille smil var en smugle stramt men det løsnede lidt op og forsvandt langsomt da et minde vældede ind over hende mens hun så menneskets iver da hun kastede sig over maden. For mange mange år siden havde hun også spist sådan. Nogle gang midt om natten havde hun listet sig ud i forrådskammeret og bare spist indtil den forbandede sult havde lagt sig mens livet inde i hende voksede. Et andet mindes skyggede ind over det første, hun så sin fars røde rasende ansigt da han opdagede at hendes mave var begyndt at vokse, og sammen med det minde huskede hun også smerten da hun fødte. Det havde været som om hun blev flået midtover og hende og barnets skrig havde blandet sig.. Og så den nat da hun døde.. Der havde hun også skreget, men det var fordi at smerten over hendes krops forvandling var for overvældene..

"Du spiser som om du var gravid."
Hendes tone var spøgende men i hendes øjne var der et glimt af både alvor og glæde. Glæde over at kvinden kunne være gravid og alvor fordi at hun så ikke burde indlade sig på slagsmål med folk som vampyren. Det ville kunne gøre at hun mistede barnet... Og det vidste kvinden godt...
Hun var hoppet ned fra stolen og lettede lidt på et gardin for at se hvornår solen stod op og bandede stygt da brandsår spredte sig over hånden der holdt gardinet. Solopgangen var på vej. Hun slap gardinet som om hun havde brændt sig, hvilket hun jo også have og rystede sin hånd lidt. Hun burde have tænkt efter før hun lettede på gardinet.
Sårene helede jo hurtigt men det gjorde stadigt ondt i hånden og hendes banden var tydeligvis irsk..

Procella stoppede først da tallerkenen var tom, hvorpå hun lidt grådigt begyndte at slikke sine fingre for at få det hele med. Så stivnede hun og så skarpt på Victoria, ned af sig selv og tilbage på Victoria igen

"Your insane. Thats not even remotely funny!"

Knurrede hun halvvredt. Så himlede hun med øjnene

"God McRian! I told you not to get killed! That goes for sunlight too!"

Hun gik vredt over og tog fat om hendes håndled så hun kunne inspicere den brændte hud. Hun betragtede den bekymret indtil den begyndte at "sluge" den røde farve og vablerne mindskedes

Wauw...put on a bandage and blow would ya? Thats just...sad...so sad...

Procella slap hurtigt Victorias hånd og tørrede hastigt sine hænder af i sine lår på bukserne. Stadig cowboystof. Hun kunne ikke gå i læder endnu uden at blive mindet om Wicks lille afskedsgave.

Vampyren så bare på mennesket med et hævet øjenbryn da kvinden så ned af sig selv, som om hun lige ville se om noget kunne ses.. Det virkede som om hun havde ret... også med kvindens pludselig bratte skarphed. Selv for kvinden her skulle der noget til at få hende til at skifte humør så hurtigt, men Wilith besluttede sig for at holde sine anelser for sig selv for nu..
"Jeg dør ikke af at solen steger min hånd.. Det forsvinder om lidt.. Det er noget af det jeg altid har synes bedst om.. Jeg har altid været god til at brænde mig på ting så dette er umådeligt praktisk.."
Hun løftede endnu et øjenbryn over kvinden der tørrede hænderne af i bukserne efter at have rørt ved hende, men denne gang var det ikke fordi at hun undrede sig men fordi at hun var irriteret. Troede mennesket at hun smittede?! helt ærligt...

"Jeg smitter ikke.. bare rolig."
Hun så distanceret på kvinden med kølige grønne øjne og hænderne i lommen. Brandsåret var allerede væk for det havde ikke været slemt, så det gjorde ikke ondt at have hænderne der. Men hvorfor var kvinden altid så sur på hende, det var som at balancere på en knivsæg... Det passede nok meget godt på hende, for at det ikke skulle være løgn. Kvinden var en stor køkkenkniv hvor vampyren måtte gå balance på uden at falde ned og skære sig selv midt over på vejen.
Fornærmelser var hun normalt okay med men lige nu efter at have inviteret en jæger med til hendes safehaeven og fodret hende gad hun ikke at blive behandlet som en med pest. Vampyrisme var måske en sygdom, men den smittede ikke via berøring. I så fald ville mange mænd og kvinder havde været vampyrer, for vampyrer rørte jo ofte deres ofre på en eller anden måde når de tog føde til sig, hvad enten det var af seksuel eller bare hånd til hals kontakt.