How did it come to this - Procella

Procella så lidt blank ud i blikket. Så begyndte hendes skuldre at dirre svagt. Så kraftigere. Til sidst begyndte hun at le højt.

"Oh my god...you are killing me McRian...Im not afraid you give me something! Stupid girl! I know your kind gets hungry when you get hurt, and im sorry! I like you, i love to stay, but please! Im not gonna offer myself as breakfast while you play sunny-roasted chicken!"

Oh thats rich! Like i dont know anything about fangers...

Procella rystede hjælpeløst leende på hovedet

"Seriously. You need to go to bed if your getting pms over THIS! Dont take your baby-thingy out on me. Its not my bloody fault any of this"

Grinet forsvandt og hendes blik blev vagtsomt

"And if you dont get controle over yourself and eat something before you go to sleep, im not gonna stay. Im not gonna wake up with you sucking on my neck and apologizing later"

"Beklager mit temperament.. det kommer sammen med evnen.. Et øjeblik stille, det næste en storm.."
Hun trak bare på skuldrende for hvad var der ellers at sige. Hun var på mange måder lige som det element som hun repræsenterede.. Oftest blev vindem set som glad og munter, lidt skør og uden en mindre god side tilsyneladende.. Men vinden var så meget mere. Den var også storme og skypumper og enorme ødelæggelser hvis den kom ud af kontrol.. Det havde erfaringen lært hende de få gange hvor hun havde sluppet tøjlerne.
Det vidste hun at hun aldrig kunne tillade sig at gøre igen for hun havde ikke lyst til at lægge landsbyer og andre landområder øde fordi at hun kom ud af kontrol. Desuden, hvis hun brugte så meget energi ville hun være nær død af udmattelse, kort sagt et no go.
"Jeg har nok kontrol over mig selv til at jeg kan sove i samme hus som et menneske.. Derudover har jeg et mindre køleskab inde hos mig selv med blod i hvis jeg bliver sulten.. Jeg kender efterhånden monsteret godt nok til at vide at jeg hellere må have lidt for meget end lidt for lidt.."

"Og jeg kom over min datter for længe siden.. Jeg så hende leve og så hende dø, jeg har haft 250 år til at komme mig, set ville jeg mene er tilstrækkeligt."
Hun satte af fra køkkenet, løb så hurtigt hun kunne op på hendes værelse trak en blodpose ud fra køleskabet og trak den med ned. Hun blev nød til at finde sig nogle flere i morgen, der var ikke nok til et par dage endnu.
Igen nede i køkkenet fandt hun sig et stort glas som hun tømte blodet fra posen ned i efter hun have bidt hul i den. Blodposen røg i skraldeposen og hun vendte sig om med et glas fyldt med mørkt og tykt blod. Ikke lige noget som mennesker ville finde lækkert, men for vampyren var det både den eneste spise men også det bedste der var. Hun stillede glasset fra sig og hoppede op på bordet hvor hun sad med benende dinglende ud over kanten..

"Yeah? Well i dont!"

Råbte hun efter vampyren. Kende sit indre monster. Ja flot. Som om det skulle få hende til at slappe af. Bullshit.

"Hey...dont fool yourself hon..."

Sagde Procella mere afdæmpet da pigen kom ind i køkkenet igen

"You might be old as crap. You might pretend that you dont care. Come on Victoria. Its just you and me now. You stare at a child in the middle of the night. You bought a house on the freaking island...call me stupid...but i know i broken heart when i see one"

Procella skar tænder og prøvede at forhindre den rullende fornemmelse af kvalme da den tunge lugt af blod ramte hendes følsomme næse

Aw come on! Thats not fair!

"...oh god...i cant watch this..."

Procella vaklede gennem køkkenet og ind i stuen med en hånd fast forankret over munden. som om det egentlig gjorde en forskel hvis hun begyndte at gylpe pandekagerne op igen.

"Når jeg har været væk herfra et par år er det som om min krop begynder at gøre ondt, og jeg ved at det først bliver bedre når jeg kommer hertil igen... Det her er mit anker i min egen personlige storm.. Og ja, jeg savner dem alle sammen, men der er intet at gøre ved det! Selv ikke når jeg dør ser jeg dem igen... Der hvor jeg skal hen vil de aldrig komme.."
Hun havde sat glasset fra sig og havde dækker ansigtet med hænderne mens hun talte.. al den snak om hendes fortid rippede op i så mange gamle sår og disse sår ville ikke bare forsvinde ligesom de andre gjorde. Dette var en mental smerte over hendes familie og over alle de ting hun var gået glip af som menneske. Jo hun holdt da på flere måder af at være vampyr, men hun ville bare gerne have haft et par år mere med hendes familie..

Vampyren hoppede ned fra bordet og løb i normalt tempo efter Procella. det tog hende ikke mange sekunder at komme op på siden af hende og med et fast greb ledte hun kvinden ud på toilettet. Der ville hun i det mindste ikke gøre skade hvis hendes mave besluttede sig for at pandelagerne alligevel ikke var noget for den. Igen lurede tanken om graviditet i hendes baghoved, men hun vidste at jægeren bare ville skyde skylden på tabet af hendes barn så hun forblev stille mens hun stod lænet op ad dørstolpen.
Hvis kvinden endeligt var så dårlig ville hun ikke lade kvinden være alene, men det var nok heller ikke den bedste ide at ånde hende i hovedet med en ånde der skreg blod ud i lokalet.. hun havde en eller anden mistanke om at det bare ville få kvinden til at få det endnu værre.

Procella lod sig hive med af vampyren

..oh great...im gonna puke in front of a fanger...

Nåede hun tørt at tænke, før den vamle varme pandekagegrød begyndte at stige i hendes hals og blive gylpet ud i fede klumper

If she kills me now...at least i will have some dign....oh screw that...

Procella hvilede panden på sine arme imens hendes underansigt var nede i kummen. Hun spyttede et par gange for at rense munden, kun for at blive overrasket da hendes krop protesterende meddelte at den absolut ikke var færdig med at sende natmaden tilbage igen.

"If you...if you laugh...i swear i take it all back...im gonna...kill you..."

Stønnede hun tungt, imellem sine gylp

"Jeg har ingen grund til at grine?"
Hendes grønne øjne så næsten overraskede du over truslen, men hun tog den ikke så alvorligt. I stedet satte hun sig ned ved siden af kvinden after at have snuppet noget tyggegumme for at dække for lugten af blod. Hun lænede sig med ryggen imod væggen, og strøg kort kvinden over ryggen. Hun huskede udemærket følelsen af maven der vendte sig under hendes forvandlingen for kroppen skulle have alt det den ikke kunne bruge ud af systemet, deriblandt alt det hun havde spist det sidste stykke tid.. Det var hæsligt..

Wilth følte ikke at der var så meget at sige til kvinden for hun ville nok bare tage det ilde op, så i stedet begyndte hun at synge en sang som de på hendes tid sang til høstfesten. Den var munter, startede langsomt og derefter satte den farten op lidt efter lidt. Den mindede hende om hendes barndom. Ofte huskede hun ting ved hjælp af en bestemt lyd eller en sang og denne sang var indbegrebet af liv for hende, hendes liv og hendes families. Ordene var lette og tonerne skiftede imellem mørke og lyse med en hast som de fleste ville have svært ved at følge. Wilith ahdve selv brugt lang tid på at lære den, og sang den nogen gange for sig selv når hun savnede dem.. dem allesammen, alle dem der ikke var der mere. Kun hendes skaber indgik ikke i den kategori..
"Har du nogensinde været til en høstfest her i Irland? det er.. fantastisk.. Lysene, maden, sangene og dansen.."

Procella kæmpede sig op og rensede munden i koldt vand

"Hm? Høstfest? Uhm...jeg kommer her ikke så meget. Jeg er vokset op i staterne. Og uhm...det er flere..."

ting...jeg ville mangle ham. JEG ville mangle HAM. Fuck hvor er du en skødehund.

"Du ved...pistoler og lufthavne har et langt anstrengt forhold til hinanden efter 9-11"

Sluttede hun kort af og skar en grimasse

Its not just crap...it IS hard...
- You wanner talk crap? Okay...how about you spilling your guts by the smell of blood, and eating like an animal? Just hungry? Now THERE is a big pile of steaming crap for ya...

Procella stirrede på sit spejlbillede

No...oh god...
- Nope...wrong direction. Try downwards

Procella kneb øjnene hårdt sammen

Fuck...me...
- Isnt that kinda what got you in trouble in the first place?

"Så du er vokset op derovre.. men du omtaler Irland som den grønne ø.. det gør amrikanere normalt ikke.. Nogen fra familien der er fra Irland? Og lad være med at blive sur på mig fordi jeg er nysgerrig. Du kender en del til mig nu, næsten alt hvad der at vide om min familie, så nu vil jeg også gerne have svar på bare et par spørgsmål når du har fået det bedre."
Hun så venligt på kvinden et kort øjeblik før hun lænede hovedet tilbage og så op i loftet op mønstrene som stenene lavede. Bølger og vindstød viklede sig ind i hinanden på loftet og flere gange havde hun brugt lang tid mens hun slappede af på bare at beundre det. Når hun bevægede hovedet så det næsten ud som om det bevægede sig.

Hun nikkede forstående til kvinden selvom hun ikke rigtigt kendte problemet med våben som skulle transporteret igennem lufthavne. Det var ikke rigtigt noget hun gjorde sig i, så hun troede jægeren hvis hun sagde det.. Og det gav vel også mening efter terrorangrebet dengang..
"Giver vel mening.. På en eller anden.. går du aldrig nogen stedet hen uden våben?"
Vampyren så kort over på mennesket med et granskende blik før hun rastløst begyndte at lege med en hårtot for at holde sine hænder beskæftiget.

Procella åbnede øjnene og så på sit spejlbillede med gru

"My...uhm...daddy...he is from around here. Its fine...i dont really see him that much. Guess he wasnt prepared to get a child like me"

Smilet blev bittert

"At least your family is dead Victoria. Mine just chose not to be with me. Whats worse...at least you where loved. Thats more than you can say of me. Im not feeling sorry for myself. Its just the way it is."

Hun skubbede sig væk fra håndvasken og så ned i gulvet. Ned over sin slanke talje.

"But you are not the only one with a broken heart these days...

Procella smilede skævt over spørgsmålet

"Pffhh...do you go anywhere without your teath?"

"Well din far burde havde lært dig af kende før han sagde nej til hans datter...cause i dont see what's wrong with you?"
Vampyren smilede ikke og det var tydeligt at hun mente hvad hun sagde. Kvinden her havde jo inderst inde et hjerte som alle andre selvom hun skjulte det godt. Om det var af guld var der tvivl om, men det var der.
Hendes øjne fulgte omhyggeligt kvindens mimik og hun ønskede virkeligt at kvinden skulle være glad, på trods af det underlige i at en vampyr hældte sit hjerte ud til en vampyrjæger og bad hende om at gøre det samme..
"Jeg har et eller andet billede af at skæbnen sidder og griner sin røv i laser over os et eller andet sted.. Vampyrjægeren og vampyren der snakker alvorligt sammen om deres fortid.. Og rent faktisk ikke vil skade hinanden.."
Hun lagde hovedet på sin hånd stadigt lænet imod væggen og så op på kvinden med et glimt af latter i hendes grønne øjne, der næsten havde samme grønne farve som kløvere.

"Nej det ville blive ret smertefuldt hvis det var noget jeg begyndte at gøre tit.."
Hun så udemærket hvad Procella mente og var også selv ret sikker på at hvis hun havde vidst som menneske at der fandtes ting som vampyrer, varulve og dæmoner så ville hun også have rendt rundt med våben inde for rækkevidde..
Så kunne man føle sig lidt sikker i det mindste, en falsk sikkerhed måske, men dog en sikkerhed. Hverken Wilith eller Victoria havde nogensinde været ret god til våben, men der var et specielt våben som hun altid havde haft evner med... Kasteknive.
Dem havde hun for det meste også med sig hvis hun skulle nogle steder hen hvor hun var i tvivl om hun kunne klare sig men kun hendes magi.

Procella smilede skævt ned til pigen

"Are you kidding? We are the big joke at the devine thanksgiving-dinner up there. Hey Buddah, heard of the hunter and the fanger?"

Procellas stemme var sarkastisk så det drev af væggene, men samtidig boblede der et grin underneden. Det var lidt komisk og hun kunne godt se det selv

"...you know...you freak me out...totaly...im so...weird around you. I dont think i like it. I dont feel like...i dont know...myself? I should just kill you. I could do that. poison your blood, or just stab you in your sleep..i just...i just dont want to...no...its...urgh....i dont care enough? I cant explain it. You piss me off like hell...but you dont make angry...geh...i dont make sense..."

Procella sukker frustreret og kørte begge hænder gennem det lange hår, og skar ansigt da hun fik revet i en lille filterknude.

"And im sure they're having fun.."
Wilith kunne tydeligt høre latteren i kvindens stemme og hun smilede også selv. Dette her var sådan noget der ikke burde ske, men det var jo ikke første gang hun fik overbevist dusørjægere om hendes venlighed. Hun var indtil videre nummer 2, men mon ikke der kom flere. Wilith kendte til sin evne til at charmere folk, der var intet magisk over den, så den kunne selvfølgeligt slå fejl men når hun virkeligt satte alt ind på det så holdt den hende da også ovenvande mens de skræmmende vampyrer sank til bunds. Hun virkede ikke skræmmende og derfor var det lettere at charmere folk, så de lod hende leve. Hun ville selv bestemme hvornår hun skulle dø og det skulle ikke være til en eller anden dusørjæger der ikke havde gjort sig fortjent til det. Havde hun været død på grund af jægeren her overfor hende ville hun ikke havde skammet sig over det, for der var noget ikke-menneske i kvinden og derudover var hun en meget bedre soldat end vampyren. Jo tak, Wilith var hurtigere og nok også stærkere, men hun havde ingen evner for at slås.

"Først.. så tror jeg bare at du er lidt blødere end du selv bryder dig om.. i hvert fald her.. Og derudover, så sover jeg meget let.. Men blodet ville nok virke. Jeg drikker jo ikke så ofte fra mennesker her så at forgifte min beholdning af blod ville afgjort fælde mig."
Hun så tænksomt ud i luften og mindede sig om at finde en måde hvor hendes beholdning af blod ville kunne være sikker. Det ville være for nederen at dø af blodforgiftning som vampyr. Det ville svare til at et menneske døde af madforgiftning. Not epic!
Gwynnet ville have vidst hvad hun skulle gøre ved det her, men hun var jo død så der var intet at gøre ved det. Nu måtte hun selv finde ud hvad i alverden hun ville gøre ved det her. Der var en dusørjæger i hendes safehaeven, jægeren havde placeret en sender i hendes krop og jægeren kendte til hendes familie og ville have alt for let ved at ramme hende. Den logiske løsning ville være at dræbe hende, men det kunne hun ikke få sig til.. Nej, det ville ikke være det rigtige at gøre!

"Du behøver ikke at forklare dig over for mig, jeg er bare glad for at vide at du ikke har planer om at dræbe mig. Jeg vil ikke påstå at jeg ikke også er blevet opdraget til at dræbe folk der kommer for tæt på men Gwynnet var så anderledes end mig. Hun var gammel og følelseskold.. Og så var hun forresten min skaber. Men hun er død nu."
Inderst inde var hun ked af det, men så alligevel ikke. Gwynnet havde passet på hende og ahvde hjulpet hende med at får styr på sig selv, men hun havde også været kold og ondskabsfuld overfor dem som hun ikke brød sig om. For hende var der intet usædvanligt eller sørgeligt ved at dræbe et menneske som Wilith normalt gjorde.. Engang imellem slog hendes opdragelse dog igennem..

Soft? Nah...location? Not at all...its that freak sister of mine, and this bloody preggie! Damn...i gotta do something. Neuter him? Can you even abort a demon? Creepy thoughts for one thousand please...

Procella skar ansigt. Abort var ikke en mulighed. Ikke hvis man havde den overbevisning at undfangelse var det samme som en skabt sjæl. Kunne en dæmonhybrid have en sjæl? Procella stivnede. Hvis en hybrid kunne have en sjæl...kunne en dæmon så også? Og hvis svaret var ja...

I need some sleep...this is fucked up...im getting fucked up...Wick, im gonna rip your testies of and make you ware them like a necklace! This is NOT fair!

Procella trampede igennem badeværelset

"Im not fucking soft! Do not tempt me! That is not a fucking wise thing to do, vampire! What room do you want me in? I wanner go to sleep! Now!"

Snerrede hun hidsigt og hendes øjne glimtede farligt

Hun kom på benene med et suk over kvindens temperament. Det begyndte så småt at gå op hendes spændte nerver, der allerede var i uorden ved tanken om at have en jæger i hendes hus. Hun så op på kvinden med irritationen tydelig i hendes øjne.
"Hvis du er så nem at friste så tror jeg slet ikke at du skal blive her. Dette er mit hus og jeg bryder mig ikke om at føle mig truet i mit eget hus. Jeg ved at dit temperament er mindst lige så slemt som mit, men eftersom du bad mig at slappe af så forventer jeg at du gør det samme! Hvis du kan slappe af er du velkommen til at blive."
Teenageren strøg forbi mennesket og stillede sig foran hende med grønne øjne der glimtede vredt. Det var ikke fordi hun ikke ville have kvinden i huset, hun ville bare ikke finde sig i at blive overfuset igen og igen i sit hjem. Det var for meget.

"Hvis du bliver kan du tage værelset oppe af trappen længst nede af gangen."
Hun slap kvindens blik og gik i stedet op af trappen uden at kigge sig tilbage. Hendes øjne var kolde og hun havde ikke lyst til at se på mennesket lige nu. i stedet lukkede hun døren op til sit eget værelse og trådte ind i mørket der herskede derinde. Hun behøvede ikke noget lys så hun brugte ikke noget tid på at tænde lyset i loftet.
Da hun havde hentet sig en pose med blod stillede hun sig ud på trappen igen med posen i hånden, mest for at se hvad kvinden valgte at gøre.

Procellas øjne flammede op i klar rovdyrgul da hun blev gennemrystet af raseri

"YOU DONT TELL ME WHAT TO DO OR HOW TO BEHAVE! REMEMBER WHO HAS A FUCKING CHIP IN HER SKULL, AND SHOW SOME GODDAMN RESPECT!"

Skreg hun efter vampyren

Ill kill her! And then ill kill him! I will kill them both! Im not soft! Im Reaper! And its time they all remembered what that name means! Stake! I need my stake!

Procella trampede arrigt gennem huset og ud til hoveddøren som hun brutalt flåede op. Hun brølede arrigt da den høje hyletone fra alamen gik igang, og hun smadrede sin hånd ind i kodningspanelet

"SHUT UP! YOU SHUT UP! SHUT...THE...FUCK...UP!!!!!"

Hver eneste ord blev efterfulgt af et knusende slag mod panelet til det til sidst hang og dinglede i sine ledninger. Ligemeget hjalp det dog og alarmen hylede øresønderrivende videre.

Procella slog hænderne over ørene og halvløb ud af døren. Det efterfølgende slag der sendte hende i en stor bred bue gennem luften, kom så lynsnart at hun ikke engang nåede at opfatte det. I et splitsekund fangede hun at hun ikke havde fast grund under fødderne, og nåede ikke at krølle sig sammen i rullefald før hun landede på ryggen på gruset, kurede en håndfuld meter videre i en sky af grus og støv. Alt luften blev slået ud af hende og hun lå og gispede som en fisk på land.

Procella rullede om på maven og kravlede på hænder og fødder hen mod huset. Angrebet var kommet forfra. Det var ikke Victoria! Hun fik et kort glimt af den refleksomkransede vejstolpe der blev svunget i bedste golfspillerstil og smadret ind i siden på hende. Hun skreg skingert og faldt sammen da hun mærkede hvordan hendes ribben brækkede og skurede mod hinanden.

Hun fornemmede hvordan hendes krop blev løftet op via et fast greb i kraven. Blodet løb ud af munden og sejlede langsomt ned over hendes hage. Hun så sløret ind i et par sorte øjne. De højtsiddende kindben var omkranset af et tyks brus af ravnsort hår. Næsen var stærk og lige, men en smule tyk i enden, hagen var skarp.

"...W-who the...fuck...are...you..."

Mumlede hun svømmende. Vampyren smilede til jægeren i hendes greb

"Call me a very bad day"

Slagende begyndte at falde tungt ned over Procellas ansigt, og hendes sind flygtede ind i bevidstløshedens nådige mørke

Wick will never forgive me for this....

Var den sidste desperate tanke før hun måtte slippe virkeligheden og glide ned i det sorte hav der skænkede hende en velsignet fred for fysisk smerte.

(( Outing med Procella - plot aftalt med Wil - som er meget velkommen til at smide en episk post til afslutning ;) ))

Mens kvinden begyndte at råbe forsvandt vampyren ind til sig selv igen med et opgivende skuldertræk. Hun var egentligt i gang med at hælde sig et glas blod på fra hendes blodpose da en voldsom aktivitet på videoovervågningen gik i gang lidt efter at alarmen var gået i gang. Hun så kvinden løbe ud med hænderne mod ørerne og med et fløj hun igennem luften og kurrede igennem grusset.Den flimren hun havde set da kvinden blev smidt igennem luften kunne kun være en vampyr. Ingen af de andre racer bevægede sig på den måde, og så hurtigt. Den så ud til at være ret gammel at dømme efter dens styrke og hurtighed og Wilith ønskede ikke for første gang, at Gwynnet var her.

Hun vidste at hun blev nød til at redde kvinden selvom det ville til at gøre ondt. Solen var stået op, men hun ville ikke lade den stoppe hende. Kvinden ville miste både sit liv og det liv som vampyren var sikker på voksede inde i hende. Det kunne hun ikke lade ske og hun flåede en lang frakke ned fra væggen, trak et par handsker på og en hat med en bred skygge på. Det ville sikre at hun ikke gik op i flammer før hun havde fået kvinden ind.
Ude af værelset igen spildte hun ikke tiden med at tage trapperne og hoppede direkte ned før hun løb ud i sollyset så hurtigt hun kunne.

Det prikkede og stak over hele hendes krop som solens lys brændte nådesløs ned over vampyren og hun bragede ind i den anden vampyr med alt den styrke hun havde i sig. De væltede om på jorden med den gamle vampyr nederst men så stivnede Wilith og hendes grønne øjne udvidede sig til næsten dobbelt størrelse som hun stirrede ind i øjnene på.... Gwynnet! Hun gjorde ikke modstand da hun blev vippet af hendes skaber og smidt ned på jorden, ikke helt blidt. Solen lavede brændemærker på tværs af hendes ansigt og hals men hun bemærkede det næsten ikke. I hendes tanker var der kun at hendes skaber der skulle være død var ved at gennemtæve hendes gæst og lige have hamret hende til jorden. Det burde ikke ske!

Hun kom rystet på benene.
"Men... men... du er død! de sagde du var død! Hvorfor er du her, du er død!"
Hendes stemme røbede chokket og et øjeblik stod hun som lammet men kvindens besværede vejrtrækning vækkede hende sammen med lugten af blodet og hun satte af imod kvinden før at hendes skaber kunne nå at få fat i hende igen. Hun knælede med bøjet hoved ned ved kvinden og undersøgte hende varsomt.
*pis og lort! voldsomme skader på kroppen, brækkede ribben... ikke godt!*
Da hun så sig tilbage igen var den høje sortøjede kvinde væk og tilbage var kun blodet og vejstolpen. Så forsigtigt som muligt tog hun kvinden op i hænderne og kunne ikke undgå at bemærke hvordan hendes hugtænder blev lidt længere mens lugten af menneskets varme blod sad i hendes næse.