Well... What have we here? - Procella

Sted: Markedspladsen.
Tid: 16.30
Vejr: Solskind, med truende regnbyger, der kommer og går.
Omgivelser: Mange mennesker/væsner, en masse boder og fyldt med skrammel samt habengut.
Påklædning: En lårkort sort nederdel, løstsiddende bronzefarvet silketop, sorte stilletter, og lang sort damefrakke.

Markedspladsen var så hektisk, at man næsten kunne forveksle det med et januar udslag i storcenteret. Væsner og mennesker, myldrede travlt imellem hinanden, for at få styr på alverdens ting. Boder skulle passes, mad og drikke skulle serveres, kunder skulle hjælpes, ting skulle findes. Der var sandelig nok at se til, og de fleste så ud til at være stressede men dog glade over de mange folk.

Cherlyn smøg sig elegant udenom en typisk elver, der pludselig var stoppet op midt i det hele, og havde sat sig til at beglo en form for antikt spejl. Hun skulede irriteret tilbage mod den, da hun fortsatte sin knap så søgende gang, med strømmen. Egentligt søgte hun ikke noget specielt, men efter alt den positiv omdømmeles stedet her havde fået efterhånden, kunne hun ikke dy sig for at tage blot et lille kig. Et lille kig kunne aldrig skade. Vel?

Hænderne var begravet godt i lommerne, for ikke 'uheldigvis' at skrabe nogen, knap så godmodige folk. Det var så pokkers let at ophidse andre væsner, hvis de ikke troede på den fine løgn man stak dem. Men det var trods alt deres egen skyld, når de valgte at stå i vejen. Blikket gled hen mod en bod, der så ud til at sælge, alle de smykker hjertet kunne begærer. Der var alt fra kunstneriske, til smukke til direkte fremmede. Nogle af dem, lignede at de var tilbage fra stenalderen. Men det var klart. De skulle jo virker en smule gamle og vise, når skiltet under dem, påstod af de havde magiske helende evner.

Hun bevægede sig nysgerrigt nærmere boden, og løftede op i de nykøbte solbriller, der skyggede for hendes mørke blik. Humøret havde ikke været på toppen, efter det lille møde, med en knap så.. kvik vampyr. Kvinden havde både spoleret et måltid, og forsøgt at pusse vagterne på hende. Hvad var der med verden i dag? Et lille smil gled frem, på de svagt malede læber, da en halskede fangede hendes opmærksomhed. En smuk gulkæde, der bar en form for blodsten. Hvad formen skulle forestille, anede hun ikke. Men fin det var den da.

"This one"

Hun pegede bestemt mod halskæden, og rettede sit kølige blik, mod den skyndsomt hjælpende ejer af boden. Manden så ud til at have travlt nok, men det påvirkede hende ikke. Hun ville bare forkæle sig selv lidt med nogle ting, og så skride fra det her svedige hul, af en myretue. Hun var glad for at solbrillerne nu dækkede de små synlige horn, da manden tydeligvis var menneske. Det sidste hun havde brug for, var at blive rodet ud i noget endnu engang. Selene ville flå hende levende.

Imens Cherlyn var optaget af flitterstads, af mere eller mindre tvivlsomherkomst og værdi, var det andre ting der bekymrede Procella. Rent praktisk befandt hun sig ikke langt fra dæmonen, vis tilstedeværelse hun ikke var opmærksom på, og selv hvis hun havde været det, havde hun nok været ligeglad.

Procella sad omvendt på en stol, inde i baglokalet til en lille faldefærdig bod, der tilsyneladende solgte krystaller - og dårlige eksemplare af dem - til godtroende turister, der fik forvildet sig ned af de lidt smallere og mørkere gader, hvor boderne var færre, og indehaverne konsekvent så mere nussede, pjuskede, og hårdkogte ud. Der var en svag, men meget konstant lugt af menneskelig urin, blandet op med den umiskendelige lugt af affald og mere end daggammel øl der var hældt ud over brosten, som ikke havde ligget lige i mange år.

Den lette hidsige summen af nålen var som et irriterende insekt i hendes sarte ører, og Procella måtte aktivt tænke over ikke at daske bagud efter lyden. Med en brummen skubbede hun armene op foran sig på stoleryggen og hvilede hagen på armene. Som tak fik hun et dunk i baghovedet. Det fik hende til at blotte tænderne i en svag knurren.

"Don't growl! You'll eat me alive if I do this wrong. Sit still..."

Procella fnøs irritabelt da en gummihandske flåede op i det tykke mørke hår igen, og hun bøjede lydigt hovedet fremefter for at hjælpe til. Smerten var...interessant. Jægeren havde ikke et problem med smerte, men denne var...anerledes.

"So? How bad is it?"

Hun hævede stemmen let over nålens brummen. Ikke at han ikke kunne høre hende, men nålens summen og vibrationer fik det til at rumle inde i hendes hoved som et helt symfoniorkester i oprør. Hun havde en fornemmelse af at hendes tænder måtte klapre i hovedet på hende, og bare for at få fornemmelsen bort løb hun tungen over de hvide tænder. De sad selvfølgelig hvor de skulle og raslede ikke ud af flaben på hende. Hun kunne ikke lade være med at grine halvt...og modtog et let ryk i det lange hår som tak.

"I Said...still....It's not good, but it could be worse. Your healing too fast. With this rate, you need to refresh it every couple of months."

Procella lukkede øjnene kort over den information og sukkede. Fedt. Det her blev besværligt. Det kostede spidsen af en jetjager...hun kunne ikke tale om det med nogen...og hun måtte bruge egne finanser på det.

"Every couple of months? And 15 k. every time? You are killing me...how about users discount?"

Forsøgte hun sig, uden de store forhåbninger. Hun hørte en tør latter bagfra.

"How about not wasting your breath, or my time..."

Procella gryntede da nålens stikken blev en smule smertefuld på samme måde som hvis man havde fået en solskoldning og man gnubbede insisterende på den.

"Asshole..."

Mumlede hun halvhviskende for sig selv.

"Whore..."

Lød det promte, men der var en oprigtig humor i stemmen. Opgivende rullede Procella med øjnene og lod sejren gå..for denne gang. Ingen pointe i at lege hvem-er-sejest når man klart havde de dårligste kort på hånden.

Cherlyn flåede hurtigt posen med halskæden til sig, da mandens småtykke og fumlende hænder langt om længe, fik pakket varen ind, og tastet regnskabet op. Med en brummen, lod hun den frie hånd rode rundt nede i frakkelommen, hvor en ganske primitiv pung gemte sig, med en smule mønt. Hun trak den op, og fik den åbnet, for derefter at kunne bekræfte, at der nok ikke skulle købes meget ind idag. Måske kunne hun bede Selene om et tilskud? Ikke nogen god idé. Hun trak pengene op, og smed dem i den svedige hånd, som manden rakte ud mod hende.

"Thank you Miss.. Have a nice day"

Det var nok mere en mumlen manden udstødte, men takket være sin ganske formidable hørelse, kunne hun nemt tyde hans ord, gennem den massive mængde larm.

Uden at vise hensyn til at svare ham, og med ynde som kun et overnaturligt væsen kunne bærer, snurrede hun rundt på hælen, og bevægede sig væk fra boden. Manden havde givet sig til at tjekke sedlerne hun havde stukket ham, og hun var tydeligvis ude fra hans interesse mere. Efter en konstaterende blik ned i posen, for at tjekke om det nu var den ægte vare, rettede hun opmærksomheden op foran sig igen. Hun stoppede ganske brat, da hun uønsket, havde bevæget sig hen til en bod, der faldt uden for hendes smag.

Hun studerede kort hvad boden bød på, og endte med at fnyse smilende. Hun stoppede posen i frakkelommen, og rakte op efter solbrillerne for at sætte dem på plads igen. Præcis det øjeblik inden de faldt på plads igen, faldt hendes opmærksomhed på kvinden indenfor boden. Hun var smuk, ung og lidt for farlig af udstråling til at være komplet menneskelig. Det var ikke til at sætte en finger på, men det var ikke typen hun ville slænges med for tiden, da man ikke kunne vide, med halvere.

I det der føltes som et splitsekund, mødte hendes eget blik kvindens. Ikke en muskel rørte sig, og forbipasserende der vandrende ind foran hende, syntes ikke engang at påvirke øjeblikket. Det rovdyrsagtige blik, med det gyldne skær, var nok til at få det hele bekræftet. Kvinden var smuk af ydre, men ikke til at bide skeer med.

Hastigt vendte virkeligheden tilbage, og solbrillerne blev tippet ned. Hun trak skyndsomt lidt op i kraven på frakken, og pjuskede den flammerøde hår, ned foran de sorte horn, hvorefter hun vendte sig for at gå. Mennesker kom myldrende mod hende som en lavine, hvilket bare fik hendes instinkter endnu mere op på dupperne, da hun bare ville væk. Hun satte albuerne i siderne på dem der ikke var hurtigere nok, men kom alligevel alt for langsomt afsted.

Der lød en tung rumlen indefra det halvdunkle lokale. Procella var presset fremover på skolen, imens den senet og alligevel muskelsvulmende kvinde pressede og bankede den kun halv-automatiske maskine mod hendes hud.

Procella skævede op genne et brus af roddet hår, på den der beverly hills - plastic-fan-fucking-tastic-tøs der stod og gloede på hende.

"This is not a dinner and a show, and if it is, you owe me lunch!"

Den gamle trædør vippede langsomt i og dirrede da den lukkede gadens lyde ude, eller i hvert fald blot noget af det...assisteret af en støvle

"All done. Symbol looks perfect. no more trips to india"
- "I wasnt planning on it...hell i didnt plan for the first one..."

Brummede hun og trak ærgeligt et bundt samenrullede sedler frem fra kavalergangen, Hun så længe på dem. Bankede dem mod sine fingerspidser før hun med en strubelyd gav dem til kunstnern. Hun gned sig træt i ansigtet.

"I need more jobs..."

mumlede hun lavmælt, og med en ganske utilfreds undertone. Hun skævede mod den lukkede dør ud til.

"And less audience...know her?"

Svaret var en hovedrysten, som gjorde Procella lettet, og samtidig en smule ærgelig. Hun havde ikke brug for løse tunger om hendes besøg her.

Cherlyns sammenbidte ansigt, syntes at lyse en smule op, da hun anede en åbning mellem de mange mennesker. Friheden ventede lige fremme. Væk fra mylder, og fjendtligheder man knap kendte til. Et kort minde, om en gigantisk farvestrålende brød ind i hendes allerede stressede tanker, og fik hende til at virre med hovedet, i forhåbningerne om at mindet derved ville forsvinde. Gudskelov forsvandt det, men det fik hende endnu engang til at sværge, at elverblod var sidste udvej, i en sultende stund.

Da hun mærkede en arm gribe fat om sin egen, stivnede hun et splitsekund, for derefter at lange ud efter personen bagfra. Bevidst valgte hun ikke at ramme, da det bare skulle tydes som en advarsel. Heldigvis, for ham.

Manden der havde grebet fat i hende, var ingen ringere end den svedige småbuttede handler fra boden før.

"What the hell, are you doing?! Get away from me!"

Hun snerrede det irriteret, og flåede armen til sig, fra den tydeligvis overraskede mand. Kunne han da ikke se, at hun havde gjort sit indkøb, og var færdig med ham.

"Yeah Miss, I have heard that before. You did not pay right, and I want my money!"

Manden fnøs sætningen, og rettede lidt på den knap så elegant siddende bukser, i et forsøg på at virker barsk. Det eneste han dog fik ud af det, var en skulen bag det mørke glas, i solbrillerne.

"I DID pay! What do you think that the money was for?"

Tonefaldet hos hende, var opgivende og yderst irritabelt. Hvorfor havde hun overhovedet været bange for kvinden før? Hun var ikke svag selv, og havde ingen grund til det. Når man hang ud steder som dette, var man forholdsvis velkommen blandt den mørkere del af væsner og menneskers samfund. Klart ikke noget hun burde frygte. Hun havde lyst til at slå sig selv i hovedet, over sin idiotiske handling, da mandens vredesudbrud, forstyrrede det hele.

"There was only the half part, of the price! Do not try to fool me! I knew what I saw!"

Hun viftede afværende med hånden af manden, og krydsede muggent sine arme, trods den store frakke. Mylderet var så stort omkring dem, at ingen ville bemærke en mands forsvinden. Ville de vel? Hun havde betalt efter hendes mening, og orkede ikke mere tid på ham i dag. En lille døs, ville ikke skade. Hun tippede solbrillerne en anelse længere ned på næsetippen, og så direkte i mandens grålige øjne.

Hun lod sit sind søge ud efter hans, med en næsten usynlig forbindelse, der skød frem fra hendes øjne, og borede sig igennem hans. De usynlige tentakler, lod hun rode rundt, indtil hun fandt det helt rigtige punkt, og skød dem i. Hun fangede øjeblikkeligt smerten i hans sind, og vendte sig med et smil, da manden vaklende faldt om på jorden, mens han tog sig til hovedet, med et vanvittigt blik.

Da Cherlyn vendte sig, blev hun stoppet inden hun havde taget et fuldt skridt. Folk - selv dæmoner - havde så naturlige reaktioner som at stoppe op når de blev slået. Det var en ganske effektiv mekanisme der var indbygget i alt levende, naturligt som overnaturligt, for at opretholde...well...livet. Det var ikke et hårdt slag. Faktisk ville det næsten være fornærmende at kalde det for et slag. En flad, blød hånd ramte Cherlyn i ansigtet. Faktisk ramte den ikke så meget ansigtet, som den tappede hende hårdt i panden. En slags omvendt dumflad - ud af den blå luft.

"Noooo! Bad demon! Very bad demon! We don't use magic on humans! Bad demon!"

Hvert ord blev trukket ud som et menneske der irettesatte en lille hvalp der havde grisset det nye gulvtæppe i stuen til med et "uheld". Hver bid af sætningen blev fulgt op af et nyt let slag mod Cherlyns pande, og blev sluttet af med at daske hende over næsen...som man ville have gjort det med en uartig hund. Et lille rap. en gestus der var mere sårende i sin banale nedladenhed end egentlig fordi slaget gjorde ondt. Det var symbolikken bag den der talte sit eget tydelige sprog.

Procellas øjne glitrede mod dæmonen, og selvom hendes stemme var sukkersød, var der intet sødt over de flammende rovdyrgule øjne. Lokalet hun havde forladt, var blevet tomt så hurtigt at de flagrende pengesedler sikkert stadig hang i luften, og først nu begyndte at dale usikkert mod gulvet hvor hun før havde haft sine støvler placeret.

Hendes hår var stadig rodet, men det var ikke længere byltet op på hovedet. Til gengæld hang det nu i en let uordenlig fuglerede, og Fletcher ville sikkert himle over det, og hun selv ville himle over hans viren omkring hårkur og stylister...igen....

"Now...Be a good demon and pay the nice smelling, sweating man his money, or give him back whatever you stole. Stealing is a sin. And it´s against the law. So if you don't have a pending fear of getting punished by a god who gave up on your sorry ass when your unholy ass was born, then fear me. I'm much better at kicking ass than god anyway"

Procella trådte et par skridt tilbage og sendte dæmonen et sukkersødt smil, altimens hendes hage tiltede let på skrå. Der var rå bitchy attitude for alle pengene, og det faktum at hun var trådt tilbage virkede ikke så meget som retræte som det egentlig mere indgød en mere flabet attitude. At sandheden var at jægeren var for klog til at holde sig indenfor armslængde af en utilregnelig dæmon der kunne finde på at slå ud efter hende, var overflødigt at bøje i neon. Teknisk set kunne hun også bare have trukket pistolen og smækket en kugle mellem øjnene på kællingen, hugget hvad faen dæmonen havde stjålet - imens hun var lamslået af frækheden og de hellige kugler...men det gav så bare en mild problematik med vidner. Og skønt Procella var en del mere ved muffen end før grundet sin nye "forbindelse", så var hun ikke blevet mindre nærrig med sine penge. Den slags hang ikke på træerne.

"Today bitch! Don't make me come over there again!"

Procella kneb øjnene let sammen og knurrede lavmælt i halsen. Ikke så højt at folk omkring rent faktisk lagde mærke til det. De vendte ikke deres hoveder mod hende endnu. De trak sig ikke fra hende....endnu...men der lå en spænding i luften omkring hende...mellem hende om dæmonen, der langsomt byggede sig op.

Cherlyn der havde haft knuget posen til sig med den ene hånd, nede i frakkelommen, og den anden hånd placeret på stellet til de mørke solbriller, måtte øjeblikkeligt stoppe, da en meget hurtigt bevægelse satte ind foran hende. Hun havde knapt nået at registrere kvinden foran hende, i al sin arrigskab, men dog tidsnok til ikke at bumpe direkte ind i hende.

Da ordende sukkersødt smøg sig ud i luften, mens regnene af let daskende hænder haglede ned over hende, blev hun stående ganske mundlam. Hvem fanden var det kvindemenneske, der bildte sig det ind, at hun kunne opføre sig sådan.

"What the?.. Hey! Stop it!"

Hun knurrede det tydeligvis utilfreds, med at blive opdraget på. Talt til, som var hun mindreværdig eller yngre. Kvinden så ikke gammel ud, men virkede bestemt heller ikke ung af sind.

Da regnen endelig stoppede, og hun mærkede et afsluttende dask mod "snuden", rev hun solbrillerne helt af, for at kaste et endeligt blik mod kællingen der stod, med slappe dask og så sig overlegen. Fedt. Kvinden fra før. Hun takkede inderst mellem sine to personligheder, dem begge to, for at have været idiotiske nok, til ikke at tro hun ville give problemer.

Hun slog en kold latter op, da kvindemennesket med det lettere pjusket hår, prøvede at true hende med både gud og hende selv. Helt ærligt. Hvis verden kunne blive fri for idioter, ville denne dag, være yderst passende til at benytte.

"Listen scarecrow. I did pay that fat guy, whatever he says. I know you saw me. I handled over the money, nice and gentle. He is just trying to cheat me, like everyone else here! And if there ever were a god, he would fix this freaking mess, and freaky humans like you! So no way, darling, I am not going to pay that man, or fear you!"

Hun knugede hårdere sammen om posen, mens hun forsøgte at beholde den sidste rest af selvbeherskelse, der gemte sig inde bagerst. Kvinden virkede ualmindelig farlig, og ikke til at spøge med. Det havde hun bestemt ikke tænkt sig, men at give hende en flad lussing, lå højt på ønskelisten lige nu.

"And I said no, freak! Just keep standing over there, and we will all leave en peace."

Hun sendte hende et kækt smil, med et opgivende blik. Hun kunne ane kvinden muligvis brumme af hende, men ignorerede det. I en hurtigt bevægelse, var hun smuttet med en lille gruppe, længere ind, i en langt smallere gade. Hun dukkede sig let, mens forsøgte at blende ind med de abnormale folk.

No fight. No fight. No fight. No fight!!

Selvom hun havde lyst, havde en lille syngende hovedpine meldt sig, med beskeden fra Selene. Ikke slås, hvor meget hun end ville. Men hvis den kvinde viste sig igen, var hun ikke sikker på hvad spændingerne kunne blive til.

Procella så overbærende på dæmonen med et lille udtryk af Jaja-tal-du-dig-bare-hæs. Da dæmonen derpå vendte rundt og faktisk stak af, studsede Procella et øjeblik, hvilket nok mest af alt var grunden til at Cherlyn rent faktisk fik sig et lille forspring.

Med tilkæmpet tålmodighed sukkede jægeren og så en smule argumenterende ned på den frastødende og stadig brostenskyssende mand. Hun trak på skuldrende som havde de haft en længere samtale, og flåede den fortumlede mand op i en siddende stilling så han i det mindste ikke blev trampet ned.

"You know...you tryyyy to reason with them. And then they run. Now I have to chase her. I don't like running in heels."

Hun sad på hug foran manden, fangede hans blik og klappede ublidt hans kind.

"Hey. Loverboy. Ah...homerun. We have touchdown. Go sit for a minut okay? I will be right back. This shouldn't take long"

Så var hun oppe og afsted, men denne gang søgte hun ikke at smelte sammen med menneskemængden. Det ville arbejde mod hendes formål. Dæmonens fært hang hende tyk og mørk i næsen. Bloddæmon. Procellas sanser arbejdede med hende, i stedet for imod hende, fordi hun var sporet ind på jagten. Men det gjorde det også så meget desto mere besværligt at kontrollere den impuls der hviskede at hun skulle få det overstået. Hendes fordel var at dæmonen rent faktisk søgte at smelte sammen med mængden, og ikke blot søgte at komme bort.

...It's only an unfair fight if you loose...I don't loose...

Procellas slanke skikkelse gled som en varm kniv i smør, gennem mængden og som en hyrdehund halede hun hurtigt ind på dæmonen. De skarpe hvide tænder blev blottet i forventningsfuldt grin. Et hårdt dunk ramte ind i dæmonen, et sted fra højre...bagfra. Men der var intet. Da Cherlyn vendte hovedet for at lokalisere berøringen, kom der et hårdere, fra siden, men fra venstre, som truede med at sende hende ud af kurs og ind i nærmeste husmur, i stedet for ind i folkemængden.

Det var egentlig ikke dét der var det skræmmende. Mere den svage hvisken, hvorunder der var en utilsløret latter. En latter og en frihed, der rummede den vilde sjæl. Hyrdehundens leg med fåret. En nærmest ekstatisk frigørelse ved at få lov til at gøre, præcis hvad der var meningen den skulle gøre.

"Don't run, you'll only die tired...."

Et sted i mængden var der en svag, men umiskendelig latter. Et glimt af rovdyrgule øjne. Et brus af mørkt hår. En væver slank skikkelse, der var der, og så ikke var det alligevel.

"Booh! Now you see me, now you don't"

En fod var pludselig taktisk i vejen for Cherlyns og fik hende til at miste balancen i sit løb, så hun enten måtte afvige fra sin kurs, eller kollidere med hvem end der var foran hende.

"Pssst! Over here! Too slow!"

Hele tiden var den lave hviskende latter et sted lige uden for synsvide, og hele tiden nærmede den sig. Hele tiden havde man fornemmelsen af en gyldenøjet hyrdehund der nappede efter haserne, og uundgåeligt fik gennet fåret præciiiiiiis den retning den ønskede det.

Cherlyn kæmpede med sig selv, for at prøve at vante sin krop, til det sløve tempo, flokken bevægede sig med. Kvinden fra før, havde vist sat sig hen til manden, i et håbløst forsøg, på at snakke noget fornuft ind i ham.

Det var ikke nemt at blende ind, når man virkede så opmærksomheds-søgende, som hendes udseende fik hende til at virke. Nok havde hun selv valgt det, men praktisk var det nu ikke altid. Især ikke i jagtesituationer som denne.

For fuck sake..

Da hun mærkede det første slag, drejede hun hovedet som en refleks, for at tjekke efter sin nuværende mostander. Da hun mærkede det andet dunk, røg hun en anelse ud af kurs, og endte med bevidst at træde ud af mængden for at gå langs husmurene.

Hun snerrede dybt, da kvinden igen viste sig for hende, med de rovdyragtige øjne. Hun var klart ikke normal, hverken psykisk eller fysisk. Alt for hurtig, og alt for fjendtlig. Men uanset hvad hun var, gjorde de mange omkringlæggende stanke, det for svært til at hun gad lokalisere færten af kvinden.

Da hun satte igang igen, for at komme væk fra dette sted, kom der en fod i vejen. Hun endte dermed med at bumpe ind i en raglet kvinde, der med et hidsig stemme, skræppede op om, at nutidens unge, skulle se sig for. Som det eneste svar, skubbede Cherlyn hende til siden, og ind i muren, alt imens hun hastede forbi.

Cherlyn ignorerede bevidst de hviskende stemmer, der hvirvlede rundt omkring blandt menneskerne, og huggede ud efter hende som små slanger. Hun dukkede hovedet en anelse, for at skærme for alle unødvendige lyde, mens hun satte tempoet op. Nu var det irrelevant med at blende ind, og hun ubehøvlet bannede sig vej.

Mængden var klog nok til at flytte sig, når de mærkede hendes hidsige arme, flå for at komme forbi. Måske ville kvinden lege, men humøret var slet ikke i orden til det. Vreden raserede lige under overfladen, og truede med at splitte hendes sind fuldstændig. Det var lige før, hun kunne ane vreden, som en slags rød tåge, der snoede sig for hendes syn. Hun havde mest af alt, lyst til at standse op, og rive hver og en i nærheden til enkelte kødstumper, som hun så ville kvæle det sindsyge kvindemenneske med. Ja, det lød lovende.

Mens hun hastigt bannede sig vej, fokuserede hun også ind i mængden. Bare det mindste glimt at det mørke hår, eller de gule øjne, og hun satte farten op med en ny kurs. Planen var, at forvirre kvinden, præcis som hun selv blev forvirret.

I en bevægelse der knap kunne opfattes, var hun væk fra flokken. Smuttet ind i en af de tilfældige gyder, hvor der var mere affald end liv. Der stod ingen boder, og var mest tiltænkt gammel ragelse, der skulle dø i fred. Den mørke skikkelse var næsten usynlig for det menneskelige øje, krøbet sammen, bag en af de mange containere i en afsides krog. Det mørke tøj, og det lettere gyldne hud, gjorde det bare nemmere at blende ind, i det skumle sted.

Det eneste man ville kunne opfange, ved at kaste ind, var ondskaben i blikket der konstant spejdede mod lysningen og de mange folk der passerede. Fornemmelsen af en der hele tiden stirrede på en, med et isnende blik.

Come to me, bitch!…

Procellas spillende øjne var stift fæstnet på dæmonen efterhånden som den gik mere og mere op i limningen. Perfekt. Det ville egentlig ikke genere hende det store hvis den gik amok midt på gaden. Masser af vidner, men denne del af samfundslaget havde set sin del af mystiske hændelser, og dem der ikke kendte til sandheden kom op med de underligste forklaringer på hvad de så. Mennesker havde altid et behov for at sætte ting i små fine kasser, som der kunne ligges låg på, stakkes i sirlige bunker, og krydses af på dertil indrettede lister. Alting havde sin plads i verdensordenen og hvis noget faldt udenfor måtte der være tale om en misforståelse. Hvis dæmonen faktisk mistede selvkontrollen så ville samtlige dæmoner på Deploratus vende sig mod hende...faktisk ville det gøre Procellas arbejde meget lettere.

Jægeren fnøs for sig selv imens hun gennede den ubetænksomme dæmon afsted. Hun vidste hvad hun lavede. Mentalt var hun hele tiden et par skridt foran. De små glimt hun lod dæmonen få af sig var bevidste. De var præcis lige så effektive som slag eller bid. Hvis hun var langt borte, virkede de som afstødende, hvis de var tæt på ville de virke tillokkende, og friste dæmonen til at lange ud efter hende. Hver handling havde en reaktion. En effekt.

Procella brugte af de lagre som ingen normal jæger havde. Som ingen normal jæger burde have. Hun tænkte ikke over at hun gjorde det, men det ændrede ikke på at hun gjorde det. Med den uhyggeligt overnaturlige fart hun bevægede sig, pressede hun sin krop ud over menneskelig formåen, og blev en slørret tåge for blikkene omkring sig.

Hvide tænder blev blottet i et sejrende smil da dæmonen endelig opgav sin kurs og satte af ned af en gyde.

Got ya...

En voldsom spænding af muskler, og Procella satte af....

Cherlyns blik der var fæstnet mod gademylderet uden for gyden, ventede på den person der havde fulgt hende. Ventede...ventede...og intet kom? Man kunne næsten fristes til at tro den mystiske kvinde havde mistet sit spor. At hun havde givet op. Men kun folk der ikke kendte Reaper, ville tro noget så komplet tåbeligt som dét. Det var nok også kun tåbelige væsner der rent faktisk regnede med at Reaper ville valse direkte ind i armene på en ventende trussel. De overnaturlige var lidt stupide, og arrogante, sandt...men det gjorde dem ikke mindre farlige.

Et eller andet faldt fra hustagende. En klump. Den faldt, med præcision. Den ramte...perfekt. En stinkende masse, af noget der muligvis engang havde været spiseligt, ramte Cherlyns hovedbund. Den blævrende klump holdt sin form et kvart sekund, og dirrede så, hvorefter en hinde brast. Ud af hinden vældede en mavesyrefremkalende, kvalmeprovokerende, indvoldskværnende blanding af klumpet kødgrød, sammen med forrådnelsesvæsker der var en tynd suppe.

Oooooooh! That was a goooooood one!

Procella havde svært ved ikke at ligge hovedet tilbage og kagle højt af latter, over synet af den "hemmelige" ninjadæmon, der nu, krøbet sammen bag en container, var smurt ind i, hvad der engang havde været indholdet af en gadehund. Kinesiske restauranter var...fantastiske...på den nogle gange overraskende måde.

"Heads up! Awww....sorry. I forgot...was I supposed to yell that before I dropped my pet, or after?"

Råbte Procella ned til skikkelsen, med påtaget brødebetynget mine, og en finger der duppede let mod hendes underlæbe i eftertænksomhed. Cherlyn var komplet smurt ind i indvoldssuppe...hun kunne godt kysse sit tøj farvel...det ville være mere effektivt at brænde det, end at prøve at redde det.

Med en høj hånenede latter forsvandt Procellas ansigt ind over taget igen. Hvis hun havde aflæst dæmonen korrekt, ville hun flamme op i det røde felt nu. Ikke blot havde Procella fået hende til at flygte, hun havde jagtet hende gennem gaderne, fået hende til at gemme sig, svinet ikke kun hendes tøj, men også hendes værdighed og ære...og givet den en ekstra tand ved at bitchslappe hende...igen...

Kitty...kitty...kitty....

Procella trak sig længere bagud på taget. Nettet blev strammet nu. Den her dæmon havde brug for alvorlig adfærdsregulering. Pædagogen Procella til tjeneste.

Cherlyn blev siddende uden en eneste muskel rørte sig, og stirrede forhåbningsfuldt ud i den store mængde. Hun var bestemt ikke vant til at blive jaget, eller hunset med på den her måde, og det kunne man godt tyde på hendes opførsel. Hvis det ikke havde været for alle de pokkers regler, og aftaler, var hun nok gået barsærk for længst. Det var faktisk lidt af et under, at hun havde holdt så længe, selvom kvinden blev ved med at slappe hende igen'igen og igen!

For sent. Alt for sent. Først da hun hørte en svag skvulpen, få millimeter over hendes eget hoved, blev hun klar over, at hendes position var opdaget. I et håbløst forsøg, forsøgt hun sig at kaste kroppen til siden, men endte tragisk nok, med at have containeren i vejen, som hun havde støttet sig til tidligere.

Med et halvkvalt skrig, der blev blandet godt op med eder, og rasende snerren ramte massen hende, og kollapsede ud over hele den gyldenbrune krop. Hun rejste sig øjeblikket, da hun mærkede den ilelugtende væske, trænge igennem hendes tøj, og de fedtede klumper glide af hende. Med sin fortsatte skrigen, baskede hun rundt i gyden, og forsøgte at ryste sig bare en lille smule tør.

"WHAT THE HELL IS WRONG WITH YOU WOMAN?! I SHALL RIP OUT ALL OF YOUR BONES, AND USE THEM TO STICK TROUGH YOUR MINIMALISTIC BRAIN!"

Alt imens hun skreg efter kvinden, der nu var forsvundet ind over de mange hustage, hastede hun hen mod containeren, der også var blevet ramt ved hendes side. I blinde af raseri, greb hun fat om kanten på den, hvorefter hun let borrede kløerne gennem siderne på den. På pivende hjul, trak hun den en anelse tilbage, hvorefter hun forsøgte at løfte den i skulderhøjde. Maveindholdet der gled ned af siderne, da den blev løftet op, svækkede hendes greb en del. Kløerne blev konstant ved med at glide, indtil hun fik dem borret i igen.

Et enkelt skridt, og et hurtigt kast. Det skete på et splitsekund, at hun fik kastet den noget fyldte container afsted, med fuld fart mod muren. Alt imens, hendes ene hæl knækkede sammen under hende, da hun vred om, i en glidende bevægelse, direkte ned i resterne af en hundelever. Pludselig lå hun meget akavet, med den ene sko, komplet ubrugelig.

Containeren der havde braget direkte med fuld fart ind i husmuren, blot et par metere højere end hun selv befandt sig, faldt efter sammenstødet, til jorden med et stort brag. Efterfulgt at den krakkelerende lyd, af containeren hvis plastic blev splittet. Affald sprang ud omkring hende, og fyldte den allerede lugtende gyde, med en stank der kunne få de fleste tåre til at løbe i vand.

Med et gennemtrængende skrig, rejste dæmonen sig, og greb fat om hvad end hun kunne få fat på ved hendes side. Affaldssække, brugte sko, diverse unævnelige ting blev kastet mod jægeren på taget. Stadig blind af raseri, skrigende og komplet ligeglad med om hun ramte, kylede hun mod alle sider af tagene omkring sig. Selv sine sko, blev tagte af, og hamrede igennem et vindue.

“ARE YOU A WOMAN, OR A MOUSE!? COME DOWN HERE, AND PLAY WITH ME, PSYKO!”

Et minimalt øjeblik stoppede hun op med sine terroerplaner, mens hun afsøgte området. En meget dyrisk og dyb knurren, lød ilevarslende fra struben, med de sorte øjne, glødede af had og vandvid stirrende rundt omkring hende. Stående, som var hun upåvirket af stanken omkring hende. Jakken blev flået af, og tilbage var resterne af tøjet fra før. Stanken kunne ikke hamle op med det had, hun følte mod det kvindemenneske nu.

Procella havde svært ved at undtrykke den spruttende latter

How can I lose to such an idiot?

Hver skrig og forurettede lyd af ting der blev smadret i gyden under hende, var som sød musik i hendes ører. Hun rømmede sig kraftigt da affald, metalstumper og selv beklædningsgenstande, begyndte at hvirvle rundt i luften...langt fra hende. Hun var sgu for klog til at stå og glane ud over kanten efter at have leveret sådan en svidende svada.

"Ahem! The rat, calling the mouse a rodent? Tell me you see the backfire here?"

Fraværende betragtede Procella hvordan resterne af en gammel dvd-maskine sejlede gennem luften, i en finregn af skrald. Den nåede op på taget og tog den i curlingstil hen over cementlaget. Den blev stoppet da hun blidt satte en støvle på den. Atter hævede hun stemmen.

"Besides! My daddy told me not to play with strangers, and you are not being a polite little girl. You are still a very bad, and now filthy, demon. Tantrums are not nice. Do someone need a timeout?"

Hun kunne ikke lade være. Hun måtte bare prikke. Det var for fristende. Dæmonen serverede sig selv på et sølvfad, og Procella havde meget svært ved dumme eksistenser. Teknisk set var Cherlyn vel ikke dum...bare mindre strategisk, men det var samme side i bogen hos Procella. En dæmon der lod sig så let provokere til reaktion var..dum...

Oh god...Nari just met her match...the world is going to implode if they ever meet...the...bloody....horror!

Hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse, delvis af morskab og delvis af rædsel

Cherlyn blev ved med at kaste. Ting fløj, som var de skudt ud af en kanon, og hamrede ind i murer, knuste vinduer eller faldt bare slapt til jorden, da de blev kastet direkte op over hende. Nogle af dem, strejfede let hende selv, og det fik hende bare til at blive endnu mere rasende. Hvorfor kunne hun ikke ramme den sindsforvirrede kvinde?

Wait a minute… Where is that bitch?!

Med åndedrættet hidsigt hvæsende gennem de sammenbidte tænder, stoppede hun ganske langsomt med at rive ting til sig. Desuden, havde hun kastet stort set alt, hvad der havde været indenfor hendes rækkevide, længere væk. Det eneste hun let kunne spotte, var lidt tarm, der hang dalrende på hendes skulder.

Men stemmen var der. Nok kunne hun ikke høre hende, men den hånende stemme, skar stadig ned i gyden, og lossede til hendes rødglødende sind. Da hun havde nogenlunde spottet stemmen, efter at have gloet et lille øjeblik, greb hun hårdt fat om det smattede tarmstykke, og kylede den op mod taget.

Bevidst, valgte hun ikke at svare på hendes første ord. Stadigt snerrende gik hun håbløst igang, med at børste den klamme væske af sig. Det eneste der faktisk lykkes for hende, var at fjerne nogle få kødklumpe, fra den nu ødelagte Mohawk.

“Your daddy was a son of a bitch! He told you, not to play with strangers, huh?! Well… You are not doing very well, if that is your plan. Throwing food at me is not what I would call, to stay away! And wooow.. I am a bad demon! What a surprise!”

Hun fnøs hånligt det sidste, mens hun langsomt begyndte at bevæge sig rundt i gyden. Med blikket vendt søgende op mod tagene, i håbet om at få et glimt af den fremmede, klart knap så menneskelige kvinde. Hun var dog blevet mere opmærksom, og kastede i ny og næ, et blik rundt, og afsøgte området grundigt. Som et dyr, ventende på sin mad, fortsatte hun.

“But if we are going to play, this stupid little game. I want to know, what the hell you are. Because, thanks to you, the only thing I smell, is your fun!.. You are not natural, that is for sure. Crazy, for sure too”

Hun satte irriteret hænderne i de velformede sider, og ignorerede den klamme fornemmelse, af væsken der smattede ud, og trængte gennem tøjet. Når det her var færdigt, var det ikke til at vide, om stanken af blod, eller råddent kød, ville være værst.

Procella hævede et øjenbryn da dvd-maskinen blev forfulgt at et stykke indvold. Strategisk tog hun et enkelt skridt til siden. Hendes læber blev kruset i et lille skævt smil da dæmonen råbte igen. Fejl... Cherlyn havde flyttet sig, og det ville teknisk set have givet hende en potentiel fordel ved at kunne have sneget sig ind på jægeren...men hun smadrede komplet muligheden ved ikke at kunne holde sig fra at hyle hysteriske fornærmelser efter taget...og nu var Procella opmærksom på dæmonens skiftende position.

Procella kunne være hurtig når hun ville det. Hun kunne være lydløs. Og hun kunne være fandens irriterende. Det lå egentlig mere i hendes natur at være det, men det var et prydsmærke. Da hun listede hånden ned i Cherlyns lomme og fiskede halskæden op, mærkede dæmonen ikke det mindste.

(Dette er slået for, og godkendt af den anden part i tråden. bare så vi har det på det rene)

Procella trak sig med det samme tilbage igen, som en skygge, da det eneste hun fandt var halskæden. Ergo måtte det jo være dén der var blevet stjålet. Jo lidt penge havde der også ligget, og dem havde Procella raget til sig. Hun havde ikke de store skrupler over at stjæle fra sjæleløse skabninger med intelligens med en burhøne. Det her eksemplar gokkede også lige så meget som en høne. Og tillagt sig fjerkræets klassiske hovedprydning.

Oh god...this is too easy...

Latteren der atter hånede Cherlyn kom pludselig fra gadeplan men længere væk. et sted rundt om hjørnet, væk fra gaden og mennesker.

"My father wasn't a son of a bitch little demon. I'm the bitch and my "daddy" was the big bad pitbull who ate little poultry like you. Besides, I'm not playing nicely. Noticed? But we are having fun aren't we?"

Procella skævede ned i sin hånd og tog et længere kig på halskæden. Det var lige ved at hun havd lagt nakken tilbage og skreget af grin. Med moderation kunne man tydeligt høre hendes latter der boblede i stemmen.

"Are you kidding me? I have been chasing you for this?! You have the worst taste ever! But then again, you are covered in dead dog...i guess the bling has to match the rest of the poor fashion-sense"

Den spruttende latter var tydelig igen

"Oh noooo...crazy? Awww...now your just mean. Oh my god...my feelings are like...totally hurt! Really! I mean it! I have to do...like...therapy and stuff!"

Bare for at føje spot til skade blev Procellas stemme en smule skinger, praktisk talt blond at lytte til, og man fik den her queen-bee, snob assosiation i hovedet. Hun manglede bare det pink tyggegummi og rottehalerne.

Cherlyn var ved, at være godt træt af det her. Men det kunne tydeligvis mærkes, og denne såkaldte mær, formåede at bruge det utroligt godt. Lidt for godt. Hvad var hun? Endnu en af de tingester der var sat ud i verden for, at pine og plage væsner, med deres hamrende irriterende evne?

Minderne var næsten overvældende, da episoden fra engen, endnu engang dukkede op. De fik hende til, at standse for, at tage sig til hovedet. Kløgtigt placeret, under de to spidse horn. Billeder for rundt inde i hovedet for så, at forstyrre hendes syn. Det kom ind i mellem til hende, og mindede hende om flere af tingene, som hun sjovt nok ikke kunne huske. Måske kunne hun undskylde sig med, at hun havde fået en bid elver, inden det her startede? Det ville nok, mindske pinligheden.

En gennemtrængende latter, fik Cherlyn til at fjerne hånden, og vende sig rundt overraskende elegant, i det smattede terræn. Procella, havde nu fået fjernet sig, til et mere komfortablet miljø for hende selv. Klatring var ikke lige hende.

"Correctly little princess! You are as we say a bitch! Happy now?!... And besides. If your daddy, helped to make you… Then it wasn’t poultry he ate, but something much worse! And fun?... Oh yes, I am having fun. Come! Join me, and I will show you what I mean!”

Det sidste blev udtalt med et hvæs, der klart fortalte om hendes afsky mod Procella. Alt imens hun uden så meget som, at fjerne blikket fra hende, bøjede sig ned, og fik fat i endnu en del fra hunden. Dog var det komplet umuligt, at tyde hvor den havde hørt til.

"Yeah… I was also wondering at the beginning, when a dog fell from the sky! You idiot! It was just some crap I bought, because I was bored! I gave him those fucking money!... So if you will excuse me little rat…”

Hun nejede kort, og ironisk i det gennemblødte tøj, før hun med faste skridt satte kursen mod udgangen af stedet, hvor Procella stod og hånede hende. Hun orkede ikke engang, at se ned. Fornemmelsen af smattede indvolde mellem tærene, fortalte hende tydeligt hvor tæt på centrum hun stadig var. Centrummet af gyden, og dens brækfremkaldende indhold.

"Well good for you dolly! Don’t you have some kind of boyfriend, you can find and play with?.. . I am sure, that he is just as tired of you, as I am. If you act like this to random peoples, I would hate to be with you home..”

Med tydelig foragt i stemmen, bevægede Cherlyn sig tættere på. Medmindre Procella havde flyttet sig, hvilket hun nok ikke havde i planerne, var de nu blot 3 meter fra hinanden.

Cherlyns store fejl var at hun forsøgte at snige sig ind på Procella - storknævrende! Jægeren var målløs over dæmonens tåbelighed. Det var virkelig sjældent hun oplevede dæmoner der tænkte så lidt. Selv Nari virkede lynende intelligent i forhold til den indvoldshørmende tingest der splaskede rundt efter hende.

"Boyfriend? Awww demon-dear! Did you just try to get yourself a nice piece of human-pie? You don't get a boyfriend by stealing. Value or not, stealing is not nice. And steal you did. His business, his prices"

Procellas stemme kom pludselig et helt nyt sted fra. Selvfølgelig havde hun flyttet sig. Hun så med et fnys på halskæden i hendes hånd og rystede på hovedet. Det var princippet i det. Men det her var ikke engang værd at stjæle selv. Hvorfor i al verden skulle dæmonen lave så meget ballade over et billigt stykke flitterstads? Ikke nok med at hun var blevet jagtet som et stykke kvæg, hun havde mistet sine sko i hysteri, fået ødelagt sit tøj, og sin frisure, og rendte rundt og kastede med magi og flade fornærmelser. Procella puttede halskæden i lommen og sukkede. Sikke en dag.

"Weeeell...I got what I came for. Remember this demon-girl. Do stupid shit, and I will find you...again. Guess it will be a matter of time then..."

Det sidste brummede hun for sig selv. Den her dæmon var fortabt. At bruge magi på et menneske i fuld offentlighed, i dagslys. Der var så mange fejl i det billede. Procella bevægede sig hastigt mod folkemængden igen. Nu skulle hun checke ham fyren, gave det usmagelige smykke tilbage, og hjem og sunde sig. Eller dø af grin. Eller briste i gråd?

Demons...In my youth, they where something to fear. Now...oh lord...I'm getting too old for this shit. Or clever. Which is sooo sad on so many levels...

Cherlyn var efter egen mening, egentlig ikke ude på, at snige sig ind på den såkaldte psykopatiske kvinde. Hun forsøgte ganske enkelt i sig, at slippe ud fra det her mareridt. Det stod klart, at hun havde dummet sig. På langt flere måder, end hun kunne overskue, at tænke igennem.

”Ha! Hell no! I do NOT want a freaking boyfriend, running around me, like a puppy! I am not that kind of creature, for relationships like that! And by the way… When do you get it in your silly little head, that I gave him that damn money!?”

Hun orkede knap, at se efter Procella, da hun igen flyttede sig. Hun ville bare finde et sted, og brænde alt det her møg i fred. Og muligvis tage et meget'meget langt bad... Bagefter skulle hun nok opsøge Selene. Det gav hende flere problemer, end det gavnede hende, at rende rundt med et temperament som dette. Trods for, at hun var en dæmon. Hun havde aldrig haft nogen til, at oplære hende. Kontrollere hende. det passede hende også fint, men var måske ikke så filens praktisk.

“I will freaky. But keep your other psyches away from me… I have had enough of you crazy bastards for a while. Especially the green ones…”

Hun vidste ikke hvor det kom fra. Måske fik galskaben, hende til, at tale over sig? Det var måske den irriterende jægerlignende opførsel, der havde fået mindet om den nu gennemtæskede elver frem i hende. Hun smilede for første gang i lang tid nu. Se DET var tider. Da hun bemærkede Procella var på sin vej væk herfra, var der en stemme der inderst i hende, der skreg og bad til, at jægeren ikke fandt hendes ord specielt værdifulde. Og lod hende gå.