Looking for something - Procella

Dato: 29. februar
Tid: 17.08
Vejr: Kold blæst, småregn
Omgivelser: Werclare havn, mennesker på vej diverse steder hen.
Påklædning: Slidte militærstøvler, sandfarvede khakis, sort læderjakke. Håret er sat op i en stram fletning.

Blæsten tudede gennem gyderne. Vinden kom i stød. Bådene vuggede voldsomt i det ophvirvlede hav. Mennesker skyndte sig hjem til deres varme hjem efter endnu en arbejdsdag. Hjem til deres elskede og dem de holdt af. Det kunne være rart at prøve det igen. At have et hjem med en familie. Ingen havde interesse i at se på omverdenen og dens indvånere. Deres blikke var rettet mod deres egne fødder, deres egne verdner.
Men en søgte udad, ledte i et hvert ansigt. Det var en kvinde. Hun så opgivende ud, men noget holdt hende igang. Hun havde snart ledt alle steder! Hvor kunne hun være? En lok faldt ned i ansigtet på hende, hun fjernede den irriteret.

"Come on.. She should be here somewhere.." Mumlede hun for sig selv.

Det var i hvert fald det sidste sted, hun havde en ledetråd der pegede i mod. På en af de her øer.
Hun glædede sig til at finde hende. Gad vide, hvordan hun ville reagere? Det ville være fedt at se hende igen - og lære noget nyt. Det kunne godt være, hun ingen tålmodighed havde, men Kaya havde ikke lært så meget på så kort tid før.
Hun lod hånden glide ned ad låret, hendes kniv sad der stadig. Hun skulle ikke virke uforberedt, når hun mødte hende. Hun måtte have styr på alt for ikke at se dum ud. Kaya ville bare gerne imponere hende.

En insisterende finger prikkede pludseligt Kaya på skulderen

"She should be, and she is indeed. But she is very interested in what the fuck you are doing here. Still not paying attention are we...cupcake?"

Stemmen bag hende var kølig og samtidig fuld af en halvirriteret humor. Procella kunne dog ikke lade være med at smile skævt, selvom det generede hende let. Hun tog et skridt bagud og så udvarende på den lidt yngre kvinde.

"If you are even thinking of using that butterknife on me, you are going to regret it"

Hun var ikke helt sikker på hvad Kaya pludselig lavede her, men der var ved at skabes en tendens efter klubbens åbning. Satans billeder. Procella lod blikket glide kort fra kvinden foran hende, og ud til siden. Porcelain var hvor hun skulle være. Godt.

"Kaya? Why are you here? don't tell me you just found that the Canadian nature holds wonders you need to see before you die. What the hell are you doing here?"

Procellas stemme var lavmælt i vinden, men alligevel kraftfuld nok til at den kunne høres. Den tykke lammeskindsfrakke i karamelgylden farve, stod godt til de rovdyrgule øjne. Procellas lange hår piskede omkring hendes skuldre ved hvert vindstød

Kaya hoppede nærmest to meter op i luften, da Procella prikkede hendes på skulderen, og snurrede rundt. Det var tydeligt at se, at hun havde fået et kæmpe chok, selvom hun ihærdigt - og meget lidt vellykket - prøvede at skjule det.

"Crap!" Var det første, der røg over hendes læber.

Hænderne røg op og dækkede munden. De røg dog hurtigt ned langst siden igen i et forsøg på at se afslappet ud, den ene hånd lå på kniven, og hun fik et lidt skuffet udtryk i ansigtet.

"I.. I mean.. Hello Procella.." Fik hun fremstammet.

Hun blev altid så skide nervøs, når Procella havde overtaget, og det havde hun næsten altid.

"I.. Came to see you. Or rather to ask you.."

Hun foldede et samkrøllet papir ud, hvor et fint billede af Procella i et noget anderledes outfit, mildest talt.

"What went wrong? Were you on drugs or something?"

Et fjoget smil gled over hendes ansigt. Gad vide, hvilken reaktion hun ville få ud af dét?

Procella slugte det grin der var ved at bryde frem på hendes læber, men hendes øjne glimtede med en åbenlys tilfredshed. Hun havde stadig dét.

"Be nice. I didn't call you names, now did I?"

Brummede hun og med en behandsket hånd forsøgte hun at få det lange hår til at ligge stille så det ikke blæste hendes i øjnene hele tiden. Et kort spørgsmål var at se i hendes blik før det gik en prås op for hende. En tung knurren undslap hende da Kaya foldede det krøllede billede ud.

Selvfølgelig hende selv på den røde løber, i den forbandede glitterkjole. Kaya havde været nådig nok til at få fat i et hvor Wick ikke umiddelbart var at se, ud over armen der lå om hendes liv. Men hvis Kaya havde set dette billede, var det umuligt hun ikke havde set det med kindkysset, eller det hvor hun blev dyppet.

"Yeah...on drugs. Lets just say that. The party never ends on La Sunisha. Goddamnit!"

Hun snappede billedet ud af hånden på Kaya og hendes øjne flammede arrigt. Havde det været fysisk muligt havde hun sikkert antændt papiret med sin vrede. Efter et meget langt hidsigt blik på billedet krøllede hun det nærmest demonstrativt sammen og så op på Kaya igen.

Are yo-....if you laugh, I will rip your tongue out of your throat, and feed it to whatever bottom feeders dwelling in the harbour!"

Hvislede hun rasende, og mærkede samtidig en irriterende rødmen stie hende op i kinderne. Forbandede lortekjole! Forbandede lorteklub! Forbandede lortedæmon!

"But.. I didn't mean it like that."

Procella kaldte hende altid alt muligt, men hun kunne lige så godt droppe af komme ind på dét.

Kaya blev en smule bange, da hun så hendes 'mentors' vrede. Hun skulle helt sikkert have fundet på en anden undskyldning for at komme og se hende. Men hvad skulle hun have fundet på? Hun kunne jo ikke bare sige, at det var fordi hun havde lyst til at se hende. Dét kunne man ikke sige til en kvinde som Procella. Kaya kunne i hvert fald ikke sige sådan noget.

"Drugs..."

Hun fik nærmest et drømme-agtigt udtryk i ansigtet. *NEJ!* Hun rystede kort og meget bestemt på hoved. Hun havde ikke gjort det i halvandet år, og det skulle ikke ske igen.
Hun fik hurtigt det fjogede smil af ansigtet. Eller.. Hun prøvede i hvert fald. Det blev da mindre. Men det var sjældent, hun kunne skjule noget overfor Procella.

"I'm NOT laughing! But.. you've gotta admit, it's.. a little bit.. It's not like you. At ALL."

Bare hun kunne få kølet hende en smule ned. Hun hadede, når Procella var vred på hende.

Procella smed det sammenkrøllede billede på jorden og knaldede en støvle ned over klumpen.

"Not me...at all. Yeah. You got that right. You see. Somehow the last few months, people have come to think I should change. Be...something else. More, less, I don't know, but at least..different. So...lets call it drugs. A head trauma. A bad dream. Whatever we call it..."

At least someone still remembers me for who I am....

"Still fighting the urges huh? Moron. If I catch you doing any shit while here, you are going back to the states faster than you can spell Jack-D. Have you been clean? Like all the way clean? No booze, no drugs, no nothing? I am not a Betty White Clinic"

Spontant greb Procella fat i Kaya og hev hende ind til sig, men den behandskede hånd det lå om kvindens hals og holdt hendes ansigt helt tæt på jægerens modsage at der på nogen måde skulle være tale om en form for omfavnelse. De to kvinder var næsten lige høje. Faktisk var Kaya et par fingerbreder højere end Procella, men det forhindrede ikke den slanke kvinde i at være en gigant, hvordan det end hang sammen.

Som skulle hun til at kysse Kaya førte Procella ansigtet en hårstråsbredte fra Kayas ansigt og stoppede så. Hendes rovdyrøjne glimtede utålmodigt.

No alcohol. At least she is not drunk right now.

Hånden om Kayas hals slap og Procella tog brummende et skridt tilbage for at afvente svar.

Kaya fik et undrende udtryk i ansigtet.

"Why should you change? As I can see, there's nothing wrong with you? ..Is there..?"

Måske kunne hun være en smule sødere, knapt så hårdhudet. Men man blev jo hård i dette fag, man lærte at tage tingene, som de var. Men hun kunne da godt være lidt sødere. I hvert fald overfor Kaya.. Havde hun ikke gjort sit bedste for at opfylde Procellas mindste vink? Hun skulle i hvert fald ikke skuffe hende, uden at have givet det 'a hell of a try'.

Kaya blev noget forskrækket, da Procella hev fat om hendes hals. Af ren refleks forsøgte hun at vride sig ud af grebet, men det gjorde bare endnu mere ondt, så i stedet valgte hun at stå helt stille, indifferent og alligevel en smule bange. Hun ville jo ikke gøre hende noget. Ville hun?

"I'm NOT on ANYTHING!"

Svarede hun stædigt, hendes stemme knækkede en smule over af ophidselse.

"I've been clean for the last one and a half years. Not even alcohol! Trust me! Even if it's hard sometimes, I haven't taken ANYTHING."

Det sidste ord blev nærmest hvislet ud, mens hun fraværende gned sig selv på sin ømme hals. Der var nogle svage røde mærker fra Procellas fingre. Hun så nærmest fornærmet ud over hendes spørgsmål. Men så igen, hvordan kunne hun være vred? Det var da et 'naturligt' spørgsmål. Selvfølgelig skulle hun være sikker. Kaya var heller ikke synderligt værd, når hun var høj.
Men Kaya så rask og frisk ud. På ingen måde hærget, som hun ville have set ud for halvandet år siden.

I første omgang kom der ikke rigtigt noget svar på Kayas spørgsmål, bare en arrig knurren. Så nærmest "faldt" den agressive holdning lidt af hende, som var det en byrde der blev rystet ned på den våde havnekaj.

"I don't know..."

Mumlede hun lidt opgivende og så ud over vandet. Hendes ene hånd gled op og gned uden på skulderen. Forbandede skulder.

"Things have changed for me. A lot have...I cant figure out if I am supposed to roll with it, or fight it"

Det var en lavmælt mumlen og egentlig ikke meningen hun ville have sagt det højt. Hun blinkede let og sukkede. Vendte tilbage til virkelighedens verden.

"What? You want a freaking medal or something? You are clean and alive. And now you are here."

Procellas skulder stivnede kort da en tanke slog ned i hende. Hendes blik blev stift da hun fik et nyt udtryk i ansigtet.

"Are you here on a hunt Kaya?"

If you are here to bust my ass, you are going to regret the day I bailed your sorry ass out of the fire...

Hun havde svært ved ikke at knurre dybt i struben, men hun kæmpede trangen tilbage og så blot vagtsomt på mennesket med en sær anspændthed over sig.

Kaya kunne ikke rigtigt følge med. Det var ikke sådan Procella plejede at opføre sig, i hvert fald ikke overfor hende.

"Changed? What's changed? I don't follow.."

Hvad kunne der være sket for hendes mentor, siden hun var sådan? Kaya blev næsten helt nervøs. Procella havde altid været en stærk kvinde, og at se hende.. Usikker? Forvirret? var unaturligt. Men Kaya så hende jo også nærmest som overnaturlig, så perfekt hun var. Hun havde altid styr på tingene.

Hun virkede næsten ligeglad med, hvor godt Kaya klarede sin trang. Det var da stærkt af hende. Var det ikke? Det mente hun i hvert fald selv, men det var jo også kun hende selv, der vidste, hvor hårdt det var at holde sig fra det.

"But I.. You.. You always seemed to care about, wether I was on drugs on not. Don't.. Don't you care?"

Hun fik et nærmest lillepige udtryk i ansigtet, som om hendes verden krakelerede en smule.

Hvorfor var det vigtigt, om hun var på jagt eller ej? Det var da altid godt at være efter en af de skiderrikker. Hun ville måske hjælpe? Det ville være lækkert at lære noget mere. Hun ville altid lære mere af Procella.

"Kind of.. I followed a werewulf op here. But I.. I lost track of him.."

Hun kiggede ned for at skjule at hendes ansigt blev rødt af skam.

"But.. More because I wanted to learn more from you.."

Mumlede hun. Det var svært at få sådan noget sagt til Procella, det var aldrig til at vide, hvordan hun tog i mod sådan noget.

Werewolf

Procellas bevidsthed åndede lettet op, og hendes krop antog en lidt mere afslappet holdning end før. Hun så ud over havnen og smilede så for sig selv. Hun bøjede kort hovedet let og det lange mørke hår faldt fremefter.

"You know Kaya...life is about the only thing that can really creep up on you and surprise you, even when you got a bulletproof plan..."

Hun løftede ansigtet mod den unge og stadig uerfarne jæger foran hende. Hendes blik var næsten mildt...næsten...

"Of course I care. Kinda. I don't like wasting my time on failing projects. Don't disappoint me"

Hun rømmede sig let og så mod bygningen igen. Med et suk rystede hun håret ud af øjnene.

"You can come out now..."

Procellas stemme hævede sig over vinden. Et øjeblik var der ingen reaktion på hendes kalden. Så skilte en skikkelse sig ud fra det tiltagende mørke. En høj mørkhåret kvinde, nærmest overjordisk perfekt i sine træk. Skubbende en dobbelt tvillingebarnevogn, der var dækket af et tykt regnslag.

"So...No point in hiding the obvious. Kaya...this is my children"

Procellas stemme var næsten en smule flad og træt da hun proklamerede at de mange børn der ikke var til at se, skulle være hendes. Hendes blik hvilede opmærksomt på Kayas ansigt for at fange den mindste forandring i mimik eller kropsholdning.

Kaya åndede selv lettet op, da Procella antog en mere afslappet holdning. Hun var altid nemmere at have med at gøre, når hun var sådan. Så slog hun heller ikke, og hun var nemmere at gøre tilfreds.
Hun fik dog et lidt forvirret udtryk. Hvad var det for en plan af hendes, der var gået i vasken? Hvad var det lige, der var sket med hende.

"What are you talking about, Procella? What went that wrong?"

Kaya følte sig helt varm indeni ved at se det milde udtryk i det lidt ældre kvindes ansigt. Eller.. Det var da det tætteste, hun nogensinde var kommet på et mildt udtryk. Kvinden virkede.. Blødere?

"I am not a failing project!"

Hun så næsten såret ud igen, men det ændrede sig hurtigt igen til det stædige udtryk hun så ofte havde i ansigtet. Alt hvad Procella sagde var en udfordring, en ny mulighed for at gøre hende tilfreds. Hun ville ikke skuffe hende - aldrig..

"I will not disappoint you."

Hvad kunne komme ud nu? Hendes idol så næsten helt opgivende ud. Kayas blik fulgte Procellas. Det var ikke gået op for hende endnu, hvad det var der foregik.
Men det kom som et slag i ansigtet.
Børn?!
Kaya så dybt chokkeret ud. Hvis det bare have været bArn og ikke bØrn. Hvorfor havde hun aldrig set dem før? Eller i det mindste have haft en mistanke om, at Proella havde nogen. Hun lignede et stort spørgsmålstegn.
Men de var smukke.

"What?!.. Wh.. Why haven't you told me before? And how do you take care of them, with this job? Isn't that a little irresponsable? I mean.. The danger.."

Hun stoppede sig selv i at plapre løs.

"No. That's not important. Where did they come from? I mean... Who the.. Lucky guy?"

Overraskelsen skinnede stadig tydeligt ud af hendes øjne.

Procella var splittet mellem lige dele irritation og latter. Det var ganske forunderligt at betragte de mange forskellige stadier af chok, stædighed, chok igen og afstandstagen og samtidig udglattenhed. Det var lige knap og nap Procella undgik at grine bredt over det.

"What? So it's more irresponsible to have children than to talk to a drug-addict? Just to draw up the lines in ink. Geeh Kaya, that was kinda lame."

Hun kunne ikke lade være med at ligge mærke til den denfensive tone der havde sneget sig ind i hendes stemme, og hun bandede i sit stille over det.

"They came with the freaking stork. Dumbo and all. Come on. What do you think? I got knocked up of course."

Procella hvislede småvrissende af kvinden og gik over til barnevognen. Hun trak regnslaget let tilbage og skottede ned på de sovende babyer. Spædbørn kunne man vel næppe kalde dem længere.

What the hell happened with the time?

"Hm? Oh the guy? No one important...."

Hun veg af på spørgsmålet, glat som ål. Nok stolede hun i en vis udstrækning på Kaya, men ikke nok til at stole på hun ville undlade at gøre noget ufatteligt dumt, hvis hun kendte til Wick eller fik at vide han var børnenes far. Et eneste kig på de - nu sovende - bundløse sorte øjne ville afsløre de var andet og mere end menneskebørn, men der var ingen grund til at vifte med et stort neonskilt hvorpå der stod "potentielt dæmonyngel, frit skud og en kage fåes i døren".

"It just kinda happened. Wasn't planed or anything..."

Den del var i hvert fald ikke løgn. Hvis hun holdt sig på grænsen mellem løgn og sandhed var det muligt hun kunne føre den i hus med skindet på næsen.

Kaya blev rød i hoved - flov over hendes dumme kommentar.

"Uhm.. Yeah.. Maybe a little lame."

Hun havde jo ret. Procella var nok mere ansvarsfuld end Kaya nogensinde havde været. Eller også var hun bare blevet sådan, efter hun havde fået børn? Det sagde man jo, at moderen plejede at blive.

"Of course I know HOW you got kids. I'm not stupid!"

Svarede hun irriteret, nogle gange kunne Procella være umulig at have med at gøre. Men Kaya havde altid haft svært ved at blive vred på hende.

"How can a man be 'no one important', when he's the father to your children?"

Spurgte hun nysgerrigt. Hun ville da selv gerne have noget med faren til sine børn at gøre. Hvis hun altså nogensinde fik nogen. Det var ikke pointen. Eller var Procella bare stædig, som sædvanligt, og ville opdrage dem selv? I så fald var det flot klaret. Men hvad tænkte børnene? I hvert fald de store af dem.

"I know all about the 'not planned'-situations. But.. Do you have anyone to help you? I guess it's hard to take care of all of them by yourself. I.. I could help?"

Hun så nysgerrigt på barnevognen. Hvor mange var der lige? Og gad vide, hvor gamle de var.

"Can I see them?"

Hun havde nærmest et bedende blik i øjnene. Procella var jo en smuk kvinde, gad vide hvordan hendes børn så ud?

Procella småklukkede for første gang og skubbede venskabeligt til Kaya

"Have you ever heard of a sperm-donation? It was a passionate night. wham bam boom, I got pregnant"

Det var jo ikke løgn. ikke helt. Hun havde faktisk bare haft en passioneret nat med Wick da det hele var gået grueligt galt. At hun så undlod omkring 98% af historien var en anden ting.

"Look. I can provide for myself. I never needed anyone, and I don't need a man to take care of me nor my kids. So in that way not important. Leave it. I don't need family therapy from you"

Der var kommet en lille afvisende snert i hendes stemme. Nu begyndte det at blive besværligt at sno sig rundt mellem løgne og halve sandheder. Det var bedst at få den deflekteret før hun fik sagt noget hun kom til at fortryde senere hen.

Procella slog let ud med hånden og inviterede Kaya tættere på. Den smukke kvinde trådte en smule tilbage for at give plads. Hun havde et underligt fraværende udtryk i ansigtet der var svært at placere. Lidt...søvngængeragtig.

I barnevognen lå 4 små spæde piger. Alle havde de mørkt hår, og alle lå de og sov med hver deres farve plast-sutter forankrede mellem de bløde buttede babylæber. Procellas blik gled næsten besidderisk og nervøst mellem børnene og Kaya.

"So...this is my girls. Lee, Enie, Daya and Tia. All four. And yes I had them at the same time, and yes they have the same father, and yes they are a pain in my ass...but I love them none the less. I am...their mother...the end..."

Hun trak let på skuldrende. Var der mere hun kunne sige som forklaring? Det var ligesom at sige solen stod op og gik ned. Hun havde en binding med sine døtre, og hun kunne ikke fornægte det, og hun heller heller ikke lysten eller behovet. Ej heller et ønske derom. Faktisk var hun blevet mere beskyttende og familieorienteret efter sit bid.

Females in packs...oh well...

Kaya så nærmest chokkeret ud over den pludselige venlighed. Hun tog sig dog hurtigt i det. Hun måtte huske at nyde det. Men Procella? Venskabelig? Det var rart.
Hun nikkede forstående. Selvfølgelig ville hun ikke have hjælp fra en som Kaya. Men hun følte, at hun skulle tilbyde den. Hun havde jo også pengene til det, hvis det bare var det, hun skulle bruge. Hun ville også gerne give sin tid. Det var det mindste, hun kunne gøre for Procella. Men hun var en stærk og stædig kvinde, så svaret kom ikke det mindste bag på hende.

"Very well, I'll leave. I just needed to say it."

Kaya trådte nysgerrigt forbi barnepigen uden at tage hensyn til hendes særhed. Det var børn, de var altid spændende. Hun skulle bare ikke selv have nogen. Risikoen for at hun faldt tilbage i sit misbrug ville hun ikke udsætte nogen børn fra. Det var hun kommet frem til for længe siden. Hun vidste af egen erfaring, hvor vigtigt det var at have en god familie. Andet kunne ødelægge en grusomt.
Hun så ned på pigerne. Hvor var de søde! Og meget smukke. Hun blev næsten helt blød i knæene.

"They are adorable, Procella!"

Sagde hun næsten hviskende. Hun ville så nødigt vække dem.

"Four at once. Wauw.. Unusual. But absolutely beautifull girls. You must be proud."

Hun kiggede op på Procella fra de fire små ansigter, smilede en af sine sjældne, oprigtigt glade smil og kiggede tilbage på de fire engle.

Procella fnøs irriteret

"Oh will you stop it! I didn't say you should fuck of! I just said I didn't need a man to survive. I can protect myself and my children. Damnit, why are you so touchy feely all the sudden? I'm not a bloody AA-meeting Kaya!"

Procellas stemme steg til en vred snerren. Som på tælling kom der liv i barnevognen. Det bagerste sæt piger åbnede samtidig deres øjne og så op på Kaya, der nu på ingen måde ville kunne bilde sig selv ind at det var menneskebørn der lå i vognen længere. De sorte afgrundsdybe øjne, var uden pupiller og uden hvide øjenæbler. Alt var blot sort dybt uhyggeligt intelligent mørke. Tia klynkede svagt som reaktion på sin mors vrede, og Daya satte i et højt gennemtrængende skrig af utilfredshed. Den lille pige blev hurtigt mørkerød i ansigtet.

"Oh great...just great! Sorry! I didn't mean it. Mommys sorry! Scccch!"

Procella gled totalt ud af sin arrigskab og agression, og virkede nærmere dybt ulykkelig. Hendes hænder fløj lidt forvildet over de grædende børn og tyssede imens en slank hvis hånd gled ind mellem dem og begyndte at rokke håndtaget for at lulle til ro. De to andre piger vågnede af støjen, men de brast tilgengæld ikke i hjerteskærende gråd, de virkede mere forvirret over alt påstyret - hvis man tillod sig at tro at månedgamle spædbørn kunne være forvirrede og have andre tanker end at indtage føde, og sove.

"Screw me. Daya...please! Hm? Proud...oh yes...proud very proud...Shit..."

Procella flikkede hurtigt selen op og pakkede Daya ind i al paka pelsen før hun tog hende op så pigebarnet ikke døde af frostgraderne. Hun vuggede den utrøstelige pige og tyssede febrilsk på det grædende barn.

"Bloody hell...this was not the way it was supposed to be. Sorry Kaya"

Procella sendte kvinden et meget mørkt og fortrydeligt blik hen over barnets hoved og bed tænderne sammen.

"Daya...please...people are thinking I'm a bad mother, that I hit you or something. Please be a good girl. Stop crying. Mommy is not mad anymore. Sccch..."

Jægeren skævede til hybriden der rokkede den enorme barnevogn. Narcissa og Wick var vant til at hun talte til pigerne som forstod de hende. Ville Kaya tro hun havde mistet sin sidste rest af fornuft?

Kaya skævede ud til siden for at undgå hendes blik.

"I don't know. I guess I actually can feel, when I'm not high.."

Mumlede hun lavmældt. Det var egentligt rigtigt nok. Når hun var høj, var det ikke lige følelserne, der lå i første række. Og jo længere hun havde gået uden stoffer, jo mere opmærksom blev hun rent faktisk på sig selv. Det var faktisk ret irriterende.
Hun kiggede straks tilbage mod børnene, da de vågnede og den ene begyndte at græde.

Hun så øjnene med det samme.

"Procella!"

Hun trådte uvilkårligt et skridt tilbage.

"What have you done?! What is their father? No one important, huh? I can't believe you. You of all people..!"

Hun lyttede slet ikke til Procella længere, hun var ved at gå helt i selvsving. Men hun rystede på hoved og fik stoppet sig selv og kiggede igen på moderen til disse.. Børn? Kunne man virkelig kalde dem dét? Og hun.. Så virkelig ud til at elske dem. Den måde hun var overfor dem på.

"What do you mean? What wasn't supposed to happen this way? You think I wouldn't notice those eyes? And.. You really love them? Really?"

Kaya blev ved med at stirre vantro fra børnene til deres mor og tilbage igen. Var det her en drøm?

En tung snerren flød fra Procella mod Kaya

"Look into my eyes Kaya! Does it matter who the hell their father is?! Do MY eyes look more human than their does?! HUH!?"

Sigende blottede hun tænderne af Kaya. Tænderne der passede bedre ind i hovedet på et stort kattedyr, end et menneske.

"If you leave, you better run, fast, and never look back! One chance! Stay or go!"

Procella skævede nærmest desperat ned til den storskrigende Daya

"Yes I love them! I am their mother for fucks sake! What do you expect of me?! To leave them because they have funny eyes? I have freaking funny eyes! Do I deserve to die because of that? I have saved humans more than cops and fire-fighters! Do not judge my children! They have done nothing to no one!"

Kaya trådte bange endnu et skridt tilbage og lagde hænderne over brystet, som en form for beskyttelse. Ikke at det ville virke, men det var ren refleks. Hun stod som forstenet. Det skulle hun aldrig have sagt. Men reaktionen var naturlig og kom fra hendes inderste. Hun havde ikke regnet med noget at det her. Hun var ikke engang sikker på, at hun ville være med til det. Men nu var det for sent.
Hun sagde intet før Procella var færdig. Hun turde ikke sige noget. Bange for at Procella ville gå i kødet på hende.
Først da Procella var færdig med at rase, svarede Kaya.

"I.. No.. Of course you don't have to die. ANY of you. I was just.. Surprised.. And I'm not running."

Hun skulle ingen vejne. Løb ville være ensbetydende med evig flugt fra Procella. Kaya var udemærket klar over, at man ikke kom på tværs af denne kvinde.
Hendes ansigtet skiftede fra frygt og usikkerhed til beslutsomhed.

"If you find it the right thing to do, then I do too. It's your children, and I wouldn't dare to harm them, nor would I want to."

Hun tog en dyb indåndning. Procella var for vigtig til, at Kaya ville forsvinde. Det var sådan her det måtte blive. Hun skyldte Procella for meget. Hun var den eneste årsag til, at Kaya havde overlevet så længe i dette miljø.

"I am not leaving, Procella. Even though I will have a hard time getting used to it - but I am not leaving. I am deeply sorry if I hurt you."

Hendes øjne så bedende ind i Procellas.

Procella stirrede underligt på Kaya, og spædbarnet i hendes arme holdt op med at skrige hysterisk. Den lille pige vendte ansigtet og så på Kaya med de store sorte øjne, man kunne næsten fristes til at tro pigen gloede på Kaya ligesom hendes mor gjorde det.

"Uhm...I....Its kinda to late to regret anything don't you think?"

Hun klappede sigende Daya på ryggen for at understrege at hun ikke rigtigt kunne få pigerne til at forsvinde nogen steder hen. Ikke at hun kunne drømme om det hvis det havde været en mulighed. Der var en grund til at hun ikke havde afbrudt svangerskabet da hun endelig fandt ud af det. Det ville have været mord. Hun var en dræber, men en morder var hun ikke. I hendes bevidsthed var der forskel.

"No one will ever harm my children. Human nor creature. As long as I live, I will protect them. No questions asked. I will never leave my children. Ever. I would make the world burn before I let anything happen to them..."

Det var ikke tomme tønder der buldrede. Det var en stilfærdig konstatering. Procella så varmt ned på den pludslig stille Daya.

"There. See hon? Nothing to cry about. Mummy is here."

Hun kyssede let Dayas pande

"I carried these girls under my heart. I can't explain it. You hear about all this mother-crap. No one understands what it is like before they stand with their own blood in their hands. I would give my life for them. Every day. Walk through hell"

Procella så op og fangede Kayas blik. Hun nikkede kort og sukkede så.

"Why do people think I get hurt over nothing? You did not hurt me. I'm not fragile you know. Take your time getting used to whatever. As long as you come to the right decision we are fine, but don't think for a second I will consider placing you over my children. Ever. That is just the way it is"

Kaya nikkede dumt og smilede prøvende til barnet. Selvfølgelig var det for sent at fortryde.

"Yeah.. Kinda late. You're right."

Mumlede hun. Hun hadede, at Procella altid havde ret. Men sådan var det, hun var en klog kvinde. Og Kaya turde også sjældent at stille sig op mod hende, med mindre hun var helt sikker på, at hun havde ret.
Selvfølgelig ville hun passe på sine børn. Hvem ville ikke passe på sine børn? Selv de fleste overnaturlige væsner gjorde det. Det var naturligt. Kaya valgte bare at nikke enig. Der var ikke noget at sige
Det var forunderligt og noget mærkeligt at se Procella være så blød og venligt overfor et andet væsen.

"Yea.. I've heard that before. I think I understand. It makes sense. You would give anything for them, and why wouldn't you.."

Det var ikke et spørgsmål men en konstatering.

"I don't know. But isn't it natural to apologize for saying bad stuff? I guess it is.."

Hun stoppede sig selv i at plapre løs om dumme emner. Hun skulle ikke lyde åndssvag.

"Can.. Can I hold her?"

Spørgsmålet var meget forsigtigt. Kunne man spørge Procella om sådan noget? Men Kaya ville gerne vise sin velvillighed på én eller anden måde.

Procella hævede et øjenbryn og rystede så let på hovedet.

"No. Not now. She is fussy, and hard to calm. I don't think that's a good idea."

Hun så ned på pigen og strøg det mørke hår og dækkede derpå pigen lidt mere til så hun ikke var udsat for den stride vind der ind i mellem kastede sig imod dem på kajen. Hun lagde omhyggeligt pigen ned igen og dækkede børnene til med regnslaget.

"So...You came here on a hunt. And just happened to stumble upon me? You are a bad liar Kaya. Are you in trouble? Could you stop apologizing so damn much? It's getting old really fast. Man up. Or...woman up. Just grow some balls okay?"

Procella rettede sig og vendte sig mod Kaya. Hendes blik blev skarpt. Kaya var blevet blød som ædru. Det måtte hun have pillet ud af hende.

"You can't be soft on Deploratus. You'll get killed in a heartbeat. The island is literally crawling with freaks everywhere, step up or step out of the game. There are not short-cuts. Just a bit of friendly advise. For old times sake."

Kaya nikkede forstående. Selvfølgelig, det burde hun havde vidst. Men det var den eneste måde, hun lige kunne finde på, hvorved hun kunne vise sin velvillighed. Nu vidste Procella det. Det måtte være nok.

"I understand."

En tot havde hevet sig løs fra hendes frisure. Hun fjernede den irriteret fra ansigtet. Hun var stille lidt, men mandede sig så op til at spørge.

"The real reason is.. That I need more training. I keep getting too close to dying."

Hun så ned i jorden. Pinlig over at skulle sige det højt. Men det var sandheden.

"I take all the precautions I can think of, but I'm still not good enough. I need to get better. I.. I need help."

Et par bedende øjne kiggede ind i Procellas øjne. Det var tydeligt at se, at hun ikke havde haft nemt ved at sige det højt. Men nu var det sket.


((Sorry for kort post..))

Procella så længe og udtryksløst på Kaya. Great.

Why me? Why now?

"Geeeh Kaya...this is really bad timing..."

Sukkede hun så til sidst, en smule opgivende, men der var alligevel noget tøvende over hendes stemme, som om hun allerede halvvejs havde overbevist sig selv om at hun blev nødt til det. En utrænet jæger på øen kunne gøre livet rigtig surt for hende i længden, og det ville sætte mennesker i fare.

I am so going to regret this...

"If I say yes to this, and I have not said yes yet! But if I do this, you are going to do everything I tell you to, when I tell you to, and how I tell you to do it. This is not a debate. This is training. If I say jump, you ask how high. If I say run, you don't stop running even if you puke your guts out. If I invest in you, you will not fail, cause I don't do failures. Are the terms unclear in any way?"

De gyldne øjne blev knebet let sammen og hun låste blikket fast til Kayas

One peep of protest and I'm so out of here...I am not wasting time on an addict

"But I'll do.."

Startede hun meget ivrigt, men stoppede sig selv. Hun ville lade Procella tale ud. Hun stod en smule mere ret, mere forventende. hun så jo tænkende ud, var der en mulighed? Hun så med bedende øjne på den lidt ældre kvinde.

Please.. Please.. Say yes! I need you..! Tænkte hun for sig selv.

Hun lyttede og så meget alvorlig ud.

"Very clear Procella. I will do whatever you tell me to do. Nothing else. Thank you, really."

Hun stod nu helt ret og så en lille smule ned på Procella, men der var kun underdanighed i hendes blik. Et lille taknemligt smil kunne ses på hendes læber.

"I am clean now, and ready."