Englens store frygt i denne jordiske planet var tomhed. Ligegyldighed. Døden kunne hun leve, eller død med, men denne følelskoldhed var for meget. Men hun ikke få sig selv at bekymre sig. Hvorfor overhovedet? Hvorfor overhovedet prøve, når man ved at det at ens anstrengelser ville fejle?
Hun havde skam prøvet, nå ja, op til flere gange. Endda selvmord, men modet eller viljen til at springe ud over klippen var ikke til at finde. Den var forsvundet som dug for solen, som en skygge i natten.
Hun trådte ud på stranden, men opdagede det knap nok. Hvorfor bekymre sig? Måske var selvmord alligevel noget... Azh bekymrede sig ikke om hende, hell, hun bekymrede sig ikke om sig selv! Hvorfor forvente at andre ville gøre det? Det er vel noget i overkanten af at forvente.
Azh...
Der var gået så lang tid siden set havde set hinanden. Siden den forbandede vampyr havde glemt alt, var en følelsforladt skid, pigen kendte ikke til hende eller barmhjertighed. Uden havde bevidst revet Ariens skrøbelige hjerte ud og trampet på det. Nu var spredt udover hele øen og kunne ikke laves igen.
Eller kunne det?
Hun havde brug for en person, der kunne vække hende til live.
En person som kunne slå hende helt ihjel.
Vinden livede på i hendes røde hår. Hun trak det bag ørene med en enkel bevægelse og til sin korte overraskelse se, hun en skikkelse komme gående mod hende. Det var en mand, mente hun at kunne se.
Arien var med det samme misundelig på ham; vinden var imod hende og hun ikke se klart, men han var sikkert normal. Sikkert glad, med en lækker kæreste og sikker fremtid. Mennesker var nogle dumme, uvidende fjolser, men gud, hvor ville hun give meget for at være en af dem.
*Vent... Er han ikke for... * truer hun tænkte det? *... køn til at være menneske?*
Fre 25 Nov 2011, 10:56
Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …
