Hvordan endt jeg her? -Arien

Solen var gået ned og natten ville snart være over byen og det ville gør at der ikke ville være meget live og finde i byen, men det var ikke alle der levet om dagen nej der var dem som kun havde et live om natten og det var os et der gjord af man ikke skulle se dem om dagen.
En af de person var en ung pige ved navn Adabella og hun var en vampyr som kun havde et live i natten da hun ikke havde det så godt med solen som normale mennesker men sådan var det jo med vampyrer de havde en anden form for celler i kroppen som gjord af de ikke tåle solen eller dens lys, det gik hende ikke på så meget mere da hun var, blev van til af natten var hendes hjem og det af hun var et af nattens børn i sted for en der var på den lyse side. Hun var i et hvidt jakkesæt som havde en hvid overjakke ud over mens hende hud var lige så lys som hendes tøj, hendes hår var sort som natten og gik meget lang ned af hendes halv kvinde halv pige krop mens hende øjne havde den samme farve som hendes hår af natur men hun var de halvt røde halv sorte da hun havde bruge for blod.
Hun gik bare der og passede sig selv mens hun kom forbi politi stationen da der ikke sket det stor her til nat men der skulle vel heller ikke alt ske så meget hver nat, nej lidt fred var okay ind i mellem selv om hendes trøst efter blod skulle have en enden her til nat for eller ville hun være farlig og være sammen med, hun lod en hånd gå gennem det store hår mens hun gik der i hendes tanker og der var ikke så meget andet hun kun gør da hun ikke havde nogle som helst grund til så meget andet lige i øjeblikket. Hun smilet for hende selv mens hun bare gik med den samme fart som et menneske selv om hun ikke var det så leget hun det tit da hun lidt på en måde stadig gerne ville være dødelig, men nej sådan skulle det ikke være for hende som den ene der var tilbage i hendes familie var hun os den ene der havde fået den mørke gave og derfor var hun foreviget fanget i den her verden da hun ikke havde andet og gør her..

Beklædning: http://www.google.dk/imgres?q=anna+milton&um=1&hl=da&biw=1280&bih=909&tbm=isch&tbnid=RbAGEcAMlCcWiM:&imgrefurl=http://www.fanpop.com/spots/anna-milton/images/6696898/title&docid=ygWeXbtrtJxarM&w=533&h=800&ei=9QhmTsnGIsXKswakkLyQCg&zoom=1&iact=rc&dur=349&page=1&tbnh=145&tbnw=97&start=0&ndsp=30&ved=1t:429,r:8,s:0&tx=56&ty=66
Ud over jakken. Den er sandfarvet, åben og går hende til knæene.

Politibetjenten, som havde til opgave at forhøre hende, sukkede højlydt. "Og hvad har du til at sige til dit forsvar?".
Arien ville gerne sige sandheden. Sige at hun var engel, som tilfældigvis havde gået forbi en øde baggård, og havde fundet en sammensunket krop. Det havde været en pige med mørkt hår og hun var meget køn. Hendes øjne var spærret op i rædsel og hendes mund hang åben. Hendes hals var der næsten intet tilbage af og Arien vidste med det samme, hvad der havde dræbt den kønne pige. Vampyr. Der løb en bloddråbe ud af mundvigen og ned til hagen, og fladt en sidste tåre.
Arien havde prøvet, at vække personen eller give den første hjælp. Men pigen var død og ikke engang et mirakel ville vække hendes evige søgn. Pigen var taget videre.
En time senere havde to betjente fundet hende. Hendes hænder var smurt ind i blod og hun havde grædt en enkel gang over pigens sørgelige skæbne.
De to mænd havde brutalt, og ikke mindst mod hendes vilje, taget hende på stationen. Hun havde desperat prøvet, at fortælle dem hendes situation, men de havde opført som døve.
*Et par rigtige skuespillere* havde Arien vredt tænkt.
Så nu var hun her.
Rummet var gråt, firkantet og uendeligt kedeligt. Der var tre betjente. To til at passe på hende, en til at forhøre hende.
Ham, der forhørte hende, havde ikke fået mange svar. Det eneste hun havde sagt var 'det var ikke mig' og nogle forsøg på at forklare sig. Derefter havde den mandlige, stinkende og fede politibetjent knurret af hende og hun havde som svar klappet i som en østers. Hvilket havde Peter Nielsen, det står der på hans skilt, gjort mere vred og det englen godt tilfreds med.
Stemningen var anspændt. Arien og Peter udkæmpede et tavst slag om, hvis vilje var stærkest.
*En af os taber, gamle Peter* hun smilede et mest onde smil *Og det bliver ikke mig*.