Ved en dybfrosent sø Arien.

Sted Silent river.
Vejr lyst, og koldt.
Omgivelser træer.
Påklædning sorte jeans, sort top, sort læder jakke. Sorte stiletter.
Tid 13:00
Årstid sommer.

Klokken var ved at nærme sig et tiden da Arielle kom gående ned mod Silent river, en sø som hun havde hørt en del om. Hun så advareles skiltet. Men hun ignorere det. Som dæmon kunne hun jo godt lide fare, og spænding. Bare ikke når det blev for meget. Vejret var nogen lunde varmt, men det kunne jo hurtig laves om på. Hun smilede et roligt smil, hvor efter hun satte sig ned ved søens kant, hun ville ikke bruge sin evne lige nu. Ikke med det samme, hun skulle jo nødig fryse nogen til is. Hun betragtede blidt sit spejlbillede i søen, rørte let ved det kort klippede hår. Den frisure elskede hun, og den ville hun ikke af med igen. Hun kiggede kort rundt inden hun stak en finger, ned i vandet. Det var ikke koldt eller noget, mere lunt. Men efter noget tid begyndte det at blive køligere. Hun smilede, hun kunne stadig. Stadig gør vand koldt.

Arien gik rundt og rundt. Og rundt. Hun vidste ikke længere, hvor hun var, men det var ligemeget. Slt for ligemeget.
Hun havde mistet havde hun holdt af og hun burde være død. Men hun levede. Levede som en fordømt. Forbandet.
Englen gik med lette skridt gennem det høje græs og, uden at vide det, var hun på vej mod søen. Hun gik nynnede svandt med på sangens omkvag med sin blide, rolige stemme.
There's a scar on my soul.
HUn førte langsomt hånden op til det gamle ar på halsen og skvælvede umærkeligt. Var det bare hende eller var det blevet en anelse, bare en anelse, koldere?
Søen kom til syne på hendes højre side.

Arielle lagde ikke helt mærke til noget, hun betragtede blot søen som ikke havde flydende
vand længere. Hendes finger var heller ikke i vandet længere, den have hun for længst
taget op. Efter at søen var begyndt at fryse til is, hun smilede for sig selv. Og betragtede
nu den frosent sø. Som før havde haft vand som man kunne drikke af, selv om det nok
ikke var helt sundt igen at drikke af vandet. Hun sukkede kort, inden hun kiggede op i
himlen. Hun smilede stille for sig selv, i mens hun betragtede skyerne, det de kunne
komme til at ligne var til tider meget sjovt. Hun lod hovedet falde ned efter noget tid,
så hun igen betragtede søen. Betragtede den med sine unaturlige øjne, grønne og lilla.

//Jeg har ikke noget imod det Jezabel, men hvad siger du Arien? xD)

//Heller ikke mig ^^//

//Så Jezabel så hopper da bare med :D Arien har også sagt god xD//

Det var virkelig koldt. Arien rynkede brynen og kiggede nærmere på søen. Der sad en sorthåret ppige ved den og den var... frosen?
Arien gik lydløst nærmere. Var pigen... overnaturlig?
Hun kom stadig nærmere og stoppede op halvtreds meter væk. Overvejede hvad der nu skule ske. Hun mærkede vinden blæse igen og det føltes koldere end før. En kuldegysning løb ned af hendes rygrad. Hun blinkede et par gange og sukkede så.
En fugl sang, en fugl skreg. Og faldt.

Jezabel bevægede sig hurtigt og stift ned igennem skoven der omkransede den såkaldte 'Silent River'. Hendes mørke hår var slået ud og bølgede bag hende som et mørkt slør, og hendes ansigt var blegere end normalt. Det næsten lyste, i skovens dunkle mørke, som de gyldne øjne.
Hun opdagede at hun nærmede sig skovbrynet og søens kant, så hun stoppede op, og nærmede sig glidendes et træ, så hun ville kunne holde øje med sine omgivelser uden at blive opdaget.
Det var umuligt at komme udenom, at det var en underlig scene der udspillede sig foran hende. En mørkhåret, ung kvinde ved søens kant - som var frosset til... Og en rødhåret én, som så ud til at være forpjusket og måske en smule forvirret. Jezabel valgte at holde sig skjult et stykke tid endnu.

Hun overvejede at flygte, det ville være det nemmeste, ikke? Men bitter erfaring fortalte hende, at det ikke nyttede noget, at løbe. Man udskyd problemerne til senere, og når den tid kom, var de meget værrere end før.
Hun gik igen frem ad og stoppede op nogle nogle meter fra skikkelsen. Hey, det værste, der kunne ske var jo hun døde, ikke?
Jo.
Hun hostede lidt og sank en klump. Her var virkelig koldt. Hun trak jakken tættere om sig og fik et ord frem og, gjorde nogethun tillod sig at kalde, at kalde et smil.
"Hej". Dæmon.