Definitely looking for a fight - Procella

Tid: Omkring 2:30
Vejr: Overskyet, koldt, blæsende.
Sted:Van Martes park, efter lukketid.
Omgivelser: Lukkede forlystelser.

I skyggerne, lænede han sig op imod de gotisk-inspirerede tårne, på spøgelseshuset. Han betragtede sit værk med et tilfredst smil. På den åbne plads foran ham lå omkring et dusin lig, mennesker, i alle aldre. Alle sammen grotesk massakrerede. De fleste af dem var dårligt nok halvt tømt. De fleste af dem var dårligt nok voksne. Mathias slap det lille barnelig han havde fat i ved håret, og smed det ned på den beskidte jord. Med bagsiden af hånden tørrede han blodet væk fra hans mund af. De store tomme øjne så sørgmodigt og skræmt på ham, men det ødelagte kranie var langt tydeligere at få øje på.
Det her burde være spor nok til at hans morskab kunne blive ført ud i livet. Medmindre at de så kaldte dusørjægere, var lige så snæversynet som deres race. Han havde ellers hørt at de skulle være noget for sig. Selvom han tvivlede stærkt på det.
Tålmodigt ventede han, lugten af blod tirrede ham, han ville have kamp, og det skulle være snart. Det havde været en større plan, han havde med vilje begyndt at gøre sine små måltider mere sjuskede, så menneskerne kunne se at det ikke var et alment drab, men noget andet. Noget der ville få dem til at sende deres specielle styrke, altså dusørjægerene.
Mathias hviskede roligt ud i natten, "The hunter, will be the hunted." Vinden førte ordene ud over pladsen, den samme hvisken, men forvrænget. Det var dårligt muligt at se hvor stemmen kom fra, han var dækket i sort fra top til tå. Hans blege hud så nærmest sølv ud, imod den ru læderjakken.
Hvis han var heldig ville der være flere, så kunne det være at han rent faktisk fik en kamp ud af det. Men han var selvfølgelig nødt til at være tålmodig, hvis han ville have deres opmærksomhed.

Bloody hell...

- Ripper...he has been at it again
- How many?
- I dont know. I smell at least 5 different. What the hell is wrong with people out here?! Demons attacking hunters in broad daylight, vampires on killing sprees, kidnappings from hotels, wolfs bringing flowers, HAVE THEY ALL GONE COMPLETELY INSANE?!

Stilhed

- Reaper, you better come the fuck down and handle this. Smooth and fast. The brothers are watching and they are not happy. If you dont do something they are gonna sent in the big guns...and girl...you really dont wanner be around when they bring in the big guns. They dont wait. They dont ask any questions. They will kill you alongside the humans and write it of as a gasexplotion or some shit. They dont care. So you listen up. You get the monsters straight, or you get your pretty little ass off those islands. Understood? That was a direct order if you where in any kind of doubt....

*klik*

Procella så ærgeligt ned på mobilen i hendes skød og rakte så op og slukkede ørestykket og smed det i handskerummet

"...yeah...i heard you allright...you sound like Wick...welcome to the fucking twillightzone..."

Procella steg med et suk ud af bilen og gik om til bagsmækken der blev åbnet. Hun trak nogle våben til sig uden den store glæde. Hvis logen sendte deres DC-unit afsted så ville man ikke kunne se hendes røv for bare skosåler. Hun måtte prøve at få fat i Wick. Og Victoria. DC-unit. Meget poleret måde at sige Damage-Controle Unit. Det var heller ikke deres navn, men noget jægerne i berøring med dem kaldte dem. Der havde været utrolig meget ballade i de arabiske lande. Det kunne alt sammen afskrives i medierne som oprør eller terror eller demonstrationer der gik galt. De der vidste, vidste bedre. Der var for mange tegn. DC havde rykket ind og taget sig kærligt og kontinuerligt af befolkningen. Freaks som civile. Hvad betød nogle få tusinde i forhold til flere millioner?

Procella lukkede bagsmækken på bilen igen.

"...i really need somekind of health insurance..."

Mumlede hun tørt og begyndte at gå op mod vinden så hun fik det fulde udbytte af de dufte den førte med sig

//Hej...Ikke for at ødelægge jeres lille emne, meeen...nu syntes jeg vi overstiger rimeligheds grænsen.
I vores regler står der at væsner skal holde sig så skjult for mennesker som muligt. Ikke ensbetydende med at man ikke må slå LIDT ihjel, men det fungere bare ikke at stille sig op på det mest menneskefyldte sted man kan finde og så have slået alle ihjel omkring sig.
Om lidt ville politiet, militæret og mange andre sikkert også komme, for sådan noget går heller ikke upåagtet hen hos menneskerne.

Så få lige sporet emnet tilbage til hvad der virker...rimeligt, i dette spil//

(( Jeg tænker at Procella skal lege ultimativ skraldemand og rydde op efter det rod han har lavet. Den er jo ca. halv tre om natten. men det bliver spændende at se hvordan den bliver undskyldt i medierne. Anyway...hvis ikke Mathias har en plan for hvordan det skal gå, har jeg en episk oprydnings-ide. Men ja...det er ved at blive lidt svært at rydde op i alle de lig der flyder over det hele XD Hold kæft man må tjene godt som bedemand heromkring! Det kan være man skulle åbne en begravelsesforretning! ))

//Er vi enige om at der ikke står noget om 'lukketider' for parken? For det har jeg ikke kunne finde i så fald. Hvilket jeg har forstået som at spillerne selv må kunne afgøre det. For, jeg mener, de fleste forlystelses parker har sjældent åbent til de to-tre stykker.
Så det er skam gennemtænkt.....................................................//

Ud i mørket spejdede han efter aktivitet. Hans plan havde bare at virke. Det skulle ikke have været et spild det her, så var han nødt til at gennemgå enhver tomme for at slette sporene efter ham.
Hans blik var på ligene der lå rundt omkring, ikke et hint af følelse kunne ses på hans ansigtsmotorik. Men bag facaden var han rimelig tilfreds med hvad han havde lavet.
Den kolde vind kunne han dårligt mærke, hans tanker var andets sted. Det kunne godt være at han ikke regnede dusørjægere for særlig meget, men det kunne ikke nytte noget at blindt tro på at han kunne være afslappet i sådan en situation. Så han var på højeste beredskab.
Alt han kunne gøre var at være tålmodig, bruge sine instinkter, hvilket fik ham til at holde sig roligt i skyggerne, lytte, spejde, dufte.
Et sted i ham gnavede utålmodigheden ham. Der skulle snart ske noget, han begyndte jo at kede sig! Og han havde dårligt ventet i en halv time. Her i hvert fald. Det havde taget lang tid at planlægge. Alt skulle være perfekt.
Det var det værste ved evigt liv. Der var alt for megen tid der blev brugt på ingenting, alt for meget tid der så blev brugt på unyttige ting, eller i andres tilfælde nyttige ting.
Lugten af det friske blod holdte ham oppe. Men satte hans lugtesans ude af spillet.

((Jeg skal lige have grønt lys fra eventuel admin før jeg skriver ;) Men ud over det, så er jeg på. Skal bare lige sikre mig at vi ikke overskrider noget her *sætter mig ned og afventer* ))

// Fortsæt bare, i har min tilladelse, men tænk nu over hvad i skriver, men det virker det også som, men som Admin må jeg jo lige skrive det for at sikre mig i tænker jer om ;)//

((*Nejer dybt* Yes Mylady. At once!))

Procella løb halvt sammenkrummet for at udgøre et så lille mål som muligt, og for at undgå at blive lagt mærke til. Den lange duster hvislede svagt over gruset og fik hende til at skære en grimasse

"Micha...i could use you about now. A little help please?
-I dont wanner play...they are all stupid
Who? Did someone hurt you?!
- Maybe...they wouldnt let me have more...
Have more what?
- Popcorn. They are stupid, and i dont like them!

Procella var ved at stønne højt af opgivelse

You know...ill bring candycanes next time i come? How about that?
-Promise?
Cross my heart and hope to die. I just need a liiiiittle help here
- Are we going to play?
Yeah. A fun game. Hide and seek
- That sounds fun
Oh it is!
-Who are we finding?

Procella sank en klump. Hun hadede at udnytte hende sådan her

Can you be really quiet? You have to listen. Listen to hearts. They stopped not long ago
- Thats stupid
No come on. Try. Just listen
- I dont hear anything! This is a stupid game!
Micha...please. Just try. Listen. They are children like you. I bet they wanner play?

Procella bed sig hårdt i læben.

Oh...they started playing without me. They all fell down
- Where? Tell me where! Hurry!
Moon-child...i dont like this game...they are all still and cold. Why wont they play?
- I think they are sleeping...

Procella følte det milde træk i kroppen da hun blev guidet vej mod de døde børn som hun så tydeligt kunne lugte i natten.

Et stykke væk kunne han høre en lyd. Noget let der blidt fejede over gruset. Fik det til at knase let. Mathias placerede sig krumbøjet, som ville han kunne springe hvert øjeblik det skulle være.
Hans blik var søgende, ledte efter den mindste bevægelse i skyggerne, ledte efter kilden af lyden. Måske var det et dyr, men han tvivlede stærkt på det. Meget stærkt. Der skulle nok komme nogen snart, nogen han kunne bruge til noget.
De store tomme øjne så op på ham, livløse. De små børn, med deres så rene blod, uskyldige. Noget af det bedste han vidste. Lidt af et spild faktisk, når man tænkte på hvor mange af dem der ikke var drukket færdig. Langt fra drukket færdigt. De små lig, spredt ud over det lille areal. Flere af dem med halsen splittet fuldstændig op. Et tegn på hans utålmodighed.
Det havde været utrolig let at få dem trukket ind i parken, han havde med vilje ladet en enkelt en af dem forbløde halvt ihjel på vejen, for at gøre sporet endnu tydeligere.
Mathias trak sig helt ind i skyggerne, han skulle helst være den første til at få øje på den anden, det ville være et enormt fejltrin at blive opdaget først. En ulempe, som han helst ikke ville snige sig udenom.

Procella lod Micha og nattens duft af blod føre sine fødder. Tyst bevægede hun sig i skyggerne. Blodlugten kom ikke kun fra børnene. Den tunge stank af drab og blod, af mørke, hang tungt over børnene. Hun kendte den lugt. Hun havde lugtet den dæmon før. Lugtet, men aldrig set.

The bad boy does not eat very nice
- You got that right

Procella vovede sig ikke ud på den lille plads. Ikke til at starte med. Hun gik langsomt i skyggerne. Skyggerne. Det var nat. Men selv nattemørke indeholdt skygger, selv når de farvestrålende lys fra forlystelser ikke agerede fyrtårn.

Langsomt bevægede hun sig. Lydløst. Hun havde ikke opdaget sin betragter. Hendes blik blev mere og mere suget ind af de livløse børn. Langsomt skilte hun sig ud fra mørket. Tøvende. Hendes fødder bragte hende til det nærmeste barn. En lille mørkhåret dreng. Hun spejdede vagtsomt rundt før hun knælede langsomt ved drengens side. Hun lod en hånd glide ned over det kolde ansigt og lukkede de brustne øjne der ikke længere så noget.

"So young. Too young. This was not your war. Sleep now. The lord embraces your soul"

Hviskede hun stille ud i natten.

Leave my humans alone...i swear im gonna find you if it is the last thing i will ever do, and i WILL make you suffer!

Procella stødte med hånden mod gruset, sig op at stå igen. Klistret? Hun så undersøgende på sin hånd og trak vejret dybt og langsomt da hun betragtede hvordan blod begyndte at løbe ned af hendes fingre og håndflade. Forandringen skete i løbet af få sekunder, men føltes som timer. De sørgmodige ravfarvede øjne blev større. Skiftede over i klar rovdyrgul. Procellas læber skiltes let og spidsen af en lyserød tunge blev strakt frem mod hendes fingre

MOON-CHILD! WHAT ARE YOU DOING?!

Jægeren spjættede forskrækket og krympede sig. Procella stirrede på sin hånd som var den blevet et monster og blottede sine tænder i en snerren. Hun bakkede fortumlet væk fra den lille drengekrop på jorden.

Mathias stivnede da han så sit mål komme ud fra skyggerne af. En kvinde? Havde de sendt en kvinde efter ham? Irritation vældede op i ham. Ja, så ville det i hvert fald ikke ligefrem blive kamp til stregen.
Han stod ubevægelig i skyggerne, imens han betragtede hendes mindste bevægelse.
Et øjebliks forvirring, fik ham til at springe ned fra taget, nonchalant stillede han sig op af en væg, ikke særlig langt fra hende, imens han betragtede hendes ryg, der kom ham nærmere og nærmere, som hun bakkede væk fra liget.
"Like my work?" spurgte han uden bekymringer. Ikke skyggen af medfølelse for hans ofre, kunne ses på hans ansigt. En let skotsk accent kunne høres, noget han havde prøvet at vænne sig af med, men det var stort set umuligt for ham.
Mathias havde fanget hvad hun havde gjort, hvordan hun havde været ved at indtage dråber af barnet blod. Det forvirrede ham, aldrig havde han set en dusørjæger opføre sig sådan. Hans forvirring resulterede i at en rynke var imellem hans øjenbryn.
Mathiases holdning skinnede tydeligt igennem, det nedladende blik han så på hende med, hans krops position. Hvad end det var der gjorde han hun kunne kalde sig en jæger, troede han ikke på. Og han tvivlede stærkt på at hun ville kunne stille noget op imod ham. Han mente i hvert fald ikke at hun så sådan ud.

Procella fangede det næsten uhørlige dump da et par såler kom i kontakt med vejen bag hende. Hun smilede for sig selv før hun vendte rundt, og gemte fornemmelsen af rå chock over sin egen handling væk. Dybt inde. Hun kunne hive den frem og analysere den senere.

"Yeah...you are a goddamn Piccaso. Look i fingerpaint too"

Hendes rovdyrguleøjne havde svag refleksglans i det svage nattelys og gjorde at for hendes blik var dæmonen så tydelig at se som i daglys. Hun sugede hans ansigtstræk til sig. Læbernes kurve, næsens skarphed, de lidt bløde træk der skulle bilde hende ind at hun stod over for en køn ung dreng.

"Dont get me wrong, i like art as much as the next girl, but i think you are getting a bit careless.

Noget bevægede sig let bag de dyriske øjne. Det menneskelige øje ville ikke have opfanget den lille skygge.

Moon-child? I dont like this game anymore...can we go home?
- No we cant!
Then stop! Stop being hungry all the time! I dont like this game! I wanner go home!
- Micha...shut the fuck up, i dont have time for this now!

En urovækkende stilhed sænkede sig i hendes hoved. En stilhed fuld af et truende mørke. Var hun gået for langt?

En rå latter kom fra ham, "Finger paint? For me it looked like you were about to eat that boy whole," kom det fra ham, hans blik var på hans fingre, som han studerede, som var de det mest interessante i hele verdenen. "If it wasen't for the fact, that he isn't whole..."
Mathias betragtede hende, noget sagde ham at hun ikke var menneske. Ikke bare de tydelige facts, men også fordi at hendes lugt virkede underlig. Anderledes.
Det ene øjenbryn hævede sig en smule imens han prøvede at gætte sig til, hvad det var den lugt mindede ham om.
Let trak han på skuldrene, fulgt af et bredt grin, "Just as insane as every other artist."
Det var måske lidt dumdristigt af ham at han ikke havde taget nogle våben med, men det var ikke ligefrem noget han normalt brugte. Eller havde brug for. Så, hvorfor skulle nu, være en undtagelse?
"It's in my nature," sagde han og blinkede skødeløst. Ude på at provokere hende så meget som muligt. Overskride hendes grænser.

Et langsomt ulvegrin bredte sig om de fyldige læber og blottede svagt hendes tænder, der selv i nattemørket var lidt for hvide og lidt for skarpe.

"Oh honey. That indicates that you once where sane. I dont think you categorize like that. Its just too...hm...human"

Procella så dovent på dæmonen. Så sløset. Måtte være en ung der prøvede at pudse sit ego af. Det var dumhed og hun begyndte lidt at føle hun spildte sin tid.

Him...we could just...eat him?

En svag rynken i hendes pande. Den havde hun aldrig overvejet. Hvorfor skulle hun gøre det? Tanken ville for få uger siden havde virket så pervers og så grotesk at det ville have vendt sig i hende. Nu?

Et glimt trådte frem i de rovdyrgule øjne da byttet pludselig ændrede interesse-karakter.

Can we...do that? Eat demons?
- Why not moon-child? Smells like food?
I never...how did you...why?
-If you cant join them...eat them?

Latteren i hendes hoved over at have twisted det lille ordspil, fik smilet til at blive bredere

Mathias rynkede let på næsen, der var noget i det hun sagde. "You're right," sagde han efter et øjebliks tøven, "It is... too human." Væmmelse kunne spottes i hans udtryk, ideen med at blive sammenlignet med et menneske forargede ham dybt.
Hendes udtryk blev ved med at ændre sig, så hendes øjne blev en smule fraværende, som om at hun snakkede med nogen. Hans øjenbryn blev hævet højere. Det virkede næsten som om at hun snakkede med sig selv. I hendes hoved. Så måske var den psykotiske ikke ham, men den unge frøken der stod foran ham. Han fangede et glimt af sult i hendes øjne, hvilket fik ham til at blotte sine tænder i et grin.
Mathias lod to fingre følge sin hals, for at se hendes reaktion til det. Pressede let på, så en blå blodårer tydeligt sås slangende op af hans hals.
"But what exactly, are you here for?" spurgte han i en kedet stemme, "I don't hit girls," han lænede sig op af huset, imens han betragtede hende.

Procella var lige ved at grine højt

You heard that? He dosnt hit girl?
- Well isnt that kinda boring? (*giggles*)
Makes my job easier
- He is no fun at all!
Micha...food is not supposed to be fun
- Is he just stupid then?
Hm...stupid? I can eat stupid...hell i have fucked stupid.

"But love...im not a girl. I am a woman. And some women...like it kinda...rough. But i guess thats another thing you dont do. You look to young. Du you even have a vessel with pubic-hair on?"

Hendes grin blev en smule nedladende.

Oh..my...god...you did not just say that!
- Sorry Micha, i did.
Now i cant stop thinking about...eeeew! You are so grose!

Procella kvalte latteren dybt i halsen imens hun betragtede den unge dreng. Hun lod en lille lyserød tungespids spille kort over sine læber for at fange den aromerede fært af hans blod i natteluften, som en slange ville have gjort det.

Mathias kunne ikke tilbage holde et smil ved hendes ord. "Aw," udtrykte han, stadig med et stort smil om hans læber, hans blik gled ned af hendes skikkelse, betragtede hende som den kvinde hun var. Og ikke bare som den tosse, der troede at de kunne slå mægtigere skabninger end dem selv, ihjel. For the good. "You think I'm that young? That's not very nice," nævnte han, uden at skjule sit smil.
Indtil videre var han ikke ligefrem imponeret af hende. "Well Oldie," startede han og vendte hovedet let på skrå, studerede hende, som var han en kat. "Aren't you supposed to punish me, for my misbehaviour?" spurgte han nysgerrigt.
Det undrede ham lidt at hun så ham som en 'ung'. Irriterede ham en smule, men det kunne ikke ses. Hans øjne lå stadigt roligt på hende. Han forstod det bare ikke rigtigt, hans udseende kom bare ikke til at ændre sig meget mere end det her, da han jo var fanget i denne form for evigt, medmindre den ændrede sig lidt igennem tiden, men det tvivlede han på at den ville gøre.

Procella kunne ikke længere tilbageholde den lille latter. Han morede hende faktisk oprigtigt

"No hon. But who ever told you that i played nice? And women are not old. They age with grace"

Hun lavede et lille karikeret buk og slog ud med armen og rettede sig så op igen, altimens hendes øjne aldrig forlod ham

"The answer to your question is no. I dont do punishment. That would indicate i let you live and have some naive thought about you learning from your behavior. If you wanted a babysitter you got the wrong girl"

Procella lod den ene hånd glide indenfor læderjakken og trække sølvstagen frem. Sølvstage var måske et forkert term. Det var en rituel daggert der i tidernes morgen skulle have været brugt af de naturtilbedende keltere. Senere med kristendommens indtog var den blevet smeltet om til et kors, og sidenhen var korset blevet omsmedet i den ene ende til det våben hun nu effektivt havde brugt gennem så mange år til at slå dæmoner, varulve og vampyre ihjel med. Det var hendes lille multiværktøj.

"Well of course they do," svarede han igen igennem den hårde latter.
Hans hånd gled let igennem hans hår, et stort sarkastisk smil var om hans læber. Og han var nødt til at holde latteren tilbage, før han kunne ytre et ord. "So, what you're saying is," han holdte en kunstnerisk pause, "that you think you're able to kill me?" en høj latter kom fra ham. "I guess, I need to prove you wrong, my lady," sagde han nonchalant.
Et våben han ikke havde set i mange, mange år, blev fanget af hans blik. Hurtigt skiftede han sin afslappede position til en angrebs position. Stadig med et smil om læberne. "What about a mind game, firstly?" spurgte han med et grin.
Han brugte sin evne, prøvede at få sorte pletter op foran hendes øjne, som ville forsage at hendes koncentration blev svækket, og hendes træk uklare. Sølvpælen i hendes hånd, var alt han kunne fokusere på lige nu, nødigt skulle han have den efter sig. Forsigtigt trak han sig en smule tilbage, imens han overværede hvad hans evne ville gøre imod hende.
Inderligt bandede han over sig selv, for ikke at have nogen våben, som ville kunne uskadeligt gøre hende, bare som en nødsituation, også selvom han tvivlede på at han skulle bruge dem til noget.

(( Uhm skal vi ikke kort spole tilbage, og så ændre vi det til at du forsøger at gøre de her ting ;) Det kan jo være du bliver overrulet :P ))

//Bedre?

((Love it! - til eventuelt medlæsere så har Mathias og jeg lige haft lidt pb kontakt og jeg har fået lov til at lege med mine dejlige terninger XD))

Procellas syn blev kortvarigt formørket. Så blændede det fuldt op igen. Hun virrede forvirret på hovedet og snerrede dybt i halsen


NO! YOU GET OUT OF HERE! LEAVE US ALONE

Jægeren så lidt forvirret ud et kort øjeblik og halvbrølede så af dæmonen

"STOP TRYING TO SCREW WITH MY HEAD YOU COWARD!"

Hurtigere end menneskeligt muligt kastede hun sig fremefter og huggede ud efter den øverste del af hans bryst med den lange sølvstage. Der var intet sløvt eller tøvende ved bevægelserne. Det her var klart en person der havde prøvet noget lignende før, og havde tillid til egen evne og formåen. Der var ikke skyggen af frygt i kvindens ansigt, udelukkende raseri.

Mathias lod sig ikke påvirke af hendes pludselige råb, eller hendes snerren. Han var nødt til at tilbageholde et smil. Det gjorde ham en smule for selvtilfreds at se hendes reaktion til hans lille trick.
Hendes hurtighed kom bag på ham og han hoppede kun tilbage i sidste øjeblik. Sølvstangen havde ridset en flænge, ikke vildt dyb, hen over brystet på ham. Et øjeblik var han forvirret over hendes pludselige træk. Igen bandede han for sig selv, sprang frem imod hende, imod sølvstangen. Denne gang koncentrerede han sig om at få hende til at se vrang forestillinger, han så det for sig selv også, hvordan hun var smurt fuldstændig ind i blod, blod der løb ned af hendes læber, imod jorden. Hver eneste dråbe der faldt, lød som et hult barneskrig.
Han langede et slag ud imod hendes kæbe, slap sin evne over hende og sprang igen tilbage.
Hans mine fuldstændig alvorlig. Blod begyndte at pible frem over hans bryst, men han ignorerede det, da det ikke var værre end som sådan.

Procella stivnede let efter at have hugget ud efter dæmonen foran hende. Verden begyndte at flimre og bølge, som havde den været flydende. Sølvstagen dryppede af blod og hun smilede tilfreds. Tilfredsheden blev dog forvirret da hver bloddråbe der gled af den og ramte den støvede grusvej...skreg?

Hun lagde hovedet på skrå og så sig forvirret om. Blod? Hvorfor? En 6. sans fik hende snerrende til at krybe sammen, og slaget hun aldrig så komme eller blive udført strejfede hendes kindben fjerlet, som havde det været en kærlig berøring, i stedet for at være et knogleknusende angreb.

Procella rettede sig og vaklede væk fra berøringen hun ikke kunne se, og så bølgede verden igen omkring hende.

Its a trick! It wasnt real! Kill him moon-child! Eat him if you want to, but kill him first! I dont like to share!

Procella gav sig ikke tid til at få sundet sig oven på den underlige illusion hun havde været en del af. Hun vendte på sekundet stagen i hånden. Nyt greb, nyt angreb. Hun sprang frem og stødte opefter i håb om at flænse dæmonen fra navle til brystben

Mathias lo bittert over hendes forvirring. Han nød at se hvordan det gik hende på, se hvordan raseriet brusede op i hende. Forhåbentlig ville han kunne tappe hendes energi hurtigere den her vej. For overfor hende, var han ikke i tvivl om at han var underlegen, i hvert fald på nær hånd. Så han havde tænkt sig at bruge hendes forvirring vidt muligt.
Sejrsrusen steg ham til hovedet for hurtigt og han så ned på sin knorer, han kom med en lang smøre af bandeord på fransk, der var så lav, at det lød som en hvæsen. Han var nødt til at præcisere sine slag mere nøjagtigt.
Igen farede hun imod ham, han holdte sit hoved koldt, flyttede sig let tilbage for ikke at blive ramt af det truende våben. Mathias handlede hurtigt og slog hendes hænder op ad, hvorefter at han rettede et spark efter hendes maveregion, hvilket han håbede ville både få hende på afstand igen, hvor han havde det bedst, og samtidig skade hende bare lidt.
Det hurtige ryk med hans ben, fik det åbne sår hen over hans bryst til at brokke sig en smule. En grimasse for over hans ansigt. Og hans hånd gled op imod såret, og hans hænder blev en smule våde, men det virkede til at heale hurtigt.
Det var et held at der stadig var kroppe rundt omkring, hvor blodet stadig flød, ellers ville hans kræfter snart løbe op.