The horrific truth, or maybe just a ingenious lie

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da den mørke og trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. Hvis man gik ned af de mange snæver gader, og stinkende gyder, ville man kunne føle ligegyldigheden ligge sig som et tæppe over byen, ingen smil, eller glade tanker bliv sendt mod en når man kom gående forbi folk, bare mistroiske blikke, og fragtmenter af en dårlig dag, der bliv sendt gennem luften som lyn fra himlen, og hvis stemningen af utryghed, og ligegyldighed ikke var det største problem for en, ville den utilgivende regn, som faldt hårdt, og hurtigt ned over byen. og i dette dårlige vejr, har en dreng bevæget sig tværs igennem byen, og gået ned til den store sø, som han havde hørt om, han indånde den kolde friske natte luft, og havde ikke en eneste tanke i hoved, den effekt havde følesen af alene altid givet ham, han sank næsten altid ind i ham selv, og studere hans omgivelser. han bliv dog afbrudt da han hørte nogen høje stilleter komme gående hen af den små stens fyldte vej, og han drejet hoved, og så en yndig dame på omkring de 32, hun havde kort brunt hår, som var pjusket og letsindigt. hun havde en blå-grøn aften kjole på, som så varm, men stadig elegant ud. Gregers lænede sig bare tilbage på bænken han sad på, og kigget ned på den tykke helt mørke sø, han kunne ikke rigtigt se andet end den sorte masse, den var for tyk og mudret. damen satte sig ned på bænken ved siden af Gregers, og før Gregers kunne nå at gemmen tænke hvad han mente om hendes selskab, sagde hun koldt
"Tristan.." - Anne
Gregers rystede på hoved, hun havde nok taget ham for en anden, han tykket kort på navnet, da det sagde ham et eller andet, han mente at havde hørt det før, men han kunne ikke huske præsis hvor.
"Beklare miss, jeg hedder ikke Tristan" - Gregers
"Please.. do you really think I can´t see the differents, between a nobody like you, and the man the makes boogiemen pee there pants on sight" - Anna
"øhh.. I better be going" - Gregers
Gregers skal til at rejse sig op, men hendes ellers så uskyldige udsende hånd, bliver lagt som en kæmpe håndvægt på hans skørebelige menneske skuldre, og han bliver siddende, og før han kan nå at blive panisk, høre han kvindes stemme forsætte. og ligge et billede af Camille og ham på hans skød fra da de var på hotellet
"I dont want you, I dont want her, I dont want candy or lolipops, I want Tristans...and your relation to this girl, is gonna get me what I want"
før Gregers kunne prøve at løbe, fik han en klud for munden af en mand bag bænken, og Gregers besvimet, hvorefter damen tog gregers over nakken som om han var let som ingenting, og sagde roligt og venligt til den mand der var kommet frem bagfra bænken.
"When I am gone, you send the messege to the girl, and when they come, you bring them to the meeting" - Anne
"Just get out of here before someone sees you" - Felix
Felix ventede til de var væk, og sendt så en besked til Camille. han sad i et par hvide cowboy bukser, og en sort ærme løs T-thirt, med en tatovering med bugsvaerne SPQR på den venstre skuldre. han havde lan sort hår, som sad løst, og som kig til skuldrene. han ventede alene i mørket, og håbet at alt gik efter planen.

På netop denne gudsforladte aften, hvor mørke og kulde spredte deres truende budskab og regnen stemte i ved at forsøge tvinge enhver glæde bort, kunne Camille St.Clair findes på vej hjem fra døgneren.
Hun havde fået en total craving efter gløgg...og nej, hun var ikke gravid hvilke i givet fald ville have været et mirakel tæt op ad jomfru Maria, nope....udelukkende var dét hendes julehumør dét krævede det og hun vidste bedre end at forsøge fortrænge dette behov, Istedet for at tilfredsstille dét.
Hun havde sorte gamachee, en lang sort strik bluse med trekvart ærmer, en udskæring på ryggen, og en stor vamset grå sweater og nogle grå boots med lidt ankel remme med både sten og nitter.
Da dét alligevel regnede , var håret samlet i en hesttehale , alt andet ville have været et tidsspilde.
Da lyden af Darth Vader rungede ud, blev hun selv taken by surprise..men hurtigt fik hun guidet sin mobil ud af lommen og læste beskeden.* shit...shit...shit...der var ingen måde hun kunne gøre dette selv*
Hun smed sin pose med gløgg fra sig, og begyndte at gå frem og tilbage ad fortorvet ,som en tiger trængt op i en krog.Skulle hun angribe eller overgive sig ?* pis..pis...for helvede, dét her er to big just for me , jeg har intet valg...pis !*

Med tåre i hendes øjne og undskyldning og frygt i hendes stemme , trykkede hun hans nummer, og da hans svarede begyndte hun straks...

"Tristan,
Jeg er SÅ ked af dét her...jeg ved ikke hvordan dét er sket...hvad der sker...en fyr jeg kender...de...nogen har taget ham og sms til mig.
Han dør, hvis jeg ikke møder op med dig ,ved søen....om tyve minutter...
J-jeg aner ikke hvad jeg skal gøre...de bruger mig til at komme til dig...tror jeg...
Ej, ....undskyld..jeg skulle aldrig have ringet "

Hun beholdte røret oppe, imens hendes ben allerede var ved at finde i søens retning , hun måtte selv se om der var noget hun kunne stille op.
Hvem der havde Gregers anede hun ikke, men dét havde været en fejl at bringe Tristan ind, at bidde på deres madding.
Men ...hun havde ingen tid til at udtænke noget selv, og havde ingen rutine i dét shit her selv.

En kold aften. Det regnede en smule og nogle gange var man næsten fristet til at tro at det sneede en smule. Det var på denne kedelige aften at man kunne finde Tristan i hans lejlighed. Kulden og det dårlige vejr havde holdt ham indendøre hele dagen og nu var ikke en undtagelse.
Iført et par sorte jeans, en grå t-shirt og en rød skjorte havde han sat sig i hans sofa med sin akustiske guitar. Han var endelig på plads i hans gamle lejlighed igen og selvom han lige havde fået pakket alt ud, så var alt så rodet som det altid havde været.. Det gav en hvis tryghed.
Han strøg et par akkorder på guitaren og nynnede noget fra Greensdays 'Basket case' eller hvad den hed..
"Do you have the time, to listen to me whine?
About nothing and everything at once.
I am one of those Melodramatic fools,
Neurotic to the bone, no doubt about it... "
Nynnede han stille og stirrede lidt ud i luften. Så lagde han guitaren fra sig og gik ind i soveværelset hvorefter han smed sig på sengen. Hvilken kedelig aften det var.
Han lå sådan i et par minutter .. eller var det sekunder? Også ringede hans telefon. Han kiggede hurtigt op da telefonen ved siden af ham begyndte at synge :
"I knew a girl in shades of blue,
she broke my heart and said 'we're through',
waiting for a girl like you,
to change me like the weath-"
Mere nåede den ikke at sige inden han havde samlet den op og trykket på den grønne knap.
"Camille?" Svarede han i røret efter - for at være sikker- at have kigget på caller id'et.
Han kunne faktisk ikke få et ord indført. Han snakkede hurtigt og en smule usammenhængende.. På en måde panikslagen..
"Hey hey.. Calm down og træk vejret. " Svarede han først og tænkte det igennem. Var der virkelig nogen der havde kidnappet hendes ven? Det kunne ikke være Zean eller Samuel. Så havde hun sagt at det var dem. Han kendte hende også godt nok til at vide hvad hun ville gøre noget og stoppede hende i det.
"Og du kan lige våve på at bevæge dig ét skridt tættere på den søg før jeg er der! Hvor er du, jeg samler dig op på motorcyklen.." Han talte roligt, men var alligevel sprunget op af sengen og havde allerede jakken halvt på. Han skyndte sig at tage sine slidte sorte converse ske på og lukkede døren efter sig inden han skyndte sig ned af de smalle trapper ned imod gaden.

Felix følte den mørke nat være uudholdelig, regnen faldt som noget han ikke havde prøvet længe, og natten var næsten som en flok rengorme der kravlede rundt på ens krop, og efterlod en i en utilpas, ubehagelige, og stressende tilstand.
han sukkede da et lille vind stød ramte hans ansigt, han havde en spænding i kroppen, som en lille dreng der skulle holde juleaften med jule manden selv, for der kunne ikke gå lang tid nu, han kunne føle det i luften, den mand som havde hjemsøgt flere drømme, end nogen anden han havde hørt om, han vidste slet ikke om denne tristan var et varemærke eller om ren faktisk var virkelig, men skrækhistoerne om ham var ivertfald virkelighed.
Felix havde et utal af gange hørt en forsamling af mørke væsner holdt tand for tunge, og holdt deres kæft, ved bare navnet af Tristan, og nu skulle han møde ham, eller det håbet han, han vidste ikke om hans herre gjore en klog handling i denne plan, men det var hans herres valg, og man kunne vel ikke sige at Felix var helt imod at møde tristan, han var ivertfald spændt, han vidste ikke hvad han forventet fra ham, men efter alle de dæmoner, der havde pisset i bukserne bare ved at et menneske nævnte ham, var nok til at Felix ikke kunne blive skuffet af noget over denne tristan, eller helvedes gangeren, som nogen kalder ham.
Felix tog en hånd til hans gennem våde sorte tøjre og sukkede endnu en gang, alt var godt gennem tænkt, at sætte sin mulige modstander i tidspres, og give ingen andre muligheder end at gå efter bolden er en fantastisk plan, men næste gang skulle man nok tage en vejr gud med over på sin side, og at stå her og lege fugle skræmsel var på ingen måde hyggeligt, sejt eller et møde med en som tristan værdig.
Felix hørte sin manowar ringetone, og tog langsomt mobilen op af lommen, og kigget hvem der ringet, og hans frygt bliv begræftet, han fik en dyb klump i halsen, og vidste ikke om man kunne dø af skræk med han var tæt på, for selvom tristan var anderkendt som dte farligste i mørket, og at dæmoner og vampyres ledere lige så godt kunne kysse hans røv, og håbe han var i godt humør, og han ikke rev dem fra hinanden, så var der en ting værre end tristan, et væsen som felix stadig ikke kunne tænke på uden at få nakke hårende til at rejse sig, Felxi vidste ikke meget om ham, men efter den lille tur Kassandra fik, og den styrke demostration han bare hørte rygter om, var Felix ikke sikker på at han ikke skulle gøre andet end at adlyde sin herre, og dette mystiske væsen var jo hans herre.
Felix tog telefonen, og man kunne se hvordan den normalt selvsikkere og modige dæmon, kunne få en tåre til at trille ned af sin kind, da han hørte den dyriske stemme i den anden side af røret.
"Ja herre, jeg er klar" - Felix
"Nej herre" - Felix
"Med største ære herre" - Felix
Felix tog mobilen ned i lommen, da der bliv lagt på fra den anden side, og han satte sig ned på bænken, og ventede på tristan, og hans veninde?, Felix vidste ikke hvem pigen var, men det var vel også lige meget.

Hun stoppede lydigt op som han sagde, om ikke andet så for en stund ...for at forsøge tage kontrollen tilbage som sms om Gregers havde frarøvet hende på et split sekund.
Hun havde en hurtig respiration og forsøgte at forklare "Han hedder Gregers, er menneske...husker du ikke ham jeg fortalte dig om...jeg hjalp ham med at blive indlogeret på et hotel da han lige var kommet til byen.Ham der gav en middag som tak...dét er ham...hvorfor aner jeg ikke..m-men de bruger ham til at nå til mig...og ...og ...det går ikke du kommer Tristan, dét er DIG de vil ha...ikke mig..dét er nok bedre.." men han bed hende af og beordrede hende at vente der hvor hun havde forklaret hun stod.
Hun lagde røret på, og selv midt i en akut tilspidset lorte og garanteret virkelig farlig situation, havde hun temperament nok til at blive lidt irriteret over han kommanderede med hende...og over hun adlød.
Hun havde fortalt om Gregers og sms da hun skulle møde ham den aften, hun havde dog ikke efterfølgende nævnt den omhu han havde lagt i aftenen, med musik, bordopdækning i skoven, digte og hjemmelavet roulade.Selvom Gregers slet ikke var interesseret i hende end andet som en ven, ville Tristan måske ikke billige dét ?Eller måske var han lige glad ? Og hvorfor bekymrede hun sig overhovedet om det ?
Hvis de rørte så meget som et hår på Gregers, hvem DE så end var...ville hun blive tosset..og Tristan...de skulle slet ikke tænke på at røre ham.
Hun mærkede efter i sin lomme...heckleren var på plads og pentagram patronerne dét samme.
Dét gav hende lidt tryghed...lidt...
I dét fjerne hørte hun lyden af en motorcykel nærme sig.
Hvis dét var Tristan allerede, havde han godt nok haft fart på.

Tristan lagde røret på som han var halvvejs nede på gaden. Han kunne ikke lade vær' med at smile en smule trods situationen. Det kunne mærkes helt dertil hvor meget Camille lige nu forbandede sig selv for at adlyde og han elskede det.
Det tog ikke lang tid for ham at nå sin motorcykel og kaste sig op på den, også var han afsted. Det skulle ikke være nogen hemmelighed at han aldrig rigtig havde brugt det der med at overholde loven og fartbegrænsninger, derfor gik det nok lige rigeligt stærk i retning af den location Camille havde givet ham.
Der gik ikke mange minutter inden han rullede op på kantstenen ved siden af en velkendt skikkelse.
"Troede du virkelig at jeg ville lægge mig til at sove igen og bare sige "Ja okay, du er på vej imod straight livsfare, men hvis du siger det skal jeg nok holde mig væk" " Spurgte han sarkastisk og hev sin hjelm af.
"Jump on, vi er på vej imod søen"
Han afsluttede og kastede hende hjelmen.

Felix sad bare på den kolde, våde, og nedren bænk i hans egne tanker, tanker om hvad der forgik på øen, for selvom han var en medløber, og ikke den store tænker, kunne han godt føle det på hans herre, mærke det på de opgaver han fik, høre gennem de rygter fra de andre væsner, og ikke mindst set ligne fra de endeløse rækker af væsner og mennesker, som var blevet større og større de sidste 2 uger, han vidste ikke meget om den verden omkring ham, men han vidste dette, noget var på galt, noget var ændret, noget var på vej, og dømme efter de mange usle ledere på øen, var det nok ikke dem alle der har lagt mærke til det, de har måske set forandringerme, men ikke set sammenhæng, men så igen, måske gjore de, det kunne Felix jo ikke vide, men det skulle undre ham nogen kunne få den samme følese som ham, for selv ikke Rafael havde nogen ideer om hvad der skete, eller at der skete noget, og han var jo næsten mere involdveret end de andre ledere, men så igen, måske var Rafael bare dum, og de andre kloge, han vidste det ikke, men han vidste dette, hvad end der skete, kunne de ikke ungå at have effekt, måske vidste han ikke hvad det var, men han kender nogen der gør, og deres øjne skinnede af begær, og æresfrygt, og når man først så den slags vanvid, var man sikker på, at nogen gange skete der ting, som ikke kunne ungås, stoppes kunne det godt, men glemmes kunne det ikke.

Felix sukkede for trejde gang, han ville sååh gerne tilbage nu, han var blevet død træt af regnen som fik hans elskede lange hår til at blive tung som en pose med sand, men siden han gerne ville møde tristan, og ikke skuffe sin herre, bliv han hvor han var.

Felix rejste sig op, nu var han altså blevet træt af denne lorte bænk, han savnede sin skole, han var igang med en jura uddanelse, han ville gerne blive forsvars advokat, men som altid kom hans familie og rev ham væk fra hans eget liv, og ud i noget de mente der gavnede familien mere, han kunne ikke lide det, han ville gerne ligge sin families og hans egen ære og magt til side, hvis han kunne gå tilbage til at være ham, og tjene ham, ingen herre, ingen underlig æres kodex som kræver han gør ting han ikke har det godt med, for i sidste ende ville han bare gerne have en lille lejlighed, et par jakkesæt, et advokat job, og en kone, de ting var nok det han helt ville definere sig selv ved, men istedet skulle han gå og kidnappe menneke børn, møde en som ville vende hans indre på ydersiden fik han muligheden.. han sukkedet igen, og satte sig igen ned på bænken.

Felix tog mobilen op igen, og sendte endnu en besked til Camille #9 minutes#

\\Undskyld jeg ikke kaster spil i jeres retning\\

// der er da intet at undskylde for ? De har ikke truffet hinanden, så naturligvis kører dét lidt sideløbende lige nu ;) //


Hun så køretøjet nærme sig og vidste pr instinkt at dét var ham.
Hun blev både lettet i sit sind , da hun følte at hans tilstedeværelse betød tryghed og hjælp til at håndterer denne umulige situation , men samtidig blev hun tung om hjertet da hun også synes at føje deres ønsker, og lede Tristan lige til dem, hvem dét så end var der holdte Gregers fanget.Gud...hun håbede at han var okay.

Et lille smil fik han alligevel smækket på hendes læber , ved hans altid så typiske kommentar .Hun rakte ud efter hjelmen ,uden at brokke sig og fastspændte den hurtigt.
"Nej...jeg ...." hun vidste godt han ikke ville lade hende tage afsted alene, hun ville selv storme afsted hvis dét havde været omvendt.
Hun svingede sig op og slog armene omkring ham , stramt.
"Jeg aner ikke hvad der sker, Tristan " indrømmede hun og idet samme lød den tunge lyd af en respirator, Vaders...og en sms der lød '9 min'.
"Shit....der er 9 minutter tilbage, any ideal who wants you this bad ?" Spurgte hun og tænkte at dét var der sku nok temmelig mange der ønskede, særligt efter han var blevet leder.
Skod job , han havde, mente hun.Kunne han ikke bare være optiker...eller noget.

//Må jeg lige indevende et 'lol' for dit første indlæg Gregers... Jeg er farlig ! xD //

Han rystede svagt på hovedet. "For tiden kommer der flere og flere af sådanne ting... Jeg tror det hænger til jobbet..." Svarede han og huskede tilbage på hans møde med Sawyer.. Dæmonerne var virkelig på nakken af ham fortiden... Ikke at deres leder var, han virkede fornuftig og til at holde dem i snor, men der var altid nogen der stak udenfor.
"Men i det mindste er det ikke galt endnu.. Det bekymre mig, du ved vel at det anyday kunne blive dig der stod i Gregers situation?.. Nå lad os komme afsted.."
Tristan gasede op og snart susede de afsted. Normalt kørte han efter fartbegrænsningerne når han havde en anden person bagpå, men lige nu kunne han ikke nå det ellers.
Søen kom nærmere og nærmere. godt der ikke var så mange ude at køre på denne skod aften..
Han stoppede op da de nåede det tætteste han kunne parkere på søen. Et kig på hans ur afslørede at de havde 2 minutter til at nå der hen. Det var rigeligt med tid til de 200 meter de skulle gå.
Han hoppede af og tog imod hjelmen igen.

\\ :D \\

Felix lænede sig tilbage på bænken, han følte stadig spændingen sprede sig i kroppen, sandt det var farligt, og han ville sikkert selv vælge et ganske normalt liv, men så igen, denne følelse af hans måske fremtids møde med maridts bringeren tristan, var skam også noget i sær klasse, og klart på sin vis jobbet værd. han spændt i hele kroppen, som en katte da han hørte lyden af en motor cykle komme et stykke væk, *breath in, breath out...shit I sound I am giving birth*.
Felix kiggede over mod retningen af motorcykle støjet, men der var nogen træer i vejen, så han kunne ikke direkte se nogen, men da hans blik var fast rettet mod træerne, stoppet regnen og med et kunne man høre motor cyklen stoppe, det satte hjerte rytmen på et helt andet tempo i Felix, og hvis han ikke havde været så bevidst om at se rolig ud, havde han skidt sit hjerte ud gennem røven af skreg, da han hørte noget små kræt blive berørt ved træerne, han kigget stadig sten fast hen imod træerne, og et svagt støn undslap hans læber, og nu var frygten væk, og den bliv udskifetet af ren spænding og adradelin, men det lykkes ham ret godt at se is kold ud.han tog mobilen op før han kunne se nogen komme gående, og skrev igen fra Gregers telefon til Camille. #throw the keys to the bike in the river... trust me, you dont have time to disagree, if you want the kid back#

Hun stirrede dumt ind i nakken på ham.
Dét kunne være hende anyday ? Hun havde rigeligt med at passe på sin røv fordi hun var den hun var, nu skulle hun også passe på den fordi han var den han var ! Gosh...de to sammen var en sprængfarlig mikstur.
Hun strammede grebet og lagde sin kind indtil hans ryg....og efter lidt tid var de fremme.
De gik nogle meter og hendes mobil gav igen lyd fra sig.
Med rystende hånd fik hun trykket besked frem og holdte den frem så Tristan kunne læse med .
"har du nogle kældernøgler du kan kaste eller dem fra Sakrefs borg, Istedet for dem til biken?".hviskede hun.
Dét føltes forkert at bortkaste deres eneste mulighed for transport væk, ikke at hun vidste hvordan de skulle bære hele tre mennesker på den, men kom tid kom råd, beroligede hun sig selv...forgæves.
Hun lagde Mobilen i sin lomme og gik med tunge trin ved siden af Tristan, hun havde dét som var hun på vej til en begravelse.
* hvordan skal dét her dog ende* , tænkte hun.Der var al for mange ukendte faktorer.Hun skulede til Tristan, og vidste godt han var blevet god...rigtig god, men god nok til dette ?

Tristan stoppede da hendes mobil sagde noget. Bare de nu ikke ikke havde noget det alligevel.. Han kiggede med over skærmen og skar en grimasse. *No way in hell that guy is getting my Yamaha* Tænkte han til sig selv og ledte i sin lomme.
"Jeg skal se hvad jeg kan finde..." Svarede han og ledte i hans lomme.. Sakrefs borg havde han ikke nøgle til, det hele var styret af noget magisk halløj der åbnede og lukkede efter behov.
Endelig hev han et lille bundt lidt ældre nøgler frem. De så ikke de så ikke ud til at have været brugt længe, og alligevel havde han dem på sig altid.. Måske var det karma at han indtil nu var rent rundt med dem.
"Nøglen til mine forældres hus.." Mumlede han forklarende og smed dem i floden lidt væk. Han sørgede for ikke at gøre det stille og plasket ville nok kunne høres lidt væk.
På en måde var det underligt at smide dem væk de nøgler, men hell... Han fik dem aldrig brugt og hvis det var kunne han altid fortælle sin mor at de var blevet væk og at han havde brug for nye... Hun af alle ville give ham en ny nøgle.. Det var også altid hende der bad ham komme hjem til jul.
Han sendte Camille et lille nik og et beroligende smil for at signalere at de kunne fortsætte.

Felix fik en lille svag fornemmelse af skuffelse, da han hørte plasket i vandet, han vidste godt nok ikke om det var en sten eller falske nøgler, men bare det at den legendariske Tristan mødte op, for et andet ubetydeligt menneskes skyld, var helt spild, og det gav Tristan nogen seriøse riser i Felix mentale fortolkning af ham, han kunne slet ikke forstå hvorfor man risikere sit liv for noget som helst, og da slet ikke for en som var en bekendt af en bekendt.
Felix tænkte på et par tusinde måder at dræbe tristan på i en fælde, nu hvor han var mødt op, men det var ikke hans job at gøre sådan ting, faktisk viste han slet ikke om Tristan skulle smage sit blod ned af hans mundvig eller om det var andet hans herre havde i tankerne, Felix skulle bare søger for at tingene kørte efter planen, og at gøre de to rotter rundt i labyrinten, det var tilgængæld også noget han var god til.
Felix fiskede igen Gregers mobil op af lommen, og sendte endnu en besked til Camille
#On the other side of that tree in front of you, there is sight to a bench. you are to run as fast as you can possivbly do, and stop five meters before you reach the man standing just about a feet away from the bench.. if you anything else then that, we will not reach the next teak point in time, and the boy will die... Dont play a hero, I dont think that my sire gives ekstre time to heros anyway#

Igen the sound of doome, eller sådan fik dét hende til at føle lige i denne situation, da Vader igen brød stilheden omkring søen.
Denne gang skulle de løbe mod bænken de kunne ane et stykke væk derfra.
Hun lod Tristan læse og sagde tørt "Jeg føler mig som en af jigsaws prøveklude i et pervateret spil, og jeg har ikke lyst til at danse efter deres pibe længere, så snart vi får syn for hvem dét er og hvad der sker...så ender jeg dette marionet dukke spil, sagde hun tørt hvorefter hun satte i løb, for fakta var at Gregers lige nu var afhænig af om Tristan og hun kunne sluge deres egen stolthed uden at have noget at skylle efter med, og dét kunne Camille, når dét betød hun hjalp en ven....eller dét på anden vis var det smarte at gøre.
De nærmede sig skikkelsen af en fyr og de stoppede op, som beordret.
"Hvem fanden er ham der, anybody you know ?" Hviskede hun til Tristan, imens hun kæmpede lidt for igen at få kontrol over sit åndedrag.

Tristan nikkede tøvende og svarede roligt.
"Beat me to it... Se om jeg ikke kommer dig i forvejen med at handle" Han kiggede ned på sms'en igen for at være sikker på at han fangede det rigtigt. Så de skulle bare løbe imod bænken.
Camille satte i løb og Tristan nåede lige at hive sin hætte op og over hovedet inden han satte af efter hende. Han kunne altid skjule sin identitet... Og dermed håret, så længe han kunne..
Sammen med Camille stoppede han hårdt op lidt fra bænken og sagde først ikke noget, men viskede så lavmælt til Camille:
"Jeg har aldrig set ham før.. Men han er nok en del af et større spil"
Det var svært at se skikkelsen fra hvor han stod, men han holdt blikket på personen alligevel.

//Sorry det ikke blev så langt, jeg skulle skynde mig lidt ;) Logger for nu//

Felix talte landminer i hoved, han syntes det var et dejligt syn at de løb hensynsløst over græsset, uvidende om alle de sjove ting de kunne få sig selv ud i ved vært eneste trin, de fulgte oven i købet planen, Felix bliv rent faktisk lidt mindre skuffet, for nu var han overbevidst om en ting...tristan var der ikke, for hvis han var, ville han efter myterne have brugt felix selv som fiske mading, og reddet den lille usle mennekse dreng.
Felix ventede flitigt til de 2 personer stod med god afstand til ham, han kunne ikke rigtigt se deres ansigter, men det var okay, så længe de ikke kunne se hans lige med det samme.
Felix kiggede op og ned af den ikke kvindelige form, og gik ud fra det var tristans håndlanger som havde taget hans plads, men det var mindre vigtigt for Felix, da hans opgave jo bare var at lede dem hen til bilen der skulle køre dem hen til herren, om det så var andre end forventet, var sådan set ikke hans bord eller skyld.
Felix smilede bevidst åbenlyst kvalmedene frækt til pigen, og sagde kort.
"Oh baby, you look just ready for a night of fun, wanna dis the human a try a man insteed?" han prøvet at virke pirende, før han så kigget på tristan, og forsatte.
"My sire shall be pleased to hear, that the great tristan himself have anwsed his call, like a loyal dog...They call me Solana, I am a demon servant to my master, and let me make this perfectly clear to you two, we have a time limit to get your asses to my master, and if you waste time beating me up, disobey me, or in anyother way not following the plan, we will not get to my master in time, and then the boy dies.. now that we have that clear, any qoustions before we get on our way?, better ask now then, but reamber we dont have all night"

Camille lod blikket fare over denne fyr, hun prøvede efter bedste evne at finde ud af om han var menneske eller væsen. Det betyd en hel del , da hendes evne kun synes at virke på mennesker, hun havde i hvert fald ikke endnu kunne finde ud af at få den gjort effektiv over for nogen væsner endnu. Men som altid, kunne hun ikke afgøre om han var enten det ene eller det andet, udover at være en idiot af finestekvalitet.
Da han tiltalte hende , knyttede hun langsomt hendes hænder i vrede og kæmpede med sin selvkontrol da hun havde lyst til at fare på ham , men hun vidste det ikke var the time or the place...yet... så hun tænkte * what an idiot , im gonna shuff a logg op his ass if he continues with that * men hun holdte sin vrede inde og så på ham med et køligt blik da hun svarede " Believe me ..Im so not your type ...and im not really here to make woopie, we want Gregers, now "
Da hun nåede til den del med Gregers, havde fyren allerede rettet sin opmærksomhed mod Tristan .
Camille stod tæt ved Tristan, og havde en fornemmelse af de begge skulle være varsomme, for et eller andet var helt off ?
Hvem var fyrens herre? Kunne det være Rafael ? Hvis det var, ville hun personligt give ham en røvfuld over al det her, for han havde da vel for pokker ikke i tankerne at skade hverken Tristan eller hende, hele deres verden ville jo bryde ud i krig...et levende helvede på jorden.
Hun lyttede imens han talte til Tristan, typisk han var dæmon, hun kunne ikke bruge telekinesen på ham.
Hendes hænder forblev knyttet, hun var alt andet end glad ved situationen, og hun håbede Tristan kunne bevare det kølige overblik, da hendes eget temperament rørte på sig, som de første spæde dråber af regn inden uvejret bryder løs og himmel og helvede står ud i et.

Tristan havde en ufattelig lyst til at fare hen og give fyren et ordenlig slag så det kunne mærkes ind i næste uge... Faktisk kunne han finde flere og meget mere voldelige ting som han havde lyst til at udsætte fyren for, men som det var nu kunne han ikke komme tæt nok på hurtigt nok.
Det var let nok at ignorere hvad dæmonen sagde. De sagde så meget og kun halvdelen eller mindre var relevant. Tristan lod blikket køre hen over jorden imens fyren snakkede og fik efterhånden en idé.
Han kiggede op og fremtvang en latter. "Oh how nice to meet you Solama.. Or i wish it was so, too bad this situation isn't the best for making friends.." Svarede han først og begyndte at tage et par skridt hen imod fyren. Ganske roligt, dæmonen ville aldrig tillade ham at komme for tæt på selvfølgelig, men det behøvede han heller ikke. Han stoppede op med den ene fod i en vandpyt omkring 3 meter fra dæmonen.
"I know we're in a hurry, but since you took the time to explain the rules to us, let me make something very clear. 1. I really don't like to take orders from others. 2. I really have no problem with kicking a demons ass... 3. that pick up line was way off..." Han fnøs med et hånligt smil og besluttede at sætte sin plan i værks.
Det var heldigt for ham at det var søren de var ved. Jorden var fugtig overalt og hvis man stilte sig det rigtige sted, ja så havde det vand man stod i direkte vej hen til fjenden. Den smarte vidste nok hvilken fremragende elektrisk leder vand var?
Solama ville nok kunne mærke et lille prik i foden da Tristan sendte et lag strøm igennem det vand han stod i og lod det føre helt hen til fyren, ikke meget, men nok til at lamme ham et sekund eller tre..
Han var hurtigt ovre ved siden af Solama og havde presset en kold pentagram kniv imod dæmonens hals.
"N' 4. I really don't like games, so just get us to the boy.. now.." Han smilede selvsikkert og rodede med sin frie hånd i håret så hans hætte faldt af igen.

Felix var lige ved at bryde sammen i højre grin og en dybe latter, da den ukendte dreng åbnet munden for første gang, men stoppet sig selv før det bliv til andet end et let smil, og beholdte sit kolde blik skiftende på de 2 personer.
Felix forsatte med at høre på de underlige punkter den ukendt dreng kom med, han forstod det ikke, hvad var hans formål?, felix havde virkelig ikke set nogen pointe i det endnu, og han kigget bare afventede på drengen, men jo mere og mere han hørte, bliv han lidt overbevidst om at måske var dette tristan, hvilket Felix ikke var helt sikker på han håbede på.
Felix så godt drengen gik et skridt tættere på, men han var ikke bange for det, hvad skulle den lille dreng gøre? skyde ild kugler ud af røven?, drengen kunne lige så godt spare verden besværet og drukne sig selv i den vandpyt han lige havde trådt i.
Felix skulle lige til at sige en af de flabet kommnetare han var så god til, men da noget som føletes som en hornbille gjore "ondt" i hans fod, fik han et sæt gennem kroppen, og for et kort øjeblik mistede han den visioelle og psykiske kontakt til verden omkring ham, og da han havde rystede hoved en enkelt gang, stod drengen helt opppe ved ham, med den kolde og ubehagelige kniv blad på Felix hals, og Felix havde en kavalmende fornnemelse gennem kroppen, som rådne øg blive stoppet ned i ham med en tragt, da han fik kunne føle Fholi pentagrammets magt i kniven, og nu var der ingen tvivl om den dreng var en mand, og det måtte være den grufulde Tristan selv.
Felix stammede til at starte med i frygt for tristan, og havde svært ved at samle ord, normalt ville han kæmpe imod, men tristan var han alt for usikker på han var hurtigere end, selvom han var menneske ifølge felix viden.
Men efter et par lange sekunder, hvor man kunne se han virkelig prøvet at komme til ord, svaret han. "I..my.. Do you really think my master would risk anything by telling me something like that? he work us like a terrist cell, we dont know why we do what we are told, or how find others serving him...if he want us to do something, he let us know by computer writen letters send to us by local mail company, so I only know what my objektive is, nothing more....I dont have the boy, I only have a location to deliver you, so the next part of the organisation can do there part of the grant plan...the plan is sooo out of my hands, but I an promise you this, that if you dont get to the next location in time, my master will put the boys life to an end, cause no matter who my master is, he dont fucking mess around... If you please dont cut me open, I shall do whatever you please..just..dont kill me"

* Solama..aldrig hørt om ham , han er har kun en.birolle i hele dét her drama*, tænkte hun og så Tristan begynde at tage action.
Hun var helt sikker på hans adfærd var velovervejet, dét kunne ses i hans bevægelser og høres i hans stemme, når man kendte ham.
Selv om hun var forberedt på...et eller andet skulle trækkes ud af ærmet, eller op af hatten, var han overraskende hurtigt over ved Solama og havde en kniv for hans hals.
Hun lod ham gøre sin ting, imens hun lyttede til de svar han fik ud af fyren.
Hun mente han talte sandt, dét var umuligt for ham at give dem Gregers, selv om han havde ville....han havde ingen adgang til ham.
De var nød til at følge ham, lade ham leve...ellers ville de ikke vide hvor til de skulle gå.
"Tristan...easy..du skal ikke.." startede hun men stoppede så op, beslutningen lå i hans hænder.

Tristan overvejede kraftigt hvad han skulle gøre... På den ene side var der ingen vej tilbage så det var enten at lade denne dæmon lade livet, eller lege lidt med. Lige meget hvor tilfredstillende det end måtte være så besluttede Tristan at lade vær'.. Fyren ville nok ikke engang være her og hvad godt ville det gøre at dræbe ham.
"I think i believe you.. for now...." Svarede han og løsnede kniven lidt fra hans strube. Så ragede han lidt i sin indre våbenlomme og fremdrog en lille læderrem med en spænde i den ene side. Han viklede den hurtigt rundt om dæmonens hals og strammede den lidt ind så den sad der.
"i'd be careful if i were you... This thing is designed to send poison into your veins on my command.." Sagde han så og slap fyren. Det var meget smartere end at skulle have en kniv imod struben hele tiden. Han prisede sig lykkelig for sin seneste våbenforsending.
"Well... What are you waiting for? get us to the location already! we're in a hurry god dammit!" Udbrød han og puffede dæmonen afsted for at få ham til at vise dem vej.
Han sendte et lille smil tilbage imod Camille. Hvor han dog elskede at være den der havde kontrollen...

\\Lolz tristan, hvorfor var det du tvang ham til at gøre noget hans job gik ud på at gøre alligevel? xD, I lol my ass off here\\

Felix nikkede panisk til Tristan, og havde på ingen måde lyst til at modsige ham, men han fandt det lidt underligt at tristan prøvede at give sig selv en falsk følese om kontrol, overfor den som intet vidste eller kontrolleret alligevel, men mod hans herre som rent faktisk var den som ledte dem rundt i ringen i næsen, og kontrolret hvor de skulle hen og hvornår, så føelsen om at Tristan kontrollert noget, var helt ved siden af efter Felix mening, og hvis den skinke pige bliv imponeret over det, kunne hun lige så godt ringe til jack the ripper med det samme.
felix vidste ikke helt hvad de ellers skulle gøre, de havde jo ikke ligefrem blevet givet nogen muligheder, felix beundret faktisk lidt sin herres plan, den var ret svær at gå uden om, og stadig få sin belønning, men der var sikkert en måde tænkte han.
felix sukkede da han fik hals bundet på, dette var ydmygende, helt igennem pinligt, og på ingen måde sjovt et gennem leve på nogen måde.
han nikkede til tristan, og sagde opgivende og med en stemme der vidste han kendte sin plads "I follow you to the location if thats your demand, but I dont take the responsibility for what happens afterwards cause I dont really know"
Felix begyndte at gå et par skridt tilbage, og sagde roligt "come.." han så ned på klokken på hans armbunds ur, kl 23.36, så havde de 4 minuter, det kunne de godt nå tænkte han.
han stoppet ca 50 meter fra slutningen af parken der ledte hen til søen, og pegede ned mod udgangen porten, og sagde roligt med en stadig ydmyg undertone, "just outside, there is a green pickup truck, you are to claime up on the back of it, and knock on the back vindue two times, then you will be driven to the next location.. I was told that if the driver see me, the plan was canceled, and he will drive off..sp you are on your own.. now please.. let me wake up in the morning...I dident wanna be here to start with"

Man kunne på en.måde sige at dét var dæmonens heldige dag.
Han vandt i lotto..lidt...fordi han var så ekstrem heldig ikke at være i selvsab med en pige der kunne læse tanker.
For havde Camille kunne det, var han sikkert som amen i kirken blevet grillet over levende ild uden bedøvelse, for hans grimme tanker.
Efter hendes mening havde de langt mere kontrol nu end for 5 minutter siden, netop fordi de ikke kunne læse tanker eller var altvidende ...de kunne jo ikke.vide om Camilles hals var to sekunder fra at få sit blonde hoved adskildt fra kroppen nu hvor hun havde leveret Tristan som lovet, så efter hendes mening havde han været både hurtig og klog.
Dog var hun ikke vild med måden kontrollen var opnået på, hun javde flere gange set en lidt mere...rå...udgave af Tristan end hun var vant til...men hun måtte accepterer den side af ham, den var jo med til at holde ham i live...og hende.
Hun var glad over han ikke skar halsen over på fyren...og retunerede et lille smil.

//Jeg bliver ustabil når jeg kommer under pres okay ! xD Arj, kan du se Camille tolkede den rigtig ! Jeg var klog... Eller også kunne jeg bare ikke lide at blive kostet rundt med xD lol... //

Tristan fulgte efter dæmonen. Egentlig godt tilfreds med at have taget over. Ja okay, de kunne ikke bruge som meget længere, men bare tilfredstillelsen ved at have ham under kontrol var nok.
Da de nåede hen til hvor han viste dem og fortalte hvad de skulle overvejede han det lidt. Det var som at forlade safe zone og til farezonen igen, men hvad muligheder havde de ? Nemlig , ingen...
"Well, thanks for getting us this far...." mumlede han til fyren og kiggede på Camille. "Det er langt fra sikkert, men kan vi gøre andet?" Sagde han til hende og trak på skulderen. Hvis de skulle få denne Gregers ud i live så var der ikke tid til at tænke for meget. Tristan gik i retning af hvor fyren havde sagt og nåede lige at kalde tilbage over skulderen. "remember i spared you big guy... And just so you know, the thing on your neck? It's a joke, workes just about no good" Han smilede tilfredst, men tørrede det hurtigt af. Tid til at komme videre.

Felix sukkede over at blive snydt...igen.. men han havde stadig et hoved siddende på skuldrene så det var skam helt fint, at miste noget værdighed, han havde ikke ligefrem det største æres begreb, men nu må man se.. måske ville Tristans nåde være godt givet ud.. men så igen.. sikkert ikke.
Felix kiggede studerne på dem med øjnene, han havde ikke det store tilovers for dem, eller han havde sådan set intet tilovers for dem, hvis han fik muligheden ville han sikkert tvinge en voksen rotte ned i halsen på dem begge 2, men dte var mindre vigtigt, han ville jo ikke se dem igen...håbet han ivertfald.
Felix nikkede en enkelt gang mod dem, og sagde roligt men højt nok til de kunne høre det "I hope me meet again, so I have a chance to pay for my life"
Felix vendte sig om, og løb så hurtigt han kunne den modsatte retning, da has del var færdig.