The horrific truth, or maybe just a ingenious lie

Hun stod og skiftede vægten lidt fra for til fod imens hun tog beskik af situationen.
Dét var intet de kunne gøre endnu, ikke hvis de ville finde Gregers og forhåbentlig få ham ud i live.
Hun nikkede til Tristan, enig i at dét ikke var safe ground, men de kunne ikke stille noget op.De var nødsaget til at danse med djævlen lidt endnu...og dét var ham der bestemte melodien.
Camille kom på plads på den grønne pickup med Tristan, og bankede herefter to gange på ruden.
"Gregers kender intet til den anden verden , jeg håber ikke de har skræmt livet ud af ham.Han har vist sig at være en god fyr, og dét er ikke okay at han er havnet i suppedasen her...på grund af mig..." Camille forsøgte indprinte bilens rute, men da hendes stedsans var stort set i minus , opgav hun og fokuserede Istedet på Tristan.
Dét synes at være vanskeligt for the two of Them ikke at være omgivet af fare og mystiske hændelser, både sammen og hver for sig.Nogle gange havde hun lyst til at krølle sig sammen under dynen og gemme sig væk...være en normal pige med et normalt liv.
Dette var ikke en af de dage.
Nu var hun tændt , hun ville have skovlen under dén der havde Gregers og ønskede at få fingrene i Tristan.

Tristan hoppede op i pick up'en med Camille bag sig. Han satte sig ned og lod hende bamke på ruden.
"Rettelse : På grund mig.. Vær nu ikke for hård ved dig selv" Svarede han og prøvede at smile opmuntrende. Han kiggede ud på vejen og vidste sådan nogen lunde hvor de var på vej hen, eller i hvert fald i hvilken retning. Han havde trods alt boet her det meste af sit liv.
"Vi er heldige hvis bare han slipper ved skrækken... Don't worry.. Jeg for ham ud" Sagde han så og blinkede en gang. Der var en god chance for at Gregers nok allerede var død.. Hvad skulle de bruge ham til nu hvor de havde ham? De behøvede jo bare at sige at de havde ham.

//Lidt kort, sorry for that//

Den grønne pickup kørte af et utal af veje, og nogen gange de samme veje mere end en gang, og der så ikke rigtigt ud til at være et mønster i det, men den bliv alligevel kørt målrettet, og bevidst, som om at den der kørte den vidste hvor han eller hun skulle hen, og efter nogen små 20 minuter i byen, kørte pickupen mod retningen af de åbne lande veje, og vejet som jo var stoppe med at regne, holdt heldgvis stadig tørt for denne stund.
Den grønne pickup stoppet, da den var midt ude på en lande vej, med en mejs mark på den ene side, og en åben ny revet sukker ruge mark, på den den anden siden, og der holdt bilen i nogen få sekunder, hvorefter døren ind til føren åbnet, og en mand på ca de 32 med langt hvidt gråt hår, som hang let og pjusket ned af siderne. han havde en matrix sort overjakke på, der gik ham fra skuldrene til hans pæne ridestøvler. han havde en tatovering på den højre side af halsen, med bogstaverne S.P.Q.R.
Manden gik med langsomme rolige og selvsikker skridt mod bagenden af bilen, og stoppet først da han lagde en hånd på kanten af bagenden, og kigget op på de 2 folk på bagenden.
"Min herre Tristan, vi har mødtes før, men jeg selv tvivler de kan huske mit ansigt.. Vi mødtes til Herre Dominatrix møde med dem, jeg serveret maden som tjener... Det er jeg selv en ære, men jeg er må desværre afslutte det formelle, for tiden løber og vi har travlt.. væsnerne i snart skal møde, kalder sig selv for Mount Olympus order, de tror på de græske guder, og har sat sig ukendte mål her på øen, deres leder er dæmon, og har for nyligt overtaget organisationen, og har store planer i hans tanker... mere ved jeg ikke, værken hvad, hvem eller hvorfor.." Manden skulle til at vende sig om, men skydte sig så at tilføje "Jeg undskylder min uhøflighed,... Jeg opgiver ikke mit navn, og i skal vide jeg er her ikke for at hjælpe, jeg er her på min herres ordre til at få jer ud i et stykke. hvis det skulle være nødvendigt... lige meget prisen" han smilede lidt for at undskylde hans kontante tonefald til sidst, men han var ikke så slem når han fik mulighed for det.. men han var heller ikke peter plys, og da slet ikke hvis hans ære krævet han skulle være ond og usympatisk, som hans ære jo krævet da det var en ordre. og selvom Dominatrix sikkert ikke mente det så kontant, tog denne dæmon altså ingen sukkerknaller på hans ordre.

"Jeg ved du vil gøre alt du kan Tristan...og tak " mumlede hun og netop da stoppede bilen.

Camille hoppede ned, da bilen endelig var ved dens slut destination.
En mand kom frem og modtog dem.
Han henvendte sig til starattraktionen Tristan, eller var dét en mandschauvenistisk gerning, at overse hende?
Hun fnøs let, men lod dét passere, de var her jo ikke ligefrem for at afpudse deres maner og hygge om hinanden.
* mount Olympus, aldrig hørt om dem* hun løftede et øjenbryn og så på Tristan, havde han ?
Bare dét nu ikke var noget med at nogen skulle ofres, dét ville blive svært at nå enighed om, da hverken hun selv, Tristan eller Gregers skulle spille dén rolle.
Men hvad med dét han sagde....var dét hans opgave at få dem levende ud i et stykke ?Hvorfor så al dét gejl her ?
Hun tav...for nu...og overlod dét til Tristan at stille spørgsmålene, og få trukket Gregers ud af busken.

Tristan hævede et øjenbryn da manden stod ud af bilen, men rejste sig ikke fra pick up'en før manden var helt henne ved bagenden, så hoppede han selv ned ved siden af og rakte en hånd frem imod Camille for at se om hun ville med.
Han betragtede kort manden. Han så bekendt ud, men hvis han ikke selv havde nævnt det, så havde Tristan aldrig gættet at han kom fra Rafael...
"Jeg tror jeg husker dig... Men hvis Rafael vidste noget om det her, hvorfor har han så ikke taget action i anden retning end dig selv?" Tristan kiggede sig omkring. En mark? Hvad skulle de her? Han kunne ikke se nogen i miles omkreds.
Selve gruppen synes han at have hørt om før, men ikke meget. Måske lidt fra andre dusørjægere der var stødt ind i få af dem.
"Mount Olympus order? Jeg tror jeg har set det i nogle journaler... Men nu... Hvad laver vi her og hvor er drengen henne?" Sagde Tristan til sidst og prøvede at gennemskue manden. Var han her nu også kun for at sikre at de kom ud i et stykke?

Manden kiggede kort på camille, han syntes hun så lidt fornærmet ud, måske sagde han noget stødende?, han rystede tanken af sig, da han syntes det var gået fint nok, han var jo heller ikke en mand af fine ord og edikte, selvom han kunne lidt.
Manden tog en lille bog frem fra inderlommen, og rakte den frem mod Camille, og sagde seriøst for at understrege vigtigheden "hvis nogen sprøg, fik du denne bog af en kvinde som ikke opgav sit navn, og du har gået rundt med den, men har ikke læst den endnu..forstået?"
Manden skulle til at give en dyber forklaring, men hans lyde fra munden bliver overdøvet af en helikopter der landede foran bilen på den brede vej, og de ruterne propeller rev korn rødderne op af jorden, og den friske jord fra den anden side af vejen bliv kørt rundt i luften.
helikopteren åbnede sin enge side, og en mand der lignede Rafael som på en prik, bare med langt lyst elegant hår som gik til ryggen normalt, men som var lavet til en hestehale. han var iført et helt sort militær outfit, men vest og hele svinriget. manden i helikopteren sad ned ved siden af to andre i samme tøj, bare med en M249 squad (google er jeres ven) ver, og nogen ski masker på hoved.
manden der stad i helikopteren som lignede Rafael, lavede et tegn til manden med det hvide hår, der stod ved siden af tristan og Camille, hvorefter manden tog en hånd på camilles skuldre, og nikkede mod helikopteren, og drejet sig så mod tristan, og nikkede roligt.

Hun lyttede opmærksomt efter, uden at indhente noget nyttig og anvendelig information.
Da hun fik overrakt dén lille bog , ville hun bide hvad dét var for en bog og naturligvis dens indhold.
Dét kunne også være en fælde og hun dermed nærmest frivilligt gik blind ind i dén.
Nå, dét en bog ikke noget der brændmærker mig, tænkte hun og stoppede dén i sin lomme, netop som helikopteren landede.Hun nikkede hurtigt til fyren at hun havde forstået hans instrukser, om hun ville følge dem var en anden snak.
Da hun så mændene fra helikoptoren med kæmpe våben og skimasker , trådte hun et skrit tilbage, og selv om en hånd blev lagt på hendes skulder, begyndte hun at dirre "No way...jeg skal ikke med dem dér !" proklamerede hun, mest til Tristan men også til dén anden.
Sindsyge mænd , men vild ammunition og masker for at camouflerer, dét varslede ikke godt, så vidt hun kunne tolke.

Tristan kunne først høre helikopter larmen, så kom lufttrykket også var den der. Han vente sig imod manden der havde kørt dem. "Er det Rafael?!" Sourgte han igennem larmen og pegede på manden der havde en slående lighed.
Han kiggede hen på Camille da hun sagde noget og nikkede bare. "Oh jo du skal ! Vi skal havde Gregers tilbage ikke?!" Svarede han og nikkede op imod helikopteren. Han havde fløjet med en før så det var ikke det store problem.
Lufttrykket fra propellen var stærk og slog deres hår tilbage. Det var også svært at se helt op i helikopteren med alt det luft i ansigtet.
Gad vide hvordan de ville få dem op i helikopteren.. Ville de lande først, eller hive dem op?

Manden med det lange hvide hår, som stod med hånden på camille skudlre, men med bliket mod Tristan, han lagde hånden væk fra camilles skuldre, og da både camile og tristan syntes medgørlige, drejet han bliket mod manden der sad i helikopteren, og nikkede elegant og ydmygt til ham, for derefter at vende sig om mod Tristan, og sagde venligt, som svar på tristans spørgsmål "Skal vi ikke finde ud af det?", Manden med det hvide hår grinte, og sagde "nej, det er det ikke".
Manden vendte sig mod camille, og sagde ydmygt, mens hans kropssprog tyde på han gjore nar af hende, eller var sur, "Frøken.. den mand deroppe har ingen moral, giv ham aldrig hvad han vil have, forstået?, og hvis du gør, så giv ham bogen og for gudernes skyld, få ham til at tror du ikke har læst den.. det redder MÅSKE jeres røv, men som udgangs punkt, giv ham intet".
Manden vendte sig om mod tristan, og sagde "hvis noget går galt...så gør dig selv og hende tjensten af en hurtig bortgang, for tror mig, selv rafael ville skide i bukserne over deres metoder", han holdt en hurtig pause, og sagde så til dem begge, "er i klar?"

Hun havde virkelig ,virkelig ikke lyst til at følge med dem.
Hun vidste dog godt at hun ikke kunne svigte Gregers så valg var et luksus hun ikke havde råd til nu.
Hun bed sig i læben og prøvede at grave noget sponk frem, fra et eller andet sted inden i hende.
Hun synes dét var underligt at understrege hele tiden at hun skulle sige hun ikke havde læst bogen, hun havde jo ikke en gang haft dén åben.
Men ellers virkede fyren real nok.
Hun så lidt skræmt på mændenee i helekoptoren, men besluttede at uanset hun var ved at dø af skræk indvendig, ville hun forsøge ikke at give dem dét indtryk og dermed en garanteret fornøjelse ved at kunne se dét på hende.
Så hun forsøgte at se upåvirket ud og holde en vis grad af facade.
Dét lød som nogle ultra pisse irriterende typer Tristan og hende ville få på nakken nu.
Hun lagde armene over kors, imens hun huskede ordene * giv dem intet*
Whatever that means? Hun havde ingen planer om at give dem noget som helst til at begynde med.
Hun så på Tristan og lagde hovedet lidt på skrå.
Hvad skulle hun dog gøre uden ham ?

Tristan mumlede noget irritabelt og uforståeligt til manden. Hvorfor så meget hemmelighedskræmmerrig? Det gav jo ingen mening? Han lyttede også til det der blev sagt til Camille, men det gav heller ikke meget mening...
Hvad skulle manden med den bog hvis han fik den, og hvis det var så vigtigt at han ikke fik den , hvorfor fik de den så med?
Han nikkede med et "Jeg skal se hvad jeg kan gøre" Og kiggede hen på Camille. Var de klar til at komme videre? Nej ikke rigtigt... Men var der et valg?
"Ja vi er klar" Svarede han så og kiggede op på helikopteren.

Manden med det hvide hår, faldt på alle fire ned på jorden, hvorefter der ud gennem hans ryg kom der nogen store sorte vinger, selv for gamle dæmoner var de grusomme at kigge på, og ud af hans pande kom der nogen horn der var højt frygtindgydende, og hans hænder bliv til en mellem ting mellem hænder og klør, og hans krops fysiske form, bliv omkring omkring 2.2 meter i højen.
Den store dæmon prøvende at samle tankerne, men det var svært at tænke logisk og sympatisk mens dæmonen i ham, fik fuldt spil, han rejste sig op på hans ben, og kiggedet ned på tristan, og med en hæs stemme der lige så godt kunne være vilde hunde der sagde noget forståeligt, "Je..ba.." han opgav at tale lige umildbart, og skulle til at prøve igen, men valgte bare at vende sig om, og folde vingerne ud i deres fulde længde.
Man kunne se en reb stige falde fra helikopteren og ned til jorden, mens den anden ende var sat fast oppe i helikoptren, så tristan og camille kunne komme op.
høre manden der lignet rafael i helikopteren tage en speaker frem, da hans grumme og ubarmhjertige stemme sagde, "get your asses up here you two".
den store dæmon på jorden, stod bare og afventede hvad der skete,

Camilles øjne blev store ved synet af manden der ændrede sit udseende til dæmonlooket.
Hun havde blandt andet set Zean ændre form under kamp, og dét hjalp hende nok til st bevare fatningen lige nu.Dét..og så at Tristan var tæt på.
Hun tvang blikket væk fra Dæmonen da en lille rebstige kom til syne og skulle være deres vej op.
Fint nok, selv om der var meget sus i sejlene, kunne hun godt dét.
Hun gik mod helikoptoren, tjekkede lige med Tristan med et lille nik og fik godkendt at hun kravlede op først.
Så tog hun fat og med møje og besvær kæpede hun sig op...lige ind i dødens gab, eller det var dén føelse hun havde.
Hun nikkede bare til manden der lignede Rafael helt vildt , og håbede Tristan var lige bagved og derfor lige ved st være oppe.
"Gregers ?" Spurgte hun velvidende om hun nok burde holde lav profil, men på dén anden side, han vidste jo hvorfor hun var kommet ,så hvorfor forsøge skjule dét ?

Tristan gloede på dæmonen. Man så sjællent en dæmon forvandle sig... wow.
Han nikkede til Camille for at sige at hun bare kunne kravle op først.
Tristan nikkede hurtigt tilbage imod dæmonen som tak og fulgte efter op ad stien. Rebstier var noget man trænede meget med for balance og styrke i armene, derfor var dte ikke svært at trække sig op, i hvert fald ikke for ham.
Han kom op ved siden af Camille i helikopteren og kiggede rundt. Til sidst faldt hans blik på fyren der lignede Rafael.
"What she said" Suplerede han bare Camille og fandt det ikke relevant at sige mere. Der var noget over manden der bare ikke var okay, noget han ikke kunne fordrage, men hvad kunne han ikke sige. Måske var det selve hans aura, eller også var det bare attituden.
Bare det hele snart var overstået. Det værste var næsten at han ikke kunne finde ud af hvad de ville. Hvis de virkelig ville dræbe ham, hvorfor så ikke gøre det for længst?

Manden der lignet Rafael, sad bare i en selvsikker og selvfed stilling, han havde et lumsk smil på læben, og lagde ikke det fjerneste skjul på han havde en plan, og efter at dømme på hans øjne, var han en der næsten aldrig tog fej, ivertfald kunne man se den konstante overvejelse i hans blik, og også bare den måde han så ud til at opfange ver en lille detalje var næsten skræmmende.
han lagde det ene ben over det andet, og lagde en hånd i hans skød, hvorefter han svaret efter nogen skunder med at studere dem, "the kid is safe and sound for now.."
manden studeret dem lidt endnu, og sagde så med bilkket rettet mod Camille
"You.. the goddes of love must love you dearly, cause it is not often I get the chance to lay my eyes on a woman so...perfect" han små grinte lidt af det sidste ord, og forsatte til dem begge "I will thank you both for accept my ´invitation´, my name is Valentine.."
Valentine lænede sig godt tilbage, og tog en mobil op af lommen, og tændt for lydoptagren, og lagde mobilen ved siden af ham.

De fløj afsted i en slags stilhed.
Camille sad og spekulerede på hvordan dette ville ende, men var dog for nu glad for at Gregers var okay.
Dét var formålet med turen her, og de måtte ikke miste fokus, hun måtte ikke miste overblikket eller tempetamentet.
Hun rettede hovedet op og mødte denne Velentines øjne
"Then I suggets contacts, im no way near perfection, and no angel made in heaven " sagde hun stålfast og var sig helt bevidst om Valentines interesse i hende var hul og med garanti kun for at pisse Tristan af.
Hun kiggede på Tristan og blinkede til ham.
Hvem helvede var denne Valentine anyway ?

Tristan nikkede bare til Valentine da han opgav sit navn. Han ville have sagt noget, men lydoptageren der blev tændt for fik ham fra det. Måske var det bedst ikke at sige mere end højst nødvendigt.. Og desværre... Var flabethed ikke nødvendigt.
Han fnøs meget stille af Valentines interesse for Camille og smilede bare til hende på den der 'know it all' måde.
"Over your head" Mumlede Tristan bare til Valentine. Det kunne han alligevel ikke holde tilbage.
Tristan folede armene over kors og kiggede ned på landskabet. Hvor langt skulle de ? Han havde ikke vildt mange penge på sig og det ville blive irriterende at skulle til at gå hjem igen..

Valentine kiggede stift på Camille, med et planlæggende og dybsindigt blik.
Valentine lagde en hånd ned i den venstre lomme, og fandt endnu en mobil frem, hvor der var fast sat et headset til mobilen, hvorefter han lagde den ene høretelefon i det højre øre, og lagde mobilen på hans skød, og begyndte at tale med en helt anden stemme end før, denne gang var den på næsten skræmmende lighed med en lille pige på 7-9 år, blid, varm, og uskyldig.
"Alea iacta est.."
Valentine, tog høretelefonen ud af øret, og tabte mobilen på gulvet med vilje, og som et lyn fra himlen, havde han brutalt og kraftfuldt smadret en kæmpe militær støvle ned på mobilen, og den gik i mange stykker, og han drejet foden lidt ekstre hånd på stumperne, før han igen, satte sig ordenligt til rette, og kigget stadig på Camille, mens han sagde med den stemme hun sikkert ville kunne kende fra sin far "I knew your father" hans smilede lidt lumsk og sagde med den hæse stemme, som han havde startet med at bruge, "You are right my dear..you are no angel.. but you are made in heaven.." Valentine holdt en lille pause, og forsatte "I wanna tell you both a story, about a man. he was a servant to the mighty order Tenebrae, and this man showed great promise, and in time, a vampire named Tolius, choosed to promote this man, and was therefore told a acient secret. but what Tolius did not know, was that this man, was working with a demon to get power that are beyound any imagination.. the man and the demon broke into an old temple in area close to the city of jerusalem, and there they stole something, that they did not earn by right, and they toke a oath, never to betray the the other..but the demon got greedy, and he did not wanna share the power with anyone, so he layed a Horrible curse upon his ´friend´, and therefore the man did never feel pain, sorrow, or compastion..he did no longer control his own mind, and was doomed to live life with no understanding of other humans feelings, and did only see his own pleasure, and nothing else.... the man however did not like this one bit, so he toke revenge by taken the secret and it´s powers, and runaway from the demon and his old life... The man found a woman, and he marrid her, but over time the cures grow stronger, and stronger, and in the end he found out that it have taken a even more terribol effect then he had expeted...insteed of being inhuman, hes desire toke complete control over his body, and for so many years, he was trapped in a cage in his own mind, forced to see all the evil deeds he did...he raped kids, and tortured there parents to death in front of them...and in his mind, he could do nothing but wasthing all this happen.. but one day, he got a little girl, and with the only few powers he had over himself, he made his little girl drink the secret, and knew for that point and beyound the powers was inside her. as she got older, the powers go stronger, and still unknowing of the acient power runing in her vains, she killed her father ind cold blood ...and tryed to forget, tryed to live her life... but let me tell you something, the demon has found her, and now he wants the blood that shall be used to take the power from her, so the demon can have it....you have no Idee of how strong you are, if you had the key to use your power, you would be able to use allmost godlike powers..but you do not know the old way, and therefore you are not even close to use yoyr blood to it full potential" Valentine stoppede med sagde hurtigt "but dont worry.. the demon dont need all of the blood, so if the girl wanna play along, she might even live"
mændene ved siden af Valentine rettet våbende på tristan og camille, og Valentine forsatte "you wanna play along?"

Hun fik en chilling fornemmelse ned af hendes rygrad da Valentine begyndte at tale i sin mobil.
Hans stemme var ikke den af en mands, men en lille klein pige....kun få var i stand til at imiterer på så fremragende sæt.Men dét virkede sygeligt.
Han angreb nærmest Mobilen da samtalen var slut, og Camilles krop gav et gib over den pludselige handling ,hun ikke havde set komme og ikke var forberedt på.
Men dét næste der skete, fik hendes blod til at forsvinde fra ansigtet og dét sortnede for hendes øjne.
Valentine talte den nøgne sandhed, han talte med stemmen af hendes far, der herskede ingen tvivl og deres bekendtskab.
Camilles øjne forlod ikke Valentine på noget tidspunkt.Der løb en hel spillefilm igennem bag disse øjne...om en mand, hans datter og deres liv på godt og ondt.
Aldrig havde hun givet Tristan så mange detaljer....der var ting om Dæmonen og dét hun skulle drikke der gav hende den gamle kraft , hun aldrig selv havde hørt tale om.Hun greb ud efter Tristans arm eller hånd, hvad hun nu lige fik ram på.
Dét her var overvældende.Hun troede dét var the fairy crap der var hele hypen omkring hendes blod...men at en dæmon skulle have prismærket hende, stemplet netop hende...og nu ville have en kraft der var en gud værdig ?skulle hun grine eller græde ?Hendes chitty telekinese duede ikke engang på væsner.
Hun stirrede på Valentine...og han skræmte hende pludselig...meget.
Hun vidste éen ting, ingen skulle tappe hendes blod ....og slet ikke hvis der virkelig var noget kraftfuldt i dét, så skulle en gal sindsforvirret dæmon ikke arve dét, så ville hun hellere gå i graven .
Men frustration i hendes blik og skam i hendes sjæl kiggede hun på Tristan.* hvad pokker skete der her ?*
Igen trodsede hun hendes egen lyst til at gemme sig og stikke hovedet i sandet og bare håbe på dét hele ville forsvinde.Hun så ham i øjnene...
"Thats quite a little storyteller you are Valentine, but you have to understand this...you dont know everything and you sure dont have a clue what gets to play nicely, do you ?" hun skælvede lidt ved synet af alle de våben der pegede på dem....mon hun var dumdristig nu ?..." You can tell everyone you know that im not giving shit away...so they might wanna stop spending their time on this ".
Hun håbede hun lød omkring 30.000 gange mere sikker end hvad hun følte lige nu.
Hun klemte hårdt om Tristan.

//Holy Moses guys, i skriver jo bare derud af ! Btw "Alea iacta est.." "The die has been cast" :D Mit ynglings latinske citat xD //

Tristan sagde ikke noget af den sukkersøde stemme Valentine brugte, men hævede dog et øjenbryn over den brutale måde mobilen blev smadret.. Hvad havde den lige gjort ham? *Alea iacta est..* Tænkte han i gentagelse. Latinsk... Han havde hørt det før.. The die has been cast.. Cæsar citat.. Hvad havde det med hele sagen at gøre?
Han selv forstod intet af den stemme dæmonen brugte nu, men han forstod da på det at det måtte være sandt at Valentine havde kendt hendes far. Camille fik grebet panisk ud efter hans hånd og han besvarede det med at beroligende lukke sin hånd om hendes og stryge den over håndryggen.
Efterhånden kunne intet overraske ham. Heller ikke denne lange historie om det overnaturlige og en lille pige som han stærk gik ud fra skulle være Camille. Underligt.. En fe og en mand uden følelser... Sikke nogen forældre at have.. Og han troede at hans familie var noget for sig..
Selvom det ikke påvirkede ham det store, så virkede det til at have en stor effekt på Camille.. havde hun ikke vidst det?
Det var dog først da Valentine begyndte at nævne noget omkring at tappe noget blod at han rent faktisk blandede sig. Lod Camille svare først og fulgte lige efter.
"You heard the girl, you are not getting anything... Guess that means we are not playing along.." Sagde han pludseligt og tilføjede hurtigt:
"I'd really be careful with those guns guys.. Just try it and i'll shoot the pilot.. Now we wouldn't want that would we?" Han prøvede at lave et flabet smil og lod sin jakke glide lidt til siden for at afsløre den handcannon han havde rettet imod kokpietet hvor han vidste at piloten ville side. De skulle bare prøve at skyde en af dem også ville den pistol gå af.. Dum dristigt.. Især fordi det mest bare var for at skræmme.. Hvis han gjorde det ville de jo styrte alle sammen, men var det bedre end at dæmonerne fik fingre i denne 'kraft'.

Valentine havde en åndeagtig smil der kom hen over hans læber, da Trisan begyndte at lege japansk kamikaze soldat, og det forstod Valentine intet af, havde han slet ikke lært igennem hans oplæring, hvis han overhoved havde haft en mentor for den sagsskyld. Valentine var ivertfald sikker på en ting, han var skuffet.
Valentine lagde en hånd på mobilen der optog deres samtale, og slukket med en blød og fin måde mobilen, og lagde den tilbage i hans venstre lomme, hvorefter han kigget op på Tristan med øjne der næsten så sjæle løse ud, og hvis man skulle samligne hans blik med noget, var det nok åbningen til en grotte i den mest skumle del af Alaska.
Valentine havde blikket med en næsten dødelig beslutsomhed på tristan, mens han langsomt tog en meget dybinding, hvorefter han sagde med en stemme diamant klar var ligesom Tristans egen stemme "Let´s shot the pilot...that sounds like fun", Valentine smilede igen med et ånde dødt smil, og fjernet blikket fra Tristan, men snakkede stadig som Tristan "I am curious, after you have turned us all into Kentucky Fried, what were you planing on doing next?... Let me guess, you did not plan anything at all, did you?.. let me give you a word of advice, everything you do, must be for a reason, if I die now, the world would win nothing, but if you both die now, the world would lose some of its best guardians.. now I ask you, will you kill her, and yourself because of..." Valentine bliv afbrudt af en lille smule kridt hvis væske, der kom løbende ud af hans mundvig og ned over hans hage. Valentine fik en overrenskede udtryk frem, og tørret det væk med sit ærme, og kiggede på Camille isetdetfor, og sagde med hendes fars stemme, i et vredt tonefald "You are not gonna find rest.. the underworld, heaven, or earth, I am gonna find you.." Valentine tog en hånd til hans pande, da mere hvid væske kom ud af hans mundvig, han smilede venligt til Camille, og sagde med den lille pige stemme "there is coming something nasty down the road, and one day, we are all forced to choose side, and when that day comes, no one can call another friend, lover, or family..cause on that day, we must go our own way... And I swear on my honor, I am not the bad guy in this story, and before you see that the better... I just hope it is not to late when you do...lookout for the sisterhood..."
Valentine tog en wallkie talkie frem fra under der hvor han sad, og sagde "get us down, before the girl do something she cant control yett"
der gik ikke lang tid før helikopteren landede på jorden, og dørene bliv åbnet, hvorefter Valentine bare kiggede afventede på dem begge, for at vise deres tur var slut. han kigget kort ud mod den åbne parkeringsplads bygnings top , der var i centrum Deepshell.
Valentine sagde kort med Gregers stemme "He is in a little apartement on the cornor of the street Soft roads cross in.."
Valentine skulle til at give en mere uddybet beskrivelse, da manden med det vide hår, som kom frem på den anden side af døren, og talte indover "I can take them there...dont worry master...Jeg følger jer derned i 2" manden med det hvide hår, gik et par skridt bagud, og lavde en gestus med armen.

Camille fik et smil på læberne.Selv midt i dette spetakel, var dét lykkedes Tristan at være et træk foran.
Der var bestemt en årsag til han var jæger og ikke hun.Hun ville dø på første arbejdsdag.
Hun var eller en habil skakspiller, god til at tænke mange træk frem .
Hvorfor var dét så lige denne evne ikke synes at gøre sig gældende i andre henseender ?Hun handlede langt mere intuitivt og impulsivt, desværre....Godt hun havde fået ham i sit liv, lidt pendant til hendes 'ildhu' , da hun nægtede at beskrive sig selv som hovedløs.
Naturligvis kostede dét en reaktion fra Valentine, og Camille blev ramt af en horror følelse da han talte.Manden var jo skræmmende på en uforudsigelig og mental ustabil måde , og følelsen af dette kun var toppen af isbjerget kom.krybende over hende, som et lille vemmeligt ukendt insekt ,hvor et enkelt lille bid eller stik er dræbende.
Hun rystede hovedet et par gange, da hendes fars stemme igen overtog rummet, hård og autoitær...han truede hende ?Great ...en død far ville sikker hun aldrig ville finde ro i sjælen og en næsten uddød mor ville trække hende over i en anden dimension hvor hun skulle agere rugemaskine for feerne.
Hun så i skjul på Tristan.
Han måtte virkelig have en stor appetit på...kompliceret piger...siden han gad besværet med hende.
En lidt tragiskkomisk latter trille forlod hendes mund og hun så bare på den ødelagte mobil da hun tørt sagde "Well daddy dearest....I'v killed you once already, what's from keeping me doing it again ? Shut your dirty mouth "
Hun blev herefter ganske par, da en lille pige stemme kom.med en advarelse.
Camille troede først at Valentine imiterede stemmer, hvilke han formenlig også var i stand til, men dette...dette virkede som besættelse ?
Den hvide substans der flød fra hans mund, så ud til at opstå mellem.hvert skift.
Hun så på Tristan ...* besættelse eller almindelig vanvid ? *
Og så skulle de lande, endelig.hvilke var fint, da Camille ser var ved at gå lidt i selvsving.
De landede og hun holdt sig tæt på Tristan, lige bag ved ....og lod ham tage over fra her....

Tristan smilede bare og lagde hovedet på skrå. Hvad var der mere at planlægge? Han havde lige sagt at han gladeligt ville styrte i døden hvis det betød at han trak dem med.. Fyren havde dog en pointe, Camille var i flyet.
Noget provokerede ham over den måde Valentine snakkede på, især fordi at selve sætningen også var noget han selv havde kunne finde på at sige.
"My good sir, why would i plan anything after that? I'd be dead.. Unfortunately, your right. She's here so i can't bring us down.." Svarede han uden at sænke pistolen. Han ville ikke lægge skjul på at han gladeligt skulle give sit liv for at dræbe Valentine og resten af de væsner der var i helikopteren.
Han rynkede panden da noget hvis snask løb ud fra fyrens mundvig og en mandestemme snakkede til Camille. Han genkendte den ikke selv, men han gættede på faderens. Så skiftede den til en lille pige med en advarsel. Hvad skete der lige her?
De blev ordret til at lande og Tristan holdt blikket lidt på Valentine som om han prøvede at finde ord.
"You've got som 'eww' right there" Sagde han til sidst og pegede på fyrens mundvig hvor der stadig var noget snask.. Hvad var han lige? Et medium?
De landede endelig. Tristan fik øje på fyren fra før og følte det underligt at han ikke havde fulgt dem hele vejen..
"Thanks..." Svarede han den hvidhårede man. At følges med ham virkede 100 gange mere trygt end Valentine.
Han havde stadig fat i Camilles hånd da han trak hende med sig efter manden og i den anden havde han stadig sin handcannon, for en sikkerheds skyld.

Manden med det hvide hår, fik et let smil da de gik ud af helikopteren, men hans tilfredshed bliv stoppet af Valentines første hæse stemme, "When you have done your part, bring a message to the finder, and tell her, that she was right".
Manden med det hvide hårs smil forsvandt som dug for solen, og han vendte sig kort om mod Valentine, og sagde ydmygt "I shall do your bidding, until hades himself demands my time to be past.. I shall deliver the message". Manden med det hvide hår, tog en hånd ned i lommen, og nikkede anderkende til Valentine, inden han begyndte at gå væk fra helikopteren.
Valentine holdt blikket mod Camille, og selvom man ikke kunne se det, havde han et inderligt smil, han var tilfreds med resultatet af sin test, og selvom han så ud til at være uden en tanke lige nu, var han alt andet end det, han var lige begyndt sit plotteri.
Manden med det hvide hår, gik et langt stykke væk fra helikopteren, og da den omsider kom tilbage i luften, var de på nedgangen til næste etage i parkerings bygningen.
Manden stoppet, og vendte sig om mod Camille og Tristan, hvorefter han sagde venligt "Jeg er overrasket, havde ikke troet du var så langt Camille, det er af største vigtighed min herre Rafael intet høre om Valentine er kommet til øen, ville bare gøre ham utilfreds.. min herre er ikke den bedste til nyheder af den type... min herre stiller for mange spørgsmål, og har for mange spioner til ikke at få svar på de spørgsmål" han holdt en pause, og forsatte derefter "der er noget, jeg behøver svar på inden vi forsætter til lejlegheden.. jeg skal vide om i er istand til at kunne stole på det jeg siger, for hvis i ikke er, kan vi lige så godt droppe at nå derhen før sollys , for vi skal måske ikke langt, men der vil komme steder hvor i skal kunne holde tand for tunge, og andre gange sige ting jeg beder om i siger, og hvis i tøver for bare et sekund, mens det er nødvendigt, så få vi en helvedes kamp på nakken.. så skal være afklaret nu... hvis jeg svæger jeg vil jer det bedste, kan i så gøre hvad jeg siger uden tvivl.. kun for iaften naturligvis." Manden med det hvide hår, ventede med et varmt smil på deres svar.

Hun hastede efter Tristan, med hendes hånd i hans, lykkelig over hun ilke var taget afsted alene.Så havde Valentine skræmt livet ud af hendes krop, helt bestemt.
Og Gregers ville være overladt til...the bad ones.
Gregers....åh, gud...hun håbede fandme han var okay...ellers gik hun helt amok.
Valentine talte og
Camille sugede til sig som en svamp i et lille vaskefad, hvad han sagde.
Hun blev lidt irriteret på sig selv over ikke at kunne knække deres kode, da der havde fundet en test sted som hun ikke havde registeret og sikkert heller ikke bestået, på den positive måde vel at mærke.
Hun følte sig lidt som en hund i et spil kegler....eller Bambi på glat is med en twistet slutning hvor en jæger springer frem og flænser Bambi på kryds og tværs...med en sløv kniv
Noget vat galt.
"message from the dark side " , rungede fra hendes mobil og temmelig malplaceret hele situationen i betragtning, men meget typisk Camille....tjekkede hun sin sms.
Hun blev bleg.
Og da fyren der var den udvalgte til igen at lede dem afsted, stod Camille frosset fast, som var hun hugget ud af sten.
"houston we have a problem " hviskede hun til Tristan , da fyren bad om deres tillid.
Hun trak ham til side og gav ham hendes mobil.
Beslutningen blev hans, hun var desorienteret.