The horrific truth, or maybe just a ingenious lie

Tristan fulgte fulgte efter som en lille hun der skulle ud og gå. Han anede ikke hvad han skulle gøre ud over at bare følge med så de kunne få fat i denne Gregers..
Han lyttede bekymret efter hvad den hvidhårede gut sagde .. Skulle de stole på ham? Han fandt det ikke fornuftigt.. De kendte ham knap nok og han var dæmon, men han virkede troværdig.
En mobiltone skar igennem luften og han svang hurtigt og opmærksomt blikket på Camille. Hvem kunne det være på denne tid? Festglade venner? Han undersøgte det ikke nærmere indtil hun viste ham beskeden... *Oh fuck.... * Tænkte han og bed sig i læben. De var ved at valg...
Stol på creepy dæmon guy, eller ukendt sms fyr..
Tristan kiggede hen på fyren og tilbage på beskeden, hvorfor stod han i denne situation?
Han sukkede og kiggede væk fra beskeden. Manden foran dem havde ikke gjort andet end at hjælpe indtil videre... Hvis han ville dræbe dem så havde han gjort det for længst... Desuden , hvis han virkelig kom fra Abaddon så ville han ikke gøre dem noget... Denne sms fyr havde de ingen viden om og for all they know, så kunne han angribe dme om lidt og den eneste der ville vide hvad man skulle gøre være dæmon fyren...
"Jeg.." Begyndte han og kiggede intenst på den hvidhårede gut.
"Jeg stoler på dig." Sagde han endelig og håbede ikke at det var den forkerte beslutning. Han kiggede ned på Camille, hvad tænkte hun?

manden med det hvide hår kigget mistænktsomt på camille og tristan, da de begyndte at vise mobilen til hinanden, han var på ingen måder glad, for at være holdt udefor information, da han jo tros alt var trænet til at skaffe information, havde han altid en lille dæmon på skuldren der følte sig fornærmet, når han ikke fik ting at vide.
Manden med et hvide hår nikkede til Tritsan da han så ud til at tænke over et eller andet, hvorefter Tristan så sagde han kunne kunne stole på ham.
Manden var lidt skuffet han troet det ville have været svære at få Tritans tillid, men så igen, havde den unge mand jo heller ikke så mange alternativer.
Manden med det hvide hår, lagde en hånd ned i jakken, og tog en lille flaske med væske frem, flasken var lavet af stål, og havde det USSR kommunistiske symbol på, udover det havde en et skroe log på toppen, og var ikke større en den kunne ligge i en hånd.
Manden med det hvide hår, skroet loget af flaken, og tog en relativt stor mundfuld, hvorefter han rakte flasken mod Camille og Tristan, hvorefter han sagde venligt, "Dette er saft fra en nord koreansk frugt kaldet Flixian, den smager af katte grus, men tilgengæld hjælper det med at sænke jeree krops temperatur, og det vil hjælpe os med at være overbevisende, tror ikke de lukker dusørjægernes organisations leder ind, men en vampyr med kold hud, tror jeg sagtens de vil, men husk...pas på med at vis i mangler skarpe hjørne tænder." Manden med det hvide hår, og lagde flasken i Trisans hånd.
Manden med det hvide hår tog hånden op til munden, og gabte, hvorefter han tog hånden væk, og kigget mod camille, og sagde "Jeg tror ikke jeg har mødt en mere... perfekt"

Camille vidste at beslutningen var truffet.
I Tristans øjne havde hun kunne se hele hans refleksion afspejle sig, se hvordan for og imod blev vægtet og konklutionen blev formet.
De skulle stole på manden med dét hvide hår.
Hun var med på dét træk, men da flasken med dét ukendte indhold blev rakt frem og tilbudt dem , mærkede hun en voldsom modstand.
Havde de truffet dét forkerte valg , ville de stadig have en mulighed for at forsvare sig, i teorien, men var valget forkert og dermed også indholdet i flasken...så var de alle tre doomed.
En tanke for gennem hende, de havde ikke hørt Gregers stemme.Hans telefon kunne de have snuppet hvor som helst.Hvor var dét dumt, ikke at have insisteret på at høre hans ryst.Men igen med Valentines evner til at imiterer stemmer, var dette ej heller et solidt bevis på de havde ham i deres vartægt.
Camille så på Tristan , hendes øje var fyldt til randen med spørgsmål og søgen efter svar, men også en velkendt stædighed eller hendes lille indre rebel, kunne svagt anes derinde et sted.
Hun ville ikke drikke dét indhold, de måtte håbe dét ikke ville komme til fysisk kontakt, og ellers svinge dét derfra.
Var Tristan enig ?
Manden talte igen, og denne gang talte han til Camille ....han kiggede ihvert fald på hende.
* en mere perfekt hvad ? Dét giver jo ikke mening ? Var dét slet ikke Tristan de ville have ? Var dét hende og havde de så tænkt at hun kunne tage ham med, så der var to rotter i fælden med kun et stykke ost ? Manden gaber, enten er han udmattet ellers tålte han ikke flaskens indhold ? *
Bolden lå igen hos Tristan , da hun rakte ham flasken uden selv at drikke af den.

Tristan rynkede på næsen og kiggede på flasken... Sænkede kropstemperatur.. Nok af det og man ville sænke hjertets rytme helt.. Det vil sige at dø. En dæmon ville nok kunne klare meget af det, men mennesker? Han tvivlede...
Flaskens kolde stål føltes næsten brændene imod huden på hans hånd. Det skulle ikke være med hans gode vilje at han drak det. Så meget tillid havde han ikke til manden.
"Det er ikke nødvendigt.. Camille lugter ikke af menneske.. Hun skal nok komme ind og hvad angår mig; hvilket menneske har naturligt underligt orange hår og en evne? Jeg skal nok komme ind uden at lege vampyr, så hellere lege dæmon." Svarede han og rakte flasken tilbage.
Han ville nødig gå i vinter hi ved at drikke det stads..
Desuden så skulle han nok få dem overbevist om at han ikke var helt menneskelig.. Han havde hængt ud nok sammen med væsner til næsten at lugte som et..

Manden med det hvide hår trak på skuldrene, og rollede svagt med øjnene, mens han svagt sagde "så meget for tillid", hvorefter han snoet loget på flaksen som tristan havde givet ham tilbage, hvorpå han lagde flasken ned i lommen igen.
Manden med det hvide hår, kigget sig kort over mod skyggerne ved en af bilerne der holdte på parkerings pladserne, da en lyd af glass der bliv smadret, flyv gennem luften, og farvede den stille stemning, og gav et tydeligt sæt i manden med de hvide hår, men alligevel drejet han kun hoved, og kiggede så tilbage mod Tristan, og sagde roligt "går ned af trapperne, så mødes vi nede på gaden om en fem minutters tid" han prøvet at fange Tritans blik direkte for at vise han ikke havde verken tid eller lyst til at diskutere det med Tristan.
Man kunne høre manden med det hvide hårs mobil ringet, men en sang fra bad religion, der hed American Jesus.
Manden med det hvide hår tog mobilen frem fra hans venstre bukse lommen, og nikket mod trappen syv meter fra hvor de stod, hvorefter manden med det hvide hår begyndte at snakke mildt til den i telefonen. "Jeg er på vej, men Doian har fået kolde fødder, så herren har sendt 2 idioter til at lege..." manden med det hvide hår, nået ikke sige mere, før en en rød tyg væske løb ned af hans hals, hvorefter der kom en slem smerte i hans nakke, og han lagde en hånd på nakken, og så hans hånd var smort ind i hans eget blod, han sukkede kort, og så næsten skuffet ud, inden han faldt forover, og lanede med hoved mod batonk gulvet med et bump, og man kunne se skud hullet fra en riffel af stor kaliber, være i nakken på ham, med kuglen kørt direkte ud på den anden side, og flyet væk.

Camille trak igen vejret lidt mere frit, da hun til hendes glæde så at også Tristan afslog flaskens mystiske indhold.
Dét var for sårbart og naivt at drikke noget de ikke anede og ingen garanti have for hvad indeholdte.
" vi klare den..du skal ikke være nervøs " opmuntrede hun manden, da han helt tydeligt viste at de var for meget, når de ikke ville stole helt på ham.
Hans mobil gav lyd, og igen...selv om de kunne høre de talte ord, gav samtalen ingen mening, hvilke var vildt frustrerende , mente Camille.
Men da en støj brød ind og manden for øjner af den blev skudt, mejet ned og han faldt om, skreg Camille højt.den meget mørke røde substans , flød fra manden og itakt med pølen voksede gjore også Camilla kvalme.
* tag dig sammen...tag dig sammen, for hans skyld *, Camille greb ud efyer Tristan..."Vi må til Soft roads cross in , der skulle Gregers være i en lejlighed.
Hun var tæt på at panikke, og hvis ikke Tristan enten trak hende afsted eller rev hende ned på jorden, ville hun nok bare blive stående og stirre på manden og på blodet der bredte sig.
Dog var der er lille bevægelse ved mandens hånd, og efter et øjeblik lukkede Camilles hånd sig om hans mobil.
"Vi skal afsted " hviskede hun nærmest.

Tristan nikkede bare til manden da han sagde at de skulle mødes om 5 min. De nåede ikke rigtigt at fortsætte inden manden - efter en underlig samtale - faldt forover med et riffelskud i nakken. Tristan spærrede øjnene op og kiggede et sekund. Så greb han fat om Camilles håndled og spurtede afsted med hende bag sig. Ikke tale om at de skulle rammes af hvad der lige havde ramt fyren med det hvide hår.
De nåede til en buegang i en bygning og han stoppede forpustet op derinde. "For fanden?" Han kiggede op på Camille og håbede at hun ikke havde nær været død af at følge med.
"Kan du svare nummeret du fik en besked fra? Spørg om de har noget at gøre med det" Sagde han så og rystede på hovedet. Hvorfor skulle alting altid gå galt på denne måde?
"Jeg kender vejen, men min motorcykel er parkeret ved søen.. Vi kan ikke køre der he-.." Han stoppede sig selv og fik øje på en parkerings plads lidt væk. Der stod et par biler og en skråtbunke af en motorcykel. Hvis han kunne kortslutte og fuske den så kunne de køre på den.. Selvom det var tyveri.
"Øhm.. Vent her.. Jeg fixer cyklen" Han pegede over imod motorcyklen og tog første skridt hen imod den- ikke meget for at gå ud af buegangen.

En sort-blå Volvo, der holder nogen få 10 meter Tristan, og Camille, på bagsæddet af den bil, sidder der en sortelver i mørket med en mobil i den ene hånd, og et godt tag på sin krissmg ( http://www.unfinishedman.com/wp-content/uploads/2010/09/Krisssmg.jpg ) den mandliger sort elver læner sig tilbage i sædet for ikke at blive set, hvorefter han tager mobilen op til øret, og snakker dæmpet.

"Frue, jeg har ledt Camille ned sektion 2" - mande stemme
"Good, dont fail me... Santuine demands a victory" - kvinde stemme fra mobil
"hvad sker der med pigen, når hun har gjort hendes del?" - mande stemme
"then you take care of herr" - kvinde stemme fra mobil
"what about the boy?" - mande stemme
"what boy?" - kvinde stemme fra mobil
"there is a boy.. strange hair" - mande stemme
"Hmm.. I guess Valentine have something to do with this" - kvinde stemme fra mobil
"what do I do with the boy, my mistress?" - mande stemme
"you take care of him, when the girl´s part is over" - kvinde stemme fra mobil
"what about me my mistres?" - mande stemme
"you take care of yourself, when the girl´s part is over" - kvinde stemme fra mobil

Sortelveren hørte der bliv lagt på i den anden ende, og han lagde våbnet på gulvet i bilens bagsæde, og åbnet roligt bil døren, og gik ud af bilen, hvor derpå man kunne se hans hud var mørk som natten selv, og hans gennem borende røde øjne, der for mange folk skar ind i sjælen på en filosofisk måde. han havde vargabund tøj på, men han så dog helt ren, og velsorteneret ud. han kiggede mod retningen af Camille, og Tritan, hvorefter han begyndte at snakke med en ydmyg og underkastende stemme "Miss Camille"

Camille stod med en hånd presset mod sin mund.
True....som læge så hun ofte blod i alle afskygninger og der kunne hun sagtens abstraherer fra dét og gøre hvad situationen og patienter nu krævede.
Men at opleve en likvidering close up, var immer væk ikke noget hun tog let på , og et mikstur af føelser blandede sig med hendes kvalme.Frygt, Forvirring,Panik, modløshed men også irritation, vrede og lysten til at fighte og ikke bare give op.
Tristans idé var glimrende...de måtte se at finde Gregers og få afsluttet denne fight.Hun følte at de var tvungen til at slås i blinde og at deres modstandere havde fået lov at bevare den gave deres syn var.
Tristan satte afsted, men blev stoppet , måske kun for et øjeblik ? , da en lidt appelerende stemme kaldte 'miss Camille '.
Camille kendte ikke nogen der ritulerede hende på sådan vis , så med stor undren kiggede hun op og så en sortelver i læser tøj.
Elvere kendte hun ingen af personligt.Dét hele virkede surrealistisk og hun blev en anelse dizzy .
Hendes hånd forlod munden den viftede over og hun udbrød et forundret "ja ?".
Sorg, almisser og tiggeri kunne hun ikke forholde sig til nu.Liv var på spil her , både Gregers,Tristans og Camilles eget.
Hvis Tristan hentede biken, ville hun stige op så de kunne komme til Gregers formodet opholdssted.

Tristan stoppede hurtigt op og kiggede bag sig da nogen kaldte på Camille. Fyren virkede ikke vildt skræmmende, men heller ikke tilregnelig. "Camille. Hvis det bliver nødvendigt" Kaldte han efter hende og kastede sin ene handcannon for at hun kunne gribe den. Den her ville han lade hende klare selv.
Han bevægede sig tættere på motorcyklen og kiggede sig omkring efter ejeren, men der var ingen i sigte. Pheew... Han ville nødigt have en buffed rocker type på nakken.
Efter at have siddet lidt på hug og dirket motorpladen af lykkedes det endelig og han smed den ved siden af sig. Så var det bare med at forbinde startkablet væk fra den del der behøvede nøglen.
Der gik ikke længe før han havde en ledning i hver hånd. Hurtigt fandt han en af sine knive frem og skar begge over, lagde kniven væk igen og fandt en lille rulle gaffatape frem. Thank god for gaffatapen... Hvis der var noget den ikke kunne klare, så kunne lidt mere af den !
Han tapede de to ledninger sammen og der gav en knitrende lyd der blev efterfulgt af et drøn da den startede. Fedt! Nu måtte den bare ikke gå i stå så var der intet at gøre.

Sortelveren som hed Andila, gik med rolige ydmyge skridt mod Camille, og undgik hendes blik under hele turen derover imod, han vidste jo at det var en kvinde han stod overfor, så det var påkrævet af ham, at han udviste dyb respekt og at han skulle vise han ikke var noget iforhold til hende. Andila stoppet fem meter fra Camille, og sagde igen som om han ingen selvtillid havde, "Miss Camille, min egen frue har bedt mig informere dem, at hun beder om et fysisk møde dem min høje Miss Camille".
Andila havde ikke ligefrem lært noget af hans tid blandt menneske, han levet stadig i troen om han intet var værd i selskab med en kvinde, det havde hans gamle kvinde domineret samfund lært ham, og selvom han havde selvtillid og en fri vilje, var han blive hjerne vasket ligesom de andre fra hans samfund, til at tror han var et objekt for sin frue.
Andila kigget ikke op mod Camille, men sagde underkastende "Frue Solona er ikke bekendt med ordet afslag"
Andila bid sig i tungen, og forsatte "men valget ligger i deres hænder Miss Camille, jeg selv verken vil eller må påtvinge dem noget miss camille"

Med reflekser der viste sig fra deres bedst side, greb hun Tristans handcannon og mimede 'thank you ' .
Al opmærksomhed blev fjernet fra fyren hun holdt så meget af, og nøjsomt hældt ud over sortelveren der nu var ved hende.
"Din frue ? Solana siger du.Jeg ønsker dig intet ondt lille elver, men du har fanger mig på et VIRKELIGT dårligt tidspunkt, og jeg har ikke tid til at møde din frue.Du kan fortælle hende at hun ikke er den første der modtager et 'nej' fra mig og i dén forbindelse oplyse at dét virker som dårlig stil.Hvis hun ved hvor jeg er, kan hun selv komme.Jeg er ikke en hund der kommer når man pifter.Desuden er jeg på vej væk."Hun talte i et rimeligt roligt og venligt leje, taget i betragtning at der lå et lig ved hendes fødder og at hele verdenen synes at spinne rundt lige nu.Et hurtigt blik mod Tristan og en god fornemmelse der mindede lidt om ...håb...da motorcyklen gav lyd fra sig.
"jeg håber ikke dét vil volde dig problemer , ellers så du undskylde ...meget " prøvede Camille at udglatte, imens grebet på ingen måde blev mere løst om dén handcannon hun holdt i hånden.

Tristan kunne have jublet da motorcyklen gav et drøn fra sig. Sidst han havde prøvet var det hele kortsluttet. Nå måtte de se om den kørte som den skulle. Han svang sig op på den og måtte nøjes uden en hjelm.. Gassede op og satte i retning af Camille igen i rolig fart og stoppede op ved siden af hende.
"Done talking? Good... Vi er på vej" Sagde han så og sendte elveren et blik. Sort elver, sjællent syn.. De var højst eftertragtede og gav mange penge i kassen, men han havde ikke tid til at jagte noget nu.
"Hvem er det? " Sagde han imens hun steg på og kiggede om på hende. Væsenet så meget lille og skrøbeligt ud.. Som et uartigt barn der lige var blevet skældt ud.. Den var faktisk lidt uhyggelig.. Eller var det bare ham?
Han tappede et par gange på håndtaget med pegefingeren og håbede at de snart kunne komme videre, hvis de skulle nå Gregers i tide.

Andila sukkede da han hørte Camilles svar, han havde slet ingen plan om hvad man nu gjore, han var helt lost og forvivlet, han kunne jo ikke skuffe sin frue, det ville verkens hans helbred eller ære holde til.
Andila kiggede op på Tristan med et hadfyldt og blodtørstigt blik, han kunne måske ikke såre Miss Camille, eller gøre andet end at adlyde hende, men den ukendte herre, var ikke så heldig.
Andila fjernet hurtigt vreden fra hans øjne, og smilede lumsk til Tristan, før han igen kigget ned i jorden, da han ønskede at tale til Camille igen, "De har intet at beklare Miss Camille, min smerte er min egen fejls skyld... min frue ville nok heller ikke behandle dem med respekt" han tav og mindede sig selv om han ikke måtte tale dårligt om sin frue,.
Andila nikkede ydmygt til camille uden at kigge hende direkte i øjnene, men bare på hendes pande, hvorefter han uden at vende ryggen til Camille, og gik mod bilen med hastige skridt, normalt havde han bedt om tilladelse om at forlade en andens selskab, men hans frue var vigtigere end Camille, og hun havde noget staf at gøre mod Andila, og man kunne jo ikke lade hende vente.
Andilas satte sig ind i bilen, hvorefter hans mobil ringet, så han tog den og hørte Camills stemme i telefonen. "Bum" Andila nået ikke at tænke over det, før en eksplosion rev bilen fra hinanden, og ham med den.
kød og nogen bil stumper flyv gennem luften, og flamerne stod højt, og glasset i nærheden var blevet knust af det voldsomme tryk der var kommet gemmen luften fra eksplosionen..

Hun kom på plads omme bag Tristan og bad ham lige vente, så at hun kunne afslutte samtalen med dén lille sortelver.Der var noget...sårbart over ham.Som dobby fra Harry Potter...eller dét var dén følelse han efterlod i Camille om ikke andet.
"Din frue burde sætte pris på dig ...og ikke straffe dig " sagde hun blidt og så ham gå over i bilen.
"To sekunder jeg skal lige..."mere nåede hun ikke at sige før det hele stod ud i et.
Camilles nerver var tyndslidte og hun var ingen action heltinde, mere en uheldig helt...eller en heldig uhelt, men dét var der vist intet der hed.En antihelt måske ?
Da eksplotionen lød borede hun sit ansigt ind i Tristans ryg og skreg som blev hun selv ramt.
Hendes hjerte dunkede så voldsomt at hun en periode næsten mistede hørelsen og kun synes at kunne høre sin egen puls.
Sagde Tristan noget ? Bevægede hans mund sig ? Var dét ikke et stykke af sortelveren på hendes arm ?hun begyndte febrilsk at tørre sit ærme af med dén anden hånd og blev ved og ved at børste,selv efter dét var væk.
Hun var ved at gå i chok.

Tristan fangede mere end nok det hadfulde blik han fik og ville vende sig om mod Camille med et 'så du det?' udtryk, men inden han kunne nå det var elveren på vej væk.
Han skulle til at køre videre, men lige som han gassede op hørtes en eksplosion og et varmt lufttryk ramte dem sammen med diverse små plastik og metalstykker.
Han vente sig rundt for at sikre at Camille var okay og fandt hende i en meget.... Panisk tilstand. Hun var komplet gået i chok og var tydeligvis ikke i nogen tilstand til at fatte roen. Hun børstede panisk på hendes ærme lagde han mærke til og tog fat om hendes håndled for at hun skulle stoppe.
"Rolig, det var bare noget lakering fra bilen!" Sagde han og nikkede til hendes arm. Det kunne godt have lignet et stykke kød hvis man ikke rigtig kiggede, men egentlig var det lakering smeltet sammen i en klump.
"Vi køre, hold fast!" Fortsatte han og var ikke sikker på at hun hørte noget overhovedet, så han tvang selv hendes arme rundt om livet på ham og rykkede speederen i bund så de drønede væk fra stedet. Det var bare ikke tid til at stoppe op og gå i panik.

"De er på vej væk herre.." - kvinde stemme
"udmærket, hvad med Valentines mand?" - ukendt mande stemme i mobilen
"Gud velsignet mig med et godt skud, så han mødte hellige stål til hans ansigt" - kvinde stemme
"alt går efter planen" ukendt mande stemme i mobilen
"enlig ikke min herre, der kom en ukendt sortskin" - kvinde stemme
"En ny spiller? det sjovt..Hm.. overrasker mig ikke" ukendt mande stemme i mobilen
"skal jeg forsætte planen som om det kun var os og Valentine?" kvinde stemme
"Ja, gud er med os, så kan det djævle væsen have så mange venner han ønsker" ukendt mande stemme i mobilen
"Jeg tvivler på Valentine ville arbjede med sortkind" kvindelig stemme
"Hm?" ukendt mande stemme i mobilen
"ikke noget min herre" kvindelig stemme
"javel.. må vi se til.." ukendt mande stemme i mobilen
samtale slut.

Da hendes arme blev ført omkring hans liv, tog reflekserne venligst over, hvilke nok var meget heldigt da hun ellers ikke ville kunne blive siddende bagpå meget længe.
Hun holdte godt fast imens ordet ' lakering ' svævede rundt som ord på en pc pauseskærm.
Hun fik den kølige vind i håret og i hoved, selvom hun delvist sad i læ og langsomt...real slow...begyndte lydene og handlekraften at indfinde sig igen.
Hun håbede inderligt ikke flere mistede deres liv, hun var virkelig ikke så god til...død.
Bare de nu kunne komme ind og få fat på Gregers og at han ikke havde lidt overlast på nogen måde.
Hun havde virkelig lyst til at strangulerer en eller anden , hvad handlede dét er egenlig om.
Hun vidste ikke om hun skulle heppe på hende selv, eller Tristan.
Hun puttede sig ind til ham på motorcyklen.
Og så at de nærmede sig den oplyste gade, og huset hvor Gregers efter sigende skulle befinde sig.