Fallen angel?

Sted: Stranden
Tid: Solopgang

Det lange mørke hår piskede om Procella. Vinden var modbydelig og det var isnende koldt. Jægeren mærkede dog for en gangs skyld intet til det. Blodet rullede i hendes krop. Hendes lange lædeduster lå i sandet et par meter borte sammen med tasken. En lang tyk gren lå uden for den brede sandlinje der dannede den cirkel hun bevægede sig i.

Sværdet der var udstrakt var en forlængelse af hendes arm. Hun ville aldrig mestre det som Creo gjorde det, men han havde lært hende mangt og meget. Hun fandt balancepunktet i bladet. Langsomt bevægede hun sig. Lange sløve bevægelser, som langsomt blev hurtigere og hurtigere indtil hendes skikkelse ikke var andet end et blur af mørkt hår, og metaliske glimt.

Procella hvislede arrigt og førte en finger ned af underarmen. Det sved. Hun kneb øjnene sammen. Langsomt...skete der noget?

"...fuck...me...fuck me! Fuck this! UH!!!!"

Hun sparkede en sky af halvfrossent sand op i den orangerøde morgensol da den lille dråbe blod løb ned af hendes håndled. Det var gået så hurtigt at hendes krop ikke engang havde reageret på smerten. Hun havde lugtet blodet før hun havde set det. Hun *var* blevet langsommere. Ikke meget, men det kvarte sekund til forskel kunne betyde alt. Den lille diference kunne tippe vægten mellem liv og død.

(til folk der læser emnet, dette er en npc ^^)

Lyden af et par store sorte vinger der baskede hen over standen brød solopgangens stilhed da Lorraine var ude på sin daglige flyvetur. Normalt fløj hun mens det stadigt var mørkt før solopgang, men en samling af vampyrer tæt på hendes lejlighed havde sinket hende og hun var fast besluttet på at få strukket vingerne inden endnu en dag gik med at arbejde. Hendes lange mørkebrune hår flagrede om hendes hovede og hendes kakaobrune øjne var fast rettet imod solopgangen. Det havde altid været hendes yndlingstid på dagen. Spøgelserne og sjælene var normalt ikke så synlige på denne tid af dagen og det skabte et velkomment pusterum.

Et glimt af metal der skar i hendes øjne fik hende til at dykke imod jorden så hurtigt hun kunne, for at undgå at blive set. et glimt af metal kunne selvfølgelig skyldes et smykke, men på denne ø så gjaldt "better safe than sorry" i allerhøjeste grad! Hun svævede over jorden og så nervøst over en klit da hun fik øje på kvinden der stod med sværdet i hånden og irriteret så ned på sin arm. Hun nærmest kastede sig tilbage med et højt gisp da hun så de mange utydelige skikkelser der tavst hang som et gardin omkring kvinden. Hun slog hånden for munden og kunne mærke tårerne i øjenkrogen. Så mange døde, så mange sjæle!

Procella vippede sværdet over i den ene hånd og lod tungen fange blodet. Hun skar ansigt af smagen der bredte sig metallisk i hendes mund.

Getting slow...i cant be slow now. Not this soon. This is not normal. Its happening too fast

Procella så ned. Var det kun fordi hun vidste det, at hun fysisk kunne se bulen nu? Var det indbildning det hele? Hun stampede irriteret som et hysterisk barn. Hun påbegyndte øvelsen igen. Da hun nåede over det kritiske punkt fra før undslap en jublend lyd hendes strube. Hun var bare rusten! Det var svært at vade rundt på gaden med et sværd - det var ikke så hemmeligt.

Ud af øjenkrogen holdt hun øje med den skarpere og skarpere skygge af sig selv der blev tegnet i det frosne sand. Hun vidste hvordan det skulle se ud

Still dosnt look right. what am i doing wrong? Come on!

Lorraine fik styr på sig selv og landede blødt på sandet med en let knasen af sandet under hendes fødder og lyden fik hende til at fare sammen. Kvinden her måtte være en jæger, dem havde hun selv været så heldig at undgå, men hun havde hørt mange grimme historier om dem. Da hun igen så over imod de mange skikkelser omkring kvinden så hun tydeligt mindst et par vinger stikke ud af mængden og en enkelt tåre løb ned over hendes kind ved tanken om de stakkels væsner. Ikke alle sammen var stakkels selvfølgelig, nogen havde sikkert fortjent det, som vampyrerne for eksempel...
Hun slog med sine stor vinger og skød lige op i luften i et forsøg på at flyve ubemærket over kvinden, så længe at hun huskede at hun kastede skygge her i dagslyset.

Vinden snoede sig om hende som hun så stille som muligt hævede sig op i luften indtil hun var 6 meter oppe i luften. Et pludseligt raseri fik hendes blod til at koge da hun så ned på jægeren som slagtede væsner uden tanke for hvem de var, eller hvor mange hun slagtede, hvor manges liv hun ødelagde. Hendes brune øjne blev en tand mørkere som hun hidsede sig op. Hvor vovede hun at dræbe guds budbringere!?
Hun strakte dramatisk armene ud til siden og hev magien der hvilede i hende rundt i kroppen og ud i hendes hænder.
"Lad os se hvad du siger til dette!"
Et koldt lille smil spillede om hendes røde læber og hun satte sin magi i værks med det den gjorde bedst.

Rundt om kvinden trådte de skikkelser frem som englen havde set som spøgelser rundt om hende, de så alle ud som de havde gjort i live, lige levende men med en sørgmodighed som ikke var at finde hos dem i live. De sagde ikke noget, stod bare rundt omkring hende og illusionen af en tåge kom frem ud af intet rundt om alle skikkelserne. De ville så være lukket inde i en cirkel af tåge hvor der kun var hende og illusionerne af dem som hun havde dræbt. Uden for tågen havde englen lukket øjnene og kunne se det hele for sig som hun svævede langsomt ned imod jorden og gik frem imod kvinden som en del af illusionen. Det ville være stort set umuligt at se forskel på den rigtige engel og hendes illusioner for hun havde haft mange hundrede år til at øve sig.

Procella gispede forskrækket da mørk tåge samlede sig om hende. Procellas pupiller udvidede sig da hun så gamle dæmoner rejse sig og blive tydelige. Ungdomsårene havde været vilde, og der var gået liv tabt der ikke skulle være spildt.

Micha! What is going on here?!

Kvinden skar tænder da hun fornemmede hvordan kontakt var slørret og mudret

What are you doing? Micha?
...so....tired...

Great. De havde doped hende igen. Det var blevet værre og værre på det seneste.

"Sleep...i guess i have to play harvester of sorrow by myself"

Bladet glimtede i solen da sværdet skar sig gennem en skikkelse og tågen faldt halvt sammen, kun for at glide sammen med resten af skikkelserne der var tilbage.

"Magic?! Come on! I HATE that crap!"

Snerrede hun rasende og blottede de skarpe tænder

Lorraine var måske ikke en vårhare mere, men hendes illusioner havde aldrig omfattet lyde og tale så hun kunne ikke få hendes skygger til at tale, så hvis nogen skulle tage blev det nød til at være hende.
Væsnerne formede en perfekt men trang cirkel omkring kvinden og englen trådte ind for at udfylde den sidste plads. Hun var en høj kvinde i midten af tyverne, med brunspættede vinger der næsten så sorte ud, men i morgensolen virkede mere røde. Hendes brune øjne var kolde og vrede da hun så på kvinden som man ser på et uartigt barn.
"Hvem er du til at lege døden! At mene at du skal bestemme hvornår en skabning skal dø og at lege retfærdighedens vogter!?"
Hendes stemme som normalt var mørk og behagelig som flydende chokolade var her præget af en knivskarp kant og det var tydeligt at hun var en gammel engel som havde set mangt og meget.

Hun slog med hånden ud imod hendes illusioner og endnu en tåre løb ned over hendes ansigt men hendes ansigt forblev lige så koldt som før. der var ingen vaklen at se, for selvom dette godt kunne blive farligt for hende så kunne hun næsten ikke beherske den vilde vrede som sjælene af de døde fik hende til at føle. Procella ville måske bemærke at englen ikke så på hende men på noget der svævede ud for hendes albue. Mennesket ville selvfølgeligt ikke kunne se det, men for englen var det bare som om at var var væsner med et stykke gennemsigtigt stof over, som bare gjorde den lidt mere udflydende.
"Sjælene af dem der er døde for din hånd vil altid følge dig som de gør nu. De hænger som et slør foran dig, og vil for altid vidne om hvor meget død og elendighed du har været skyld i."

Øjne skinnede sørgmodigt hos nogle af skikkelserne mens andres var mere vrede, hovedsageligt dæmonerne så vrede ud, ligesom de gjorde mens de svævede rundt om mennesket. Lorraine holdt omhyggeligt øje med dem og sørgede derved for at hver enkelt illusion hele tiden havde forskellige ansigtsudtryk så de ikke bare blev billeder der hang rundt om hende men fuldbyrdede illusioner.

Procella så op da hun hørte lyden af vinger. Hun bakkede automatisk for at give plads for skikkelsen. Se det her kunne hun forholde sig til. Indviterende gled hendes tunge over hendes læber og der var et forventningsfuldt glimt i de rovdyrgule øjne.

"So wash me, until I'm clean little angel. Daddy dearest does not seem to like you that much either, or you would not be here. So tear me open, but beware. There's things inside without a care. Your father chose me, but he"

Procella hævede sværdet og pegede på englen med det

"..rejected you feathery ass. now you can play holy if you want to, but correct me if im wrong. Only god judges - do you think you are god little angel? Take his name in vain, and ill take your tongue"

Hun gav ikke tid til at englen kunne besvare hendes spørgsmål. Hun lavede et kort fingeret udfald mod englens højre side så hun kunne suge reaktionen til sig og lagre den.

Hun slog et slag med vingerne som bragte hende bagud mens tågen strømmede ind imod mennesket og rundt i cirkelen var de dødes øjne begyndt at skinne forventningsfuldt. måske blev det i aften de fik hævn?
Lorraine tvivlede af en eller anden grund men lod tågen skjule hende for kvinden, selvom hun jo selv kunne se lige igennem illusionerne. For hende var det bare en form for klæde hen over hendes øjne... intet hun ikke kunne se igennem. Det gjaldt både hendes egne og andres illusioner.
"Forkert. Han sendte os herned for at holde styr på jer. At jeg er engel for de døde har intet ned ondskab at gøre nødvendigvis. Jeg sørger bare for at de døde bliver hørt."

Hun dukkede op i den anden ende af cirkelen overfor jægeren med et par meter imellem dem. Hun var klædt i et par afslappede jogging bukser og en t-shirt som ikke helt passede med det alvorlige budskab som hun bragte. Det passede ikke sammen, ligesom denne her ø ikke gjorde. Så mange modsætninger tørnede sammen men alligevel var det hele ikke ved at gå ned. Kampe var her overraskende få af, og den tanke fik hende til at huske at hun var ubevæbnet. Det var dog utroligt så glemsom hun var, og dagen var knap nok begyndt.

"Keep telling yourself that freak-girl! You are no less a killer than i am - you just think you have a valid excuse for it. Its not my place to judge you, ill just sent your ass back to the lord so he can decide. If you are as pure as you claim, he will just sent you back. So tell me...do you have faith in gods judgement?"

Procella kløvede de nærmeste skikkelser med sværdet. Sikke da en kujon. Kæmpede bag magi og selvbestaltet aproved-stempel fra gud. To kunne lege den leg

Vanitas Vanitatum

"Har du?"
Et øjeblik forsvandt englen, for hun havde fået øje på en kæp som en eller anden unge sikkert havde slæbt ned på stranden. Bare den var solid nok til at beskytte hende imod sværdet så kunne den bruges. Egetræ synes hun at mærke, det var hårdere end det meste andet træ og derfor bedre til formålet. Hun hævede sig op i luften mens tågen begyndte at hvirvle hurtigere rundt om kvinden der stadigt stod inde i den. selvom hun slog til nogle af figurerne så dukkede de bare op som utydelige skygger ude i tågen der trist så på hende, som om at det var dem der skulle havde ondt af hende.

Englen strøg ud igennem tågen med vingerne ind imod kroppen og med egekæppen i begge hænder klar til at parere med den hvis det blev nødvendigt. hun kunne ikke selv se hvor underligt meget hun lignede kvinden overfor hende, men for udefrakommende ville det næsten ligne en kamp imellem familie, bortset lige fra at den ene havde kæmpe vinger og kunne flyve.
Hvis hun kunne ville hun forsøge at vælte kvinden om i sandet for derefter at stryge ud i hendes tåge igen, som ingen andre end kvinden kunne se. i den ene udkant af tågen begyndte noget tykt rødt blod at løbe ind imod midten som om at en eller anden var ved at forbløde da tågen trak sig lidt tilbage fra det sted kunne man se en lyshåret mand ligge i sit eget blod med hovedet væk fra midten. det var et af kvindens mange drab, men hvem de var havde englen ingen anelse, hun havde bare tænkt at det kunne være interessant at prøve.

"Oh yeah. I acknowledge what i am, you dont. You play tricks and play god, i dont"

Procella vendte sig i den retning hvor lyden af stemmen kom fra, og bladet gnistrede i vintersolens skarpe stråler

"And THAT, was a wolf who ripped his fathers face of, and ate his neighbour! You really have to do better if you want me to feel remorse"

Procella var ikke sådan at vælte. Hun var for klog, og for gammel i gårde til at lade det ske. Hun ignorerede totalt kæppen, den var ingen hindring. Slaget mod englen havde retning kolideringskurs med hendes skulder bryst og mave i en skråt nedadgående bevægelse. Klingen gled gennem kæppen, som havde den været lavet af blødt smør

De mørke øjne spærredes op i rædsel da sværdet svar sig igennem kæppen, for hun vidste jo godt inderst inde at den ikke ville have hjulpet, men hun havde da håbet. Håb reder bare ikke dit, nævnte en kold kynisk stemme i hendes hovede som hun drejede sig i luften så sværdet kun lavede en ridse på hendes maveskind. Smerten der skød igennem hende lammede hende et øjeblik og hun tabte hurtigt højde indtil hun ramte sandet. Med vingerne under sig kurrede hun igennem sandet med armene ud til siden, og et kort øjeblik blev det sort for hendes øjne. Den hårde landing havde gjort dens virkning for da bevidstheden flygtede fra smerten det øjeblik forsvandt alle illusioner omkring dem og tilbage var kun jægeren og englen der lå i sandet.

Men hånden på maven slog englen øjnene op, og hun kæmpede sig med et gisp af smerte op på knæ. Hendes brune øjne var som varm kakao da hun så op på jægeren med smerten skrevet i hele hendes ansigt, men hun ville ikke give op!
"Jeg leger ikke gud, jeg tager ingen liv, jeg sørger kun for at de døde får den hvile som de har fortjent."
blodet løb ned over hendes mave og dryppede fra hendes hånd ned på sandet som slugte det et øjeblik efter. Såret i hendes mave var langt og måtte være omkring 2 centimeter tykt. ikke nok til at være dødeligt, men nok til at være fandens irriterende.

Hun stod med skrævende ben, med et stædigt blik i hendes unge ansigt og hænderne knyttet ned langt siden. Med et glimt af smerte tvang hun hendes til at slå et kraftfuldt slag for at få dem til at virke ordenligt igen. den ene brokkede sig smertefuldt da hun bevægede den, men hun bed tænderne sammen og fik den til at virke igen.
Den måtte ikke gå af led nu, det kunne den gøre det når hun slap væk... hvis hun slap væk. Den tanke slog hun ud af hovedet for det ville ikke forbedre hendes chance for at slippe væk at tænke så negativt.

Procella blottede sine tænder i et triumferende grin da de for længst døde spøgelser fra fortiden, opløstes som dis i morgensolen. Procella greb om fæstet med begge hænder og udnyttede kraften af sit momentum ved et fremadrettet spring.

Den barberbladsskarpe klinge gled ind i brystet på englen, og Procella fulgte det og trykkede den igennem hende. Lynhurtigt lagde hun en arm om ryggen på englen så hun ikke ville kunne flyve bort og helbrede et sted.

"I am sorry love. You are indeed beautiful. You just dont belong downhere"

Hviskede hun ind i det mørke hår

"Please tell me your name"

Et gisp af smerte, og en brænden i brystet da klingen trængte igennem hendes bryst. smerten bredte sig ud i alle dele af hendes krop og det føltes som om hendes krop gik op i flammer. hun bed sig i kinden indtil hendes trang til at skrige sin smerte ud var forsvundet og hun smagte blod i munden.
"Nej jeg vil ikke... jeg vil ikke dø.. nej!"
Hendes stemme var lav og hæs mens tårerne rullede ned over hendes kinder for ligegyldigt hvor meget hun ville stoppe dem virkede det som om at de levede deres eget liv. Indeni skreg en stemme i protest over at skulle dø, over at skulle slutte sig til horden af døde der fulgte kvinden. Hun ville ikke dø, hun ville leve! Måske troede kvinden at engle bare blev genfødt, men så vidt hun vidste blev de ikke genfødt. engle døde på et tidspunkt ligesom alle andre.

Hun kæmpede svagt imod kvinden og prøvede at komme væk fra kvinden men smerten da hun rykkede sværdet rundt i såret fik hende til at synke ind imod jægeren. Tankerne der ellers flokkedes i hendes hovede blev overdøvet af smerten og hun kneb øjnene sammen før hun langsomt så op på kvinden.
"Lorraine... hvorfor mig? hvorfor er du sådan?"
hendes mørke øjne så op i kvindens brune øjne bestemt på trods af smerten der ellers prægede hende, for på en eller anden måde ville hun vide hvorfor hun skulle dø. At dø uden at vide hvorfor ville være endnu værre, end at dø vidende hvorfor du skulle dø.. Uvidenhed var det værste.

"Sccch...."

Procellas arm gled op om englens skuldre så hun blidt kunne glide ned på knæ og lempe den alt for lette krop ned i sandet. Hendes blik var ikke længere rovdyrgult. De store øjne var blide og ravfarvede og der var en dyb sorgmodighed i blikket.

"Dont you see? Our father made it so. It is the way it has to be. I will sent you back Lorraine. Back to our father. Dont cry...i will do the weeping"

Procella så ned i det kønne ansigt. Hun slap sværdet og berørte let englens kind

"He made me this way. I am his anger. His hand. I reap, because i am the Reaper. Someday, somehow he will call me home. I envy you Lorraine. You are free now. You´ll have peace in his arms. Remember me? Please? Dont forget"

Der var intet forstilt over ordende. Ingen tom drama. Procella troede hver eneste ytrede sætning med hele sit hjerte. Hendes blik var omsorgsfuldt og sorgfuldt imens hun så ned på englen. Blikket virkede et kort sekund uendeligt.

"Ask him, if we can be free. We are getting tired. The pain. The blood. We want to sleep. Will you do that for us? Will you ask him? Please?"

"But i don't wanna go home, cause it isn't home! i wanna stay!"
Endnu et gisp kom over hendes læber da hun blidt blev lempet ned i sandet og sværdet igen blev skubbet rundt i såret. Blodet løb alt for hurtigt ud af hende og farvede hendes t-shirt den samme farve som blodet. Englen havde igen lukket øjnene men det forhindrede ikke tårerne i at trille ned over hendes kinder men nu var det ikke længere over smerten nu var det over det liv som var blevet taget fra hende. Måske kom hun op til gud, måske ikke, men hvad med hendes kat når hun ikke kom hjem. Det virkede tåbeligt at tænke på et kæledyr når man skulle op for at møde sin skaber men hun kunne ikke lade være.

"I don't envy me.. i envy you.. You will live, have kids, find love.. and i have to go back.."
At hun lød som et lille forurettet barn kunne hun ikke tage sig af, men hvis kvinden så gerne ville dø var der ingen tvivl i englen om at det ikke ville være et problem... men hvis kvinden virkeligt misundte hende kunne de da godt bytte plads. så kunne Lorraine leve videre og mennesket dø som hun så gerne ville.
"i don't suppose you wanna come with me.. i could use the company.."
Hendes stemme fik et let strejf af glæde, men kun for et øjeblik inden hun begyndte at hoste og smerten skød igennem hende som hendes krop trak sig sammen for hvert host. Blod strømmede ind i hendes mund og bevidste at jægeren ikke havde ramt rigtigt. Der var gået hul i en lunge og nu var blodet begyndt at fylde dem.

Hun drejede hovedet så blodet kunne løbe ud af mundvigen og tårerne løb hurtigere. Hvorfor skulle det også gøre så ondt at dø! kunne det ikke bare være som at få et stik i armen med en nål og så var det ovre. Et eller andet sted kunne hun ikke lade være med at være sur på kvinden over at hun skulle dø, over smerten, over en dag der var ødelagt, over det hele! Derfor lovede hun ikke kvinden noget, nævnte ikke et løfte med et ord for at love sin drabsmand, eller kvinde, at bede gud om at dræbe hende snart ville være spild af tid, og alt for let. døden kom når den kom, men hun kunne ikke forlige sig med den.

Procellas smil var blidt. Hun fangede englens varme tåre og tørrede den blidt bort

"Who told you life is warm? This is life. This is my life. I get to see death and violence. I get to see beauty die in my arms. Love is no friend of mine. I am Reaper. I harvest sorrow"

Procella lagde fingrende om klingen. Metallet bed sig ind i hendes håndflade da hun trak bladet ud af englens bryst og blodet begyndte at fosse ud af hende.

"Life is just a dream. Sleep Child. Sleep"

Hun bøjede sig frem og lagde blidt sine læber mod den nærmest fejlfri og kølige pande

In Nomine Christi, Amen

Lorraine vidste godt at der ikke var noget at gøre, hun ville dø, og det måtte hun affinde sig med. kvinden ville ikke lade hende leve og hendes brune øjne blev fyldt med både sorg og vrede.
"How can you take peoples life away, kill creatures without mercy because they aren't humans?"
hun forventede ikke svar på spørgsmålet men så bare med en flammende vrede op på kvinden, en vrede der ikke kun var hendes, for ånderne rundt om hende fyldte hende med deres vrede. Ingen af dem ville dø, de ville leve som de havde gjort før, ligesom hende!

Blodet fossede ud af såret da sværdet blev fjernet, men englen havde ikke kræfter til at skrige længere. Langsomt var hendes krop begyndt at blive følelsesløs og smerten forsvandt langsomt, blev erstattet af en tomhed der ikke burde være der. ligesom når man blev så kold at man ikke kunne føle noget, lige før man fik en forfrysning. Hendes læber bevægede sig som om de forsøgte at sige noget, men ingen lyd kom ud og det var der hun indså hvor tæt hun var på at dø. Hun holdt op med at forsøge at bevæge sig og så bare en sidste gang på kvinden med et vredt blik som tog det sidste af hendes energi. Der ville ikke komme nogen tilgivelse fra hende lige i de første århundreder.

Blodet fortsatte med at løbe ud af hendes mund selv efter lyset i hendes øjne var forsvundet og porten ind til evigheden havde åbnet sig for evigheden havde åbnet sig for englens sjæl.
Blodet lå i en ujævn cirkel omkring kvinden, og selvom sandet gjorde dets bedste for at opsluge det var der stadigt den røde farve tilbage. Englen lå med hovedet på siden, og øjnene så trist ud over havet selvom det var tydeligt at der ikke længere var nogen inde bag øjnene

Procella sukkede træt og lod kroppen glide helt ned i sandet. Hendes fingre gled over de tykke svingfjer, der blev til mørk tåge under hendes fingre. Den blev et par sekunder. Uvillig til at lade vinden tvinge den ud af sin form. Til sidst måtte den vige.

"Because our father made it so..."

Svarede hun stilfærdigt og lukkede de brustne øjne

"I live as he molded me...lord, embrace her. I hope to follow soon"

Procella gik op til sin taske, svingede den over skulderen og lagde jakken over armen. Sværdet måtte hun rense senere. Det blev stukket i skæden uden det store palaver. Englens tågevinger blev revet fra hinanden da Procella med et hårdt greb i nakken på hendes bluse, trak hende efter sig over sandet. Hendes ansigt var sammenbidt. Dette var bagsiden af medaljen.

Hun slæbte kroppen med sig op i klitterne hvor ingen tidevandmærker længere huggede sig ind i sandet. Hun prøve-stak et par gange med sværdskeden før hun tavs begyndte at grave. Hendes fingre blev hurtigt følelsesløse af det våde halvfrosne sand, men der var ingen til at gøre arbejdet for hende. Svedig, og alligevel kold til marv og ben kunne hun til sidst skubbe englen ned i hullet

"In nomine Patris, Et Fillii et Spiritus Sancti"

Hun så roligt og distanceret ned på kroppen. Sikke et spild. Hvis han holdt dem hjemme, behøvede hun ikke at slå dem ihjel, Men Ripper havde lært hende, at intet umenneskeligt skulle sætte fod på jorden og føle sig hævet over balancen. Det var hendes lod. Hendes job. Hver gang vægten tippede var det hendes opgave at få den i balance igen.

Procella vippede en smule af olieblandingen ud over kvindekroppen og trådte tilbage da tændstikken faldt. Et øjeblik lå den blafrende på englens mave...så flammede hele kroppen op i et brølende inferno. Hellig olie. Den favnede altid sine egne.

"I hope you remember me...dont forget me..."

Hviskede hun til de mandshøje flammer, der grådigt fortærrede skikkelsen. Procella dumpede ned i skrædderstillingen og trak sværdet ud. Langsomt og nærmest terapeutisk begyndte hun at gnide det våde sand mod den blodige klinge, imens hun holdt ligvagt over den brændende krop i sandet.

((end))