Bells for the fallen - Helias

Dato: 13/05-2013
Årstid: Forår.
Sted: Werclare, nær Domkirken.
Klokken: 20.15
Omgivelser: Stille, mindre vej, uden særlig befolkning med få ældre, højst sandsynligt forhenværende kirkefunktionærlejligheder. Kun på den parklignende kirkegård omkring 700 meter længer væk ses nogle få mennesker.

Den dybrøde sol stod i vest og bredte sine sidste stærke stråler over nyudsprungne lysegrønne blade. Et kirsebærtræs snehvide blade sugede den sidste lysenergi ud af solen til nattens respiration. Den meget svage lyserøde farve gav et indtryk af, at solens stråler kærtegnede sin sidste infrarøde varme, som en elskers sidste strøg inden afskeden. Himmelen var skyfri. Hele den ellers blå himmel havde en flydende overgang over i en dyb lavendel videre over til det gule bånds farve, inden man nåede helt ind til solen røde farve. En smuk forårsdag med varme i vejret og kun en mild vind. Men ville den skyfri himmel mon bringe nattefrosten en sidste gang, inden sommeren rigtigt tog til?

Disse tanker vandrede afslappet gennem Alessias hoved trods den altid summende lyd af ringende, rene klokker i baghovedet, mens hun stod i sin lille forhave til hendes stuelejlighed og nød det smukke fænomen af solnedgangen. Hun havde kort forinden bedt sin egen personlige vespertina synaxis. Det var ikke noget hun fulgte slavisk, som mange munke, nonner og præster gjorde. Efter hendes egen mening mente hun, at hendes tjeneste til sin Herre gennem tiderne var nok. Men på denne dag havde hun følt for det. Hun var ikke helt klar over hvorfor, måske fordi det havde været en stille dag? Det var muligt.

Hun var netop ved at betragte sine nyplantede krydderurter i potteplanterne og forsøgte at bedømme, om de skulle dækkes til for natten, da en ung mand skridtede forbi ude på vejen lidt fra hendes lille have. Den klikkende lyd af en stok, fulgte hver andet skridt. Uden at ligge noget særligt i det, fulgte de gråblå øjne manden uden synderligt fokus. Han var høj af bygning, havde en holdning som kun en atletikudøver kunne besidde, trods stokken han dog mærkeligt nok ikke støttede sig op ad. Den følte i højere grad jorden foran sig, som satte små stød op gennem materialet, til hånden der holdt om den. Håret var langt. Han var drejet ind på vejen lidt længere henne, og hun havde kun set hans ansigt ganske kort, som hun stod skjult dér bag stakittet og bøgebusken til den næste lejers have. Det korte glimt fortalte om et symmetrisk ansigt med høje kindben og et markeret kæbeparti. Lidt for symmetrisk. Lidt for
perfekt.

Og lidt for bekendt..

Billeder af en tid iført androgyniserende tyk slagkofte, ringbrynje og senere hen også plade i bagende, sydlig sol for i glimt gennem hendes hoved. Lyden af klingende sværd, galoperende hovslag, skrig og råb akkompagnerede billedet.

Den jordbrune buksedragt med de vige bukseben og løse stof fik hende lydløst over stakittet. Hun havde forinden tjekket det brede læderbælte i taljen, javist, kniven sad i den indsyede lomme på indersiden under den tynde bomuldsjakke i sort.

Få øjeblikket senere mærkedes en ånden på hans nakke, intimt tæt på og en let berøring, som et kærtegn på mandens skulder. Ingen lyde havde gjort opmærksom på noget eller nogen i nærheden forinden.

”Still not paying any attention to your surroundings, huh?”

Lød en drillende stemme. Noget bekendt kunne måske genkendes i den, dog langt lysere og renere end, hvad den tidligere var blevet hørt som. I samme øjeblik som prikket og stemmen lød, blev der trådt et lynhurtigt skridt tilbage og til højre, lige akkurat uden for rækkevidde. Det var aldrig til at vide, hvordan manden ville reagere. Om hun overhoved ville blive genkendt. Udseendet var trods alt langt mere feminint, end det var for så mange århundrede siden.

Kommentaren var af en langt anden betydning, end at manden ikke kunne se. Dette var uden for hendes viden en tid endnu.

Ansigtet, var af en lyshudet med perfekt pigmentering. Håret var kort og faldt i kunstfærdige, bløde krøller, der, om muligt, markerede hendes tydelige kæbeparti endnu mere. Den brune buksedragt, af en nogle årtier ældre mode, faldt stilfærdigt tæt ned langs den lange overkrop og løsnede ud i vidde bukseben fra taljen og ned, der fik hendes ben til at se endnu længere ud, end de var i forvejen. Den korte jakke faldt ned langs v-udskæringen i dragten, der stoppede nøjagtigt lige over kavalergangens start.

Ansigtsudtrykket var selvsikkert og opmærksomt afventende.

Helias var på vej mod kirkegården efter at have været på jobjagt hele dagen. Han havde været nødt til at sige sin stilling op i banken da hans pludselige tab af synet ikke rigtigt stod overens med deres medarbejder politik. Det vidste sig også at de fleste havde svært ved at tage en langhåret, ung og blind man seriøst.

Helias skumlede let for sig selv som han gik ned af den stille vej med sin stok i hånden. Hans skræddersyede jakkesæt, hvide skjorte og slips fik ham til at ligner en hver anden sælger. Det lange hår og solbrillerne fik ham til at ligne en parodi på MiB.

Grunden til han var på vej til kirkegården var for at sidde lidt i stilhed blandt de døde. Han havde stadig svært ved at forlige sig med at skulle være "god og lykkelig" men han prøvede da.. Han synes også selv at han havde klaret det godt ved ikke at knuse psyken på den arrogante interviewer der havde hånet ham for at være blind.

"Oh good sir.. I am so sorry, but we aren't looking for any charity works at the moment.. We are full on those, goverment new initiative and all that."

Jo Helias ville have nydt at lærer ham sin plads.. Men i stedet havde han blot nikket og gået sin vej. Nu trængte han til stilhed. Helias var faktisk så fortabt i sine tanker at han ikke bemærkede kvinden der sneg sig op på ham. Ikke før hendes ånde ramte hans nakke og hendes stemme hans ører. Hans første reaktion var at svinge stokken efter hende. Den næste var at slå sine vinger ud. Han gjorde ingen af dem, men tvang sig selv til at stå fuldstændigt stille.

"Alexander.. What a pleasant surprise.."

sagde han med en iskold stemme. Med vilje brugte han det navn som havde skjult den lettere androgyne engels køn. Alexander havde været ham en konstant torn i siden igennem korstogene, den ældre engel nok den eneste han ville kalde en sand rival.

Helias vendte sig roligt og satte stokken ned foran sig med begge hænder på toppen af den.
Han smilte let, et gammel, velkendt og koldt smil imens han stirrede blindt frem foran sig.

"You are quite right, that I find myself slightly hampered in my ability to survey my surroundings.."

Damn it. Why did it have to be her? I don't want -her- to see me like this.. damn it all to the deepest darkness

bandede Helias indvendigt, omend han gjorde et stort nummer ud af ikke at vise det på sit ansigt.

En trillende, perlelet latter blev slået op. Nok var hans ord høflige, men stemmen fortalte om en langt anden sindsstemning. Hans reaktion på hendes opdukken undrede hende nu ikke. Mentalt blev der dog noteret, hvor dygtig han var til at holde masken og ikke virke overrasket. Ikke at det nogensinde ville sige det højt, når han var i nærheden. Ros havde hun aldrig givet ham. Højst et nik, der havde anerkendt, at han havde foretaget sig en fysisk ting, der ikke var gået fatalt forkert, men det var det nærmeste, det nogensinde var kommet.

"Ohh, light up that cranky face, it doesn't suit you."

Et drillende smil sås fra de blændende tænder, dog blev det stoppet midtvejs, og ansigtet blev drejet til observerende folder. En rynke trådte frem på den ellers glatte pande.

Hun kunne ikke se hans øjne, men ansigtets retning var en smule skævt drejet i forhold til den reelle retning hans øjne burde være i. De blonde krøller svajede let, da hovedet blev lagt på skrå. En let brise sendte en duft af svag lavendel i hans retning fra hendes krop, mens det lette stof blev kastet smygende om hendes spinkle krop. Måske var det en sæbe, hun brugte?
Krøllerne hoppede en smule mere vildt, da det skarpt markerede hoved igen sprang tilbage på lige plads. Et let overrasket udtryk trådte over hendes ansigt.

"Aha!

Lyden lød lidt for triumferende. Pludselig så hun underholdt ud igen. Ikke at han kunne se det, men hun vidste det selv.

"So you've gone blind, like an old man. Well that was just plain stupid, boy."

Omend det måske ikke var sandt længere, så var han stadig en dreng i hendes øjne.
Han var dygtig. Han havde i hvert fald haft potentialet og ildsjælen, sidst hun havde mødt ham. Hun nævnte det ikke. For hende var deres rivalisering en evig underholdning, som hun nødig ville ødelægge.

"Lord.. Tell me, how did you let such a imbecilic thing happen to you?"

Hvordan man nu end så på det, så var det vel, ligegyldigt hvad, hans egen skyld, at det var sket. Hvis en anden var "skyld i det", var det vel fordi han selv ikke havde været hurtig eller forudtænkende nok. Det måtte være sket for nyligt. Selvfølgelig afhængig af, hvordan det var sket, så måtte han da ellers have gjort noget ved det. En forbandelse kunne man altid komme ud af. Et fysisk mén var noget sværere, men ud fra hendes viden, måtte en form for heling da være mulig? Ikke at hun selv havde forsøgt sig med det sidste, men muligheder måtte der da være.
Mulighederne var straks begyndt at køre rundt i hoved på hende, sammen med nysgerrigheden om hvordan sådan en hændelse kunne være sket.

Helias gjorde alt hvad han kunne for at holde sit ansigt så neutralt som muligt, omend at den evigt jublende tone i Alessia's stemme irriterede ham grænseløst. Altid troede hun at hun vidste bedst. Altid var hun sikker på at Herren var med hende. Helias havde lyst til at råbe og skrige af hende men han lagde blot hovedet let til side ved hendes spydige ord.

"Oh that is quite correct dear. The Lord is exactly what happened. I tried to follow the Morning Star and this is how I turned out."

Helias smilte grumt. Hans egne ord fik det til at vende sig i ham men han vidste at de ville gå Alessia endnu mere på. Hun havde altid været så retfærdig.. bedre end ham på så mange punkter. Men hvis han ikke kunne overvinde hende, kunne han i det mindste sørge for at sejren var bittersød.

"I used my heaven sent power until my heartblood dripped from my eyes. I took the life of an innocent. Unlike you, I have spent more time in the darkness than the light."

Han ville havde elsket at se hendes ansigt nu. Hvordan hans ord fik de kønne ansigtstræk til at fortrænge sig. Hvor afskyende fyldte.. Nej. Hans egne ord skar dybt i ham. Azuriel havde frivilligt givet sit liv, men Helias følte stadig at han havde frarøvet hybriden det. Hans største skam var den idioti og det vanvid der havde fyldt ham. Men hun skulle ikke se det. Aldrig. Så hellere foragtelse. Så hellere vrede.

Helias lod en hånd stryge igennem det lange hår og lod dermed Alessia se de blinde øjne. De var blevet "normalle" igen, så det sorte tomrum ikke længere fyldte dem. Nu var de blot blå. Mere intense end du ville finde hos noget menneske men stadig bare blå.

"Now I keep the dead company once more. They seem to have no qualms with my choices, as long as I guide them towards rest."

Helias lod den sidste kommentar falde som en afsluttende imens han lod håret falde ned igen og hæftede sig ved sin stok igen.

Ordene faldt som hagl. Ikke over hende, det var som sådan ikke hende, det gik ud over, men fornemmelsen kom et sted oppe fra. Sammen med fornemmelsen af øjne, der stirrede hadefuldt ned på Helias, øjne der fulgte hans mindste bevægelse, blot for at afvente det rigtige øjeblik til at straffe ham endnu mere. 
Et slag med knyttet næve plantedes hårdt og brutalt på siden af hans kæbe, var hendes første, lynhurtige bevægelse. Hun håbede inderligt, at han ikke ville nå at reagere, når han ikke kunne se, inden den syngende smerte ramte hans pæne, perfekte kæbeparti. Hendes krop var klar på en reaktion. Nok kunne han ikke se, men hans stok kunne stadig ramme i hendes retning, og hun var klar til at træde væk, uden for rækkevidde.
 
"You.. Did.. what?"
 
Hvislede det ud gennem sammenpressede tænder.
Om det var den reaktion, han søgte, var hende fuldstændigt ligegyldigt. 
Hvis han kunne se det, ville han ikke have været i tvivl om, at hendes første tanke havde været at dræbe. Ansigtet var indsmurt i iskold vrede. 

Nok var det mange år siden, hun havde set ham sidst. Men hun havde aldrig regnet med, at denne ildsjæl ville have taget et sådant valg. Hvad i himlens navn kunne have fået ham til at gøre dét?
Nu vidste hun, hvorfor hendes opmærksomhed var blevet fanget af denne "tilfældige" forbipasserende. Hun lyttede en enkelt gang. Jo, denne ringede rustent og falskt, som var der slået store flig af den. Havde hun været så tilpas denne aften, at hun ikke havde registreret den med det samme? At det kun havde været et ældgammelt instinkt, der havde trukket hendes opmærksomhed mod ham? Var hun virkelig ved at blive for magelig på sine ældre dage? Og kunne fligene repareres igen? Et indre, dybt suk, der kunne mærkes i hele kroppen, fløj igennem hende, uden det kunne ses udenpå.  

"You stupid idiot of a boy. What on Earth and in Heaven what make you do that? You're disgrace. After all these years you are still just an ignorant boy."

En hånd røg kort op til tatoveringen gemt under jakkeærmet på den venstre underarm. En gammel vane. De havde vel alle været unge og uvidende engang, men nu? At han var kommet på afveje så sent..
Det var ikke hendes plads at dømme og straffe, i hvert fald ikke uden at søge vejledning hos de øvre Kor, men hendes hænder smertedes helt ved ikke at gøre noget. De knyttedes og slappedes i en gentagende bevægelse. 

"You better find your way back to the righteous course, otherwise I will have to consult the Dominions and bear out their order to punish or smite you."

Ordene var iskolde, og underligt rolige. 
Javist, de var af det laveste Kor, men særligt også det Kor, der havde mest med menneskene at gøre, og derfor måtte Dominions'ne ikke kunne lade det gå over hør. Hvis ikke han vendte om og kom tilbage på rette vej, ville de udsende ordre om hans straf. 

"How could you do this?"

Der lå en inderligt uforstående tone blandet med vreden bag ordene. Det gav ingen mening i hendes hoved. Hvad kunne få en engel til at gøre sådan noget? Hænderne spændtes stadig konstant, hun blev nød til at gøre et eller andet med dem, for ikke endnu engang at ligge hånd på ham.

Næven ramte ham rent og hårdt på siden af hovedet. Han kunne have prøvet at undvige men noget i ham ønskede at tage straffen. Hans hoved svang til siden og han vaklede et skridt tilbage. Af gammel vane bøjede han knæene let og bukkede ryggen imens armene spredte sig ud til siderne. En kæmpers posering.

Damn.. Still feels like she is holding a rock in her hand. Guess you deserved that one old fool..

Tænkte Helias for sig selv. Tøvende tog han en finger op til sin læbe og mærkede den lille mængde blod der havde samlet sig efter slaget. Et underligt smil bredte sig på englens ansigt.

"Guess I deserved that one. I have no reason to put my reasons to display, especially not before you.. But you are right. I have been foolish. Now I have paid the price."

Alessia's ord fik dog hans vrede til at flamme op. Retfærdighedens sti? Dominions? Hvor vovede hun..

"Oh you righteous sow.. I bet you would love to consult the Dominions and ask for their fire to burn what is left of my miserable life.. Righteous? What is righteous about this? We work as slaves for the humans salvation and what do we get? Punishment and suffering.. Don't speak to me about justice or righteousness.. I am the one carrying the regrets of the deceased. I am the one who have to experience their pain and suffering.. With nothing in return.."

Helias ansigt havde forvrænget sig i en sjælden maske af intens vrede og harme. De blinde øjne var fyldt med ældgammelt had og de kønne træk udvasket i afsky. Han hadede de ophøjede Dominions. De der blot sad og dømte andre uden selv at trække sig igennem sølet. Pletfrie, perfekte og uden fejl.

"I am paying for my transgressions. I am suffering for my bad choices. You have no right to judge me and what I have done. You have just as much blood on your hands as I and don't doubt that the Heavenly Father won't hesitate a moment before casting you out of his Choir if you misstep.. He has no mercy for us."

Helias kunne ikke stoppe sig selv igen. Århundreders frustrationer boblede endeligt frem til overfladen. Han havde ingen anelse om hvorfor lige Alessia's ord havde fået ham over kanten men nu var han der og han var fast besluttet på at gå til den bitre ende. Hun, af alle, skulle ikke ophøje sig selv på hans bekostning.

Guess? Of course you deserved that, and apparently it doesn't seem like you have learned anything from your mistakes yet, otherwise you would probably be able to see again."

Lød det tørt og en smule nedladende fra hende. Hvis han havde lært af sine fejl og var kommet tilbage igen, så ville den fysiske straf også være forsvundet igen, det var hun sikker på.

Den rustne, falske tone skreg hende i hovedet med en så stor kraft, at det mærkedes som en fysisk smerte. Hun virrede kort med hovedet for at få lyden til at trække sig i baggrunden, så hun igen kunne koncentrere sig om det forestående. Da blikket igen blev rettet mod Helias sås et medlidende blik, som den yngre engel, nok heldigvis med hans stolthed, var skærmet for på grund af sine useende øjne. Hun så ikke ud til at lade sig påvirke af hans forsvarsberedte statur. Men ordene, der nu trådte over hendes smalle læber, var let farvede af den samme følelse.

"No right to judge you? You are as much a part of me as any other angle. I can feel just how far you've gone. It aches in my every limp. I am here to watch. To watch every creature walking this Earth, and that includes you. I have no blood of the innocent on my hands, I have done what my Farther asks me and thereby He has granded me salvation for my missteps."

I den sidste del kunne en dyb smerte svagt høres i hendes stemme. Hun havde mærket Hans kærlighed og Hans tilgivelse på egen krop - i dette kunne Helias ikke komme og påstå andet. En hånd gled op til tindingen og masserede den let, tænksomt, som var en hovedpine var begyndt at opstå på grund af den smertende lyd i hendes hoved.

How do I do this? It's not really anger I feel more.. Disappointment. How could this happen to him? One I saw accomplish so many great things..

"I thought you stronger than this.. How can you not see, what we get? Don't you feel love for His human children? Don't you get that this is one of the greatest gifts one can get? How we get the opportunity to see, feel, learn and acomplish so many things? How much we know? That we are, in a way, the guardians of this Earth's history? Some have been hard, but I for one, wouldn't have been without all of my great experiences. That is what we get. We know more than most do. The upper Choirs might exist, but they do not live like we do. That is our gift. That is what we get.

En kort pause blev holdt, mens hun lod de ord, der for hende var den vigtigste del af hendes eksistens, synke ind. Hun søgte efter en form for reaktion.

"That is what He has given us. He lets us live intertwined with His greatest creation, and you defiled this - His greatest creation, which He lets us live with, as the only ones of all His workers. How can you not see what a fantastic thing we get in return, as the only ones, for working for Him?"

Tonen bag disse ord fortalte levende, at dette var, hvad hun mente, og hvad hun inderst inde troede på. Dette var hendes essens. Dette var derfor hun så troligt, gang på gang, tjente sin Herre. Hvorfor hun havde gjort det i så mange år, og hvorfor hun ville blive ved med dette indtil hendes død.
Hun håbede inderligt, at denne tilgang, som ikke vidste hende som overlegen men langt mere underdanig end nogensinde før, ville få ham til at lytte, blot en smule. Dette var ikke noget, han nødvendigvis ville komme til at se igen, nogensinde, men dette var hendes første forsøg. Eventuelle andre tilgange ville ikke blive lige så milde. Triste tanker kørte gennem hendes hoved om minder, der føltes som en evighed siden, mens hun søgte efter selv det mindste tegn på, at han rent faktisk lyttede til hende og muligvis tog nogle af ordene til sig.

Toneskiftet i Alessia's stemme rev igennem Helias' vrede og fik ham til at stoppe op et øjeblik. Vreden og hadet forsvandt fra hans træk og en lettere forundring trådte ind. Tøvende rettede han sig op igen og rettede let på sit tøj imens han samlede sig.

Det her lignede ikke ham.. og ej heller hende. Han følte ikke vrede på den måde. Han farede ikke op og skabte sig. Hun.. følte ikke medlidenhed eller var ydmyg. Helias strøj en hånd igennem sit lange hår, et øjenbryn lettet skeptisk.

"I think you are blind to the truth. The gift you speak of, I see as a test. A test to see if we are "worthy" of his grace. If we are not, then we are discarded, struck down and cast away.. You ask me if I love the humans? I used to do. I bled for them and sacrificed everything. A long time ago. Now there is no love left. I aid the dead, for they are atleast honest and without the shackles of morality and false ideas."

Helias bøjede sig ned og søgte efter sin stok, der var blevet smidt efter Alessia havde givet ham en på hovedet. Blindt søgte de lange elegante fingre over jorden imens ansigtet var lagt i tunge, tænksomme folder. Helias huskede på hans samtale med Izriel om at se lysere på tingene.. Om ikke at lade hadet styre sig.

"I... Apologise for my outburst. There was no reason for me to speak such harsh words. You are right. I have fallen from grace and I have lost my faith. The Heavenly Father and the Dominions are looking for mere excuses to cast me away from the divine. I know this... Honestly, I fear it too. That is, however, no reason to cower before them. I will not be controlled like a mindless slave. This atleast, I have learned through the hundred years of darkness."

Hans tøven blev noteret, med et blinkende håb i øjnene om, at han rent faktisk havde trådt ud af sin egen selvmedlidenhed, blot kort, for at høre og rent faktisk lytte til hendes ord.
En blid brise trak endnu engang i hendes buksedragt og sendte en svag brise af kvinde - fine sæber og en mild parfumeret duft fra naturlige urter, i hans retning.

"Worthy? Do you know anything at all of worthiness."

Det var mere en konstatering af, at det gjorde han ikke, end et egentligt spørgsmål.

"We are worthy. Otherwise we would still be in some mere corner of Heaven as actual slaves, with no free will like the Dominions and all the other upper Choirs. We were sent here to guard His flok and to do that we were given some matter of free will. The others. They don't think, they just do. We don't have to do that exactly. We were sent here, because we are worthy. Worthy of guardin them."

Til det sidste ord blev en håndbevægelse, der angav hele verdenen tilføjet, som hun endnu engang ikke tænkte over, at han ikke kunne se.
Selvfølgelig var de øvre kor øvre af en grund, det var den magt og det hierarki der lå, men alle trin var vigtige, for at det hele kunne fungere.

En hånd lod en lok glide på plads bag øret, før hun bukkede sig ned, for at samle hans stok op for ham. Med den anden hånd tog hun blidt hans. Der var noget akavet over hendes bevægelse med hånden, da hun forsigtigt forsøgte at få ham til at rejse sig rank op. Hånden med stokken blev lagt over hans hånd som hun endnu havde i sin anden. Trods det akavede i hendes håndtryk, var der samtidig noget uendeligt blidt over det. Der var kun deres hænder og stokken mellem dem.
Da hun var sikker på, at han havde fat om stokken, gav hun meget pludseligt slip og trådte et skridt tilbage. Udover et dybt suk, der kunne mærkes helt nede i mellemgulvet, før det igen blev udåndet, var der intet, der indikerede, at øjeblikket forinden lige var sket. Hun stod med samme afstand som før.

"Apologise all you want. You are older now and should have learned to control yourself. So you're either not in control, or you let it happen. And how can you still not see, that we're not mindless slaves. Look at how far you went, before He punished you. I don't deny that they should have a reason to find excuses. But if they really wanted to find one they already would have. You still breathe and live. If you actually came back from your damned path I think you would actually be stronger, because you've seen and learned so much more than most angles. I think that is what they hope for, and why you still breathe."

Det hele blev sagt i en tør stemme, som var det en selvfølge, som også han burde have set. Hvorfor skulle han ellers stadig gå ustraffet hen? Blot dét, at han ikke var vendt tilbage til stien, var nok grund til, at han burde straffes yderligere.

Helias modtog tøvende hjælpen til at rejse sig op og tog imod stokken uden ord. For et kort sekund nød han faktisk øjeblikket. Kunne næsten overbevise sig selv om at han stod med en gammel ven der havde været borte alt for længe. Så indtrådte afstanden igen. Helias sukkede let for sig selv og tiltede hans hoved.

"And you still can't accept and apology with a moral sermon eh? I might have gotten older but you have gotten ancient."

Stemmen bar spor af sarkasme og noget der næsten mindede om morskab. Helias rettede sig helt op igen og strakte sig, imens han vendte ansigtet imod kirkegården der egentligt havde været han oprindelige mål.

"You make it sound like my path is wrong and only His mercy and love is what keeps me alive.. You also declare that I am free.. But how can my path be wrong then? I do not belong in the light like you. My realm is that of darkness and death. That is not an entirely unhappy life though.."

Helias så meget eftertænksom ud for et øjeblik. Han huskede tilbage på de gode tider. Tiderne med de forskellige Jægere han havde hjulpet. De mange øjeblikke i jagten hvor døden ventede om hjørnet. Han huskede tilbage på tider århundreder siden, hvor han havde stået på menneskets side og hjulpet det igennem tykt og tyndt.

"Some of us are made for the light and soaring through the skies. Others of us are made to roam the darkness, guiding those who cannot find their ways themselves.. In some ways, I am actually glad my eyes were taken from me. Atleast now people don't scream when I look upon them.."

Helias grinnede let. Det var en simpel gestus og dog fik den hans ansigtstræk til at lyse op. Som om års byrde forsvandt på et øjeblik.

Øjnene søgte hans reaktion. Hans tøven og hans stiltiende samtykke med at øjeblikket var sket. Måske at det var okay? Et tilfreds nik fik hendes krøller til at hoppe en smule.

En oprigtig trillende latter hørtes ved hans kommentar. Her var en kvinde, der rent faktisk huskede at nyde livet og de små glæder i det engang i mellem.

"That.. Young one.. Is correct. I am in some eyes ancient. And I'm only getting older."

Det sidste blev sagt med et fornøjet udtryk i både stemme og ansigt.

Begge hænder blev slået opgivende op i luften, men kun tøjdele der gned mod hinanden, kunne høres for Helias.

No wonder he's getting nowhere at all. He just wants to contradict or deny any possible positivity he's given.. Tænkte hun opgivende, mens der samtidig, nok i trods, opbyggede sig den velkendte fornemmelse af stædighed i hende.

"Well.. He is you creator after all. And I said that we have some free will. We still are His. We still have a job to do. I find it satisfying and fullfilling, but if nothing else learn to deal with that part, let your life go on and live. Otherwise you'll just keep on being that self-centered sad and angry man, that only feels pity for himself, as you clearly are now."

Det første blev sagt som noget henkastet. Men særligt det sidste blev sagt med en sådan tør stemme, at det kun kunne være den åbenbare sandhed hun talte. Noget der ikke var til at komme udenom. Det var i hvert fald sådan hun så ham lige nu.

"They might not fear you, but they see a pathetic, pitifull young man, who has nothing left in his life to fight for.."

Et skævt smil trådte over hendes læber, da en tanke strejfede hende.

"I really wouldn't have guessed you as a late bloomer. All of this actually sounds like a teenager, who doesn't know what to do with his life and lashes out at everybody around him."

En tør sarkasme, der dog for hende måske var en smule sandt i, flød fra hvert eneste ord.

Helias sukkede dybt og vendte igen sit ansigt imod hvor han mente Alessia stod, en skygge af irritation lagde sig som en dæmper på det ellers glade ansigt.

"Must you always be sarcastic? I might be sullen and moody, but I swear by the fiery abyss, you know how to ruin any mood."

Helias strøj let sin hage. "You are right though. I have gotten extreme mood swings after my eyes were taken. Emotions that returns after having been supressed for centuries does that too a man.. But.. why am I telling you this?"

Helias blinkede kort, en fuldstændigt ligegyldig gestus, og så derefter lidt forvirret ud. Hvorfor var det egentligt han fortalte hende alt det her? Den der mærkelige følelse af en gammel ven var vendt tilbage. Den gav dog ingen mening for Helias. Han havde aldrig betragtet Alessia som en ven. En rival og konstant irritation ja, men ikke en ven.. Havde han?

"You are an odd one, Alex. You make people think more than usual. At times that is a good thing. I was, however headed for the graveyard. The songs and tales of the dead, after a long day would do be good."

Helias gemte hans tanker dybt under hans maske. Igen var hans ansigt som før. udtryksløst. Dog, hvis man virkeligt kiggede efter.. var det som om der spillede et lille smil omkring hans læber.

Små korte nik rystede endnu engang hendes krøller, mens han talte, som tog hun mentale notater til hele hans svar.

"There it is. That apathy. That indefference to the world around you. You don't even seem to want to fight even though I keep throwing insulting comments after you with almost every breath I take. Where is that fiery soul I knew hundreds of years ago? You've just given up. That is not the man I was so entertained fighting as a rival."

Lød det fra hende. Der var noget trist og nærmest skuffet at høre i hendes stemme, som havde hun mistet noget, hun søgte at finde igen. Udtrykket, han ikke kunne se i hendes ansigt, fortalte det samme.
Dette var på næsten alle punkter, ikke den mand hun havde regnet med at finde, da hun sneg sig op på ham. Og at han pludselig gav sig til at fortælle hende alle disse svagheder..
Det var mildest talt sølle..

"The reasons for your outbursts is probably exactly that. That you kept them locked up."

Hun tilføjede ikke yderligere, at grunden til hun selv var så velbalanceret, var netop fordi hun levede og lod sig føle menneskelig til tider. Det behøvede han ikke at vide, selvom han altid havde været en form for allieret, havde han også altid været en rival.
Hendes blik søgte igen hans kropssprog, hans reaktioner.

Et lille næsten piget grin hørtes ved hans næste kommentar.

"Odd? It sounds like it surprises you. I make people think. That is a part of what I do."

Hvilket det i sandhed også var. Det var en del af det, hun var sat her for, som en del af dét at våge over flokken.

"But it does sound like it is the only thing you're capable of doing at the time. There not much or any fire left in you.. And it's easy to hide behind your dead souls. What about doing? Where has that left you behind?"

Der var ikke meget tilbage. Kun nogle ruiner i en tom skal. Med sammenligning af det billede hun kendte af ham, kunne hun stadig ikke helt forholde sig til, at det var sådan han var endt..