Peacefull times (Kasandra)

Tid:22.00
Sted: Imellem højt græs og flotte blomster
Vejr: Månen er lige stået op og oplyser engen
Omgivelser: Natuen.

Azuriel havde fået at vide at denne eng havde en speciel mening for mange folk. Måske var den værd at tjekke ud. Så det gjorde han selvfølgelig. Han tog sin motorcykel til stedet hvor vejen endte og gik resten af vejen til fods. Han gik i sin læderjakke og hænderne i lommen. Da han nåede engen kiggede han rundt omkring. Det var sådan et fredfuldt sted. Azuriels blå øjne betragtede omgivelserne med omtanke. Dette var i sandhed en af naturens perler, Højt græs og flotte blomster. Han tænkte kort over om han ville møde nogen her og hvis han gjorde. Hvilke væsen ville det så være. Azuriel nikkede lidt for sig selv og stod stille lidt. Der så ikke ud til at være nogen her. Dog kunne han ikke ruste følelsen af sig om at der var nogen her. Sikkert bare hans fantasi der spillede ham et puds. Azuriel sukkede og sagde ’’Nåhh’’. Han havde vel været her længe nok. Han vendte sig om og skulle til at gå ned mod sin motorcykel igen.

Kasandra elskede naturen, og engen var en af hendes ynglings steder, og hun ligger roligt i græsset og kigger op på månen. Hun havde en kort sort kjole med rødt print på, og sort skinnene leggins, med en sort læder agtig jakke over, som dækkede hendes vinger fra omverdenen. Hun havde taget skoene af, så hun kunne mærke græsset imellem hendes tæer. Hun trak vejert dybt, og kunne lugte alle de smukke blomster der omgav hende.
Hun lå lidt i sine egne tanker og prøvede også på at mærke Arish's følelser, for at se om hun havde brug for hjælp, da hun hørte nogen sukke et stykke foran hendes højre side. Hun satte sig forskrækket op, men var stadig dækket af græsset. Hun havde ik hørt nogen komme, og hun undrede sig over hvor lang tid hun havde været der.
Hun satte det ene knæ i jorden og skimtede op over græsset for at se hvem det var, men kunne ik genkende manden der nu gik hen mod en motorcykel. Hun fik over balance og faldt forover med et hvin, og håbede på at han ik havde hørt noget, da det ville være vildt pinligt.

Azuriel tænkte et kort øjeblik at der var en da ville overfalde ham da han hørte hvinet og vendte sig hurtigt om lige i tid til at se Kasandra falde forover. Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Han troede nu ikke ligefrem at hun var farlig efter hun var væltet, det var ikke ligefrem noget et rovdyr som en Vampyr ville lave. Han gik over til hende, satte sin på et knæ og tilbød hende en hånd for at hjælpe hende op og stå. Da hun kom op enten ved hjælp af hans hånd eller sig selv så kiggede han på hende og sagde med en lidt ru, dog stadigvæk charmerende stemme ’’ Nu er du ikke kommer til skade vel. Man kan godt komme til skade når man holder øje med andre og så falder og slår sig ’’. Azuriel stod med et lille drilsk smil på hans læber. Han mente intet ondt med det hhan sagde, han syntes bare det så sjovt ud og intet fjerner pinlighed så godt som humor. Azuriel syntes nu ikke hun virkede så ond og hun var cirka lige så klodset som han kunne være når han gik i sine egne tanker.

Kasandra så manden komme hen til hende, og han så ik særlig farligud, så da han rakte hende sin hånd, tog hun den. Hun lod ham hjælpe hende op, og da hun havde fast grund under fødderne gav hun roligt slip.
Hun ville ik virke utaknemlig, så hun klemte stille hans hånd som tak for hjælpen. Hun smilede, lidt pinligt berørt over at han havde set hende falde, men der var noget der fik hende til at falde lidt mere til ro. Om det var hans øjne, var hun ik sikker på.
Hun rettede lidt på sit tøj, og støvede sig selv af, og tjekkede at hendes vinger ik stak ud, hvilket de heldigvis ik gjorde. Hun havde fået en lille hudafskrabning på hendes knæs, som blødte en lille smule.
Hun så på ham og sagde, "jeg holdt ik øje med dig, du forskrækkede mig," Sagde hun forsigtigt med et smil, og kiggede så igen ned på sit knæ.
"Tak, fordi du hjalp mig op, må jeg vide hvad du hedder?" Spurgte hun med et lidt mere modigt smil.

Azuriel kunne ikke lade være med at smile lidt. Måske var det hendes personlighed, men hun virkede nu som en frisk person. Han kløede sig lidt i nakken eftersom han havde glemt at præsentere sig selv. *fuck, hvor er dine manere dit fjols*. ’erm.. Det må du undskylde, mit navn er Azuriel.. Tag dig ikke af mit navn, min mor elskede latin’’. Azuriel fik øje på hende knæ og han satte sig på hug og kiggede på det. Han drejede sig hoved lidt og rejste sig så op igen og kiggede på hende ’’ Hvis du vil have det kan jeg hente en førstehjælps kasse fra min motorcykel… Så skal jeg nok rense dit sår for dig ’’. Azuriel kunne mærke hvordan ondskaben i ham skreg for mere blod men han havde let ved at holde den tilbage. Det havde han ofte i nærheden af engle på grund af deres trygheds aura. Men han tænkte ikke over det, han troede bare at Kasandra var en normal kvinde. Azuriel gav hende et beroligende smil ’’ Men dit knæ ser ikke alt for forslået ud.. Hvad laver du eller her ude frøken?...’’. *Flot du glemte helt at spørge om hun havde ondt i knæet, nogle gange er du så ufølsom Az’’. Han sagde lidt forsinket ’’ Erm nu har du ikke ondt i knæet eller noget vel?’’

Kasandra smilede til ham. Han virkede så rolig og hjælpsom, at det kom helt bag på hende. Hun overvejede lidt om hun skulle hele såret selv, så ville det jo hurtigt gå over. Hun ville heller ik skræmme ham, og det kunne jo være at han ik var van til den slags evner og blive forskrækket.
"Azuriel? Det er da et flot navn, meget specielt," sagde hun med et smil, "Min mor kan en masse forskellige sprog og latin er et af dem, så jeg synes ik det er noget underligt navn." Hun kiggede lidt på ham, og det var som om hun havde glemt noget meget vigtigt.
*Dit fjols Kasandra! Han kender jo ik DIT navn, fjolle.* Hun rødmede lidt da hun kom i tanke om det, "jeg hedder forrasten Kasandra," sagde hun lidt tøvene. Han synes hans navn var mærkeligt, så skulle han lige prøve på at få et gammelt græsk navn.
Hun valgte at tage imod hans hjælp om at rense såret, og smilede lidt genert, da hun var vant til selv at hele sine sår, hun havde aldrig fået dem renset før. "Du må gerne rense såret," sagde hun stille. "Jeg nød græsset, månen og blomsterne," Sagde hun med et smil.
Hun fniste lidt over at han kom med den sene bemærkning, men hun synes det var lidt sødt at han sagde det i det hele taget, "Nej" sagde hun sødt, "jeg kan knap nok mærke det." Hun havde et lille glimt i øjet da hun sagde det.

Azuriel smilede da hun sagde hun godt kunne lide hans navn. Normalt grinede folk af hans navn. Han syntes også selv om det, det var jo hans mor der havde givet ham det navn så han bar det med stolthed. Azuriel vendte sig om og gik ned til hans motorcykel og hentede førstehjælp kassen. Normalt brugte han den til skudsår eller knivsår, han hjalp jo Hunters rundt omkring i verden og det endte ofte med at han eller en anden blev skudt. Da han kom tilbage kiggede han på hende med et smil på sime læber ’’ jeg syntes Kasandra er et smukt navn.. Passer godt til dig ’’ han satte sit ene knæ mod jorden og lagde blidt sin ene hånd på hendes knæ. Så tog han en lille flaske frem af kassen og hældte lidt af indholdet på en hvid klud. Så kiggede han op på hende og sagde ’’ Det kommer nok til at svige lidt ’’. Han grinede lidt ’’ Men bare rolig det renser såret ’’. Han lagde kluden på hendes knæ og begyndte at rense hendes sår. Det var klart at se han havde prøvet at rense sår mange gange før og han prøvede at være så blid som han nu kunne. Da han var færdig tog han et plaster frem og satte det over hendes sår. Han bedømte at der ikke var behov for brug af gazebind. Da han var færdig rejste han sig op og smilede til hende ’’ Undskyld hvis det gjorde ondt ’’. Han kløede sig i nakken ’’ jeg hjælper normalt ikke kvinder med deres sår men jeg prøvede at være blid’’. * du er da bare en nar. Hvad nu hvis hun misforstår og hun tror du syntes hun er pivet*. Azuriel skyndte sig at tilføje ’’ Ikke fordi jeg siger du er pivet eller noget.. Misforstå mig ikke ’’. *flot Azuriel. Rigtig flot. Du er så dårlig til at formulere dig selv med ord*.

Kasandra så efter ham, da han gik hen for at hente førstehjælps kassen, og hun så smilene op på månen. Det var sjældent at hun så nogen mennesker rundt på engen på den her tid af aftenen, men hun var rigtig glad for at hun havde valgt i aften at komme ud og se på månen. Han kom tilbage, og hun rødmede lidt over at han synes hendes navn passede til hende, *han ved sikkert ik hvad det betyder, og hvem det er jeg er blevet opkaldt efter.*
Hun så ned på ham, for at se hvad det var han lavede, da det var lidt nyt for hende, og hun hørte også at han sagde det ville svi, men hun vidste ik hvad han mente. Da han lige havde lagt kluden på, kunne hun ik mærke noget, men det udviklede sig lidt til at blive en prikken, og så en lille svien. Hun var lige ved at rive sit ben til sig, da han endelig fjernede kluden, og hun sukkede lettet, da det var være end hun havde regnet med.
Han gav hende et plaster på, og hun følte sig lidt dum med den på, og hun kunne ik lade være med at pille lidt ved kanten af plasteret, og kiggede så op på ham.
Hun kunne ik lade være med at fnise lidt, da han begyndte at rode rundt i ordene. Det virkede usikkert, men også sødt og der faldt et naturligt smil over hendes læber, "det er iorden, jeg tror mest at smerten komfra at jeg aldrig har prøvet at få et så renset før,"sagde hun med et smil, "og jeg ved jeg er pivet," sagde hun med et blink af øjet og med en svag latter i stemmen

Azuriel kløede sig i nakken som han ofte gjorde når han ikke lige vidste hvad han skulle gøre. Men da hun sagde hun aldrig havde fået et sår renset grinede han en smule ’’ Har du aldrig faldet på cykel som lille.. Der står man sine kræ en del gange’’. Azuriel undrede sig dog over at hun sagde hun aldrig nogensinde havde fået et sår renset. Kunne være fordi hun aldrig kom til skade men det nægtede han at tro på eftersom hun virkede klodset på en sød måde. Han kiggede rundt omkring på engen ’’ jeg må sige at dette er et smukt sted.. Jeg kan godt forstå hvorfor du kommer her’’ Han kiggede på hende igen ’’ Hey det gør ikke noget at være pivet. Sidst jeg blev stukket med en kniv troede jeg at jeg skulle dø.. Indtil jeg fandt ud af at det bare var et kødsår ’’. Azuriel grinede lidt indtil det gik op for ham hvad han lige havde sagt. * Flot Az.. Du er da bare for klog.. Nu tror hun sikkert du er en psykopat der jonglere med knive*. Han indskød hurtigt ’’ Erm.. Ikke fordi jeg er farlig eller noget.. det var jo mig der blev stukket ’’. Han tog sig til hovedet *Klovn. Hvad tror hun ikke om dig nu din spade*. Han grinede en smule over sig selv ’’ Jeg stopper bare med at snakke nu’’.

Kasandra kiggede lidt ned i jorden. Den gang hun var lille, var der ik mange cykler, og selv hvis der havde, så måtte hun ik køre på en for der ville være en chance for at hendes vinger blev grebet af hjulene. Hun har altid gerne ville prøve det, men hendes forældre stod altid i vejen, og her er hun nu, 150 år gammel og har aldrig prøvet at cykle, og hun har ingen lyst til det mere.
Hun sukkede svagt og kiggede op i hans blå øjne, "jeg har aldrig prøvet at cykle før." Tilstod hun. "Jeg har altid gerne ville prøve, men mine forældre siger altid det er for farligt for mig, fordi mine vin..." Kasandra indså hurtigt at hun var ved at snakke over sig og skyndte sig at ændre det, "fordi jeg er en smule klodset."
Hun kiggede ud over engen og prøvede på at falde lidt til ro. Imens håbede hun på at han ik havde hørt hende snakke over sig, og hun sagde venligt, "ja, her er virkelig rart, og jeg kommer her tit for at nyde det og tænke," Hun smilede men kommenterede ik det med at være pivet, ifølge hendes søster, så var piveri en svaghed, men det ville hun ik sige til Azuriel.
Kasandra kiggede forskrækket på ham, da han nævnte det med kniven og kødsåret, men kunne ik lade være med at grine ved han sidste bemærkning. "Du behøver ik at stoppe med at snakke. Det er lidt foruroligende det du taler om," hun tænkte kort på knivene, "men jeg tror ik på du er farlig." Sagde hun lige ud. Hun kunne fornemme det lidt på ham, men hun kunne også fornemme at han havde en slags hemmelighed, som hun ik kendte til, og hun var lidt på vagt overfor hvad den hemmelighed kunne være.

Han lyttede efter hver ord hun sagde fordi han syntes deres samtale var interessent. Han smilede da hun sagde vin. At hun aldrig havde cyklet før beviste hans teori om at hun ikke var menneske. Azuriel tog sin jakke af * det gør altid så ondt*. Han tog en dyb indånding og med et kom sorte flotte ravne vinger ud af ryggen på ham. Han faldt på et knæ på grund af smerten der dog hurtig aftog og han rejste sig igen ’’ Du har måske ikke evnen til at trække dine vinger ind i kroppen som andre engle har?’’. Han grinede en smule med var dog på vagt. Hun kunne jo være en Dæmon de kunne jo også have vinger. Med et slog det ham * Igen dummer du dig*. Han satte forklarende sine arme foran sig ’’ jeg ved godt engle har hvide vinger men jeg er altså ikke eller, ja.. jeg er ikke farlig ’’. Han kløede sig i nakken og grinende nervøst.

Kasandra tog chokeret nogle skridt bagud. Det at han lige havde, åbent, vist hvad han var, var en skræmmende tanke. Hun kiggede på hans vinger og så på ham, og tog endnu et skridt bagud.
"Jo jeg kan godt trække dem ind, men jeg gør det kun når det er nødvendigt. Hvorfor binde sine vinger når det er ens natur? Så vil jeg heller trække dem ind til kroppen og så tage en bluse ud over." Hun så på ham og trak jakken lidt tættere om sig.
Hun vidste, at han havde hørt for meget, at han havde hørt hende tale over sig, men hun håbede sådan at han ik havde. Hun vidste ik hvad hun skulle gøre nu. Skulle hun stikke af og lade som om det her aldrig var sket, eller skulle hun blive hos ham, når hun ik vidste hvad hans intention var for en.
"Engle vinger skifter fra engel til engel. De BEHØVER ik at være hvide." Sagde hun lige ud. Det at han mente at engle vinger var hvide, gav hende en fornemmelse af at han ik havde været blandt mange engle før, måske var han en dæmon. Det ville forklare hvad det var for en fornemmesle hun hele tiden havde haft. Hun trådte 2 skridt længere tilbage så der nu var ca. 3 meter mellem dem.

Han blev ikke overrasket over hendes reaktion. Men han undrede sig da hun sagde at engle vinger ikke behøves at være hvide. Han blinkede et par gange og sagde så dumt ’’ Gør de ikke’’. Han kiggede med mod jorden og lod sine vinger nå ind i hans krop igen. ’’ hvorfor er du så bange for mig? ’’. Et lille smil kom frem på hans læber og han kiggede stadigvæk mod jorden ’’ Men det er okay.. jeg har vænnet mig til det efterhånden.. Jeg skulle aldrig have vist dig dem’’. Han ville ikke lyve for at berolige hende ved at sige han ikke van en dæmon eller noget ondt. Han var jo halvt dæmon. Han ville heller ikke sige han ikke var ond. Godt nok var han det ikke nu, men hans onde dæmon side var i ham. Godt nok holdt nede i et fængsel. Men han vidste ikke om han for evigt kunne holde den der. Han kiggede op på hende for at se om hun var løbet sin vej.

Kasandra kunne ik lade være med at smile over hans uvidenhed over engle vinger, men hun kom ik tættere på. Selvom han smilte, så tog hun det stadig som en form for anklage, at hun var bange for ham. "
Jeg er ik bange," sagde hun trodsigt, "Jeg ved bare ik hvad du har tænkt dig at gøre, og derfor holder jeg mig på afstand." Hun holdte nøje øje med ham for at sikre sig at han ik var ude på at overfalde hende.
*Sikke en joke* tænkte hun spydigt, *her står jeg og jeg ved at jeg ik kan gøre noget som helst for at såre ham. Jeg burde flygte i stedet.* Nu ville hun ønske hun havde nogle af sin søsters evner i kamp, desværre havde hun altid været den fornuftige og kloge.
Hun så at han kiggede op på hende, og hun blev stående. Hun vidste ik hvad hun skulle sige til det sidste han sagde, så hun forholdte sig tavs.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule ’’ Ja, jeg renser dit sår for at overfalde dig bagefter ’’. Et smil kom frem på hans læber og han rystede let på hovedet og samlede sin førstehjælp kasse op og vente sig og begyndte at gå ned mod sin motorcykel men stoppede på vejen og vente sig om ’’ Kommer du?.. Kan godt være jeg ikke har en cykel.. Men jeg har en motorcykel så må jeg jo lære dig at køre på den. Det er lige så godt hvis ikke bedre ’’. Han grinede lidt og gik med til motorcyklen ’’ Bare rolig, du sidder foran og jeg sidder lige bagved og hjælper dig med at styre den.. Der sker dig ikke noget… Det lover jeg ’’. Han smilede betrykkende til hende.

Kasandra følte sig lidt dum over at hun var blevet så paranoid. Det var jo rigtig nok, han havde jo ik gjort andet end at hjælpe hende. Hun fulgte efter ham hen til mortor cyklen, men fik et rigtigt skræmt blik, da han sagde at hun skulle køre.
"Er du gal? Jeg kan da ik køre sådan en ting!" Udbryd hun, lidt højere end hun ville have haft det, men hun kiggede stadig på ham som om han var vanvittig. Ja han ville sidde bag hende, men hun var ret sikker på at den ville vælte, lige så snart hun satte sig op på den.
"Hvad nu hvis den vælter, endda før vi får den startet?" Hun så på ham, og det var tydligt, at hans forsøg på at berolige hende, ik virkede.

Han kunne ikke lade være med at grine en smule ’’ Undskyld ’’. Han stoppede med at grine igen. Han satte sig op på motorcyklen og kiggede på hende ’’ Jeg sidder bagved og hjælper med at holde balancen. Jeg holder mine hænder over på dine, så jeg kan lære dig hvordan du skal gasse op få balancen og styre. Der sker ikke noget ved det.. Jeg er lige bag ved dig.. vi kommer ikke til at vælte ’’. Han syntes det var sødt at hun blev så bange. Det var bare et tegn på at hun var påpasselig med hvad hun gjorde. Han kiggede på hende igen ’’ Hey.. Du skal lære at cykle.. og dette er jo en motor… Cykel ’’. Han grinede lidt igen og ventede på om hun satte sig op eller ej.

Kasandra kiggede på ham, da han satte sig op på den underlig tingest. Hun kiggede rundt omkring på engen, men der var ingen i nærheden, og engen blev lyst op af månen. Hun sukkede lidt og tog en beslutning. Han ville ende med at sidde tæt op af hendes ryg, så det ville nok være bedst at gemme sine vinge i kroppen, så det ik blev alt for ubehageligt for hende, så hun tog lige jakken af, og hendes sorte vinger folde sig ud. Hun baskede en enkel gang eller 2 med dem, så fjerene kunne lægge sig til rette, og trak dem så ind i sin krop. Hun hadede den smerte der kom med den, men hun blev bedre til at skjule smerten, og der kom kun en trækning i hendes ansigt, der viste smerten hun følte. Hun trak hurtigt jakken på igen, da det var lidt køligt på den tid af natten, og stillede sig så ved siden af motorcyklen. Hun pustede svagt ud, og satte sig så foran ham på motorcyklen.

Han satte sig tæt ind til hende og lagde sine hænder ovenpå hende. Så fjernede han foden der holdt motorcyklen oppe og kickstartede den. Han sagde blidt ’’ Nu giver vi lidt gas ’’. Han drejede hendes hånd med hans og de kørte lige så stille af sted. Han ville ikke skramme hende så de gassede ikke op og kørte ikke ret stærkt ’’ Når du føler dig hjemme med at køre på den så slipper jeg dine hænder og lader dig selv styre helt ’’ Han smilede. Tænk at han var ved at lære en der sikkert var tyve gange hans alder en ny ting. Det var nok ikke tit det skete. Dette var en god aften syntes han. ’’Der er ikke noget bedre en vinden i ens hår når man køre steder hvor en bil ikke kan’’.

Kasandra kunne mærke at han nærmede siog hende, og det gav et gip i hende da han lagde sine hænder på hendes. Hun var ik van til at have nogen så tæt på, men det var ik ubehageligt og hun vennede sig hurtigt til hans nærværd. Hun hørt en høj metalsk lyd og så var det som om der gik liv i tingesten. Hans ånde kildede hende i nakken og hun mærkede at han drejede hendes hånd, og hun lod ham gøre det. Lige pludselig var det som om de blev trykket afsted, og hun gav et hvin af forskrækkelse, men Azuriels tilstedeværelse gjorde at hun ik gik helt i panik. "Du må ik give slip," sagde hun, og hun kunne selv høre nervøsiteten i hendes stemme. Hun hørte godt hvad han sagde, men hun kunne ik selv nyde det, da hun ik helt følte sig hjemme på motorcyklen.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt. Det var nu også hyggeligt at køre må denne måde. Det var lang tid siden han havde haft en så god køretur. Da hun bad ham ikke om at slippe grinede han en smule ’’ Okay, skal nok lade være med at slippe så.. Hvor vil du gerne have at vi køre hen så?’’. Han kunne godt lide den aura hun afgav. Engle havde jo denne evne. Han kom i tanke om at hun havde same farve vinger som ham. ’’Det var derfor du blev sur da jeg snakkede om vinger.. Dine er samme farve som mine.. Har aldrig mødt en engel der ikke havde hvide vinger før.. det var ikke min mening at fornærme dig’’.

Hun kunne mærke at han grinte, men sukkede lettet da han sagde at han ik ville slippe, men blev helt blank om hvor de skal køre hen. De var stadig ude på engen, og der følte hun sig mest hjemme. "Kan vi ik blive her? Så er jeg sikker på vi ik kører nogen ned, eller vælter ind i et hus eller noget." Hun rødmede lidt, da hun selv synes hun var dum at høre på. *For dælen da opfør dig som en på 150 år!* Hun sukkede let og kunne mærke Azuriel trække vejret bag sig. "Du fornærmede mig ik," sagde hun lidt opgivende, "og det er også sjældent at engle har sorte vinger, og er den eneste i min familie der har helt sorte vinger." Hun trak let på skuldrene, og følte at hun mistede let grebet i styret.

Han sagde med en blid stemme ’’ Selvfølgelig kan vi blive her.. Du bestemte jo og du har valgt her ’’. Han grinede en smule. Hans greb om hendes hænder blev strammere da han kunne mærke hun ikke holdt så godt fast længere ’’ Skal vi stoppe.. Vi kan altid tage det skridt fra skridt.. tager nok nogle gange at blive god til. Han kunne mærke hendes varme, det var rart i denne kulde. Han smilede da hun sagde hun var den eneste ’’Jeg syntes du har meget smukke vinger Kasandra.. Du skal være stolt af dem.. De er symbol på at du er en engel.. og sikkert meget magtfuld ’’. Han drejede hendes hånd så de kørte langsommere og bremsede langsomt så de stoppede hvor de startede.

Kasandra mærkede igen hans ånde mod hendes nakke, og det kriblede ned af ryggen på hende, over den ekstra vind der faldt lige i nakken. Hun var rimelig tilfreds med at de blev på engen, og mærkede hans hænders greb blev lidt strammere, ik for meget, men lidt strammere. Det gav hende en følelse af sikkerhed, for det betød at han havde styr på den underlige metal ting de kørte rundt på. Hun nikkede til at de skulle stoppe, hun havde haft nok af at køre på den indtil vidre, og de havde ik en gang kørt særlig stærkt. hun rødmede igen da han begyndte at snakke om hendes vinger, normalt ville de andre sige at de var underlige, eller nogle gik lige frem og sagde hun var dæmon. *Hold så op med at rødme som en anden skole pige* tænkte hun vredt til sig selv. Det gik pludselig op for hende at de var stoppet, og hun steg af og satte sig i græsset og så op på ham. "Tja, det kommer an på hvad du mener med magtfuld," sagde hun med en sød stemme.

Az stillede sin motorcykel fra sig og steg af den. Han kiggede på at hun rødmede igen. Han syntes det var sødt. Han havde faktisk aldrig før set en engel gøre det. Han havde sådan set aldrig rigtig brugt meget tid med engle. Når de fandt ud af hvad han var så ville de ikke snakke med ham. Han sukkede lidt og kiggede ned ’’ Før vi bliver venner eller noget så.. Må jeg hellere fortælle dig hvad jeg er… Jeg er ikke helt en engel som dig.. eller kun halvt.. Min Mor var engel.. Min far var en.. Dæmon’’. Han kiggede ikke op på hende og det var til at se at han skammede sig over det faktum. ’’ Men folk kalder mig et monster.. Når de finder ud af hvad jeg er.. Selv de andre Hunters.. Også selv om jeg er på deres side.. Og det må de gerne.. Jeg er ikke noget god person.. Jeg har dræbt uskyldige før.. Men jeg har ikke lyst til at skjule det for dig.. Fortjener du ikke’’.